My Biggest Mistake! (1D)

Den berømte Harry Styles er lige nu i alle mediernes søgelys, da han til en fest gav en anden dreng bank. Harry er ikke stolt af det selv, og vil allerhelst have, at den lille episode bliver glemt hurtigst muligt. Desværre ligger drengen sag an mod ham, og det gør ikke Harrys situation nemmere. Simon Cornwell har nemlig truet med at aflyse alle drengenes koncerter til sagen er færdig - så nu er det ikke kun Harry det hele går ud over! Derudover møder Harry den skønne Kate, da han den ene dag sidder i venteværelse til retten, og han finder hende utrolig tiltrækkende. Kate og Harry udveksler numre, og Harry ser endeligt et lille lyspunkt i sit liv. Men alligevel er heldet ikke med Harry, da han opdager, at Kate er søster til drengen som han slog. Kan Kate og Harry alligevel finde ud af tingene sammen? Og vil One Direction overhovedet komme på turné i år? Og hvad med de andre drenge fra One Direction - vil de overhovedet tale med Harry?

46Likes
43Kommentarer
3851Visninger
AA

9. Look after Kate...

Kate faldt i søvn på vej hjem i bilen, hvilket egentlig også var naturligt, da hun havde fået en del smertestillede, da hun skulle sys. Hun havde overhovedet ikke syntes om det, og havde nærmest klemt alt blodet ud af min hånd, mens hun lå der. Tårerne havde løbet fra hendes øjne, men hun havde ikke grædt sådan rigtig med lyd på - selvom hun lignede en, som utrolig gerne ville. Hun havde rystet en del, da det var overstået, så det endte med, at det var mig, som fik alle detaljerne af vide, da Kate virkede helt fra den. Heldigvis var hun faldet til ro ude i bilen, og lige nu sad hun sødt med hovedet lænet op af sælen og sov.

Jeg bremsede bilen, og satte den i frigear, hvorefter jeg trak bremsen. Bagefter gik jeg ud af bilen, og om på Kates side, hvor jeg stille fik løftet hende op i min arme. Hun var helt slap og tung, og det virkede ikke til, at hun vågnede det den mindste smule.

Jeg havde med vilje rodet i hendes taske, og taget hendes nøgler, så da vi nåede hen til døren låste jeg hurtigt op, hvorefter jeg forsatte op af trapperne. Hun blev godt nok lidt tung i længen - og det var jo ikke fordi hun var tyk eller overvægtig eller noget, men fordi hun var helt afslappet.

Endelig nåede jeg op på tredje sal, og stod foran hendes dør, som jeg også fik lås op - dog med lidt besvær, da mine kræfter snart var brugt op. Jeg trak forsigtigt i håndtaget, og lavede et lille spark med foden, så døren åbnede sig, hvorefter jeg trådte ind. Jeg satte direkte kurs mod hendes soveværelse, som jeg kendte fra tidligere på dagen. Jeg nærmest vaklede på mine ben, da jeg nåede hen til sengen, og lagde hende så, så forsigtigt og mildt ned som jeg overhovedet kunne. Stille bandt jeg båndet af tyl-skørtet op, og trak det stille af ned over hendes ben, hvor det ene var bundet ind i gips. Bagefter åbnede jeg hendes skjorte, og trak den af hende. Hun bevægende sig ganske kort, og det lignede at hun lagde sig til rette. Jeg lagde derefter forsigtigt dynen over hende, så hun ikke skulle fryse, og fjernede noget af hendes hår fra hendes kind. Hun så simpelthen så fredfyldt ud, og jeg kunne ikke lade være med at stå og smil. Jeg trak mig stille væk, og vendte om, da en hånd greb fat i min arm. Forskrækket vendte jeg mig rundt, og så på Kate. Hun havde stadig lukket øjne, mens hendes hånd havde et fast greb om min arm. ”Bliv Harry” hviskende hun uden at åbne øjnene. ”Selvfølgelig” hviskende jeg hende blidt tilbage, og satte mig ned på knæ foran hendes ansigt: ”Jeg sover inde i stuen, så du kan altid kalde”. Jeg prøvede at lyde venlig, og fatte mig i korthed. Hun rystede lidt på hovedet - selvom hun faktisk ikke måtte det, men det havde jeg glemt at fortælle hende. ”Bliv her ved mig” hviskede hun igen, i sådan en søvnig tone. Jeg stod lidt og nikkede for mig selv, inden jeg fik besluttet mig for at svare. ”Okay… Det skal jeg nok! Giv mig 5 minutter”. Hun nikkede ganske lidt, hvorefter hun slap min arm.

Hurtig løb jeg ind i stuen, hvor jeg fandt et tæppe, som jeg kunne have over mig, når nu der kun var én dyne. Bagefter gik jeg ud i køkkenet og tog et glas vand, hvorefter jeg vendte tilbage til soveværelset. Jeg havde nu fået slukket alt lyset, og jeg listede stille hen til hendes seng. ”Er du sikker på, at det er okay?” jeg lød nok en smule forvirret og uskyldig, men jeg ville nødigt have, at de kunne bruge det mod mig i retten. ”Hmmm” lød der efter lidt tid fra hende, hvorefter jeg trak lidt på skuldrene. Jeg lagde mig stille ned ved siden af hende, og kunne mærke, at hun var helt kold. Hurtig lagde jeg mig tættere på hende, så vi lå i ske. Jeg lagde min arm ind under hendes, og hun greb langsomt fat i min hånd. ”Tak Harry” mumlede hun stille, hvorefter hun faldt hen.

Jeg lå lidt for mig selv og tænkte. Jeg var ikke helt sikker på hvad jeg lavede, eller hvad der ville ske i morgen, men jeg var sikker på, at jeg ikke ville være noget andet sted i hele verden end her!

 

Kates synsvinkel:

 

Mine øjne ville næsten ikke åbne sig, mit hoved føltes ekstrem tungt, og mine ben var ikke til at røre. Hvis ikke jeg vidste bedre, så havde jeg været til en lidt for god fest i går. Jeg vendte mig forsigtigt om på siden, og efter en lille kamp med mine øjne, mødte jeg det stærke dagslys. Alt lignede sig selv, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg kunne ikke lige huske hvad der skete aftenen før, men noget sagde mig, at det gik vildt for sig, da jeg ikke plejer at ligge med de vildeste tømmermænd.

Stille rejste jeg mig op i sengen, men noget sagde mig, at mit ben sagde fast. Jeg rev det i et hårdt ryk til mig, hvilket jeg virkelig fortrød i samme sekund. Hurtigt rev jeg dynen af mit ben, og så ned på den hvide gips. Hvad f--k havde jeg dog lavet til den fest! Hurtigt smed jeg mig tilbage i sengen, hvorefter et skrig røg over mine læber. Min nakke nærmest brændte i smerte! ”AVVVVVVVV!!” skreg jeg igen af mine lungers fulde kraft, da jeg lettede mig fra puden.

Pludselig kommer Harry løbende ude fra gangen med et blad i hånden: ”Hvad sker der?” spørger han meget bekymret, og er hurtigt helt henne ved min seng. Harry Styles? Hvad pokker laver han her? Jeg kan ikke lade være med at stirre ind i hans flotte grønne øjne, som kiggede sødt og med medlidenhed på mig. ”Hvad laver du her?” er det eneste som forlader min mund. Han sender mig et skrøbeligt blik, og nusser stille min kind. ”Det skal jeg nok forklare dig” svarede han venligt tilbage mens han sætter sig på hug foran min seng. ”Men først skal du have noget af drikke, og også helst noget af spise”. Han sender mig et sødt smil, mens jeg sidder helt paf. Var Harry med til festen i går? Og hvorfor virker han så venlig?

 

Harry synsvinkel:

 

Hun ligner virkelig en lille pige, som har gjort noget forkert, da jeg placere et stykke franskbrød med nutella ovenpå, foran hende. Hun smiler sødt til mig, og tager så den første bid. ”Vil du ikke nok forklare mig, hvorfor det er, at jeg sidder i morgenkåbe og spiser morgenmad med dig?... Og nårh ja… Hvorfor jeg er bundet ind i gips, og har mega ondt i hovedet?” hun lyder både forvirret og irriteret mens hun siger det, men det tager jeg mig ikke af. Jeg kan godt forstå, at det irriterer hende ikke at kunne huske noget. ”Jo det vil jeg gerne forklare dig” svarer jeg hende pænt mens hun tager endnu en bid. ”Helt fra begyndelsen?” spørger jeg mildt, mens hun nikker et ja. ”Jamen okay da… For at gøre en lang historie kort, så kom jeg hjem til dig i går, hvor du stod i håndklæde. Jeg ville snakke med dig, men nu ville have tøj på først - hvilket selvfølgelig er helt naturligt... Da du skulle tage tøj på faldt du ude på badeværelsesgulvet, hvorefter vi kørte på skadestuen. Her fortalte de så, at du havde brækket det ene ben, og forstuvet det andet. Du har også hjernerystelse, og er blevet syet i nakken” jeg prøvede at gøre det kort, og håbende så inderligt på, at hun ville kunne huske det, da jeg ellers måtte have fat i lægen.

Kate sad stille og nikkede for sig selv, mens hun tyggede lidt på det. ”Kan du huske det?” spurgte jeg ganske forsigtigt, da jeg var utrolig bange for resultatet. Der gik noget tid inden hun svarede, men hendes nik tog en smule til. ”Ja det kan jeg godt nu… Du holdte mig i hånden, da jeg blev syet, ikke?” hun lød en smule mistroisk på sine egne tanker og ord, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at smile et kæmpe smil til hende, da hun jo kunne huske det. ”Det gjorde jeg lige præcis” svarede jeg hende venligt tilbage. ”Og du sov ved mig i nat?” hun spurgte forsigtigt, og sendte mig et skævt blik. Jeg nikkede langsomt: ”Ja, det bad du mig jo om i nat… Men det var kun fordi jeg har fået til opgave, at passe på dig de næste 24 timer…” Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, eller om jeg på en eller anden måde var gået over grænsen - men alligevel, så havde hun jo selv inviteret mig til at sove ved hende, eller i hvert fald bedt mig om det!

Kate nikkede bare pænt til mig. ”Tak” lød det oprigtigt fra hende, og jeg kunne ikke andet end at sende hende et stort smil.

 

Efter maden fik jeg hjulpet hende ind i stuen, og lagt hende på sofaen. Jeg havde fået forklaret hende om alt det lægen havde sagt, og man kunne se, at hun syntes, at det var dejligt, at jeg passede på hende, selvon det måske var en lidt mærkelig situation. Jeg kunne meget bedre lide denne skrøbelige Kate, som jeg var nødt til at passe på - i stedet for hende den sure, som hadede mig overalt på jorden. Alligevel var min yndlings Kate den glade, positive og smilede, som altid vidste hvad hun skulle sige.

Kate lå på siden i sofaen med en arm under hendes hoved, og kiggede sødt hen mod mig. Hendes glød var kommet tilbage i øjnene, men samtidigt kunne man også se smerten som hun havde efter skaderne. ”Hvad ville du egentlig snakke om?” lød det spørgende fra hende, hvilket gav et lille sæt i mig. Jeg vidste godt, at vi skulle snakke sammen, men jeg havde alligevel ikke regnet med det allerede. ”Om os” svarede jeg hende hurtigt, men næsten lydløst tilbage. ”Os?” kom det forsigtigt fra hende, og jeg kunne mærke den lidt akavede situation i maven. ”Ja, det med, at jeg ikke ville miste dit venskab på grund af det med din bror”, svarede jeg hende hurtigt og selvsikkert, mens jeg prøvede at kaste det over på venskabet, da jeg ikke var sikker på, at hun havde det på samme måde som mig - altså at gå rundt med hende i tankerne hele tiden, men alligevel havde vi jo kysset? Så mon ikke… Arh!

”Det har vi jo talt om Harry…” lød det trist fra hende, som om, at hun allerede havde givet op. Hun lukkede kort øjnene og åbnede dem hurtigt igen. ”Ja, men kan vi så ikke gøre det igen… for jeg vil egentlig også gerne have noget at skulle have sagt!” jeg prøvede at holde mig i en pæn tone, men var alligevel lidt muggen. ”Jo Harry… Så skal jeg forklare dig det igen… Hvis vi ses sammen, så bliver min bror noget så sur på mig… Og så bliver vi uvenner i familien… og i familien er det vigtigt at støtte hinanden… Forstår du? Vi gør bare ikke sådan noget” hun lød trist og opgivende, og jeg kunne mærke på hende, at hun havde det på samme måde som jeg. Jeg rejste mig fra stolen, og listede forsigtigt over til hende, så vores ansigter stod mod hinandens. ”Så du vil ikke have mig?” fløj det ud af munden på mig, før jeg fik tænkt mig om. ”Jo!” svarede hun hurtigt igen: ”Men jeg vil ikke risikere, at min familie vil hade mig resten af livet!” hun lød en smule sur, men samtidigt stadig trist. ”Så jeg betyder altså noget for dig?” jeg spurgte venligt, men vidste egentlig ikke helt hvad der gik af mig. Hvorfor var det egentlig så vigtigt? Jeg kunne næsten få alle de piger, som jeg ville have, men hende her, hun var åbenbart noget for sig. ”Ja, Harry! Du betyder meget!... Se bare alt det, som du har gjort for mig” hun pegede ned på sit ben, og sendte mig et smil. ”Det ville jeg gøre lige meget hvad” betroede jeg hende, hvorefter jeg fjernede en lok hår fra hendes kind. ”Du er simpelthen så sød!” kom det fra hende, og jeg kunne ikke lade være med at smile. ”Men hvordan kan jeg så overbevise dig om, at du skal vælge mig?” jeg lød trist, og jeg kunne se på hendes ansigt, at ordene ramte en smule hårdt. ”Det tror jeg ikke, at du kan…” hendes stemme gik ud i det rene ingenting, og en tåre trillede fra hendes ene øje. Hurtigt, men forsigtigt tørrede jeg tåren væk. ”Giv mig to måneder? To måneder hvor vi er sammen, uden at nogen ved det! Om to måneder kan du så vælge?” jeg lød meget bedede, men mit forslag stod alligevel ved magt. ”Okay” lød det fra hende, mens hun nikkede en smule. Hun var så utrolig smuk med hendes morgenhår, og beskadiget krop. Jeg smilede glad, mens jeg nikkede for mig selv, da jeg ikke havde troet, at mit forslag ville slippe igennem så let - men det beviste vel bare, at hun også følte det samme som mig, ikke?

”To måneder” hviskede jeg stille til hende, mens jeg holdt fast i vores øjenkontakt. ”To måneder” hviskede hun tilbage med et lille smil plantet på læben. Bagefter lænede jeg mig forsigtigt ind over hende, og fandt hurtigt frem til hendes læber, som jeg stille pressede mine mod. Hun kyssede blidt med. Jeg svævede indeni! Dette kys var rigtig lidenskabeligt! - og så var det endda med helt den rette!  

 

Vi var begge faldet i søvn i sofaen, selvom der ikke var meget plads, når Kate havde et ben i gips. Vi lå helt tæt op af hinanden, da jeg pludselig mærker Kate ryste som en gal. Hurtigt åbner jeg øjnene, og ser, at hun ligger i store smertekramper. Jeg hopper hurtigt ned fra sofaen, og kigger på hende. Hun sover stadig, hvilket betyder, at hun ikke har nogen mulighed for at styre dem. Stille løfter jeg min højre arm op til hendes skulder, og ryster forsigtigt i hende. Imens kører min venstre arm frem og tilbage på hendes kind. Der går noget tid før Kate bare slår øjnene op, og til mit uheld, så bliver kramperne ikke mindre. Jeg panikker totalt indeni, men prøver også i denne situation at vise, at det er mig, som har kontrol over dette. ”Kate? Kate er du vågen? Kate kan du høre mig?” jeg prøver, at snakke roligt, men højt til hende, men hun er en smule væk. Jeg tager hårdt fat i hendes skrøbelige krop med begge mine hænder, og holder hende godt fast, så hun ikke kan ryste så meget. ”Kate! Tal til mig! Er du vågen?” jeg råber lige ind i hendes hoved, og kan snart ikke holde panikken inde mere. Lægen havde da ikke talt om kramper, havde han? Lige meget hvad, var jeg i hvert fald nødt til at ringe og snakke med ham.

”Hmm…” lyder det lavt kort efter fra Kate, hvis hænder løftes op til mine, hvor de spænder sig fast. Hun ser bange ud, så nu er det vigtigste at jeg bevare roen. ”Kate, vil du være sød, og prøve at kontroller det? Prøv at slappe helt af”. ”Hmm…” lyder det kort igen, hvorefter hendes greb og mine håndled løsnes en smule. ”Blev ved Kate” lyder det stille fra mig, og jeg kan mærke, at det hjælper. Kramperne bliver langsommere og færre, mens Kate forsigtigt lukker øjnene i. ”Kate, du må gerne lukke øjnene, men du må ikke falde i søvn. Er det forstået?” jeg lyder lidt som en far, men i denne situation gjorde det vist heller ikke så meget. ”Ja” siger hun stille, mens hendes krop bliver helt rolig.

Jeg holder stadig fast i hendes krop, da hun vælger at åbne øjnene igen. ”Tak” hvisker hun blidt til mig, mens hun sender mig et lille smil. Jeg sender hende et stort smil tilbage, da jeg er lykkelig over, at det her nu er overstået. Det var i hvert fald ikke lige det, som jeg regnede med ville ske, når jeg vågnede fra min middagslur. ”Altid” hvisker jeg tilbage til hende, hvorefter jeg planter et kys på hendes pande.

Hun tager min hånd og fletter sin egen ind i min. ”Det er godt, at du er her og passer på mig” smiler hun til mig, mens hendes tone ikke kun er hvisken mere, men blevet noget stærkere. Jeg har mest lyst til at svare, at det vil jeg være hele livet, men alligevel stopper jeg mig selv, så hun ikke føler, at jeg presser hende for meget. ”Ja, det er jeg også glad for. Tænk hvis du havde ligget selv?” kom mit svar så til at lyde på i stedet for. Hun nikker forsigtigt til mig, og ser væk.

”Men jeg må også hellere have ringet til lægen for lige at være helt sikker på, om det er normalt, at man kramper så meget” bryder jeg stilheden med min hæse stemme. ”Ja, det lyder jo meget fornuftigt” svare hun mig venligt, mens hendes blik fanger mit.

Jeg slipper forsigtigt hendes hånd, og rejser mig fra sofaen. Jeg river mobilen op af lommen, og taster straks det nummer som jeg fik af lægen i går. Bagefter forsvinder jeg ud i køkkenet.

 

Da jeg kommer tilbage ligger Kate sødt og fint på sofaen - som om intet overhovedet havde været sket. Hun har tændt for fjernsynet, og ser nu et børneprogram på Disney Chanel. ”Er du ikke blevet lidt for stor til det program?” kommer det kækt fra mig, mens jeg dumper stille ned i den anden ende af sofaen, uden at røre hendes ben den mindste smule. Hun ryster lidt på hovedet: ”man bliver aldrig for stor til Disney!” fastslår hun, mens hendes blik skifter mellem fjernsynet og mig. Jeg trækker let på smilbåndet, mens jeg nikker erkendende: ”Ja… Du har nok ret”, hvorefter jeg retter blikket op fjernsynet og ser med.

Det er et afsnit om en fødselsdag, hvor fødselaren får en gave, som han ikke kan lide, men vil ikke sige det, da han er bange for, at hans forældre bliver kede af det. Alligevel ender det godt, og alle er glade - sådan et rigtigt Disney afsnit, hvor det er meningen at man skal underholdes samtidigt med, at man skal lære noget.

Men alt den gave snak får ledt mine tanker hen på min gave. Den gave, som faktisk var grunden til, at jeg tog herhen.

Hurtigt er jeg oppe af sofaen, og går temmelig stærkt hen til bordet, hvorpå min gave står. Jeg tager den forsigtigt op i armene, og går tilbage til sofaen. ”Hey smukke, kunne jeg måske få dig til at rejse dig op” spørger jeg hende rigtig glad, mens jeg smiler et kæmpe smil. Hun nikker stille, mens hun med stort besvær får smidt begge ben ud over sofaen, og sat sig op. Jeg ligger forsigtigt gaven på hendes lår, mens jeg sætter mig ned ved siden af hende. ”Denne her er til dig” begynder jeg, mens jeg smiler, og nærmest stråler med øjnene. Jeg glæder mig så meget til at se hendes reaktion. Mon hun vil blive glad? Eller vil hun blive sur, fordi det virker for mærkeligt? ”Det er faktisk den enlige grund til, at jeg kom på besøg i går” afslutter jeg sætningen, mens jeg kigger hende direkte i øjnene. Hun nikker sødt, og sender mig et kæmpe smil. ”Men Harry, jeg har jo ikke fødselsdag… Du skulle da ikke have købt noget til mig” hun lyder så forlegen, men stråler også en smule. ”Jo jeg skulle… Det er det mindste jeg kan gøre” svare jeg hende glad tilbage.

Med små bevægelser løsner hun tapen, og pakker papiret ud. Da papiret næsten er af, flytter jeg mine øjne fra gaven op til hendes ansigt. Stille begynder det at lyse, og jeg kan mærke glæden boble inden i min mave. ”Har du virkelig købt det til mig?” spørger hun helt overrasket og rigtig glad. Jeg nikker rigtig glad, men når ikke at svare. ”Det skulle du da ikke… Den er jo så dyr!” hendes glade stemme lyder også en smule alvorlig, men det skal den ikke. ”Det er ikke dyrt for mig, så det skal du overhovedet ikke tænke på… Hvad vigtigere er, kan du så lide det?” svarede jeg hende venligt, og i en rigtig glad tone. Hun skulle ikke føle sig forlegen! De penge var alligevel ikke meget værd for mig. Hendes ansigt lyser stadig: ”om jeg kan? Jeg elsker det! Tusind tak!” hun er helt oppe at køre, men samtidigt også helt nede på jorden. Hendes fingre køre forsigtigt hen over de små rhinsten, som forstiller diamanter, hvorefter hende blik lander på mig, og hendes arme snogs rundt om min nakke. ”Tusind tusind tak!” hvisker hun ind i mit

ører, hvorefter hendes læber presses mod mine. Jeg svæver igen indeni, og der går langt tid inden hun trækker sig ud af kysset, og bare stirrer på mig med et kæmpe smil på læben. Jeg smiler tilbage til hende, og har kun følelsen af at være lykkelig inden i maven. Det føles utrolig godt, men skal desværre ikke blive ved. Pludselig hamre det på døren, hvorefter en velkendt stemme råber: ”Kate, lukker du ikke lige op? Det er mig Jake, og jeg skal lige fortælle dig noget vigtigt!”. En klump sætter sig i min hals, og panikken finder igen vej til mine øjne. Jeg kigger straks på Kate, som ser endnu værre ud end jeg gør.  

_______________________________________________________________________________

Hvad tror I at Jake vil?
Og hvordan har I det med, at Kate skal se Harry an på 2 måneder, samtidigt med at hendes brors retsag kører?

Jeg vil også gerne undskylde, at I har måtte vente så længe på et afsnit mere - og min dårlige undskyldning er, at jeg har afleveringer, prøver, kørekort og julegaveindkøb. Det irriterer mig, at det afholder mig fra at skrive, men desværre er der ikke nok timer i et døgn til mig.
Alligevel håber jeg, at I stadig vil læse med!?
I må meget gerne komme med kommentarer. Jeg læser alt!
Også tak til alle jer med likes og favoritlister! Det varmer meget indeni! <3
Jeg håber, at der vil være tid til, at der kommer mere her i ferien - for denne her historie er slet ikke færdig i nu - faktisk kun lige begyndt! ;)

Det sidste jeg vil, er at ønske jer alle sammen en RIGTIG GLÆDELIG JUL!. Pas godt på hinanden derude!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...