My Biggest Mistake! (1D)

Den berømte Harry Styles er lige nu i alle mediernes søgelys, da han til en fest gav en anden dreng bank. Harry er ikke stolt af det selv, og vil allerhelst have, at den lille episode bliver glemt hurtigst muligt. Desværre ligger drengen sag an mod ham, og det gør ikke Harrys situation nemmere. Simon Cornwell har nemlig truet med at aflyse alle drengenes koncerter til sagen er færdig - så nu er det ikke kun Harry det hele går ud over! Derudover møder Harry den skønne Kate, da han den ene dag sidder i venteværelse til retten, og han finder hende utrolig tiltrækkende. Kate og Harry udveksler numre, og Harry ser endeligt et lille lyspunkt i sit liv. Men alligevel er heldet ikke med Harry, da han opdager, at Kate er søster til drengen som han slog. Kan Kate og Harry alligevel finde ud af tingene sammen? Og vil One Direction overhovedet komme på turné i år? Og hvad med de andre drenge fra One Direction - vil de overhovedet tale med Harry?

46Likes
43Kommentarer
3861Visninger
AA

7. Liam...

”Du må altså virkelig undskylde, Harry” lød det trist fra Liam, som endelig havde tid til at se mig. ”For at holde møde uden mig? Eller brænde vores aftale af?” jeg lød en smule flabet i tonen, men inderst inde var det mere fordi jeg var såret. ”For begge dele” kom det igen trist fra Lima, som valgte at lade blikket glide ned mod sofa bordet, så han undgik mine øjne.

Der var en akavet dum stilhed, som jeg bare måtte bryde. ”Det er fint nok” jeg prøvede at lyde lidt venligere, selvom det ikke hjælp på, at jeg stadig følte mig såret. ”Men hvad var det så, at I snakkede om til det møde?” forsatte jeg, mens jeg holdte mit blik fast rettet mod ham. Jeg var ved at dø efter at vide det! De have aldrig holdt møde uden mig før, og ingen (ikke engang Louis) havde snakket om mødet, selvom vi havde været i retten sammen.

Liam rykkede lidt på sig, før han valgte at se op fra bordet. Hans øjne flakkede en smule, og man kunne se, at han ikke følte sig helt godt tilpas. ”Vi snakkede om, at overveje mulighederne…” kom det lavt fra ham, sådan nærmest mumlende. Jeg havde aldrig set Liam sådan her før. Han havde det virkelig ikke godt med situationen. ”Hvilke muligheder?” kom det spørgende fra mig, da jeg egentlig kun blev mere nysgerrig. ”Mulighederne for bandet” svarede han mig, mens hans øjne langsomt flyttede sig tilbage til og fra bordet, for til sidst at rette sig mod mig. Jeg var på en måde klar over hvad han mente, men derfor følte jeg selv, at jeg burde have været med til det møde, da jeg trods alt udgjorde 1/5 af det. ”Og hvilken mulighed valgte I så… Ja, egentlig bare… hvad var mulighederne?” spurgte jeg en smule skarpt, da vreden langsomt røg op i mig. Liam sank en lille klump. ”Jo altså… En af mulighederne var, at vi smid dig ud…” Min krop blev rank, da jeg hørte det. Smide mig ud! Jeg havde jo været med lige fra starten. ”Valgte I så den mulighed?” spurgte jeg så med en smule forargelse i stemmen. Han rystede en smule på hovedet. ”Selvfølgelig ikke… Du er jo vores bror!” hans stemme var en smule stærkere nu, og jeg kunne mærke lettelsen inden i - jeg var altså stadig deres bror! ”Men hvad valgte I så?” jeg sendte ham et lille smil for at vise, at alt var okay - selvom det slet ikke var det. ”Altså der var temmelig mange muligheder… Men vi regnede inderst inde ikke med, at vores fans ville tilgive os, hvis vi alle bare stoppede, eller gik solo… Og så regnede vi heller ikke med, at vores fans hader os på grund af alt det her. Der er jo stadig nogle som støtter os… Ja, stadig nogle som støtter dig” hans stemme var venlig, og det gjorde mig en smule bedre tilpas. Jeg smilede blot i mens hans tale var i gang, og ventede ihærdigt på beslutningen. ”Så vi har altså besluttet… Men hjælp - eller faktisk mere med introduktioner af Simon Cowell, at vi ikke må være på de sociale medier under hele forløbet…” han lød rigtig glad og lettet, hvilket fik mig til at sende et lille smil. Jeg var utrolig lettet over, at de ikke ville smide mig ud, eller gå hver til sit med hver deres solo karriere. ”Pyh” røg det ud af mig, mens jeg forsigtig tørrede sveden af panden. ”Men du ved godt, at vores fans vil hade os for det her, ikke?” spurgte jeg en smule velorienteret til Liam. Han nikkede hurtigt: ”Ja, det ved jeg godt… Og det gør mig en smule bange - vi har jo altid været på facebook, twitter og vores hjemmeside… Og nu… Nu skal vi holde os langt væk”. Jeg nikkede stille. Det ville godt nok blive mærkeligt - gad vide, om vores fans ville kunne huske os efter alt det her? ”Bare de ikke bliver sure, eller laver demostrationer” røg det ud af mig, da jeg tidligere havde set hvor stor en magt vores fans har. ”Ja det ville ikke være så godt, da det nok ikke ville gavne din sag” lød kækt, men alvorligt fra Liam.

Vi snakkede lidt og hyggede os virkelig - og med virkelig mener jeg VIRKELIG! Vi havde ikke været sammen i lang tid, og dette føltes endelig en smule normalt. Jeg kunne grine og hygge mig igen, uden at tænke på, at der var en nar som prøvede at ødelægge mit liv.

”For resten…” kom det så fra Liam, da der havde været en smule stilhed efter vores griner: ”Hvem er Kate?” Han lød meget nysgerrig. ”Hvad mener du med Kate?” spurgte jeg dumt, da jeg ikke mindes, at have fortalt om hende. ”Du ved Kate… Louis sagde, at I have været gode venner, og derefter havde hun givet dig en lussing”, han bøjede sig frem i sofaen, så hans albuer støttede på hans knæ. ”Nårhh… Den Kate” svarede jeg, og lød som en, der prøvede at spille idiot - hvilket jeg også gjorde. Liam nikkede, og jeg talte videre: ”Nævnte Louis også, at denne Kate, er søsteren til Mr. Moore, som jeg lige nu køre en sag i retten med”. Jeg sendte ham et skævt smil, og et løftet øjenbryn mens jeg sagde det. Liams ansigt ændrede sig fra at være kækt og smilede, til forfærdet og uforstående. ”Så Kate… Og… Og Jake er søskende?” Liam stemme nærmest rystede - eller i hvert fald stammede. Han havde svært ved at forstå det. ”Ja, det er de… Og det er jeg virkelig ked af, da jeg synes Kate var en fantastisk pige, men nu gider hun ikke engang at tale med mig”. Mit blik så ned, og jeg blev en smule trist. Jeg fattede virkelig ikke, at jeg kunne lide en pige på så kort tid, og alligevel kendte jeg hende næsten ikke. Men der var altså noget over hende. Noget som tiltrak mig - og det var ikke kun de problemer, som hun førte med sig - det var nok nærmere hendes positivitet. Den glade smilede pige, som havde fået mig ovenpå igen - selvom der ikke havde været meget af hende her på det sidste. Det var egentlig trist! Jeg vil gøre alt for at hun bliver glad igen! Hun hjalp mig, så nu må jeg hjælpe hende.

”Harry?... Harry er du der?” lød det fra en stemme langt borte, som langsomt kom tættere på. Liams hånd vinkede op foran mit hoved, og der indså jeg så, at jeg havde siddet i mine egne tanker. ”Ja, jeg er her… Sagde du noget?” jeg spurgte temmelig hurtigt, og virkede en smule forvirret, hvilket man kunne se på Liams udtryk. ”Jeg sagde bare, at det er jeg ked af at høre” gentog han, og sendte mig et blidt lille smil. ”Tak Liam. Det er jeg også… Men nu har jeg måske fundet på en idé!” den sidste sætning blev sagt med glæde i stemmen, hvorefter jeg rejste mig fra sofaen, og gik ud i gangen, hvor jeg begyndte at tage jakke på. Bagefter snørede jeg mine sko, og puttede mobil og pung i lommen. ”Hvad sker der Harry?” lød der forvirret fra Liam inde i stuen. ”Jeg skal lige noget vigtigt… Undskyld jeg løber så ubelejligt. Finder du selv ud?... Du har jo stadig din nøgle” sagde jeg så hurtigt, at ordene næsten smeltede sammen. ”Ja selvfølgelig Harry… Men gør nu ikke noget dumt, og hold dig ude af mediernes søgelys” hans stemme var bekymret, og jeg nåede lige at skimte, at han rejste sig fra sofaen. ”Selvfølgelig skal jeg nok passe på!” råbte jeg, mens jeg tog fat i dørhåndtaget, og løb derefter ned af trappen.

 

Jeg var hurtigt inde på torvet, og forsatte ned mod Magasin, hvor Kate og jeg havde været tidligere på ugen. Jeg skyndte mig op af rulletrapperne og hen til skiltet, som viste mod tøse afdelingen. Så valgte jeg at gå den modsatte vej af ”tøj-retningen”, og landende så mellem alle hylderne, som Kate og jeg havde gået og studeret - okay, det havde nok nærmere været Kate, som havde studeret dem, mens jeg skjulte mig for offentligheden. Jeg gik lige hen til det smykkeskin, som Kate havde været så fascineret af. Heldigvis havde de det stadig, og hurtigt tog jeg det under armen.

Nede ved kassen stod en masse mennesker, men denne gang ville jeg ikke gemme mig. De måtte gerne se, at jeg købte et fint smykkeskin, selvom det slet ikke lå til min natur.

Jeg rakte venligt pengene til kassedamen, efter jeg havde stået i en 10 minutters lang kø. Forsigtigt pakkede hun det pænt ind, og rakte mig det i en pose, hvorefter hun ønskede mig forsat god dag. Bagefter forsatte jeg ned af rulletrapperne, og ud af butikken til jeg igen stod på torvet. Her gik det så op for mig, at jeg ikke havde Kates adresse.

Jeg rev hurtigt min mobil frem fra lommen, og tastede Kates nummer ind på krak. Der gik et minut, og så havde den fået læs nummeret ind. Heldigvis gav det resultat! Og det lå endda ikke så langt væk herfra! Jeg satte hurtigt i gang, og traskede glad ned over flere fortove, til jeg nåede lejlighedskomplekset. Det så ikke særlig stilfuldt ud udefra, men det betød jo ikke, at det ikke kunne være pænt inden i. Jeg skyndte mig hen til døren med tallet 48 udenpå, hvorefter mit blik landende på ´banke på`-knappen. Hvis jeg valgte at ringe op til hende, så hun kunne åbne døren, ville det jo ikke være en overraskelse - på den anden side, hvis jeg ikke ringede, så ville jeg slet ikke komme ind. Jeg løftede forsigtigt højre hånd, mens den venstre holdte godt fast om pakken. Jeg skulle lige til at trykke knappen ned, da døren gik op, og en lille pige trådte ud. ”Hej med dig!” sagde hun glad, hvorefter jeg ikke kunne lade være med at smile stort. ”Hej lille ven!” svarede jeg hende, og greb hurtigt fat i døren, som nu var ved at lukke. Pigen sendte mig et stort smil, hvorefter hun så forsvandt hoppede af sted.

 Jeg stod lidt og betragtede stedet. Opgangen var ikke særlig hyggelig! Den var malet med en kold blå farve, og flere steder skadede malingen en smule. Jeg gik stille op af trapperne, så jeg ikke lavede for meget larm, til jeg stod foran en dør på 3. sal. Udenpå døren stod et lille dørskilt med navnet: ”Kate Moore”, så jeg var sikker på, at jeg var det helt rigtige sted. Uden flere overvejelser bankede jeg hårdt på døren, og ventede i spænding på, at den skulle blive åbnet. ”Hvem er det?” lød det inde fra lejligheden, men jeg havde ikke tænkt mig at svare. Jeg ville have hende til at åbne døren, så vi kunne tale sammen ansigt til ansigt. ”2 sekunder lød der lidt efter”, og jeg kunne ikke andet end at trække lidt på skulderne.

Lidt efter lød låsen, og langsomt blev døren åbnet. Mit blik blev meget forvirret, og jeg fik nærmest et lille chok. Alligevel var jeg sikker på, at mit ansigts udtryk ikke var nær så chokket som Kates. Hun bed sig forsigtig i læben, og trak håndklædet en smule højere op. Der var panik i øjnene på hende, og jeg kunne se, at det ikke gjorde hende glad, at hun kun var iført håndklæde. Jeg sendte hende et lille smil, som skulle prøve at rede den akavede situation, men lige meget hjalp det.

Hurtigt løftede hun den ene arm, og tog fat om døren, som hun hurtigt prøvede at smække i. Jeg nåede lige akkurat, at sætte en fod i mellem, og bevæge mig et stykke indenfor. Det her samtale skulle ikke undgås! Og hun skulle i det mindste have min gave!           

________________________________________________________________________________

Undskyld ventetiden, men afleveringerne er nødt til at komme i første række - selvom jeg selv synes, at det burde være omvendt!  :(

Hvad tror I, at der vil ske nu? Og giver det bagslag for Harry i retten, at besøge Kate? Og hvad vil Kate overhovedet sige til gaven? :)

Men stadig Tak til jer, som gider læse med!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...