Twilight - Sunrise *Pause*

Cullen familie lever i bedste velgående, men de kan aldrig helt slappe af, for Volturi klanen tillader aldrig et nederlag. Men så støder den nyfødte vampyr, Ava, på Cullen familien. For Ava er vampyr livet endnu forbandelse, der er blevet pålagt hende. Hun kæmper desperat for ikke at miste sig selv, og Cullen familien kan blive hendes eneste chance. For Ava besidder en evne der både kan rive op i gamle minder, hemmeligheder og konflikter, men også kan hjælpe Cullen familien til endelig at kunne leve uden frygt.
_____________________________________________________________________________
Jeg rørte ved et fint lille hårspænde. ”Hun gik altid med den,” sagde Tanya. ”Jeg har altid gerne vil vide hvorfor hun gjorde det. Hvorfor hun forvandlede den lille dreng.” Jeg prøvede at bevare roen, mens der farede billeder gennem mit hoved.
”Kan du se det? Ved du hvorfor?” spurgte Kate.
Jeg så op og nikkede. ”Jeg ved hvorfor jeres skaber forvandlede drengen.”

45Likes
47Kommentarer
4555Visninger
AA

10. Kapitel 9.

Mit blik fløj hen over reolens mange bøger, mens jeg prøvede at finde en titel som fangede mig. Nogle af bøgerne var meget gamle, og jeg forstod knap nok halvdelen af det der stod. Jeg havde smidt uinteressante bøger ved siden af mig. De lå på gulvet, mens jeg forsatte min søgen. Faktisk var det her Carlisles bøger. Jeg var gået ind på hans kontor, hvor han havde en kæmpe reol med bøger. Men han havde jo også haft rigelig med tid til at læse dem.

Det var en af de triste ting ved at være vampyr. Man kunne ikke sove og det var ikke altid man havde noget at lave. Jeg havde i hvert fald ikke. Det meste af min tid gik med, at være i Cullen familiens hus. Jeg prøvede at finde på noget at lave, men det var svært og jeg var blevet træt af at se fjernsyn. Så nu kastede jeg mig over Carlisles bøger. Jeg hørte ham, før han kom ind ad døren og jeg vendte mig hurtigt om. Carlisle åbnede døren og så en smule overrasket på mig.

”Undskyld,” skyndte jeg mig at sige. ”Jeg ved at jeg ikke bare burde være gået herind, men jeg keder mig.”

Carlisle virkede hverken vred eller fordømmende. ”Det helt i orden. Er der noget der fanger din interesse?”

Jeg rystede stille på hovedet. ”Nej, jeg er ikke en gang sikker på, hvad halvdelen af dine bøger handler om.” Han smilede stort til mig og samlede hurtigt bøger på gulvet op.

”Mange af bøgerne handler om filosofi og medicin. Der er også et par stykker om vampyrer.” Han satte bøgerne på plads og så på mig, en lille rynke viste sig mellem hans øjnebryn.

 ”Hvornår har du sidst været på jagt?”

Jeg så ikke på ham og skar en lille grimasse. ”Det er en uge siden. Men jeg klare mig.”

”Du burde få noget at drikke, jeg kan tage med dig,” forslog han. Årh, pokkers også. Min hals brændte forfærdeligt, men jeg havde ikke lyst til dyre blod.

”Men… det er ikke fordi jeg ikke gerne vil. Jeg har bare ikke lyst til dyre blod.”

Jeg så ikke på ham, da jeg sagde det. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg skammede mig over, at jeg havde lyst til menneske blod. I familien Cullens tilstedeværelse virkede det bare forkert, at have lyst til menneskeblod. Det virkede som om, at jeg var den eneste der havde lyst til det. Jeg mærkede en hånd på min skulder og det gav et lille grip i mig.

”Ava,” Jeg løftede hovedet og så på Carlisle. Hans gyldne øjne var alvorlige, men de udstrålede også noget andet. Medfølelse? Medlidenhed?

”Din lyst til menneskeblod er helt normalt for vampyrer. Men problemet er, at hvis du drikker menneskeblod, så slår du ihjel,” sagde han og jeg sukkede stille. Jeg vidste at han ret, det gjorde det bare ikke nemmere.

”Dyre blod smager afskyeligt.”

Carlisle smilede en smule. ”Du vender dig til det. Du vil også opdage, at noget dyre blod smager bedre end andet. Eksempelvis rovdyr.”

Jeg sukkede igen. Jeg hadede virkelig at føle mig så svag. ”Har du ikke lyst til det? Menneskeblod, mener jeg.”

”Jeg ligger ikke rigtig mærke til lugten mere. Jeg arbejder på et hospital med blod hver dag. Jeg har det fint med dyre blod. De første mange år af mit liv kunne jeg lugte det og havde lyst til det, men jeg lærte at kontrollere min tørst.”

”Har du aldrig drukket menneskeblod?” spurgte jeg forbløffet.

”Nej,” sagde han med et lille smil, mens jeg stirrede måbende på ham. Hold da kæft. Der kunne man snakke om selvkontrol. Tænk som vampyr, aldrig at have taget et menneskeliv. Det var utroligt. Bare jeg havde kunnet kontrollere mig selv.

”Så må jeg hellere komme ud og jage.”

Carlisle fulgte mig med et smil ud af kontoret. ”Skal jeg tage med dig?”

”Nej, det er okay,” svarede jeg. ”I går tilbød Bella at tage med mig, jeg er sikker på at hendes tilbud stadig gælder.” Derefter gik jeg i stå, da lyden af en bil, der drejede ind ad Cullen familiens indkørsel, nåede mine øre. Jeg så på Carlisle, der lige som mig, kunne høre at der kom nogen kørende. Han begyndte at gå ned ad trappen, og jeg fulgte efter ham.

”Det er vores familie fra Denali,” sagde han med et smil. Jeg kunne høre bilen stoppe ved Cullen familiens hus, og jeg blev pludselig nervøs, da jeg kunne høre flere personer stige ud af bilen. Carlisle så på mit sammenbidte ansigt, jeg forsøgte at skjule min nervøsitet, og smilede beroligende til mig.

”Du skal ikke være bange. De er ligesom os. De gør dig ikke noget.” Jeg svarede ikke, men nikkede bare og stoppede, da vi nåede det sidste trappetrin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...