My Biggest Mistake! (1D)

Den berømte Harry Styles er lige nu i alle mediernes søgelys, da han til en fest gav en anden dreng bank. Harry er ikke stolt af det selv, og vil allerhelst have, at den lille episode bliver glemt hurtigst muligt. Desværre ligger drengen sag an mod ham, og det gør ikke Harrys situation nemmere. Simon Cornwell har nemlig truet med at aflyse alle drengenes koncerter til sagen er færdig - så nu er det ikke kun Harry det hele går ud over! Derudover møder Harry den skønne Kate, da han den ene dag sidder i venteværelse til retten, og han finder hende utrolig tiltrækkende. Kate og Harry udveksler numre, og Harry ser endeligt et lille lyspunkt i sit liv. Men alligevel er heldet ikke med Harry, da han opdager, at Kate er søster til drengen som han slog. Kan Kate og Harry alligevel finde ud af tingene sammen? Og vil One Direction overhovedet komme på turné i år? Og hvad med de andre drenge fra One Direction - vil de overhovedet tale med Harry?

46Likes
43Kommentarer
3876Visninger
AA

14. Vi skal nok klare det, søde

~~Jeg rejser mig fra stolen og går stille over mod ham. Forsigtigt ligger jeg en hånd på hans skulder. ”Bare lad mig være” lyder det snøftede fra ham inde under hans hænder. Jeg løfter hurtigt min hånd fra hans skulder, men sætter mig så i stedet ned på stolen ved siden af ham. ”Rolig nu, Jake” siger jeg lavt og stille. ”Hun skal nok blive fin igen”. Jeg prøver at berolige ham, og stiller stopper hans snøfte. Han fjerner hænderne fra hans hoved og tørrer en lille tåre væk fra hans øjenkrog med hans ærme. ”Det ved jeg godt, Harry. Det er ikke det, som jeg er bange for… Det som jeg er bange for er, at Kate er så sur på mig, at hun ikke vil tale med mig mere. Det vil jeg simpelthen ikke kunne klare.” Han lyder helt frustreret og man kan se, at det rigtig piner ham. ”Bare rolig” siger jeg forsigtigt i et venligt toneleje. ”Kate elsker dig rigtig højt. I starten hadede hun mig. Tro mig når jeg siger, at hun kan skælde ud” begynder jeg venligt og prøver at finde en glad opmuntrende tone frem. ”Hun elsker dig så meget, at hun ville holde sit forhold til mig skjult, fordi hun ikke ville miste dig. At hun have en hemmelighed for dig, har gået hende så meget på det sidste lange stykke tid. Hun elsker dig af hele sit hjerte” fortæller jeg ham oprigtigt, mens jeg kigger på ham. Hans øjne er en smule røde efter han har grædt, men et lille smil bredder sig på hans læber. ”Er det rigtigt?” Jeg nikker bekræftende til ham. ”Men det gør det jo ikke godt igen… Jeg skubbede til hende, og hun faldt… hun var allerede så skrøbelig og forsvarsløs”, lyder det bedrøvet og trist fra ham, hvorefter han gemmer sit hoved i sine hænder igen. ”Hun vil da aldrig kunne tilgive mig” siger han lavt inde fra hans hænder. ”Det tror jeg nu nok, at hun vil kunne”, lyder det venligt og igen oprigtigt fra mig. ”Vil du kunne tilgive mig, efter at jeg kom til at slå dig den aften?” spørger jeg forsigtigt. Han kigger målløs op fra hans hænder, og hans udtryk ser helt forkert ud. ”Hvorfor spørger du nu om det?” spørger han mig forvirret. Jeg tager en dyb indånding. ”Vil du kunne det?” spørger jeg ham igen. Han trækker kort på skulderne. ”Det kan jeg vel godt… Hvis jeg virkelig vil”, siger han sig mod hans gode vilje, men også med en lille smule oprigtighed i stemmen. ”Så tror jeg også godt, at hun vil kunne tilgive dig” svarer jeg ham venligt. Han kigger lidt på mig. Ser lidt frustreret ud. ”Hvor er det lige, at du vil hen med det her?” spørger han forvirret. ”Jeg slog dig, og du endte på skadestuen” begynder jeg, og Jake nikker, som han viser, at han prøver at forstå. ”Du skubbede Kate, så hun endte her” Jake nikker igen. ”Så hvis du kan tilgive mig for at ende her, så kan din søster også tilgive dig for at ende her - i er endda i familie og har et tæt bånd. Jeg kan ikke se, hvorfor hun ikke skulle ville tilgive dig” forklare jeg ham. Han nikker venligt til mig. ”Jeg forstår” siger han lavt. Han tager en dyb indånding, og jeg ser indtrængende på ham. Han rakker pludselig hånden frem, ”Jeg vil gerne sige dig tak, Harry. Du virker ikke så slem, som først antaget. Kan vi holde fred? Jeg vil gerne sige undskyld. Jeg er måske gået lidt over strengen” lyder det oprigtigt og anerkendende fra Jake. Jeg tager imod hans hånd. ”Jeg vil meget gerne holde fred, Jake. Og tro mig - det var lige så meget mig, som der gik over strengen. Jeg ville virkelig ønske, at jeg ikke havde slået dig. Du må virkelig meget undskylde” lyder det indrømmende fra mig. Han nikker venligt til mig, og forsigtig, men med et kraftfuld håndtryk trykker vi hinandens hænder.
En sygeplejerske kommer gående ind i venteværelse. Hun kommer gående hen mod os. ”Miss. Moore har det godt. Hun ligger på stuen 615, og hun må nu gerne modtage besøgende”. Vi nikker begge til hende, og siger pænt tak. ”Gå du bare først” lyder det fra venligt fra Jake. ”Er du sikker?” spørger jeg ham forsigtigt. Han nikker til mig. ”Ja, jeg har brug for at tænke nogle ting igennem”. Jeg nikker til ham igen, og rejser mig derefter fra stolen. Hurtigt går jeg ned at gangen, hen til elevatoren og tager den op til 6. sal. Her finder jeg stue 615 og går stille derind. Kate ligger i sengen. Hendes ben er bundet op og ligeledes er hendes arm. Hun ser trist og udmattet ud, men smiler alligevel da hun ser mig.

”Hey” siger jeg stille, mens jeg med langsomme, forsigtige og næsten lydløse skridt går hen mod hende. ”Hej” lyder det lavt fra hende, som en lille hvisken. Jeg kommer tættere på hende, og ser hendes triste udtryk, som heldigvis hurtig erstattes med et smil. ”Hvordan har du det?” spørger jeg hende stille, og stiller mig ved siden af hendes seng. Kate drejer hovedet en smule, så hun bedre kan se mig. ”Efter omstændighederne, så har jeg det egentlig meget godt. Men jeg kunne sagtens have haft det bedre” lyder det fra hende, og antydningen af et lille smil sniger sig frem i hendes mundvig. Hvor jeg dog elsker det lille luskede smil. ”Godt” siger jeg stille, mens jeg sender hende et gengældende smil. Forsigtigt fører jeg hånden op til hendes ansigt, og kører den stille og blidt hen over hendes pande og derefter ned over hendes kind. ”Hvor længe skal du være pakket ind i alt det her?” spørger jeg nysgerrigt, og vender hovedet i retning af alle hendes badager. ”Hvis jeg er heldig, så 3-4 uger” svarer mig Kate glad, selvom jeg godt kan se det triste i hendes øjne. ”Og hvis du ikke er heldig?” spørger jeg forsigtigt, mens jeg kører min hånd ned over hendes arm og finder hendes raske hånd. ”6 uger” lyder det mere opgivende fra hende. Hun udtrykker et dybt suk, og jeg kan for første gang mærke, at det virkelig går hende på. ”Det skal vi nok klare, Kate” prøver jeg opmuntrende, mens jeg blidt kører tommelfingeren hen over hendes hånd. Kate sender mig et forsigtigt smil. ”Harry, ved du godt, at jeg ikke kan gøre noget selv?” spørger hun mig alvorligt, og jeg kan se hendes øjne blive klare i det, som om de er ved at blive fyldt med vand. ”Jeg kan ikke gå, så jeg skal have en rullestol. Den rullestol bliver med motor, da jeg kun har en arm at køre med!” fortæller hun mig alvorligt og trist. Hun virker nærmest panisk. ”Det skal vi nok klare, søde” prøver jeg endnu en gang. ”Jeg skal nok køre dig rundt. Det er ikke noget problem”. Jeg prøver at lyde glad, men det er svært, når jeg kan se hvor ked af det hun er. ”Harry, det er ikke kun det. Jeg kan ikke lave mad, jeg kan ikke komme op i min lejlighed, ja, jeg kan ikke engang gå på toilettet selv” siger hun frustreret, mens en lille tåre falder ned over hendes kind. Jeg skynder mig at tørre den væk med blide bevægelser mod hendes smukke hud. ”Så må vi bo i min lejlighed. Der er elevator op til den. Jeg lover dig, at jeg skal nok sørge for, at du får noget at spise hver gang du er sulten. Og jeg lover dig, jeg skal nok hjælpe dig med at komme på toilettet” svarer jeg hende oprigtigt. Jeg kan ikke se noget problem i nogen af tingene. Et lille smil komme til syne på hendes læber, hvorefter et lille sødt pige-fnis kommer til live. Jeg kigger mistænksomt på hende. ”Sagde jeg noget forkert?” Hun ryster langsomt og mildt på hovedet. ”Nej, overhovedet ikke. Du sagde faktisk det helt rigtige, men i en sådan grad, at jeg er bange for, at du ikke ved, hvad du lige har sagt” lyder det sødt fra hende, og endelig er hun skiftet over til en mere positiv tone. ”Harry, du har lige sagt, at du vil hjælpe mig på toilettet!” lyder det smilede fra hende, og jeg kan ikke rigtig se det mærkelige i det. Selvfølgelig vil jeg hjælpe hende på toilettet. Det er helt naturligt, at man skal på toilettet - også selvom man er kommet en smule til skade. ”Ja?” spørger jeg spørgende. ”Selvfølgelig vil jeg det. Jeg kan jo ikke bede dig om, at tisse i sengen” siger jeg smilede til hende. Hun ryster kort og blidt på hovedet. ”Harry, du er altså fantastik! Men ved du ikke, at det at skulle tisse foran andre er meget grænseoverskidende for en pige?” spørger hun mig venligt. Jeg tager en dyb indånding. ”Så forstår jeg altså ikke hvorfor I piger altid går på toilettet sammen”, svarer jeg hende kryptisk tilbage. Hun begynder lige så stille at grine. Et sødt glad pige-grin, som er helt perfekt. Sådan et grin, som der kan redde hele ens dag, når den har været så frustrerende som denne har været. ”Du har en pointe, Mr. Styles” siger hun glædeligt. ”Men jeg ved altså ikke om jeg kan være i stand til at tisse foran dig”. Jeg trækker kort på skulderne. ”Lad det komme an på en prøve. På et eller andet tidspunkt skal du vel tisse så meget, at du bare … øh tisser, selvom jeg er tilstede” svarer jeg hende glædestålende tilbage. Hun sender mig et kæmpe smil. ”Hvis du er villig til at indvie i det, så er jeg vel også… det lyder i hvert fald bedre end det center, de har tænkt sig at sende mig på…” hendes ord ebber lige så stille ud, og hendes smil forsvinder lige så stille. ”Er du klar over, at du også kommer til at bade mig?” spørger hun mig forsigtigt. Jeg nikker kort, selvom tanken ikke lige havde ramt mig. ”Jeg skal gøre mit bedste for, at du bliver en skinende ren Kate” svarer jeg hende roligt og i en glad tone tilbage. Hun nikker stille. ”Hvis jeg går med til det, så skal du love mig en ting” lyder det alvorligt fra Kate. ”Hvad som helst” svarer jeg alvorligt tilbage, mens jeg holder hendes øjenkontakt. ”Hvis det nu bliver for meget for dig. Hvis jeg nu bliver et for hårdt pres og det tærer for meget på dig, så skal du love mig at sige det. Du SKAL love det! For ellers kan det ende med at ødelægge vores forhold, og hvis der er noget, som ikke må ske, så er det, at vores forhold går i stykker!” Kate lyder alvorlig, og kigger mig stift ind i øjnene. Jeg nikker forstående. ”Jeg lover dig, at jeg nok skal sige til!” svarer jeg hende oprigtigt. ”Godt” lyder det lettet fra hende. ”Jeg kan nemlig altid tage hjem til min mor og far, og derfor må du ikke føle dårlig samvittighed eller noget, hvis det er, at du kan mærke, at det ikke går længere. Jeg vil ikke bebrejde dig noget, da det er et kæmpe ansvar jeg ligger på dine skuldre nu” fortæller hun, mens hun griber fat i min hånd med hendes raske hånd og giver den et klem. Jeg sender hende et kæmpe smil. ”Jeg lover det, Kate”.
Hun ånder lettet ud og lukker stille øjnene, men slipper ikke min hånd. ”Er du træt, smukke?” spørger jeg hende forsigtigt. Et lille nik kommer fra hende, inden hun åbner øjnene igen. ”Vil du sove?” spørger jeg hende forstående. Hun ryster kort på hovedet. ”Jeg er nødt til at tale med Jake først. Det tror jeg i hvert fald, at jeg er nødt til. Jeg har dårlig samvittighed over for ham, da jeg jo har løjet, men samtidigt, så er jeg pisse sur på ham, fordi jeg nu ligger her bundet totalt op, og vil være afhængig af hjælp i minimum de næste 3 uger!” Hendes toneleje starter blidt ud, men efterhånden stiger det lidt i graderne. ”Han er derude, Kate” siger jeg stille. ”Han er meget ked af det. Han græd faktisk” fortæller jeg hende indrømmende. ”Gjorde han?” spørger hun en smule chokeret. ”Ja, det gjorde han. Jeg fik et helt chok, da han begyndte. Han er bange for, at du ikke vil kunne tilgive ham igen”, fortæller jeg hende oprigtigt. ”Tilgive ham? For at putte mig i denne situation? Det bliver svært, men selvfølgelig vil jeg tilgive ham. Han er jo min bror, og jeg er jo heldigvis ikke døden nær”, lyder det sødt fra Kate. Jeg vidste bare, at hun ville reagere på den måde. Hun har sådan et sødt hjerte. Der er ikke noget had i det. Jeg sender hende et stort smil, som hun hurtigt gengælder. ”Og I snakkede sammen, mens jeg lå her?” spørger hun nysgerrigt. Jeg nikker. ”Ja, det gjorde vi. Eller jeg trøstede måske mest, men det var da en samtale” svarer jeg hende blidt. Hun nikker meget forstående og meget betænksomt. ”Måske kan jeg vende den her til min fordel” siger hun lusket, og sender mig et frækt blik og et sødt smeltede smil.

 

 

________________________________________________________________

Så kom der lige et lille afsnit mere, da jeg er så glad for, at Danmark har spillet sig i håndbold finalen i EM. :) Nu skal vi bare vinde det guld på den hjemmebane, så vi kan sige tak til Ulrik med manér. :)

Tusind tak til jer, som der stadig læser med. Jeg håber, at I vil blive ved lidt i nu, for historien er ikke slut i nu. :) Men hvad tror i der sker? Hvordan vil Kate vende situationen til hendes fordel? Og kan Harry virkelig klare at passe Kate? Og hvordan står det egentlig til i selve One Direction gruppen?

Tusind, tusind tak, for jeres opbakning - hver og en! Det betyder virkelig meget for mig.

Jeg håber inderligt, at I kunne lide afsnittet, selvom det ikke er så langt... I er meget velkomne til at ligge en kommentar. :)

Ha' det rigtig godt derude i denne vinterkulde, og pas godt på jer selv. - og endnu engang Tak!.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...