My Biggest Mistake! (1D)

Den berømte Harry Styles er lige nu i alle mediernes søgelys, da han til en fest gav en anden dreng bank. Harry er ikke stolt af det selv, og vil allerhelst have, at den lille episode bliver glemt hurtigst muligt. Desværre ligger drengen sag an mod ham, og det gør ikke Harrys situation nemmere. Simon Cornwell har nemlig truet med at aflyse alle drengenes koncerter til sagen er færdig - så nu er det ikke kun Harry det hele går ud over! Derudover møder Harry den skønne Kate, da han den ene dag sidder i venteværelse til retten, og han finder hende utrolig tiltrækkende. Kate og Harry udveksler numre, og Harry ser endeligt et lille lyspunkt i sit liv. Men alligevel er heldet ikke med Harry, da han opdager, at Kate er søster til drengen som han slog. Kan Kate og Harry alligevel finde ud af tingene sammen? Og vil One Direction overhovedet komme på turné i år? Og hvad med de andre drenge fra One Direction - vil de overhovedet tale med Harry?

46Likes
43Kommentarer
3857Visninger
AA

4. Positive Kate!

”Hej Kate” svarede jeg, og smilede for mig selv, da jeg nu fik lidt positiv energi tilbage. Hun grinede lidt i telefonen: ”Er det sådan, at du altid ringer til dem du lige har mødt - flere gange om dagen?” Jeg trak en mime, da jeg egentlig godt kunne se det sjove i det. ”Øhh nej… Faktisk er det noget helt nyt, som jeg lige er begyndt med” svarede jeg hende glad, mens jeg allerede kunne mærke, at min flirtende stemme blev fundet frem. ”Nårh! Jamen, det er da godt! Hvor mange nye har du så ringet til i dag?” hendes stemme var stadig glad, hvilket fik mig til at smile. ”Faktisk kun dig. Du er den eneste heldige!” fik jeg sagt, mens jeg lød sådan lidt smart på den. ”Hold da op! Jeg er meget smigret!” kom det fra hende, men jeg kunne ikke rigtig konkludere, om det var ironi, eller om hun rent faktisk mente det.

Der var en smule stilhed i telefonen, og det føltes måske en smule akavet, end til hun heldigvis begyndte at tale igen. ”Men var dét det eneste, som du ringede for at sige?” spurgte hun med sin blide tone. I baggrunden var det nu begyndt at larme lidt, og der kom en smule støj på linjen. ”Nej… altså jeg… jeg ville faktisk høre om du ikke ville med på café?” Jeg stoppede desværre lidt op i sætningen, hvilket virkede som om, at jeg var nervøs - og det skulle hun ikke vide, at jeg rent faktisk var. Hun grinte sit fine blide grin, inden hun svarede mig. ”Mener du nu?” hun lød en smule overrasket, men det gjorde ikke mig spor. ”Ja?!” svarede jeg hende hurtigt, da støjen blev større i baggrunden. Det lød virkelig som om, at hun stod ude midt på motorvejen! ”Beklager Harry, men jeg skal altså hen og købe en gave til min veninde…” svarede hun mig, og derefter gik jeg en smule i stå. Det eneste som jeg havde tilbage, havde heller ikke tid til at være sammen med mig! Jeg var alene! Forever alone! Lovely boy - hvis man altså vidste lidt om Gossip girl (og Ja! Jeg ved godt, at det er en pige serie, men ærlig talt, så er jeg en dreng, og de piger, som er med i den serie, ser da vildt godt ud!) ”Er du der, Harry?” lød det fra telefonen, som jeg helt havde glemt, at jeg stadig stod med i hånden. ”Hmm…” svarede jeg, da jeg lige skulle samle mig selv igen. Jeg sank min klump i halsen, før jeg kunne forsætte: ”Kan du så senere?” Måske lød jeg lidt for ivrig, eller måske for interesseret, men altså det var jeg vildt ligeglad med. For mig galt det bare om, ikke at skulle være alene. ”Hmm… Jeg ved desværre ikke hvor lang tid det tager at købe gave…” hendes positive stemme var forsvundet en smule, og det gjorde mig bare mere trist. ”Okay… Jamen så håber jeg, at du finder en god gave…” svarede jeg hende så, og prøvede at virke glad, selvom min stemme var en smule trist. Det var tydeligt at mærke budskabet om, at hun ikke gad være sammen med mig - selvom hun godt vidste, at jeg altså ikke var morder! ”Tak Harry!” lød det fra hende, før jeg sukkede en smule.

 ”Harry?” spurgte hun efter en kort stilhed, og lød lidt gladere end før. ”Ja?” svarede jeg bare, men havde stadig min triste stemme i gang. Dog lød den også lidt forundret. ”Hvis du vil, må du jo gerne tage med mig ud og købe en gave til min veninde… men jeg ved bare ikke, om det vil være noget for dig, da vi sådan skal i pigebutikker, og du er jo en dreng…” hun snakkede igen glad, og nåede næsten ikke at blive færdig før jeg fik svaret. ”Det lyder super! Hvor skal jeg møde dig?” Der kom et lille fnis fra hende, og det lød til, at jeg havde sagt noget rigtigt. ”Mød mig på torvet om 20 minutter. Jeg er allerede på vej med bussen” svarede hun så, og jeg forstod derfor bedre, hvorfor der havde været så meget larm på linjen. ”Det er en deal! Vi ses!” bagefter lagde jeg på, og begyndte straks at gå over mod torvet, som heldigvis kun lå 10 minutters gang herfra.  

 

Jeg ventede i 10 minutter henne ved en mur, så man ikke fik nær så hurtigt øje på mig. Ikke fordi jeg ville gemme mig for Kate - nej, det var mere for mine fans. Der gik mange grimme rygter om mig på både facebook og twitter, og jeg havde også fået klar besked på, at holde mig væk fra medierne, og tage lidt afstand til fansene. Det var på en måde rart, men samtidigt også skidt, da jeg jo elskede mine fans overalt på jorden, da det var dem som jo gjorde, at jeg kan lave det jeg gør!

Kate kom gående med hastige skidt, og jeg kunne se, at hun ikke havde set mig. Jeg tog forsigtigt min mobil op, og sendte hende en hurtig sms: ”Henne ved den høje røde mur bagved dig” skrev jeg, og lidt efter kiggede hun først på mobilen, og derefter på mig. Hun sendte mig det der kæmpe smil, som jeg allerede elskede! Jeg begyndte, at gå hen mod hende, og ligeledes gjorde hun må mig. Da vi nåede frem til hinanden slog jeg armene ud, og omfavnede hende. Jeg vidste ikke, om det måske var at gå over grænsen, men ærlig talt, hvem ville ikke have et kram af mig? Og så havde jeg også bare sådan lyst til at give hende et - hun havde trods alt reddet denne her dag! Jeg trak hende helt ind til mig, uden af det virkede for åbenlyst, og lukkede øjnene en smule. Hendes duft gik lige i næsen på mig, og den mindede mig lidt om hyacinter (kender kun til den blomst, da det er min mors favorit - bare så vi lige har på det rene, at jeg ikke går op i blomster!). Efter lidt tid trak hun sig væk fra mig, og kiggede mig lige ind i øjnene. ”Er du helt sikker på, at du ikke har noget i mod, at skulle gå i pige butikker?” hun spurgte venligt, mens jeg bare nikkede med hovedet. Jeg var helt sikker! Hellere være sammen med hende i nogle nedern butikker, end at være alene og forladt! ”Jamen godt så!” svarede hun mig, og sendte mig et bredt smil, som jeg kun kunne gengælde. ”Hvor starter vi?” spurgte jeg så, og var alligevel lidt nysgeri. ”Jeg ved det ikke helt… jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal give hende?” svarede hun mig, mens hun satte sine læber sammen og trak dem ud til den ene side, så hendes ene kind rynkede lidt. Hun kiggede lidt forvirret ned i jorden, og jeg kunne se, at det pinte hende lidt - måske synes hun, at det var pinlig ikke at have styr på det. ”Bare rolig” lød det så fra mig, inden jeg fik forsat: ”Vi kan bare gå i magasin… De har en masse forskelligt! Og jeg skal nok hjælpe dig”. Hun kiggede hurtig op på mig, og hendes øjne lyste af glæde. Hun bed sig kort i læben, inden hun sendte mig et smil. ”Det lyder godt!... Skal vi så ikke bare komme af sted?” hendes stemme var glad, hvilket sagde mig, at jeg havde sagt helt det rigtige. Jeg nikkede til hende før vi begyndte at gå væk fra torvet, og ned mod magasin.

Vi gik ved siden af hinanden uden at have fysisk kontakt, men alligevel så tæt, at man kunne se, at det var os som gik sammen. Jeg åbnede døren for hende, da vi gik ind i magasin, og man kunne se et lille smil brede sig i hendes øjne. Hun var nok ikke vand til, at andre åbnede døren for hende, hvilket faktisk var ret mærkeligt, da hun var det, jeg ville kalde for en skønhed!

Vi forsatte op af rulletrapperne til vi endte i kvindeafdelingen, hvor vi stoppede op for at læse skiltene. ”Dametøj” stod der på et skilt, som pegede mod højre. ”Kontorartikler og andet” stod der på et skilt, som pegede mod venstre. Jeg kiggede på Kate, som forsigtig trak på skuldrene, mens det lignede, at hun kraftigt overvejede i hvilken retning vi skulle. Jeg sendte hende et lille smil, og lidt efter begyndte hun at gå mod venstre. Yes man! Hun valgte venstre, hvilket ville sige, at vi skulle kigge på kontorartikler - og ikke på dametøj! Jeg gik efter hende i hælene, hvor vi kort tid efter nåede til et rum fyldt med vaser, blomster, lamper, smykker, bøger osv. Var det virkelig hvad kvinder kaldte for kontorartikler?! Det var da noget mærkeligt noget! Kate begyndte straks at kigge rundt på hylderne, mens jeg stod lidt forstenet, og skulle komme til mig selv. Det meste af alt det her var lyserødt! Jeg var virkelig havnet i pigeafdelningen! Men okay, det var jo bedre end at være alene.

Da jeg endelig var kommet til mig selv, og fået vænnet mig til den lyserøde farve, gik jeg over til Kate, som stod med en bog i hånden. Jeg kiggede grundigt på den, da dens titel synes lidt underlig. ”Kvinderne fra Mars” stod der på den. ”Siger man ikke, at kvinderne er fra Venus?” røg det ud af mig, og jeg opdagede, at Kate først havde set mig nu. Hun lavede et lille spjæt, som viste, at hun ikke havde set, at jeg var kommet hen til hende - så hun havde nok stået i sine egne tanker. Hun kiggede på mig, og smilte lidt. ”Jo, det er rigtigt. Det er det man siger”, svarede hun mig, med sin venlige tone, som i starten var lidt ude af takt, og lød en smule overrasket. ”Så er det da mærkeligt at give sin bog den titel” svarede jeg hende tilbage, og løftede øjenbrynene en smule, så jeg kunne mærke, at der kom nogle rynker i min pande. Hun trak lidt på skuldrene før hun svarede: ”Måske er det fordi, at de kvinder i bogen er mandige i det… Eller måske er det fordi forfatteren ikke mener, at der er forskel på mænd og kvinder, eller at de har byttet planet… hvem ved”. Hun lød utrolig klog mens hun sagde det, og jeg fangede mig selv i at stå og nikke. Bare det at kigge på hende imens var ret tiltalende - så hvis hun havde været min lærer i skolen, så havde jeg aldrig overvejet at stoppe! Det skal jeg virkelig huske at fortælle Louis… Når det her altså er overstået…

Hun satte med små grundige bevægelser bogen på plads, og forsatte hen mod nogle andre hylder. Her var der blomster overalt, hvilket ikke gjorde det nemt at være mig. Jeg løftede forsigtigt min hætte på min trøje op over hovedet, så der ikke var så mange der ville genkende mig. Jeg kunne lige se, at en meget vigtig journalist eller sådan kom gående, og fik fanget den bedste historie i verden, som kun ville ydmyge mig mere, end hvad godt allerede er!

Kate var stoppet op, og stod nu med et smykkeskrin i hånden. Det var en smule stort, så der kunne være mange smykker i.  Selve smykkeskrinet var sort, men rundt omkring sad der sten på det - som nok skulle forstille diamanter. Hun lagde sig ned på knæ, og åbnede det forsigtigt. ”Aww” lød det fra hende, da nogle rum beklædt med fløjsstof kom til syne. Hun kørte langsomt sin hånd hen af det, og jeg kunne se et smil forme sig på hendes læber. ”Det er flot!” sagde jeg så, hvorefter hun kiggede op på mig. Hun nikkede smilede til mig, hvorefter hendes hoved igen blev drejet mod smykkeskrinet. Hun trak stille en skuffe ud, hvor stoffet var endnu finere. Jeg flyttede mine øjne fra smykkeskrinet, og placerede dem på Kate i stedet. Hendes øjne lyste, som var det juleaften. Måske skulle hun købe det til sig selv, og ikke til hendes veninde. Kate lukkede skuffen igen, og klappede med forsigtige stille bevægelse smykkeskrinet sammen igen. Bagefter tog hun det op i hænderne, og vendte det om. Hendes ansigt skiftede straks glæden ud med sorg, hvorefter hun stillede smykkeskrinet fra sig. Jeg kneb mine øjne en smule sammen, og kiggede spørgende på hende. ”Er det alligevel ikke godt nok?” spurgte jeg meget forsigtigt. Hun rystede stille på hovedet. ”Det er utrolig flot, men desværre alt for dyrt…” Hun rejste sig op igen, og gik så videre. Jeg stod jeg for mig selv, og så hende forsvinde om bag en anden hylde. Bagefter løftede jeg smykkeskrinet og læste på prisen: 1800 kr. stod der, og jeg kunne nu bedre forstå hendes triste ansigt. For mig var det ikke så mange penge mere, men hvis jeg satte mig i hendes sted, eller hvor jeg var for et par år siden, så rente man ikke bare rundt med 1800 kr. Jeg satte forsigtigt og pænt smykkeskrinet fra mig, og løb efter hende.

Efter 3 timer havde Kate endelig fundet en gave til hendes veninde, og jeg havde derfor tilbudt hende, at give frokost. Hun havde først været lidt skeptisk, men havde heldigvis alligevel sagt ja efter en smule overvejelse. Vi fulgtes ad ned mod en lille café, som heldigvis havde plads til os. Vi fik et lille hyggeligt bord i hjørnet, hvilket kun passede mig rigtig godt!

Da vi havde bestilt og ventede på maden, tænkte jeg, at det ville være det perfekte tidspunkt, at lære hende at kende på. Jeg lænede mig derfor med pæne bevægelser ind over bordet, og kiggede interesseret på hende. ”Gør det noget, hvis jeg gerne vil vide nogle ting om dig?” spurgte jeg hende, og brugte min flirtede hæse stemme. Hun bed sig forsigtigt i læben, og sendte mig et skævt blik. ”Nej, det tror jeg da ikke… Spørg løs, så svare jeg på det jeg vil”, svarede hun mig, og lød stadig positiv. Det lød egentlig meget rimeligt, så jeg valgte derfor at gå i gang med det samme. Jeg startede helt fra bunden. ”Hvor gammel er du helt præcist?” spurgte jeg, hvorefter jeg fugtede mine læber. ”18” kom det hurtigt fra hende, og det så ud som om, at hun allerede var klar til næste spørgsmål. 18 år! Jeg ville da tro, at hun var i starten af 20´erne! Jeg rystede lidt på hovedet, så jeg kunne komme tilbage til mine spørgsmål. ”Hvad laver du så i hverdagen?... Altså jeg mener, skole eller arbejde?” Hun kiggede på mig, og skød underlæben lidt ud inden hun svarede. ”Jeg er i gang med mit sidste år i gymnasiet”. Jeg nikkede forstående og interesseret. ”Hvad med dig?” lød det fra hende, hvilket ødelagde min spørgerunde lidt. Jeg trak kort på skuldrene. ”Jeg arbejder. Jeg stoppede i gymnasiet, da der kom noget bedre…” Nu var det hende, som sad og nikkede, og kiggede interesseret på mig.

Jeg skyndte mig at tage styringen igen. ”Kan du fortælle mig lidt om dig selv? Din hobby eller barndom eller sådan noget?” Hendes ellers så glade øjne blev en smule blanke, og hun så ned i bordet. Hendes smil forsvandt langsomt og hun tog en dyb indånding. ”Har jeg sagt noget forkert?” skyndte jeg mig at spørge hende, hvorefter hun kiggede op, og lagde armene op på bordet. ”Nej, nej… Overhovedet ikke… Men jeg ved ikke hvor spændende mit liv er at høre om”. Hendes stemme var en smule trist, selvom jeg godt kunne høre, at hun prøvede at lyde glad. ”Det er sikkert spændende nok” svarede jeg hende: ”Alle har jo en historie at fortælle”. Hun nikkede langsomt før hun begyndte at tale: ”Jeg kommer fra det man nok vil kalde en fattig familie. Mine forældre har heller ikke de største uddannelser, og vi har altid levet lidt primitivt…” Jeg nikkede forstående, og prøvede at sætte mig ind i hendes sted. ”Jeg har derfor altid fået af vide, at jeg skal passe min skole og få en uddannelse, så jeg senere hen kan forsøge mig selv”. Hendes stemme blev en smule mere kraftfuld, og hun havde vist fået sin styrke tilbage. ”Det er da et godt råd” svarede jeg hende, hvorefter hun talte lidt igen. ”Jeg har faktisk altid gået i min brors aflagte tøj, arvet hans cykler, hans senge, hans tasker, hans bøger… Ja, faktisk har jeg altid arvet ting fra ham”. Jeg kiggede på hende med et medlidenheds blik. Det måtte da overhovedet ikke være fedt, at være pige, og så kun have drengeting! Og så synes jeg da slet ikke, at hendes historie var kedelig! ”Men så da jeg blev gammel nok til at arbejde, så begyndte jeg med sådan et fritidsjob, hvor jeg tjente nogle penge, som jeg så satte ind på en opsparing… og så her da jeg blev 18, valgte jeg så at bruge pengene på en lejlighed, så jeg er lige flyttet hjemmefra” lød det glædeligt fra hende. Hendes øjne ramte mine, og de var igen fyldt med stolthed. Hun smilede til mig, når hun talte om lejligheden, og man kunne mærke på hende, at den var noget, som hun ikke mindst var stolt af, men også glad over. ”Det er ret flot, at du selv har sparet sådan en sammen!” svarede jeg hende, og hun nikkede stille. ”Det var også lidt svært, når der også var lektier… men sådan er livet!” hun lød stadig glad, hvilket jeg nu kun beundrede hende endnu mere for, efter jeg havde fået et indblik i hendes liv. Jeg lagde forsigtigt min hånd ovenpå hendes, som stadig lå på bordet. Hun kiggede en smule på den, men flyttede ikke sin egen.”Men til gengæld har jeg en familie som er tæt sammen. Vi elsker og støtter hinanden! Faktisk kender vi hinanden så godt, at vi bare ved, når der er noget galt”. Hun smilte til mig, og jeg sendte hende et stort smil igen. ”Det er nok også det vigtigste!” svarede jeg hende, hvorefter jeg nussede hendes hånd.

Vi snakkede lidt længere, men blev så pludselig forstyrret af nogle fans. To små piger på omkring de 13 år, kunne selvfølgelig kende mig, og ville gerne have min autograf. ”Harry Styles jeg elsker dig!” udbrød den ene, som var lyshåret. ”Tak” svarede jeg hende glad, og tog imod hendes papir og kuglepen. ”Ja vi elsker dig så højt, så vi ved, at du nok skal vinde i retten” sagde den anden, hvis hår var mere leverpostej farvet. Det var da utroligt, at nogle så unge piger vidste det, eller i hvert fald fulgte med. Men ærligtalt, så gjorde det jo også bare, at man ikke kunne glemme det. ”Jamen tak! Det håber jeg sådan at jeg gør” svarede jeg hende venligt tilbage, og jeg rakte dem papiret og kuglepennen. De smilte et kæmpe smil begge to. De skulle lige til at gå, da pigen med det lyse hår, vendte hovedet mod mig: ”Jeg tror slet ikke på, at du kunne finde på at slå nogen! Ham Jake er bare en løgner!” Jeg stivende lidt, da jeg hørte hans navn, hvorefter pigerne igen forsvandt. Jeg vendte mig om mod Kate, som sad som forstenet. ”Hey” sagde jeg forsigtigt, men hun reagerede ikke. Jeg løfte forsigtigt hånden op foran hendes ansigt, og vinkede lidt, hvorefter hun kom til sig selv. Hun var tom i ansigtet, og hendes blik var koldt. ”Lige et spørgsmål, Harry” lød det fra hende, og hendes stemme lød nu streng. Jeg nikkede hurtigt. ”Er du med i One Direction?” Jeg nikkede igen: ”Ja?”. Faktisk troede jeg, at hun vidste det, men det gjorde hun så åbenbart ikke.

Hun skubbede hurtigt stolen ud fra bordet, tog jakken om sig, greb sin taske, og gik så uden at sige en lyd. ”Hvad sker der?” råbte jeg efter hende, men hun rystede bare kort på hovedet og kig videre. Jeg overvejede at løbe efter hende, men det var desværre for sent. Døren til caféen smækkede, og tjeneren kom med vores mad.

”Velbekomme” sagde tjeneren, hvorefter han gik. Jeg havde slet ikke nået at se, at han havde sat det hele på bordet foran mig. Mine øjne lå kun på døren! Jeg håbende så inderligt, at hun lige om lidt ville komme ind igennem den igen, men desværre skete det ikke. Jeg greb hurtigt min pung, og smed pengene på bordet. Bagefter tog jeg min jakke, og løb så ud af døren. Hun kunne da ikke være noget langt!

________________________________________________________________________________
Så fik I et afsnit, som mest handlede om Kate og Harry :)
Hvad tror I så, at der vil ske? Vil Harry finde hende? Eller vil han glemme det, og tage en snak med hans elskede drenge i stedet? Eller er han bare dømt til at være lovely boy?

Endnu en gang tak fordi I læser med! Det er jeg virkelig glad for! I er som altid velkomne til at smide en kommentar, like eller favoritliste. :)  

Og så må I undskylde ventetiden, men lektierne kalder... desværre :(

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...