One of the boys - (1D)

Jennifer Amy White har altid været en drenget pige. Altid hængt ud med drenge, og aldrig haft særlig mange pigevenner. Men hvad sker der hendes bedsteveninde Stephanie giver hende en smagsprøve på hvordan det er at være mere piget til afgangs ballet? Over sommeren beslutter Jennifer sig for at hun er færdig med at være en af drengene, lige i tide til hun flytter til London for at studere. Hvordan reagere hendes bedsteven siden børnehaven, Louis Tomlinson, på hendes forvandling? Og hvordan håndtere Jennifer den nye opmærksomhed fra drenge?

38Likes
17Kommentarer
2729Visninger
AA

4. Afgangs ballet

 

Afgangs ballet

Dagen kom endelig. Min og Matts mor havde styrtet rundt for at finde brystbuket, tøj til Matt og endda bestilt en limousine til mig, Matt, Steph og Austin, som skulle følges med Steph. Kim var kommet hjem igen for at hjælpe mig med, tage mig med ud at få mani- og pedicure og hjælpe mig med at finde den rigtige make-up. Jeg vidste godt jeg havde skrevet mig op til kjole og højhælede, men jeg havde ingen idé om at jeg havde sagt ja til sådan et cirkus! Nu var jeg barre glad for det var ved at være overstået. Der blev ikke spildt et minut, og da dagen kom, blev det bare værre. Vi havde fri, så Kim begyndte allerede fra morgenstunden med at give mit hår en hårkur, ligge alle mulige ansigtsmasker og file mine negle til. Hun krøllede mit hår med et glattejern og satte det op i en fin hestehale med lidt hængende. Hun havde sagt noget om at hun havde været inspireret af Serenas hår i Gossip Girl. Jeg havde bedt hende om ikke at gå helt amok med make-uppen. Og selvom hun var skuffet, accepterede hun det. Efter flere timer, og bare en halv time før Matt kom, var jeg færdig. Jeg havde kjolen, skoene og armbåndet på fra Louis. Jeg havde lånt et par af Kims ørering, og ved siden af armbåndet fra Lou, havde jeg et armbånd jeg havde fået af min farmor lige inden hun døde. Det var en tynd sølvkæde med et lille stjerneformet vedhæng. Hun havde fået noget skrift indgraveret bad på stjernen. ”Livet er som en bog. Du kan ikke ændre det der allerede er skrevet, men du kan altid starte et nyt kapitel” Det havde været mit lykkearmbånd siden jeg var 5. Min mor og Sarah kom op med en skål med æbler skåret i terninger. ”Så ødelægger du ikke læbestiften,” smilede Sarah. Hun sukkede lykkeligt. ”Mine 3 smukke døtre,” sukkede hun og kyssede os på panden. Min far og Cole kom ind. ”Gud Jen, du er jo helt pæn,” sagde Cole overrasket. ”Du er smuk,” smilede min far. ”Tak,” smilede jeg ned i jorden. Jeg følte mig mere tilpas i det her end jeg havde forestillet mig og også mere end jeg ville indrømme. Min far tog nogle billeder af os, fordi det skulle åbenbart skulle mindes for evigt. Jeg tog det lidt som en fornærmelse. Pludselig ringede det på døren. Matt, min helt, du har reddet mig! Cole åbnede, og Matt blev straks hevet ind til billeder. ”Du ser fantastisk ud,” hviskede han. ”Skal vi bytte tøj?” smilede jeg. Han grinede. ”Jeg mener det.” Han grinede igen. ”Jeg har ikke barberet ben,” blinkede han. Jeg kunne ikke lade være med at grine.

Ude i limousinen ventede Steph og Austin. ”Du ser endnu bedre ud end jeg turde håbe på,” smilede Steph. Jeg skar en grimasse. Vi kørte der hen, og blev mødt af et syn af festklædte afgangselever. Drenge i smoking og pigerne i fine kjoler. Jeg fik en smule kvalme, og gud hvor jeg fortrød det her. Vi gik ind og jeg havde aldrig følt mig mere rastløs. ”Jeg henter os nogle drinks,” smilede Matt og forsvandt. Jeg tog en dyb indånding. Det var én aften, og jeg havde lovet mig selv, og Louis, at jeg ville nyde det. Matt kom tilbage med drinksene. I løbet af aftenen begyndte jeg også at nyde det. Jeg fik danset med Matt og Steph og også nogle andre venner.

Klokken nærmede sig 1, og ballet lakkede mod sin slutning. Limousinen satte Steph og Austin af. Vi steg ud da vi alligevel boede 300 meter væk. Matt begyndte at gå. ”Matt, du bor den anden vej,” grinede jeg. ”Jeg følger dig da hjem,” smilede han. Jeg tøvede, men gik med ham. Vi gik lidt i stilhed. Da vi nåede mit hus stoppede han op. ”Nå, jeg må hellere smutte ind,” smilede jeg og skulle til at gå. Han tog min hånd og holdte mig tilbage. Hans læber nærmede sig mine. Jeg trak mig væk. ”Hvad blev der af at tage af sted som venner?” mumlede jeg. Jeg kiggede op på ham. Han så ikke skuffet ud, nærmere lidt småsur. Han stod og stirrede ud i luften. ”Jeg burde have vidst det,” hvislede han nærmest. Jeg kiggede ufostående på ham. ”Indse det Jen, uanset hvor meget du nød dit lille eventyr, så vil alle se dig som en lillesøster igen i morgen. Det er sådan du er og du kan ikke ændre det. Du er og vil altid være, en af drengene,” nærmest grinede han. Han vendte om på hælen og gik.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg ved godt det måske er en smule kedeligt, men det næste bliver mere spændende. Det lover jeg!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...