Twilight - Sunrise *Pause*

Cullen familie lever i bedste velgående, men de kan aldrig helt slappe af, for Volturi klanen tillader aldrig et nederlag. Men så støder den nyfødte vampyr, Ava, på Cullen familien. For Ava er vampyr livet endnu forbandelse, der er blevet pålagt hende. Hun kæmper desperat for ikke at miste sig selv, og Cullen familien kan blive hendes eneste chance. For Ava besidder en evne der både kan rive op i gamle minder, hemmeligheder og konflikter, men også kan hjælpe Cullen familien til endelig at kunne leve uden frygt.
_____________________________________________________________________________
Jeg rørte ved et fint lille hårspænde. ”Hun gik altid med den,” sagde Tanya. ”Jeg har altid gerne vil vide hvorfor hun gjorde det. Hvorfor hun forvandlede den lille dreng.” Jeg prøvede at bevare roen, mens der farede billeder gennem mit hoved.
”Kan du se det? Ved du hvorfor?” spurgte Kate.
Jeg så op og nikkede. ”Jeg ved hvorfor jeres skaber forvandlede drengen.”

45Likes
47Kommentarer
4705Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Det var helt klart vampyrer. Ulvene tog nogle skridt tilbage, og vendte hovedet mod de tre vampyrer. Men de angreb dem ikke. Vampyrerne var alle tre piger. Den ene var ikke særlig høj og med kort brunt hår og et kønt ansigt. Den anden havde langt smukt chokoladebrunt hår. Den sidste så ud til at være omkring min alder. Hun havde bronzefarvet hår, med en lille smule krøl og lignede den anden kvinde en smule. De var alle ufattelige smukke, med det der fangede min opmærksomhed, var deres øjne.

De var ikke røde, men gyldne. To af dem havde gyldne øjne, mens den tredje havde brune øjne. Hvorfor havde de det? Jeg fandt frem til flere forskellige ting, der kunne skyldtes at de havde gyldne øjne, men det mest sandsynlige var, at de måtte være meget gamle. Selvom det ikke helt kunne forklare, hvorfor den ene pige havde brune øjne.

Pigen med det bronze farvede hår, gik hen til en stor brun ulv. Hun smilede stort, og ulven logrede med halen. Jeg anede ikke hvad der forgik, men det var bare for underligt. For et øjeblik siden havde ulvene kastet sig over mig, og nu opførte de sig som hunde. Jeg så forvirret på dem, da den kvinden med det lange brune hår, begyndte at tale til mig.

”Er du okay?”

Jeg så lidt på hende, inden jeg nikkede. Hun gik hen mod mig sammen pigen, med det korte hår. Pigen med det korte hår, havde et fjernt udtryk i øjnene. Hun rynkede irriteret brynene og vendte hovedet mod den ulvene.

”Kan I ikke lige gå lidt væk? Jeg kan ikke se noget!”

Okay, det gav bare ingen mening. Overhovedet. Men ulvene bevægede sig et stykke væk, selvom jeg stadig kunne se dem. Pigen med det bronzefarvet hår fulgte efter ulvene. Hun gik sammen med den brune ulv og begyndte at snakke til den. Jeg kunne høre hendes stemme, men hun talte så lavt, at jeg ikke kunne høre hvad hun sagde.

Pigen med det korte hår sukkede og smilede. ”Hun er her bare tilfældigt.” Hun snakkede ikke til mig, men til pigen med det chokolade farvet hår. Jeg så fra den ene til den anden og overvejede om jeg skulle stikke af.

Men pigen, med det korte hår, smilede til mig. ”Hej, jeg hedder Alice. Du må undskylde velkomsten, men det er ikke så tit at der strejfende vampyrer her. Desuden er du på vores territorium, og så reagere ulvene.”

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, men jeg endte dog med at tvinge et smil frem.

”Jeg er okay.”

Jeg rejste mig langsomt op, og så ned på min arm. Såret var allerede helet. Jeg så igen på pigerne og smilede forsigtigt. Det virkede ikke som om, de ville gøre mig noget. Jeg var stadig ikke rolig, det kunne man aldrig være i fremmed vampyrers selskab, men jeg kunne slappe lidt mere af end før.

”Det var godt at I dukkede op, ellers havde jeg nok være død nu.” Hvilket var sandt.

Pigen med det lange hår smilede. ”Det var godt at der ikke skete mere. Jeg hedder Bella.”

”Jeg hedder Ava.”

”Hej Ava,” sagde Bella. ”Hvad bringer dig til Forks?” Forks? Og hvor i alverden lå Forks henne? Okay byen lå i USA, det vidste jeg. Men hvor henne i USA, anede jeg ikke. Jeg havde levet det meste af mit liv i storbyer, lige indtil jeg blev vampyr.

”Jeg vidste faktisk ikke, at jeg var i Forks. Jeg løber bare lidt rundt, du ved.” Mit blik faldt igen på pigen, Alice. Hun havde igen fået et fjernt udtryk i øjnene.

”Har du ikke nogen klan?” spurgte Bella. Jeg rystede på hovedet og Bella rynkede brynene.

”Jeg synes du skal komme med os,” lød det fra Alice, som igen var blevet nærværende. Hun smilede venligt. ”Du siger at du ikke har nogen klan og bare strejfer rundt. Så kan du komme med os hjem, vi bor lige i nærheden. Det er lang tid siden vi har haft gæster.”

Der kunne man tale om, at være lige frem og direkte. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare. Jeg synes det var en smule underligt, bare at invitere end fremmed vampyr med hjem. Desuden havde jeg ikke rigtig lyst til at gå med. Jeg brød mig ikke om, at gå med de fremmed og underlige vampyrer. Man kunne ikke stole på nogen man lige havde mødt. Især ikke vampyrer. Og så var der også de der ulvemennesker, som havd forsøgt at slå mig ihjel.

”Øhm det er helt fint… jeg tror bare, at jeg tager lidt videre…” Prøvede jeg at undskylde.

Mere jeg nåede ikke at sige mere. For på et øjeblik stod Alice ved siden af mig og begyndte at trække af sted med mig. Jeg måtte bekæmpe en stærk trang til at bid og hvæse. Alle mine instikter skreg, at jeg skulle kæmpe. Men det lykkedes mig, at styre mig. Jeg bed tænderne hårdt sammen, mens min hjerne arbejde på højtryk. Hvad foregik der? Jeg så forvirret hen på Bella, der så lige så forvirret ud som mig selv.

”Øhm Alice,” sagde Bella. ”Hvad sker der?” Alice sukkede stille. ”Kan man nu ikke være lidt gæstfri, Bella? Og… har du lige set hende tøj!”

Jeg så ned af mig selv. Mit tøj så ikke ligefrem indbydende ud. Mit tøj lignede noget en hjemløs ville gå rundt i. Min skaber havde købt nyt tøj til mig, men så snart jeg var stukket af, havde jeg smidt det væk og stjålet noget andet. Men mit tøj var efterhånden ret beskidt og der var huller over det hele. Bella smilede, da Alice kom med sin bemærkning om mit tøj. Bella gik hen ved siden af mig.

”Du må undskylde, Alice,” hviskede hun til mig. Igen, jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Vi kom gennem træerne og på den anden side lå der et kæmpe hus. Det var stort, moderne, lyst og ja, det var et imponerende hus.

”Bor I her?” spurgte jeg. Bella nikkede smilende og vi bevægede os op til hoveddøren. Det hele var ret underligt. Det ene øjeblik bliver jeg angrebet af ulvemennesker, og i det næste øjeblik slæber en totalt underlig vampyr af sted med mig.

Lugten af ulvene og vampyrer ramte mig. Mine muskler spændtes, da jeg blev klar over, at der var ret mange vampyrer inde i huset. Det var ikke normalt, at der boede så mange vampyrer sammen. De fleste klaner bestod af måske tre til fire vampyrer. Desuden rejste de fleste vampyrer rundt. Jeg vidste ikke præcist hvor mange vampyrer der var, kun at der var flere end fem. Det gjorde mig meget nervøs. Jeg ville helst løbe min vej.

Alice åbnede døren og vi trådte ind i det store hus. Det var meget stort og lyst. Jeg anede lige en bevægelse, og så stod der en vampyr foran. Instinktivt tog jeg nogle skridt baglæns. Jeg kæmpede for ikke at hvæse og gå i forsvarsposition, selvom mine instinkter skreg: Fjende! Vampyren havde blondt hår og mærker overalt. Det var bidemærker og hans gyldne øjne stirrede direkte på mig. Han lignede en løve, der var parat til angreb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...