My Biggest Mistake! (1D)

Den berømte Harry Styles er lige nu i alle mediernes søgelys, da han til en fest gav en anden dreng bank. Harry er ikke stolt af det selv, og vil allerhelst have, at den lille episode bliver glemt hurtigst muligt. Desværre ligger drengen sag an mod ham, og det gør ikke Harrys situation nemmere. Simon Cornwell har nemlig truet med at aflyse alle drengenes koncerter til sagen er færdig - så nu er det ikke kun Harry det hele går ud over! Derudover møder Harry den skønne Kate, da han den ene dag sidder i venteværelse til retten, og han finder hende utrolig tiltrækkende. Kate og Harry udveksler numre, og Harry ser endeligt et lille lyspunkt i sit liv. Men alligevel er heldet ikke med Harry, da han opdager, at Kate er søster til drengen som han slog. Kan Kate og Harry alligevel finde ud af tingene sammen? Og vil One Direction overhovedet komme på turné i år? Og hvad med de andre drenge fra One Direction - vil de overhovedet tale med Harry?

46Likes
43Kommentarer
3939Visninger
AA

5. Kate Moore

Jeg sad igen i det triste venteværelse, og kiggede på mine hænder. Om lidt skulle jeg ind i retten, og prøve at forsvare mig selv, på grund af min store dumhed. Jeg havde så meget vrede i kroppen, og selvom jeg prøvede at fokusere på, at give det til Jake, lå mine tanker stadig et helt andet sted - nemlig på Kate! Det var stadig ikke gået helt op for mig, at hun nærmest bare havde brændt mig af! For det første var det ikke lige det, som jeg var mest vand til, og for det andet, så gjorde hun det på sådan en mærkelig måde! Jeg var løbet efter hende, men selvfølgelig var hun allerede over alle bjerge. Jeg havde endda spurgt nogle folk på gaden, og de havde set hende, og havde derefter beskrevet hende grundigt, men alligevel gav det ingen resultat.

Louis var heldigvis med mig i dag. Han havde fået lov, som det eneste medlem af drengene, til at komme med ind i retten, da sagen jo også handlede om ham. Han sad ligesom mig, og kiggede ned i sine hænder, og virkede heller ikke til, at være stolt af situationen. Faktisk vidste jeg godt, at han havde ekstremt dårlig samvittighed, men alligevel var det jo ikke ham, som sad i saksen.

”Mr. Styles” lød det fra Tim, hvorefter jeg flyttede blikket fra mine hænder, og så på ham i stedet. ”Vi kan gå ind nu”. Jeg lettede mig forsigtigt, og fulgte lige i hælene på ham. Louis kom stenterne lidt efter, men sagde overhovedet ikke noget. Ikke engang en af hans dumme kommentarer, som jeg ellers elskede så meget.

Vi nåede frem til en stor dør, som jeg længe stod og stirrede på. Hvorfor skulle alle de her døre dog også være så store? Det gav mig virkelig myrekryb! Jeg sank en klump i halsen, hvorefter jeg fik øjenkontakt med Tim. ”Jeg tror lige, at jeg smutter ud på det lille hus, inden alt det her begynder for alvor” sagde jeg stille, men prøvede at smile til sidst. Tim nikkede, hvorefter Louis og ham fulgtes ad ind af døren. Jeg vendte mig hurtigt rundt, og løb ned til toilettet.

Da jeg havde klaret det, som nu skulle klares, stod jeg ude foran toiletdøren. Jeg kunne faktisk stadig godt nå at flygte! Jeg kunne måske tage bagvejen, og så ville journalisterne ikke vide noget, før at det var for sent. Jeg stod længe og overvejede situationen, men valgte så, at gå mod retten, da jeg nok ville blive smidt ud af bandet, hvis jeg bare sådan trak af, og lod Louis sidde alene derinde og vente.

Der var mennesker overalt, selvom jeg stadig kun stod i forhallen, men alligevel så jeg et velkendt ansigt ud af øjenkrogen. Det var Kate! Og hun så stadig brand godt ud! Jeg gik med hastige skridt hen til hende, og stoppede kun lige i tids nok til, at jeg ikke ville falde ind i hende. Hun stod med ryggen til, og var i gang med at læse et eller andet. Forsigtig prikkede jeg hende på skulderen, og hun sprang op i et sæt, inden hun fik vendt sig om. Hun kiggede direkte på mig, men venligheden i øjnene var væk, da hun så, at det var mig. Hun bed sig forsigtig i læben, men sagde overhovedet ingenting. Længe stod vi bare og kiggede på hinanden, end til jeg endelig fik modet til mig: ”Hej Kate…” begyndte jeg meget stille, og jeg kunne høre på min stemme, at den var lidt nervøs. Hun nikkede bare til mig. ”Kan du måske fortælle mig, hvad det var, at der skete for nogle dage siden? Måske kunne du fortælle hvorfor, at det var, at du gik så pludseligt?” jeg begyndte at lyde mere og mere bedede, men det gjorde mig egentlig ikke noget. Jeg ville gerne have svar, for jeg synes faktisk, at hun virkede anderledes end andre piger.  Kate kiggede strengt på mig, men gjorde alligevel ikke en mine - det var næsten som om, at hun var gået i stå. ”Svar mig nu, Kate” sagde jeg igen bedede, mens hun bedt sig hårdt i læben. ”Kate!” og nu begyndte mig stemme at lyde højere. ”Svar mig nu, Kate!” råbte jeg lige ind i hovedet på hende, da der igen var gået lidt tid, og man kunne se, at hun blev en smule forskrækket - hvilket jeg også selv blev. Hun kom hurtigt til sig selv, og nikkede så lidt igen, inden hun gav mig dræberblikket. ”Okay” svarede hun så, og jeg blev en smule paf. ”Okay til hvad?” spurgte jeg, og havde nu fået sænket stemmen til et normalt toneleje igen. Hun løftede det ene øjenbryn, og satte den ene hånd i siden, så hun faktisk lignede en diva, uden rigtig at være en. ”Mit navn er Kate Moore… Hvis det altså siger dig noget?” Kate Moore… Hvad skulle det sige mig. Hun var Kate, jeg var Harry, vi skulle forstille at være venner - eller måske var det kun noget, som jeg forstillede mig. ”Hmm… Hvad mener du?” spurgte jeg, og lød nok en smule dum. Hun himlede med øjnene, og kiggede ned på gulvet. Det lignede ikke, at hun havde tænkt sig at svare mig. ”Hvad mener du Kate?... Hvad er det, som jeg har overset?” selvom jeg prøvede at lyde venlig, værdigede hun mig ikke et blik. I stedet begyndte hun langsomt at gå. Jeg gik lige efter hende, og plantede mine hænder på hendes skuldre, så hun ikke havde muligheden for at komme videre. ”Slip mig!” lød det surt fra hende, men det var nok det sidste, som jeg havde tænkt mig at gøre. ”Så svar mig!” svarede jeg hende surt igen. Egentlig kunne jeg bare lade hende gå. Vi havde jo ikke kendt hinanden i så lang tid, men alligevel var der noget over hende, som jeg ikke kunne give slip på… I hvert fald ikke uden kamp. ”Hvorfor vil du ikke tale med mig?” spurgte jeg hende, og bad derfor pænt om et svar. For første gang i lang tid vendte hun hendes blik tilbage på mig, og jeg kunne ikke se vreden i hendes øjne. De var helt blanke, som var hun ved at græde. ”Svar mig nu, Kate” bad jeg igen, og lød helt trist. Hun rystede lidt på hovedet, før hun endelig svarede mig: ”Det er bedst, at vi ikke ses mere…” Det kom som et chok for mig. ”Hvad?!... Hvad mener du lige helt præcist?” Igen svarede hun mig ikke. ”Kate nu må du altså holde op, og tage at svare mig!” min tone blev højere, og jeg kunne mærke klumpen sætte sig i halsen. ”Er det fordi jeg er kendt?” Hun rystede kort på hovedet, men kiggede stadig væk fra mig. ”Hvorfor så? Sig det nu?” Hun stod helt stille, som var hun frossent til is. ”Kate?” Det var som om, at hun ikke reagerede. Mine hænder lå stadig på hendes skuldre, og som ren refleks begyndte jeg at ruske i hende. Min vrede var stor, og jeg havde mange kræfter, så det blev ikke kun til små ryk. ”Stop!” råbte hun, men mine armene stoppede ikke. Vreden var simpelthen for stor til at jeg kunne kontrollere den. ”Stop Harry!” skreg hun: ”Min bror havde ret… Du er jo sindssyg!” Langsomt stoppede mine arme sine bevægelser, og jeg slap hendes skuldre. ”Sindssyg?” spurgte jeg, og var helt forvirret over hendes udmelding. Der var igen vrede i hendes øjne, som borede sig ind i mine: ”Ja min bror! Jake Moore! Ham som kører en sag imod dig!” hun råbte mig lige ind i ansigtet, og først dér gik det hele op for mig. Hun ville ikke være sammen med mig, fordi hun vidste, at det var mig, som havde banket hendes bror! Jeg stod helt stiv af skræk. Det her kunne bare ikke være rigtigt! Kunne dette mareridt dog ikke snart stoppe.

Jeg tog en dyb indånding, og lukkede hurtigt øjnene inden jeg åbnende dem igen. Hendes blik var stadig vredt og hårdt, og det gjorde mig egentlig utrolig ked af det. ”Jeg er virkelig ked af det, Kate… Hvis jeg havde vist, at det var din bror, så havde jeg ikk” ”så havde du ikke hvad?” afbrød hun mig med vred stemme. ”Så havde jeg selvfølgelig ikke slået ham” afsluttede jeg, mens jeg skammede mig indeni. ”Havde du så bare banket en anden?” lød det fra hende, og jeg kunne slet ikke kende eller finde Kate i den person, som lige nu stod foran mig. ”Nej, selvfølgelig havde jeg ikke det… Faktisk var det et uheld”. Hun lo højt en falsk latter. ”Et uheld? Tror du virkelig selv, at jeg skal tro på det?” hun lød snobbet og aggressiv. ”Ja det håbende jeg” svarede jeg hende opgivende tilbage. ”Tsk..” kom det bare hånende fra hende, og jeg kunne mærke klumpen i halsen blive større.

Jeg stod længe og overvejede, og det samme gjorde hun. Pludselig kiggede hun op på mig, og hendes øjne lyste en smule. ”Jeg er nødt til at gå” sagde hun forsigtigt, med sin pæne lyse stemme. Jeg nikkede bare forsigtigt til hende, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Hun tog stille tasken op fra gulvet, og gik så lige forbi mig. Jeg nåede kun lige akkurat, at gribe ud efter hendes hånd, og trække hende ind til mig. ”Du skal altså vide, at jeg ikke gjorde det med vilje… Jeg er ikke voldelig… Jeg havde fået noget alkohol, og jeg er utrolig ked af det… Jeg håber… jeg håber, at du en dag vil tilgive mig” hviskede jeg til hende, mens min stemme knækkende over flere gange. Hun nikkede til mig, og hendes øjne var venlige. Der var en kort pause, ind hun svarede: ”Måske en dag… Når det her er ovre” hviskende hun tilbage, hvorefter hun trak sig væk fra mig, og gik hen mod den store dør til retten. Jeg så hende hurtigt forsvinde, hvorefter jeg fulgte lige efter hende. Nu kom sandhedens time. Jeg skulle ikke kun sidde og forklare mig for en masse fremmede mennesker, men også over for Kate! Hun skulle sidde og høre på, hvor dumt et fjols jeg havde været, og hvad jeg havde udsat hendes bror for! Hun skulle høre på mig og mine dumme undskyldninger! Jeg fik det helt dårligt bare af at tænke på det…

Jeg trådte hurtigt ind af døren, og gik hen til Louis. Han sendte mig for første gang i dag et lille smil. ”Er du klar til at ligge den irriterede nar ned” spurgte Louis, med en masse kampgejst i stemmen. Jeg nikkede et hurtigt ”ja” til ham, hvorefter han snakkede videre. ”Han skal bare lære, at man ikke skal kalde nogen for bøsse, og da slet ikke true min kæreste!” Det lød som om, at Louis var klar til at tage kampen op - og på en måde, var det jo også hans kamp, det var bare mig, som var kommet imellem. ”Jeg har nemlig verdens dejligste roommate, som beskytter mig!” han lød venlig, samtidigt med, at der nærmest kom ild ud af øjnene på ham. Louis var endelig blevet glad, og det var helt klart med til at gøre, at jeg ikke ville lade Jake Moore vinde sagen - også selvom det galt mit venskab med Kate. Louis var der i medgang og modgang, og jeg vidste nu, at han var der for mig til en hver tid! Alligevel kunne jeg ikke være lige så klar og rå som Louis var blevet. Det havde mit møde med Kate sat en stopper for! Og det gjorde det da slet ikke bedre, at hun sag lige over på den anden side, og skulede ondt til mig!           

 

______________________________________________________________________________

Så kom der et hurtigt lille afsnit mere.. :)

Stadig Tak til jer, som følger med! Det betyder virkelig meget! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...