Twilight - Sunrise *Pause*

Cullen familie lever i bedste velgående, men de kan aldrig helt slappe af, for Volturi klanen tillader aldrig et nederlag. Men så støder den nyfødte vampyr, Ava, på Cullen familien. For Ava er vampyr livet endnu forbandelse, der er blevet pålagt hende. Hun kæmper desperat for ikke at miste sig selv, og Cullen familien kan blive hendes eneste chance. For Ava besidder en evne der både kan rive op i gamle minder, hemmeligheder og konflikter, men også kan hjælpe Cullen familien til endelig at kunne leve uden frygt.
_____________________________________________________________________________
Jeg rørte ved et fint lille hårspænde. ”Hun gik altid med den,” sagde Tanya. ”Jeg har altid gerne vil vide hvorfor hun gjorde det. Hvorfor hun forvandlede den lille dreng.” Jeg prøvede at bevare roen, mens der farede billeder gennem mit hoved.
”Kan du se det? Ved du hvorfor?” spurgte Kate.
Jeg så op og nikkede. ”Jeg ved hvorfor jeres skaber forvandlede drengen.”

45Likes
47Kommentarer
4711Visninger
AA

5. Kapitel 4.

Noget der føltes som et ton mursten, landede oven på mig. Et par stærke arme greb fat i mig. En arm lagde sig rundt om livet på mig, mens en anden arm lagde sig om min overkrop. Hvem det end var der havde taget fat i mig, landede personen på gulvet sammen med mig. Faktisk, landede personen oven på mig. Jeg lå på maven og kunne se op på ulve drengen. Han var ældre end mig, men det betød ikke noget lige nu. Jeg skulle vise den hund! Jeg skulle få den hund til at blød! Jeg hvæsede vredt og kæmpede for at komme fri. Jeg ville flå ham i stykker. Slå ham, bide ham og blive ved, indtil han ikke kunne bevæge sig. Jeg kunne ikke styre mig. Jeg kunne ikke styre mine instinkter. Jeg ville dræbe ham, fordi han havde prøvet at dræbe mig.Jeg ville have hævn!

Pigen med det bronzefarvede hår, så forfærdet på mig med sine brune øjne. Ulvedrengen tog fat i pigens arm, og begyndte at hive hende med ud af stuen. Nej! Jeg måtte have fat i ham! Jeg kæmpede, hvæsede og prøvede at bide den person, der havde kastet sig over mig. Så strejfede hans nøgne hud, min nøgne hud på mine arme. Jeg stivnede, da billederne strømmede ind i mit hoved. Verden omkring mig forsvandt.

 

Jeg kunne se bjørnen, og jeg kunne se den lemlæstet dreng, med mørkebrunt hår. Jeg skulle dø, nej, det var da ikke mig der skulle dø? Men i stedet for at se det hele udefra, var jeg lige pludselig drengen. Smerten skar gennem hele min krop og jeg kunne ikke se. Jeg kunne kun høre de knurrende lyde fra bjørnen, som snart ville slå mig ihjel. På et tidspunkt, holdte de knurrende lyde op og jeg fløj. Jeg fløj og jeg kæmpede for at åbne øjnene.

En engel med lyst hår, bar mig i sine arme. Hvor var hun smuk. Ufattelig smuk, jeg ville ønske jeg kunne holde øjnene åbne, men det kunne jeg ikke. Det næste jeg mærkede, var en skarp smerte. Jeg brændte! Jeg brændte inden i og skreg. Nogen havde sat ild til mig! Hvorfor døde jeg ikke? Smerten var ufattelig og grusom. Jeg havde oplevet sådan en smerte før, havde jeg ikke? Jeg skreg, skreg og skreg. Mine skrig, var det eneste jeg kunne høre…

 

Der var nogen der sagde mit navn, men det eneste jeg kunne høre var skrigene. Smertens skrig. Skrigene rungede i mine øre, mens andre lyde blev mere og mere tydelige.

”Hvad sker der?”

”Hvad gjorde du?”

”Ava?!”

Jeg blev opmærksom på, at det var mig der skreg. Jeg skreg, selvom der ikke længere var nogen smerter. Så snart jeg blev klar over det, stoppede skrigene og der blev stille. Jeg lå stadig på maven, og den tunge vægt fra en anden vampyr, var væk. Jeg åbnede langsomt øjnene. Det første jeg så var et par sko og et par bukser. Jeg så op og så ind i et pat bekymret gyldne øjne. Jeg sad pludselig op, og så rundt i den stille stue.

Alle vampyrerne så forfærdet på mig. Mit blik faldt på den store vampyr, med det sorte hår. Jeg vidste med det samme, at jeg lige havde set noget af hans fortid. Jeg vidste også hvad han hed, Emmett. Det var svært at forklare, hvorfor jeg vidste det. Jeg havde set hans fortid, og derfor kunne jeg fornemme ting omring ham. Han hed Emmett og var 20, da han blev forvandlet. Han blev forvandlet af Carlisle… jeg lukkede hurtigt af. Jeg ønskede ikke flere informationer eller flere billeder af hans fortid. Det var ulempen ved min evne.

Når jeg først var blevet berørt af nogens fortid, kunne jeg fornemme alt omkring deres fortid og dem, når de var i nærheden. Og så ville billederne også begynde. Jeg ville opleve det, de havde oplevet. Jeg kunne fornemme alle og alts fortid. Bare jeg rørte ved en person eller en ting, ville jeg opleve hvad de havde oplevet. Set hvad de havde set. Vide alt muligt om dem. Det var en plage, som jeg ikke kunne slippe af med. Jeg prøvede at ryste mindet om den brændende smerte væk.

”Ava.” Jeg vendte hurtigt hovedet mod Carlisle, som så bekymret på mig.

”Er du okay?” Jeg nikkede hurtigt, og på et øjeblik stod jeg op.

”Er du sikker?” Jeg nikkede igen.

”Hvad skete der?” spurgte Esme. Jeg så rundt på dem alle og endte med at se på Esme igen.

”Undskyld, jeg fik et vredes udbrud. Det er jeg ked af.” Jeg ønskede bare at komme væk. Jeg ønskede ikke at skulle forklare dem om min evne. Jeg ønskede ikke at være en større freak, end jeg var i forvejen. De ville synes jeg var underlig og så ville de ikk have mig i huset. Esme rynkede svagt panden ved min tamme forklaring.

”Hvorfor skreg du?” Det var Bella og jeg så kort på hende.

”Jeg var bare vred.”

”Det lød ikke sådan, det lød som om du havde ondt.” sagde Carlisle.

Jeg så på ham og derefter på de andre. De troede ikke på mig. Jeg følte mig igen fanget, men jeg prøvede at finde på en undskyldning, for at slippe for at svare på spørgsmål. Jeg havde mest af alt lyst til at løbe min vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...