Twilight - Sunrise *Pause*

Cullen familie lever i bedste velgående, men de kan aldrig helt slappe af, for Volturi klanen tillader aldrig et nederlag. Men så støder den nyfødte vampyr, Ava, på Cullen familien. For Ava er vampyr livet endnu forbandelse, der er blevet pålagt hende. Hun kæmper desperat for ikke at miste sig selv, og Cullen familien kan blive hendes eneste chance. For Ava besidder en evne der både kan rive op i gamle minder, hemmeligheder og konflikter, men også kan hjælpe Cullen familien til endelig at kunne leve uden frygt.
_____________________________________________________________________________
Jeg rørte ved et fint lille hårspænde. ”Hun gik altid med den,” sagde Tanya. ”Jeg har altid gerne vil vide hvorfor hun gjorde det. Hvorfor hun forvandlede den lille dreng.” Jeg prøvede at bevare roen, mens der farede billeder gennem mit hoved.
”Kan du se det? Ved du hvorfor?” spurgte Kate.
Jeg så op og nikkede. ”Jeg ved hvorfor jeres skaber forvandlede drengen.”

45Likes
47Kommentarer
4576Visninger
AA

7. Kapitel 6.

Jeg stivnede, i mens alt inden i mig blev forvandlet til panik. Mit blik fløj fra Edward, til Carlisle, til Esme og tilbage til Edward. Han vidste det. Han kendte til min forbandelse. Men hvordan? Luften forsvandt fra mine lunger og det føltes som om jeg var ved at blive kvalt, selvom om det teknisk set var umuligt. Det var som om rummet blev mindre. Jeg følte mig trængt op i en krog. Min hjerne arbejde på højtryk mens tre par øjne stirrede på mig. Panikken og frygten gennemsyrede hver eneste del af min krop. Skulle jeg flygte? Skulle jeg stikke af og komme så langt væk som muligt? Hvad ville de sige til min forbandelse? Ville de afsky mig? Ville de synes jeg var en freak, en særling?

Jeg stirrede på dem og prøvede at læse deres reaktion. Carlisle stirrede forbløffet og nysgerrigt på mig, mens Edward så koncentreret og intens på mig. Det var som om Edward prøvede at skille mig ad med øjnene. Det var som om han prøvede at splitte hver eneste del af mig, som om han stirrede lige ind i mig. Ind i mit hoved, og jeg brød mig ikke om følelsen af det. Esme så mere bekymret ud. Men det værste var, at det alle stirrede på mig. Jeg følte mig splittet og fanget. Min hænder knyttedes og jeg borede mine negle ind i min hårde marmor hud, som føltes glat og ellers normal. Deres øjne var som et spotlys, der afslørede hver eneste fejl og hver eneste bevægelse. Jeg måtte kæmpe for ikke at hvæse, og i stedet skar jeg tænder.

Endelig afbrød Carlisle stilheden. ”Er det sandt Ava? Har du en evne?”
Forbandelse, rettede jeg det til inden i hovedet. For det jeg kunne, var en sand forbandelse. Jeg mødte tøvende Carlisles blik og nikkede langsomt. Hans øjne lyste op, hvilket gjorde mig helt paf. Hvorfor så han så glad ud? Hvad var der godt ved den forbandelse der var blevet pålagt mig?

”Hvad kan du?” spurgte han nysgerrigt, og igen blev jeg opmærksom på stilheden i huset.

De andre havde flyttet sig nærmere stuen, selvom jeg ikke kunne se dem. Jeg kunne se Bella bag Carlisle, og hun så lige så nysgerrig ud, som Carlisle gjorde. Jeg så nervøst fra den ene til den anden, og ventede stadig på at de skulle få øjnene op for min forbandelse og vende ryggen til mig i afsky.

”Jeg kan se fortiden… folks fortid,” hviskede jeg stille og så nervøst på Carlisle. Men i stedet for at vise afsky, smilede han stort.

”Utroligt!” sagde han begejstret. Jeg så derimod skeptisk på ham. Utroligt?

”Hvordan virker det?” spurgte han hurtigt. Jeg var totalt forvirret. Det lød som om han synes min evne var fantastik. Det lød som om han synes at have en evne var en god ting. Jeg forstod det ikke og stirrede på Carlisle.

”Vent lige, hvorfor lyder du så… begejstret? Forstår I det ikke?” sagde jeg og så på dem. ”Jeg er forbandet. Jeg kan se… ting. Jeg er en … en freak.” Jeg så skamfuldt ned i trægulvet. Der var helt stille. Det var sikkert gået op for dem, at jeg var unormal og at jeg var forbandet.

”Du er ikke en freak, Ava. Det er ikke unormalt for vampyrer at have en evne.” Jeg løftede hovedet med et sæt og så på Bella.

”Hvad?”

Hun trådte frem mod mig med rynket øjenbryn, som om hun ikke forstod det jeg havde sagt. ”Der er mange vampyrer der har evner.”

Jeg blev fuldstændig slået ud af den. Det kunne ikke passe. Det var ikke normalt at have evner, det var unormalt, var det ikke?
”Jamen, min skaber sagde at der var få vampyrer, som havde evner.”  sagde jeg forvirret.

Havde min skaber løjet for mig? Det skulle ikke komme bag på mig, men alligevel. Han havde sagt at han til hans veninde, en vampyr der havde boet sammen med ham i mange år, at de var heldige at have mig, når jeg havde sådan en særlig evne.

”Der er flere og flere vampyrer som har evner, det er efterhånden ret normalt,” svarede Carlisle. Jeg så bare på ham uden at kunne få noget som helst til at hænge sammen.

”Jamen, jeg er forbandet,” fremstammede jeg ynkeligt.

Esme havde fået noget der mindede om medfølende udtryk i øjnene og gik frem mod mig. Hun gik langsomt og prøvende frem, men jeg rørte mig ikke.
”Ava,” sagde hun blidt. ”Du er ikke forbandet.” Hun lagde trøstende en hånd på min skulder, og jeg gjorde intet for at ryste den af mig. Jeg var så forvirret.

”Du er ikke den eneste med evner her. Edward, Bella, Alice, Jasper og Renesmee har evner.”

Jeg kunne mærke hvordan mine øjne næsten var ved at rulle ud af hovedet på mig, mens jeg så hen på Bella og Edward. Havde de evner? Jeg var ikke alene. Det gik op for mig; jeg var ikke alene. Der var andre end mig, som havde evner, og de stod her foran mig. De accepterede mig og var lige glad med min evne. Okay, de var ikke lige glad, men de synes ikke jeg var en freak. De synes jeg var... normal.

Esme smilede omsorgsfuldt til mig og jeg rystede inden i. Jeg bed mig selv hård i læben, mens jeg prøvede at rumme de følelser, der begyndte at spire inden i mig. I alle de år jeg havde følt mig uden for, i alle de år jeg var blevet kaldt en freak og nu… nu var jeg ikke alene længere. Jeg kunne mærke Esmes hånd på mig skulder, da hun ledte mig hen til sofaen. Jeg satte mig tungt ned og slog armene rundt om mig selv. Jeg krummede mig sammen til en bold og vuggede frem og tilbage, i mens var der helt stille i stuen. Mine tanker hvirvlede rundt inden i mit hoved og til sidst så jeg op. Mit blik faldt på Carlisle.

”Jeg er ikke en freak?” Det var ligesom det der først røg over mine læber. Carlisle smilede en venligt smil og rystede på hovedet.

”Du er bare anderledes. Og nogle gange er det godt at være anderledes.” Han satte sig i en lænestol og så mig. Jeg kunne mærke Esmes arm trøstende om mine skuldre, og jeg tænkte lidt, inden jeg så op på Edward og Bella.

”Hvad kan I?”

Edward gengældte mit blik, med sine gyldne øjne. ”Jeg kan læse tanker,” Jeg spærrede forfærdet øjnene op. Læse tanker?! Åh nej, hvad havde han ikke hørt inden i mit hoved? Var han der nu? Var han inden i mit hoved. Edward smilede, som om han netop havde hørt, hvad jeg havde tænkt.
”Og Bella er et skjold. Det betyder at mentale evner ikke virker på hende. Så det betyder, at jeg ikke kan læse hendes tanker.”

Han lød en smule frustreret da han sagde det sidste, og Bella grinede stille, som om hun kunne fornemme at han var frustreret. Hun så kærligt op på ham. Jeg sad lidt og tænkte over det. Edwards evne mindede på en måde om mine. Begge vores evner handlede om det mentale.

”Har du lyst til at fortælle om din evne, Ava?” spurgte Carlisle og jeg tøvede. Måske var det en dårlig ide, men på den anden side, de synes ikke jeg var en freak og måske ville det hjælpe at fortælle dem om mine såkaldte evner.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...