They Don't Know About Us ؎1D

Kender i følelsen af at man har det hele, man føler man har alt og ikke mangler noget. Sådan føler Alley Watson, hun er en pige på 18 år, hun er model, og har en helt igennem fantastisk kæreste. Hun får et tilbud fra et modelbureu som hun ikke vil takke nej til da hun kan tjene rimelig godt, det ligger i London, så hun bliver nødt til at flytte til London. Hende og kæresten beslutter så at flytte til London, det hele går perfekt indtil en helt ny fyr kommer ind i hendes liv. Hvem er denne fyr? Og hvad blev der pludselig af alt det hun havde? Hvad sker der med Alley og hende kæreste? Og ikke mindst hvordan vil det hele komme til at blive når Alley pludselig skal til at vælge mellem to helt igennem fantastiske personer?

10Likes
16Kommentarer
1295Visninger
AA

5. Are you from One Direction? ؂

1 Uge Senere:

”Skynd dig nu!” grinte jeg og puffede Jack blidt i ryggen for at få ham til at gå lidt hurtigere. Han grinte svagt og vendte sig så om, mens et drillende smil var plantet på hans læber.

”Kom nu bare af sted, Jack!” smilede jeg og gav ham et hurtigt kys på munden, eller det var planen, men det var åbenbart ikke sådan at Jack ville have det, for han tog blidt fat i mine hofter og holdte mig tæt ind til ham, så jeg umuligt kunne undgå at indånde hans perfekte parfume.

”Hvad vil du?” sukkede jeg og grinte så lidt bagefter. Han trak på skuldrene inden han bøjede sig ned og lagde sine læber mod mine, jeg kunne ikke lade vær med at smile, da jeg tænkte på at han hellere ville blive her sammen med mig, end at tage på arbejde.

Det var da lidt sødt, ik’?

Da han lige skulle til at udvikle det til et snav, trak jeg mig fra ham med et smil på læberne, ”Skat, kom nu af sted, du skal jo nødig komme for sent til din første arbejdsdag,” han grinte sit hæse grin, hvilket fik mig til at blive helt blød i knæene.

”Okay, så skal jeg nok gå hvis du ikke vil have mig mere!” grinte han. Jeg rystede ivrigt på hovedet, og lagde så begge mine arme rundt om hans nakke, ”Jeg vil ikke have du skal gå, hvis det stod til mig skulle du være her, her sammen med mig for evigt, men det kan vi desværre ikke for vi skal også have nogle penge, så vi ikke ender med at bo på gaden og sulte os selv ihjel,” han grinte lidt, inden han placerede et hurtigt kys på mine læber, inden han trak sig væk og gik hen for at tage sko på.

Han gik hen til døren og trak ned i håndtaget, hvorefter døren åbnede, ”Vi ses,” sagde han og sendte mig et smil, som jeg hurtigt gengældte, mens jeg lavede et lille vink inden han smuttede ud af døren.

Da døren var blevet lukket, vendte jeg om og gik ind i stuen, hvor jeg smed mig i sofaen og fandt fjernbetjeningen, hvorefter jeg tændte for tv'et.

Jeg zappede lidt rundt på kanalerne et stykke tid, da der ikke rigtig var noget spændende i tv'et.

Efter et par minutter slukkede jeg for tv'et, da der ikke var noget spændende overhovedet.

Jeg lænede mig tilbage i sofaen, og sukkede højt. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle lave, der var kun gået højst 10 minutter, siden Jack var taget af sted så der gik i hvert fald et pænt stykke tid før at han kom hjem igen.

Jeg rejste mig fra sofaen og begav mig ud i køkkenet, hvor jeg med det samme bevægede mig hen mod køleskabet, som jeg hurtigt åbnede. Der var ingenting jeg gad at spise så jeg lukkede bare køleskabet igen, og gik hen og satte mig ved spisebordet.

Jeg kiggede lidt rundt omkring, indtil en tanke slog mig, jeg kunne mødes med min veninde - Samantha. Jeg havde ikke set hende i snart to måneder, fordi vi boede så langt væk fra hinanden. Hun arbejdede også som model, faktisk samme sted som jeg skulle begynde på her til december, hun havde bare fået et tilbud før mig som hun selvfølgelig sagde ja til, og så flyttede hun til London, hvilket tog hårdt på os begge, men nu hvor vi begge ligesom var i London, kunne vi jo ligeså godt se hinanden igen.

Jeg trak min mobil op ad lommen, og gik ind under beskeder.

Me: Hey sweetheart, could you thought you to meet today? At a cafe or something like that, at 3am?

Al! <3

Jeg gik ind og fandt hendes nummer, hvorefter jeg sendte beskeden.

Jeg kunne ikke lade vær med at smile lidt, da jeg vidste hun ville svare ja, hvis hun ikke lavede noget andet, så jeg kunne vel kun håbe på at hun ikke var i gang med noget.

Jeg sad og ventede i små fem minutter, tror jeg nok indtil at en sms dukkede op. Jeg skyndte mig hurtigt at tjekke den, den var som forventet fra Samantha, og jeg kunne ikke lade vær med at smile af det hun havde skrevet, da jeg syntes det var sødt!

Samantha: Hey love! Of course! Can’t wait to see you!<3

Sam! xx.

Me: Great! :D

Svarede jeg hurtigt, jeg lagde min mobil på bordet, og spurtede ud på badeværelset, da jeg kun havde en halv time, jeg fandt hurtigt min make-up, jeg måtte jo gerne se lidt præsentabel ud!

Jeg tog lidt mascara på, hvorefter jeg lagde et tyndt lag eyeliner under, efter det tog jeg lidt rouge på, hvorefter jeg fandt min børste, hvor jeg sjovt nok begyndte at redde mit hår bagefter.

Jeg fandt et elastik, som jeg brugte til at sætte mit hår op med i en høj flot hestehale, da jeg var færdig kiggede jeg lige på mig selv en sidste gang, og var egentlig rimelig tilfreds.

Jeg gik ud i køkkenet igen, hvor jeg tog min telefon som lå på spisebordet, og kiggede en enkel gang på klokken, den var allerede blevet 12.45, hvilket bare gav mig totalt stress, da det mindst tog ti minutter at gå op til byen.

Jeg gik ind på soveværelset, hvor jeg fandt en lille sort taske som jeg hurtigt tog fat i, hvori jeg lagde min telefon, nøgler, og alle de vigtige ting ned i, eller alle de vigtige ting for mig.

Jeg sukkede, da jeg var færdig, og begav mig så ud i gangen, hvor jeg hurtigt tog min jakke og mine sko på, og så var jeg ellers den der var smuttet.

؂

Det strømmede med mennesker oppe i byen, jeg måtte indrømme at jeg aldrig i mit liv havde set så mange mennesker på én gang, de fleste af dem var teenagepiger.

Jeg myrede mig igennem flokken, da jeg ville vædde med at jeg havde ret så travlt, jeg kunne ikke se på min mobil hvad klokken var, da jeg var bange for at tabe den, hvis der var en der stødte ind i mig, og jeg havde virkelig ikke lyst til at miste min mobil, den betød alt, eller næsten!

Jeg fik endelig øje på en café, faktisk to caféer, hvilket fik mig til at blive totalt forvirret, for jeg vidste ikke hvad for en café vi skulle mødes på, det havde hun ikke sagt noget om!

Eller rettere sagt, det havde jeg ikke sagt…

Omg, god start!

Jeg sukkede højlydt, og begyndte så bare at gå over mod den ene café.

Da jeg var kommet derhen gik jeg hen og trak ned i håndtaget, hvorefter jeg gik ind, jeg kunne ikke rigtig finde hende nogle steder, så det måtte ikke være her, øv!

Jeg skulle lige til at gå, da en stemme kaldte på mig. Jeg vendte mig om og kiggede ind i nogle brune velkendte øjne, som nu kun stod fem meter fra mig.

”Hej, søde!” smilede hun, inden hun gik helt hen til mig og lagde armene om mig, jeg krammede hurtigt med og en dejlig fornemmelse poppede frem, det var virkelig længe siden at vi havde set hinanden, vi havde altid været virkelig gode veninder og det var vi stadig.

Jeg trak mig lidt ud af krammet og sendte hende et smil, ”Ej hvor har du forandret dig!” udbrød jeg.

Det var rigtigt, hun var blevet meget brunere, hun havde fået farvet sit hår brunt, hun havde altid været en blondine.

”Tak. Du ligner nu egentlig meget dig selv, smuk som altid!” smilede hun, og jeg kunne ikke lade vær med at fnise lidt.

”Skal vi finde et bord?” spurgte jeg, og hun nikkede hurtigt.

Vi fandt et bord henne i et hjørne, så vi sad lidt for os selv.

Jeg tog min jakke af og hængte den over stolen, inden jeg satte mig ned.

”Skal du have noget?” lød det fra Samantha, jeg kiggede op på hende og sendte hende et smil, mens jeg rystede på hovedet, ”Nej tak,” hun nikkede, og slog sig så også ned bagefter.

”Såå.. hvordan går det så?” spurgte hun interesseret, ”Det går fint,” smilede jeg, ”Hvad med dig?” spurgte jeg oprigtig interreseret. Hun trak lidt på skuldrene, ”Det går også fint,” mumlede hun og sendte mig et smil.

”Hvordan går det så med dig og Jack?” jeg kunne ikke lade vær med at smile, det gjorde jeg altid når folk begyndte at spørge ind til ham og jeg, ”Det går fantastisk! Vi er jo lige flyttet hertil, for godt og vel en uge siden,” hun nikkede, og så faktisk ret interesseret ud, ”Hva’ så med dig, hvordan går det med fyrene?” Hun kiggede lidt på mig med et hemmelighedsfuldt blik, men kunne alligevel ikke lade vær med at grine lidt.

”Fint...” jeg lavede store øjne, ”Seriøst, er du kommet i et forhold?” det var virkelig stort, hvis hun var. Samantha var altid den som ikke kunne finde ud af at binde sig til folk, hun ville ikke have et seriøst forhold.

Hun trak lidt på skuldrene, ”Det ved jeg faktisk ikke, men jeg dater én...” hun kunne slet ikke lade vær med at smile, hvilket også bare fik mig til at smile endnu mere end hende.

”Ej, hvem?” spurgte jeg ivrigt, ”Øhh...” mumlede hun og bed sig i læben. Hun var tydeligvis nervøs, så jeg tog hurtigt fat i hendes hænder, som lå på bordet, ”Ej please, hvem er det?” forsøgte jeg igen.

Hun sukkede, ”Okay, men du lover at du ikke flipper eller sådan noget, fordi jeg ikke har fortalt dig det, vel!?” hendes stemme var nervøs, det kunne enhver idiot høre, men jeg nikkede bare hurtigt.

Hun nikkede også lidt inden hun lænede sig helt hen til mig, ”Jo ser du, du ved godt hvem One Direction er ikke?” jeg nikkede hurtigt, jeg havde hørt om dem før, men de sagde mig ikke rigtig noget.

”Jo..” jeg hævede et øjenbryn, da jeg ikke rigtig vidste hvor hun ville hen med det der, ”Jo, ser du jeg dater Harry Styles fra One Direction,” Jeg lavede store øjne og tog hurtigt en hånd op foran min mund.

Selvom One Direction ikke sagde mig særlig meget, var de fem drenge fandeme kendte, og de så sgu også rimelig godt ud.

”D-Du-Du hvad?! Du tager gas på mig ikke?” hvinede jeg, jeg kunne ikke lade vær med at smile da jeg synes det var så fedt for hende. Hun grinte lidt, og rystede så på hovedet, ”Hvor lang tid?” spurgte jeg nysgerrigt.

”Ca. en måned nu, mener jeg nok,” smilede hun. Jeg hoppede nærmest op og ned på stolen af glæde, det var bare så godt, jeg var så glad på hendes vegne, ”Ej hvor er det bare fedt!” hun nikkede, og sendte mig et forsigtigt smil.

”Men det her bliver mellem os to indtil videre!” jeg nikkede ivrigt på hovedet, inden jeg lænede mig tilbage i stolen og bare sendte hende et smil, som hun gengældte med det samme.

Jeg kiggede ud ad vinduet, og var nær blevet kvalt i min kakao, altså hvis jeg havde en...

Af alle de piger der var her, det var jo fuldstændig sindssygt!

”Oh my god, hvad fanden er det lige der sker her?” spurgte jeg hurtigt. Hun grinte svagt, ”Jo faktisk, så skal One Direction optræde her, lige om lidt,” jeg lavede store øjne og kiggede hurtigt hen på hende igen.

”Skal du ikke ud og se dem?” hun rystede på hovedet, ”Nej eller jo, jeg mener nej det skulle jeg hvis ikke vi skulle mødes, men jeg ville hellere ses med dig igen, da jeg ligesom har set de drenge mindst tre gange i løbet af hver uge,” hun sendte mig et skævt smil, ”Hvad snakker du om? Du skal sgu da se dem, jeg skal ikke ødelægge det, vi kan jo bare gøre det sammen?”

Det så ud som om hun tænkte lidt over det indtil hun nikkede, og sendte mig et smil, ”Så kom!” sagde hun.

Hun rejste sig op, og jeg nikkede bare inden jeg også rejste mig op og tog min jakke på, hvorefter vi satte kursen hen mod udgangen.

؂

Vi havde gået i et stykke tid, eller gået og gået jeg ville nærmere kalde det for myrede os igennem mennesker et godt stykke tid, indtil vi næsten stod forrest.

Det var en kæmpe scene, og der stod allerede nogle instrumenter inde på scenen, der stod i hvert fald en guitar, nogle trommer hvor der stod ”1D” på.

”Hvor lang tid går der før det starter?” spurgte jeg. Samantha tog sin mobil frem og kiggede på klokken, ”De starter 14.30 og klokken er 14.29,” svarede hun. Jeg nikkede, og før jeg kunne nå at sige mere, begyndte musikken til WMYB, jeg vidste det var den sang, fordi jeg havde hørt den et par gange i radioen.

Efter lidt tid sprang de alle sammen ud på scenen, og det første der fangede mine øjne var en velkendt lyshåret person.

Jeg måtte helt sikkert ligne et kæmpe spørgsmålstegn, hvad fanden lavede han der? Det kunne da ikke passe at han?... Eller kunne det?

Havde jeg ærlig talt gået ind i en verdenskendt dreng? Fuck hvor blev det her pludselig akavet!

Jeg skulle lige til at fjerne mit blik fra Noah, eller hvad han hed, da han også fik øje på mig og borede sine smukke blå øjne ind i mine.

Han lyste op i et smil, og fordi det var ham kunne jeg ikke lade vær med at smile lidt, hvorfor vidste jeg ikke, men der var bare et eller andet over ham som kunne få én til at smile.

Men det var så sådan det hele stod til, jeg var gået ind i et af bandmedlemmerne fra One Direction.

Akavet!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...