One of the boys - (1D)

Jennifer Amy White har altid været en drenget pige. Altid hængt ud med drenge, og aldrig haft særlig mange pigevenner. Men hvad sker der hendes bedsteveninde Stephanie giver hende en smagsprøve på hvordan det er at være mere piget til afgangs ballet? Over sommeren beslutter Jennifer sig for at hun er færdig med at være en af drengene, lige i tide til hun flytter til London for at studere. Hvordan reagere hendes bedsteven siden børnehaven, Louis Tomlinson, på hendes forvandling? Og hvordan håndtere Jennifer den nye opmærksomhed fra drenge?

38Likes
17Kommentarer
2722Visninger
AA

5. Dimission

 

Dimission

Jeg vågnede næste morgen ved 9 tiden. Solen skinnede ind gennem den lille sprække mellem min gardiner, og blændede mig. Jeg satte mig op på sengen. Jeg havde ikke sovet meget. Matts ord i går, havde ramt mig hårdt. Hvorfor var det først gået op for mig nu? Det var jo ikke det jeg ville være. Jeg vidste hvad jeg skulle gøre, men jeg kunne ikke gøre det alene, så jeg skrev til Steph.

#Kan du ikke komme over? Jeg har virkelig brug for at snakke… X

#Jeg er der om 10. Så går vi os klar sammen. X

Jeg rejste mig op og tog et hurtigt bad. Jeg havde lige fået tøj på, da Steph kom ind på mit værelse. ”Hej.” Hun krammede mig. ”Hvad så?” spurgte hun og satte sig på sengen. Jeg tog en dyb indånding. ”I går prøvede Matt at kysse mig-” Hun så chokeret ud. ”- Jeg afviste ham og han blev sur. Han sagde, at han håbede jeg havde nydt mit eventyr, for i morgen ville jeg være lillesøster igen.” ”Det passer ikke!” protesterede hun. ”Jo det gør og derfor vil jeg gøre noget ved det. Jeg vil starte et nyt kapitel. Vi flytter til London og der skal ske drastiske ændringer. Jeg vil aldrig være nogens lillesøster igen.” Jeg holdt en lille pause, for at se hendes reaktion. Hun så spændt ud. ”Jeg snakker ny garderobe, ny makeup, ny stil og måske en ny frisure. Alt skal ændres. Jeg smider ikke noget ud, jeg tilsætter bare nogle ting,” afsluttede jeg. Steph rejste sig. ”Og jeg har tænkt mig at støtte dig,” smilede hun tilfreds. ”Jeg er færdig med at være lillesøster,” mumlede jeg.

Vi var henne på skolen klokken 1 p.m. Vi skulle gøre os klar og så vil forældrene komme klokken 2 p.m. Jeg hilste på drengene, som jeg plejede. Eller ikke helt, for jeg ignorerede Matt. Han havde skyldfølelse, det var tydeligt. Jeg gik hen til bordet med drikkelse og tog mig en cola. Suk. Det var nok ikke så skide smart at servere sodavand, hvis der ikke var noget at åbne dem med, vel? Matt kom hen og rakte mig en oplukker. Jeg tog den uden at skænke ham et blik. ”Hør Jen, med hensyn til i går…” ”Matt jeg gider virkelig ikke høre det, okay?” afbrød jeg ham. Jeg åbnede min cola og gik.

Jeg gik over og fandt min kappe og hat. Vi havde fået at vide hvor vi skulle sidde og hvordan vi skulle gå ind. Vi havde øvet det, de sidste 2 måneder og lærene var alligevel bange for at vi skulle gøre noget galt. Klokken nærmede sig 2, og folk begyndte at finde deres pladser. Jeg stod i rækken bag ved Jason og foran en der hed Julie. For at være ærlig, kendte jeg ikke hele min årgang, men vi var også mange.

Jeg stod og trippede lidt, da to hænder dækkede mine øjne. ”Booh,” sagde en stemme, der tydeligvis tilhørte Louis. Jeg vendte mig om med et smil og gav ham et kram. ”Jeg troede ikke du ville nå det,” smilede jeg. ”Jeg er lige landet, jeg ville bare lige sige hej inden jeg fandt min plads,” smilede han. Han var i hvid skjorte og et par sandfarvede bukser. ”Vær venlige at finde jeres pladser, tak!” sagde rektor strengt i mikrofonen. ”Jeg må hellere smutte, jeg er bange for Rektor Smith kan kende mig,” fjollede han og spillede bange. ”Det skal du ikke være i tvivl om, det kan hun helt sikkert,” grinede jeg. Han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndene. Han gav min hånd et klem og smuttede så.

Vi gik ind som vi fik besked på, og satte os som vi skulle. Steph sad skråt bag mig. Rektor og nogle lærere holdt tale, og endelig begyndte de at råbe navne op. Steph tog min hånd. Hun var nervøs. De første navne blev råbt op, og folk begyndte at gå op og få diplomer. Hold op hvor var vi mange! Det gik ikke rigtig op for en, før vi alle skulle råbes op. ”Jason Keith Winston… Jennifer Amy White,” sagde rektor endelig. Steph klemte min hånd og jeg sendte hende et smil. Jeg gik op og fik mit diplom. Rektor trykkede min hånd. ”Tillykke Jennifer,” smilede hun. ”Tak, Rektor Smith,” smilede jeg og gik ned igen. Efter det holdt formanden for elevrådet en vildt fed tale om, hvordan at det her var begyndelsen på et nyt kapitel i vores liv. Og det var præcis, hvad jeg håbede på det ville være. Jeg havde aldrig været den smukkeste, klogeste eller mest populære pige i skolen, men nu skulle jeg væk. Og efter hændelsen med Matt, glædede jeg mig endnu mere! Væk fra de samme gamle, kedelige mønstre.

Efter ceremonien om Steph over til mig. Hun gav mig et stort kram. ”Endelig færdig med High School,” sukkede hun lykkeligt. Jeg grinede og gav hende et klem.  Jeg fik øje på Louis og sprang i armene på ham. ”Tillykke med eksamen,” grinede han. Min mor kom og tog nogle billeder af os, før vi tog hjem.

Hjemme ventede hele min familie, men alligevel hyggede jeg mig med Louis hele aftenen. Vi sad inde i stuen og snakkede med Cole og min fætter, Ryan. ”Så Jen, hvornår begynder i at flytte?” smilede Ryan. ”Om 3 dage. Vi har lejet en flyttebil og så køre vi derover med de første ting. Og så skal vi ellers bare på plads,” smilede jeg. ”Ja, og jeg stikker til Sverige for at slippe for flytning,” grinede Louis og skubbede kærligt til mig. Jeg overfaldt ham. ”Dovne dyr!” Han fik hurtigt overmandet mig, og endte med at sætte sig på mig. Cole og Ryan kunne ikke lade være med at grin. ”Du er fucking tung!” brokkede jeg mig. ”Løft nogle vægte,” fnøs han. ”Spis noget salat,” fnøs jeg tilbage. Han sendte mig et skummelt blik. ”Du skræmmer mig!” klynkede jeg. Han begyndte at kilde mig og jeg skreg op. Jeg sparkede og slog ud efter ham. Jeg ramte ham i maven hvilket gjorde han faldt ned på gulvet. Vi var flade af grin. Min mor kom farende ind. ”Hvad laver i dog?” Vi kiggede alle på hende. Hun så helt forfærdet ud. Vi flækkede endnu engang sammen af grin.  

Jeg vågnede næste morgen til lyden af min alarm. Alt. For. Tideligt. Men Louis ville komme forbi og sige farvel, inden han tog hjem til London og pakkede. Ham og bandet skulle til Sverige og indspille. Jeg rejste mig og trak i et par jogging bukser og en top. Jeg havde snakket med Kim om min plan i går. Hun havde været rigtig støttende, og fortalt hun gerne ville hjælpe. Kim er stylist og journalist på et modeblad, så hun havde adgang til en masse tøj, der kun var blevet brugt én enkelt gang til photoshoot. Jeg havde været der før, og der var både sko, tøj, tasker og smykker. Det hele i min størrelse, så mere perfekt blev det ikke. Jeg havde ikke fortalt Louis noget. Jeg var bange for hvordan han ville reagere, og desuden ville han prøve at stoppe det, hvis han ikke var i Sverige. Men jeg havde det ikke godt med at holde hemmeligheder for ham.

Jeg sad så fordybet i mine egne tanker, at jeg ikke havde hørt det ringe på. ”Jenny mus, Louis er her!” råbte min far. ”Jeg kommer!” råbte jeg og farede ned af trapperne. Louis stod i døren med et smørret smil. ”Jenny mus,” efterlignede han. ”Boo bear,” smilede jeg smørret igen. Hans ansigts udtryk skiftede. Jeg sendte ham et hundehvalpe blik, og han kunne ikke lade være med at trække på smile båndende. Ham hev mig ind i et kram. ”Du er en god ven, Jen.” Helt ud af det blå følte jeg mig som lillesøster igen. Det var jo det her jeg ville undgå. Suk. Jeg trak mig fra ham. ”Vi ses,” prøvede jeg at smile. ”Vi ses,” smilede han og gav min hånd et klem, præcis som han plejede. Præcis som han altid havde gjort, og nok altid ville gøre. Det samme mønster gennem 15 år.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...