Twilight - Sunrise *Pause*

Cullen familie lever i bedste velgående, men de kan aldrig helt slappe af, for Volturi klanen tillader aldrig et nederlag. Men så støder den nyfødte vampyr, Ava, på Cullen familien. For Ava er vampyr livet endnu forbandelse, der er blevet pålagt hende. Hun kæmper desperat for ikke at miste sig selv, og Cullen familien kan blive hendes eneste chance. For Ava besidder en evne der både kan rive op i gamle minder, hemmeligheder og konflikter, men også kan hjælpe Cullen familien til endelig at kunne leve uden frygt.
_____________________________________________________________________________
Jeg rørte ved et fint lille hårspænde. ”Hun gik altid med den,” sagde Tanya. ”Jeg har altid gerne vil vide hvorfor hun gjorde det. Hvorfor hun forvandlede den lille dreng.” Jeg prøvede at bevare roen, mens der farede billeder gennem mit hoved.
”Kan du se det? Ved du hvorfor?” spurgte Kate.
Jeg så op og nikkede. ”Jeg ved hvorfor jeres skaber forvandlede drengen.”

45Likes
47Kommentarer
4705Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Det var den mest vidunderlige smag. Jeg kunne ikke huske, at jeg, som menneske, havde smagt noget så godt. Det slukkede den brændende fornemmelse i min hals. Det var varmt og spredte sig i hele min krop. Blodet, det vidunderlige blod. Desværre gik det alt for hurtigt. Pludselig var mennesket tømt, og der var ikke mere blod tilbage. Jeg rettede mig langsomt op, mens jeg så ned på mennesket. Det var en mand. Han var mit ottende drab.

Måske ville nogen synes det var underligt eller sært, at jeg holdte styr på, hvor mange jeg havde dræbt, men det var vigtigt for mig. Jo flere jeg dræbte, jo længere ned i dybet røg jeg. Jeg dræbte for at overleve, det var hvas jeg sagde til mig selv. Det var nødvendigt. Men jeg vidste, at det ikke var den eneste grund til, at jeg slog folk ihjel. Jeg nød det, nød smagen af deres blod. Det var umuligt at holde sig fra den søde smag.

Jeg lod manden ligge og forsatte min ensomme rejse. En af de gode ting ved at være vampyr var sanserne. Alt var så klart, og det var muligt at høre og lugte alt. Når jeg løb, var det som at flyve. Jeg svævede gennem skoven, og det gav mig den største lykke følelse. Jeg fortrak at være alene end at være sammen med min skaber. Det gav mig kuldegysninger bare ved tanken om min skaber. Han havde taget mit liv fra mig. Han havde taget alt fra mig og så ville han have, at jeg skulle bo med ham! Jeg var stukket af, så snart jeg havde se muligheden. Han var ældre, men jeg var stærkere. Det var fordi jeg var nyfødt, det gjorde mig meget stærkere. Men desværre var han mere erfaren.

Min styrke gjorde, at jeg følte, at jeg kunne klare alt. Det var ret underligt, det ene øjeblik, var jeg så ked af det, jeg var blevet til, men i næste øjeblik nød jeg, alt det jeg kunne. Mine følelser var et stort virvar.Træerne susede forbi mig, eller rettere, jeg susede forbi dem. Alt var klart, og jeg kunne se de mest vidunderlige ting. Se hver eneste lille fnug eller støvkorn. Selv pollen fra blomsterne var klart for mine skærpede øjne.

Jeg havde rejst omkring i nogle dage. Byerne var ikke noget for mig. Der var mennesker overalt, og de var alt for fristende. Jeg kunne lugte et menneske på lang afstand. Deres hjertes banken kunne hurtig nå mine øre og blodet der susede i deres årer, var et alt for fristende tilbud. Men det var deres blods liflige duft, der var mere lokkende end noget andet. Så derfor holdte jeg mig skovene. Jeg anede ikke hvor jeg var henne, men det betød sådan set heller ikke noget. Intet betød rigtig noget.

Jeg løb og nød vinden i mit hår og lukkede øjnene. Jeg kunne løbe med lukket øjne, det var så sejt! Men mens jeg nød frihedens sus, ramte en forfærdelig stank mig. Mine øjne fløj op med et sæt, og jeg stoppede op. Lugten trængte ind igennem min mund og næse. Det føltes som om jeg var ved at blive kvalt. Lugten brændte forfærdeligt i min næse. Hvis jeg havde været et menneske, ville jeg have fået tåre i øjnene. Den stank! Jeg anede ikke hvad der forsagede den stank, men det var forfærdeligt. Jeg ville løbe videre, men mine instinkter opfangede noget. Jeg var ikke alene. Jeg stod helt stille og lyttede. Der var en underlig lyd. Det lød som kæmpe poter, der trampede hen over jorden. En svag dyrisk lyd nåede mine øre.

Jeg snurrede rundt lige tids nok til at se det kæmpe dyr, der kastede sig over mig. Jeg kunne have nået at reagere, hvis det ikke var på grund af chokket. Mit hoved hamrede mod jorden uden at det gjorde ondt. Da jeg et kort sekund efter åbnede øjnene, så jeg op i et par kæmpe brune øjne, der sad i hovedet på en kæmpe ulv. Og når jeg siger kæmpe, så mener jeg kæmpe. Ulven var på størrelse med en hest og fuld af muskler. Den blottede sine lange skarpe tænder og angreb. Mine bevægelser var hurtigere end ulvens og jeg nåede lige at vende hovedet, så den ikke fik fat i min hals. I næste øjeblik bed den igen. Hvad var det for en skabning? Jeg spændte musklerne og fik mine ben under ulvens overkrop. Med et hårdt spark, røg ulven flere meter bagud inden den landede på jorden.

Jeg var oppe og stå, før jeg overhovedet havde tænkt på det. Men ulven var også klar, og det blev bedre endnu. Flere ulve sluttede sig til den første. Så sprang de frem mod mig. Jeg tænkte ikke, men slog bare fra mig. Jeg ramte den ene ulv lige i siden, og sendte den ind i en anden. Jeg prøvede at flygte, men en skarp smerte skar gennem min arm. Jeg skreg af smerte.

Jeg havde ikke følt sådan en smerte, siden jeg blev forvandlet. En af ulvene havde boret sine tænder ind i min arm. Så begyndte billederne at strømme gennem mit hoved, som de havde gjort, så mange gange før. Billederne fortalte historier. Jeg så et billede af en dreng. En smilende og glad dreng. Jeg mærkede endnu en smerte, da jeg blev kastet hårdt ind i et træ. Ulven havde sluppet sit tag i min arm. Mine øjne fløj op. Det var ikke bare ulve, det var mennesker. Ulvene gik langsomt frem mod mig, som om de ventede mit næste træk. Men jeg vidste, at jeg havde tabt til disse ulve-mennesker. Jeg havde set noget af det, den ene ulv havde oplevet. Den havde slået en vampyr ihjel før. Jeg havde ikke en chance. Jeg sad, slapt mod træet og ventede enlig bare, at de skulle kaste sig over mig.

”Jacob!”

Mit hoved røg hurtigt til side og jeg fokuserede på tre personer, som kom løbende. Nej, ikke personer, vampyrer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...