My Biggest Mistake! (1D)

Den berømte Harry Styles er lige nu i alle mediernes søgelys, da han til en fest gav en anden dreng bank. Harry er ikke stolt af det selv, og vil allerhelst have, at den lille episode bliver glemt hurtigst muligt. Desværre ligger drengen sag an mod ham, og det gør ikke Harrys situation nemmere. Simon Cornwell har nemlig truet med at aflyse alle drengenes koncerter til sagen er færdig - så nu er det ikke kun Harry det hele går ud over! Derudover møder Harry den skønne Kate, da han den ene dag sidder i venteværelse til retten, og han finder hende utrolig tiltrækkende. Kate og Harry udveksler numre, og Harry ser endeligt et lille lyspunkt i sit liv. Men alligevel er heldet ikke med Harry, da han opdager, at Kate er søster til drengen som han slog. Kan Kate og Harry alligevel finde ud af tingene sammen? Og vil One Direction overhovedet komme på turné i år? Og hvad med de andre drenge fra One Direction - vil de overhovedet tale med Harry?

46Likes
43Kommentarer
3857Visninger
AA

2. Venteværelset...

Rummet virker næsten dødt, selvom det er fyldt med mennesker. De sidder alle sammen, og hvisker til hinanden. Man kan se, at nogle ser mere bange ud end andre, mens andre er helt triste. Jeg kunne egentlig godt forstå de triste, for sådan følte jeg mig lige nu. Niall ville ikke tale med mig, mens Zayn bare undgik mig. Det var ret trist, for jeg elskede jo de drenge overalt på jorden! Til gengæld havde Liam været utrolig sød ved mig, og lovet mig, at han nok kunne støtte mig igennem alt det her. Han var virkelig en guttermand! Han ville dog ikke have, at jeg fortalte ham om det, da han så kunne blive inddraget, men det er vel egentlig også fair nok… Louis derimod, var ham det hele på en måde handlede om. Det var ham, som jeg havde beskyttet, og ham som var mest ked af alt det her - lige ud over mig selv!

Jeg kiggede ud i rummet, men alle syntes stadig, at have travlt med deres egne ting - så det kunne jeg vel også! Jeg satte mig til, at kigge på mine hænder, da der ikke rigtig var andet at give sig til, end bare at vente - vente på dommen. Dog skulle den først komme om nogle dage, da alle skulle afhøres først, og egentlig var jeg her kun i dag, fordi jeg skulle tale med min advokat. Jeg vidste også godt, da jeg tog hjemmefra, at jeg ville komme til at vente i hundred år, da jeg nemlig kom halvanden time for tidligt, så pressen ikke skulle opdage mig - normalt kommer berømte mennesker nemlig for sent.

Jeg fandt en neglerod, som jeg hurtig rev af. Av! Smerten bredte sig omkring neglen på min lillefinger, men jeg bed mig hårdt i læben, og fik heldigvis holdt mit lille råb inde. Jeg gik videre til den næste neglerod, da det jo skulle gøres - ellers ville de hænge fast i mit tøj, og det ville sikkert kun gøre det være.

”Må jeg sætte mig her?” lød det, og jeg røg lige så stille ud af mine egne tanker. Jeg kiggede væk fra mine hænder, og mit blik landede på en smuk pige, med halvlangt brunt hår. Hun pegede forsigtigt på stolen overfor mig, og jeg nikkede venligt til hende. Hun satte sig hurtig ned, hvorefter jeg kiggede på mine hænder igen, da jeg nu var nået til min pegefinger. ”Du virker en smule trist” lød det fra hende, og jeg lod mærke til hendes meget smukke stemme: ”Er der noget galt?” Jeg havde overhovedet ikke regnet med, at hun ville begynde at tale til mig! Jeg kiggede op på hende igen, og denne gang var hun meget tættere på. Hun havde de pæneste blå øjne, med de sødeste øjenvipper, som ikke engang have mascara på. Hendes læber så pæne og bløde ud, og en af grundene dertil, var helt sikkert, at de smilede det sødeste smil. Jeg trak lidt på skulderne, før jeg svarede hende: ”Hmm… Jeg har en aftale med min advokat, da et eller andet fjols har trukket mig i retten”. Jeg kunne godt høre på min stemme, at jeg ikke lød særlig optimistisk, men det ændrede ikke på hendes lille smil om læben. ”Har du da gjort noget ulovligt?” hun spurgte med sådan en rar tone, så jeg ikke kunne lade være med at smile lidt inden i. ”Det kan man nok godt sige” svarede jeg hende, mens jeg tog min hånd op til hovedet, og rodede lidt i mit hår - det gjorde jeg altid, når jeg var nervøs. Hun sendte mig et skævt blik, inden hun talte videre: ”Jeg ved godt, at du nok ikke må tale om det, men jeg skal bare lige være sikker… Du er ikke morder, vel?” Hun så helt seriøs ud, og jeg kunne ikke lade være med at lade et lille grin slippe ud. Mig som morder? Nej, den skulle hun nok længere ud på landet med. ”Nej, det kan jeg love dig for, at jeg ikke er!” svarede jeg hende så hurtigt, hvorefter hendes ansigtsudtryk lettede en smule. ”Så er det sikkert noget med stoffer?” kom det så lavt fra hende, men jeg fangede bare hendes øjenkontakt, og rystede på hovedet. Hun sendte mig et stort smil, hvorefter hun udbrød: ”Jamen så kan det da ikke være så galt! Op med humøret! Du er i live!”. Jeg sendte hende et lille smil, som hun blev gengældt. Hvor kunne hun dog sige tingene lige ud! Og være positiv!

”Hvad med dig? Hvorfor er du her?” spurgte jeg hende, og lød egentlig mere interesseret - mere end jeg selv lige havde regnet med. Hun løftede den ene arm, og rettede forsigtigt på håret mens hun svarede: ”Jeg er her faktisk kun for at støtte min bror”. Jeg nikkede til hende, hvorefter jeg lænede mig ind over bordet, med armene placeret over kors. ”Og du må vel heller ikke fortælle noget om den sag?” spurgte jeg hende, og kunne mærke, at jeg havde fået en smule mere selvtillid i stemmen. Hun rystede kort på hovedet, inden hun svarede: ”Sagen foregår bag lukkede døre, og vi skulle nødig have, at du blev kaldt ind, fordi jeg havde afsløret for meget”. Hendes bløde stemme gjorde mig en smule forvirret, da jeg ikke havde hørt så smuk en stemme i lang tid, og på en eller anden måde virkede den også en smule flirtede. For det meste var det jo bare skrig og skrål, som fyldte mine ører - men det var også slut nu, hvis det her mareridt ikke så sin ende meget snart. Jeg nikkede forsigtigt til hende: ”Nej, det må vi vist hellere undgå, da jeg har nok i min egen sag”. Hun sendte mig et lille smil, og lænede sig ind over bordet med armene over kors - præcis ligesom jeg. Stille fugtede hun sine læber, inden hun gik i gang med at tale: ”Hvad hedder du så?” Og her gik det så egentlig op for mig, at vi slet ikke havde præsenteret os for hinanden i nu.”Jeg er Harry… Hvad med dig?” svarede jeg hende, og mærkede, at jeg havde fået min (gode gamle) selvtillid tilbage. ”Jeg hedder Kate” svarede hun så, mens hun rakte hånden frem mod mig. ”Hej Kate!” svarede jeg hende i en dyb tone, som hun grinte lidt af. ”Hyggeligt at møde dig!” Da hun havde grinet færdig, nikkede hun stille, hvorefter hun fik svaret ”I lige måde!”

Samtalen løb af sted, og da der var gået 40 minutter, begyndte Kate at rejse sig. ”Skal du allerede gå?” spurgte jeg hende, og lagde slet ikke skjul på, at jeg synes det var træls. Hun nikkede stille. ”Ja, desværre Harry… ” svarede hun med en trist stemme, som om hun havde det på samme måde. ”Men det var været hyggeligt!... Og hvis det trøster dig, så virker du slet ikke som en person, som burde sidde her”. Jeg sendte hende et stort smil som tak, da hendes ord varmede om hjertet - faktisk varmede alt omkring hende mig, da hun virkede anderledes end de andre piger, som jeg mødte på min vej. De ville altid have noget af mig! Og mange gange ville de også bare selv ses med mig, for at blive kendte. ”Kommer jeg til at se dig igen?” spurgte jeg hende forsigtigt, men stadig med en smule charme, da jeg selvfølgelig håbende på et ”ja”. Hun trak forsigtigt på skulderne: ”Vi får se”. Hun sagde det i en mytisk tone, og det var ikke lige det, som jeg havde regnet med. Jeg trak min mundvig ud mod kinden, for at vise, at jeg ikke var helt tilfreds med det svar. ”Kan jeg så bede om dit nummer inden du går?” spurgte jeg, og rejste mig forsigtigt op, og gik over til hende. Hun havde allerede taget sit overtøj på, og svingede hurtig tasken over skulderen. ”Ja, det kan du nok godt - hvis du altså beder om det” lød det en smule frækt og flirtede fra hende, og det kunne jeg egentlig godt lide, da det normalt var for nemt, at få en piges nummer. Jeg foldede hænderne sammen, og bukkede lidt i knæene, mens jeg så fik udtalt: ”Positive, smilede Kate - som har gjort mig i så godt humør i dag, måske endda reddet dagen en smule… Kunne det være sådan, at jeg kunne få dit nummer?”. Hun sendte mig et kæmpe smil, før hun rakte hånden ud: ”Så skal jeg bare bede om din mobil?” svarede hun, hvorefter jeg hurtig tog den op af lommen. Normalt ville jeg aldrig lade nogle røre min Iphone 5, men lige i dette tilfælde gjorde det ikke det mindste.

Hun tastede hurtigt nummeret, rakte mig telefonen, og var så væk. Jeg kiggede længe på nummeret, som om, at jeg var bange for, at det var det forkerte. Hurtig landede min finger ovenpå ”Ring op”, og jeg satte mobilen op til øret. Jeg havde overhovedet ikke tænkt det her igennem, og lige pludselig lyder den blide stemme i den anden ende. ”Du taler med Kate”. Jeg blev en smule mundlam, og var lige ved at gå i panik, da jeg kom i tanke om hvem jeg er. Jeg er jo Harry Styles! Jeg knuser pigehjerter! De skal ikke knuse mit eller for den sags skyld mig. Jeg fik hurtig gendannet fattelsen, og fik så udtalt: ”Hej Kate! Det er bare mig Harry… Jeg ville bare lige give dig mit nummer… ved at ringe til dig”. Der lød et lille fnis i den anden ende, før hun begyndte at tale i en rigtig glad tone: ”Hej Harry! Sikke en overraskelse!” Jeg nikkede for mig selv, da hun overhovedet ikke lød overrasket. ”Hmm…” lød det fra min mund. Hun grinte en smule før hun fik sagt noget igen. ”Og du er sikker på, at det kun var fordi, du gerne ville give mig dit nummer?” Hvad mente hun lige? Selvfølgelig var det da derfor - og så ville jeg da også lige tjekke, at det var det rigtige nummer. Nu jeg egentlig tænker nærmere over det, så var det jo kun fordi jeg ville tjekke nummeret - og ikke give hende mit, selvom det var en god undskyldning. ”Selvfølgelig!” svarede jeg hende med min chamerene hæse tone, som jeg vidste pigerne elskede. Der var en smule stille i den anden ende, før Kate igen begyndte at tale. ”Jamen så siger vi det Harry!... Selvom jeg tror, at du bare ville tjekke, om det var det rigtige nummer!” ”Hvad?” udbrød jeg, da jeg var i chok over, at hun allerede kendte mig så godt. Hun grinte lidt i den anden ende, og jeg kunne mærke på mig selv, at jeg blev en smule pinlig berørt.

”Harry Styles” lød det fra en mand, som kom gående ud fra en kæmpe dør. Jeg rakte forsigtigt hånden i vejret, mens jeg fik øjenkontakt med ham. ”Vil du være sød at følge med mig?” spurgte han, og jeg nikkede et svar til ham, før jeg begyndte at gå over mod ham.

”Undskyld Kate, men jeg er nødt til at løbe… Jeg har en tid hos advokaten nu”. Min stemme var en smule trist, men heldigvis skjulte det lidt af panikken. Og tænk så lige, at ens pinlige situation skulle reddes af et møde med advokaten!

 ”Det er i orden Harry… Tak, fordi du ringede - jeg skal nok kode dit nummer ind” hun sagde det i en venlig, men samtidigt også fræk tone. ”Tak Kate!” svarede jeg, og tog mobilen ned fra øret. Jeg nåede lige at høre ordene: ”Jeg krydser fingre for dig! Lev livet!” inden jeg trykkede på ´læg på knappen`, og fulgte med manden gennem den store dør. Åhh nej! Nu skulle jeg sidde og forklare mig i flere timer! Sikke noget lort! Hvorfor skulle du også gøre det, Harry? Det var din største fejltagelse!   

_________________________________________________________________________________

Hej med jer! Tusind tak for alle favoritlisterne allerede! :)
Jeg håber, at I kan lide afsnittet, og ikke forventede alt for meget, da jeg har det sådan, at man altid lige skal i gang med en historie, inden den kan blive super spændende!
Men derfor er I alligevel velkommen til at give en kommentar til, hvad I synes om den - selvom der jo ikke er meget end til videre. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...