Twilight - Sunrise *Pause*

Cullen familie lever i bedste velgående, men de kan aldrig helt slappe af, for Volturi klanen tillader aldrig et nederlag. Men så støder den nyfødte vampyr, Ava, på Cullen familien. For Ava er vampyr livet endnu forbandelse, der er blevet pålagt hende. Hun kæmper desperat for ikke at miste sig selv, og Cullen familien kan blive hendes eneste chance. For Ava besidder en evne der både kan rive op i gamle minder, hemmeligheder og konflikter, men også kan hjælpe Cullen familien til endelig at kunne leve uden frygt.
_____________________________________________________________________________
Jeg rørte ved et fint lille hårspænde. ”Hun gik altid med den,” sagde Tanya. ”Jeg har altid gerne vil vide hvorfor hun gjorde det. Hvorfor hun forvandlede den lille dreng.” Jeg prøvede at bevare roen, mens der farede billeder gennem mit hoved.
”Kan du se det? Ved du hvorfor?” spurgte Kate.
Jeg så op og nikkede. ”Jeg ved hvorfor jeres skaber forvandlede drengen.”

45Likes
47Kommentarer
4711Visninger
AA

6. Kapitel 5.

Det lykkedes mig at overbevise de andre vampyrer om, at jeg havde det fint og der ikke ar noget galt. Eller, jeg overbeviste dem ikke helt, men de lod det ligge. Jeg fik navnene på de fire sidste medlemmer af familien. Der var Rosalie, som var en ufattelig smuk vampyr med blondt hår. Der var Emmett, vampyren der havde forhindret mig i, at kaste mig over ulvedrengen. De vidste ikke, at jeg faktisk allerede vidste hvem Emmett var, på grund af mine evner. Så var der Edward, han var Bellas mage. Han havde bronzefarvet og kiggede hele tiden underligt på mig. Til sidst var der Renesmee, som var Bella og Edwards biologiske datter. Spørg mig ikke hvordan det hang sammen.

Carlisle og Esme var meget venlige mod mig. Jeg sagde, at jeg nok burde tage af sted, men Esme blev ved med at insistere på, at jeg skulle blive. Hun sagde at jeg var velkommen og kunne blive lige så længe jeg havde lyst. Men det virkede som om, at de andre helst ville have mig ud af huset. Ulvedrengen, Jacob hed han, gik beskyttende rundt om Renesmee og så ondt på mig. Jasper så heller ikke ligefrem venlig ud, han fulgte hver en bevægelse jeg tog. Derudover var der Rosalie, som sendte mig dræber blikke.

Jeg følte mig overhovedet ikke velkommen. Men nu sad jeg i stuen og fik en smule fred. De andre var heldigvis ikke i stuen, men jeg kunne høre dem rundt omkring i huset. Jeg lod som ingen ting, da Esme kom ind i stuen til mig. Hun satte jeg i sofaen ved siden af mig, og så på mig.

”Må jeg spørger hvor gammel du er?” spurgte hun venligt. Esme var meget venlig, hun var sådan en moderlig type.  Hun fik mig til at tænk på min rigtige familie. På mine forældre. Jeg så ned på mine hænder, mens jeg svarede hende.

”I vampyr eller menneske år?”

”Begge dele.”

Jeg så forsat ned på mine hænder. Jeg savnede mit menneskeliv og min familie. Det var ulideligt at vide, at de stadig var i live, men at jeg ikke kunne se dem. Jeg havde prøvet at se dem på afstand, men min skaber havde forbudt mig, at nærme mig deres hus. Jeg havde dog prøvet alligevel, men min skaber forhindret mig i at nærme mig min familie, hver gang jeg havde prøvet.

”Jeg er 16 i menneske år. Jeg skulle være blevet 17 til december i år. Jeg blev forvandlet for cirka tre måneder siden, sidst i marts deromkring.”

”Det er jeg ked af.” Det lød som om hun mente det, men jeg kunne ikke rumme hendes medlidenhed. Det gjorde for ondt. Hver gang gamle følelser, som jeg havde glemt at jeg havde, ble bragt frem, var de mere intense. Sorg, var simpelthen ubærligt. Det var ikke til at holde ud!  

”Det er der ingen grund til. Det kan jo ikke ændres nu.” sagde jeg, mens jeg prøvede at skubbe mine følelser væk. Jeg prøvede at gemme dem væk, men det lykkedes ikke.  

”Det ved jeg godt. Hvem forvandlede dig?” spurgte Esme. Det spørgsmål var lige det spørgsmål, jeg helst ville undgå. Jeg ville ikke tænke på min forvandling eller min skaber. Da bragte bare flere følelser frem. Had, smerte, sorg og følelsen af at have brug for at tage hævn.

”Jeg har ikke lyst til at tale om det,” hviskede jeg stille.

 Det gjorde for ondt at tænke på alt det jeg havde mistet. Desuden var der blevet ret stille i huset. Det gik op for mig, at der nok var andre der lyttede til vores samtale. Jeg trak benene op under mig, og ønskede bare at gøre mig så lille som muligt. Som om det ikke var nok, begyndte min hals at brænde svagt. Fedt, jeg var tørstig, igen. Jeg fornemmelse en bevægelse. Esme skulle til at ligge sin hånd oven på min.

Jeg reagerede, før jeg nåede at tænke. I det ene øjeblik sad jeg i sofaen og i det næste stod jeg i den anden ende at stuen. Jeg nåede lige at forhindre mig selv i, at hvæse af hende. Min muskler var spændte, som om jeg forventede et angreb. Jeg vidste godt at Esme ikke ville gøre mig noget, men jeg vidste hvad der ville ske hvis hun rørte mig. Og jeg orkede ikke at se hendes fortid lige nu. Esme så chokeret ud over min reaktion. Hun sad stadig i sofaen og tog hænderne op foran sig, i en beroligende gestus. Det fik mig til at føle mig som en tikkende bombe, der kunne eksplodere når om helst.

Jeg kunne høre de andre nærme sig stuen. De troede sikkert alle sammen, at jeg kunne finde på at gå amok når som helst. Men de kendte ikke sandheden. Minder og billeder eksploderede inden i mit hoved, mens jeg rasede over hvor uretfærdigt alting var. Jeg havde aldrig følt mig normal, selv ikke som menneske. I skolen var jeg blevet kaldt en freak. Og nu var jeg freaken over alle freaks. Jeg var en vampyr, der kunne se folks fortid. En særling. Hvor var livet uretfærdigt. Jeg kunne mærke vreden boble op inden i mig, mens mine tanker vrimlede rundt i mit hoved.

 Edward dukkede op sammen med Carlisle. Edwards øjne var store af forbløffelse og han så intens på mig. Jeg forstod ikke hans blik, men da han trådte frem mod hvæsede jeg vredt. Jeg krummede mig sammen og trak mig væk fra ham. Han stoppede op og så på Carlisle.

”Ava har glemt at fortælle os, at hun har en særlig evne.”    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...