Mistanken - skyldig

Burde venner ikke holde sammen i tykt og tyndt? Det mener Mathias. Men hvad så når hans såkaldte bedste ven, vil bryde ind på skolen? Mathias er nervøs, og vil ikke rigtig være med til det. Men som sagt. Venner står sammen i tykt og tyndt... eller gør de nu også det?

5Likes
2Kommentarer
655Visninger

1. Mistanken

 

Mistanken

Skyldig

Han havde været sammen med sin ven Mikkel. De havde aftalt at mødes tæt ved skolens port. De vidste begge to at rengøringen lukkede og slukkede klokken ti. Klokken halv elleve stod de uden foran den store port ind til skolegården. Mikkel havde haft et stort brækjern med. Et hvor rusten smittede af på fingrene. De havde ikke sagt noget til hinanden. De havde blot stået og kigget på den store skole, som så tom ud, i det dunkle lys fra den ensomme gadelampe. Mathias havde gået her siden børnehaveklassen, og kendte derfor stedet som sin egen bukselomme. Han havde været viden til en del slåskampe og forvisninger til rektors kontor, men havde aldrig selv oplevede det. Det var Mikkel der var ekspert på det område.

Han havde skævet til sin ven, som havde stået med brækjernet ned langs siden og huen trukket godt ned over øerne. ”Hvad glor du på?” havde Mikkel spurgt. Han havde stukket sine hænder ned i lommerne på sine bukser. ”Ikke noget.” Mikkel havde kigget direkte på ham, direkte ind i hans øjne: ”du er ikke ved at få kolde fødder vel?” Han havde smilt skævt til ham, men hans øjne var hårde. Han havde ikke kunne trække sig tilbage nu, han havde været nødt til at gøre det. ”Nej sgu da!” havde Mathias sagt, og var begyndt at gå hen til indgangen. Han havde hørt Mikkels stille latter blive højre, da han indhentede ham. ”Hej man,” havde Mikkel sagt og dasket til hans arm, ”lad nu vær med det der pis, jeg ved sgu da godt du ikke har fået kolde fødder.”

Faktisk havde Mathias fået kolde fødder, selve ideen var idiotisk, og han havde ikke gjort det fordi han havde lyst. Nu sidder han i det lille venterum, hvor man meget hurtigt får det klaustrofobisk og den tykke lugt af røg og sved gør det næsten umuligt at trække vejret.

Hans hoved gør ondt, og truer med at eksplodere, hvis han ikke snart kommer ud. Hvorfor er det kun ham der er havnet her? Hvor er Mikkel? Ude på gangen nærmer lyder sig af nogle skridt, og Mathias håndflader bliver svedige og hans hjerte slår lidt hurtigere. Hvad skal han sige? Han kan da ikke sladre om Mikkel? Det ville være ondt at stikke ham til politiet. Men det viser sig, at personen ude på gangen, går forbi venterummet, og Mathias slapper igen lidt af.

Da de havde fået brækket døren op, var det kun Mathias der havde tøvet med at gå ind. Alle hans instinkter råbte, at han skulle se at få benene på nakken, og bare løbe fra Mikkel, men han ignorerende dem, og havde lidt efter fulgt efter Mikkel ned ad den mørke gang.

Skolen havde en underlig atmosfære om aftenen. Ens skridt genlød i de tomme gange, og enhver malplaceret lyd, fik en til at farer sammen. Mathias havde i hvert fald føle det sådan, men det havde nok noget at gøre med, at han havde følt sig skyldig.

Han bliver afbrudt af en middelalderen mand med gråbrune skægstubbe og med et hårdt drag om munden. Han sætter sin plastikkrop, der højst sandsynligt indeholder kaffe, på bordet. Hvad er der egentligt med politimænd og kaffe?

Han går lidt rundt i lokalet, men finder til sidst ro på stolen overfor Mathias: ”nå,” han kigger ham direkte ind i øjnene, og Mathias får et sug i maven, ”hvad skal vi så stille op med dig.” Det er ikke noget spørgsmål, alligevel trækker Mathias lidt på skulderne. Politimanden efteraber ham, og spidder Mathias med øjnene. ”Du siger ikke så meget knægt, spyt nu ud med nogle informationer.” Mathias ved ikke hvad han skal sige. ”Hmm,” lyder det fra politimanden, og får Mathias til at kigge op fra bordet, ”okay så, vi kan blive enige om at du brød ind på skolen” Mathias nikker ”og det var du helt alene om?” Igen ved han ikke hvad han skal sige ”hvorfor gjorde du det?” Mathias kigger hurtigt på politimanden, og synker engang. Hvorfor havde Mikkel også ladet han i stikken?

De havde forsat ned af den lange gang. Mathias havde hele tiden kigget sig over skulderen, og tanken om at flygte var stadig ret tiltalende. Men Mikkel var hans ven, og venner hjalp hinanden. ”Kom nu,” havde Mikkel råbt og havde fået Mathias til at farer sammen. Hvad var der blevet af det med at være diskret? Han havde løbet op til Mikkel, der havde stået foran en dør. ”Er du klar?” havde han spurgt spændt. Først der havde Mathias lagt mærke til, at de havde stået foran rektors kontor, det havde der i hvert fald stået på et lille fint guldskilt. Mikkel havde løftet sit ene øjenbryn på en provokerende måde, og havde derefter brækket døren op.

Inde på kontoret havde der flydt med papirer og hefter. Mikkel havde lagt brækjernet på gulvet, og havde stået tilfreds med hænderne i siden. Så havde han gået hen til bordet, der flød med papirer, lagt sin arm på bordet, og med en hurtig bevægelse, havde han fejet alt på bordet ned på gulvet. Alt.

”Hører du efter knægt?” politimandens brutale stemme, fik ham tilbage til virkeligheden. ”Undskyld hvad sagde du?” spørger Mathias. Politimanden ser skeptisk på ham: ”jeg spurgte om hvorfor du gjorde det?” gentog han. Mathias tænker sig lidt om. Hvorfor havde han egentligt gjort det? Godt spørgsmål. Han ville vel hjælpe Mikkel, de var trods alt bedste venner. Det havde Mikkel også selv sagt. ”Svar mig, når jeg spørger dig om noget ,” nærmest råber politimanden. ”Jeg gjorde det fordi, altså, jeg gjorde det fordi at jeg,” Mathias tøver lidt, ”altså jeg var sur” politimanden nikker, ”altså sur på min rektor, og så ville jeg ødelægge hans kontor.” Mathias kigger ned i bordet. Hvorfor skulle han også være så dårlig til at lyve? Mikkel var meget bedre til sådan noget. ”Du lyver” konstaterer politimanden, og tænder en cigaret, og tager en langt sug af den. Efter lidt tid puster han røgen ud i hoved på Mathias, der hoster og prøver febrilsk at vifte røgen væk. ”Det er så tydeligt at du lyder, din udstråling, din tøven, alt,” han tager endnu et sug, ”fortæl mig nu bare hvem den anden er, er det din ven?” Han laver en røgring og kigger ham igen i øjnene. Hvordan kunne han vide at de havde været to? Var det et spil fra galleriet eller havde han beviser?

Mikkel havde taget fat i brækjernet, efter at havde fejet alle paprier og bøger ned på gulvet, og havde begyndt at smadre bordene og de dyrt udsenende malerier. Han havde grint og råbt. Mathias havde været i chok. Han havde en knude i maven, og hans blik flakkede. Han havde med få sekunders mellemrum skævet hen til døren, i frygt for at der lige pludselig ville dukke en op. Hvorfor havde han sagt ja til det her? Han havde jo godt vidst at det var en dårlig ide. Mikkel havde løbet ud af døren mens han havde råbt: ”til computerrummet!” Og havde efterladt kontoret i ruiner. Mathias havde skælvet som en espeløv, og havde med usikre skidt fulgt efter ham. Mikkel havde allerede ødelagt tre computere, da han ankom. Men han havde stoppet sit brutale angreb mod computerne, da de havde hørt stemmer på gangen. Mikkel havde handlet hurtigt. Han havde kastet brækjernet hen til Mathias, der instinktivt havde grebet det, og så havde han løbet ud ad døren og væk. Mathias havde stået tilbage, med brækjernet i håneden, og ude afstand til at flytte sig.

Det gik først nu for alvor op for Mathias, at han var blevet brugt. Mikkel havde ladet ham i stikken, så det var en anden der fik skylden. I dette tilfælde Mathias. Mathias havde været et let offer, da han ikke havde nogen venner og derfor let tilbøjelig til at gøre åndsvage ting for bare at passe ind. Hvor blind kunne man lige være? Tænk at han ville have taget hele skylden, blot fordi han troede de var venner. En bitter smag fylder hans mund. Venner. Han har ingen venner. Mathias rømmer sig lidt, og fanger politimanden opmærksomhed. ”Okay, nu skal du høre” starter Mathias.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...