Twilight - Sunrise *Pause*

Cullen familie lever i bedste velgående, men de kan aldrig helt slappe af, for Volturi klanen tillader aldrig et nederlag. Men så støder den nyfødte vampyr, Ava, på Cullen familien. For Ava er vampyr livet endnu forbandelse, der er blevet pålagt hende. Hun kæmper desperat for ikke at miste sig selv, og Cullen familien kan blive hendes eneste chance. For Ava besidder en evne der både kan rive op i gamle minder, hemmeligheder og konflikter, men også kan hjælpe Cullen familien til endelig at kunne leve uden frygt.
_____________________________________________________________________________
Jeg rørte ved et fint lille hårspænde. ”Hun gik altid med den,” sagde Tanya. ”Jeg har altid gerne vil vide hvorfor hun gjorde det. Hvorfor hun forvandlede den lille dreng.” Jeg prøvede at bevare roen, mens der farede billeder gennem mit hoved.
”Kan du se det? Ved du hvorfor?” spurgte Kate.
Jeg så op og nikkede. ”Jeg ved hvorfor jeres skaber forvandlede drengen.”

45Likes
47Kommentarer
4553Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Jeg var lige ved at flygte ud af døren, men Alice var hurtigt henne ved den lyshårede vampyr. Hun lagde en hånd på hans arm.

”Det er okay, Jasper. Hun er en gæst.”

De så hinanden dyt i øjnene, og det virkede så privat, at jeg blev nød til at se ned i gulvet. Jeg var stadig parat til at flygte. Døren var få meter fra mig, og jeg kunne nå der hen på ingen tid. Alice og vampyren, Jasper, havde glemt mig et kort øjeblik. Men da jeg kiggede op igen, kiggede Jasper direkte på mig. Jeg kunne mærke hvordan jeg gyste inden i. Han gjorde mig virkelig bange. Hans øjne var gennemborende, og jeg havde lyst til at løbe min vej.  

”Hvorfor har du taget en nyfødt med?” spurgte han, mens han stadig så vagtsomt på mig og spiddede mig med øjnene.  

”Hun er en gæst. Hun kom ved et uheld ind på vores territorium og ulvene var ved at slå hende ihjel. Hun har ingen klan og hun er nyfødt, så jeg tænkte at vi godt kunne være lidt gæstfrie.”

Jasper og Alice så hinanden i øjnene igen. Jasper rynkede svagt på brynene, som om der var noget der ikke gav mening, mens Alice så sigende på ham. Jeg forstod ikke helt der tavse kommunikation, men Jasper endte med at nikke. Jeg lagde nu mærke til den tavshed, der var i huset. Da jeg var kommet ind i huset, havde jeg svagt kunnet høre de andre vampyrer, der var i huset. Nu var der helt stille. Der var ikke en vejrtrækning, ikke et bankende hjerte. Okay, der var banke hjerter udenfor, som stammede fra ulvene. Jeg kunne høre dem. De var nær huset. Mens jeg stod og lyttede intens, vendte Alice sig smilende mod mig.

”Kom, du skal mød resten af vores familie.”

Jeg kunne ikke lade vær med at se forundret på hende. Vampyrer der rejste eller boede sammen, kaldt man for klaner. Jeg havde aldrig hørt en vampyr omtale sin klan som familie. Nu var jeg heller ikke så gammel, så måske var det ret normalt.

Jeg fulgte Alice, Jasper og Bella ind i en stor stue, hvor flere gyldne øjne blev vendt mod mig. Jeg stivnede fuldstændig i rædsel. Jeg brød mig ikke om alle de øjne. Jeg brød mig ikke om opmærksomheden. Jeg følte mig trængt op i en krog, som en lille mus af en kat. Jeg havde lyst til at flygte.

Min hals snørede sig sammen, så det føltes som om, jeg ikke kunne få vejret, selvom jeg ikke hade brug for ilt. Jeg tog et par skridt bagud, mens mine øjne gled over vampyrerne. Der var otte vampyrer! Og 16 gyldne øjne, der så på mig! Uden at jeg lagde mærke til det, var jeg begyndt at bakke bagud, da en anden vampyr med blondt hår, trådte frem mod mig. Som alle andre vampyrer, var han ufattelig smuk. Han så ud til at være omkring de 25 år, han kunne hvert fald ikke være over 25.

”Rolig, vi gør dig ikke noget.” sagde han og smilede venligt til mig.

Han stemme var rolig og jeg stirrede på ham, som et vildt dyr stirre på en jæger, når den opdager, at den ikke kan flygte. Min skaber havde lært mig, at man ikke kunne stole på nogen. Skulle jeg tage chancen og stole at disse vampyrer ikke ville gøre mig noget? For at være ærlig så, så Jasper stadig ud som om, han kunne finde på at kaste sig over mig. Der var også en anden vampyr, er du gal hvor var han stor. Han havde brunt hår og havde store muskler. Jeg ville ikke have en chance mod ham. Manden med det gyldne hår, var stoppet op et stykke fra mig.

”Jeg hedder Carlisle. Du kan være helt rolig, vi gør dig ikke noget. Jeg er ked af, at ulvene overfaldt dig.”

Jeg så på ham og tøvede lidt. Carlisle virkede venlig nok, og ærlig. Måske ville de bare være venlige. Måske kunne jeg stole på, at de ikke ville gøre mig noget. Jeg kiggede hen mod Bella, som lænede sig ind mod en vampyr med bronzefarvet hår. Vampyren så på mig sine gyldne øjne, og han blik virkede intens og koncentreret. Jeg så tilbage på Carlisle.

”Ava.” sagde jeg kort, men han opfattede at det var mit navn.

”Ava, du kan være helt rolig her. Min familie og jeg, har ingen intention om at gøre dig noget.” sagde han med et smil.

Jeg tøvede, men fik så tvunget et svagt smil frem. Jeg blev mere rolig. Carlisle virkede ærlig, og uden at tænke over det, troede jeg virkelig på det han sagde. Jeg stolede på, at han ikke ville gøre mig noget. En lille, slank kvinde med et hjerteformet ansigt og karamelbrunt hår, kom hen mod mig. Hun stillede sig ved siden af Carlisle og smilede venligt til mig. Hun mindede mig om min mor, selvom hun slet ikke lignede min mor.

”Hej, jeg er Esme.”  

Jeg gengældte svagt hende smil. ”Hej.”

”Vi hørte at du ikke han nogen klan,” sagde hun og rynkede medfølende brynene. ”Så du er velkommen til at blive så længe du har lyst.”

Jeg så overrasket på hende. Hun kendte mig ikke en gang, og så tilbød hun mig, at jeg kunne blive her.

”Det er meget venligt af dig, tak. Men jeg rejser nok snart videre.” Hun nikkede og smilede, og i det samme hørte jeg en dør gå op.

Jeg vendte hovedet, da to personer kom ind i stuen. Den ene var pigen med de brune øjne og det bronzefarvede hår. Hendes duft strømmede mod mig, jeg kunne høre hende hjerte banke, men det lød ikke som et menneskehjerte. Jeg kunne lugte hendes blod, men på en måde lugtede det forkert. Drengen ved siden af hende var muskuløs, havde brune øjne og sort hår. Han stank! Han stank forfærdeligt, han stank ligesom… ulvene.

Jeg lagde hurtigt to og to sammen. Jeg havde set en anden ulvs fortid, hvor jeg havde set, at ulvene var mennesker. Jeg havde set pigen med et bronzefarvet hår, gå sammen med en kæmpe brun ulv, og nu kom hun tilbage med dette menneske, som stank ligesom ulvene. Han var en af ulve menneskerne! Han havde prøvet at slå mig ihjel! Vreden boblede op inden i mig. Før jeg nåede ikke at tænke, slog klik inden i mit hoved. Jeg hørte nogen råbe, i samme øjeblik som, jeg hvæsede og kastede mig frem mod ulve drengen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...