One of the boys - (1D)

Jennifer Amy White har altid været en drenget pige. Altid hængt ud med drenge, og aldrig haft særlig mange pigevenner. Men hvad sker der hendes bedsteveninde Stephanie giver hende en smagsprøve på hvordan det er at være mere piget til afgangs ballet? Over sommeren beslutter Jennifer sig for at hun er færdig med at være en af drengene, lige i tide til hun flytter til London for at studere. Hvordan reagere hendes bedsteven siden børnehaven, Louis Tomlinson, på hendes forvandling? Og hvordan håndtere Jennifer den nye opmærksomhed fra drenge?

38Likes
17Kommentarer
2725Visninger
AA

10. Hvad?

 

Hvad?

Der var gået 2 uger, og jeg havde ikke hørt fra Louis. Jeg havde sendt ham mange sms’er og beskeder på andre måder. Twitter beskeder, facebook beskeder, sms’er, e-mails, telefon opkald, breve og jeg havde endda sendt chokolade. Men der var intet svar, ikke engang det der lignede.  Jeg havde givet op, og jeg var ved at indse jeg havde mistet ham. Det var hårdt, men han svarede ikke når jeg ringede eller skrev og han var aldrig hjemme. Samtidig var jeg sur og skuffet over ham. Jeg var sur og skuffet over at han ikke kunne tilgive mig. Jeg ved godt jeg havde dummet mig for groft, men det her var for meget. Uanset hvad for noget lort han havde lavet, havde jeg altid tilgivet ham. Suk. På det punkt havde jeg haft nogle lorte uger.

 Til gengæld var det ved at blive rigtig alvorligt med Caleb. Han skulle med til min kusines bryllup om 2 dage. Vi tog af sted allerede i morgen. Steph havde virket ved siden af sig selv, siden jeg havde aftalt med Caleb, at han skulle med til bryllup. Jeg havde spurgt hende op til flere gange om der var noget galt, men hver gang havde hun svaret det samme. ”Nej, alt er perfekt.” Jeg følte på en måde at det var min skyld. Jeg havde været så fikseret på Louis og på at få hans tilgivelse, at vi knap havde snakket. Jeg var bange for, at hun følte jeg skubbede hende væk. Jeg satte mig på sofaen. Hvorfor skulle det hele være så kompliceret? I Doncaster havde det aldrig været sådan her. Måske fulgte det med byen? Jeg ved det sku ikke.

Jeg sad bare 9 sofaen og kiggede over på min mobil. Steph sad over for mig, i den anden sofa, med en bog. Måske skulle jeg ringe til ham en sidste gang? Måske tog han den i dag? Nej, hvis han ville være sur, måtte han være sur. Suk. Måske skulle jeg? ”Jen, koncentrer dig nu om noget andet,” prøvede Steph. Hun havde tydeligvis bemærket min indre kamp. Jeg sukkede og lænede mig tilbage. ”Du har ret,” sukkede jeg og tog min bærbare. Så kunne jeg ligeså godt den skriftlige opgave jeg havde for.

Jeg sad en times tid bare og skrev. Godt nok var jeg trist, men jeg var da konstruktiv. Steph sukkede højt. Jeg kiggede forvirret op fra min computer skærm. Hun himlede med øjnene og rejste sig. ”Skal jeg altid være den gode fe?” sukkede hun og gik ud af stuen, mens hun tastede et nummer ind på sin mobil. What? Skulle jeg gå efter hende? Nej, havde hun brug for mig, måtte hun hente mig.

Et kvarter eller noget kom hun ind i stuen igen. Hun havde sin jakke på, og lignede en der skulle ud. ”Jeg har skaffet jer én chance, lad nu være med at spilde den. Det er på tide i gør noget ved det her, i stedet for at i går rundt og lader som om I ikke vil være mere end venner.” Det var det eneste hun sagde. Jeg kunne ikke engang nå at svare, før hun havde taget elevatoren ned. Hvad mente hun? Jeg gad ikke rigtig tænke over det, så jeg gik ud fra hun mente Caleb. Jeg vendte tilbage til min opgave, men der var noget der nagede mig. Hvad nu hvis det havde noget med Louis at gøre?

Elevatoren sagde pludselig pling, hvilket resulterede i, at jeg røg en halv meter op i luften. ”Jen?” lød en panisk stemme. Vent. Det var Louis. Jeg farede op, og et syn af en forpustet Louis mødte mig. ”Louis,” sagde jeg forbavset. ”Jen, du må ikke tage Caleb med til din kusines bryllup,” sagde han bestemt. Jeg havde kendt ham i lang tid, og jeg kunne spore et snært af panik i hans stemme. ”Øh, og hvorfor så ikke?” ”Fordi så bliver det seriøst!” Jeg stod og lignede et spørgsmålstegn. ”Og hvorfor må det ikke blive det? Er det ikke lidt meningen med et forhold?” spurgte jeg halvsurt. Han stod og tøvede lidt. Som om han ikke rigtig vidste hvorfor, jeg ikke måtte tage Caleb med. ”Jeg syntes måske bare i går lidt for hurtigt frem,” trak han på skuldrende. Jeg kunne mærke vreden bygge sig op i kroppen på mig. De sidste 2 ugers møgflip, der bare trængte til at komme ud. ”Vi går for hurtigt frem?” snerrede jeg. Han stod og kiggede ned. ”Du har ikke givet en lyd fra dig de sidste 2 uger! Du har ikke så meget som svaret på mine sms’er, og så kommer du her og fortæller mig, hvad jeg skal gøre med mit liv? Synes du virkelig du kan tillade dig at komme her og fortælle mig hvad jeg skal gøre med mit kærlighedsliv? Og så med en så dårlig grund? Hvis der havde været en ordenlig grund, kunne det være jeg ville lytte. Men nej nej, du kan bare komme valsende ind og-” ”- Fordi jeg elsker dig, Jen,” afbrød han mig. ”Hvad?” nærmest klynkede jeg. ”Jeg elsker dig,” sagde han mere bestemt. Jeg satte mig ned på sofabordet bag mig. Jeg kunne enten sætte mig ned, eller hamre hovedet ned i det om lidt.

”Jeg elsker dig så højt. Jeg elsker hvordan du er verdens dårligste taber, og kaster rundt med ting og bander. Jeg elsker din lille kiksede, men vildt charmerende, sejers dans. Jeg elsker hvordan vi kan sidde og snakke hele natten, uden du bliver træt af mig. Jeg elsker hvordan vi det ene øjeblik kan sidde og grine, og det næste sidde og råbe af hinanden når der er fodbold.” Han holdte en lille pause. Han satte sig over på sofaen foran mig. ”Jeg elsker hvordan du ikke er bange for at være dig selv, og fortælle mig tingene som de er. Jeg elsker at du uanset hvad der sker, er den eneste person der altid vil være der for mig. Jeg elsker dit smil, din latter, din stemme. Jeg elsker hvordan du får mig til at føle mig, når jeg er sammen med dig. Hvordan du får mig til at føle mig hel, og får mig til at glemme alt andet. Som om vi er vores egen lille verden.” Jeg sad og kiggede håbløst på ham. Han tog mine hænder i sine. ”Jen, du fortjener så meget bedre. Jeg siger ikke det skal være mig, men det skal heller ikke være ham. Han har såret dig, som jeg aldrig ville. Jeg har været et svin de sidste 2 uger, men jeg var så ked af det. Du fortjener hele verden, og det kan han ikke give dig,” afsluttede han. Jeg sad ikke kiggede på ham med våde øjne. Han smilede et lille, skævt smil. Han løftede mine hænder op, og kyssede dem en enkelt gang. ”Jeg er hjemme hele aftenen,” sagde han og rejste sig. Han kyssede mig på panden, og gik over til elevatoren. Den forsvandt ned, og dér sad jeg så. Og kiggede ud i luften, helt urørlig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...