My Biggest Mistake! (1D)

Den berømte Harry Styles er lige nu i alle mediernes søgelys, da han til en fest gav en anden dreng bank. Harry er ikke stolt af det selv, og vil allerhelst have, at den lille episode bliver glemt hurtigst muligt. Desværre ligger drengen sag an mod ham, og det gør ikke Harrys situation nemmere. Simon Cornwell har nemlig truet med at aflyse alle drengenes koncerter til sagen er færdig - så nu er det ikke kun Harry det hele går ud over! Derudover møder Harry den skønne Kate, da han den ene dag sidder i venteværelse til retten, og han finder hende utrolig tiltrækkende. Kate og Harry udveksler numre, og Harry ser endeligt et lille lyspunkt i sit liv. Men alligevel er heldet ikke med Harry, da han opdager, at Kate er søster til drengen som han slog. Kan Kate og Harry alligevel finde ud af tingene sammen? Og vil One Direction overhovedet komme på turné i år? Og hvad med de andre drenge fra One Direction - vil de overhovedet tale med Harry?

46Likes
43Kommentarer
3859Visninger
AA

10. Jake på besøg..

Kates synsvinkel:

 

Jeg kigger panisk på Harry, som heller ikke ser ud til at være ved sine fulde fem. Hvordan kunne Jake altid forstyrre på de forkerte tidspunkter? Og hvad pokker ville han dog her? Han har jo ikke været her i flere hundrede år - vi er jo altid ved ham. ”Jo, det skal jeg nok! Lige 2 minutter Jake!” råber jeg, mens jeg for fat i mine krykker som Harry rækker mig. ”Hvad vil du have mig til at gøre?” hvisker Harry stille, mens han fanger mine øjne. Jeg ser forvirret på ham, og hans ansigtsudtryk viser endnu mere panik nu. Jeg ryster stille på hovedet af ham, da jeg inderst inde ikke rigtig forstår hans spørgsmål. Have ham til at gøre? Hvad kunne han overhovedet gøre? ”Vil du have mig til at gemme mig? Eller skal vi fortælle ham sandheden?” kom det så igen hviskede fra Harry, og denne gang forstod jeg det bedre. Det var altså et spørgsmål om hvilken plan vi skulle lægge. ”Du gemmer dig!” svarede jeg ham så hurtigt igen, hvorefter han nikkede forstående, da han ligesom forstod min hentydning til, at jeg ikke havde planer om, at Jake skulle vide det. ”Men hvor?” kom det så spørgende fra ham, som slog en smule ud med armene. ”Mit værelse…” fik jeg så hvisket, efter lidt betænkningstid. ”Tag skabet - bare for en sikkerhedsskyld”. Han nikkede, og skyndte sig derefter ind på værelset - kun lige i tids nok til, at gemme sig inden hoveddøren blev åbnet og Jake trådte ind. ”Det må du altså undskylde søs… Men du var så lang tid om det, og jeg havde jo en ekstra nøgle” kom det fra Jake, som nu stod i gangen. ”Det er i orden” råbte jeg hurtigt inden fra stuen af, selvom at jeg havde mest lyst til at tage den nøgle fra ham. Han kunne jo komme rendende hvert øjeblik og afslører mig - og det var ikke specielt smart, når man havde Harry rendende.

Jake kom nærmere og nærmere med hans hastige skidt, end til han stoppede lige ud for mig: ”Jamen søs dog! Hvad har du lavet?” Han lød helt forvirret, og jeg kom hurtigt i tanke om, at jeg ikke havde fået fortalt min familie i nu, om mit lille stunt, og mine små forbindinger. ”Hmm… Som du kan se, så har jeg brækket benet” startede jeg ud, og lød helt normal. Det var altid så nemt at være sammen med ham. Man kunne altid lave lidt sjov, eller gøre ham en smule forvirret. Jeg elsker simpelthen bare min bror!

”Ja, det kan jeg da godt se!” svarede han mig, og så helt skræmt ud. ”Hvornår er det sket?” Han satte sig ned ved siden af mig, og skulle rigtig til at lege ´spørge-Jørgen` eller en kærlig omsorgsfuld far. ”Oh.. Det skete i går”, svarede jeg ham, mens mit blik fandt hans. ”Jamen stakkels dig, søs!” kom det blidt fra ham, og jeg kunne ikke rigtig lade være med at smile til ham. Han løftede hurtigt sin hånd, og begyndte at nusse mit hår - det plejede han altid at gøre, og han vidste, at jeg elskede det så inderligt. ”AV!” skreg jeg pludselig, da han hånd gled over min flænge i nakken. Jeg tog hurtigt fat i hans hånd, og gemte den i min i stedet. Den var dejlig varm, og det gjorde mig kun tryg. ”Jeg er også blevet syet i nakken, så du må helst ikke røre” bekendtgjorde jeg, da han så forvirret på mig. Jeg sendte ham hurtigt et smil, som heldigvis blev gengældt. ”Men så sig mig lige søs; hvordan er alt det her sket? Og hvem har hjulpet dig på skadestuen? Og har du fortalt det til mor og far - for de sagde ikke noget til mig om det, da jeg snakkede med dem for et par timer siden”. Indeni var jeg ved at flække sammen af grin, og det var overhovedet ikke sjovt. Jake tog det meget seriøst, og selvom jeg også burde, så virkede det ikke til, at min hjerne ville det samme. Måske havde det noget at gøre med, at jeg var så dopet af medicin? - Og hvis det var sandt, så skulle jeg passe på med ikke at tale over mig. ”Det skete i går ved at jeg faldt ude på badeværelsesgulvet, fordi jeg stod og hoppede og dansede, hvilket jeg så i dag kan meddele ikke er det smarteste, når man lige var været i bad. Jeg fik en ven til at køre mig på skadestuen, og nej, mor og far ved intet om det, da jeg ikke har fået ringet til dem i nu… Og du siger ingenting til dem, da de bare bliver for bekymret! Jeg skal nok sige det selv!” I de to sidste linjer blev min tone mere hård og truede, så han vidste, at han ikke skulle gå bag min ryg. ”Okay, okay søs!.  Easy easy. Blev nu ikke for sur… Og har jeg nogen sinde gået bag din ryg?” Han sendte mig et skævt smil, og inderst inde, så kendte vi begge to nok godt svaret. ”Til et helt andet spørgsmål søster, hvem var så den ven, som kørte dig på skadestuen?” Hans stemme lød vildt nysgerrig, og han sendte mig et blik med det venstre øje. Jeg sukkede et hurtigt suk, da jeg inderst inde håbede, at han ville have ladt det her spørgsmål ligge. ”Du kender ham ikke” svarede jeg hurtigt tilbage, og viftede lidt med den ene arm. ”Er du sikker?” han lød stadig nygerrig og jeg kunne mærke hvordan mit hjerte hamrede af sted. ”Hmm… Helt sikker!” jeg prøvede at lyde ligeglad, så jeg kunne skjule mine nervøse træk. Han nikkede stille: ”Jamen okay så… Jeg finder ud af det senere”. Det lød til, at han regnede med, at jeg bare ville spytte det ud til ham, som jeg ellers altid gjorde, men denne gang, måtte jeg desværre skuffe ham. Måske deler vi alt, men denne her sag, skulle blive imellem Harry og jeg.

”Men altså, du kom fordi du havde noget at fortælle?” spurgte jeg ham så - mest af alt for at skifte emne. ”Ja, det er faktisk derfor… Nu skal du bare høre, jeg har virkelig news!”. Hans tone var optimistisk, og jeg glædede mig over hans glæde. Forsigtigt lænede jeg mig tilbage i sofaen med mit glas vand, som jeg havde taget fra stuebordet, mens Jake listede over i den modsatte sofa. Jeg begyndte stille at drikke, mens Jake gjorde sig klar til at fortælle om hans nyhed: ”Hør her søs. Jeg tror, at Harry er en forbryder” begyndte han, og jeg havde nærmest fået vandet galt i halsen. ”Åh.. Må man spørge hvorfor du tror det?” jeg kneb øjnene en smule sammen, og kunne ikke rigtig forstå, hvorfor vi nu lige skulle tale om Harry. ”Fordi jeg har set billeder i avisen i dag. Han bærer rundt på en pige, som er svøbt ind i tæpper. Det ligner faktisk, at hun er såret!” han lød meget optimistisk, og det nærmest strålede ud af øjnene på ham, at han havde set sådan et billede. Jeg var til gengæld ikke glad! Dette billede var af Harry og mig, og det var ude ved pressen. Måske vidste de allerede hvem jeg var, og hvis de gjorde det, så ville der ikke gå lang tid, før at mine forældre og Jake også vidste det. Mit hjerte hamrede der ud af, og nu syntes jeg ikke, at det var sjovt mere. ”Hvorfor er det dårligt, at hun er såret?” spurgte jeg, mens jeg prøvede at undgå, at fange hans øjenkontakt, og fokuserede derfor mere på fjernsynet. Der lød et opgivende suk fra Jake: ”Kan du ikke se det søs? Måske har han også banket hende, ligesom han har banket mig?! Det kan give mig et virkelig godt alibi, hvis det er sagen! Måske skulle jeg opsøge hende…” ”NEJ” kom det hurtigt fra mig, da det gik for mig, hvad det var, at han lige stod og sagde. ”Nej?” kom det spørgende fra ham, og jeg kunne mærke, at hans glimrede humør dalede en smule. ”Ja, jeg sagde nej. Du ved da ikke, om pigen måske var faldet på vejen? Eller om det var et familiemedlem? Du ved jo ikke engang, om hun virkelig fejler noget!”, jeg blev måske lidt for sur til sidst, men det var som om, at han pressede mig op i en krog. Jeg kunne jo ikke fortælle ham sandheden, og det skulle da i hvert fald heller ikke gå ud over Harry, at han var så sød, at hjælpe mig. ”Rolig søs. Jeg vidste ikke, at du tog det så personligt… Og ærlig talt, så havde jeg faktisk regnet med din støtte… Men nu siger du bare det samme som mor og far”. Han kiggede ned i jorden, og jeg fik helt dårlig samvittighed. Det var jo ikke meningen, at jeg ville gøre ham ked af det, men jeg ønskede heller ikke, at ødelægge hans og mit forhold - og det vidste jeg ville ske, hvis han fandt ud af det med Harry og jeg. ”Undskyld brormand, men du må altså forstå, at jeg måske synes, at det at gå ud fra et billede… Det virker måske ikke sikkert nok. Måske bliver du mere til grin på det? Eller måske kan det give bagslag?” Min tone var venlig og sød, og mest af alt, så havde jeg lyst til, at rejse mig op, gå hen til ham, og så give ham et kæmpe kram. Desværre virkede det ikke, når man sad i min situation.

Jake nikkede stille for sig selv. ”Måske har du ret søs… Tak, fordi du tænker for mig, når jeg ikke lige selv gør det”. Jeg sendte ham et sødt smil, hvilket gjorde ham i bedre humør.

”Nå… Men hvad skal du så lave i dag?” spurgte han, og jeg vidste godt, at det var et dumt spørgsmål han stillede, da han så bare ville blive hængende - så godt kendte jeg ham da... ”Jeg skal glo fjernsyn, og så får jeg senere besøg af et par venner” svarede jeg ham, efter jeg havde tænkt lidt. De her ´venner` var egentlig kun Harry, men det behøvede Jake jo ikke at vide. ”Jamen det lyder da hyggeligt!” svarede Jake glad: ”Vil du gerne have, at jeg bliver end til de kommer?” spurgte han rigtig glad, mens han sendte mig et sødt smil. Jeg rystede stille på hovedet. ”Nej det er lige meget. Jeg vil egentlig gerne bare være lidt mig selv”, jeg prøvede at lyde træt, så det ikke skulle såre ham, at jeg ikke ville have ham hængende - men det ville være for syndt for Harry, hvis han skulle tilbringe timer inde i mit skab.

”Nårh søs. Det er altså ikke kun piger som der kommer?” han lød heldigvis ikke ked af det, eller såret. Han lød mere nysgerrig. ”Ja, det kunne du nok lide at vide, hva?” drillede jeg ham, men jeg sendte ham et skævt smil. Han nikkede ivrigt, hvilket fik ham til at se virkelig sjov ud. ”Beklager brormand. Det er kun tøser, og vi skal holde tøseaften i aften - så du er desværre ikke inviteret i denne omgang”. Hurtigt lavede han en grim grimasse. ”Du vil ikke have mig med? Jeg er fornærmet… eller måske mere såret!” begyndte han med sin lidt over smart stemme, hvilket kun gjorde hele situationen sjovere. ”Den er god med dig!” grinte jeg, og kunne ikke rigtig forstå, hvor denne samtale ville føre hen.

”Nå, men hvis du gerne vil være alene, så skal jeg da nok gå” kom det så fra Jake, som hurtigt rejste sig op fra sofaen. ”Tak Jake! Man kan altid regne med dig!” Jeg sendte ham et stort smil, hvorefter jeg prøvede at rejse mig op. ”Altid søs!” kom det kækt fra ham, hvorefter han gav mig en hånd, så jeg fik krykkerne på. 

Vi fulgtes ad ud til gangen, og hvis jeg selv skal sige det, så gik jeg egentlig ret flot på krykkerne. Jake tog fat i døren, og skulle lige til at give mig et knus, da hans telefon ringede. Han fjernede hurtigt sin hånd fra dørhåndtaget, og tog mobilen op til øret. ”Hej mor!” lød det venligt fra hans mund, hvorefter hans læber bevægede sig op i et smil. Jeg sendte ham et lille smil, mens jeg rystede på hovedet. ”Jamen jeg er hos hende nu” forsatte han, mens han kiggede på mig. Pludselig gik panikken gennem mig. Jeg havde jo ikke fortalt mine forældre, at jeg var faldet. Hurtigt tog jeg mig selv i at ryste vildt på hovedet, mens jeg kørte min pegefinger frem og tilbage foran min hals. Jake kiggede på mig med en mærkeligt udtryk, og talte så bare videre. I stedet prøvede jeg at mime ”Please” til ham end til flere gange, men han trak bare på skuldrene. Han havde ikke en eneste anelse om, hvad det var, at jeg prøvede at sige til ham. ”Jo, jeg skal nok lige kigge...” sagde han ind i telefonen, hvorefter jeg opgav. Han forstod ikke hvad jeg mente overhovedet. Hvor var det bare frustrerede! - og vi havde da ellers lige snakket om, at jeg nok skulle sige det til dem selv - når jeg var klar!

”Jamen hun vil vist også gerne selv snakke med dig” sagde han så, hvorefter jeg straks begyndte at ryste på hovedet igen, men desværre for sent. Han rakte mig telefonen, og selvom jeg i lang tid stod og kiggede på den, så kunne jeg ikke gøre andet end tøvede tage pænt i mod den. ”Hej mor” sagde jeg lige så stille, da jeg følte, at jeg havde sviget hende ved ikke at informere hende noget før. ”Hej skat” sagde mor glad fra den anden ende af røret. Hendes stemme var i rigtig godt humør, hvilket ikke gjorde situationen nemmere. Nu ville jeg sikkert ødelægge hendes humør. ”Hmm… Mor, jeg faldt i går…” begyndte jeg, mens min stemme blev mindre og mindre. Jeg kiggede Jake i øjnene, og hans blik sagde, at jeg bare skulle sige det. ”Jamen, gjorde det ondt, skat?” lød det fra mor, hvis stemme var blevet en smule mere alvorlig. ”Ja, det kan man nok godt sige… Jeg kom i hvert fald på hospitalet, og humper nu rundt på krykker” svarede jeg hende, og var egentlig lettet over, at det nu var sagt. Jake sendte mig et stort skævt smil, hvilket viste mig, at han hele tiden havde vidst, hvad det var, at jeg prøvede at sige med mine armbevægelser og ryst på hovedet. Den nar! Han burde da vide, at for en med hjernerystelse var det ikke det mest geniale. ”Jamen skat dog!” lød det fra min mor, inden hun forsatte: ”Skal jeg komme og hjælpe dig? Er du okay? Hvorfor ringede du ikke i går?” hun lød meget bekymret, og inderst inde vidste jeg også godt, at hun ville blive det - det var også en af grundene til, at jeg ikke havde ringet til hende. ”Nej, det behøves ikke mor. Jeg klarer mig. Jeg har det helt fint - og jeg ringede ikke, da en ven kørte mig” svarede jeg hende, mens jeg kiggede ned i gulvet. ”Okay. Så må du lige hilse din ven, og sige tak fra mig. Og husk så, at du altså altid kan ringe. Vi er her for dig”. Jeg smilede inden i mig selv. Hun tog det faktisk pænt, og jeg vidste også, at jeg bare kunne have haft ringet. ”Tak mor, og i lige måde” sagde jeg, mens jeg endelig kiggede op fra gulvet. Desværre til min overraskelse var Jake væk, og en panik spredte sig inden i mig. ”Men vi ses mor” var det første, som fløj ud af munden på mig, og jeg nåede knap nok, at høre mor sige ”I lige måde” inden jeg havde lagt på, og skyndte mig med mine krykker ind på mit værelse, hvor Jake stod og rodede i min reol.

Mit blik fløj hurtigt over på skabet, som jeg kunne se kun stod på klem. Hurtigere end nogensinde på krykker var jeg over ved skabet, og lukkede det hurtigt i, hvorefter jeg valgte at stille mig som spærring foran. ”Hvad sker der egentlig, Jake?” spurgte jeg nervøst, hvorefter han kigge op på mig, og vi fik øjenkontakt. ”Hvad der sker?” han lød lidt forvirret, selvom det var mig, som burde være det. Hvorfor stod min bror og gennemrodede min reol? Jeg havde faktisk private ting liggende rundt omkring, som ikke lige ragede ham. ”Ja, altså… Hvorfor står du og gennem roder min reol?” svarede jeg ham, og lød nu en smule alvorlig. Han sendte mig et stort smil: ”Mor bad mig tjekke, om du har den der håndbeskytter, som vi bruger når vi har spillet for meget badminton” svarede han mig, hvilket gjorde mig en smule paf. Hvorfor spurgte hun nu ham om det? Er jeg totalt overset, eller er der ingenting som fungerer for mig i dag? Jeg måtte virkelig have haft slået hovedet. ”Men den har jeg ikke, så du kan lige så godt opgive” kom det så fra mig, da jeg havde tænkt lidt. Jake stoppede ikke hans roden, men forsatte derimod til næste skuffe. ”Jake vil du være sød at holde op, og lade mine ting være?” jeg blev en smule frustreret over hans iver efter at tjekke mine ting ud - specielt lige nu, når jeg jo gemte på Harry i skabet.

”Hvad sker der, søs? Du plejer da ikke at have noget i mod, at jeg roder i dine ting” svarede han mig så endelig, mens han holdt en lille pause fra skuffen i reolen. ”Nej, men det har jeg så lige i dag… og som jeg siger til dig, så har jeg den ikke… så derfor kan du godt stoppe nu!” nervøsiteten ramte mig hårdt, hvilket ikke fik min stemme til at være helt klar.”Jamen søs dog, det skal jeg nok… jeg mangler bare lige skabet bag ved dig”, lød den venligt fra Jake, som hurtigt skubbede min skuffe ind i reolen igen. ”Skabet?” hviskede jeg forvirret, mens jeg så Jake komme tættere og tættere på mig. Jeg rystede vildt på hovedet, mens jeg lukkede øjnene i. Han måtte ikke åbne det skab! Hvordan skulle jeg få ham væk derfra? - og kan jeg overhovedet det? Han plejer jo at få sin vilje. Panik, panik, panik!  

 

_________________________________________________________________________________

Måske ikke lige det afsnit, hvor der sker mest - men alligevel, det skulle jo med...
Hvad tror I, at der sker nu? Opdager Jake Harry, eller får Kate en god idé ? Skriv gerne jeres bud! ;)

Tak til jer som stadig læser med!
Jeg skal nok prøve, at få skrevet noget mere, og jeg undskylder meget den længe ventetid. Jeg har haft meget siden jul, og derfor er det også lang tid siden, at der er kommet nye indlæg. Jeg undskylder meget, og takker dem, som er tålmodige nok til at vente. :)
En særlig stor tak til Tanja, som gjorde mig opmærksom på, at man skal forsætte med at skrive. :) Jeg håber, at det er okay, og at du kan lide det? :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...