My Biggest Mistake! (1D)

Den berømte Harry Styles er lige nu i alle mediernes søgelys, da han til en fest gav en anden dreng bank. Harry er ikke stolt af det selv, og vil allerhelst have, at den lille episode bliver glemt hurtigst muligt. Desværre ligger drengen sag an mod ham, og det gør ikke Harrys situation nemmere. Simon Cornwell har nemlig truet med at aflyse alle drengenes koncerter til sagen er færdig - så nu er det ikke kun Harry det hele går ud over! Derudover møder Harry den skønne Kate, da han den ene dag sidder i venteværelse til retten, og han finder hende utrolig tiltrækkende. Kate og Harry udveksler numre, og Harry ser endeligt et lille lyspunkt i sit liv. Men alligevel er heldet ikke med Harry, da han opdager, at Kate er søster til drengen som han slog. Kan Kate og Harry alligevel finde ud af tingene sammen? Og vil One Direction overhovedet komme på turné i år? Og hvad med de andre drenge fra One Direction - vil de overhovedet tale med Harry?

46Likes
43Kommentarer
3862Visninger
AA

3. Advokater og min værdighed!!...

Jeg stirrende ud af vinduet, som var placeret overfor mig. Solen var ved at bryde igennem skyerne, og det tydede på, at denne dag ville blive en smule varm - hvilket jeg overhovedet ikke ville have noget i mod! Selvom jeg stirrede, og mine tanker var fyldt med gode ting, som sol og varme, så kunne jeg mærke, at mit blik var en smule tomt. ”Hallo Harry!” lød det langt fra det fjerne. Jeg blev bare ved med at stirre ud af vinduet, da personen virkede temmelig langt væk, og hvis personen virkelig ville mig noget, så måtte han komme tættere på. ”Er du helt med på det her?” lød det så fra den igen, mens en hånd fløj op foran mit blik. Den rystede fra side til side, og på en eller anden måde gjorde den mig også forskrækket. Det var ikke tæt på, at jeg havde ment. ”Hvad?” udbrød jeg, da min tanker samlede sig, og jeg endelig kom tilbage til virkeligheden, hvor jeg sad overfor min advokat - som rent faktisk hedder Tim. ”Er du helt med på det her?” lød det igen fra ham, og jeg kiggede for første gang denne dag ned på et papir som lå på bordet. Hurtigt rev jeg det op, og skimtede det hurtigt igennem. ”Hmm…” kom det fra mig, men det var så også det eneste jeg kunne sige. Jeg havde overhovedet ikke fulgt med, så jeg var faktisk helt lost. ”Nej, jeg er ikke helt med…” indrømmede jeg så med en meget lav stemme, og sank en smule ned i stolen. ”Jamen så tager vi det da bare igen” svarede Tim mig venligt, og jeg nikkede til ham. Det var jo egentlig ret venligt af ham, selvom jeg godt vidste, at han var timelønnet, og på en eller anden måde kunne være ligeglad.

”Når du kommer ind i retssalen, må du ikke se alt for glad ud” startede han, mens han løftede den ene arm fra bordet. Jeg nikkede til ham, mens han forsatte: ”Men det betyder heller ikke, at du skal se sur ud… nej prøv hellere at virke neutral”. Han holdt min øjenkontakt, så han var sikker på, at jeg lyttede denne gang - hvilket jo også kun ville være til mit eget bedste. ”Okay! Ja, men det skal jeg nok prøve” svarede jeg ham, og prøvede at lyde lidt optimistisk, da det jo var et råd fra Kate. ”Godt!... Det næste er så, at jeg skal være helt klar over var du siger, når vi er derinde. F.eks. når du siger undskyld til ham, så skal vi have formuleret det, så det ligner, at de kommer helt fra hjertet, for så…” ”Hvad siger du!” råbte jeg, og rejste mig hurtigt op fra stolen, og bøjede en smule forover i ryggen: ”Skal jeg sige undskyld til det fjols, da det var ham som startede det hele?” min stemme var stor og vred, og indeni var jeg ved at boble over. De havde vel ikke regnet med, at jeg ville give ham en undskyldning? Nej så hellere køre sagen langt ud! Om han så vinder eller ej, og om jeg så skal betale ham en masse penge, så ville det ikke trampe lige så meget på min værdighed, som det at sige undskyld til den nar!

”Harry, vær sød at sætte dig ned, og find hellere en pænere tone frem” lød det fra Tim, som tog det ganske roligt. Jeg satte mig ned, og slog armene over kors. Tim kiggede på mig i lidt tid - som om han gerne ville have, at jeg lige faldt ned før, at han begyndte at snakke til mig - eller også var det for at trække tiden, så hans løn blev højere.

 ”Hvis du ikke siger undskyld, så kan det komme til at koste dig en utrolig masse penge” svarede Tim så, da han endelig mente, at jeg var faldet nok ned. ”Og for øvrigt i mens jeg husker det, så er det vigtigt, at du bevarer fatningen inde i retten, og ikke flipper ud på den måde, da det kun gør din sag mere besværlig, da det kan bruges i mod dig”. Jeg nikkede til ham, hvorefter jeg lagde mine hænder mod hinanden, og klemte dem hårdt sammen, for at tage noget af min vrede. ”Hellere betale en masse penge, end at miste min værdighed” sagde jeg så med lav stemme, og det gav et lille sæt i Tim, da han vist ikke havde regnet med den konklusion.  ”Jamen Harry, hvis du har det på den måde, hvorfor giver du så ikke bare Jake pengene med det samme?” Jeg væmmes en smule, da han sagde navnet Jake, da han er det største fjols, som jeg har mødt på jorden, som kunne gå på to ben. ”Fordi det altså ikke var mig, som startede det hele. Det var ham! Og det vil jeg have de andre til at indse!” jeg kunne mærke, at jeg hævnede stemmen igen, selvom det slet ikke var meningen.

”Det forstår jeg godt!” svarede Tim mig så rigtig venligt, inden han forsatte i sin kloge advokat tone: ”Og efter det, som du har fortalt mig, så var det jo også ham, som startede det hele - men det skal vi bare have nogle beviser på… og så har vi også lige det minus på vores side, at det var dig, som der brugte vold og ikke ham!” Ordene ramte mig en smule hårdt, da det jo var noget, som jeg så inderligt fortrød! Hvis jeg ikke havde haft drukket så meget den dag, så havde jeg nok ikke mistet min situationsfornemmelse, og så var det her aldrig sket! Så havde jeg ikke behøvet at sidde til et mega kedeligt, irriterede møde med en advokat, som mente, at det var mig som burde undskylde! Så havde jeg været ude og spille sammen med drengene - alle drengene, som så stadig gerne ville tale med mig! Jeg ville sådan ønske, at alt var som før! ”Jeg ved godt, at det var mig, som slog først, men kan man ikke bruge alkoholen som en fordel?” spurgte jeg stille med et lille smil om læben, da jeg følte, at jeg havde udtænkt en plan. Jeg kløede mig derefter forsigtigt på overarmen. ”Alkohol er aldrig en fordel, Harry” svarede Tim mig meget alvorligt, og mit lille smil forsvandt hurtigt. ”Jamen jeg mener bare… hvis man nu kunne vise, at jeg ikke var ved mine fulde fem, kunne man så ikke bevise, at jeg ikke havde gjort det med vilje?” Tim rullede en smule med øjnene: ”Med mindre, at du prøver at fortælle mig, at det var nogle andre, som fik dig til at drikke den aften, så duer din idé ikke!” kom det fra Tim, som havde et opgivende blik i ansigtet. Jeg rystede stille på hovedet, mens jeg kiggede på papiret, som stadig lå på bordet. Det kunne jeg jo ikke bevise, da jeg jo selv hældte alkoholen ned i skrutten på mig.

”Godt!” svarede Tim bare, mens han klappede glædeligt i hænderne. ”Så går vi tilbage til min plan, som ligger lige foran dig” han pegede på papiret, som jeg hurtig tog op i hånden, så jeg nu kunne nærlæse det hele. Træls!

 

Jeg havde siddet inde ved Tim i to en halv time da jeg endelig kom ud. Jeg var i kolossalt dårligt humør, og havde egentlig bare brug for nogle, som kunne muntre mig lidt op. Jeg fandt hurtigt mobilen frem, og kørte mine favoritter igennem. Normalt når jeg havde det på denne her måde, så ville jeg havde ringet til Niall, som ville have kommet med det samme, hvorefter vi var taget ud at spise. Men eftersom situationen var, som den nu en gang var, så vidste jeg også, at den tanke ikke ville blive til noget. Jeg kørte hurtig videre til jeg nåede til Louis. Hurtig ramte min tommefinger ´ring op knappen`, og jeg lagde telefonen mød øret. Der gik længe inden jeg hørte Louis´s dejlige stemme, men desværre var det bare hans telefonsvare. Lort! Jeg lagde hurtigt på, så jeg kunne ringe til Liam. Han tog den hurtigt, og inden han kunne nå at sige sit navn, havde jeg allerede spurgt, om han ikke ville med ud at spise. ”Ikke i dag, beklager” lød det fra ham, og han virkede en smule trist. ”Okay?” svarede jeg ham, og lød en smule skuffet: ”Kunne du fortælle mig hvorfor?” Der gik længe inden Liam svarede - faktisk så længe, at jeg var lige ved at tro, at han havde lagt på. ”Harry nu må du ikke blive ked af det… men vi er lige nu til et møde med Simon” hans tone var trist, og man kunne høre, at det gjorde ondt på ham, at sige det til mig. ”Med Simon?” spurgte jeg, og lød en smule overrasket. Havde jeg glemt et møde med ham? Oh snit! Den slags hadede Simon bare! ”Jeg skal nok komme med det samme. Hils ham og sig, at jeg er ked af, at jeg blev forsinket!” jeg prøvede at lyde glad, selvom panikken for Simons reaktion skræmte mig lidt. ”Øhh, Harry?” spurgte Liam mig temmelig forsigtigt. ”Ja” svarede jeg ham, mens jeg satte farten op, så jeg kunne få fat i en taxi. ”Det er faktisk bedst, at du ikke kommer… ” hans stemme var lav, men jeg hørte det klart og tydeligt! Det var som at få piskeslag. Et kæmpe afslag lige i hovedet! - som den gang, at jeg røg ud af x-factor inden drengene og jeg var blevet sat samme som gruppe.

 ”At jeg ikke kommer?” gentog jeg, da jeg i grunden var en smule chokeret. ”Ja… Undskyld Harry! Det var ikke meningen, at du skulle høre det på den her måde… må jeg ikke godt forklare dig det senere? Hvad med i morgen formiddag?” Ikke meningen, at jeg skulle vide noget! De ville sikkert smide mig ud, ville de! Sikke nogle narhoveder, som jeg har kaldt for mine brødre! ”Jo, jo!” svarede jeg Liam koldt, hvorefter jeg fjernede telefonen fra mit ører, og lagde på. Man kunne jo heller ikke regne med folk mere - og jeg havde endda kun gjort det, for at beskytte en af dem!   

Jeg var fuld af vrede! Fuld at negativitet! Jeg følte mig ensom, og en smule forladt. Jeg havde haft alt, og havde nu intet! Det var for forfærdelig til at være sandt. Jeg lukkede stille øjnene, og hviskede blidt for mig selv: ”Det er bare en drøm… Bare en sølle dum drøm”. Jeg åbnede øjnene igen, men desværre nej! Det var et sandt mareridt, som jeg ikke kunne vågne fra!

Jeg lagde forsigtigt min telefon op til øret, da jeg godt vidste, hvad der ville gøre mig glad nu - det eneste som jeg havde tilbage, som kunne gøre mig glad nu. ”Hej Harry” - nemlig lyden af den søde, rare, blide stemme, som heldigvis ikke havde det mindste i mod mig, og som heldigvis tog telefonen!

________________________________________________________________________________

Tusind tak for alle favoritlisterne og likes! I er utrolig dejlige! <3 :)

Jeg håber ikke, at afsnittet skuffede jer, for jeg ved ikke, om jeg selv er helt tilfreds - men da det jo er en retsag, så skal vi jo også høre lidt om den slags. :) Men Tak fordi I læser med! - det sætter jeg stor pris på! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...