Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
9338Visninger
AA

32. K A P I T E L XXXI

K A P I T E L XXXI

 

Inden de begav sig af sted ved daggry efter en nat uden mindeværdige begivenheder, havde Landon nået at spørge hende, om hun virkelig var sikker, mindst halvtreds gange, og han havde endda formået at få lidt søvn indimellem de forsigtige spørgsmål. Hver gang havde hun forklaret hm, at ja, det var hun helt sikker på, hun ville. Indtage din plads, om end hun på ingen måde følte sig som en royal. Hvis det kunne hjælpe på hele situationen, så der ikke kom en rigtig krig ud af det, hvor Landon, Desirée og de andre nær hende blev slagtet, så var det det, hun måtte gøre.

Dog var de aftenen før blevet enige om, at det nok var bedre at få lidt søvn. Hun var selv helt svimmel af træthed, da McKenzie - som var taget med dem til USA - havde tvunget lidt mad i hende aftenen før, og hun havde dog trods alt sovet i flyet på vej fra Danmark til Wyoming. Det samme kunne ikke siges om Landon. Han beklagede sig ikke og spiste ikke bemærkelsesværdigt meget, som om han ikke rigtig kunne tvinge maden ned. Men han så til gengæld segnefærdig ud med mørke rande under et par mørkeblå øjne, der var så matte af træthed, at de blev en tone lysere end normalt. Til sidst havde han bare rejst sig uden at sige noget, var gået ned i enden af det hulrum, klippen havde vist sig at indeholde, og havde lagt sig til at sove.

Sophie havde vænnet sig til at høre ham sove fra da han virkelig var skadet. Siden var hun faktisk ikke sikker på, hun rigtig havde lagt mærke til, når han sov. Men den nat lå hun tæt nok på ham til at bemærke, at hans brystkasse hævede og sænkede sig regelmæssigt, uden at en eneste lyd undslap ham. Han end ikke vendte sig om, hvilket også ville have bevirket, at han kom til at ligge oven på den skadede arm. Dette var det sidste, hun nåede at tænke, inden hun faldt i søvn.

Næste morgen spiste de så morgenmad sammen med de andre, pakkede bilen og satte sig ind, efter endnu en runde spørgsmål fra Landons side om hvorvidt hun virkelig ønskede at være dronning. Han havde gennemskuet hende, vidste hun. For egentlig havde hun ikke den mindste smule lyst til at være hverken royal eller magtfuld, men det var desværre nødvendigt. Hans skepsis virkede nærmere som en tilskyndelse til at hun skulle sige sandheden, men hun nægtede pure at gøre netop det, og til sidst var han holdt op og havde sat sig ind bag rettet, stædig nok til at smide armslyngen om på bagsædet.

Solen skinnede og bragte en flot dag med sig, da bilen bumlede hen over terrænet, indtil de efter et par timer nåede ud på en ordentlig vej. Landon kørte alt for stærkt og alt for ukoncentreret til at Sophie ikke frygtede, de ville blive indhentet af politiet på et tidspunkt. Men det gjorde de altså ikke i løbet af de første fem timer, og så holdt hun op med at bekymre sig. I stedet lænede hun panden mod vinduet og så ud på landskabet, der fløj forbi. Små byer i westernstil, marker, skove, græssletter. Der var ikke så meget andet i South Dakota.

Noget af tiden drejede hun så hovedet og så på Landon. Skyggerne under hans øjne var på tilbagetog på grund af den sammenhængende nattesøvn, han havde fået blot en enkelt gang, og han var mindre grå i hovedet nu. Hans øjne hvilede på vejen det meste af tiden, men der var et udtryk i dem, der fortalte hende, at han var helt væk i sine egne tanker. Det gav hende rig lejlighed til at studere ham indgående og forsøge at regne ud, hvad det var ved ham, der tiltrak hende så meget.

For naturligvis havde hun set flotte unge mænd før. Endda nogle endnu flottere end ham. Skuespillere som Alex Pettyfer og Liam Hemsworth, for eksempel. Og ingen af dem havde set så udmattede ud foran hende, som Landon så ofte præsterede at gøre det. Alligevel var hun langt mere tiltrukket af ham, end hun nogensinde ville blive af en Hollywood-skuespiller. Og det på trods af hans temperament, træthed og mange ar over det hele.

Automatisk faldt hendes blik på det nærmeste og mest iøjefaldende. Det på hans håndryg, hun havde bemærket dengang han forbandt hendes hånd efter at hun havde stukket sig på pilen.

,,Hvad er historien bag det der ar?” spurgte hun nysgerrigt og lænede sig frem i sædet.

Han rykkede lidt på sin stilling og sled blikket væk fra forruden.

,,Hvilket?”

,,Det på din hånd.”

Han trak på den ene skulder med et smil, der fik hende til at huske de første dage, hvor han havde fortalt hende om hvad hun var, og hvordan alting syntes at hænge sammen.

,,Det var første gang jeg trænede sammen med Desirée,” forklarede han, og Sophie syntes at kunne ane en svag rødmen under hans markerede kindben, mens smilet blev en anelse skævt.

,,Gjorde Desirée det der?”

Han lo dæmpet.

,,Eros træner ikke for sjov. Vi kommer også til at skade hinanden under træningen som børn, fordi vi kæmper med våben, vi endnu ikke er vant til,” forklarede han tålmodigt, stadig med et hint af latter i stemmen, som om mindet morede ham.

Sophie kiggede lidt på ham igen, men blev overrasket, da han pludselig gengældt hendes blik med et par mørke øjne, der for en gangs skyld ikke var indrammet af brilleglassene. Der var en intensitet i øjnene, hun ikke syntes at huske fra tidligere, og det både opmuntrede hende og gav hende en kvælende fornemmelse i halsen af, at et eller andet var helt forkert.

Hurtigt sænkede hun øjnene, bange for at komme til at længes efter at han kyssede hende, på den måde det havde været tilfældet dagen før. Allerede første gang havde hun vidst, at det ikke ville ske igen, medmindre noget ændrede sig meget dramatisk.

,,Hvad så med det ved dit bækken?” ville hun vide.

,,Hvad er det her for en leg?” spurgte han og skubbede et par totter af sit lidt for lange pandehår ud af øjnene. ,,Gæt-Et-Ar?”

,,Teknisk set har jeg ikke gættet på noget.”

,,Det burde du. Hvad tror du er sket?”

,,Sikkert et eller andet dumt,” kommenterede hun.

,,Alt, hvad der fører til ar, er dumt,” svarede han, ikke uvenligt, i en tone der ikke mindede om den underlige tilbageholdenhed, han havde udstrålet på det sidste. ,,Spørgsmålet er bare, hvad du tror skete denne gang.”

Sophie vendte sin hjerne. Hun vidste stadig forbløffende lidt om Landons baggrund, for ikke at sige næsten intet. Ud over at han havde boet samme sted som hun selv havde, dengang de var børn, og at hans forældre var døde, så han var blevet nødt til at gå i skole. Derfra vidste hun ikke rigtig andet, end at han havde været en glimrende elev og derefter var blevet udsendt til Beijing og andre steder i verden på opgaver, inden han fik ordrer til at beskytte hende.

,,Det var sikkert i Beijing,” tænkte hun højt.

Han lo dæmpet igen.

,,Tæt på. Jeg var i Shanghai et par dage, fordi der var noget ballade,” svarede han. ,,Barnlig og overmodig, som jeg nu engang var, kastede jeg mig ud i en kamp med lidt flere… skygger, end jeg lige kunne håndtere. Jeg dræbte tre ud af fire ret hurtigt, men havde ikke lige opdaget, at den sidste havde fået fat i en af mine knive. Så da jeg vendte mig om, kom den nedefra og op.”

,,Det kunne du aldrig have forudset,” protesterede Sophie, med en underlig trang til at fjerne skylden fra ham.

,,Det burde jeg have været i stand til,” sagde han og rettede sig lidt op i sædet, som om mindet gjorde ham lidt utilpas, samtidig med at han smilede.

,,Du har et par ar på ryggen også,” påmindede Sophie ham, for at skifte emne.

,,Et par virker som en underdrivelse, men ja.”

,,Hvad er de fra?”

,,Forskellige ting. Små uheld. De færreste er fra rigtige kampe. Et par af dem fra min afsluttende eksamen i kampsport, både med og uden våben.”

,,Hvordan… ” Sophie måtte tage sig sammen for ikke at le højt, idet hun prøvede igen: ,,Hvordan har du fået ar, hvis der ikke var nogen våben?”

,,Det finder du sandsynligvis ud af, når vi når til Washington. Man skal hen over træningspladsen for at komme ind i hovedbygningen, og der er altid nogen, som er ved at afslutte en eksamen eller træner indædt,” forklarede han med et fjernt udtryk i øjnene, der blev glasagtigt, da han nævnte Washington.

,,Landon?”

,,Mh?”

,,Hvordan føles det for dig at vende tilbage til Washington?”

Han tænkte sig om lidt og var stille. Sophie tog dette som en mulighed for at betragte hans hænder. Den med arret hvilede på rattet, mens den anden hvilede i skødet på ham, sikkert stadig øm, afslappet på grund af manglen på behov for gearskifte på motorvejen.

,,Hvordan ville du have det, hvis du var på vej mod Odense?” spurgte han.

Det anede hun faktisk ikke. Det var ikke noget, hun havde skænket ret megen tanke før nu. Men når hun tænkte efter, ville hun faktisk ikke føle det helt store, troede hun. Og så alligevel.

,,Blandet. Det er et sted, jeg er stedkendt, hvor jeg føler mig nogenlunde tryg. Men jeg har intet at vende tilbage til,” indrømmede hun endelig.

,,Spot on.”

Hun så forbløffet på ham.

,,Mener du at -?”

,,Jeg har ikke noget at vende tilbage til. Ingen venner, ingen familie. Alle, jeg bekymrer mig om, befinder sig uden for Washington i øjeblikket. Men jeg kender stedet som min egen baglomme, og jeg ved, jeg føler mig tryg dér.”

Det var underligt. Det var ikke så meget det med, at alle hans nærmeste var uden for hovedkvarteret, der bed sig fast i Sophie. Nærmere var det det faktum, at Landon rent faktisk udtrykte et behov for at føle sig tryg fra tid til anden. Det var aldrig gået op for hende, at han måske også havde denne menneskelige trang, fordi han automatisk fik hende til at føle sig tryg og mere sikker end ellers.

,,Hvad vil der egentlig ske, hvis de godtager min rang?” spurgte hun, for at slippe for at tænke så meget over sin egen foragtelige overraskelse over Landons menneskelighed.

Igen var der en lille pause, hvor han syntes at vende sine tanker og vælge sine ord med omhu.

,,Formentlig vil du få tildelt en livgarde og rådgivere og blive installeret i en fæstning, hvor du vil være så sikker, som det nu engang er muligt at være i disse tider når éns navn er Sophie Riot.”

Som sådan var dette vel, hvad hun kunne have ventet, og alligevel tiltalte tanken hende ikke spor. En fæstning langt væk, mens andre kæmpede for hende, ville være som at stå med en flok slaver og beordre dem til at ofre sig for sin herre. Barbarisk og ikke noget, hun ønskede. En livgarde ville sådan set sikkert ikke skade nogen, og om ikke andet fik Landon da noget hjælp med hvad der ellers syntes at være en umulig opgave for én person. Rådgivere var sikkert også en glimrende idé, for hun vidste intet om krig og ville ikke forsøge at lyde klog på området, når andre kunne gøre det for hende uden at være dømt til at nedkalde fiasko over alle på forhånd.

Solen stod højt på himlen, mens hun betragtede sin chauffør igen. Han så stadig ikke tilnærmelsesvis træt ud, og anspændtheden var næsten gået ud af ham. Men der var en lille trækning i hans øjenkroge, hun ikke kunne ignorere. Som om han ikke helt var sikker på, dette var hvad han ønskede, hun skulle gøre. Hans blå blik skiftede fra vejen og nedefter i en sjov vinkel, indtil det gik op for Sophie, at han formentlig kunne se sit mærke ud under de delvist sænkede øjenlåg i den vinkel. Så løftede han langsomt blikket til vejen igen med et suk.

Mærket kunne tydeligt ses mod hans blege hud under kravebenet, fordi den T-shirt, han havde på, lige præcis gav plads nok til dette, når tøjfolderne faldt ordentligt. Det var kulsort, som om det var tatoveret ind i huden, men meget mere yndefuldt end nogen almindelig tatovering. Mærket blev en naturlig del af ham, selv om det skilte sig ud og sprang i øjnene nu. Hun overvejede, hvordan det ville føles at lade fingrene løbe forsigtigt hen over huden - om det ville kunne mærkes, eller om det bare var helt glat -

Hun bremsede sig selv. Nu var bestemt ikke tidspunktet til den slags tanker.

,,Og hvis de ikke gør?” spurgte hun endelig.

,,They hardly have a choice, considering he marks are the most respected displays of rank among us. But if they were to actually deny you your wish, I imagine I’d be taking most of the punishment for rebelling against forces way beyond my field,” forklarede han dæmpet.

,,Punish you? For my decision. That’s so unfair.”

,,Yes,” medgav han uden at lyde, som om det virkelig rørte ham.

,,I couldn’t possibly -”

,,Sophie,” sagde han fast og blidt på samme tid. ,,It’s going to be fine. Punishment would mean nothing to me, if it meant I’d done the right thing.”

,,But you’d be kept away from me, wouldn’t you?”

Ved dette så hun hans muskler spændes i skuldrene, og knoerne på hånden på rattet blev hvide, da han knyttede hånden. Det var aldrig et godt tegn, når han gjorde det, fordi det betød, han var bekymret eller irriteret over noget.

,,I most certainly would,” sagde han dog bare, uden at afsløre noget af anspændtheden i stemmen, der var lige så rolig som før. ,,Ah,” udbrød han så og drejede lidt på rattet. ,,Rapid City. Finally. I’m starving.”

 

De holdt ind ved en diner i udkanten af Rapid City. Landon parkerede bilen, steg ud og kastede et blik på sit spejlbillede i sidespejlet, inden han gik om på den anden side af bilen for at lukke Sophie ud. Af en eller anden grund var hun blevet siddende, stirrende ud af forruden med sine store, gråblå øjne. Med et udmattet suk trak han døren op og holdt den for hende, mens hun kravlede ned fra sædet og strakte sig udenfor.

Efter at have strakt alle mulige lemmer ud, gik de indenfor. Det var en diner i halvtredserstil, med linoleumsgulv i sort-hvide tern og røde lædersofaer i små båse, hvor folk sad og spiste junkfood. Ikke ligefrem det sundeste sted at spise, men bedre end ingenting overhovedet. Og fordi de var så unge, ville de med garanti ikke tiltrække sig så megen opmærksomhed, som de ville på et pænere sted. Subway kunne måske have gjort det, men han følte ikke lige, han havde tid til at lede, og dineren lå lige ud mod motorvejen, som de var drejet af.

Med et misbilligende blik på sin højre arm lod han sig glide ned at sidde i en af båsene og bøjede hovedet, ikke helt i stand til at se på Sophie efter deres samtale. Samtidig skulle han være forsigtig med ikke at lade det se ud, som om han ignorerede hende, for han vidste, at hun ikke ville forstå det. Om det lykkedes ham, eller om hun bare var væk i sine egne tanker, kunne han ikke med sikkerhed afgøre, men hun spurgte ikke.

En servitrice tog imod deres bestillinger, og de spiste i tavshed, hvorpå han betalte med penge, han havde hævet i lufthavnen, og de fortrak til bilen igen for at køre videre. At holde øjnene på vejen hjalp ham til ikke at tænke på ret meget andet end at orientere sig. Men han kendte vejen i forvejen og kunne ikke optage sine flyvske tanker med den for evigt. Sophie døsede hen, mens de kørte mod Chicago, der ville være den næste storby, de kom til inden Washington. Af og til holdt han ind for at købe mad og kaffe, hvorpå de satte af sted igen.

Trætheden kom langsomt snigende, og den fik om muligt hans hjerne til at vride sig endnu mere, og hans hjerte ligeså i ren og skær smerte. Det eneste, han fandt til at afhjælpe smerten, var ved at gøre den fysisk i stedet. Det var nu ikke så svært, når den højre arm nu stadig var øm. Hvis tankerne vandrede ud, hvor han ikke kunne bunde i dem, knyttede han bare hånden og strakte armen en anelse. Stikket af smerte var nok til at udføre opgaven fyldestgørende.

Efter det tredje stop på turen, hvor det var blevet mørkt, vågnede Sophie lidt op. Hun sagde ikke ret meget, stillede bare et enkelt spørgsmål, der måtte have plaget hende mindst ti timer. Nemlig om det ikke var nær Rapid City, man kunne finde Mount Rushmore, bjerget med de største præsidenter i amerikansk historie. Derpå lagde hun sig til at sove igen, og Landon nænnede ikke at vække hende igen, selv ikke da han holdt ind på en tankstation, fyldte tanken op og købte et par liter vand og en beholder med sort kaffe til at holde sig selv kørende.

Trafikken om natten var tynd, og han kunne tillade sig at trykke speederen i bund, sikker på at dette ikke ville overraske Sophie specielt efterhånden. Hun havde kørt med ham på motorcykel i samme tempo, og selv om hun tydeligvis havde været rædselsslagen, så havde hun ikke beklaget sig ret meget over det.

Derfor var det stadig tidlig morgen, da de nåede Chicago og kunne se skyskraberne mod horisonten, hvis farve skiftede fra næsten sort til orange og derefter lyseblå. På et andet tidspunkt ville han måske have følt trang til at vise Sophie den mindre version af New York, men det var der bestemt ikke tid til. Ikke nu, hvor de havde et andet, vigtigere ærinde, omkring tyve timers kørsel derfra.

 

Der var gået næsten to døgn, da de sidst på natten endelig havnede i Washington D.C., USA's hovedstad, hvor præsident Obama holdt til i Det Hvide Hus, og hvor medlemmer af Kongressen mødtes fra tid til anden for at skabe lovene i et liberalt og velfungerende land på overfladen. Sophie så det alt sammen, mens Landon lod bilen trille gennem gaderne. Hun var ikke helt sikker på, han tog den letteste vej frem for at vise hende seværdighederne på nogenlunde nært hold, men var i så fald taknemmelig for hans betænksomhed overfor hendes interesse for historiske bygninger.

De kom til et sted kaldet Judiciary Square. Her parkerede han bilen, og de steg begge ud. Det var forholdsvis lunt, selv om der ville gå nogle timer, inden solen stod op over horisonten. Sophie kastede et blik på Landon, hvis ansigt blev lagt i skygger af en lygtepæl, mens han halede sin sportstaske ud af bilen og låste den efter sig. Så vendte han sig, og hun kunne se, hvordan hans ansigt var fortrukket i enten smerte eller træthed eller begge dele, selv om armen ikke burde gøre så ondt længere, som den havde gjort det inden de tog af sted.

,,Kom med,” sagde han og lød lige så udmattet, som han så ud, uden at lægge skjul på det.

Han trak taskens skulderstrop op over hovedet og lod den så dingle, mens han placerede højre arm over den og med hånden greb fat i stroppen. Sophie fulgte efter ham ind mellem to store bygninger, hvoraf den ene var bygget i oldgræsk stil og den anden væsentligt mere moderne i designet. Stier snoede sig mellem bygningerne, og havde det ikke været fordi Landon så ud til at være stedkendt, ville Sophie have troet det let at fare vild. Men han navigerede med en sådan sikkerhed, at hun på ingen måde turde betvivle hans dømmekraft.

,,Vil det ikke være upassende at komme anstigende midt om natten?” spurgte hun endelig, da spørgsmålet plagede hende forfærdeligt.

Hans læber trak lidt mod den ene mundvig i et skævt smil.

,,Der er altid nogen oppe,” svarede han og ledte hende hen mod en tilsyneladende lille bygning i forhold til den store bygning med inskriptionen District of Columbia Court of Appeals.

Der føltes underligt fordækt på denne måde at snige sig omkring i domstolsområdet af USA’s hovedstad om natten, hvor ingen ville kunne se dem. Så pludselig stoppede Landon foran dørene ind til en akropolis-lignende bygning. Trappetrinnene op til var i mørkt marmor, men Sophie syntes alligevel  - nu hvor hun tænkte over det - at have kunnet ane omridsene af de atlantianske tegn i dem, da hun steg opad mod indgangen.

Landon tvang dørene op med begge hænder, og Sophie bemærkede med et lille stik af tilfredshed, at han ikke skar en grimasse af smerte ved brugen af højre hånd. Dette betød formentlig, at den var ved at være helet nu. Indenfor var der mørkt marmormurværk på begge sider, elegant, ledende ud til en gård, der var oplyst på alle fire sider af spots fra loftet. I gården stod redskaber og våben stablet pænt eller hængende på stativer, i øjeblikket urørte. På modsatte side af indgangen blev bygningen mere massiv og lignede mere en skyskraber, idet den tårnede sig op og så ud til at fortsætte nedad på samme måde. Alting var holdt i mørkt marmor, og stedet havde en underlig lugt. Den var ikke grim, ikke som skyggernes, men heller ikke præcis som Landons, selv om både han, Gabe og Desirée - som var de eneste Eros, hun virkelig havde været tæt nok på til at kunne lugte - havde en snert af det under deres egne, individuelle dufte.

,,Whose entry may we register this night?” spurgte en stemme over et højttaleranlæg, og Sophie så sig automatisk omkring for at finde kilden til lyden, hvis ekko blev kastet rundt mellem marmorvæggene.

Landon syntes ikke at have samme problem og trådte ud til den nærmeste væg, lod let hånden glide over stenen og fik skubbet en nærmest usynlig plade til side, der afslørede et samtaleanlæg. Sophie ville aldrig have set det, havde hun været alene, hvilket var meget smart, hvis de mange Eros ikke ønskede at blive opdaget af muligvis forvirrede mennesker.

,,My name is Landon Martin. I’ve brought miss Sophie Riot with me,” sagde han ind i samtaleanlægget.

Der var uhyggeligt stille for en tid. Så lød stemmen igen:

,,And what might your errand be?”

,,Shelter,” svarede Landon roligt. ,,For the night. And in the morning a meeting with the leaders.”

,,Very well,” drævede stemmen, og i næste øjeblik trådte en sortklædt skikkelse rundt om hjørnet, så han blev oplyst bagfra af de mange spots på træningsgården. ,,Follow me.”

Landon rankede ryggen.

,,Emanuel, is that you?” spurgte han så og lød ganske vantro.

Den sortklædte mand så sig over skulderen, og Sophie så lyset glimte i det hvide i hans øjne. Alt andet ved dem var mørkt.

,,Most certainly,” medgav han med en stemme, der ikke helt mindede om den fra højttaleren. ,,I hear you’re quite a long way up shit creek.”

,,You could say that,” mumlede Landon, som derefter mødte Sophies spørgende blik og stoppede. ,,But not without reason. Let me introduce you to someone very important.”

Manden, Emanuel, vendte sig mod dem efter at være stoppet op med et nysgerrigt udtryk i et animeret og mindre sammenbidt ansigt, end det Landon normalt bar. Selv når Landon var i godt humør og udstrålede intet andet end mild venlighed, var hans ansigt stadig en smule hårdt i trækkene. Emanuels var blødere, mindre erfarent og yngre.

,,Sophie Riot, I assume,” sagde han og bukkede drillende. ,,Welcome to the headquarters. You are the first human being to have travelled this far into the heart of our -”

,,Sophie is not human,” rettede Landon den anden mand, ikke uvenligt, men heller ikke videre høfligt. ,,Not exactly.”

,,Looks pretty human to me,” vurderede Emanuel med let sammenknebne øjne, inden han åbenbart syntes at komme på andre og bedre tanker end at fortsætte diskussionen. ,,Anyways. Come along, now. Landon, you look like you haven’t slept at all for quite some time.”

,,I haven’t,” tilstod Landon med et let smil, idet de nåede til en trappe.

Sophie fulgte med de to mænd ovenpå uden at høre efter, hvad der egentlig blev sagt, før de stod foran en solidt udseende dør i en gang med en masse andre af slagsen. Spots i loftet oplyste gulvet, så de kunne se hinanden og hvor de gik. På døren stod et firecifret nummer, og Emanuel rakte hende en nøgle med tilsvarende nummer, der vejede tungt mod hendes hånd. Det kølige metal klarede hendes tanker.

,,Landon, du bliver hos mig natten over… gør du ikke?” spurgte hun forsigtigt.

Landon så perpleks ud. Så trak han let på skuldrene, som om det ikke lige var faldet ham ind, at hun kunne finde på at ønske noget sådant.

,,Hvis det er det, du ønsker,” svarede han i et overraskende høfligt tonefald og stillede sig tæt ved siden af hende. ,,Thanks, Emanuel. I guess we’ll see you in the morning.”

Emanuel så ganske forskrækket ud, som om han ikke havde ventet den slags udtalelse, men nikkede så bare med et smil og forsvandt ned ad gangen i let løb, der var lige så lydløst som når Landon løb.

Sophie så op på Landon, hvis blik var rettet mod gulvet frem for hende.

,,Hvem var det?”

,,Emanuel?” Han rystede på hovedet, som for at fjerne spindelvæv. ,,Han er en af vogterne… Hemmelighedsvogterne, som holder vores eksistens hemmelig. Sidst jeg opholdt mig her, trænede jeg ham.”

Sophie nikkede. Det gav lidt bedre mening, og hun var ærligt talt for træt til at stille flere spørgsmål. I stedet låste hun døren op og trådte ind i et værelse, der var småt møbleret. Alt, hvad der var, var en lænestol, et skrivebord, et tøjskab og en enkeltseng med gråt sengetøj. Landon lukkede døren efter sig, da han fulgte efter hende, og uden at sige et ord, gik han hen til lænestolen, skubbede sportstasken af sig og lod sig falde ned i stolen. Der gik ikke ret mange sekunder, før han sov og overlod sengen til Sophie, som lagde sig i denne med dårlig samvittighed.

 

At møde John igen var ikke noget, Sophie havde set utrolig meget frem til. Faktisk var hun parat til at gemme sig under sengen af rædsel, da Landon næste morgen halede hende ud af sengen, børstede hendes hår og tvang hende til at tage tøj på, mens hun stadig var halvt i søvne. Hvorfor han følte trang til at børste hendes hår, nåede hun aldrig at spørge om, for da hun vågnede rigtigt, blev hendes mund fuldt optaget af at spise en portion af et eller andet, der smagte mistænkeligt som stikkelsbærgrød.

Mens hun spiste, ryddede Landon op efter sig selv, for det var jo strengt taget kun ham, der havde rodet værelset til. Det tog ham ikke mange sekunder at smide deres beskidte tøj ned i sportstasken, spænde et at sine sværd til en af læderstropperne over brystet og derefter se helt og aldeles klar ud, trods det faktum at han stadig var mørk omkring øjnene og ikke så ud til at være i det bedste humør.

,,Landon Martin, Sophie Riot, your presence is awaited in the eastern chamber,” sagde en stemme pludselig over højttaleranlægget, og Sophie havde nær tabt tallerkenen og skeen af forskrækkelse.

Landon, endnu engang, tog sig af at afgive svar. Denne gang sad kommunikationssystemet rent faktisk fuldt synligt ved døren. Ikke på samme kryptiske måde som nede ved indgangen, hvor det kun var for stedkendte, det med at præsentere sig selv og sit ærinde.

,,We’re on our way, sir,” svarede Landon i et underligt høfligt tonefald.

Dernæst halede han Sophie på benene, trak sportstasken over skulderen og førte hende ned ad trapperne samme vej som de var kommet op. Hun kastede et nysgerrigt rundt, da de kom ned til gården, der nu var oplyst af andet og mere end bare spots. Sollys strømmede ned gennem et hvælvet tagvindue langt over deres hoveder, brudt ganske kort af de tynde, sorte sprosser, der holdt ruderne sammen.

I gården var der en masse unge mennesker, som råbte og stønnede og pustede og sukkede, alt imens de forsøgte at desarmere en modstander på samme alder eller ældre. Langs gården stod en række mænd klædt i grå dragter ikke ulig den sorte uniform, Landon gik med, når han tog sit kald som Eros mest alvorligt.

,,Sophie,” kaldte Landon dæmpet, sikkert for ikke at tiltrække sig opmærksomhed, og hun vendte sig mod ham for at følge ham længere ned ad trappen, til de befandt sig under jorden.

Der var stadig ikke mørkt dernede, men lyset var mere forceret og kunstigt, ikke som det klare, behagelige sollys ovenfor jordens overflade. Landon navigerede med lange skridt og holdt af og til lidt igen for at se sig over skulderen. Sophie mistænkte ham, en smule fornærmet, for at tvivle på hendes evne til at følge med, selv om hun havde vænnet sig til at følge hans tempo efterhånden.

Pludselig stoppede han op foran en buegang, der syntes at lede ind under gården.

,,The eastern chamber…” hørte hun ham brumme, inden han fortsatte fremad.

Sophie overvejede, om han overhovedet bemærkede, hvordan hans hånd fandt hendes og klemte den blidt uden at slippe, idet han gik gennem buegangen og ned ad en mørk korridor, indtil de stod foran en tungt udseende dør med ornamenter af sfinkser, minotaurus og andre mytiske væsener.

,,Når vi går ind, skal du -”

Han brød af, præcis i samme øjeblik som dørene blev åbnet for dem. Sophie fandt dermed aldrig ud af, hvad hun skulle, men holdt hovedet højt alligevel og forsøgte ikke at se alt for underdanig ud. I døren foran dem stod Emanuel, hemmelighedsvogteren fra samme nat, og så frisk og veloplagt ud, som om han glædede sig til hvad der skulle ske.

,,Enter,” var alt, han sagde, idet han trådte til side og lod dem træde ind ad døren til kammeret.

Det var måske ikke så meget et kammer, som det var en enorm sal med hvælvede lofter. Sophie havde bestemt ikke indtrykket af at være så langt under jorden, at det kunne lade sig gøre at bygge så høje hvælvinger. Men det var der altså. Rundt omkring langs væggene var der båse, og i hver bås sad tre personer, alle klædt i den sorte uniform, Landon selv var trukket i. De eneste, der var anderledes klædt, var Emanuel, Sophie og manden på en talestol foran nogle bænke i midten af rummet.

Sophie genkendte manden. Det var John, hvis tilstedeværelse havde fået Landon til at krympe sig dengang i Houvig. John, som havde givet Desirée et ultimatum, der var så uretfærdigt, at det egentlig havde været det bedste, at Desirée havde valgt sin reelle arbejdsgiver fra til fordel for Landon. Han var iført et almindeligt sort jakkesæt med nålestriber i sølv. Over hjertet var et emblem, der funklede i lyset, der faldt på ham. Hans øjne var hårde og rettet direkte imod hende, og Sophie følte sig nærmest som en forbryder, der skulle stå til ansvar for sine handlinger i en retssag. Da lederen sank, kunne Sophie se den sorte markering på hans strube, der afslørede netop det.

Landon gik først og stillede sig foran den forreste bænk, tilsyneladende heller ikke ekstatisk over situationen, han var endt i. Men han sagde ingenting. Så snart Sophie sluttede sig til ham ved bænken, lukkede døren i, og Emanuel stillede sig med ryggen mod denne. Rundt omkring rejste de forreste i båsene sig, sprang ned på gulvet og holdt deres våben løst i hænderne. Chamber, tænkte Sophie panikslagent. Execution chamber?

,,What’s with all the weapons?” spurgte Landon højt, mens han bevægede sig ganske lidt, sådan at hans skulder lige akkurat overlappede Sophies. ,,We’re not here to cause unnecessary trouble. That I can assure you.”

,,Then why are you here?” rumlede John fra talestolen.

,,We are here to beg for help, sir,” svarede Landon. ,,On our knees if that’s desired.”

,,I thought I had made it very clear that you won’t be granted any help for your disobedience of the rules,” sagde John koldt.

,,With all respect, sir, I have an excellent memory, and yes, you’ve made it very clear. But it’s not just one human being in this mess now. All of us are. There’s a war coming. Soon. The shadows have united in order to achieve what they want. If we don’t do the same, then -“

,,You broke the rules, knowing what it meant. Those of us who have done so must pay the price for their stupidity. No help will be granted.”

Sophie skævede op til Landon, som bøjede hovedet og mumlede indædt:

,,Free will carried many a soul to hell, but never a soul to heaven.”

Hun stirrede forskrækket på ham. Normalt skar han ansigt, når han omtalte himlen og helvede, fordi de ikke lå inden for hans trosfelt. Men i dette tilfælde syntes han iskold overfor det, han egentlig bekendte sig til.

,,What did you say, boy?” råbte en af de sortklædte i boksene.

Landon rettede sig op.

,,I was reciting Charles Spurgeon,” svarede han bare.

,,I heard what you said,” gøede den anden. ,,Take it back.”

Sophie mærkede sit hjerte begynde at hamre hårdt mod brystet i et ubehageligt tempo.

,,No. Maybe I can’t force you to take action. But my companion can,” sagde Landon giftigt og trådte lidt til siden.

De sortklædte med våbnene hævede dem kampberedte, som om Sophie var farlig og kunne finde på at angribe hvert øjeblik. Hun krummede tæer og modstod en trang til at klamre sig til Landon for et fast holdepunkt.

,,I know she would rather not. But if necessary -“

,,What is so special about this girl? Her father was a traitor to his own regime. He made a deal with our enemies -“ begyndte John.

,,And yet she is destined for more than being just a human girl!” råbte Landon.

,,How so?” spurgte en ældre kvinde til højre for John.

Sophie så over på hende og mødte et par nysgerrige grå øjne med smilerynker omkring, selv om ansigtet var alvorligt nu.

,,Let me show you,” sagde hun stille og bøjede sig ned.

I det samme fik hun øje på en kort bevægelse ud for sit højre øje og nåede dårligt at reagere, før Landon havde flyttet sig og stod på den anden side af hende. Hun rettede sig langsomt op igen og så på den ældre kvinde, mens hun lænede sig en smule mod Landons varme ryg. Han stod spændt som en fjeder med front mod de mange Eros i den side af rummet.

,,Mrs. Yukon,” sagde han i et roligt, kontrolleret tonefald. ,,As Sophie’s protector, I have no right to decide over anyone else’s actions. However, I am a little concerned, seeing the many weapons pointed at her because of one small movement.”

,,That is very understandable, Mr. Martin,” sagde den ældre kvinde, Mrs. Yukon, i et mildt tonefald, hvorpå hun lod sit blik glide rundt. ,,Lower the weapons.”

Som i slowmotion sænkedes våbnene tøvende rundt omkring, og Landon slappede mere af og indtog samme plads som før. Sophie, denne gang mere årvågen, bøjede sig ned igen og løsnede snørebåndene på sin sko, hvorpå hun sparkede den af og satte sig ned på bænken. Langsomt løftede hun det ene ben, lidt besværligt, fordi hun ikke var vant til at sidde på den måde, og der lød et højt, fælles gisp fra folk rundt omkring.

Nervøst og en smule genert skyndte hun sig at tage skoen på igen og rejse sig op. Landon smilede ikke til hende, men det behøvede han heller ikke. Hun kunne mærke hans stolthed, som radierede han denne på samme måde som varme. Det gjorde hende helt varm indeni, og hun håbede ikke, at det kunne ses, hvis hun rødmede en lille smule. At gøre Landon stolt var af og til hårdt arbejde, og så når hun endelig formåede det, kunne hun ikke engang tillade sig at glæde sig ærligt over det.

Ingen af dem syntes at have lyst til at triumfere. Faktisk tvært imod. Sophie havde lyst til at grave et hul i jorden og gemme sig der, hvis det betød, at hun aldrig nogensinde skulle se John, Mrs. Yukon, Emanuel og de andre i lokalet igen. På nær Landon, selvfølgelig. Forsigtigt skævede hun til ham, og han gjorde noget overraskende.

I én langtrukken bevægelse bøjede han sig ned, knælede og lagde sportstasken med våben og tøj fra sig. Ligeså krængede han læderstroppen af, og metalhåndtagets klirren mod gulvet fortalte Sophie, at han var totalt desarmeret. Et stort træk for én, som ellers aldrig foretog sig noget uden at have en eller anden form for våben på sig. Så bøjede han hovedet mod gulvet, så det metalliske mørke hår faldt ind i ansigtet på ham.

,,Speaking on Sophie’s behalf, this is not a claim of power,” sagde han dæmpet, men hans stemme syntes at runge oppe i loftets hvælving alligevel. ,,Not unless you still don’t think her wish deserves granting.”

John så rundt, og Sophie syntes, at hans øjne glimtede panisk et kort øjeblik, som kunne han se sin magt svinder ud mellem hænderne på sig. Det passerede dog hurtigt, idet han trådte ned fra talestolen og gik hen mod Landon på gulvet. Der var et udtryk i hans øjne, der fortalte Sophie, at han kunne finde på hvad som helst, og rent instinkt bød hende at træde ind foran Landon, så hun stod mellem ham og lederen.

,,Sophie,” sagde Landon stille, og hun kunne høre stoffet i hans tøj knitre, da han rejste sig. ,,Jeg tror ikke -”

,,Hold op med at forsøge at overtale dem til noget andet,” sagde hun bare. ,,Lad være med at skåne mig. Jeg har truffet min beslutning, og de kan tydeligvis ikke overtales til noget andet.”

Hun ventede egentlig, at han ville sige hende imod, for hun kunne mærke, at han havde lyst til det. Alt ved ham skreg det. Så hun fik sig lidt af et chok, da hans stemme lød, hul og stille:

,,Javel.”

,,We must investigate that mark. See whether it’s real or not. For all we know, you could be an impostor,” sagde Mrs. Yukon forsigtigt og mildt, og John så sig over skulderen.

,,O-O-Of course,” stammede Sophie, bange for hvad disse undersøgelser mon kunne indebære

,,Mrs. Yukon,” sagde Landon i samme tomme tone som før, ,,this is urgent. There is no time for -”

,,I understand that, Landon,” lød svaret, venligt nu. ,,And for what you’ve shown us, given us, I might add, your wish will be granted. Whether John agrees it or not. We, the council, agree.”

Sophie, overvældet af glæde, havde lyst til at slå armene omkring Landon og græde af lykke. Han, Desirée og alle de andre, som hele tiden havde troet på hende, havde måske en chance for at overleve nu, selv når krigen kom. Men så kom hun på bedre tanker, for dette var ikke stedet for store udbrud af følelser, og specielt ikke med de mange øjne rettet mod dem. Desuden så Landon ikke på samme måde glad ud, men derimod sammenbidt og en smule fortvivlet.

,,You don’t look less troubled, Landon,” observerede John i et tonefald, der var helt anderledes end før.

,,I am relieved,” sagde Landon bare. ,,Thank you.”

Derpå bøjede han hovedet, bukkede ganske kort og forlod rummet i lange skridt. Sophie nåede dårligt at registrere, at han ville efterlade hende der, før han var ude af kammeret og på vej hen ad gangen i løb. Med det samme opgivende at følge efter ham blev hun bare stående og så på John, Mrs. Yukon og derefter alle andre i lokalet, forsigtig med ikke at komme til at se magtfuld ud, selv om det vel i reglen var det, hun var nu.

,,Thank you so much,” sagde hun endelig. ,,I don’t know what’s with Landon, but I know he’s grateful, too.”

Til hendes overraskelse var det Johns smil, der blev medlidende frem for nogen andens, og han trådte et skridt nærmere hende uden at se ud til at ville gøre noget. Som han stod der, så han ikke så autoritær ud som han ellers havde, og Sophie kunne levende forestille sig, at der var menneskelige tanker og behov inde i hovedet på ham, noget der ellers havde virket meget fjernt for hende.

,,I know he is. It’s probably best if we give him some space,” sagde han og lød faktisk helt omsorgsfuld og kærlig, som om han godt vidste, hvorfor Landon var løbet sin vej i en sådan fart. ,,Meanwhile,” fortsatte han og rømmede sig, ,,we should give you a tour of this place while we prepare ourselves for battle, Your Majesty.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...