My Biggest Mistake! (1D)

Den berømte Harry Styles er lige nu i alle mediernes søgelys, da han til en fest gav en anden dreng bank. Harry er ikke stolt af det selv, og vil allerhelst have, at den lille episode bliver glemt hurtigst muligt. Desværre ligger drengen sag an mod ham, og det gør ikke Harrys situation nemmere. Simon Cornwell har nemlig truet med at aflyse alle drengenes koncerter til sagen er færdig - så nu er det ikke kun Harry det hele går ud over! Derudover møder Harry den skønne Kate, da han den ene dag sidder i venteværelse til retten, og han finder hende utrolig tiltrækkende. Kate og Harry udveksler numre, og Harry ser endeligt et lille lyspunkt i sit liv. Men alligevel er heldet ikke med Harry, da han opdager, at Kate er søster til drengen som han slog. Kan Kate og Harry alligevel finde ud af tingene sammen? Og vil One Direction overhovedet komme på turné i år? Og hvad med de andre drenge fra One Direction - vil de overhovedet tale med Harry?

46Likes
43Kommentarer
3864Visninger
AA

8. Faldet!..

”Hvad vil du Harry?” lød det både surt og forvirret fra Kate, som så forvirret på mig, da jeg lige pludselig stod i hendes gang. ”Jeg vil bare tale med dig” svarede jeg hende rigtig venligt, og sendte hende et lille smil. ”Tale med mig? Skal det være lige nu? … Og så kunne du jo egentlig bare have haft ringet!” hendes stemme blev mindre forvirret, men mere sur. ”Ja, det skal være lige nu! Og jeg ringede ikke, fordi det skulle gøres ordentligt!” kom det fra mig, selvom jeg godt vidste, at jeg ikke ringede i frygt for, at hun ville smide røret på. ”Men kan du så ikke se, at det måske ikke lige er det bedste tidspunkt lige nu?” spurgte hun, mens hun lavede et spørgsmåls ansigt, med en sjov trutmund, mens hun rystede lidt på hovedet. ”Nej, det kan jeg ikke. Jeg synes, at det passe fint”, svarede jeg hende rigtig glad, og sendte hende et stort smil. Hun løftede stille højre arm, og kørte hånden fra hendes skulder ned mod hendes lår, og jeg forstod klart, at hun hentydende til hendes mundering. ”Det gør ikke noget” svarede jeg hende kækt, og baskede lidt med den ene arm. Kate så surt på mig, og jeg skyndte mig at fjerne det smil, som havde bredt sig i mit ansigt. ”Jo, det er lige hvad det gør, Harry!” svarede hun mig surt, hvorefter hun forsatte: ”Jeg har ikke tænkt mig at stå kun iført håndklæde overfor dig, bare fordi du gerne vil snakke!” Hun gik en smule tættere på mig, hvilket gav mig en underlig følelse i hele kroppen. Jeg studerede hurtigt hendes figur, og jeg kunne med lethed sige, at hun have nogle fantastiske ben, hvilket gav mig lyst til at smile igen. ”Jamen så venter jeg inde i stuen, mens du så får noget tøj på - skal vi ikke bare sige det?” jeg havde allerede vendt om på hælene, og traskede ind mod det næsten rum, som mindede mig om en stue, mens jeg sagde det, og jeg kunne i det fjerne høre Kate prøve at protestere en smule, men det var ikke noget, som jeg tog mig særlig meget af. Jeg vidste godt, at jeg skulle passe på, da hun nok godt kunne koge over, men derfor gjorde jeg kun det som måtte gøres!

Jeg satte mig blidt ned i sofaen, og kiggede lidt rundt. Alt var pænt og stilfuldt indrettet, og man skulle virkelig ikke tro, at hun boede i sådan en grim faldefærdig bygning. ”Der er sodavand i køleskabet” lød det blidt fra Kate, så stak hovedet ind gennem døren. Jeg blev lidt forundret over, at hun kunne skifte tone så hurtigt, eftersom der kun var gået to minutter, og hun stadig bar rundt på sit håndklæde. ”Tak!” svarede jeg hende glad tilbage, hvorefter jeg gik ud i køkkenet.

 

Kates synsvinkel:

Jeg skyndte mig derefter ind på værelset, hvor jeg rev noget pænt undertøj og en top frem fra skuffen, og en skjorte ned fra bøjlen. Mine bukser hang over stolen, og de fik samme tur, og så var jeg ellers ude på badeværelset igen. Hurtigt låste jeg døren, og rev håndklædet af mig. Jeg var næsten tør, da jeg havde stået i flere minutter og snakket med Harry - som åbenbart ville snakke med mig. Jeg forstod egentlig ikke, at han turde vise sig her, og egentlig var jeg heller ikke selv glad for det, hvis nu min bror ville opdage det. Jake ville helt klart føle, at jeg forrådte ham på det groveste, hvis jeg sås med Harry - så det skal han aldrig have noget af vide om! Alligevel var jeg da også en smule glad for at han kom! Han var i mine tanker 24/7, og det sværeste var, at jeg ikke kunne sige det til nogen, da jeg så bare ville blive busted, og set som forræder.

Jeg trak hurtigt mine blå lækre underbusker på, og de sad lige så perfekt som de plejede. Bagefter tørrende jeg mit hår, som ellers hang koldt og vådt ned af ryggen på mig. Så gik jeg hen til skabet, og fandt en hår-elastik, så jeg kunne sætte håret op. Bagefter tog jeg min super trendy blå BH frem, vendte den på hovedet, hvorefter jeg lukkede den. Så trak jeg den om på maven, og rev den op, i mens jeg hoppede en smule. Den passede perfekt til min små underbukser, og jeg kunne ikke lade være med at have fokus på mig selv inde i spejlet. Desværre nåede jeg kun lige at få den op over brysterne, da min fod smuttede på det hårde våde gulv, og jeg lå lige så lang jeg var. ”AVVVVV!” skreg jeg af mine lungers fulde kraft, da mit hoved ramte hårdt mod den hårde badeværelses gulv.

En slem smerte bredte sig i hovedet, og det føltes være end at have tømmermænd efter en rigtig dejlig fest! Jeg lå og rømmede mig lidt, da der pludselig blev banket på døren. ”Kate? Kate, er du okay?” jeg kunne tydeligt høre, at det var Harry, og hans stemme lød da også en smule bekymret. ”Det tror jeg nok” svarede jeg forsigtigt tilbage, mens jeg tog mig til hovedet. Langsomt prøvede jeg at sætte mig op, men det var forgæves. Det gjorde afsindigt ondt, når jeg støttede på foden, og jeg havde svært ved at holde mit eget hoved. ”Tror du det nok?” lød det endnu mere bekymret fra Harry, hvorefter jeg svarede ham med et ”Hmm…” jeg lå lidt for mig selv, hvorefter jeg gav det et forsøg mere, men lige meget hjælp det. Jeg kunne ikke bevæge den ene fod, og den anden gjorde simpelthen så ondt. ”Men jeg kan ikke komme op…” lød det så flovt frem mig, og jeg kunne næsten ikke klare, hvad jeg lige havde sagt. Jeg ville ikke virke svag! ”Komme op? Er du faldet?” kom det fra Harry, som sikkert stod helt op af døren. ”Ja det er jeg” mumlede jeg svagt: ”Og jeg kan ikke rejse mig op selv”. Det var pinligt! Virkelig pinligt! ”Skal jeg hjælpe dig?” spurgte Harry venligt, og det lød ikke til, at han hånede mig på nogen måde. ”Det ville faktisk være dejligt, men det kan du ikke… Jeg har låst døren, og jeg kan ikke nå nøglen”. Jeg mærke tårerne presse sig en smule på: Måske skulle jeg ligge her for altid? Sikke en klovn jeg var!

”Bare rolig! Jeg slår døren ind - bare pas på!” lød det venligt frem ham. ”Jeg kan ikke rigtig flytte mig, så det skal jeg nok!” svarede jeg ham, hvorefter jeg rev op i min BH. ”1,2,3” lød det tællende fra Harry ude i gangen, hvorefter et stort bump lød på døren, som hurtigt gik op, og ind trådte Harry. Hans ansigt var slet ikke som jeg havde regnet med! Jeg troede, at han ville have brugt flere timer på at grine af mig, men han virkede forvirret. Han kiggede kort på mig, hvorefter han hurtigt sad nede på hug ved siden af mig. ”Er du okay?” kom det uroligt fra ham, og jeg kunne ikke andet end at lukke øjnene og nikke.

 

Harrys synsvinkel

Jeg talte hurtigt til 3, hvorefter jeg braste døren ind. Synet som mødte mig, var ikke som jeg havde forventet. Kate lå kun iført undertøj, og så praktisk talt ikke for godt ud. Hendes ene ben vendte forkert, mens det blødte en smule fra hendes hoved.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at studere hendes krop. Den var virkelig flot og veltrænet! Hun lignede lidt en gudinde - hvis man lige så bort fra hendes skader, som var værre end forventet! Faktisk vidste jeg selv ikke, hvad man skulle gøre i sådan en situation, og panikkede indvendigt. Hurtig satte jeg mig ned på hug ved siden af Kate. ”Er du okay” røg det ud af munden på mig, selvom jeg tydeligvis godt kunne se, at hun ikke var det. Hun nikkede til mig, hvorefter hun lukkede øjnene. Straks blev jeg mere urolig og begyndte at nusse hendes kind, da jeg havde hørt noget om, at man ikke må falde i søvn, når man har slået hovedet. ”Kate! Kate se på mig!” råbte jeg hende ind i hendes hoved, hvorefter hun flyttede lidt på det. Langsomt åbnede hun øjnene, og så lige ind i mine. ”Harry jeg er vågen” lød det lavt og søvnigt fra hende. Hun så ud til at have mange smerter, hvilket gjorde utrolig ondt på mig indeni - det fortjente hun ikke!

”Og det skal du blive ved med!” beordrede jeg hende, mens jeg sendte hende et lille smil. Hun nikkede forsigtigt, mens hendes hånd stadig lå på hendes hoved. ”Vi skal have dig på skadestuen” sagde jeg så, mens jeg var sikker på at have kontakt. ”Ja” svarede hun bare, hvilket ikke gjorde mig mere tilpas.

Min hjerne søgte efter løsninger, og lidt efter havde jeg fundet et par, som virkede bare nogenlunde okay. ”Du skal have noget vand” sagde jeg stille, og var næsten sikker på, at hun ikke hørte det. Hurtigt løb jeg ud i køkkenet, greb et glas, tændte for vandhanen, hvorefter vandet strømmede ned i glasset. Hurtigt løb jeg tilbage til Kate, som ikke havde rørt sig en meter. Forsigtigt lagde jeg armene om hendes overkrop og hoved, og fik hende sat op. Hun sendte mig et lille smil, og tog så pænt i mod vandet. Hun drak omkring halvdelen, hvilket kun gjorde mig glad! ”Tak Harry!” kom det venligt fra hende: ”Jeg har det meget bedre nu”. Jeg blev glad for sætningen - VIRKELIG glad, men alligevel ændrede det ikke på min beslutning om, at vi skulle på skadestuen. ”Det er jeg glad for, men vi må hellere lige tage et smut på skadestuen alligevel” jeg prøvede at lyde, som havde jeg styr på situationen, og som var jeg den bestemmende person. ”Det behøves ikke… Jeg er helt klar igen” lød det glad, men samtidigt fortumlet fra hende. ”Det tror jeg ikke helt på” røg det ud af mig, inden jeg overhovedet havde nået at tænke over det. ”Men det er jeg!” hun lød optimistisk, og faktisk som den Kate, som jeg mødte første dag. Det var da også kun positivt, at hun var glad og positiv, men når man så på hendes tilstand, kunne det ikke rigtig forstås. ”Jamen så prøv da lige at rejse dig op” lød det kækt fra mig, hvilket kun gav Kate et mærkeligt udtryk i ansigtet. Forsigtigt greb hun ud med armene, og prøvede inderligt at rejse sig op til hun fandt ud af, at hun ikke kunne løfte benene. ”Okay… Du har nok ret… Jeg er vist ikke helt okay”. Hun lød flov, hvilket hun ikke havde nogen som helst grund til at være! ”Nemlig! Så nu giver jeg dig noget tøj på, og så tager vi af sted”, jeg prøvede at lyde lige så optimistisk som Kate, men desværre lykkes det ikke nær så godt. Hun nikkede bare forståede, hvorefter hun pegede hen mod bunken af tøj. ”Giv mig lige den top, som hænger henne på radiatoren” bad hun pænt, hvorefter jeg straks gjorde som hun sagde. Hun sad stadig helt stiv i kroppen op af den ene væg, og kunne kun bevæge armene. Stille trak hun troppen over hovedet, mens et lille skrig undslap hendes læber. ”Det gjorde ondt!” sagde hun højt, da toppen sad under hagen på hende. Jeg nikkede forståede: ”Selvfølgelig gør det det. Du har et åbent sår i nakken!” svarede jeg hende stille, så hun skulle forstå alvoren i det. Hurtigt kiggede hun på sine hænder, som var blevet sat til i blod, og et mærkeligt og bangeligende udtryk kom til syne. ”Jeg hader blod” kom det forsigtigt fra hende, og jeg kunne ikke holde mit lille skæve smil inde. Hun sad dér! Så fortabt, og så hjælpeløs! Og det var mig, som skulle få hende igennem dette.

Jeg gav hende hurtigt skjorten, som hun selv tog på. Den klædte hendes krop fantastisk, og gav hende en virkelig flot figur. ”Hvad gør vi ved benene?” spurgte hun, og lød nærmest fortabt. Jeg trak lidt på skulderne, før jeg svarede: ”Du har vel ikke en nederdel eller noget i den stil - for bukser kan du i hvert fald ikke få på”. Hun rystede lidt på hovedet, før hun fik svaret. ”Det tror jeg altså ikke… Men du er velkommen til at kigge i mit skab… Måske er der noget, som vi kan bruge”. Jeg nikkede forstående til hende, før jeg rejste mig, og gik ud af badeværelset, og hen mod det, som jeg ville kalde for hendes soveværelse. Rummet var flot indrettet, ligesom resten af huset, og for enden af væggen stod et stort skab. Jeg åbnede det forsigtigt, og en masse tøj kom til syne. Jeg gik lidt tættere på, for at kunne se det på nærmere afstand, da en lugt bredte sig i min næse. Det var lugten af Kate! Lugten sad i hendes tøj, og den var så uvurderlig god! Jeg stod længe og snusede indad, da jeg hørte Kate råbe ude fra badeværelset: ”Nu må du ikke misbruge, at du ser alt mit tøj… Det er der nemlig ingen, som der har fået lov til før!”. Jeg følte mig en smule smigret, da jeg langt om længe, begyndte at kiggede bøjlerne igennem.

Hun havde utrolig meget tøj! Noget enkelt, noget specielt, noget gammelt, noget nyt, noget stilfuldt, noget pænt… og jeg kunne blive ved! Desværre var der ikke nogen nederdel, som kom til syne. ”Har du tøj andre steder end i skabet?” råbte jeg af min lungers fulde kraft, så hun skulle kunne høre det ude på badeværelset. Jeg stod længe og ventede på svar, hvorefter jeg hørte en svag råben: ”Kun i kommoden ved vinduet” lød det forsigtigt. ”Der kigger jeg!” råbte jeg hurtigt tilbage hvorefter jeg straks kig hen til den øverste skuffe og rev den ud. Synet var ikke lige var jeg havde forventet, og egentlig følte jeg mig også lidt som en, der bød ind på privat ejendom. ”Okay!” råbte Kate tilbage: ”Men gør mig lige den tjeneste ikke at kigge i den øverste skuffe”. Hendes ord ramte mig midt i ansigtet. Jeg havde lige åbnet skuffen, som hun bad mig undlade. Shit! Og hvad værre var, så var jeg allerede i gang med at rode rundt i det! Hun ville kunne opdage det lige meget hvad. Tøjet i hendes øverste skuffe, var hendes undertøj! Og ikke nok med det - nedenunder lå hendes dagbog gemt! Og sidst, men ikke mindst en lille kasse med skriften ´privat` udenpå.

Jeg prøvede hurtigt at folde tøjet pænt, og lukkede så skuffen igen, før jeg gik videre til den næste. Mine hænder kørte frem og tilbage i alt hendes tøj, men lige meget hjalp det. Jeg nåede til den sidste skuffe, da jeg egentlig havde givet op, og fandt så et stort blåt tyl-skørte. Hurtig rev jeg det op af skuffen og løb ud til Kate. ”Se her!” sagde jeg glædestrålende til hende, og sendte hende et lille smil. ”Nårh ja… Det er mit skørte fra sidste år! Hvorfor tænkte jeg ikke på det?” det lød som om, at hun snakkede med sig selv, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at svare: ”Måske fordi du har slået hovedet”. Hun sendte mig et lille flabet smil, som kun gjorde mig glad, da hun virkede en smule mere klar i hovedet.

Jeg gik hen til hende med skørtet, og trak det forsigtigt ned over hendes hoved, så det ikke ramte hendes blødning i nakken. Da det nåede maven strammede jeg det med båndet, så jeg var sikker på, at det ville blive siddende når jeg fik hende op at stå.

Stille listede jeg mine arme rundt om hende, hvorefter hun greb fat om min hals, og jeg bar hende op i min arme. Hun smilede et lille forsigtigt smil til mig, mens hendes hjerte bankede på højtryk. ”Harry?” hviskede hun stille mod min skulder, mens hun lå min mine arme. ”Ja?” svarede jeg hende blidt, mens mine øjne faldt ned mod hendes. ”Vi kan altså ikke blive set sådan her… Altså hvis du forstår…” hendes sætning stoppede, og hun lød trist. Jeg nikkede stille, hvorefter hun fik samlet mod til at tale videre. ”Min bror vil ikke blive glad for det… Og med alt den presse omkring dig…” Hendes ord ebbede igen ud, og jeg forstod hentydningen. ”Bare rolig!” svarede jeg hende mildt. ”Jeg kører bilen frem, og gør det hele klar… Og så sidder du bag de tonende ruder, okay?” Hun nikkede stille, mens hun sendte mig et lille smil.

Jeg satte hende af i sofaen i stuen, så jeg kunne komme ned til bilen i en gevaldig fart. Hurtig greb jeg tæppet fra sofa kanten, og så mine nøgler, og så var jeg hellers bare ude af døren.

Jeg kørte bilen frem i en fart, så den stod lige ud for hendes opgang. Bagefter åbnede jeg ind til bagsædet, hvor jeg foldede tæppet ud. Så skyndte jeg mig ud af bilen, låste den - da man aldrig kunne være for sikker, og forsatte så ind i bygningen til Kate igen.

Kate havde ikke rørt sig ud af flækken, da jeg kom tilbage. Hun sad og så helt fortabt ud, men sendte mig alligevel et kort smil, da jeg rømmede mig lidt. ”Er du klar?” spurgte jeg stille, men stadig bekymret, da jeg nærmede mig hende. Hun nikkede lidt inden hun svarede: ”Ja… Og tak!” Jeg sendte hende et lille sødt smil, hvorefter hun forsatte: ”Men hvis du ikke gider sidde på hospitalet med mig, når der jo er så meget ventetid, så gør det ikke noget… Jeg kan bare ringe efter min bror”, hun prøvede at lyde venlig, selvom den sidste sætning ikke blev sagt for højt - og jeg var udmærket klar over, at det var på grund af Jakes navn. ”Jeg vil gerne sidde hele natten med dig!” svarede jeg hende lige fra hjerte. Jeg ville godt nok ikke opgive den plads for noget - og da slet ikke til Jake! Det kunne godt være, at han var hendes bror, og at de var i familie og alt det der, men jeg ville alligevel ikke bytte!

Jeg pakkede lynhurtigt en taske til Kate, som indeholdte det mest nødvendige som f.eks. mobil, pung, nøgler, slik, kalender osv. Hun krævede egentlig ikke særlig meget, da hun sikkert vidste, at jeg ikke ville kunne finde hendes makeup og sådan. Bagefter tog jeg forsigtig fat om hende med den ene arm om hendes mave, og den anden om hendes lår, og så bar jeg hende ellers ud. Hun var egentlig ikke særlig tung, men alligevel gik jeg langsomt ned af trappen, da jeg var en smule bekymret for at falde med hende.

Da vi nåede ned til bilen, låste jeg den hurtigt op, og bar Kate ind på bagsædet. Jeg foldende hurtigt det udfoldende tæppe rundt om hende, og hun sendte mig en venligt blik. Man kunne en gang i mellem se på hendes grimasser, at hun var i store smerter, men hun brokkede sig aldrig! Bagefter gik jeg op på førersædet, og satte bilen i gang. Nu kunne det ikke gå hurtigt nok!

 

”Ja Kate, udover at hun har brækket det ene ben, så har du forstuvet det andet” begyndte Doktor Martin, da han kom tilbage med prøveresultaterne. Kate nikkede venligt, og trak en lille grimasse: ”Skal jeg så gå på krykker?” kom det trist fra hende. ”Ja det skal du! Med mindre, at du hellere vil have en kørestol?” svarede Doktor Martin hende, hvorefter et forskrækket udtryk kom til syne i hendes ansigt. Hun rystede kort efter på hovedet: ”Nej tak! Krykker lyder helt fint” Hun sendte ham et lille smil, som han venligt gengældte. ”Men nu er det jo desværre ikke kun benene, at du slog” forsatte Doktor Martin så, mens han så ned i sine papirer, som han stod med i hånden. ”Du har også fået hjernerystelse, og flængen i nakken skal sys”. Kate nikkede endnu engang, men så en smule bange ud. En lille tåre faldt fra hendes kind, og jeg kunne ikke lade være med at tage hendes hånd i min, og give den et lille klem. Jeg fangede hendes øjne, hvorefter hun så trist på mig: ”Jeg er bange for nåle” hviskede hun så lavt, at det næsten ikke kunne høres. Jeg nikkede forstående, og nussede blidt hendes kind med min anden hånd: ”Det skal nok gå… Jeg er her, og jeg bliver her”. Hendes øjne blev en smule klarere, hvorefter hun sendte mig et kort nik.  ”Det er godt, at din kæreste er så flink, Kate” kom det så fra Doktor Martin som havde overværet det os. Jeg blev lidt glad, da han sagde kæreste, men vidste alligevel ikke hvordan jeg skulle reagere på det, da vi jo ikke var det - faktisk vidste jeg ikke engang, om vi var venner igen?

”Han er ikke min kæreste” lød det lavt, men også trist fra Kate, som sendte os begge et lille smil. ”Åhh… jaså… Men så håber jeg, at du kan overtale din ven til at blive alligevel, for du må ikke være alene de næste 24 timer… Men hvis det ikke passer jeres planer så godt, så kan jeg godt bestille en stue til dig her” lød det venligt fra Doktor Martin. Kates øjne flakkede op mod mine, og spørgsmålet lyste ud af dem. Jeg klemte hende hånd lidt hårdere: ”Selvfølgelig bliver jeg!” svarede jeg hende så, hvorefter hun smilede. ”Tak! Du har lige reddet mig fra en hospitals seng”. Jeg nikkede glad, da jeg vidste, at jeg nu havde muligheden for at snakke ud med hende, og lære hende bedre at kende. 24 timer - kun hende og jeg!

 

_______________________________________________________________________________

Så kom der igen et afsnit - igen undskylder jeg for ventetiden. :(

Men stadig tusind TAK for likes, favoritlister og kommentarer! Det gør mig så glad at se! :)
Og Glædelig December! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...