Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
9921Visninger
AA

33. K A P I T E L XXXII

K A P I T E L XXXII

 

Han var ude at løbe i skoven. Tøjet klistrede til ham af sved, og han var stakåndet, men kunne ikke stoppe. Måtte ikke stoppe. Buen smældede mod hans lår hver eneste gang han tog endnu et skridt fremad, og pilekoggeret efterlod et blåt mærke på hans lænd, hvorimod det hamrede på grund af bevægelsen fra løbet. Endelig kom han til en tyndere bevoksning og snoede sig uden om træerne, indtil han endte på en flisebelagt gårdsplads med et springvand i midten, hvor Eros stod i skikkelse af en ung mand med spændt bue og vingerne foldet ud beskyttende.

Der var ikke tid til at stoppe og betragte den hvide marmorstatue i månens lys, og han fortsatte hen mod den enorme bygning, der lå gemt mellem skovens højeste træer, holdt i hvid marmor med søjler som Akropolis’ ved verandaen op til et par tunge døre, som han tvang op. Indenfor var der mere hvid marmor, hvilket var hans held, fordi det reflekterede månelyset udefra, og på den måde klarede hans udsyn lidt bedre, end hvis det havde været bælgmørkt.

Sprintende hen over aulaen i højt tempo kastede han et blik omkring sig. Under trappen bredte der sig en pøl af mørk væske mod den hvide stenart, og et glimt af metal forklarede ham, hvad der var sket. Det var for sent. Han kunne intet gøre nu, så han fortsatte, mens han anstrengte sig for at være helt stille. Selv de dybe, hivende vejrtrækninger blev lydløse, hvilket var heldigt, for der var fuldstændig stille i huset.

Desorienteret så han sig omkring på førstesalen, ned ad en mørk gang til den ene og den anden side, inden han fortsatte op ad trappen til næste etage. Mørk væske ramte ham i hovedet, og han tørrede det af med bagsiden af sin hånd, der blev fedtet og klistret af væsken, der lugtede stærkt af jern og ferskvand.

Næste etage. Han stoppede op og så sig omkring. Her havde han ikke været før, men han behøvede heller ikke at have været der for at vide, hvor han skulle hen. Han kunne ganske enkelt mærke det. Så han satte farten yderligere lidt op, idet han krydsede platformen og første del af gangen til højre, hvor en dør stod åben ind til et værelse, hvorfra der kom et gulligt lys, som fra flammer.

Han greb buen og krængede den af sig med en pil i den anden hånd, netop som han nåede døråbningen, lagde pilen for, sigtede - og stivnede, da der lød et højlydt skrig. Hun lå i sengen med hvælvet ryg og brystet skudt frem i den hvide natkjole, og i lyset fra en fakkel på væggen kunne blodets klare, røde farve ses, selv fra hvor han stod. En genstand stak ud af brystet på hende, lige ved hjertet. Blodet løb op gennem dem og ned i en beholder, som rummets anden tilstedeværende holdt i hånden. Brøkdelen af et sekund, og så var det overstået, og hun faldt slapt sammen på sengen.

Han greb buen og rettede den mod gerningsmanden nu. Det var en ung én af slagsen, klædt i en sort kappe, men med hætten skubbet tilbage og et virvar af sort hår mod et ansigt med meget stærke, orangebrune øjne i lyset fra faklen. Den karakteristiske røde halespids manglede helt og aldeles, så han et kort øjeblik blev i tvivl om, hvorvidt dette virkelig var et menneske. Men så lød ordene, drævende og triumferende:

,,Cupido caecus est.”

Han slap pilen og lod den snurre gennem luften, men så den aldrig kollidere med målet.

 

Han satte sig op og tog en dyb indånding, mens han forsøgte at overbevise sit hjerte om at slå langsommere i brystet. Med en hånd, hvis flade var fugtig af sved, strøg han sit lettere svedige hår ud af øjnene. Han burde blive klippet meget snart, men havde ikke haft overskud til det. Månen stod stadig på himlen og oplyste calderaen i et sølvagtigt skær. Så stille som muligt rejste han sig fra sin soveplads og placerede fødderne vagtsomt mellem folk for ikke at vække nogen.

Et sted i nærheden kunne han høre en gejser sende en kaskade af vand mod himlen, og han overvejede at gå ud for at finde den, men ombestemte sig så. I stedet begav han sig ned mod søen for at være lidt alene og få klaret tankerne. Det havde bare været et mareridt, men følelsen af sorg og tab sad stadig i ham, som den havde gjort det før han gik til ro. Det var to dage siden de havde forladt Washington med privatfly og var kommet til Wyoming igen.

John havde skønnet, at det nok var bedst at udnytte, at de havde et helt øde område, når nu de vidste, det ville komme til slag. Undervejs var der installeret vagtposter, som rapporterede om øget temperatur i undergrunden, der gradvist kom nærmere. Det ville ikke vare ret meget længere, den skrøbelige fred, de levede med nu.

Alle undværlige Eros fra verden over befandt sig der, eller var på vej med det næste fly. Det var en lettelse at vide, at Sophie nu var så sikker, som hun nogensinde havde været, med tusindvis af øjne til at holde øje med hende hele tiden, og ikke bare ham selv. Og alligevel kunne han ikke helt slappe af og blive fri for den der tomme følelse. Dels fordi det slet ikke var på grund af hendes sikkerhed, den var der, og dels fordi han ikke vidste, hvordan han skulle kunne slippe den nogensinde.

Irriteret sparkede han til en sten på stien, som trillede ned ad skråningen mod søens vand, raslede mod et par andre dernede og trillede ud i det mørke vand, hvor månen kastede sit segl i blændende sølv. Han satte sig på hug i vandkanten, rakte ned og lod sine hænder og håndled køles af det kølige vand. Så krængede han sin trøje af, smed bukser og boxershorts og gik ud i det kolde vand. Han følte sig helt feberagtig, hvilket naturligvis ikke kunne lade sig gøre, fordi Eros ikke blev syge på samme måde som mennesker.

Så kuldechokket var velkomment og direkte afslappende. Ferskvandet prikkede i hans hud og fik ham til at føle sig renere, end han længe havde gjort. Men det mindede ham også om drømmen, og den lugt, der havde været i huset. Hovedrystende formede han en skål i den ene håndflade, skovlede noget vand op og klaskede det ud i ansigtet, hvorfra det løb ned over øjenbrynene, kindbenene og hagen i små dråber, og han kunne se en dråbe hænge i en øjenvippe. Derpå strøg han sit hår bagud igen, inden han lænede sig bagover og lod sig glide under.

Da han igen kom oven vande føltes det rart at være afkølet fra top til tå. Så kastede han et blik ind mod bredden og fik øje på en sortklædt skikkelse, men ikke som den i drømmen. Denne var velkendt og udstrålede en form for autoritet, han ikke kunne undgå at bøje sig for. Langsomt nærmede han sig bredden, trådte op på den og krængede sine boxershorts på, men orkede ikke at gøre alt det andet vådt og lod det derfor ligge.

,,What you’re doing is admirable,” lød en velkendt stemme fra manden, som stod få meter fra ham nu.

,,You didn’t seem to think so when we first asked for help,” bemærkede han bare og kiggede ud over søen, mens han satte sig ned med armene omkring sine knæ.

,,I feared that perhaps you were trying to obtain power for yourself and was using her for it,” tilstod han. ,,And before that, I was honestly thinking about our kind. But you’re right. I should’ve been thinking justly. Not conveniently.”

Landon sagde ikke noget. Han kunne godt forstå, at John havde tænkt på, hvordan de lettest slap for en krig, hvor deres art ville falde i numre. Som leder var det vel det, man tænkte på, specielt når man var en af de højest rangerende. Og hvis det virkelig var frygt for forsøget på et kup fra hans side, der havde fået ham til at nægte hjælp til af beskytte Sophie, så var det vel også forståeligt nok, for Landon havde ingen rang i sammenligning. Et sådant ønske ville stride mod alle de principper, de levede efter.

,,Why are you up now, Landon?”

,,I had -“ Han afbrød sig selv. ,,Never mind.”

,,You know,” sagde John og satte sig ned ved siden af, næsten som en far ved siden af sin voksne søn, ,,I never suspected that was what made you do all this.”

,,What?”

,,I saw the look on your face the other day in the chamber. You may not think so, but the devastation was so raw on your face that I couldn’t help but notice.”

,,Oh,” sagde han bare, ligeglad med at han måske i virkeligheden burde benægte. ,,That.”

,,You’ve always been so very human in everything you did. Even in the way you desired not to be anything but what you’re destined to be,” fortsatte John i et underligt tonefald, der på ingen måde indeholdt den fordømmelse, Landon ville have forventet. ,,And that day… sacrificing selfish needs for the sake of keeping her safe… No human nor god would have done that.”

Landon sagde stadig ikke noget, men skiftede stilling, så han i stedet sad i skrædderstilling. Han anede ikke, hvad han skulle stille op med det, John netop sad og analyserede sig frem til for ham. Det var da meget fint, at han kunne det - tænke på andre - men han troede også alvorligt på, at dette ville løse mange problemer. Og selvfølgelig ville det, hvis de havde succes i forhold til at nå frem til lederen af skyggerne, bringe Sophie i sikkerhed. Han ville bare ikke være der til at opleve det, når hun endelig kom i sikkerhed efter et helt liv i fare.

,,I want to ask you a favor,” sagde han endelig og blev overrasket over trætheden i sin egen stemme, blandet med den beslutsomhed, han tvang ind i den. ,,Just this once.”

 

Der gik nok dage, inden skyggerne nåede frem, til at de mørke skygger under Landons øjne forsvandt efter turen til Washington og dagene efter. Han havde været lidt underlig, indtil han pludselig var vendt hundrede og firs grader personlighedsmæssigt og var gået tilbage til at være hendes ven - og den hun var forelsket i - igen. Stemningen i lejren var som i et gravkammer når natten faldt på, og når solen stod op livede folk op og var tilsyneladende meget lettede over den måde, hvorpå de havde overlevet natten.

Og så pludselig, en aften ved tusmørke kom skyggerne til Yellowstone i kaskader. Folk blev hurtigt organiseret ud i ringe, lidt som den aften på stranden. Men i modsætning til hvordan det havde været dengang, var der her fuldstændig styr på det. Lederne havde meget bedre fat i de lidt forvirrede nybegyndere, som ikke helt vidste, hvor de skulle placere sig. Kun nogle af dem, der havde været i kamp med den Sidste Konge dengang, kendte til større slag som dette.

I inderkredsene skulle tingene pludselig så meget hurtigt. En pige med langt, sort hår, som skinnede lilla i det svindende lys, løb rundt med en blodtypetester og målte alle, hvorpå hun noterede det på et stykke papir, der allerede var godt tilskrevet efter at have været i gang flere dage i træk. Landon stod ved siden af Sophie med rank ryg og blikket rettet mod horisonten, hvor der steg røg mod den mørknende himmel. Solen var forsvundet bag bjergene, hvorfor skyggerne kunne komme frem så tidligt, som det nu var tilfældet.

,,Dó̱se mou to chéri,” sagde hun til Landon, som uden at kaste et blik på hende rakte en hånd frem mod apparatet.

,,Hvad betyder det?” spurgte Sophie nysgerrigt.

,,Giv mig din hånd,” svarede han. ,,På græsk.”

,,Aha.”

,,Nioghalvtreds komma fire, fem, otte, en,” læste pigen op fra skærmen, mens hun skrev ned.

Sophie så Landon rynke panden.

,,Are you sure about that?”

,,See for yourself if you don’t believe me,” svarede pigen skarpt og viste ham skærmen.

Sophie kiggede med. Det var rigtigt nok. Og noget rørte på sig i hovedet på hende - det kunne da ikke passe. Procenten, som Gabe havde kaldt tallet, havde været på omkring niogfyrre, sidst hun så Landons blod blive målt. Nu var det ti procent højere. Dertil kom endda, at hun havde blandet blod med ham uden at ville det, så i princippet burde hans procent vel være gået nedad, ikke opad.

,,Very well,” mumlede Landon bare og greb Sophies hånd for at holde den frem mod pigen.

Det stak kortvarigt, da den lille nål prikkede i huden på hende, og Sophie så pigens øjenbryn ryge i vejret. Landon slap hendes hånd og bøjede sig fremover for at se med. Så blev apparatet fjernet, pigen noterede tallet og blodtypen ned og gik videre til den næste.

,,Hvad var der galt med mit blod?” spurgte Sophie Landon.

,,Ingenting,” svarede han kort, men syntes så at komme på bedre tanker og vendte sig mod hende med et underligt glimt i de blå øjne, som om han virkelig var bange for noget. ,,Men hvis du nogensinde tvivlede, så er du helt sikkert et menneske.”

Hun var ikke sikker på, om hun var skuffet eller lettet. Måske en blanding af begge dele i virkeligheden. Men hun forstod altså stadig ikke, hvordan Landons procent kunne være blevet så høj pludselig, blot ved at blive blandet med menneskeblod. Eller rettere… hendes underlige kombination af blod, der åbenbart alligevel gjorde hende til et menneske, trods det faktum, at hun kunne holde til at blive rørt af skyggerne og havde en Eros’ mærke under foden.

Der lød et højt brag, da et stenskred blev startet oppe på en af skråningerne omkring dalen, de befandt sig i. Høje skrig og meningsløse råb spredtes højt mod himlen og bar dem i Sophies retning. Hun lagde hovedet tilbage og lyttede, og bemærkede et sted i underbevidstheden, at hendes hår var blevet langt nok til, at hun nu kunne mærke spidserne kilde midt på ryggen uden problemer. Gnister føg mod den mørknende himmel, og folk omkring hende begyndte så småt også at forberede sig på kamp.

Landon stod bare stille ved siden af hende, høj og slank og alvorlig i sin fremtræden, men med en udstråling af varme og affektion. Nogen burde have taget et øjeblik af ham i dette øjeblik, hvor gnisterne spejledes i hans midnatsblå øjne, og han hævede hagen en smule for at se ud over folkemasserne. Der var noget uendeligt og smukt over ham, i et sådant omfang, at hun blev nødt til at se væk for at trække vejret ordentligt. Hans læber skiltes og bevægede sig med en meget dæmpet lyd bag.

Det var kun fordi Sophie kendte sangen, at hun var ret sikker på at vide, hvad han sang:

 

,,Tonight we lie awake,

remember how the coffee made us shake on those long drives?

One more long night.

Another seven days,

heartbeat racing the interstate, my home tonight,

for one more long night.

I’m sure as hell the happiest I’ve ever been.”

 

,,Vegas. All Time Low,” huskede Sophie højt for sig selv, mens hun lyttede.

Landon stoppede, så ned på hende og smilede.

,,De havde fat i noget af det rigtige, da de skrev den sang,” sagde han mildt.

,,Jeg tvivler på, de kunne have forestillet sig, den ville blive brugt i denne sammenhæng,” bemærkede hun.

,,Du har nok ret,” medgav han, drejede hovedet frem igen, så han kunne se ud over masserne af sin egen slags og sank. ,,Sophie?”

Hun blinkede overrasket. Det var en vane for hende at sige hans navn, når hun ville have hans opmærksomhed, men ikke omvendt. Det var ikke sådan, at han aldrig sagde hendes navn, men ikke så ofte, som hun sagde hans, og aldrig tilsyneladende ude af kontekst som nu. Der var en masse følelse bag navnet, som hun aldrig havde hørt hos nogen anden. Med Mia havde det været den der moderlige, kærlige udtale, medmindre hun havde gjort noget forkert, og det samme med Gabe. Jack havde aldrig rigtig sagt hendes navn med følelse på denne måde, men det havde han vel heller aldrig haft grund til. Hans følelser var ikke som Landons, og det betød selvfølgelig ikke, at han havde været en dårlig kæreste, men Sophie mistænkte bare Eros for at føle meget dybere, fordi deres følelser var under et så voldsomt pres. I hvert fald beskytternes.

,,Mhm?”

,,Du ved, jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at der ikke sker der noget, ikke?”

,,Selvfølgelig ved jeg det, Landon. Men det behøver du ikke.”

Han smilede en smule bittert.

,,Det vil i hvert fald være forventet af mig nu, hvis det ikke var det før,” sagde han, som for at forklare hvad det ironiske smil dækkede over. ,,Nu hvor dronningen har indtaget sin plads.”

,,Apropos dronning,” mumlede hun og skar ansigt, da hun tog ordet i sin mund, vel vidende at hun ikke burde gøre det, ,,er det så ikke lidt mærkeligt, at I har en dronning, når der ikke er nogen konge, når nu oldtidens Grækenland var domineret af mænd?”

,,Man vil formentlig forvente af dig, at du gifter dig ung,” sagde han neutralt.

Skuffelse vældede ind over hende. Ikke fordi hun kunne se frem til at skulle giftes ung, men på grund af hans tonefald og manglende påvirkning af det. Som om det ikke rørte ham det fjerneste, at hun skulle indgå et ægteskab. En lille del af hende håbede, at han ville fri til hende, og at hun på den måde faktisk fik den, hun gerne ville have. Men hans tone indbød ikke ligefrem til det, så hvis hun ville vide, hvad han tænkte om det, måtte hun spørge.

,,Du kunne gifte dig med mig,” påpegede hun, bare for at se hans reaktion.

Hans øjne udvidedes, men hun kunne ikke se, om det var fordi han anstrengte sig for at se længere, eller om det var fordi han havde hørt hende.

,,That would be convenient,” sagde han bare i samme tone som før, uden at uddybe hvad han mente med det.

 

,,Landon!” råbte hun hen over larmen og tumulten.

Han bandede højlydt og snurrede rundt med sværdklingen omkring sig, for på den måde at befri sig selv fra den gruppe skygger, som havde omringet ham. Deres halve kroppe faldt mod jorden, gik op i flammer og tilføjede til stanken af svovl i luften. Hvordan han vidste det, anede han ikke, men han vidste allerede, at han kunne gøre meget mere nu, end han havde været i stand til tidligere. Efter den sidste kamp, han havde været i. Energien flød gennem hans årer, og han følte sig utrættelig, idet han sprang hen over en pøl af sort, ildelugtende blod og stillede sig ved siden af Sophie, som havde en krum stang i hånden med et knivsblad for enden.

Månen strålede i klingen, fuld og bleg. Kampene havde stået på hver eneste nat siden den hvor skyggerne besluttede sig for at angribe, og det svandt ind med styrker fra begge sider. Landons vurdering var, at det ville blive små marginaler, der afgjorde, hvem der vandt denne krig. Yellowstone National Park var ikke til at genkende og lignede nærmere en enorm by, der var blevet bombarderet. Stenklodser lå overalt på jorden og udgjorde farlige fælder, som skulle trædes varsomt udenom. Den store Yellowstone Lake reflekterede nat efter nat flammer og gnister og røde glimt i en ellers rolig, uforstyrret overflade, og skov var der ikke meget af omkring calderaen.

Længere fra det store kampområde i dalen var der fra Eros’ side lavet en hel lejr af telte, hvor sårede blev behandlet og køretøjer opbevaret, i tilfælde af at der blev brug for at flyve nogen til Kommandoen i Washington, hvor der var et mere avanceret hospital. Så var bil langt den hurtigste måde at komme væk fra krigszonen på.

Endnu havde Landon ikke selv været nødt til at besøge et sådant telt, hvilket delvist var begrundet af, at kampene først var nået til ham blandt de mange tusinder natten før. Folk i de ydre ringe var svækkede, og flere og flere skygger slap igennem, rasende over ikke at have fået, hvad de havde brug for endnu. Nemlig Sophie, som heller ikke havde haft brug for at blive lappet sammen endnu, og som helst skulle undgå det.

John havde fået fløjet nogle af de nyligt udviklede våben ind fra Washington dagen før, og der var en grund til, at Kommandoen var hovedkvarter for alle verdens Eros’, et fælles samlested, hvis man ønskede at se rigtig Eros-kultur. De havde det bedste udviklingsværksted og det bedste hospital. Det var lykkedes dem at udvikle bazookaer, der skød med de for Eros hellige pile, og det hjalp en hel del, men der var så mange skygger, at det syntes nyttesløst fra tid til anden overhovedet at kæmpe imod.

Hver eneste gang den tanke slog Landon, følte han trang til at skære sig selv op med sit sværd. Denne gang jog han det i stedet diagonalt igennem en djævel, der var modig nok til at komme lidt for tæt på Sophie. Bazookaerne hjalp, men de var ikke så effektive som sværd og andre våben til nærkamp, og desuden var sigtet dårligt. Pilene var svagere end dem fra de specialdesignede buer, og de havde derfor ikke altid helt den ønskede virkning, hvilket gjorde, at der måske var lidt forsinkelse på den ramtes død og dermed en potentiel fare ved at være i nærheden.

Dagen før havde han så været i kamp for første gang rigtigt. Og ingen havde så meget som rørt ham, selv om det kunne være ligegyldigt om de gjorde eller ej, givet at han var immun over for varmen fra skyggerne. Han havde svunget omkring sig med sværdet, og selv når han skønnede, at han burde have været mere forsigtig, kom han intet til. Kræfterne bag slagene var også større, end han nogensinde havde oplevet dem, og det skræmte ham en lille smule, fordi han så ikke var sikker på, hvorvidt han kunne styre det i sidste ende, eller om kræfterne løb af med ham.

Allerhelst så han egentlig, at han var i stand til at afværge slag uden at mærke den der sivende fornemmelse af ikke at have brugt alle kræfter endnu. At han kunne gispe efter luft, når det blev rigtig hårdt, frem for blot at kunne mærke sin brystkasse klemme en smule mere sammen, efterhånden som han trak vejret dybere og hurtigere. Det var underligt på den måde ikke at kende sin egen krop efter enogtyve år, hvor han havde vidst præcis, hvad der var foregået med den hvor og hvordan det hang sammen med gode og dårlige perioder fysisk.

Desirée havde klippet hans hår, da det begyndte at blive generende, at det faldt så langt ned i øjnene, og han vidste, at Sophie syntes, frisuren var pæn, på trods af at hun vidst ikke havde haft noget imod de lidt lange tjavser i panden og øjnene tidligere, så længe det var kort generelt. Hovedrystende sprang han frem og stak sværdet direkte ind i brystet på en skygge, der øjeblikkeligt gik op i flammer og skiltes i små støvlignende partikler af aske.

 

Som dagene gik, glemte han, hvor mange skygger, han havde taget livet fra, men var ikke interesseret i at kende tallet alligevel. På en måde måtte der jo være noget menneskeligt i disse skabninger, og jo flere han dræbte, jo mere menneskelighed fjernede han. Dermed ikke sagt at det ligefrem nagede hans samvittighed, medmindre han decideret fortalte sig selv, at han burde skamme sig.

På dag ti, var han ved at være udmattet, og der var lidt for mange døde til, at han følte sig sikker på, de ville vinde denne krig. Skyggerne syntes hele tiden at komme i stigende antal, på trods af at det havde lignet, de også led under mandfald. At sove om dagen var ikke en del af hans naturlige dagsrytme, selv om han havde vænnet sig til det, og det påvirkede hvor effektiv den søvn, han nu engang fik, var.

Sophie havde vænnet sig til at sove hos ham, og han kunne ligge søvnløs i timevis og stirre op på sommerhimlen, mens han indåndede den særlige duft af hendes bølgede, kraftige hår, mens hun trak vejret stille og jævnt. Det var på tidspunkter som dem, at han mærkede beslutningen om at vinde krigen som en brændende ild indeni, der gjorde ham direkte restløs og blodtørstig, ivrig efter at få det overstået, så dette skrøbelige væsen, der sov trygt i hans arme, kunne komme i sikkerhed og leve et liv, der ikke indebar vold i samme omfang som hidtil. Han ønskede ikke for hende, at hun nogensinde igen skulle miste nogen, hun elskede, ikke på den måde, hun havde mistet sine forældre, i hvert fald. Men vidste samtidig også godt, at det ville ske. Det blev nødt til at ske før eller senere, og han udsatte det bare så længe, han kunne.

Sveden løb ned over tindingerne på ham, og han trak vejret tungt og forsøgt jævnt, hvilket han ikke var helt sikker på lykkedes eller ville holde hele natten igennem. Der var længe til solopgang, og overalt var der larm fra råb og metal, der ramte metal, dumpe lyde af kroppe, der ramte jorden og en voldsom stank af svovl, der skar både i næse, svælg og øjne. Siden solnedgang havde han fået en del skrammer, og nogle af dem fra dagen før var genåbnet.

Blod piblede frem i en smal stribe fra en flænge, han havde i mundvigen, hans venstre knæ værkede efter at være gået af led og hastigt at være blevet vredet tilbage på plads, håndfladerne havde vabler efter de mange dage i træk med sværdet i hånden, og langs buksekanten var hans hvide T-shirt blevet mørkerød af blod fra en flænge forårsaget af en dolk, han med lethed og held havde undveget.

Det var ikke mange minutter siden han sidst havde bemærket til Sophie, at hun skulle være forberedt på hvad som helst, selv om hun stod mellem ham og otte andre, der forsøgte at holde hende ude af kampzonen. En af dem var Emanuel, som var utroligt ferm med kasteknive, kun med det negative ved knivene, at han hurtigt løb tør for dem og måtte trække dem ud af jorden efterhånden som deres ofre blev til aske. De var samtidig glohede, så selv Landon og Sophie ville brænde sig på det varme metal, hvis de skulle samle dem op lige med det samme. Nu havde han totalt mistet overblikket over, hvordan de andre klarede sig, men kunne hele tiden høre hendes vejrtrækning bag sig. Så langt, så godt - hun levede da endnu, selv om hun havde skidt i hovedet og aske i håret fra en skygge, som forsøgte at springe hen over Landon for at komme til hende.

,,Joshua, look left!” hørte han sig selv råbe over larmen, og så Joshua, en mand først i trediverne snurre mod venstre med sin stav foran sig, hvis ender var præcis lige så skarpe som Landons sværd.

En djævel gik op i flammer og blev båret væk af vinden, da den opløstes, og Joshua vendte sig mod Landon med et taknemmeligt nik. Der var ikke rigtig tid til at tale sammen eller komme med de store takketaler, på trods af at de gang på gang reddede hinandens liv. Den slags kom som en selvfølge, når man kæmpede for det samme.

,,Emanuel!” skreg Sophie pludselig, og Landon vendte sig tidsnok til at se en skygge stående med en hånd omkring struben på Emanuel, hvis hals blødte under berøringen, og hvis krop var slap.

 ,,Sophie,” var alt, Landon selv nåede at sige, før en af de andre, en attenårig dreng ved navn Tristan, kastede sig ind mellem djævlen og Sophie, som stod og stirrede på Emanuels døde krop, da den blev smidt på jorden.

Tristan rakte om bag sig efter en pil i sit pilekogger, spændte sin bue og faldt om på jorden, stendød, ramt lige i øjet af en sort kastekniv i metal, en af djævlenes. Uden at tænke rakte Landon ned i sin lomme, fandt en kastestjerne og sendte den hvirvlende gennem luften som en frisbee. Den traf sit mål, lige under kanten på kuttens hætte, og djævlen vaklede baglæns, hvilket gjorde det lettere for Joshua at træde ind mellem Sophie og den angribende og gøre kort proces med afslutningen.

Sophie græd højt og kaldte Tristans navn, og Landon mærkede sine håndflader blive svedige, mens han følte sig kold over hele kroppen. Tristan var ikke ældre end Sophie. Faktisk en smule yngre, selv om det var meget lidt, og nu skulle nogen så tage sig af at fortælle hans forældre, som var blevet i Kentucky, hvor han kom fra, at han ikke levede længere. Emanuel var også ung, og Landon havde kendt ham. Men der var ikke tid til at dvæle ved den slags nu. De ville blive hædret når tid var.

Stop, lød en stemme pludselig, og det tog Landon et lille øjeblik at opfatte, at det var noget, han hørte for sit indre øre. Alligevel stoppede alle rundt omkring også op, og alle på hele slagmarken stod stille. Sophie greb hans hånd, og hendes var iskolde og rystende som et forfrossent barns.

Som det blev fortalt i Biblen, da Moses skulle krydse vandet på færden mod Kanaan sammen med israelitterne, skiltes folk nu og dannede en milelang sti mellem sig, tryllebundne af et eller andet, ingen anden kunne se. Landon hørte ingenting og stod bare og stirrede på stien foran sig. Den ledte lige direkte til ham selv og Sophie, som han stillede sig foran.

Det var svært at se noget i mørket, og der gik et øjeblik, før hans dårlige syn tillod ham at opfatte, at nogen var på vej i deres retning.

 

Sophie, sagde stemmen i hovedet på hende, højt, selv om ingen andre lod til at høre den. Bliv stående, hvor du er.

Det skulle ikke være muligt at tale til nogen på den måde. Det var umuligt. Men så igen, det var også umuligt at skyggerne og Eros i det hele taget eksisterede. Og det var meget, meget virkeligt, at hun stod og holdt Landon i hånden, mens hun adlød stemmen i sit hoved. Den var velkendt og frygtindgydende på én gang.

Hun stirrede ud i mørket, men så intet, før Landon trådte et  skridt baglæns og halede hende med sig, ikke videre blidt, men heller ikke uforsigtigt. Så spærrede hun til gengæld også øjnene op. Det, hun stirrede på, var ikke direkte umenneskeligt, men heller ikke helt menneskeligt alligevel. Et ansigt med kridhvid hud, stram over muskler og knogler og lettere kranieagtigt at se på. Øjnene var store, mandelformede og havde sorte iriser, så det var umuligt at se forskel på pupil og iris. Disse var omkransede af vipper så mørke, at det lignede, han havde mascara på, og håret var i samme kulsorte farve, som om det absorberede alt lys, der faldt på det.

Der var en sjælden og skræmmende skønhed ved det magre, hvide ansigt med det mørke hår. Kuttens hætte var skubbet tilbage, og ligeså var ærmerne, afslørende et par slanke hænder med lange fingre, der holdt nærmest kærligt om et langt, spidst våben, Sophie ikke kendte navnet på.

Landon greb hen over sin skulder, til den bue, det var blevet obligatorisk at have på sig hele tiden. Sophie blev oprigtigt overrasket over at se det hvide, levende materiale begynde at skinne og lyse i mørket og kaste et sælsomt lys mellem dem. Ligeså greb han en pil, der nærmest sang, idet han trak den gennem luften forbi Sophies ansigt.

Pludselig syntes det at være gået op for de andre Eros, at dette ikke var en almindelig mand, men faktisk en modstander. Men deres kamp for at komme Landon og Sophie, som var helt alene nu, til undsætning blev nyttesløs. Bag den sort-hvide mand vældede skyggerne op i et langt optog, der holdt alle Eros effektivt på afstand. Der var så mange skygger, at Sophie var overbevist om, det nu var slut.

,,Hvad vil du mig?” hørte hun sig selv spørge, rædselsslagent, mens hun stillede sig ved siden af Landon i stedet for, nægtende at lade ham stå for skud allerførst, hvis hun kunne undgå det.

,,Præsentere mig selv, først og fremmest,” lød stemmen, som syntes at være lidt over det hele, både ude og inde og rungende mellem bjergsiderne i parken. ,,Mit navn er Inferno.”

,,Og mit navn er Uriel,” mumlede Landon temmelig sarkastisk.

Sophie stirrede op på ham.

,,Uriel -?”

,,Imponerende, at du ser ud over din egen trosbekendelse, lille Eros,” drævede stemmen. ,,Men selv du ser vel, at det er lidt blasfemisk at sammenligne dig selv med en ærkeengel.”

Sophie måbede. Hun vidste, at Uriel havde noget med kristendommen at gøre, fordi hun havde læst The Mortal Instruments-serien som yngre og var faldet pladask for verden fyldt af Nephilim og dæmoner. Men aldrig havde hun troet, at hun skulle høre Landon referere til noget sådant. Hvilket måtte betyde, at han enten havde undersøgt noget med forbindelse til kristendommen, at han havde læst hendes bøger, eller at han måske i virkeligheden direkte havde læst om kristendommen med vilje i bøger. Det sidste syntes egentlig mest sandsynligt, når hun tænkte efter.

,,Sophie,” sagde Inferno igen, og hun gøs ved lyden af sit navn over hans læber. ,,Ser du, hvordan situationen er for dine små venner?” Han ventede ikke på svar, men kastede sigende med sit sorthårede hoved til begge sider, hvor Sophie kunne høre kampene og råbene og se gnister fyge, uden at masserne af skygger syntes særligt påvirkede. ,,Vil du ikke helst se det stoppe?”

Sophie var fristet til at sige ja, som så mange gange før. En kold følelse af afmagt isede hendes blodårer til indefra, og hun hev en enkelt gang efter vejret, mens hun forsøgte at holde tårerne ude af sine øjne.

,,Nogle gange må man ofre sig for andre,” fortsatte Inferno nådesløst, og Sophie kom automatisk til at tænke på noget, der blev sagt i netop den bogserie, der havde givet hende kendskab til Uriel.

Hell is cold. Det var beskrevet i et værk under navnet Inferno, præcis som denne mand, og selv om han sikkert på overfladen var lige så brændende varm som alle sine artsfæller, så var han uden tvivl iskold indeni.

,,Sometimes,” sagde Landon ganske stille, ud mellem sammenbidte tænder, ,,it’s pointless to sacrifice yourself in mere hope that the pain and destruction will come to an end. Things don’t stop being uncertain just because one individual makes a decision.” Han holdt en kort pause og tilføjede så hen over sin skulder til Sophie: ,,You don’t know what will happen, even if you agree to sacrifice yourself.”

Hun så taknemmeligt op på ham og kunne ikke undgå at bemærke det lettere paniske udtryk i de blå øjne, hvis farve stod tydeligt frem i buens hvide lys. Deres blikke mødtes, og hun kunne have svoret, at det ville slå gnister mellem dem, så statisk føltes luften pludselig. Det var sjældent, han sagde sådan nogle ting, der fik hende til at føle, at han måske i virkeligheden havde en højere forståelse af verden, end hun nogensinde ville få.

,,Landon, watch the fuck out!” råbte en stemme hen over tumulten rundt omkring, efterfulgt af et rædselsskrig.

Landon drejede hovedet, og Sophie fulgte hans blikretning i tide til at se ham dukke sig og undvige et slag med den skarpe genstand i Infernos hånd. Det næste kunne næsten kun beskrives på engelsk, og Sophie tog sig selv i at tænke på netop det sprog, men besværede sig i forvirringen med alligevel at oversætte det. Alting skete så hurtigt, at hun dårligt kunne følge med, og hun havde aldrig nogensinde set nogen bevæge sig så hurtigt som Landon.

Samtidig med at han spredte fødderne for at finde et balancepunkt, svang han buen rundt omkring sig igen, og dens lys gik ud. Pilen gled ned i pilekoggeret, og med den frie hånd fandt han et af sine mange mærkelige sværd, hvis klinge skød ud af håndtaget og glimtede i bevægelsen, som et lyn løbende gennem nattehimlen. Buen var nok ikke til megen hjælp i nærkamp, vurderede Sophie, og hun vidste godt, at Landons talent ikke var med skydevåben, men derimod med sværd.

Pludselig mistede hun næsten fodfæstet, idet Landons nu frie venstrehånd halede hende in bag ham med en sådan kraft, at hun var lige ved at gå på næsen. Formående at blive stående på benene stirrede hun forbi hans skulder tidsnok til at se Inferno gøre udfald med sit mærkelige våben. Landon blokerede. Rundt omkring kom flere skygger til, og Sophie kunne ikke undgå at væmmes ved stanken af dem, da de kom nærmere og nærmere. Denne gang ville hun ikke kunne bruge sin trussel - den om at slå sig selv ihjel - for at redde Landon. Der var alt for mange, og hun havde ingen våben og ingen mulighed for at tage et fra Landon, så længe han bevægede sig.

Et spyd glimtede ude i siden af hendes synsfelt, og instinktivt rev hun Landon med sig ned, så den lange genstand susede gennem luften lige over hans bøjede nakke. Havde han ikke ladet hende trække sig ned, var han død, indså hun med en meget kraftig sans af realitet. Det slog hende, at dette var liv eller død, nu hårdere end nogensinde før. At se Landon ligge på sofaen med helende sår over det hele havde virket mindre alvorligt end denne situation.

Inferno rasede over sine egne og råbte, at de for alt i verden da skulle lade være med den slags dumdristigheder. De risikerede at ramme ikke blot Landon, men også ham selv og Sophie, nu hvor de stod så tæt. Lydigt sænkede de omkringstående deres våben, men deres hvæsende messen blev ikke mindre af den grund. Sophie havde et indtryk af, Inferno gerne selv ville ordne sagerne - at dette var hans kamp, og at han ville udkæmpe den selv for at vise sin overlegenhed. Imidlertid fik han dog lidt problemer med at gøre kort proces, for Landons arm bevægede sig smidigt rundt og blokerede ethvert forsøg på angreb.

,,Hvordan blev du så stærk, lille Eros?” knurrede Inferno, og Sophie kunne se Landon hive luft ned i lungerne, inden han svarede:

,,Heaven and hell suppose two distinct species of men, the good and the bad. But the greatest part of mankind floats betwixt vice and virtue.

Overraskelse og undren krydsede Infernos ansigt. Men Sophie forstod med både hjerte og sjæl, hvad han mente. Også selv om dette var endnu en hentydning til kristendommen, idet Eros ikke officielt troede på himlen og helvede. Hvad han talte om, var naturligvis sit eget og hendes og til dels endda Infernos blod.

,,Ærgerligt, dit liv snart er ovre,” sagde den drævende stemme, og det løb Sophie koldt ned ad ryggen. ,,Du ville have været en glimrende poet.”

Han gjorde udfald igen med sin spidse genstand, og atter engang blokerede Landon slaget, men måtte træde et skridt baglæns, så Sophie hurtigt måtte rykke en anelse.

,,Der tager du fejl,” sagde Landon i et hadefuldt tonefald. ,,Det var ikke mine egne ord, men sir David Humes.”

,,Og du kalder ikke dig selv dydig?” hånede Inferno uden at se anstrengt ud, idet han igen stødte fremad med sit våben. ,,Måske har det noget med min kære søster at gøre?”

Sophie mærkede sine kinder blive varme, hvilket var meget malplaceret i situationen. Selv i mørket kunne hun ane skjolder af rødme på Landons blege hals, og hun indså hurtigt, hvad hun måske skulle have tænkt, så snart hun hørte ordene. Det var ikke ment som en fornærmelse til Landon, blot skjult på den måde. Det egentlige formål fra Infernos side var at distrahere Landon, at gøre ham rasende og irrationel og hævngerrig.

Nervøst skævede hun op til Landon og lod en hånd løbe over hans håndryg, hvor hun kunne mærke arret under sine fingerspidser. Han så ikke provokeret ud, men stod bare helt stille, nærmest afventende, uden at tage blikket fra sin modstander i tvekamp. Der var et hårdt udtryk af beslutsomhed i hans ansigt, som Sophie ikke havde set før. Undrende blev hun ved med at betragte ham, og larmen omkring dem syntes at forsvinde for ørerne af hende, mens hun tog scenariet ind foran sig - så hvordan Landon og Inferno nidstirrede hinanden indædt, en demonstration af viljestyrke som kun mænd kunne gøre det.

 

Raseriet boblede i ham, mens han holdt stand med blikket fæstnet på det uhyggelige dødningeansigt, der på ingen måde mindede om Sophie. De to var på ingen måde søskende, selv om de måske delte en meget lille del blod. Blod nok til at gøre denne Inferno betragteligt mere menneskelig end resten af sine artsfæller, men ikke helt nok til at gøre ham fornuftig. Han mærkede sin venstre hånd krølle sig sammen under Sophies, mærkede sin ryg smerte på grund af mange dages aktivitet i træk, mærkede sine arme og ben begynde at sitre af anstrengelse og sit blik blive mindre fokuseret af ren og skær træthed.

Det kryb skulle ikke have lov til så meget som at røre Sophie. Ikke på vilkår. Den underlige overskudsenergi var stadig som en uforløst klump inden i ham, som om han ikke rigtig kunne katalysere den ud i fysisk aktivitet, som om den var et uslukkeligt lys. Og samtidig var han så træt, at han følte sig trukket i alle retninger og mærkede sine tanker have lettere ved distraktion.

Viljestyrke var alt, han havde tilbage. Det, og så følelserne for Sophie. Det var ren selvdisciplin der spillede ind, når han tvang sig selv til at blive stående med sværdet liggende velkendt i højre hånd og blikket rettet mod den menneskelige skygge, der var på højde med ham selv, men kridhvid i huden og med kulsort hår. Vel vidende at det var irrationelt ventede han nærmest at se et par lange hugtænder trække sig ud fra hjørnetænderne, når Inferno åbnede munden, men det skete selvfølgelig ikke. Der fandtes ikke - så vidt han vidste - vampyrer, men denne mand var så tæt på, at det nok var en mere passende betegnelse end både skygge og menneske.

,,Jeg må sige,” sagde den hæse, umenneskelige stemme køligt, ,,at det var hyggeligt at danse med dig, lille Eros. Men nu er legen forbi.”

Landon ventede halvt om halvt, at han bare behøvede at give op, klar over at denne skabning var ham langt overlegen i styrke og smidighed og havde mørkets fordel at spille på. Han forberedte sig endda næsten på dødsstødet med den mærkelige genstand, hvis navn ikke engang han kendte. Der var forskellige tegn på den, men ikke på noget sprog, Landon kunne læse. Hvordan mon det ville føles at få piercet sin brystkasse hele vejen igennem med en sådan genstand? Han var ikke bange for døden, men ønskede alligevel ikke at dø langsomt og smertefuldt, fordi det ikke var nogen værdig. Selv skyggerne foretrak han at lade dø en hurtig, nådig død frem for langsomt og smuldrende, sådan som det havde været tilfældet med Gabe.

Gabe. Navnet skar sig hele vejen gennem hans hjerne, netop som Inferno gjorde endnu et udfald mod ham, som han undveg ved simpelt at læne sig bagover, lige under hvad der på så nært hold lignede en meget tynd sværdklinge, gjort skarp i begge sider og tykkest på midten. Gabe var ikke død for ingenting. Han var død i forsøget på at beskytte Sophie fra den fare, hun stadig stod overfor. I forsøget på at udføre Landons job for ham, for at skåne ham mod alt for store anstrengelser. Og her stod Landon så selv og overvejede, om det ville være bedre bare at smide håndklædet i ringen.

Et voldsomt selvhad fik ham til at løfte sværdet, presse mod klingen over sig og vride væk, halende Sophie med sig, så han havde styr på, hvor hun var. Inferno vaklede baglæns et enkelt skridt, inden han stoppede op og så ganske upåvirket ud. Den manglende overraskelse gjorde Landon så underligt vred og skuffet, at han måtte bide sig i læben for ikke at komme til at gøre noget dumt. Blod begyndte at pible ned i en tynd stribe fra det sted, hvor hans ene hjørnetand, en smule spidsere end den anden, gik gennem huden og lavede et lille hul i læben.

Slaget kom så pludseligt, at han dårligt bemærkede det. I venstre side, hvilket han betragtede som et ganske underligt valg, fordi det var almenkendt - selv blandt skyggerne - at han var højrehåndet. Det var langt fra en fuldtræffer. Faktisk tvært imod, for han blev slet ikke ramt og havde endda tid til at løfte sværdet. Men Inferno var væk. Han måtte have bevæget sig, mens Landon kiggede efter slagets bue, der ikke ramte. Indvendigt bandende snurrede han rundt for at se sig omkring, i samme øjeblik som Sophie skreg højt og hjerteskærende.

Inferno stod bag hende med armene omkring hende bagfra. Hendes arme var presset ned langs siderne af hans ene, mens han holdt hendes hoved vippet bagover og sænkede læberne mod hendes øre, som skulle han til at kysse hende. Landon hev efter vejret, da han fik et glimt af hvidt fra det i forvejen blege ansigt. Et smil så djævelsk at han ikke var i tvivl om, de kristne havde ret, når de virkelig troede på, der var noget om djævlen og hans disciple. Denne skabning kunne ikke andet end at være stået op direkte fra helvede.

De to forsvandt langsomt fra ham, og han ville løbe efter med hævet sværd, hvis ikke nogen pludselig greb fat i ham fra alle sider, som sugekopperne på en mangearmet blæksprutte, der holdt hans arme og ben og tvang sværdet ud af hånden på ham. Han sparkede og slog i sin egen ynkelige desperation, mens han indså sin fejl, indså hvordan han havde mistet Sophie og bragt sig selv til skamme. Måske var det retfærdigt, at han døde nu, opslugt og omsluttet af et hav af varme, hvæsende skabninger, der rev i ham.

,,Landon!”

Han havde hørt sit navn råbt højt så mange gange efterhånden, at han ikke ville kunne kende dem fra hinanden. Alligevel var der noget ved tonen i det skingrende skrig, der fik ham til at rette hovedet op. Hvis han anstrengte sig, kunne han stadig se Sophie i mørket, fordi gnister fra yderkanterne, hvor skygger og Eros stadig kæmpede mod hinanden, oplyste hende delvist og fik hendes hår til at skinne i mørket. Hendes stemme tvang sig vej hele vejen ned gennem ham, som om han kunne indånde den, og lyden forplantede sig i hans lunger, idet han gispede efter luft, nær kvalt af en hånd på vej mod struben.

Han kunne ikke give op nu. Det mindste, han kunne gøre, var at forsøge et eller andet. Men kæmpe kunne han heller ikke, holdt fast som han var. Han havde intet våben, medmindre han kunne få krænget buen af sig, og selv da ville der være alt for mange til, at han kunne gøre noget. Og så slog en tanke ham, netop som Sophie forsvandt ud af hans synsfelt. Han sparkede og slog udmattet ud til alle sider og mærkede sin højre hånd komme fri.

Inden nogen kunne nå at få fat i den igen, pressede han den opad i en smertefuld bevægelse, der fik ham til at indse, at skulderen var en smule af led. Køligt overblik greb ham, idet han rakte bagud og fiskede en pil op af pilekoggeret, som endnu ikke var tømt af de forbandede væsner, der ville blive slemt skadede, hvis de tog fat om materialet, pilene var lavet af. Han anede ikke, hvad der ville komme ud af det, han havde tænkt sig, men trangen til det var som et unægteligt instinkt, og han kunne ikke andet end at adlyde det.

Hånden med pilen passerede ublokeret nedefter, fordi ingen af hans overfaldsmænd syntes at have lyst til kontakt med et i sig selv nærmest giftigt våben for dem. Landon tog en dyb vejrtrækning, mens han med fingrene vendte pilen, så spidsen vendte opad, og han lod sin hånd gribe helt nede i modsatte ende. Samlende de få kræfter, han havde tilbage, trak han til med hele armen, skulderen og håndleddet og skubbede nådesløst til, tvang sig selv, indtil pilen kom i kontakt med huden under tøjet og gik igennem, helt ind gennem navlen. Derefter var det, som om den selv fandt vej og fortsatte gennem overkroppen på ham, diagonalt opad.

Det føltes dødeligt, da han meget bevidst kunne konstatere, at metallet ramte hans hjerte.

 

Sophie kunne se det sælsomme blå lys fra pilen, da Landon havde den i hånden, og den oplyste hans ansigt, selv på afstand. Det var helt roligt, nærmest uhyggeligt roligt at se på. Hun kæmpede imod Inferno med alle sine kræfter, men han var så meget stærkere end hende, at det ikke engang lykkedes hende at få ham til at snuble, når hun sparkede til hans ben bag sine egne. En følelse af deja-vu gik gennem hende, da hun gradvist så pilen forsvinde ind bag Landons tøj, indtil den var helt opslugt.

Der var helt stille, som om alle kunne mærke det. En stemning af at noget stort lige var sket. Sophies første tanke var, at dette måtte være stemningen, der var ved synet af en martyrdød, selv om det vel ikke helt var det, Landon havde gjort sig selv til. Mørket sænkede sig, og så begyndte skrigene fra yderkanterne. Sophie genkendte enkelte stemmer, der var fortrukne i sorg, og hun mærkede sit eget hjerte lave krampagtige bevægelser, som om hun burde græde men ikke kunne. Som om hun ville dø. Og som om noget historisk lige var sket. En underlig årtusinder gammel tomhed fyldte hende, og hun gøs, kold over hele kroppen.

Og så pludselig så hun lys igen gennem sine alt for tørre, smertende øjne. Pilen lyste rødt, fordi den var dækket af et lag af noget andet. Blod. Landons. Den tvang sig vej ud gennem stoffet på hans sorte jakke og rev en del af det med sig i farten, så hans hvide T-shirt kom til syne indenunder. En stor plamage af blod trådte frem ved kravebenet, hvor pilen var kommet ud igen. Så snart den var helt ude, holdt den op med at lyse, og Landons krop blev helt slap. Skyggerne, hvæsende ekstatisk nu, begyndte en messende sejrsdans omkring den døde krop og blokerede Sophies udsyn til Landons døde krop.

,,Monstre!” hylede hun, efterfulgt af en masse andre skældsord og forfærdelige kaldenavne, hun fandt passende til netop den slags skabninger, der dansede omkring Landon.

Djævle. Netop som tanken slog hende, hørte hun nogle høje, skurrende lyde, og skyggerne kom nærmere og nærmere hende og Inferno nu, i en stor kreds omkring det sted, Landons krop lå, så det ud til. Og så pludselig kunne hun se lys, skarpt og skinnende som guld. Langsomt løftede lyset sig fra jorden og oplyste alting i mange meters omkreds. Sophie kunne skimte almindeligt hår over de sorte kutter fra hvor hun stod, og se Eros’ ansigter vendt opefter, mens de svingede omkring sig med skarpe klinger, der sendte gnister flyvende gennem luften, stadig tilsyneladende uden at udrette noget.

Der skarpe lys syntes at aftage lidt, eller måske var det Sophies øjne, der vænnede sig til det efter mørket. I hvert fald kunne hun pludselig se nogle træk ved lyset, hun ikke havde kunnet før. En mørk kerne i midten, som om den var centrum for alt lyset. Og så noget, der viklede sig omkring den mørke kerne som et tyndt lag gennemsigtigt glas, tilsyneladende i stil med materialet i pilenes ende, metalagtigt, og så alligevel ikke, fordi det var gennemsigtigt som glas.

Oven over kunne Sophie se hår, blæst tilfældigt omkring af en vind, der ikke var nede hos tilskuerne til fænomenet på jorden. Der var vindstille dernede, men vind syntes at rive i håret og klæderne, der viste sig at være den mørke kerne. En person. Og ikke en hvilken som helst person. Vedkommende drejede rundt langsomt, mens han langsomt hævede sig over jorden med lukkede øjne og et neutralt udtryk i ansigtet. Der var noget rent guddommeligt over ham, noget hvis lige ingen af de tilstedeværende syntes at kende til.

Og alligevel rørte noget på sig indeni hende, og hun fyldtes af en underlig, vanvittig glæde, der forplantede sig til hendes hoved og gjorde hende nærmest ekstatisk. Som havde hun taget stoffer. Håb løb ud i blodet på hende via blodårerne, og rundt omkring kunne hun høre, hvordan de mange Eros gispede saligt, klar over at de også kunne mærke det. Klar over at et sted inderst inde var hun som dem, hvis hun kunne føle det. Inferno strammede grebet omkring hende, som om han blot blev mere og mere rædselsslagen for hvert øjeblik.

Opstigningen og rotationen kom til et langsomt stop, så den skinnende mand i lyset havde front direkte med Sophie, som om han kunne se hende gennem sine lukkede øjne. Lyset svandt en smule ind nu, gjorde ham en smule mørkere og mere menneskelig at se på, bortset fra de mystiske former omkring ham, der før havde været som glas. De var gyldne nu, stadig transparente, men ikke på samme måde som før. Hun kunne rent faktisk se, hvad de skulle forestille. Det var vinger. Slet ikke i stil med dem, mennesker lavede på malerier eller skulpturer, ikke i fjer, men heller ikke metal. Det var et materiale, Sophie instinktivt vidste, ingen nogensinde ville finde på jorden. De var smukke på deres egen lidt kantede måde og havde bestemt formen som fuglevinger, selv om de ikke var beklædte med fjer. Det var ingen engel, dette.

Og så, meget pludseligt, skød hans ansigt opad, og hans øjenlåg fløj tilbage og afslørede en usandsynlig blå farve, idet vingerne foldede sig og sammen med hans arme og ben, og han strålede igen som en stjerne, mens en trykbølge skød ud fra den hidtil sammenfoldede krop. Sophie stirrede med store øjne, da masserne af skygger blev ramt af trykbølgen, der ligefrem var synlig som en udvidende ring af lys med centrum hvor bevægelsen var sket.

Skyggerne brændte ganske simpelt op. Som når Landon havde gennempiercet dem med sit sværd, som hun havde set ham gøre det så mange gange efterhånden. De splittedes til atomer så hurtigt, at inden ville kunne nå at flygte. Bølgen kom så hurtigt, at man ikke ville være i stand til at flygte. Sophie stirrede på lyset, da det gradvist kom nærmere, men hvis hun havde forventet at  brænde op som skyggerne, så skete det ikke. Jo, det brændte indeni, som om hun mærkede en del af sig forsvinde, som om noget blev skåret væk. Men det var ikke ubehageligt, og resten af hende føltes behageligt kølig, veltilpas og stærk som aldrig før.

Infernos greb omkring hende løsnedes, og hun mærkede ham fjernt falde til jorden, uden at tænke over, han ikke var brændt op. I stedet vendte hun sig bare mod figuren i midten af trykbølgen, som var holdt op med at skinne. Vingerne var stadig foldet ud, men blev mere og mere transparente, efterhånden som kroppen nærmede sig jorden, og forsvandt da den først lå stille. Kun et svagt skær af noget overnaturligt var stadig over den, og det blev radieret fra huden i sekunderne efter for så også at fortage sig.

Rundt omkring var der gnister og røg og stank af svovl, mens bølgen bredte sig ud, unådigt. Og så pludselig lod Sophie blikket glide rundt omkring, fuld af lykke og styrke, som om hun kunne løbe et maraton. Bølgen kunne hun følge hele vejen rundt i krateret omkring sig, indtil den kolliderede med bjergsiderne og forsvandt. Tilbage oprejst stod alle de mange Eros, som stadig levede, og sårede rejste sig rent faktisk fra deres lejer på jorden, synligt helede. Der var en ekstatisk stilhed, hvor folk kiggede på hinanden, fornyede og klare i hovederne over hvad der var sket. Et mirakel.

Sophie vendte sig langsomt rundt og mødte mange blikke. Folk bukkede så langsomt for hende, som om hun havde gjort noget ekstraordinært, og hun mærkede sine kinder blive varme. En underlig trang greb hende, som hun ikke på nogen måde kunne nægte at give efter for. Det var et naturligt kald at gøre, hvad hun gjorde:

,,Arise,” sagde hun højt og hørte sin stemme runge højt og myndigt i dalen. ,,Arise and consider youself victorious. Arise and look at each other with glee. Celebrate, for the battle is over. Heal your wounds and return home as you arise. But do not arise in foolish naivety. The battle may be over, but the war isn’t. Neither is it likely that it will ever be. The shadows will remain on this earth, regardless of how many times we beat them in close combat. This means,” hun rømmede sig og følte sig underligt akavet igen, efterhånden som trangen til at tale fortog sig, ,,that you - that we - will still be needed here.”

Hun huskede sin samtale med Landon meget tydeligt, da hun havde spurgt ham, hvad der ville ske, hvis der en dag ikke var flere skygger. Han havde svaret, at så ville de ikke være behøvet længere, og de ville uddø som art, selv om han måtte tilstå, at han ikke vidste, hvor hurtigt det ville gå. Måske fra den ene dag til den anden.

En lyd fik hende til at se ned bag sig. Inferno lå på jorden og vred sig i smerte, som om nogen havde taget alle organer fra hans indre og efterladt ham i smertehelvedet, men med hjertet og hjernen intakt, så han blev holdt i live endnu. Hans hud var blevet mørk, afbrændt næsten. Forkullet. Og hans tidligere meget sorte hår var blevet gråhvidt af anstrengelse, som om det guddommelige lys havde brændt ham fuldstændig af. Hans stemme, der før havde været kontrolleret, var hvæsende og hivende, idet han tiggede og bad hende om nåde.

Dette var normalt stedet i filmen eller romanen om kampen mellem det gode og det onde, hvor den gode tog den onde til fange og holdt denne som et eksempel på det godes storhed. Men noget holdt hende tilbage. Heaven and hell suppose two distinct species of men, the good and the bad. But the greatest part of mankind floats betwixt vice and virtue. Hun havde ikke selv været ren Eros. Faktisk et menneske netop på grund af hendes blods forbindelse til skyggerne. Hun var hverken god eller ond. Og det samme gjaldt for Inferno, i teorien.

Hun bøjede sig ned, samlede hans lange, spidse våben op fra jorden, hvor han havde tabt det, samlede hænderne omkring håndtaget og stødte til, lige mod hans bryst. Der lød et gisp et sted blandt de mange Eros. Så var der stille, og Inferno sagde ikke mere, men vred sig heller ikke længere i smerte. Landon ville have foretrukket, at hun gjorde det.

Landon. Tanken slog hende nærmest i hovedet, og hun snurrede rundt for at se, hvad der var sket, selv om en del af hende godt vidste det. I et par meget lange spring var hun henne over jorden og knælede ved siden af kroppen, hvor blod stadig løb ud gennem hullerne fra pilen, ved navlen og ved skulderen. Det var ikke størknet endnu, men det kunne ikke vare længe. Hans mørke hår var klistret i den ene side af blod, og hans øjne lukkede. Læberne var let adskilte.

Hun krøb ned i skrædderstilling og løftede hans hoved op i sit skød for at stryge hans hår væk fra panden og lade fingrene glide langsomt ned over hans kind, hvor huden var kold, samt halsen. Hendes hjerte sprang et slag over ved følelsen af noget meget stærkt under fingerspidserne. Hans puls bankede som en tromme mod struben, og nu hvor hun virkelig kiggede efter, kunne hun se ham trække vejret, stille og lydløst som altid, men han trak vejret, og han havde puls. På en eller anden måde.

Da begyndte hun, som så mange andre gange, at græde, og så sløret sine tårer trille ned på hans blege ansigt og ned over hans kind, som var det ham, der græd. Den ene ramte ham endda i øjenkrogen og trillede derfra og ud over siden ned i det mørke hår. Som kunne han mærke det åbnede han pludselig øjnene en smule og hev efter vejret. Dette bragte til gengæld lyd med sig. Et højt støn af smerte, som om hans brystkasses bevægelse fik det til at gøre ondt hele vejen indeni. Hun kunne vel ikke bebrejde ham, eftersom han havde været gennempiercet af en pil, og ej heller kunne hun lade være med at være ked af det, vel vidende hvad der ville ske.

,,Lig stille,” hviskede hun. ,,Det er ovre meget -”

Han åndede hendes navn, som om det var noget helligt og vidunderligt, selv i dette øjeblik.

,,I’m not - going any - anywhere,” fik han fremtvunget og hun stirrede på ham, mens hans øjne gled i igen med et svagt smil spillende i den ene mundvig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...