Twilight - Sunrise *Pause*

Cullen familie lever i bedste velgående, men de kan aldrig helt slappe af, for Volturi klanen tillader aldrig et nederlag. Men så støder den nyfødte vampyr, Ava, på Cullen familien. For Ava er vampyr livet endnu forbandelse, der er blevet pålagt hende. Hun kæmper desperat for ikke at miste sig selv, og Cullen familien kan blive hendes eneste chance. For Ava besidder en evne der både kan rive op i gamle minder, hemmeligheder og konflikter, men også kan hjælpe Cullen familien til endelig at kunne leve uden frygt.
_____________________________________________________________________________
Jeg rørte ved et fint lille hårspænde. ”Hun gik altid med den,” sagde Tanya. ”Jeg har altid gerne vil vide hvorfor hun gjorde det. Hvorfor hun forvandlede den lille dreng.” Jeg prøvede at bevare roen, mens der farede billeder gennem mit hoved.
”Kan du se det? Ved du hvorfor?” spurgte Kate.
Jeg så op og nikkede. ”Jeg ved hvorfor jeres skaber forvandlede drengen.”

45Likes
47Kommentarer
4550Visninger
AA

9. Kapitel 8.

De følgende uger var ikke noget at råbe hurra for. Jeg fik hjælp til at kontrollere min evne, og en ting var at det ikke gik så godt, anden ting var familien Cullens diæt. Som Carlisle havde sagt, så smagte dyre blod afskyeligt! Menneske blod smagte langt bedre, og der var flere gange hvor jeg havde lyst til at spytte dyreblodet ud og finde noget menneske blod. Jeg kæmpede mod min tørst og drak mindre en normalt, fordi jeg hadede smagen af dyre blod. Det betød også at trøsten næsten var konstant, og at jeg blev meget irritabel.

Jasper var hele tiden over mig og det var mentalt stressende. Jasper havde evnen til at manipulere med folks følelser, så derfor holdte han godt øjne med min følelsesmæssige tilstand. Jeg havde troet det var unormalt at have evner, men det var det ikke. Udover Bella, Edward og Jasper, havde både Alice og Renesmee evner.  Alice havde evnen til at se i fremtiden, og Renesmee kunne vise folk hvad hun tænkte og følte. Både Alices og Renesmees evne mindede om min. De kunne alle styre deres evner, mens min evne havde mere kontrol over mig, end jeg havde over den. Det hjalp ikke lige frem på min irritation.

Selvom jeg havde drukket dyre blod, havde det ikke holdt mig fra at miste kontrollen over mig selv. Der var sket en uheldig episode, som fik mig til, at skamme mig dybt over mig selv. Hele Cullen familien havde været ude af huset, og jeg havde været fandens tørstig. Min hals havde brændt voldsomt og min tunge havde føltes som sandpapir. Jeg havde listet rundt i huset i frustration, da jeg havde fundet en køleboks med donorblod. Selvom blodet havde været ”gammelt” havde det alligevel fået min hals til at stå i flammer.

Carlisle og Esme havde fundet mig på gulvet med blod ud over det hele. Jeg havde flået poserne op, med mine tænder, og havde drukket indtil den brændende følelse var væk. Så der havde jeg siddet, med blod udover det hele. Jeg kunne stadig se Esme forfærdet ansigt, for mig. Carlisle havde været fuldstændig rolig, da han havde hjulpet mig op fra gulvet. Jeg havde brændt mit tøj og havde vasket al blodet af mig. Men skammen kunne jeg ikke vaske af.

En af tingene ved at drikke dyre blod var, at man blev mere og mere menneskelig. Følelserne kom hele tiden og de var mere intense, end jeg huskede dem fra mit menneskeliv. Ja, tingene var bestemt ikke blevet nemmere, selvom Cullen familien forsøgte at hjælpe mig.

Jeg sad uroligt i sofaen, mens jeg lyttede til snakken i huset. Tørsten var tilbage og jeg forsøgte at undertrykke den. To stemmer kom nærmere og jeg vendte hovedet, da Jacob og Renesmee kom ind i stuen. Jacob stivnede ved synet af mig. Vi kom ikke så godt ud af det med hinanden. For at være ærlig, så ville jeg gerne slås med ham, bare så jeg havde en undskyldning for, at give gengæld for, at han havde overfaldt mig. Et par brækkende knogler, og jeg ville være glad. Jeg blottet vredt tænderne og Jacobs øjne lynede.

”Jacob,” sagde Renesmee og sendte ham sigende blik. Jeg kunne høre hvordan han trak vejret ned i lungerne og prøvede at slappe af. Jeg skjulte et tilfreds smil. Renesmee smilede til mig og satte sig i sofaen.

”Hej Ava”

”Hej Renesmee,” hilste jeg og vendte blikket mod Jacob. ”Hej vovse, skal du have et kødben?” Jacob sendte mig et hadefuldt blik og satte sig på kanten af sofaens armlæn. Han var bestemt ikke tilfreds med min tilstedeværelse, hvilket fik mig i godt humør.

”Hvordan har du det i dag?” spurgte Renesmee, da Jacob havde sat sig ned.

 Jeg skar ansigt. ”Jeg er en smule tørstig, men jeg kan døje tanken om dyre blod. Desuden startede dagen rigtig godt med, at jeg lige fik et indblik i Jaspers fortid.”

En flygtig berøring, mere skulle der ikke til. Jeg hadede det virkelig. Rosalie var klog nok til, at holde sig på afstand, så jeg ikke rørte hende. Det var tydeligt at hun ikke brød sig om tanken, om, at jeg skulle få et indblik i hendes liv. Det var rart nok for mig, desuden var Rosalie ikke uvenlig mod mig. Vi snakkede bare ikke sammen.

”Det er jeg ked af,” sagde Renesmee og lød oprigtigt.

Jeg trak på skuldrene. ”Jeg overlever, selvom jeg snart skal på jagt. Jeg tror jeg har lyst til noget ulv,” sagde jeg og så på Jacob, som knurrede vredt og vendte sig mod mig.

”Hvad med at du finder noget andet at tykke i, vampyr.”

”Bare rolig, hund, jeg har ikke lyst til at tykke i dig. Du stinker.”

”Og det skulle komme fra dig, din…”

”STOP!” Bella stod i døren med armene over kors så på os begge. Jeg skar irriteret tænder. Fem minutter, kunne jeg ikke få fem minutter til at give den køter et spark bag i!

”Jake, jeg tror ikke det er så smart at I to er i stue sammen.”

”Forsvind så, køter,” sagde jeg med en fremtvunget ro og lænede mig tilbage. Jacob snerrede og rejste sig vredt op. Renesmee smilede forsigtigt til mig og skyndte sig efter Jacob. Bella satte sig hen ved siden af mig og der var stille lidt.

”Har du lyst til jage?” spurgte hun, men jeg rystede på hovedet. ”Du må ikke udskyde det for længe, vel? Du kan bare sige til, så kan vi to bare tage ud og jage sammen, hvis du har lyst.”

Jeg så på hende og smilede. Bella var meget sød mod mig, og hun var heller ikke bange for at jeg gik amok. De andre brød sig ikke om, at jeg var så meget sammen med Renesmee. Renesmee var halvt menneske og de var bange for, at jeg ville angribe hende hvis jeg blev for tørstig. Men Renesmee var slet ikke appetitlig. For mig var hun en vampyr og en god ven.

”Tak, Bella.”

”Du skal ikke takke. For resten får vi snart besøg af nogle gode venner.”

”Hvem?”

”Andre vampyrer der lever ligesom os. De er rigtig søde, du vil synes om dem.”

”Okay,” sagde jeg uroligt. Jeg var ikke så tryg ved at skulle møde nogle andre vampyrer, som sikkert var meget ældre end mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...