Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
8510Visninger
AA

1. Prolog

 

,,Denne pige,” sagde John i en forretningsmæssig tone, idet han klaskede en åben mappe med filer ned på det blankpolerede mahogniskrivebord, der passede ind i kontorets klassiske stil.

Alting var holdt i mørke toner med masser af plads til at skyggerne kunne brede sig, selv ved højlys dag, hvor solen kastede en firkant af lys på det blanke, mørke trægulv med de mange tegn indgraveret. Tegnene var overalt. Både på gulvet, på væggene og i loftet. Sågar på de to personer, der befandt sig i lokalet. Det eneste, der virkede malplaceret men underligt karakteristisk for deres nation var det eksemplar af ”Stars and Stripes” som stod på skrivebordets blanke overflade sammen med ganske få andre redskaber - deriblandt en bærbar computer og et højteknologisk våben.

,,Hvad skal hun bruge mig til? Det er bare en pige,” mumlede Landon irriteret og gned sin skulder med den hånd, der ikke holdt om hans eget våben.

Skulderen var øm, men det ville ingen tage sig af. Der blev ikke taget hensyn til folks velbefindende på stedet medmindre de var i livsfare - kunne de som han gå og stå, så var de ganske godt sluppet af sted med hvad de gjorde. Ingen beklagede sig over disse forhold, men Landon var efterhånden ved at være træt af dem, fordi det var uudholdeligt smertefuldt fra tid til anden at bevæge sig rundt lige efter en opgave. Opgaver var der selvfølgelig nok af, og han var ikke mere end lige vendt tilbage fra den seneste, før han blev kaldt til samtale igen. Men i det mindste holdt det ham i gang og forhindrede hans tanker i at løbe løbsk, sådan som de få af hans kaliber, som rent faktisk ikke var en del af Johns lille firma, på sigt blev vanvittige af.

,,Genkender du hende ikke, Landon Martin?” spurgte chefen fra den store, læderbetrukne stol bag skrivebordet.

,,Burde jeg det, sir?” ville han vide, men hans tone var hård og næsvis, afvisende overfor enhver tanker om at han burde kende mennesket, filerne omhandlede.

,,Ja, Martin, det burde du faktisk,” hvæsede John temperamentsfuldt og advarende af ham, og Landon vidste, at han ikke skulle presse sit held.

Sandt nok havde han ingen anelse om, hvem pigen på billedet var. Hun lignede enhver anden teenager, med samme attitude som de fleste på den alder, han havde set. Ikke at han kom meget ud, men for ham var de alle sammen ens. Og yderst uinteressante i forhold til hans job. Han gad ikke være babysitter, når han rent faktisk kunne gøre en forskel for så mange andre. Det måtte John da vide. Og alligevel mente han ikke, at han kunne tillade sig helt en sådan grad af næsvished. Det var at gå en tand over stregen. John var jo hans overordnede.

Var der virkelig noget særligt ved pigen på billedet? Hun så helt normal ud. Tykt, mørkebrunt hår, gråblå øjne og et sæt hvide tænder der smilede uskyldigt til fotografen på det første billede, men som bed i den røde underlæbe på et af de andre. Der var ingen tegn på bekymring eller barskhed i det unge ansigt. Hun lignede ikke en på mere end femten år. Så stadig et barn, selv i hans kredse.

,,Giv mig et hint,” bad han uden følelse, rent professionelt. ,,Start med at fortælle mig hvorfor hun har brug for mig.”

,,Du virker skeptisk overfor din opgave, Martin,” kommenterede John irettesættende, irriterende autoritær i sin fremtoning på trods af den tydelige irritation i den dybe stemme.

,,Jeg kan ikke se pointen i at tage ud for at beskytte en fjortenårig skoleelev i den alder, hvor alt hvad vi kæmper imod praktisk talt bliver gjort romantisk i de unge pigers øjne,” forsvarede han sig og følte sig særdeles rimelig i sin begrundelse, idet det lykkedes ham at holde sin stemme så fri for vrede og direkte skuffelse, at han kunne holde sig selv ud.

Han studerede Johns tegn. Det var sort mod den blege hud, tegnet lige midt på strubehovedet, hvor det var fuldt synligt for alle og enhver. Ikke at nogen ville blive overraskede, hvis de så ham på gaden uden at kende ham. Johns stil var ikke ligefrem kontorstilen, trods det klassiske kontor. Han gik altid i skind og læder og havde en fremtoning som en hærdet soldat på vej i krig. Dette alene var nok til at skaffe ham manges respekt, og i sidste ende måtte selv Landon tilstå, at han måtte bøje sig i støvet når det kom til at sætte sig i respekt. På det punkt brillerede hans chef i stor stil.

,,Til din orientering er hun sytten år gammel og ved intet om det, vi kæmper imod. Hendes viden stammer fra det, vi kalder urealistiske kilder, som kommer lidt for tæt på sandheden uden at skulle tages seriøst,” forklarede chefen strengt.

Landon trak let på skuldrene og undlod at vende ordene i tankerne, fordi hans hjerne allerede havde gjort forarbejdet. Han kendte til den slags kilder, der blev talt om. Alligevel var han i lidt af et dilemma. Enten kunne han fortsætte med sin skepsis, eller han kunne formulere sig mere overgivende. Det sidste virkede umiddelbart klogest.

,,Du tager om de der ungdomsromaner, ikke? Om vampyrer og dæmoner?”

,,Det gør jeg,” medgav John anerkendende og rejste sig fra sin plads bag skrivebordet. ,,Du bør tage denne opgave meget alvorligt, Landon Martin. Det er ikke i vores interesse at spilde vores få ressourcer på pjat, og vi ville aldrig sende dig et sted hen, hvis vi ikke mente, at din tilstedeværelse var påkrævet. Men faktum er at pigen bor på et meget udsat område. Det er et lille land med få indbyggere. Hun bor forholdsvis langt væk fra den nærmeste større by, i et samfund hvor alle kender alle, og hvor folk snakker i krogene. Vi faldt over et videoklip, hvor hun reflekterer over nogle mærkelige hændelser i sin hjemegn. Det og hendes relation til dig gør hende meget udsat.”

,,Relation til mig? Jeg kender hende jo ikke,” protesterede Landon frustreret.

,,Det siger du nu, Martin. Men alle har en fortid, også du. Når tiden er inde vil du indse, at jeg har ret. Bare vent,” lovede manden og så på ham med sine klare, sorte øjne.

,,Jeg har ikke et egentligt valg, har jeg vel?” stønnede Landon, som forsøgte at lukke af for den fortid, han nu engang havde.

Ingen af hans slags ønskede at huske deres fortid. Den var ikke det værd, og nogle var bedre til at fortrænge den end andre. Det var lykkedes meget godt for ham efter mange års hårdt psykisk arbejde med sig selv. Hans bevidsthed var blevet som en fængselsgang, og nogle af cellerne var blevet låst af på livstid, så deres indhold kunne rådne op og aldrig komme til udtryk i verden.

John smilede et grumt, triumferende smil.

,,Nej, Martin, det har du ikke. Dit fly går om to timer, og alting er arrangeret på forhånd. Det eneste, du skal gøre til at starte med er at komme dumpende. Og måske prøve at lære sproget.”

,,Godt,” mumlede han sarkastisk og vendte øjne, inden han lod hånden falde fra sin skulder. ,,Så må jeg hellere se at komme af sted.”

Dette sagde han kun for at slippe ud fra kontoret. Alt hvad han ejede lå på hans lille gemak i samme bygning, pakket ned i en taske. Han havde ingen at sige farvel til inden afrejse. Ingen venner og ingen familie. Sådan forholdt det sig ofte for hans slags. Man havde ikke tættere tilhørsforhold end bekendte, og selv dette var sjældent. De fleste forhold var rent professionelle - forretninger var grunden til at man stadig fik børn med jævne mellemrum.

Han drejede om på hælen og marcherede hen over det mørke gulv.

,,Og Martin?” kaldte John, idet han nåede til døråbningen.

Han blev stående med ryggen til og knyttede næverne, mens han kunne se for sig, hvordan John lod sig glide ned i sin store stol igen.

,,Ja, sir?” spurgte han kontrolleret.

,,Gør dit job ordentligt.”

Den sved mere, end han måske ville have indrømmet. Jobbet var alt, hvad han havde, hvilket var meget lidt, selv for hans slags. Og Landon var så ung, at han ikke var i alderen til at tænke på reproduktion endnu. Alligevel var han blandt de bedste til det, han nu engang gjorde, og det var alle klar over. Også John. Det var altid ham, der fik de sværeste opgaver, og det var et hårdt job at fuldføre dem alle. Utallige gange var det endt i nærdødsoplevelser, fordi Landon netop var så ung. Det havde været en ”lær hurtigt eller dø”-proces hele vejen igennem, lige fra han fyldte seksten og for alvor blev regnet for nyttig.

Opgaven han nu havde fået stillet var lidt af en degradering i sig selv. At blive børnepasser for en irriterende teenagepige. Det kunne kun gå galt. Det var dømt til at være en overflødig opgave fra første øjeblik, og han troede ikke meget på den. Men en ordre var en ordre, og dem var han om nogen god til at adlyde på sin egen måde. Han omgikkes reglerne, men havde lidt sine egne måder at gøre dette på. Måder ikke alle var glade for, men som John i sidste ende havde kaldt for ”innovative” og ”opfindsomme”.

Dette var det ultimative slag. ”Gør dit job ordentligt”. Som om han ikke havde tænkt sig at gøre det. Han havde intet andet at tage sig til, og han havde en pletfri liste af opgaver. Alle hans var blevet løst til deres fordel. Så han var mildest talt fornærmet over, at John så meget som antydede, at han kunne finde på at sænke sin standard bare fordi han ikke brød sig om opgavens karakter.

Han åd sin vrede og sin stolthed og sagde bidsk:

,,Ja, sir. Det skal jeg nok.”

Og så forlod han kontoret helt og smækkede døren efter sig, huskende det tegn, som stod tydeligt på Johns strube. De sorte linjer, der betød født til lederskab.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...