Twilight - Sunrise *Pause*

Cullen familie lever i bedste velgående, men de kan aldrig helt slappe af, for Volturi klanen tillader aldrig et nederlag. Men så støder den nyfødte vampyr, Ava, på Cullen familien. For Ava er vampyr livet endnu forbandelse, der er blevet pålagt hende. Hun kæmper desperat for ikke at miste sig selv, og Cullen familien kan blive hendes eneste chance. For Ava besidder en evne der både kan rive op i gamle minder, hemmeligheder og konflikter, men også kan hjælpe Cullen familien til endelig at kunne leve uden frygt.
_____________________________________________________________________________
Jeg rørte ved et fint lille hårspænde. ”Hun gik altid med den,” sagde Tanya. ”Jeg har altid gerne vil vide hvorfor hun gjorde det. Hvorfor hun forvandlede den lille dreng.” Jeg prøvede at bevare roen, mens der farede billeder gennem mit hoved.
”Kan du se det? Ved du hvorfor?” spurgte Kate.
Jeg så op og nikkede. ”Jeg ved hvorfor jeres skaber forvandlede drengen.”

45Likes
47Kommentarer
4669Visninger
AA

8. Kapitel 7.

Mine arme lå omkring mine knæ og jeg så ned i gulvet, mens jeg begyndte at fortælle. ”Jeg kan se folk eller tings fortid. Jeg oplever episoder fra folk liv, gennem personen. Jeg følelser hvad de har følt, jeg sanser hvad de har sanset. I det øjeblik, er jeg personen. Men jeg ved ikke hvad de tænker. Ikke dissideret. Jeg kan fornemme deres sindsstemning og fornemme de tanker, de har haft. Men jeg ved ikke, hvad de præcist har tænk på, i det øjeblik.” Jeg tøvede, mens jeg overvejede hvordan jeg skulle forklare det. Det var svært at forklare hvad der helt præcist skete, når min evne tog over. Jeg tøvede nogle få sekunder, før jeg begyndte at tale igen.

”Når jeg rør ved fx en ring, kan jeg se alt hvad der har rørt ringen. Jeg kan se hvad der er sket, lige siden ringen blev smedet. Når jeg ser tings historier, som jeg kalder det, ser jeg tingene udefra. Ringen fortæller mig nærmest dens historie. Hvem der har båret den, hvad der er sket for dem når de har båret den. Det nemmere at lukke af for tings historier, end det er for menneskers og vampyrers. Jeg tror det er fordi mennesker og vampyrer er fuld af følelser. En ring er jo en død ting. Den har ikke følelser. Når jeg først har berørt en persons sind og set en episode fra deres fortid, er jeg forbundet med deres sind. Hvis de er i nærheden, behøves jeg kun at se på dem eller se dem i øjnene, for at få et indblik i deres fortid. Jeg får ”fornemmelser” omkring personen. Fakta.”

Da jeg var færdig med at tale, var der helt stille. Igen havde afbrudt mig eller stillet spørgsmål. De havde bare lyttet tavst, mens jeg fortalte.
”Var det, det der skete da Emmett kastede sig over dig?” spurgte Esme forsigigt og jeg nikkede langsomt, mens jeg prøvede få episoden fra Emmetts liv, ud af mit hoved. Men det var svært. Billederne kom til mig, som om de var minder fra mit eget sind.

”Når jeg får direkte kontakt, altså hud mod hud, aktiveres min evne. Jeg så… en episode fra hans tidligere liv. Jeg kan ikke forhindre det,” svarede jeg stille. Der var helt stille og for at være ærlig, så brød jeg mig ikke om stilheden. Den pinte mig og jeg vred mig inden i. Jeg kendte ikke en gang disse vampyrer og plaprede jeg om min skide evne. Jeg burde gå.

”Du kan lære at kontrollere det.” Jeg løftede hovedet og så på Edward. Hans gyldne øjne så direkte ind i mine.

”Jamen, jeg ved ikke hvordan.”

”Vi kan hjælpe dig,” sagde Esme og jeg så på hende. Hendes ansigt var åbent og øjnene var venlige.

”Vil I virkelig hjælpe mig?”

Esme nikkede med et smil og jeg kunne mærke en underlig følelse inden i. Jeg havde lyst til at græde, men det var ikke fordi jeg var ked af det. Esme smil og venlighed bragte en sær varme inden i min kolde og døde krop. Jeg følte mig… glad. Eller det var ikke helt den følelse, men jeg kunne ikke beskrive det. Det der var vigtigt var, at det jeg følte var noget godt. Mens den gode følelse spredte sig i hele min krop, vendte et spørgsmål tilbage til mig.

”Hvorfor har i gule øjne?” Jeg havde undret mig over det og var kommet i tanke om det igen.

”Vi har en anderledes diæt, så at sige,” sagde Carlisle og jeg vendte hovedet mod ham. ”Vi lever ikke af menneskeblod, men af dyre blod.” Hvad? Var det overhovedet muligt? Jeg havde ikke hørt at man kunne overleve bare ved at drikke dyre blod. For hvis man kunne det, hvorfor drak alle så ikke dyre blod?

”Fordi dyre blod ikke smager som menneske blod,” forklare Edward og besvarede derved spørgsmålet i mit hoved. Jeg havde næste lyst til at bede ham om, at skride ud af mit hoved. Mine tanker var privat ejendom. Han smilede, som om han vidste hvad jeg lige havde tænkt, hvilket han sikkert også gjorde. Jeg skulede en smule vredt til ham, men jeg var mere optaget af deres så kaldet ”diæt” end jeg var af at Edward læste mine tanker.

”Hvordan smager det?” spurgte jeg nysgerrigt.

”Du vil sikkert synes det smager afskyeligt. At drikke dyre blod kræver tilvendelse, især hvis man har været vand til at drikke menneske blod,” sagde Carlisle. ”Men vi har valgt at drikke dyre blod, i stedet for at tage menneskeliv.”

”Hvilket du også er nød til, hvis du vil blive,” sagde Edward til mig. Jeg så på ham. Jeg kunne blive her sammen med dem. Det lød... godt. For at være ærlig, så havde jeg ikke lyst til at rejse rundt af alene. Jeg havde ikke lyst til at gå. Og angående det med blodet, så  kunne jeg godt lide menneske blod, men jeg brød mig ikke om følelsen af at slå ihjel. Ideen med at drikke dyre blod ville måske være en god løsning. Jeg var i hvert fald villig til at prøve deres ”diæt”.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...