My Biggest Mistake! (1D)

Den berømte Harry Styles er lige nu i alle mediernes søgelys, da han til en fest gav en anden dreng bank. Harry er ikke stolt af det selv, og vil allerhelst have, at den lille episode bliver glemt hurtigst muligt. Desværre ligger drengen sag an mod ham, og det gør ikke Harrys situation nemmere. Simon Cornwell har nemlig truet med at aflyse alle drengenes koncerter til sagen er færdig - så nu er det ikke kun Harry det hele går ud over! Derudover møder Harry den skønne Kate, da han den ene dag sidder i venteværelse til retten, og han finder hende utrolig tiltrækkende. Kate og Harry udveksler numre, og Harry ser endeligt et lille lyspunkt i sit liv. Men alligevel er heldet ikke med Harry, da han opdager, at Kate er søster til drengen som han slog. Kan Kate og Harry alligevel finde ud af tingene sammen? Og vil One Direction overhovedet komme på turné i år? Og hvad med de andre drenge fra One Direction - vil de overhovedet tale med Harry?

46Likes
43Kommentarer
3854Visninger
AA

6. Spørgsmål, gråd og slag

”Og så valgte du altså at slå Mr. Moore?” lød det professionelt spørgende fra Jake´s advokat. Jeg nikkede en smule inden jeg svarede: ”Ja, det gjorde jeg… men det var stadig kun fordi, han havde svinet Louis til, og skubbet til ham, så han næsten faldt ned af stolen”, forsvarede jeg mig hurtigt, for han skulle ikke tro, at jeg bare ville sidde og give ham ret, uden at gøre den mindste modstand! ”Det behøver du ikke forklare dig om nu. Vent du hellere til senere med den del” lød den en smule hånende fra Jake´s advokat, som vist egentlig nok hed Ben Garvin. ”Protest!” lød det fra Tim, som stod op nede ved bordet foran dommerskranken. ”Protest for hvad?” lød det kort fra den kvindelige dommer, som så ud til at være først i 50´erne. Tim løftede den ene arm, inden han fik svaret: ”Han taler nedladende til min klient”. Jeg nikkede kun forstående, og udvekslede et lille smil med Louis. ”Protest taget til følge” svarede dommeren, og jeg kunne mærke mig selv juble indeni. Den mindste lille ting, kunne give mig en sejr!

 ”Okay” svarede Ben, hvorefter han rettede lidt på sit slips. ”Så lad mig starte fra bunden… Mr. Styles, kender de, eller har de kendt, eller bare før mødt Mr. Moore?” Jeg rystede forsigtigt på hovedet. ”Ikke hvad jeg ved af”. ”Aha” lød det fra Ben, som nu holdte sin albue i den ene hånd, så han bedre kunne vifte med den anden. ”Så de har altså ikke haft noget problem med ham før?” Jeg kiggede forvirret ned på Tim, som langsomt nikkede til mig. Han hentydende selvfølgelig til, at jeg skulle forsætte. ”Nej. Det var første gang” svarede jeg ham så efter en kort pause. Ben begyndte at gå lidt frem og tilbage på gulvet, og det fik mig til at få øjenkontakt med Kate, som sad og stirrede ondt på mig. Jeg prøvede, at sende hende et lille smil, men det fik hende kun til at sende mig et par endnu ondere øjne, inden hun igen kiggede væk. ”Så det vil sige, at du valgte at banke en person, som du kun havde mødt denne ene dag, og som du aldrig havde set før?” Hvad? Det var da et mærkeligt spørgsmål! Igen flakkede mine øjne ned på Tim, som stadig nikkede til mig. Der var da ikke meget hjælp at hente i ham! Jeg nikkede lidt: ”Det gjorde jeg vel…” sagde jeg så ganske svagt. ”Selvfølgelig” svarede Ben, selvom det nok kun var meningen, at han selv skulle høre det. Han kiggede kort på sit ur, hvorefter han så op. ”Jamen jeg har jo lidt tid i nu…” han havde sådan en fjendtlighed i stemmen, at han næsten gjorde mig bange. ”Mr. Styles, er du klar over de skader, som du pådrog Mr. Moore?” Han pegede på Jake i mens han sagde hans navn. ”Nej” svarede jeg forsigtigt, da jeg slet ikke havde hørt om det. ”Er du klar over, at du slog ham så hårdt i hovedet, at han flækkede et kindben?” Jeg rystede kort på hovedet, hvorefter han forsatte: ”Han brækkede også to ribben, og forstuvede hånden!” lød det fra Ben, som kom nærmere. Han gik tættere og tættere på, og holdte hele tiden vores øjenkontakt, med hans dræbende øjne. ”Det vidste jeg ikke” svarede jeg lavt, hvorefter jeg kiggede over på Kate, som sad med tåre under det ene øje. Hendes øjne var rettet mod mig, men hun så mig ikke. Det var som om, at jeg var usynlig for hende, og hun kun så lige igennem mig.

”Nej det vidste du ikke” svarede Ben mig, og fik mig til at kigge på ham igen. ”For du Mr. Styles! Du var nemlig pløre fuld” råbte han mig lige ind i hovedet, hvilket straks fik Tim til at rejse sig, og igen råbe: ”Protest!” Jeg kiggede kort op på dommeren, som nikkede venligt til mig. ”Protest taget til følge! Mr. Garvin, du bedes nu stoppe deres forhør. Mr. Styles, vær sød at sætte dem ned igen… Vi tager en kort pause før vi går videre” lød det fra hende, og jeg åndende lettet op.

Hurtigt var jeg nede ved Louis og Tim, hvorefter dommeren bankede i bordet. ”Mødet er hævnet. Vi mødes alle her igen om 20 minutter”. Jeg nikkede for mig selv, hvorefter jeg fulgte med de andre ud fra retssalen. Hvor jeg dog virkelig hadede mit liv!

 

Jeg gik målrettet hen mod det triste venteværelse, så jeg lige kunne samle tankerne. Jeg ville gerne være alene, og jeg ville gerne være bedre til at svare på spørgsmålene. Det irriterede mig virkelig, at Ben fik det til at lyde, som var jeg den eneste skurk - Jake havde fandme også selv haft sin rolle i det! 

Jeg trådte med hastige skidt ind af døren, og den første jeg fik øje på var Kate, som sad med et lommetørklæde og græd. Hun måtte da virkelig være følsom! Langsomt gik jeg over mod hende, og stod og studerende hende lidt, inden hun kiggede op på mig, med øjnene fyldt af tåre. ”Gå” hulkede hun, men jeg rystede bare på hovedet. ”Vi er i et offentligt rum, så det kan du juridisk set ikke bede mig om, uden at du har en stævning på mig… eller noget i den stil”. Et lille gys røg ud over hendes læber, og jeg kunne se, at det irriterede hende, at jeg faktisk havde ret. Hun lænede sig forover, og glemte sit ansigt i hænderne, så jeg ikke havde samme mulighed for at kigge på hende. Måske synes hun, at det var pinligt? Eller også hadede hun mig virkelig som pesten.

Jeg valgte, at tro på det første! Derfor ville jeg ligge min stil om. I stedet for at være dumsmart og have ret, besluttede jeg mig for, at have medlidenhed og være flink. Stille satte jeg mig på hug foran hende, og nussede med min højre hånd hendes ryg. ”Du skal ikke røre mig!” lød den fjendtligt, men også trist fra hende. Jeg skyndte mig at trække min hånd tilbage. Jeg stirrede lidt på hende, inden jeg kunne svare hende: ”Men hvad skal jeg så?... Jeg kan ikke bare lade dig sidde her… og være ked af det…” Jeg havde ikke rigtig tænkt over hvad jeg ville sige, og derfor blev min sætning lidt hakket. ”Bare gå din vej” lød det surt fra hende, før hun brød ud i gråd igen: ”Eller også kan du forsvinde helt ud af mit liv… eller i det mindste lade min bror vinde sagen - så jeg ikke er tvunget til at sidde her” hulkende hun, mens hendes øjne kun så ned på hendes hænder. Ikke ét blik fik jeg. ”Tvunget?” spurgte jeg hende så, da jeg ikke synes det lød rimeligt. Så vidt jeg ved, så skulle hun da ikke vidne, så helt tvunget kunne hun jo ikke være. ”Ja, tvunget!” hulkende hun højt, og kiggede langt om længe op på mig. ”I min familie er det super vigtigt at støtte hinanden, og derfor er jeg tvunget til at sidde her!” Der kom mere og mere vrede ud, og jeg kunne næsten ikke kende den positive Kate, som jeg havde mødt for nogle dage siden. ”Men kunne du ikke støtte ham på andre måder?” jeg prøvede, at holde en venlig tone og lyde interesseret, selvom hun nok var ret så ligeglad. Hun rystede langsomt på hovedet, hvorefter der var en meget akavet stilhed. Hun stirrede nu kun ned i gulvet, mens jeg kun stirrede på hende. Jeg havde virkelig allermest lyst til at tørre hendes tårer væk, nusse hende blidt på panden, og trække hende ind til et kram, men jeg vidste også godt, at jeg hellere måtte lade være.

Pludselig kiggede hun op på mig, og hendes vrede i øjnene så ud til, at være væk: ”Kan du ikke se, at det er din skyld det hele?” Hendes stemme var blid, men ikke helt normal - gråden havde taget præg på den. Jeg trak hovedet en smule tilbage, mens jeg rystede et hurtigt. ”Nej, overhovedet ikke!” jeg prøvede, at lyde venlig, men var alligevel en smule skuffet over hendes udmelding. ”Kan du ikke se, at hvis du ikke havde givet min bror ban…” mere nåede hun ikke at sige, før jeg afbrød hende: ”Givet din bror bank! Kan du ikke se eller i hvert fald høre, at det faktisk var ham som startede det hele!? Jeg prøvede faktisk bare, at beskytte en af mine venner!” Jeg var en smule sur nu, og det var Kate vist også. Hendes øjne blev igen fjerne og vrede, og jeg havde mest af alt lyst til, at forklare hende alt - selvom hun nok ville være ligeglad. Det var ikke retfærdigt, at hun sad og dømte mig! ”Men det var ham - min bror, som ente på sygehuset - og ikke dig!” Hun rejste sig op mens hun sagde det, og kiggede truende ned på mig. Jeg skyndte mig op på benene, så vi næsten var lige høje - heldigvis var jeg alligevel den højeste, så det var ikke nær så skræmmende endda. Jeg førte mit hoved tættere på hendes, inden jeg svarede hende: ”Men hvis han nu bare havde ladet Louis være, så var han nok ikke endt der!” Mine tone var hård, men det var hendes også. ”Så du siger altså, at det udelukkende var hans egen skyld? At det var ham, som lavede fejlen, og ikke dig?” Jeg nikkede hurtigere end jeg kunne svare, og pludselig lød der et klask, og Kates hånd ramte koldt og hårdt min kind, som var den en pisk. ”Av for pokker!” skreg jeg op, mens jeg med min ene hånd tog mig til kinden, og hoppede en smule væk fra Kate, så vi ikke stod så tæt på hinanden. Hun stod længe og så på hendes egen hånd - helt stivnet, mens jeg hoppede rundt i smerte. Tænkt, at sådan en tøs, kan slå så hårdt!

”Kate?” spurgte jeg forsigtigt, men en smule vredt, efter hendes lille stunt. Hun nikkede stille, før hendes blik gled væk fra hendes hånd, og op på mig. Vi kiggede længe på hinanden, og jeg så kun panik i hendes øjne. ”Se nu hvad du fik mig til” råbte hun så, og jeg blev meget forbavset. ”Fik jeg dig til det?” spurgte jeg surt, inden jeg igen forsatte: ”Du kunne bare lære at kontrollere dine bevægelser”. Jeg var vred! Godt nok havde jeg fået en flad, men det der irriterede mig mest, var da helt klart, at hun bebrejdede mig for alt! ”Du skal ikke fortælle mig - eller overhovedet belærer mig om, at kontrollere bevægelser! Hvis ikke det var for dine handlinger, så stod vi ikke her!” hun næsten skreg mig ind i hovedet, men jeg det gjorde mig ikke noget. ”Jeg var fuld, okay Kate? Jeg var så fuld, at jeg ikke kunne skelne mellem rigtig og forkert, og det er jeg frygtelig ked af den dag i dag”. Jeg lød lidt, som en voksen, som talte til et barn, men sådan var det. ”Du fortryder det ikke en skid!” svarede hun mig surt råbende tilbage, mens hun stampende en smule i gulvet for at understrege det. ”Du har jo hele verden i din hule hånd! Alt hvad du ønsker dig!” hun lød på en måde misundelig på mig, mens hun samtidigt hoverede. ”Jeg har overhovedet ikke alt hvad jeg ønsker mig!” råbte jeg hende tilbage i hovedet, og jeg kunne mærke vreden presse sig på. Jeg kunne snart ikke tage mere, men var alligevel godt klar over, at det var mig, som skulle passe på, og være den ansvarlige, da Kate var helt ude af den. ”Nårhhh! Stakkels lille Harry! Hvad er det så, at du mangler?...  At vinde over en uskyldig dreng?”. Hun lød som en lille teenager, som ikke fik sin vilje. Og hvorfor fattede den pige dog ikke en skid? Hvorfor var jeg alligevel så dum at blive ved? Det var jo tydeligt, at hun havde fået et helt forkert indtryk af mig, og jeg tror virkelig ikke, at hun vil ændre det. ”Nej, overhovedet ikke!” svarede jeg hende strengt tilbage, mens jeg gik tættere på hende igen. ”Hvad er det så, at du sådan går og mangler?” råbte hun hårdt og højt tilbage i ansigtet på mig, som nu var placeret ud for hendes. Jeg bed mig kort i læben, og kiggede lidt væk. ”Svar mig, Harry! Eller er det fordi, du slet ikke ved, hvad du egentlig mangler?” hendes tone var hård og hendes øjne var så fulde vrede, at de næsten kunne brænde. Jeg ønskede en smule, at jeg ikke havde flyttet hovedet tilbage for at se på dem, men valgte alligevel jeg at svare: ”Dig” hviskende jeg langsomt, og kiggede med varsomt blik på hende. ”Mig? Hvad er der med mig?” spurgte hun, mens hendes stemme kun var høj, og ikke råbende mere. ”Dig! Du er dét jeg mangler”, svarede jeg hende frustreret, hvorefter hendes blik blødte en smule op. ”Mig?” hviskende hun forvirret tilbage, og jeg kunne se på hende, at det ikke lige var det, som hun havde regnet med, at jeg ville sige. Jeg nikkede stille til hende, hvorefter vi stod og betragtende hinanden lidt.

”Men kan du slet ikke se, at det ikke går?” spurgte hun mig med en mild stemme, og jeg kunne høre på den, at der ikke skulle meget til, før hun kunne begynde at græde. Jeg rystede blidt på hovedet. ”Nej, det kan jeg ikke”. Hun kiggende på mig med opgivende øjne, og jeg lod mærke til, at hendes hænder knyttede sig sammen. ”Min familie vil ikke tillade det, Harry… Det må vi bare indse. Vi kan ikke ses sammen. Vi kan ikke være den mindste smule venner…” hendes stemme døsende hen, og der samlede sig en klump i halsen på mig. Den sætning ville jeg bare ikke høre! ”Men det var jo ikke meningen… Hvis jeg havde vidst det var din bror… Jeg beder dig!” min stemme knækkende over flere gange, og jeg følte en stor smerte indeni. ”Vi har kun kendt hinanden i et par dage…” begyndte hun, mens en tåre faldt fra hendes kind. ”Derfor burde vi godt kunne lade hinanden være…” hun holdte en kort pause, og jeg trak hende ind til et kram. Jeg regnede med, at hun ville gøre modstand, men hun slappende helt af, og samlede hænderne rundt om mig på min ryg.

Der gik lidt tid, før at hun trak sig væk fra mig, og jeg kunne se hvordan tårerne stod ned af kinderne på hende. ”Hvorfor skal du også være tiltrækkende? - Så anderledes?” spurgte hun mig, mens hun tog hænderne op til hovedet, og rystede det forvirret. ”Kan du ikke se, at det ødelægger mig liv?... Min hjerne siger, at jeg skal holde mig fra dig, mens mit hjerte siger, at jeg gerne må tale med dig!” Hendes ord ramte plet. Jeg indså endelig, at hun følte ligesom mig, og for første gang, kunne jeg sætte mig ind i hendes sted. ”Men…” begyndte jeg, men blev hurtigt stoppet. ”Ikke noget men. Vi er nødt til at lade det ligge… Du skal ikke snakke til mig igen… Du skal lade mig være!” Jeg rystede chokerende på hovedet. Når man endelig troede, at man havde regnet hende ud, så kom der noget nyt. ”Det kan jeg ikke” svarede jeg hende i en hviskende blid tone. ”Det skal du!” hulkende hun, mens hun begyndte at slå mig på brystkassen. ”Det skal du! - ellers svigter jeg mig bror!” hun råbte mig lige ind i ansigtet, mens hendes knytnæver bankede mod min brystkasse, men jeg blev alligevel stående, og tog imod mine slag. Hvis det her hjalp hende, tog jeg det gerne med. Bare jeg ikke skulle love, at jeg holdte mig væk fra hende, for det ville jeg ikke!

 

Kate havde forladt mig alene, da hun grædende var løbet ud på toilettet. Jeg havde brugt hele min pause sammen med hende, og måtte derfor direkte tilbage til retten. Louis og Tim sad der allerede, og jeg skyndte mig hen til dem. ”Hvad er der sket?” kom det hurtigt omsorgsfuldt spørgende fra Louis, som kiggede og pegende på min kind. Jeg trak lidt på skuldrene, inden jeg svarede: ”Jeg løb bare ind i Kate”. Jeg sendte ham et falsk lille smil, som han forgæves prøvede at gengælde. ”Har du tænkt dig at melde hende?” lød den fra Louis, der forsigtigt kørte pegefingeren hen over mit røde håndmærke, som Kate havde givet min kind. ”Nej” svarede jeg, mens jeg rystede meget forsigtigt på hovedet, så Louis´s finger flyttede sig mindst muligt. ”Jeg tror, at én retssag med den familie er nok”. Louis nikkede forstående, og sendte mig et lille smil, hvorefter vi begge kiggede over mod døren, hvor Kate kom gående ind. Hun havde fået tørret tårerne væk, og lignede på en eller anden måde sig selv igen.

 ”Men jeg tror egentlig godt, at du kunne vende denne her sag til din fordel, hvis du fortalte dem om det” hviskede Louis til mig, da dommeren nu kom gående ind. Vi rejste os alle sammen op, mens jeg nikkede til ham. ”Måske… Men jeg vil helst ikke udsætte den familie for mere… Jeg vil ikke ødelægge den, eller gøre mere skade”. Louis sendte mig en venligt blik, hvorefter vi satte os ned igen.

 

”Velkommen tilbage - efter vores lille pause” lød det fra den kvindelige dommer. Jeg nikkede pænt til hende, hvorefter hendes blik stivende på mig. ”Jamen Harry dog!” udbrød hun: ”Hvad har du dog lavet?” Jeg kiggede spørgende på hende, men fandt så svaret, da hun tog sin hånd op til hendes egen kind og pegede. Jeg havde virkelig ikke regnet med, at alle ville kunne se det, og det avede mig lidt, at jeg ikke lige havde set mig i spejlet - inden jeg var gået herind igen. Jeg kiggede over på Kate, som sad helt rank og så rædselslagen ud. Bagefter kiggede jeg tilbage på dommeren, sendte et lille skævt smil, og trak lidt på skuldrene. ”Ikke noget særligt, høje dommer”.               

________________________________________________________________________________

Så fik vi en lille smule om selve sagen, men også om Kates forhold til Harry og hendes bror. Hvad synes I egentlig om hende? Er det i orden, at hun slog Harry? Kan I godt forstå, at Harry er en smule forvirret? Og bør han bare give op?

Jeg ved godt, at kapitlet ikke er helt gennem arbejdet, men jeg har desværre så mange lektier, så det er ikke nået at blive rettet helt igennem. Men da jeg gerne snart vil have noget publiceret igen, så I ikke skal vente, så håber jeg, at I kan læse hen over fejlene.

Men stadig tusind tak til jer som læser med! Det er utrolig dejligt! :) Jeg bliver SÅ glad, når jeg ser favoritlisterne, kommentarer og likes. :D Så endnu engang TAK!.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...