Twilight - Sunrise *Pause*

Cullen familie lever i bedste velgående, men de kan aldrig helt slappe af, for Volturi klanen tillader aldrig et nederlag. Men så støder den nyfødte vampyr, Ava, på Cullen familien. For Ava er vampyr livet endnu forbandelse, der er blevet pålagt hende. Hun kæmper desperat for ikke at miste sig selv, og Cullen familien kan blive hendes eneste chance. For Ava besidder en evne der både kan rive op i gamle minder, hemmeligheder og konflikter, men også kan hjælpe Cullen familien til endelig at kunne leve uden frygt.
_____________________________________________________________________________
Jeg rørte ved et fint lille hårspænde. ”Hun gik altid med den,” sagde Tanya. ”Jeg har altid gerne vil vide hvorfor hun gjorde det. Hvorfor hun forvandlede den lille dreng.” Jeg prøvede at bevare roen, mens der farede billeder gennem mit hoved.
”Kan du se det? Ved du hvorfor?” spurgte Kate.
Jeg så op og nikkede. ”Jeg ved hvorfor jeres skaber forvandlede drengen.”

45Likes
47Kommentarer
4558Visninger
AA

11. Kapitel 10.

Der lød stemmer fra entreen og jeg vågede mig forsigtigt frem. Jeg havde ikke nogen intention om at møde klanen fra Denali lige nu. Men det betød ikke at jeg ikke kunne finde ud af hvem de var. Jeg lyttede intens til de summende stemmer.

”Tanya, længe siden,” lød Carlisles stemme.

”Carlisle, hvor er det dejligt at se dig og hele familien igen,” lød en fremmed kvindelig stemme.

Stemmerne var muntre og jeg prøvede at finde ud af hvor mange de var i Denali klanen. Jeg kunne høre tre, nej fem fremmede stemmer. De snakkede muntert sammen og deres samtale nåede mine øre. Edward og Bellas velkendte stemmer nåede mine øre, og de snakkede med den fremmede kvinde, som også havde snakket med Carlisle.

Carlisle og Esme snakkede med en mand og en dame, som snakkede med accent. Det lød en smule spansk. Mens jeg stod og lyttede, kunne jeg høre fodtrin nærme sig mig og jeg bakkede en smule en mod trappen der førte oven på. I det samme kom Alices smilende ansigt til syne.

”Hej Ava, hvad med at komme hen og møde vores familie fra Denali, i stedet for at smug lytte.” Ærligtalt så ville jeg helst oven på og være i fred, og jeg skulle netop til at sige det til Alice, da hun afbrød mig.

”Glem det, Ava,” hun greb fat i min arm. ”Du kan lige så godt droppe at undgå, at møde vores gæster.”

Jeg sukkede irriteret. Alices evne til at se i fremtiden, var nogle gange ret irriterende. Og så havde jeg lært, at det sjældent nyttede at diskutere med Alice. Så jeg havde ikke andet valg end at gå med hende. De var rykket ind i stuen, som nu var godt fyldt op. Jacob stod helt over i hjørnet og rynkede en smule på næsen, men ellers viste han ingen modvilje. Hans blik fulgte hele tiden Renesmee der snakkede med en kvinde med langt mørkt hår. Kvindens hud havde et svagt olivenfarvet skær.

Der var rigtig nok fem fremmede vampyrer. Udover kvinden var der en mand med mørkt hår, og som også havde hud med et svagt olivenfarvet skær. Der var to kvinder, som lignede ret meget hinanden. Den ene havde dog rødblondt hår. Den sidste var en mand der var ret høj og med sandfarvet, langt hår. Jeg stoppede, da jeg var halvvejs inde i stuen og alles øjne blev rettet mod mig. Den velkendte følelse af at være trængt op i en krog kom snigende, og jeg spændte alle mine muskler. Manden med det mørke hår og den olivenfarvede hud, begyndte at tale.

”I har fået endnu et medlem i jeres familie, ser jeg. Det må jeg sige Carlisle, jeres familie bliver større og større.”

Han talte med accent og så en smule forundret ud. Hans øjne studerede mig, og jeg måtte undertrykke trangen til at hvæse. Jasper måtte have mærket min ubehag, for han nærmere sig langsomt og jeg følte en underlig ro sprede sig i min krop.

”Det her er Ava,” sagde Carlisle med et smil. ”Vi stødte på Ava for et par uger siden.” Carlisle smilede opmuntrende til mig og vinkede mig frem. Jeg tog et par skridt frem og følte mig, underligt nok, godt tilpas. Men det var nok på grund af Jasper.

”Nå ser man det,” sagde den mørkhåret vampyr med et smil. Han rakte sin hånd frem mod mig og jeg tog den en smule tøvende.

”Hej, jeg er Eleazar.”

”Hej,” sagde jeg stille.

Derefter fik jeg hilst på resten af Denali klanen. Der var Carmen, Eleazars mage. Så var der Kate og Tanya, de to kvinder som lignede hinanden. Tanya var kvinden med det rødblonde hår. Til sidst var der Garett, Kates mage. De virkede alle sammen søde nok og så havde de selvfølgelig alle sammen gyldne øjne.De levede åbenbart ligesom Cullen familien og så sig selv som Cullen familiens udvidede familie. Det lød en smule underligt i mine øre.

Jasper havde kunnet mærke min nervøsitet forsvinde, og jeg kunne mærke hvordan hans indflydelse må mine følelser forsvandt. Men jeg kunne mærke Eleazars blik og det var ubehageligt. Jeg bed hårdt tænderne sammen i forsøget på at ignorere Eleazars blik.

”Sikke en evne,” hørte jeg ham mumle, og jeg vendte forundret hovedet mod ham. Hans blik borede sig ind mit. Han havde talt om min evne, det var sikkert. Men hvordan kunne han vide at jeg havde en evne.

”Det er en utrolig evne du har,” sagde han og så forsat ind i mine øjne. Hvordan kunne han kende til min evne?

”Hvordan… hvordan kan du vide, at jeg har en evne?”

Han smilede svagt. ”Fordi jeg selv har en. Jeg kan fornemme andre folks evner, og din… den er virkelig kraftfuld. Den minder en smule og Alices og Aros,” sagde han og mumlede en smule hen for sig selv, mens jeg var en smule forvirret. Hvem i alverden var Aro?    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...