One of the boys - (1D)

Jennifer Amy White har altid været en drenget pige. Altid hængt ud med drenge, og aldrig haft særlig mange pigevenner. Men hvad sker der hendes bedsteveninde Stephanie giver hende en smagsprøve på hvordan det er at være mere piget til afgangs ballet? Over sommeren beslutter Jennifer sig for at hun er færdig med at være en af drengene, lige i tide til hun flytter til London for at studere. Hvordan reagere hendes bedsteven siden børnehaven, Louis Tomlinson, på hendes forvandling? Og hvordan håndtere Jennifer den nye opmærksomhed fra drenge?

38Likes
17Kommentarer
2746Visninger
AA

11. Første kys

Første kys

Jeg havde siddet i en halv time bare og gloet ud i luften, mens tårerne langsomt havde løbet ned af mine kinder. Jeg havde bare siddet og tænkt. Men jeg var også kommet frem til hvad jeg skulle gøre. Jeg havde skrevet til Caleb, at han skulle komme over. Jeg sad stadig bare og kiggede. Jeg følte mig magtesløs. Elevatoren sagde pling, og jeg skyndte mig at tørre de værste mascara render væk. Det var ikke så slemt, men man kunne se jeg havde grædt. Caleb kom ind i stuen og jeg rejste mig. ”Jen, hvad er der galt?” spurgte han bekymret og begyndte at gå over i mod mig. Jeg stoppede ham med en afværgende hånd. ”Louis var her,” sagde jeg stille. Jeg kunne næsten ikke bære det her. ”Og jeg skal ikke med til bryllup, skal jeg?” sagde han forstående. Jeg rystede stille på hovedet. Tårerne begyndte så småt at presse sig på igen. Jeg gik over til ham og tog blidt fat i kanterne af hans jakke. ”Caleb, jeg kan virkelig godt lide dig-” ”- Men du elsker ham,” afsluttede han min sætning. Jeg nikkede stille. ”Hvordan vidste du det?” spurgte jeg stille og kiggede ham i øjnene. Han sendte mig et lille smil. ”Den måde du beskriver ham. Hvordan du lyder når du snakker om ham. Man kan høre hvor højt du elsker ham.” Jeg kiggede ned igen og en tårer trillede ned af min kind. Han strøg den væk med en tommelfinger. ”Det er okay, jeg er bare ked af det ikke er mig du har det sådan med,” mumlede han og hev mig ind i et kram. Vi stod lidt og bare holdte om hinanden. En tåre løb i ny og næ ned af min kind. Caleb trak sig og kiggede flygtigt mod døren. ”Jeg skal videre, og du skal snakke med Louis,” smilede han. Han gav min arm et klem, og forsvandt ned med elevatoren.

Jeg gik ud på badeværelset og tørrede make-up render væk. Jeg friskede min mascara op og greb min jakke. Klokken var næsten 11, og det var mørkt uden for. Jeg greb min jakke og tog elevatoren ned. Jeg måtte snakke med Louis. Han havde fået mig til at indse så mange ting. Jeg trådte ud af døren, og havde det som om der var nogen der smed en spand vand i hovedet på mig. Fedt. Der regnede ikke bare, det stod ned i stænger. Men jeg var ligeglad. Jeg måtte fortælle Lou at jeg også elskede ham. Jeg rakte hånden ud og prøvede at praje en taxa. En taxa kørte lige forbi mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Jeg fattede ikke jeg havde været så blind, i så lang tid. En taxa holdte ind til siden. Jeg satte mig ind og gav ham adressen. Så meget forandring for at få mere drengeopmærksomhed. Jeg ville jo ikke have en eller anden populær sportsfyr fra mit universitet, med charme og lækkert hår. Jeg ville jo ikke have en kæreste der var stor og pumpet og gik i byen de rigtige steder. Nej, jeg ville bare have Louis. Louis der altid var der for mig. Louis der altid kunne få mig til at grine. Louis som var den skøreste, men mest fantastiske dreng jeg kendte. Alt andet kunne være lige meget. Jeg sad sikkert og smilede som en idiot, men jeg var ligeglad. Pludselig stoppede taxaen brat. ”Jeg beklager frøken, men der er spærret. Du bliver nød til at gå det sidste stykke,” undskyldte han. Mit ansigt fik nervøse trækninger. 500 meter og det stod ned i stænger. Ingen paraply, ingen hætte, ingen ting. Jeg sukkede tungt og steg ud.

Jeg gik så hurtigt jeg kunne, alligevel var jeg helt gennemblødt, da jeg nåede Louis hoveddør. Jeg stod lidt foran den. Lige pludselig panikkede jeg. Hvorfor havde jeg ikke tænkt over hvad jeg skulle sige? Jeg stod jo bare her og kiggede på ringeklokken. Jeg følte mig pludselig svimmel. Come on, Jen. Jeg tog mig sammen og trykkede på ringeklokken. Der var ikke et tegn på liv der inde fra. Jeg ringede på én gang mere, men det samme. Sagde han ikke han ville være hjemme? Jeg vendte mig om og skulle til at gå. Jeg var lige nået ned af den lille trappe, da døren blev åbnet. ”Jen?” Jeg vendte mig om og Louis ansigt lyste op. ”Jeg slog op med Caleb,” sagde jeg lidt usikkert. Et smil aftegnede sig på hans læber. Han tog et skridt ud i regnen. Han gik langsomt og smilende ned af trappen. Han tog mig om livet og hev mig tættere ind til ham. Han kiggede mig i øjnenem, med et skævt smil på læben. Han tog blidt fat om mit hoved og uden tøven kyssede han mig. Jeg troede aldrig jeg ville opleve sådan et kys. Et rigtigt filmkys i regnen, hvor det står ned i stænger, men det føles som om man er de eneste i verden. Der stod vi. Rystende, våde, men det hele var perfekt.

Jeg vågnede næste morgen ved fuglesang. Jeg glippede lidt med øjnene og løftede hovedet. Jeg lagde mit hoved ned igen. Det bevægede sig op og ned i takt med Louis’ åndedrag. Jeg kunne ikke lade være med at smile. I går aftes og i nat, havde været helt perfekt. Jeg rejste mig stille, for ikke at vække ham. Jeg gik over og mærkede på mit tøj. Det var stadig gennemblødt efter i går. Jeg gik i stedet over til Louis skab. Jeg tog en skjorte ud, og tog den på. Jeg gik over til spejlet og rodede i mit hår. I spejlet kunne jeg se Louis, der lå og sov. Han så så fredfyldt ud. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Det var så nemt at være sammen med Louis. Som om det var meningen. Jeg gik ned af trappen og ned i køkkenet. Jeg kunne lige så godt lave noget kaffe. Jeg satte noget kaffe over og gik over og kiggede i køleskabet. ”Hej?” lød en undrende stemme. ”Jeg vidste ikke Louis havde en pige på besøg.” Det var Harry. Jeg stak hovedet frem fra køleskabslågen. Jeg gloede underligt på ham. Man kunne se han blev en smule overrasket. ”Jen, selvfølgelig er det dig. Er i venner igen?” smilede han. Jeg lukkede køleskabslågen, så han kunne se hvad jeg havde på. ”Lidt mere end venner?” grinede han. Jeg sendte ham et smil. ”Hvad så, er det officielt mellem jer to?” spurgte Harry forsigtigt. Jeg satte mig op på køkkenbordet. ”Det tror jeg da,” bed jeg mig i læben. ”Det var godt. Tillykke,” smilede han. Louis kom ind i køkkenet. ”Tak,” smilede Louis. Harry grinede. Louis kom over og stillede sig mellem mine ben. Han lagde blidt en finger under min hage, og kyssede mig blidt på munden. ”Godmorgen smukke,” smilede han. ”Godmorgen,” fniste jeg. Han gav mig endnu et kys, den gang knap så forsigtigt. Jeg lod mine hænder falde om hans nakke, og legede med hans små nakkehår. Harry rømmede sig. ”Kan i æde hinanden senere?” Vi grinede.

Et kvarter senere sad jeg alene oppe på Louis værelse. Jeg sad bare og smilede som en idiot. Louis og Harry var ude for at hente Starbucks. Jeg sad og tænkte over de sidste 24 timer. De havde været vilde. Der var sket så meget. Selvfølgelig var det største at jeg havde funder sammen med Louis. Jeg var virkelig over lykkelig, og alt var som det skulle være. Mig og Louis. Sammen. 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------Jeg tror jeg siger den slutter her, men jeg overvejer en to'er. Jeg vil nok gå ind og berøre nogle andre emner, men vil selvfølgelig ikke lave den, hvis den ikke bliver læst.

- Er det stemning for en 2'er? Og har i nogle idéer eller ønsker? Skriv gerne i kommentaren!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...