Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
8516Visninger
AA

34. K A P I T E L XXXIII

K A P I T E L XXXIII

 

Ingen ventede på, at Landon skulle overleve. Sophie var overrasket over den måde, hvorpå alle indstillede sig på at tage en pæn og respektfuld afsked med den frelser, de alle havde oplevet i aktion. Han blev båret ind i et telt, hvor man forsøgte at behandle hans sår, men det syntes nyttesløst. De indre blødninger, der uden tvivl var, kunne man intet gøre ved. John og Desirée havde bedt om Sophies tilladelse til at forberede begravelsesritualet, og hun havde givet dem lov, mens hun sad ude foran hvad der mindede om et lazarettelt og ventet på at høre de frygtelige nyheder. Ritualet skulle foregå nede ved søen, i det klare vand. Der var plukket et hav af blomster i nationalparkens vilde natur, og nogen havde været i Washington for at hente makeup til at ordne liget, så det så fredfyldt ud, når det kom i vandet nøgen. Det var svært at forestille sig, fordi Landons overkrop så slem ud. Navlen så nogenlunde ud med sårskorpen, men pilen var fløjet direkte igennem hans mærke ved kravebenet, så det var umuligt at se dets originale form, fordi såret dannede en sort linje tværs over det. Hun ville gerne have set, hvordan de havde tænkt sig at ændre det med makeup uden at få det til at ligne en hudfarvet bjergkæde.

Men som Landon havde det for vane, bragte han alle forberedelserne til skamme ved ikke at kradse af som forventet. På sjettedagen efter den nat, hvor Sophie havde været overbevist om, han var dødsdømt, slog han øjnene op ved daggry. John, som lænede sig mod et par krykker efter nær at have mistet det ene ben, kom ud for at hente Sophie, som hun sad foran teltets indgang og betragtede solopgangen over bjergene.

Hun rejste sig ved lyden af hans ord og fulgte ham ind i teltet. Der var stadig halvmørkt derinde, selv om solen var på vej op. En af de unge læger ved navn Darryll stod ved siden af en af de mange brikse, hvorpå patienterne var anbragt. Hans skuldre ludede en smule, men om det var fordi han var i dårligt humør, eller fordi han havde så mange muskler, at de kom til at sidde sådan naturligt, vidste Sophie ikke. Hvis han var i dårligt humør, og det var grunden, så var han det tit.

På briksen nærmest teltets indgang lå Landon, hvis ansigt havde været udtryksløst og tomt sidst Sophie så ham - dagen før. Nu lå han en smule skråt, så hans overkrop var hævet og han kunne se hen over sig selv. Han var så dødeligt bleg, at Sophie overvejede, om det ikke ville være bedre bare at løbe ud ad døren og håbe på, han ikke blev alt for såret. Så kunne han i det mindste få ro. Men som han halvt sad halvt lå der, var det helt tydeligt for hende, at han ville blive mere end bare såret, hvis hun valgte at løbe sin vej.

De der blå øjne hvilede på hende, som om hun var den mest værdifulde skat i hele verden, og han havde fået lov at kaste et kort blik på hende som en særligt udvalgt. Hans læber skiltes, og hun kunne høre ham trække vejret, anstrengt, men levende og kraftfuldt. Så løftede han langsomt en hånd ganske lidt fra briksen, men lod den falde ned ganske kort efter, mens han kneb øjnene sammen og ansigtet fortrak sig i smerte. Tavst tog hun et par skridt hen mod briksen og lod sine fingre røre ved hans hånd, den højre, som hun vidste var mere følsom end den venstre.

Blikket der mødte hendes var skamfuldt, som om han skammede sig over hvad han havde gjort. Der var den der særlige trækning omkring hans øjne, hård, som om han forsøgte at overbevise hende om sin egen overbevisning. Vrede vældede op i hende, så pludseligt at hun dårligt ville have kunnet nå at reagere, hvis hun da havde tænkt sig det. Selv om han unægtelig så ud til at have det skidt, så syntes hun ikke, det var af vejen at fortælle ham, hvad hun syntes.

,,You… You moron!” udbrød hun derfor, overrasket over sin egen stammen. ,,Hvordan kunne du gøre det - lukke dine øjne på den måde?! Stikke en pil igennem dig selv! Er du gået fra forstanden?!”

Til højre for sig kunne hun høre nogen komme ind, men var for så vidt ligeglad. Også da hun et eller andet sted i underbevidstheden registrerede en samtale, der foregik sådan lidt dæmpet:

,,What is going on?” spurgte Desirée og gabte.

,,It’s just Sophie giving Landon a piece of her mind,” svarede John i et lattermildt tonefald.

,,I envy her the lack of sense of occasion,” indrømmede Desirée. ,,I want to give him a piece of my mind, too.”

,,I don’t know,” sagde John stille, i et lidt mere alvorligt tonefald. ,,What he did was heroic.”

,,And stupid.”

Sophie, stadig med blikket koncentreret på Landon, rev sin hånd ud af hans, da hun mærkede hans fingre bevæge sig. Og fortrød med det samme igen, da hun så hans ansigtsudtryk blive mere blidt og mere såret end før. Smilet forsvandt ikke helt, men var ikke det samme lidt overbærende, skæve smil.

,,I did tell you I wasn’t going anywhere,” sagde han i et sobert tonefald, som en der var vågnet efter en aften i byen med de ondeste tømmermænd. ,,And I meant it.”

,,Technically,” indvendte Darryll akavet, ,,you’re not out of danger yet.”

Hun så hans blik flakke fra sit ansigt til menneskerne bag hende, og hans øjne blev større og en smule mere muntre at se på et øjeblik. Det lignede, han skulle til at grine, men en trækning af smerte afbrød det glade udtryk.

,,Uhm,” sagde han og rømmede sig i stedet, selv om dette også så smertefuldt ud. ,,A little privacy would be appreciated.”

Sophie så sig over skulderen. Der var kommet flere til, end hun lige havde regnet med. Desirée stod op ad David, John med sine krykker, Darryll fingererede ved en tragt og et par andre stod med hænderne i siderne og så på dem. Sophies kinder blev varme, og hun forsøgte at tvinge sin rødmen væk, hvilket selvfølgelig bare forstærkede den, fordi hun nu også var bevidst om det. Denne gang var det Landon, der tog hendes hånd i sin, og hun lod ham holde fast. Og så var der stille i teltet et øjeblik, hvor ordene sank ind.

Efter hvad der syntes uendeligt lang tid så Desirée op på David, hvis arme var omkring hende, og nikkede så sigende ud mod dalen i sollyset udenfor. Han så forvirret på hende, og hun vendte øjne og mødte Sophies blik, inden hun greb fat i hans håndled og direkte trak ham med sig udenfor. John syntes at vågne lidt op og gestikulerede til de andre vågne i teltet om at følge med, på nær et par tilskadekomne, som lå på deres brikse med ryggene støttet af puder, så de i det mindste kunne se på hinanden, når de var vågne. Dem kunne de af gode grunde ikke tillade sig at sende ud af teltet.

Hun vendte sig mod Landon. Han lå bare stille uden noget særligt udtryk i ansigtet, som om han tænkte, men ikke blev berørt særlig meget af tankerne. Hans blå øjne stirrede på hende, som var hun et vidunderligt væsen at se på og ikke bare en pige med uglet hår iført en af hans rene T-shirts, fordi den duftede af ham og gav hende en fornemmelse af at have ham hos sig. Nu skammede hun sig lidt over, at han skulle se hende i netop den T-shirt, men ikke fordi hun følte sig grim og doven i den. Landon havde set hende i mange underlige antræk, og han havde aldrig rigtig kommenteret hendes udseende. Grunden til hendes skam, var, at hun ikke havde regnet med, han ville overleve, men at han ville sove ind.

Som hun stod der vidste hun dog, at trods Darrylls indvending, så ville Landon klare sig igennem dette, som han havde klaret sig igennem så meget andet. Og han ville overleve. Han ville blive hos hende, og de kunne leve et liv, der ikke var helt så vildt, som da Inferno fanatisk havde ledt sine skygger til at jage hende som vildt.

,,It’s funny,” sagde Landon og rømmede sig igen, tilsyneladende mest for at få sin normale stemme frem.

,,What is?” spurgte hun og satte sig på kanten af briksen, forsigtig med ikke at ramme ham.

,,How the most innocent and beautiful things in this world are often the ones, who are forced to experience its worst hardship,” uddybede han seriøst, i en helt anden tone end da han havde citeret poesi tidligere.

Hans blik slap hende ikke, og hun følte sig betragtet på en meget rar måde. Og eftertragtet, endda. Hans blå øjne formåede at overbevise hende om, at han faktisk mente, hun var både smuk og uskyldig, hvilket ikke lige var den definition af sig selv, hun ville have brugt, var hun blevet bedt om det. Den seriøse tone blev understreget af et gravalvorligt udtryk i hans ansigt, der ikke bar smerte i samme grad som når han bevægede sig eller trak vejret dybt.

Men den var der stadig, bare i en anden form, der syntes at stikke endnu dybere. Så dybt at hun ikke ville være i stand til at finde kernen til den, medmindre han selv fortalte hende det direkte. Det vidste hun godt, at han aldrig ville gøre. Indrømme, hvad det var der plagede ham så meget, at han automatisk så meget ældre ud, end han egentlig var, trods det faktum at hans hår stadig havde det samme metalliske skær blandt de mørke lokker og at hans øjne var levende og søgende.

,,Hvem har sagt det?” spurgte hun endelig, for at sige et eller andet.

Hans læber skiltes igen, i et overrasket lille smil.

,,Mig,” svarede han bare og løftede hånden igen, denne gang stædig nok til at fortsætte bevægelsen, selv om det måtte koste både kræfter og velbehag at gøre det.

Hun lænede sin kind mod hans håndflade, eftersom hun vidste, at han ikke ville have været tilfreds, hvis hun afslog hans gestus eller ignorerede ham.

,,Du taler i vildelse,” kommenterede hun stille.

,,Jeg har ikke feber.”

,,Smerte kan også have den effekt,” påpegede hun.

Han lo, og hun kunne se hans anstrengelser for at holde grimasserne væk.

,,Jeg mener det, Sophie,” sagde han endelig, da han fik stoppet sig selv i at le.

,,Men du har aldrig -”

,,Sagt noget,” færdiggjorde han for hende, blidt. ,,Nej.”

,,Landon,” sagde hun og havde det, som om noget tungt hvilede på hendes skuldre, ,,du er venner med Desirée af alle mennesker. Og du kalder mig smuk.”

,,Og uskyldig,” tilføjede han, men nikkede alligevel en smule mere alvorligt. ,,Desirée er smuk som en drøm, Sophie. Men hun er smuk på en helt anden måde. Skal jeg være ærlig, så synes jeg stadig, du er smukkere end noget på denne planet.”

,,Ikke smuk nok til at du vil giftes med mig,” mumlede hun og så ned i sit skød i stedet for.

Han sukkede højlydt i det stille telt. Udenfor kunne Sophie høre folks stemmer, efterhånden som de mange Eros vågnede op. Der blev flyttet rundt på syge, og køretøjernes motorer blev tændt, så små hold kunne køre af sted med de sårede til en privat flyvestation i nærheden og få dem sendt til Washington. Til Kommandoen, hvor de ville blive behandlet under bedre vilkår end dem, naturen i Yellowstone kunne tilbyde, selv med alt det udstyr, der var blevet fløjet dertil i den tid, kampene havde varet. Siden havde der været stille.

Kombinationen af en pludselig fredelig situation og lettelse over overlevelse havde bragt folk tættere sammen, og overalt opdagede Sophie nye par, som klyngede sig til hinanden og forlovede sig. Måske syntes hun i virkeligheden, de var lidt hurtige på den, men på den anden side havde Landon jo forklaret, at man som regel gjorde tingene lidt hurtigere som Eros, specielt hvis man var relateret til direkte kamp som beskytterne og bueskytterne, fordi man aldrig vidste, hvornår den ene part ikke vendte tilbage.

,,Jeg ved, jeg har undgået at svare dig direkte på det,” sagde Landon og fik på mystisk vis skubbet sig selv op i en mere siddende stilling end før, så deres ansigter var lige ud for hinanden. ,,Men, truth to be told, så ville jeg gøre det, hvis jeg kunne. Problemet er bare, at det kan jeg ikke.”

Hun vendte sig langsomt mod ham, modløs ved lyden af hans ord, der syntes hule og triste på en måde, hun ikke helt kunne forbinde med det neutrale udtryk, der havde været i hans stemme, da han sidst svarede hende på noget lignende.

,,Hvad mener du med, at du ikke kan?” spurgte hun stille.

,,Der er noget, jeg ikke har fortalt dig,” tilstod han og så direkte syg ud af ubehag, uden at se hende i øjnene. ,,Hvis det er meningen, du skal giftes, Sophie, så vil du tidsnok møde den rette. Og du vil vide det, fordi han er mærket. Konge. Det er en skæbne som så mange andre, og vedkommende er muligvis mere villig til at træde frem i rampelyset, nu hvor du har banet vejen til royalitet. Men én ting ved jeg med sikkerhed, og det er, at det ikke er mig. Du ved, hvad mit tegn betyder, og det er hvad jeg er bestemt til.”

,,Mærkerne,” sagde hun eftertænksomt og lod sit blik vandre til hans, der var vansiret. ,,Kan de ikke ændre sig?”

Han så på hende igen nu, undskyldende og med en glimtende kant langs de nederste øjenlåg.

,,Det er sket gennem tiderne. Men det er ikke noget, man selv er herre over,” forklarede han og så væk igen. ,,Heller ikke selv om man ønsker det.”

Der var det der udtryk af uendelig træthed og ulykke over ham, som hun havde kunnet ane et par gange før, ikke kun efter at han havde været døden ufatteligt nær. Det overbeviste hende om, at han talte sandt. At han virkelig havde lyst til at kunne ændre det, men var magtesløs overfor kræfter højere end nogen af dem. Hun tænkte, så det knagede. Al den magt, hun havde fået ved at blive dronning, syntes ligegyldig i forhold til dette dilemma. En dyb trang til at sørge greb hende, som en hånd der lukkedes omkring hendes hjerte og flåede i det for at forsøge at få det ud af brystkassen. En underlig og umenneskelig følelse, hvis lige hun aldrig havde oplevet.

Faktisk var det hele blevet meget mærkeligt, efter den nat hvor Landon havde ofret sig selv. Hendes humør svingede forfærdeligt, og hun oplevede følelser, hun altid havde troet, hun kunne opleve. Styrke så uendelig som troen på et højere hele, vrede så dybfølt som en afgrund ind til Jordens indre, varm og glødende og smeltende alt andet væk på sin vej. Glæde så let og blid som berøringen af en fjer, der svævede på en vind forbi hendes kind. Anger så endeløs og miserabel at hun havde en fornemmelse af at kunne taget sit eget liv hvornår det skulle være. Følelser, hvis glimt hun havde oplevet før, men som nu udfoldede sig meget kraftigere end nogensinde.

Solen fandt vej op på toppen af himmelhvælvingen, mens hun bare sad på kanten af Landons sygeseng med hans fingre lukket om sine og tankerne hvirvlende rundt i hovedet. Hun kunne ikke bare abdicere fra tronen. Det havde været en af de få betingelser, hun var blevet stillet af lederne i Washington, at hun ikke ville træde af så snart hun havde fået udnyttet systemet til sin fordel, fordi det krævede meget at indføre et styre og endnu mere at fjerne det igen. Lige nu var der dog ikke noget, hun ønskede sig mere end at kunne gøre det - at kunne vende tilbage til sit liv som en almindelig teenager og have lov til måske endda at være forelsket i Landon, selv hvis det gik ham på nerverne fra tid til anden.

Til sidst besluttede hun sig for at gøre noget lidt mindre selvisk, nemlig at rejse sig og gå, så Landon ikke skulle se på hende mens hun surmulede som et dumt barn over sit uretfærdige liv. Han havde nok at bekymre sig om, regnede hun med, og det var ikke retfærdigt, at hun lod det gå ud over ham, at tingene ikke gik efter hendes hoved. Han kunne blive straffet, hvis han brød reglerne, og givet at Eros fulgte deres dumme regler til punkt og prikke var det sikkert en regel, at ingen uden et royalt mærke kunne gifte sig med andre royale.

Hans hånd slap hendes uden hindring, da hun rejste sig og trak den til sig, og kort vendte hun sig for at kaste et blik på ham. Hans øjne var lukkede, og læberne let adskilte, selv om han trak vejret lydløst. Kroppen var sunket ned i tæpperne og madrassen, han lå på, og der var den der særlige duft af søvn over ham, der fik hende til at liste letfodet ud af teltet.

Udenfor var lyset skarpere, end hun lige havde forventet, så hun måtte knibe øjnene sammen for at vænne sig til det. Indefra havde det set meget rart ud, men herude var det næsten alt for lyst, og hun legede med tanken om at gå ind i det skyggefulde telt igen, vel vidende at det bare ville være en undskyldning for at være tæt på Landon. Vred på sig selv og alle andre traskede hun ned til søbredden, krængede Landons T-shirt af sig og fortsatte ud i vandet, indtil hun ikke kunne nå bunden længere. Så svømmede hun videre, indtil arme og ben begyndte at gøre ondt, hvorpå hun gav sig til at flyde på overfladen i stedet.

Vandet druknede de fleste lyde inde fra land, og hun var taknemmelig for den stilhed, vandets gurglende lyde bragte til hendes hoved. Tankerne forduftede langsomt, mens hun bare trak vejret stille og roligt og lukkede øjnene, nydende at hun kunne være alene lidt. Bare for en kort stund. Og meget kort blev den da også, for der gik ikke ret mange minutter, før hun hørte nogen råbe sit navn inde fra bredden, højt nok til at lyden gled under vandoverfladen og forplantede sig til hendes ører.

Med et suk svømmede hun ind mod land igen. John stod der med to yngre mænd på hver sin side af sig. De så alvorlige og officielle ud, selv om trætheden var tydelig i deres ansigter. Sophie kunne simpelthen ikke huske deres navne, men vidste at de var blandt dem, der havde arbejdet dag og nat på at få pakket syge ind i fly og sendt tilbage til Washington. John så sammenbidt og seriøs ud, og hun forberedte sig selv på det allerværste, selv om det ikke var så pænt tænkt fra hendes side alene ved synet af lederen.

,,Your highness,” udtalte han, mere formelt end hun havde vænnet sig til det, selv fra hans side.

Det var som om alle på slagmarken var venner med hinanden og omgikkes hinanden på fornavn og med gensidig respekt, men ikke alt for megen hensyntagen til rang. Sagen var jo den, at de alle havde kæmpet for en fælles ting, og den slags satte sine spor. Desuden var det ikke nødvendigvis dem med højest rang, der døde mindst af - nærmere tvært imod.

,,Mr. Newwick,” svarede hun og nejede kort, mens hun halede Landons T-shirt op fra jorden og krængede den over hovedet.

,,Your protection unit and additional personal team members are ready for your departure to your new home,” informerede han hende.

Selv om hun havde lyst til at råbe og skrige og modsætte sig som et lille barn, nøjedes hun med at nikke, fordi hun ikke havde energien til det. På et eller andet tidspunkt skulle hun nok få sagt sin mening, men det kunne vente til hun ikke var så deprimeret i forvejen. Et eller andet sagde hende, at det ville være uværdigt og barnligt at begynde at råbe og skrige nu, hvor hun havde fået tildelt et helt hold mennesker til at holde øje med sig for fremtiden. Desuden ville hun jo på et eller andet tidspunkt se Landon igen, når han sluttede sig til teamet. Og indtil da var det måske meget godt, at de var lidt hver for sig og havde plads til at tænke, selv om det gjorde ondt lige nu.

,,Yes,” sagde hun og blev overrasket over sikkerheden i sin egen stemme. ,,Very well, then.”

 

Landon var ude af stand til at sove under flyveturen tilbage til Washington. Den mindste turbulens fik det til at gøre afsindigt ondt overalt, og han kunne i forvejen dårligt bevæge sig. Samtidig var han følelsesmæssigt drænet og følte sig iskold af træthed, på trods af at han havde sovet syv dage mere eller mindre i træk. På sjettedagen, efter at have talt med Sophie om morgenen, havde han så fået at vide, at hun var blevet flyttet til sit nye hjem, og en del af ham var glad på hendes vegne, fordi hun fik et fast sted at vende tilbage til. Samtidig var han glad for udsigten til i det mindste at kunne slutte sig til hendes team når det kom dertil. Når han i det mindste kunne ligge stille og eksistere uden at være ved at gå til af smerte.

Mærket under kravebenet brændte så underligt, og han havde lyst til at klø i det, men afholdt sig fra det, vel vidende at han ville gøre det hele værre ved at gøre det nødvendigt for såret at gendannes. At være væk fra Sophie bidrog yderligere til ubehaget, fordi han foretrak selv at være der og se til at hun havde det godt og var i sikkerhed, men det var en lille trøst at hun havde fået et meget stærkt og kvalificeret team, hvoraf han kendte flere fra sin egen skoletid.

I Kommandoens sterile omgivelser gik det hurtigere med at få det bedre, og han begyndte gradvist at kunne bevæge arme og ben uden at skære tænder eller ansigt af smerte. Alligevel tog det en hel måned, før han kunne sidde op, tid han kunne have tilbragt anderledes. Han sov stadig forbløffende meget og hadede sig selv så meget for det, at han forsøgte at holde sig vågen alene for at styrke sin egen udholdenhed. I sidste ende lykkedes det aldrig, og han måtte opgive udmattet og lade sig falde tilbage i sengen og sove anstrengelserne væk.

Der blev foretaget undersøgelse på undersøgelse af hver millimeter af hans krop, og hver eneste gang blev han mere og mere irriteret. Han havde det meget bedre, men smerterne var ikke helt ovre, og det gjorde ham pirrelig til et punkt, han aldrig før havde nået. Efterhånden holdt folk op med at fortælle ham, hvordan det gik, hvor Sophie var nu, sikkert fordi der ikke var noget bemærkelsesværdigt at berette om. Men de vidste heller ikke, hvor meget han var ved at dø af længsel efter bare den mindste bid information for ikke at tale om at se hende. At høre hendes stemme, selv hvis hun skældte ham ud, som hun havde gjort det før.

Efterhånden besluttede han at opføre sig rationelt, at sove, når han var træt og desuden ikke presse sig selv til mere end at sidde op, når han ikke var klar til det. Alene med håbet om at helingen så ville gå hurtigere, så han kunne komme ud af sygesengen og få udrettet noget nyttigt. Det gik da også hurtigere. To måneder yderligere, og så begyndte der endelig at ske noget.

Han sad i sengen med de hvide lagener i et af de lysere rum på Kommandoens øvre etager. Det blakkede sollys udefra fik ham til at tænke på farven på Sophies øjne - gråblå og utroligt udtryksfulde trods deres ordinære farve. Han havde ment det, da han sagde, hun var smuk, og mente det stadig. For hver dag mente han det mere og mere, og efterhånden var han ved at sprænges. Men han holdt sig i skindet og forsøgte at vente tålmodigt, vel vidende at dette var god træning for ham - en eller anden dag ville hun finde nogen, hun fandt mere interessant end ham, og de ville skabe et liv, hvor der ikke var så meget plads til den slags følelser, han nærede for hende.

Desirée kom ind gennem døren, halvt i løb, halvt gående med det lange, lyse hår susende efter sig. Hun var i normalt tøj - camouflagebukser og en sort tanktop, og Landon huskede, hvordan Sophie havde måbet, da hun så Desirée i den slags tøj første gang, den dag i Brobyværk for hvad der mindede om århundreder siden.

,,Bonjour,” hilste hun stille og smilede underligt blegt, hvilket fik ham til at undre sig.

,,Bonjour, mademoi -” han stoppede sig selv, smilede skævt til hende og rettede sin udtalelse: ,,Madame.”

Hun grinede, men grinet var ikke så livligt som ellers. Han kunne ikke lade være med at have ondt af hende, fordi hun virkelig fortjente at være glad. I alle de år, hvor hun havde rendt efter ham for i det mindste at have nogen at klynge sig til, havde han ikke været der særlig meget for hende. Nu havde hun fundet David og havde giftet sig med ham, og alligevel virkede hun ikke særlig glad i dag, dagen efter sin bryllupsrejse.

,,Hvad laver du her, Des?” spurgte han forsigtigt.

Hun fiskede en saks op af baglommen på sine løse bukser.

,,Nogen skal jo fikse dit hår,” svarede hun og stillede sig bag ham. ,,Læn hovedet tilbage.”

Han gjorde, som han fik besked på. Det strammede lidt ned langs rygsøjlen, når han bevægede nakken.

,,Hvordan var turen til Australien?” spurgte han, i forsøget på at løfte stemningen en smule, håbende på at der ikke var sket noget mellem hende og David på turen.

,,Fantastisk,” svarede hun og lød lykkelig igen, hvilket fik ham til at slappe af, overbevist. ,,Selv om jeg ikke forstår mennesker, så må jeg indrømme, at de har ret i, det giver et kick at være nede i et bur i havet med en haj.”

Et skævt smil trak i Landons mundvig. Det var kun Desirée og David der kunne finde på at tage en tur ud i et bur sammen med verdens mest dræbende hajer på deres romantiske bryllupsrejse. Bryllupsrejse… ordet ringede i hovedet på ham, og han skubbede tanken fra sig, inden den kunne medføre noget smertefuldt, der langt fra var fysisk.

,,Lavede I noget, normale folk ville gøre?” spurgte han drillende.

Hun bandede på fransk, og han kunne ikke undgå at komme til at le, selv om det gjorde ondt i rygsøjlen at gøre det. Han kunne stadig ikke forestille sig at bande på fransk.

,,Hvis du vil vide det,” sagde hun i et påtaget utålmodigt tonefald, samtidig med at hun tvang hans hår væk fra panden og øjnene, ,,så tilbragte vi en del tid på stranden om natten. I stearinlysenes skær…”

,,Nøgne,” færdiggjorde han for hende, og lænede hovedet bagover for at se hendes ansigtsudtryk.

Hun rødmede. Ingen mand havde nogensinde kunnet få Desirée til at rødme. Ikke ud over ham selv og David. Det var noget, han var stolt af. På det sidste var han begyndt at tænke på Desirée som en slags søster, og han var oprigtigt ked af ikke at kunne have været med til hendes bryllup. Hun fortjente den rendyrkede glæde ved at elske en anden person højere end sig selv, og han håbede ikke for hende, at hun nogensinde oplevede den mørke side af guldmedaljen. Hvor ondt det kunne gøre at elske en anden.

,,Nøgne,” bekræftede hun så og klippede videre. ,,Det var rart at komme lidt væk herfra. Fra alting.”

Landon nikkede. Det kunne han levende forestille sig, men han misundte hende ikke turen - tvært imod undte han både hende og David den. De havde ikke behøvet tage del i alting, men havde valgt det af solidariske årsager, som han ikke ville glemme dem for.

,,Sophie sendte mig et brev, mens vi var væk,” afslørede hun pludselig efter en kort pause i samtalen.

Han lukkede øjnene. At høre hendes navn fik ham til automatisk at ønske at dreje hovedet og scanne rummet efter hendes tilstedeværelse. Men skuffelsen ved ikke at finde noget ville være for meget, så han lod være med at kigge overhovedet.

,,Hvad skrev hun?” spurgte han og håbede, han stadig ikke lød deprimeret.

Desirée børstede hans skulder af og satte sig overfor ham på sengen med benene krydset.

,,Ikke noget særligt,” tilstod hun. ,,Bare at hun havde det fint, og at hun var glad for at have set mig og David til brylluppet.”

Landon ventede et øjeblik, men var godt klar over, at der ikke var mere. Forsøget på ikke at være skuffet fejlede for ham, og han lod den ene arm hvile langs den ene side af sengen, hvor der var en kant. Derpå støttede han ansigtet i håndfladen og gned sine øjne, pludselig meget, meget træt.

Han havde godt vidst, at Sophie var med til brylluppet, og det bidrog blot til hans fortrydelse over ikke at have været med. Selv om han stadig var overbevist om, hvad han havde gjort ved sig selv var det rigtige. Han var også godt klar over, at Sophie sandsynligvis ikke havde lyst til at skrive til ham efter at han havde opgivet at kæmpe imod nogle tåbelige regler. Det var fuldt forståeligt, selv om han måske syntes, det var lidt meget at kræve af ham. Hun kunne have ringet, hvis hun ville tale med ham, eller sendt en SMS - han havde ikke skiftet telefonnummer, selv hvis hun havde.

Som sådan kunne det vel også være lige meget. Han ville formentlig snart være på benene igen og kunne få sit job ordentligt tilbage. Af og til kunne han stadig mærke, hvilket humør Sophie var i, og det var til at blive sindssyg af at vide, hun var ked af det uden at kunne hjælpe. Uden at kunne gøre noget.

,,Landon, I know it’s hard, but -”

Desirées skift til engelsk fik ham til at spærre øjnene op og lade hånden falde ned på kanten med et klask.

,,It’s killing me, Des,” indrømmede han ærligt, eftersom hun var den eneste, han følte, han ærligt kunne sige det til.

,,I know,” mumlede hun.

Efter et stykke tid i tavshed, hvor Landon fik sig selv under kontrol og Desirée fejede gulvet for hår, gik Desirée hen mod døren, der ledte ud på gangen. Med hånden på dørhåndtaget stoppede hun og så eftertænksomt på ham et øjeblik.

,,Doctor Hyunh is coming up to speak with you soon,” annoncerede hun.

Han nikkede.

,,Desirée?”

,,Yes?”

Han smilede en anelse og skubbede sit nyklippede hår væk fra panden.

,,Tak.”

Hun løftede hagen som svar med et lille smil og forlod værelset. Landon lænede sig tilbage og blinkede, da den der velkendte prikken af smerte i ryggen fik ham til at suge luft ned i lungerne for at undgå den der kvælende fornemmelse af kvalme. Han var glad for ikke at kunne se sig selv, bange for at han ville være helt grøn i hovedet, delvist af træthed, delvist af alle de følelser, han ikke fik afløb for og stadig delvist af smerte. Det var længe siden, han havde set sig selv i et spejl. Ikke siden han havde badet i Yellowstone Lake dagen før det afgørende slag. Og det kunne vel være det samme.

Desirée havde ret. Der gik ikke lang tid, før doktor Hyunh kom ind ad døren. Hun var lille og tydeligvis med asiatiske rødder. Hendes lange, sorte hår hang glat ned over skuldrene, og de smalle, brune øjne betragtede ham fjernt, som om hendes tanker var andetsteds. Med sig havde hun sine to assistenter, Huseyin Drachmer og Rad Boone. Begge var omkring en halv meter højere end Hyunh, men holdt sig pænt i baggrunden og betragtede, hvad hun gjorde.

Først var der selvfølgelig de sædvanlige ting, som Landon efterhånden kunne gøre i søvne. Bruge finmotorikken til at røre alle sine fingerspidser lynhurtigt efter hinanden med tommelfingeren. Løfte armene helt over hovedet og strække dem ud. Dette, måtte han indrømme, var stadig besværligt og gjorde stadig ondt, men det var trods alt blevet bedre. Hun testede hans øjne og kunne konstatere, at han stadig var lige så langsynet, som han altid havde været. Efterhånden som hun kom gennem de forskellige tests, blev hun mere og mere forfjamsket, og han havde det underligt med at se den ellers rolige og kyndige healer på den måde.

Til sidst rettede hun sig op efter at have tjekket såret ved mærket. De havde skåret det op en del gange efterhånden, fordi der blev ved med at være skidt i det, som de ville have ud. Hun så ikke så tilfreds ud, som hun kunne have gjort det, men nævnte ikke noget om at skulle benytte sig af en kniv igen. I stedet skubbede hun et par sorte lokker bagud og samlede sit hår i en lang hestehale.

,,We should see if you can stand,” bemærkede hun, som om det var en sidetanke, hun ikke havde haft intentioner om at dele med nogen.

En underlig længsel satte ild til Landons blod, men trods iveren efter at komme op af sengen nikkede han bare langsomt og holdt sin begejstring i ave. Det var jo ikke engang sikkert, han ville være i stand til at stå op, selv om han ikke kunne se, hvad der skulle forhindre det. Efter et øjebliks tøven lod hun ham prøve, og han svang benene ud over sengekanten som så mange gange før, stirrende ned på sine fødder. En af de positive ting ved at være Eros var, det var meget svært at miste muskelmasse, så selv om han havde siddet stille i flere måneder i træk, var hans ben stadig forholdsvis veltrænede i forhold til normalen og ville kunne holde hans vægt.

Langsomt skubbede han sig frem mod sengekanten og pressede et par gange i gulvet med fødderne for at mærke det. Det føltes helt normalt. Så rejste han sig langsomt, og selv om han havde siddet op længe, så sortnede det alligevel kortvarigt for øjnene af ham, og han måtte gribe fat i sengens hovedgærde for støtte indtil han kunne se normalt igen og rummet ikke længere sejlede. Men med balancen gik det fint, og han kunne sagtens bære sin egen vægt, hvilket var en usigelig lettelse.

Doktor Hyunh mente dog, at han efter at have sat sig og rejst sig et par gange havde fået nok for én dag og lod ham være alene. Dagen efter vendte hun dog tilbage, sprang de indledende tests over med et skævt smil og erklærede, at han godt kunne forsøge at rejse sig igen, hvis han ville. Det var gråt udenfor, og Landon var lettet over at kunne slippe for synet af vinduet, idet han vendte ryggen til det og rejste sig, hurtigere og mere sikkert end dagen før.

,,Great,” sagde Hyunh muntert. ,,Now, if you’re prepared, you might as well try and walk.”

Landon, lidt tøvende nu, nikkede og så sig omkring. Så løftede han langsomt højre fod og trådte frem, ikke ret langt, men nok til at gøre det til et skridt. Det var ikke slemt. Hans ryg værkede, men det gjorde den hele tiden. Et øjeblik skævede han over til Hyunh, som smilede stolt med julelys i de brune øjne. Lidt mere selvsikkert løftede han venstre fod - og stoppede, bøjede sig forover og var ved at kaste op.

,,Mr. Martin,” udbrød Huseyin Drachmer overrasket og greb fat i hans arm.

Landon rettede sig hurtigt op, overrasket over både sin egen reaktion og Drachmers. Siden hvornår var han begyndt at få titler med, medmindre det var ment som en hån? Han viklede sin arm ud af den store drengs greb - Huseyin Drachmer var ikke mere end sytten år gammel - og lod i stedet sin hånd hvile på dennes skulder.

Samlende mod tog han igen et skridt frem med højre fod og lod venstre følge efter naturligt. Med samme resultat. Et underligt klik der kickstartede en voldsom bølge af ubehag, der fik ham til at gispe efter vejret og dække den nederste del af sit ansigt med underarmen, bare for en sikkerheds skyld. Den var helt gal.

Nu hvor han gav sig tid til at mærke efter, kunne han mærke det snurre underligt i venstre hofte, som om noget ikke fungerede rigtigt. En nerve, der var irriteret eller noget i den stil. Bortset fra at det normalt ikke gjorde så sindssygt ondt, hvis det bare var en nerve, der var i klemme. Alligevel forsøgte han igen, og denne gang lykkedes det ham i det mindste at holde sig nogenlunde oprejst, idet han lænede ud over højre hofte og lod venstre overtage.

Han kunne mærke koldsveden springe frem på panden og mellem skulderbladene og sukkede. Han kunne og ville ikke give op, så han pressede sig selv. Med hensyn til at gå gik det nogenlunde, så længe han kunne støtte sig lidt til Drachmer i venstre side og dermed fjerne noget af presset på hoften. Det hjalp betydeligt, og han syntes ærligt, det blev bedre i takt med at han prøvede sig frem.

,,Landon, I don’t think -” doktor Hyunh afbrød sig selv, netop som han slap Drachmer og tog et skridt uden hjælp, uden at vælte fremefter af smerte, ved at bide tænderne sammen og tvinge sig selv til at udholde det.

Gav han op, ville han aldrig komme til at se Sophie igen, og det var simpelthen ikke en mulighed i hans verden.

 

Han gik hver dag, uden at det blev bedre eller værre med hoften, men han vænnede sig til det. Doktor Hyunh havde påbudt ham at gå med en stok, hvis han skulle have lov til overhovedet at gå. Og efterhånden kunne han da holde ud at bevæge sig længere og længere væk fra sit indelukke. Stædigt blev han ved med at forsøge og lagde stokken fra sig, når han var alene. Det kunne han dog ikke holde ud i mere end begrænsede mængder tid.

Han begyndte at træne sine våbenfærdigheder op igen, og selv om han stadig var både hurtig, smidig og stærk, så kunne han godt selv mærke, at det ikke helt var det samme, når nu han ikke kunne bruge begge ben. Men det skulle nok komme, og når det gjorde, ville han være nogenlunde i form igen. John gav ham til opgave at tilse træningen med de yngre beskyttere i gården om morgenen, og han var glad for i det mindste at udnytte ventetiden til noget konstruktivt, frem for bare at gå frem og tilbage på gulvet i det hvide værelse, hvor han havde været indespærret i flere måneder.

Så det var han i gang med, da John kom gående hen mod ham gennem gården, helt rask efter sin egen skade fra Yellowstone.

,,Landon,” sagde han alvorligt og nikkede i retning af hovedbygningen. ,,I need to talk to you.”

,,Yes, sir,” svarede han og skiftede stokken over i den anden hånd for så at følge med lederen gennem gården og ind i hovedbygningen.

Han havde været på Johns kontor så mange gange, at han kendte vejen i søvne, og denne gang føltes det faktisk også, som om han gik i søvne. Det var anstrengende at gå op ad trapperne i den høje bygning med stokken i den ene hånd, men det var selvfølgelig også noget, han skulle kunne håndtere, så han klagede ikke. I stedet koncentrerede han sig om at se så neutral ud som overhovedet muligt, og ikke afsløre sin forvirring over anmodningen om en samtale.

Vel inde på kontoret lukkede John døren efter sig og satte sig ned bag sit skrivebord. Landon tog plads på en almindelig træstol på modsatte side af bordet og stillede stokken fra sig. Noget ved situationen fik hårene i nakken på ham til at rejse sig, og han anede ikke, hvad han skulle gøre ved det. Han havde en dårlig fornemmelse af, hvor situationen bar hen, uden at John endnu havde sagt ret meget.

,,You wanted to talk to me, sir,” sagde han stille og forsøgte at få lederen i tale.

,,Yes,” sagde John myndigt og lænede sig ind over sit skrivebord, der for en gangs skyld ikke var forstyrret af tilstedeværelsen af en bærbar computer.

Landon huskede sidste gang han befandt sig på det kontor. Den dag han havde fået til opgave at beskytte Sophie og meget mod sin vilje var draget af sted for at udføre hvad han dengang betragtede som sin pligt. Nu var det nærmere som et privilegium for ham, og han blev nødt til at skubbe tankerne i baghovedet for at kunne tænke klart og for ikke at lade sine tanker løbe løbsk og minde ham om savnet.

,,What do you consider yourself, Landon?”

Spørgsmålet kom ærligt bag på ham, og han tog et lille øjeblik til at overveje sit svar. Der var mange muligheder. Til sidst valgte han forsigtigt sine ord.

,,A soldier in the shadows, I would think, sir.”

John syntes forbløffet.

,,Soldier?”

,,Yes.”

,,More like a knight after what you did on that night in Yellowstone.”

,,I could never think of myself as a knight,” mumlede han, vel vidende at det var helt sandt - han fortjente ikke heroiske titler og ønskede dem heller ikke.

,,But you are,” fastholdt John og mødte Landons blik med sine jævne, ordinære øjne. ,,When I first met you as a child, you were very skilled. Growing up even more so. And you seemed to mix so well into a crowd that I never saw what you were planning with Sophie before you decided to strike, out of the shadows. I considered it a coincidence, a short preview of what you were capable of doing in your bravest, most stubborn moment. But I underestimated you, and badly at that.” Han holdt en kort pause, inden han fortsatte: ,,On that night, I was sure you were going to give up and let Sophie disappear. However, out of the shadow, you stroke and triumphed like on one else could have done it.”

Landon lyttede, smigret men ikke overbevist. Han havde ikke gjort noget af det, fordi han var modig eller stædig. Det handlede om Sophie. At holde hende i live var hans lod i livet, hans skæbne, og han måtte gøre, hvad der var nødvendigt, for at det kunne ske. Selv træffe desperate beslutninger med ukendte konsekvenser, kun kendt fra hendes drøm. Det var den, der havde inspireret ham til det med pilen gennem navlen. Og han havde vidst, i det øjeblik pilen borede sig igennem ham, at det var det, hendes far havde brugt sit liv på at finde ud af. Det, der havde gjort ham vanvittig.

Det var den kraft, Eros havde skænket sine efterkommere, det der retfærdiggjorde en underlegenhed så voldsomt, at det næsten byttede rollerne om. Men han vidste også, at han kun havde overlevet, fordi han havde skyggernes blod i sig. Sophies blod. Han havde erkendt en masse i det øjeblik, men meget af det var glemt igen, da pilen var ude gennem ham. Resten huskede han ikke, men havde hørt på hvad folk berettede. Vinger, hm? Det havde Sophie godt nok nævnt fra sin drøm, men han havde ikke rigtig tænkt på det. Energiudladningen var kommet af sig selv, som om nogen eller noget havde overtaget hans krop og bragt den til at gøre, hvad den skulle.

,,What does that make me, then?” spurgte han langsomt og så direkte på John, hvis ansigt var en maske af alt og intet, uudgrundelig og uforståelig.

,,A knight of the shadow, I guess,” sagde John med et skævt smil. ,,A very inconvenient way of phrasing it, considering you are not serving the shadows.”

Landon smilede skævt. Han brød sig stadig ikke om at få tildelt titler og havde det bedst med sit fornavn. Men når alt kom til alt, så var det en ære at høre den slags over Johns læber. Ikke noget, der skete hver dag.

,,Thank you, sir,” sagde han ydmygt.

,,No need for thanking me. What you did was heroic. Far beyond anything that one of our kind has ever done. For that you will be remembered,” svarede John og blev mere alvorlig igen. ,,Even if it has some consequences.”

Landon sank. Dette lod til at være kernen. Grunden til den samtale, han var blevet kaldt ind til, camoufleret af smiger og ros og titler han ikke fortjente eller ønskede at bære, selv om den, John havde tildelt ham, var ganske uformel. Han sagde derfor ikke noget, men blev siddende ubevægelig på stolen og ventede på at høre, hvad der var at sige om den sag.

,,Doctor Hyunh told me to deliver the latest news about your condition -“

Desirée brast ind ad døren, let forpustet og med røde kinder. Landon drejede overrasket hovedet og så på hende, ikke sikker på hvad han syntes om hendes tilstedeværelse. Hendes blik flakkede mellem ham og John et øjeblik, inden hun nikkede, trak en stol hen og satte sig ved siden af Landon, helt tavst.

,,Desirée, hvad laver du?” spurgte Landon dæmpet og rørte forsigtigt ved hendes arm.

,,Sidder,” svarede hun bare i et underligt bistert tonefald, der fik Landon til at grine.

Så vendte han sig mod John igen og overvejede, om Desirée måske vidste noget, han ikke gjorde, siden hun var kommet løbende på den måde. I sidste ende kunne det vel være lige meget.

,,Continue,” bad han og nikkede til John, som så forbløffet ud over den pludselige indtrængen.

,,Yes,” svarede han. ,,Sorry. Doctor Hyunh tells me an injury to your spine may be the cause of the problems you have with walking. She does not know how that injury happened, only that it could very well be from bending backward with the speed that you did it on that night… When the wings uncovered themselves.”

Landon lyttede alvorligt. Det forklarede naturligvis, hvorfor han havde så ondt i ryggen, og der var jo mange nerver i rygsøjlen, der kunne forårsage smerte såvel som lammelse. Han huskede ikke selv noget om hvad der var sket, huskede ikke fornemmelsen af at udfolde sig selv så fuldstændigt, som han havde fået at vide, han havde gjort det. Grafikere havde endda tegnet en 3D-version af øjeblikket for ham, og han huskede intet af det. Men det var da afgjort en mulighed, at hans rygsøjle måske havde taget lidt skade.

En del af ham mistænkte dog pilen for at være grunden. Den havde revet halvdelen af hans jakke med sig, da den fortsatte ud på den anden side, direkte gennem mærket ved kravebenet. Og det måtte betyde, den havde brugt enorm kraft. I princippet kunne den lige så godt have revet hans ryg af led som den kunne være fortsat fredeligt. Det var jo ikke sådan, at der i hans indre ikke var nogen hindringer for selv en pil. Men så ville han nok have mærket det, vurderede han.

Hvis de vidste, hvad der var problemet, kunne de jo også gøre noget ved det. Og det var han villig til at lade dem gøre, selv om det sikkert ville tage lidt tid at komme over. Så længe han blev færdig inden for et år, fortalte han sig selv, var det en rimelig tidsramme, og så havde han vel lidt nok forhåbentlig for resten af sit liv. Det var umuligt at glemme Sophie, specielt med hendes følelser i hovedet hele tiden. Hun var ofte ked af det, men på det sidste havde han bemærket, at hun var begyndt at blive mere neutral og følte stik af glæde af og til. At vide det fjernede lidt af skyldfølelsen over ikke at kunne være hos hende når hun var ked af det. Han havde jo lovet hende, at han ikke gik nogen steder. Et løfte, han havde brudt allerede, selv om det ikke var det, han havde ment den nat.

,,Furthermore,” sagde John, og Landon blev overrasket over at mærke Desirées hånd på sin arm, ,,she has explained to me that surgery is likely to only make it worse, however it won’t heal properly on its own.”

,,But there’s a chance surgery might do the trick,” observerede Landon, klar over hvad han var nødt til at gøre, uanset risikoen ved at gøre det.

,,It’s a high risk. You could potentially end up paralyzed. And that is a risk you cannot afford taking. Not this time, Landon,” sagde John fast, og der var en afslutning i hans ord, der fik Landon til at løfte den ene hånd og trække den gennem sit hår.

Desirées hånd klemte lidt om hans arm, og han rakte langsomt over og fjernede hendes fingre, for ligesom at isolere sig selv et øjeblik, være alene med sine tanker. Klare hovedet. Han var ikke dum og ikke villig til at være ignorant og naiv. Han vidste udmærket godt, hvad dette betød, og indsigten gjorde ondt hele vejen ind i knoglemarven, da han trak vejret dybt. Alligevel var han forbløffende rolig, da han endelig fik taget sig sammen til at tale:

,,You’re right. I’ll just have to get used to moving around with the injury that I have.”

Han lod blikket scanne Johns ansigt. Der var en underlig bekymring i øjnene, Landon aldrig rigtig havde set før. En nærmest faderlig affektion overfor et barn, der ikke helt forstod konsekvenserne af sine fatale handlinger. Medlidenhed. Landon tvang blikket væk og rejste sig brat for at træde væk fra stolen og begynde at gå frem og tilbage. Af stædighed lod han stokken stå, hvor den stod og bed den ekstra anstrengelse i sig. Det var ikke så slemt, at det sortnede for øjnene af ham længere, men slemt nok til at han på ingen måde kunne overskue at forsøge at løbe.

Det blev han nødt til på et eller andet tidspunkt, hvis han ville udføre sit kald, og det agtede han i høj grad at gøre. Alt andet ville med al sandsynlighed drive ham til vanvid, og det kunne han trods alt ikke overskue konsekvenserne af. Det var skammeligt. Han blev bare nødt til at presse sig selv som så mange gange før. Da han havde presset sig selv til at gå fra stuen og ind på Sophies værelse sidst han var kommet mere alvorligt til skade, fordi hun ikke ellers ville have talt med ham. Som han havde presset sig selv til at være vågen flere nætter i træk endeløse gange for at sikre sig, hun var i sikkerhed.

At presse sig selv var noget, han kunne, fordi han ønskede at gøre det. Der var ikke mange, havde han opdaget, der som ham kunne køre på ren viljestyrke et langt stykke vej. Som da han på mirakuløs vis fik vristet sin arm fri og stukket en pil gennem sit selv, på trods af at der var uoverskueligt mange til at holde ham på plads. Det skulle ikke have kunnet lade sig gøre, men han havde jo gjort det alligevel. Ligesom han havde afholdt sig fra at kysse Sophie igen efter første og eneste gang, vel vidende at han aldrig nogensinde kunne gifte sig med hende, selv hvis hun ønskede det. Han havde ønsket at skåne både hende og sig selv, og havde det ikke været fordi han lige nu følte sig fanget på et andet sted og savnede at se hendes ansigt, så var han sikker på, det ville være lykkedes.

En pludselig tanke slog ham. Det var flere måneder siden, han havde set hende sidst, og han havde ikke hørt noget længe. Ingen fortalte ham længere om Sophie, ud over Desirée som jo havde gjort det. Hun kunne have mødt en mand mærket med tegnet for konge, og så ville hun sikkert være på vej til at skulle gifte sig, hvis det var tilfældet. Han vidste, at man i Kommandoen havde eftersøgt en med kongens mærke til at træde frem og lære dronningen at kende, men vidste ikke om nogen havde meldt sig. Det ville han vel finde ud af, når han engang kunne slutte sig til hendes hold.

,,She says you probably won’t be able to walk normally again,” afslørede John, hvilket Landon - overrasket - allerede havde set komme.

Han stoppede op midt på gulvet, nikkede og gik hen til stolen igen for at sætte sig ned.

,,I’ll make do,” svarede han og tvang sig selv til at se direkte på John.

,,I know you will, Landon,” sagde John forsonligt, men der var en kant i hans stemme nu. ,,But concerning our queen, I’m afraid it won’t do to have someone with a disability be a part of the protective team.”

Selv om det måske var forventeligt, at man ikke kunne gøre den slags, føltes det stadig som et chok, der rystede hele hans fundament. Naturligvis skulle der de bedste til at beskytte Sophie, ingen tvivl om det, og han nærede ingen illusion om virkelig at være med i toppen. Ikke længere, i hvert fald, og måske i virkeligheden aldrig, siden han aldrig havde været ret god til at holde hende ude af farlige situationer. Men han havde regnet med alligevel at skulle være en del af hendes hold, fordi han virkelig var den beskytter, der var bestemt for hende, og fordi hun kendte ham ligesom han kendte hende. De havde ikke kendt hinanden i et år endnu, men han havde alligevel en fornemmelse at være blandt dem, der havde stået hende nærmest.

Bitterhed fik hans mund til at smage af syre. Hvad han havde gjort ved sig selv havde været for at beskytte Sophie, ligeglad med at han måske i virkeligheden døde af det. Så havde han da ofret sit ypperste for hende. Og lige nu ville han have foretrukket at dø af sin såkaldte heroiske gerning, frem for at sidde på Johns kontor og få den slags at vide. I sidste ende var det dog hans offer for at holde hende i sikkerhed, der havde tvunget ham væk fra hende, formentlig for altid.

Pludselig var han glad for at sidde ned, fordi det ligesom kort sortnede for hans blik, og han følte verden dreje rundt, en verden af slørede genstande og ekko af ord fra fortiden. Ganske let virrede han med hovedet for at klare sine tanker og forsøge at tage sig sammen, og alting sprang i fokus igen. Han var svagt bevidst om at det brændte underligt i tegnet under kravebenet, som det så ofte havde gjort siden pilen var gået igennem. Endnu havde han ikke haft tid til at undersøge det - havde ikke engang set på det, fordi det oftest var dækket af tøj, og han havde travlt med at komme i tøjet, når han endelig skiftede.

Måske var det det bedste for alle parter, hvis han holdt sig væk fra hvor Sophie boede nu. På den måde var han i hvert fald ikke en hindring, når hun skulle finde sin udkårne, en konge. Hvis nogen da meldte sig eller havde meldt sig. Han ville desuden heller ikke være tvunget til at se på det, hvilket var en meget ringe trøst. Han ville have set hende kysse med alverdens mænd og endda gå i seng med dem, hvis det betød, han fik lov til at være i nærheden af hende. Og så alligevel ikke. Dette var desperationen, der tog over.

Naturligvis ville han ikke se Sophie gå i seng med mange og slå om sig med kærlighed til højre og venstre, hvis mændene ikke fortjente det. Hvis de gjorde hende fortræd eller udnyttede hende, ville han i særdeleshed sørge for at lade hende vide det. Beskyttergenet rakte ud over spørgsmål om liv og død, og det havde han opdaget allerede første gang, han så hende ked af det. Nu kunne det så være lige meget, hvor meget han havde lyst til at beskytte hende fra - det ville ikke kunne lade sig gøre længere.

Til sidst skubbede han stolen lidt bagud, greb stokken og nikkede en enkelt gang til John.

,,I understand.”

 

Tilbage i det hvide værelse overvejede han, om han skulle forsøge at ringe Sophie op og fortælle hende det, eller om han skulle skrive en SMS eller et brev. Så besluttede han sig for at lade være. Hvis ikke hun havde glemt alt om ham, så ville det minde hende om ham, og det ønskede han heller ikke, fordi han godt vidste, hun virkelig havde holdt af ham. Samtidig vidste han ikke, hvad han mere ville komme til at skrive, hvis han skrev til hende - om han ville komme til at erklære den mindste smule følelse for hende, som han jo ikke burde, eller om han ville være i stand til at skrive nøgternt.

Han endte med at gå frem og tilbage på gulvet, mens han brugte sine kræfter på at blokere tankerne, der løb løbsk. Det var umuligt ikke at tænke, og han kunne ikke fjerne sine tanker fra skuffelsen og fiaskoen og ironien, der blev ved med at snige sig ind på ham som en stemme i hovedet. Til sidst svedte han så meget, at han blev nødt til at smide sin T-shirt og holde op med at gå rundt.

Det bankede på døren, netop som han skulle til at sætte sig ned, og han himlede med øjnene, krængede T-shirten på igen, rettede sig op og gik hen til døren. Om det lykkedes ham ikke at se knust ud, da han lod døren glide op, anede han ikke, men overraskelsen tog hurtigt over ved synet af den, der havde valgt at besøge ham. Spørgende lagde han hovedet på skrå og lod blikket løbe over Mrs. Yukon, som han skyldte en hel masse for at have talt på vegne af rådet nede i kammeret, da han og Sophie havde bedt om hjælp.

,,Good afternoon,” hilste han.

Hun så op på ham med et par øjne, der ikke direkte udtrykte medlidenhed eller empati, blot forståelse for at han havde det dårligt. Det var rart ikke at blive set på, som om éns liv var ovre, selv om det var sådan, man havde det nogle gange. Dette var et af de tilfælde.

,,Lad os tale dansk,” sagde hun, og han så overrasket på hende.

Det var ikke mange, der kunne tale dansk. Slet ikke. Det var et meget lille sprog, og han var blevet mere end blot overrasket, da Desirée var begyndt at tale det fast til ham. På et tidspunkt var det så blevet det sprog, de talte med hinanden, måske fordi det gav dem en smule privatliv. Måske i virkeligheden bare fordi Desirée øvede sig for at kunne tale det med David.

,,Kom indenfor,” sagde han og trådte tilbage. ,,Hvis jeg må spørge -?”

,,Hvorfor jeg kan dansk?” spurgte hun drillende. ,,Det er en af mine opgaver at kunne alle talte sprog, der kommer ind og ud af Kommandoen.”

Han nikkede langsomt, forstående.

,,Først vil jeg sige, at jeg er ked af det, der er sket med dig, Mr. Martin,” sagde hun og smilede forsigtigt til ham. ,,Og så er jeg selvfølgelig kommet, fordi doktor Hyunh mistænker dit tegn for at have ændret sig.”

,,Mit -”

Landon mærkede sin hånd løbe op til kravebenet, før han tænkte på bevægelsen. En refleks af en art, fremkaldt af hans overraskelse. Han vidste godt, de ikke havde været i stand til at rense skidtet ud af såret, og at det kunne ses i huden, selv nu hvor det var helet. Men der var næppe megen ændring i det, givet at det kun var skidt.

,,Kan du smide T-shirten et øjeblik?”

Nikkende greb han fat i sømmen nederst på det hvide stof og trak til. Det føltes ikke akavet at stå i bar overkrop overfor Gabrielle Yukon, fordi hun for det første var en ældre kvinde, og fordi hun på ingen måde syntes at lægge mærke til hans krop. I stedet var der et udtryk af tålmodighed i hendes øjne, kort før han krængede T-shirten helt af.

,,John er bekymret for, du måske ikke vil være beskytter længere, men har fået en lavere rang,” forklarede hun sit ærinde.

Det føltes som et slag dybt inde. Selvfølgelig var det da tilfældet, når nu han ikke engang var i stand til at beskytte nogen længere, fordi han gik dårligere end før. Det burde han have forudset. På den måde blev det komplet beseglet, at han ikke skulle se Sophie igen, hvis han blev tildelt et helt andet job. Efter at have været beskytter hele sit liv kunne han ikke forestille sig, hvordan det måtte være at være noget andet. Uden tvivl noget, hvor han ikke skulle bruge sin krop ret meget, nu hvor det var hans begrænsning. Det var hårdt alene at tænke på.

T-shirten lod han falde på gulvet, mens han tillod Mrs. Yukon et frit udsyn over sin overkrop. Kort skævede han ned over sin mave. Såret i navlen var helet, og han huskede en historie fra Symposion om menneskets navle - selv om han ikke var et menneske. Nemlig at guderne var blevet vrede på mennesker, som dengang havde hængt sammen to og to, og havde skilt dem ad og samlet det nye individ på navlen - henvist til at stræbe efter at finde sin anden halvdel i løbet af livet.

Så løftede han blikket til Mrs. Yukons ansigt, der så helt underligt ud. Hun stirrede på hans kraveben med let sammenknebne øjne og spidsede læber, som om der var noget, hun ikke helt kunne gennemskue. Så trak hun vejret dybt og så op i ansigtet på ham, tydeligvis bekymret ud over alle grænser.

,,Det har helt sikkert ændret sig,” var alt hun sagde, inden hun vendte om på hælen og for ud ad døren og efterlod Landon stående alene på værelset uden svar på hvad han nu var.

Så traf han en beslutning og forlod værelset for at gå ud på gangen og finde det nærmeste baderum, hvor der var et spejl. Han havde ikke set sig selv længe, og var bange for ikke at kunne genkende sit eget spejlbillede, når han så det. Undervejs kom han til at halte en lille smule, fordi han ikke havde fået stokken med sig, og det var så slemt, da han omsider trådte ind i baderummet, at han nærmest snublede hen til rækken af håndvaske med et langt spejl bagved, lænede sig mod marmorbordpladen og løftede ansigtet.

Han havde tabt sig. Kunne se sine egne kindben træde tydeligt frem, og han var bleg i ansigtet, selv om dette lige så godt kunne være af smerte i øjeblikket. Men hans krop var stadig senet og forholdsvis muskuløs, særligt efter at være blevet trænet en smule op igen. Han kiggede sig selv i øjnene, der var samme farve som altid, mørkeblå. Og så lod han endelig blikket glide nedefter, mod den sorte markering på undersiden af kravebenet, der stod tydeligt frem mod hans blege hud.

Mrs. Yukon og doktor Hyunh havde helt bestemt ret. Der var tilføjet en ekstra linje til hans tegn, på tværs af beskyttertegnet, og den var lige så sort som resten af tegnet, tydelig og glat, da han lod sine fingre løbe hen over den. Og så brød han sammen, gemte ansigtet i hænderne, bøjede sig forover og lod tårerne løbe ned i sine håndflader, salte og varme og forløsende. Han kunne ikke huske den sidste gang, han virkelig havde grædt, men det gjorde han nu, for alvor, berørt hele vejen ind i sit inderste af sin opdagelse.

Ude af stand til at holde sig stående sank han på knæ på gulvet og lod vandet spilde ud af sine øjne og ned på det mørke marmorgulv, hvor dråberne formede en lille sø, der i form lignede Yellowstone Lake fra oven. Og mens han stirrede på sine tårers produkt på gulvet, sneg en tanke sig ind på ham, og han følte en stærk trang til at sige den højt for sig selv:

,,Sophie.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...