Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
8520Visninger
AA

31. K A P I T E L XXX

K A P I T E L XXX

 

Landon havde brugt et par dage på at tænke, inden han havde sluttet, at de trods alt var nødt til at komme væk fra Danmark. Det lille land ville ikke ubemærket kunne rumme en krig i den skala, der var på vej. Han havde forsøgt at huske, inden han havde taget sig alvorligt sammen og truffet en beslutning. Det blev Wyoming. Staten havde den mindste befolkning i USA, specielt i forhold til sin størrelse, og der var ikke så stor sandsynlighed for at støde på andre, selv hvis de havde brug for meget plads at kæmpe på.

Afrika eller Sibirien havde nok været endnu mere øde, eller steder i Rusland. Men han kendte ikke territoriet eller terrænet så godt der, som han gjorde i de amerikanske stater. Og faktum var jo, at i Afrika var der lidt for varmt til at få ret meget ud af det, så længe man var Eros. Det gav djævlene en fordel, han ikke ønskede, de skulle have.

Så han ordnede Sophies visum i en voldsom fart, fik pakket deres ting og et par af dem, Gabe havde efterladt. Det meste af bagagen rummede hans våben, og på trods af at han vidste, hvordan det hele ville foregå i lufthavnen, så var han en smule bekymret på dét punkt. Hvis de danske myndigheder tjekkede den slags tasker ved at åbne dem, ville han være i problemer. Men det var aldrig nogensinde sket før, så hvorfor skulle det gøre det i Danmark?

Der var da heller ikke sket noget som helst, da de landede i lufthavnen i Wyoming. Selv om han selv havde et amerikansk pas og var amerikansk statsborger, gik han med Sophie, da hendes visum skulle tjekkes. Kvinden ved skranken kastede ét blik på Sophie og så ned på papirerne.

,,Hey, miss. How’re you doing? What brings you to the U.S.?” spurgte hun mekanisk, og Landon kunne se på Sophie, at spørgsmålet kom bag på hende.

,,I’m here to visit my in-laws for the first time,” svarede hun bare.

Landon gjorde sit bedste for ikke at komme til at skære en grimasse.

,,I see,” sagde kvinden i uniformen og nikkede anerkendende. ,,How ’bout you, sir?” spurgte hun så ham.

Han løftede sit amerikanske pas en anelse og nikkede mod Sophie.

,,Couldn’t let her go through alone,” svarede han.

,,I see,” svarede kvinden med et underfundigt smil. ,,So you’re the boyfriend.”

,,I guess so, ma’am.”

,,Well, have a nice stay, miss. And welcome home, sir.”

,,Thank you, ma’am. Have a nice day.”

Derefter leasede han en bil, som de brugte til at køre ind i nationalparken Yellowstone med. Det bedste ved nationalparker var, at langt fra stier og veje var der sjældent en sjæl at finde, og det var præcis det, de havde brug for. Desuden, hvis undergrunden blev varmere, ville de bare skyde skylden på den såkaldte supervulkan, de mente gemte sig under overfladen. Det havde de vel for så vidt også ret i, det med supervulkanen, og det gav Eros en vis fordel. For hvis man mente, der pludselig var meget aktivitet omkring vulkanen, så ville området omkring blive evakueret, hvilket var gavnligt, hvis der skulle opstå krigslignende tilstande.

Der ville ikke gå mange timer, før Desirée og de andre, som ikke i forvejen havde én bestemt at beskytte, ville slutte sig til dem i nationalparken, så de i det mindste ikke var mutters alene. Men de kunne heller ikke bare slå sig ned og håbe på, de ville være nok til at holde sig selv i live et lille stykke tid endnu. Før eller senere ville alle dj… skyggerne, rettede han strengt sig selv, lidt for vant til at tænke på dem ved en ukorrekt betegnelse, opspore dem og følge med. Til den tid ville han gerne have Sophie anbragt et mere sikkert sted. Spørgsmålet var bare hvor.

Landroverens støddæmpere gjorde det let at forlade hovedvejen og køre væk fra stisystemerne og længere ind i de ubefolkede dele af parken. Det var hans held, at der var automatgear i de fleste amerikanske biler, for han ville ikke have været i stand til at styre én med gearstang, grundet det faktum, at hans højre arm var i slynge omkring halsen og temmelig øm endnu. Den venstre kunne han dog sagtens styre bilen med, af en eller anden uforklarlig grund.

Langsomt løftede han blikket til bakspejlet, hvor han kunne se hendes ansigt uden at dreje hovedet. Hun sad med hovedet en anelse foroverbøjet, fødderne trukket op på sædet og armene omkring sine knæ. Kaskader af mørkebrune krøller faldt ind foran hendes ansigt, men trods dette kunne han se, at hendes øjne var lukkede. Han følte et lille stik af stolthed over det faktum, at hun var sluppet levende fra kampene og kun havde det ene sår, hun havde påført sig selv. Også selv om det ikke var hans fortjeneste.

Stoltheden blev imidlertid hurtigt afbrudt af skyldfølelse. For det eneste sår, hun havde, var på grund af ham. Måske havde han bedt hende lade være, men hun havde ikke lyttet, og hun havde påført sig selv skade for at undgå, at han blev slået ihjel. Lige så meget som hun sikkert havde tænkt, at hun ikke ville bortføres af disse skabninger.

Han sænkede blikket til terrænet igen.

,,Landon?” spurgte hun, som hun havde for vane, når der var et eller andet mere, hun gerne ville have at vide.

,,Mh?” svarede han og skævede over til hende.

,,Hvordan kan du holde det ud med din hånd?”

,,Min hånd?”

,,Ja. Den venstre.”

Han så ned på den. Hun var i sin gode ret til at stille spørgsmål, men han var faktisk en smule såret over, hun ikke havde lagt mere mærke til huden end det, taget i betragtning at de havde tilbragt hvert eneste øjeblik sammen siden. Men så igen. Hun havde jo haft andre ting at tænke på. Gabes død, Jacks død. Sit eget liv. Og han burde ikke ønske, at hun også bekymrede sig om ham, når nu hun havde så meget andet.

,,Der skete ikke rigtig noget,” svarede han og løftede knæene en anelse for at holde rattet med lårene i stedet for hånden, så han kunne vise hende håndfladen.

Ikke en skramme var at finde i huden, og selv om den havde været en smule i et par timer efter, så var der ingen smerte forbundet med det, ligesom huden ikke var blevet svitset af det mindste, sådan som den ellers burde være det.

Han satte hånden på rattet igen og sænkede benene igen. Sophie havde vendt blikket fremad nu, mod forruden, som hun kiggede ud af. Det var lyst udenfor, og solen skinnede ud på de frodige områder omkring dem. Landon havde altid godt kunnet lide landskaberne i Wyoming, til trods for at han følte sig mere sikker i hvad han indtil han flyttede til Danmark havde betragtet som sin hjemby.

,,Så det er altså rigtigt,” mumlede Sophie for sig selv, uden at forklare yderligere, hvad der var rigtigt.

Han lænede sig tilbage mod ryglænet og gabte en anelse, træt.

,,Hvad er?” ville han vide.

,,At det her en øjeblikkelig effekt. Selv små mængder,” forklarede hun, som taget ud af en strøm i hovedet, han ikke kunne se.

,,Hvad snakker du om?” Og så slog det ham, netop som han stillede spørgsmålet, at det lød præcis som det, der var blevet sagt af den drævende stemme tilhørende afkommet af skyggerne med en del af Eros’ blod i sig. ,,Blood, obviously,” mumlede han derfor for sig selv. ,,Men jeg er stadig ikke helt med.”

Han havde da ikke blandet blod med Sophie på noget tidspunkt. Faktisk havde han kun en enkelt gang været i kontakt med hendes hud, mens den var splittet, og dengang havde han ikke selv haft nogen sår eller rifter på hænderne, der kunne gøre det ved et uheld. Og siden var han jo desuden også blevet brændt af skyggernes varme op til flere gange. Så hvad talte hun om? Han troede ikke alvorligt på, hun havde injiceret sit blod i hans årer, mens han var bevidstløs, og havde han blot sovet, ville han være vågnet ved det.

,,Kan du huske, da dit sår på benet sprang op?” spurgte hun i en monoton og udmattet tone, der indikerede, at hendes hjerne stadig arbejdede på højtryk.

,,Det glemmer jeg ikke lige sådan,” svarede han, specielt fordi han huskede, hvordan hun havde holdt hovedet koldt og gjort, hvad hun fandt nødvendigt, ligeglad med at få blod på sine hænder ved det.

Noget rørte sig i hovedet på ham. Den samtale, de havde haft efterfølgende. Hvad var det nu lige, hun havde sagt? Jeg kom bare til at snitte mig i hånden med gulerodsskrælleren. Han spærrede øjnene op.

,,Du blødte også,” konkluderede han dæmpet og så for sig, hvordan hendes håndflade var blodig, mens fingerspidserne var fri for den røde væske.

,,Ja,” mumlede hun. ,,Jeg var bange for, du måske ville få blodforgiftning, hvis nu jeg bar på en eller anden sygdom, så jeg har tænkt meget på det…”

,,Blodforgiftning?” spurgte han og kunne ikke lade være med at smile. ,,You’re kidding, right?”

,,Du er jo menneskelig en gang imellem,” forsvarede hun sig. ,,Det kunne da godt være.”

,,En gang imellem,” efterabede han og forsøgte at se såret ud, men var overbevist om, det ikke virkede.

En af grundene dertil var, at han havde set et smil i Sophies øjne, da han kort mødte hendes blik i bakspejlet, der sad lidt for højt til egentlig at virke til andet end at holde øje med hende. Det føltes som en evighed siden, han havde set hende smile, og hendes godmodige drilleri gav ham et lille håb om, at hun i det mindste var klar over, hun skulle tænke på andre ting end Gabe og Jack lige nu. Faktisk virkede hun lige nu ikke så knust, når hendes tanker var distraherede for en stund.

,,Ville du foretrække ikke at være menneskelig?” spurgte hun en anelse flabet og hævede et øjenbryn.

Han lo dæmpet.

,,Af og til. Det ville gøre alting meget lettere,” indrømmede han useriøst.

Hun bøjede hovedet igen, og han var lige ved at tro, han havde mindet hende om Gabe eller Jack eller endda Mia.

,,For eksempel den del, der gør mig til din svaghed?” gættede hun.

Ved dette sænkede også han blikket en anelse, til instrumentbrættet for at aflæse farten på speedometeret, inden han rystede på hovedet.

,,Ikke den del. Måske er det noget af det mest tragiske, der er sket mig. Men det er også noget af det bedste,” svarede han endelig, efter at have valgt sine ord med omhu.

Han drejede på rattet, og de rundede et klippefremspring, øjensynligt ikke andet end en klippe placeret meget tilfældigt som adskillige andre i området. Så trådte han lidt på bremsen, sænkede farten, stødte koblingen i bund og trådte yderligere på bremsen, inden han skiftede til frigear og bremsede helt op. Så fjernede han hånden fra rattet, men Sophie kom ham i forkøbet og trak håndbremsen.

Deres blikke mødtes.

,,Og alligevel vil du ikke kysse mig,” sagde hun langsomt, overvejende.

Han rystede fast på hovedet og steg ud, samtidig med at hun gjorde det tilsvarende på den anden side. Hen over køleren så han igen på hende, og hun lænede sig mod den med albuerne hvilende på det mørkegrønne metal, der dækkede bilen.

,,Det er jo ikke, fordi jeg ikke har lyst,” sagde han stille, alvorligt og gik rundt omkring bilen til hende. ,,Men, Sophie, det her er lidt mere kompliceret for mig, end det er for dig. Du kan altid vælge en anden og tage afstand til mig. Men jeg vil altid være tvunget til at følge efter dig, om du så vil have mig eller ej.”

,,Og det tror du ikke ville blive kompliceret for mig?” mumlede hun.

,,Akavet, måske. Men ikke kompliceret.”

Han betragtede det virkelig ikke som værende kompliceret, hvad Sophie kunne komme ud for på det punkt. Selvfølgelig kunne det blive tilpas akavet, hvis hun valgte at slå sig sammen med en anden, gifte sig og få børn, og han var tvunget til at følge med dem som en hund i snor. Men så var det vel ikke mere kompliceret, end at hun selv havde valgt det.

Desuden, tænkte han en smule mørkt, elskede Eros sjældent som mennesker gjorde. Han ville ikke direkte vove den påstand, at når de elskede, var det for evigt. Men han kunne ikke finde noget eksempel på det modsatte, ud over at de stadig eksisterede efter en partners død, hvor menneskerne måske ville have låst sig inde og begravet sig i mørket.

,,Hvad så hvis du finder nogen? Ligegyldigt om hun er menneske eller Eros vil det jo være én mere, som vil hænge i mit kølvand hele tiden, som jeg aldrig ville få fred for.”

,,Det har vi talt om -”

,,Ja, men ikke nok. Du får det til at lyde, som om det er en del af dit job aldrig at forelske dig. Det er jo løgn. Du kan sagtens. Og hvis det er af hensyn til mig, har du altid min tilladelse til at være dig selv og gøre ting, du gerne vil gøre,” sagde hun, hurtigt, som om hun havde tænkt på det længe, og tilføjede så: ,,Men måske har du alligevel lidt ret.”

,,Har jeg?” udbrød han en smule overrasket. ,,Ret, mener jeg.”

Hun nikkede en enkelt gang.

,,Måske ville det blive mere akavet end kompliceret. Jalousi er i det mindste en følelse, jeg kan identificere rimelig hurtigt. Og jeg har ikke rigtig nogle forpligtelser presset ned over hovedet på mig, jeg skal tage hensyn til,” forklarede hun, og han drog et dybt suk.

Aspektet af Sophie som jaloux person virkede ganske enkelt urealistisk. Han kunne ikke engang forsøge at forestille sig det, vel vidende at han heller ikke ønskede netop dette, når nu han havde tilstået, at han nok ikke var helt tilfreds med bare at være hendes beskytter. Han ville gerne være mere, og så alligevel ikke. Fremtiden var usikker, og han brød sig ikke om ikke at kunne forudse ting. Kampe var lette at forudse. En modstandes næste træk ligeså. Skyggernes bevægelser også meget simple. Men de træk, der skete inde i den menneskelige hjerne? Næh, dem kunne han på ingen måde forudse.

,,Men Landon?” spurgte hun så, stille, som om hun ville forsvinde ind i sig selv igen snart.

,,Ja?”

,,Jeg har -” I det samme bippede hans telefon voldsomt, en ringetone kun tilhørende Desirée, hvis opkald han på nuværende tidspunkt var nødt til at besvare, ,,tænkt på noget,” afsluttede Sophie opgivende, og han sendte hende et blik, der forhåbentlig ordløst forklarede hende, at de måtte tage samtalen senere.

Med den arm, der ikke var i slynge, rakte han ned i sin bukselomme og fik fisket sin telefon frem og besvaret opkaldet. Desirée kunne berette om en rolig tur uden uforudsete udfordringer, og derudover fortælle, at hun og en del andre ville være der i løbet af de næste timer. Inden mørkets frembrud, selv om det sikkert ikke betød noget, når en så stor del af skyggerne havde befundet sig i Danmark som det nu var tilfældet. De rejste langsommere. Det var til Eros’ fordel, specielt i det moderne samfund, hvor flyvemaskinen var opfundet.

Hvis folk så småt ville begynde at ankomme inden længe - og denne gang ikke nær så mange som den flok, der havde været forsamlet i Danmark - var der nogle ting, han lige skulle have på plads først. For eksempel at finde ud af, hvordan man bedst skjulte køretøjer fra eventuelle bjergbestigere, så de ikke kunne ses hverken i vandreafstand fra små, snørklede stier, eller fra oven, når man klatrede i bjergene. Og med én arm kunne det godt blive en langsommelig proces.

Sophies hjælp kunne han hverken tillade sig at forvente eller bede om. Hun havde sine egne ting at tumle med, og han var alligevel dét stærkere end hende. Hvis hun skulle hjælpe med den slags, han sikkert fik brug for, ville hun skulle anstrenge sig en hel del. Delvist fordi hun var pige, og delvist fordi hun var et menneske.

Så han tilbragte tiden med at lade hende i fred og forsøge at gøre tingene sammen. Til bilerne fandt han en lille forsamling af træer omkring hundrede meter fra deres bestemmelsessted, som bilerne kunne stå i skyggen af, helt usete af det utrænede øje. Med brillerne skubbet ned på næsen og sveden trillende fra tindingerne slettede han sine egne og Sophies fodspor og strøede et dække af blade og grene ud, så man ikke kunne se deres spor, når de gik rundt.

Hvad hun lavede imens, kunne han ikke helt tage sig af. Han havde rigeligt i forvejen, syntes han. Og hun var formentlig klogere end at hun bare vandrede væk. Irriteret over den hæmning, slyngen udgjorde, fjernede han den og skar en grimasse, da han strakte armen ud. Det kunne han ikke holde ud ret længe. Såret, der havde fået blodet til at strømme ned over underarmen sad lige under leddet, på indersiden af albuen. Hver gang han strakte armen, gjorde det afsindigt ondt, og musklen spændtes til krampepunktet.

Så greb han bilnøglerne i tændingen og gik hen til den klippeblok, der havde været deres bestemmelsessted i første omgang. Han kiggede intenst på den og forsøgte at afsløre indgangen til det hemmelige rum, han vidste lå bagved.

,,Nu kommer de andre,” kaldte Sophie pludselig, med en stemme der var fordrejet af de mange følelser, han havde set hende udtrykke i løbet af det sidste døgn.

Det var efterhånden ikke en sjældenhed, at han hørte en række upassende ord og vendinger flyde ud mellem sine læber ved en ubehagelig overraskelse. Langt var han ikke ligefrem nået, og han ønskede ikke at fremstå som uduelig i de andres øjne - ikke når han på den måde havde taget styringen over situationen. Han skulle være i stand til at gennemføre alle forberedelser i rimelig tid.

,,Landon,” sagde Sophie strengt, nu nærmere, mens han lod knoerne banke let på stenen for at finde det hulrum, han vidste, han ville finde et eller andet sted.

Da han ikke reagerede, trak hun i stedet i hans venstre arm, så hårdt at han uvilkårligt blev vendt med front mod hende. Hun stod i de sidste solstråler af dagen og lignede mest af alt en dårligt behandlet skolepige med sine krøller, der var statiske i kanterne og øjnene, der stadig var røde efter gråden, som han mistænkte for at have undsluppet hende, mens han lavede de andre ting. Det gav ham dårlig samvittighed at vide, at han ikke havde været der for hende da. Og dårlig samvittighed havde han aldrig brudt sig om.

,,Hvad er der?” spurgte han og strøg sit pandehår ud af øjnene, irriteret på sig selv.

,,Den her,” sagde hun og holdt slyngen op for ham med to fingre, som om den var ulækker.

,,Hvad med den?” ville han vide og følte et stik af smerte i den skadede arm.

Hun rullede sigende med øjnene, så han ikke på noget tidspunkt var i tvivl om, hvordan hun havde det med hans spørgsmål.

,,Tag den på,” befalede hun og kastede den til ham, så han af instinkt greb den med venstre hånd.

,,Jeg kan ikke lave noget med den på,” svarede han bare og stak den i lommen på sine bukser.

,,Det bliver du nødt til - ellers må du jo lade være med at lave noget.”

,,Jeg skal da lave noget. Hvem skulle ellers gøre det?”

,,Altså nu er du jo ikke den eneste tilstede her, vel? Og jeg hører dig ikke bede om min hjælp. Og nu kommer de andre jo. Så kunne du passende få dem til at hjælpe med,” hvæsede hun.

,,Det kan jeg -”

,,Ikke? Åh, jo du kan. Tro det eller ej, men de har sikkert forståelse nok for, at du er skadet, og at det er hæmmende nok til, tingene ikke går så hurtigt.”

,,Ikke det, der ligner,” modsagde han hende med en fornemmelse af, at hans mave vendte sig.

Han brød sig ikke om at diskutere med Sophie, men nogle gange var det nødvendigt. For eksempel lige nu. Måske ville Desirée have forståelse for, at han var højrehåndet og derfor havde noget besvær, nu hvor den arm ikke kunne bruges til ret meget. Men de andre? Det tvivlede han helt ærligt på. Dels fordi enkelte andre også havde samme problem og stadig pressede sig selv, og dels fordi han netop havde taget styringen. At fremstå som svag var det sidste, han ønskede sig. Og det sidste, Sophie havde brug for, hvis hun ville gøre sig forhåbninger om nogen som helst form for hjælp fra Washington. Hvilket egentlig ikke var hendes bekymring, men derimod var det ham, der håbede på lidt støtte fra hovedkvarteret. Det ville gøre tingene væsentligt nemmere.

,,Nogle gange, ikke, så er du så fucking stædig at det gør helt ondt. Tag den slynge på lige nu, eller -” hun stoppede op og trak vejret dybt. ,,Eller jeg skrider.”

,,Sophie, for fanden, vær nu lidt fornuftig!”

,,Skal jeg være fornuftig?! Det er ikke mig, som opfører mig som om det ikke gør ondt, men må bide tænderne sammen for så meget som at løfte armen!”

,,Det er på ingen måde til sammenligning!”

,,For sent. Nu har jeg sammenlignet det, og det gik fint for mig.”

,,Jeg tager ikke den slynge på, men du bliver her alligevel, om jeg så skal spænde dig fast!”

,,Hvordan? Du ville næppe kunne binde en ordentlig knude med én hånd!”

,,Og det ville ikke være nødvendigt, hvis du bare lod mig gøre, som jeg finder det bedst!”

Han var trådt et skridt nærmere uden at ville det, så han nu stod tæt op ad hende og kunne mærke hendes vejrtrækning mod huden på sin hals, eftersom hun havde lagt nakken en anelse tilbage for at se op på ham. Måske ville de fleste vige fra ham på dette tidspunkt, men Sophie af alle mennesker var vel stædig nok til at blive stående, siden hun ikke gjorde andet ned at sænke øjenlågene en smule og se overlegent og hadefuldt på ham på samme tid. Et blik, han ikke kunne lade være med at undre sig over.

,,Tag den slynge på,” hvæsede hun. ,,Nu.”

Der var noget over hende da, der fik ham til at sukke opgivende, bøje sig i støvet og fiske slyngen op af lommen for at trække den over hovedet og forsigtigt placere den sårede arm i den. Tonen, hun havde talt til ham med, havde været majestætisk og bestemt, på en måde der ikke bød op til videre diskussion.

,,Tak.”

Og så vendte hun rundt på hælen og marcherede væk, tilsyneladende meget besluttet på at komme et eller andet sted hen, han ikke fandt særligt interessant.

,,Someone is definitely smitten,” meddelte Desirée, som kom gående fra modsatte retning af Sophie.

Han vendte sig mod hende. Solstrålerne skinnede i hendes lyse hår, og hun var iført en smagfuld hvid sommerkjole i det gode vejr. Selvfølgelig så Desirée godt ud, selv om hun unægtelig var meget træt. Det var de vidst alle sammen. Også ham.

,,Did you hear that?” spurgte han bare og nikkede i den retning, Sophie var gået. ,,The way she said it.”

,,Of course,” svarede hun. ,,It comes to her very naturally. A shame she won’t use it for her own benefit.”

,,I know.”

,,I think I’ll go talk to her. Having a conversation with someone not completely worn out, running only on adrenaline and testosterone, might help a little.”

,,Desirée -“

,,Shut up. And take a break, will you?”

 

,,Sophie, wait up,” kaldte Desirée bag hende, og hun stoppede automatisk.

,,I was going to take a swim in the lake. Feeling clean ought to make me a little more awake.”

,,I’ll go with you.”

Og så gik de i stilhed ned mod søen, som lå lidt derfra. Den kunne ses på afstand, men ikke så godt, så Sophie måtte holde sig til de tanker, hun havde gjort sig, da hun så søen oppe fra et af de højere punkter, hun og Landon var kørt over. Desirée, derimod, lod til at kende området ud og ind. Sophie var taknemmelig for selskabet, selv om hun egentlig gerne ville have været alene med sine tanker. Hun havde diskuteret med Landon før, selvfølgelig, men aldrig beordret ham til noget på den måde. Og hun var ikke sikker på, hun brød sig om det. Men på den anden side kunne hun vel lige så godt vænne sig til det.

,,You two make an excellent pair,” afgjorde Desirée, ud i luften.

Sophie drejede hovedet for at se på den smukke unge kvinde ved siden af sig.

,,Who?”

Der spillede et djævelsk smil på den franske Eros’ læber.

,,You and Landon.”

Sophie sukkede.

,,We’re not -”

,,I know. But it’s not fair that you aren’t.”

,,Why not?”

Desirée var stille lidt. Sophie overvejede, hvad hun mon kunne tænke på. Det virkede underligt, at Desirée af alle mennesker skulle synes, det var uretfærdigt, at hun og Landon ikke var sammen. Ikke når hun havde gjort så meget ud af at være efter Sophie, fordi hun netop selv holdt meget af Landon.

,,I’ve never seen Landon care for anyone like that,” lød svaret endelig. ,,I couldn’t have gotten him to wear the sling.”

,,But he had to.”

,,I’m just saying I couldn’t have brought him to swallow his pride like that.”

,,I know,” hørte hun sig selv sige, selv om hun ikke var helt sikker på, hvorfor hun egentlig sagde det.

Hun vidste jo godt, at Landon kun gav efter for hende, fordi han ikke ville skændes med hende. Men ville han skændes med Desirée? Åbenbart. Og hun vidste det. Hvordan anede hun ikke, men det gjorde hun altså. Selvfølgelig spillede det en lille rolle, at han havde følelser for hende, men der havde været en overraskelse i hans ansigt, hun ikke kunne forbinde med den slags følelser. Som chok. Noget uventet. Ordren. Måske var det i virkeligheden det, der fik hende til at vide, at han havde givet efter for noget helt andet end det, Desirée kunne mønstre. Tonefaldet, der havde overrasket hende selv såvel som ham. Det kongelige tonefald, hun aldrig havde troet, hun skulle bruge mod nogen. Og da slet ikke Landon.

,,I do speak Danish, you know,” følte Desirée åbenbart for at dele med hende, og Sophie gjorde store øjne, mens hun krængede sin T-shirt af og smed den på en sten nær søbredden.

,,How -?”

,,Landon is not the best with languages. He speaks them well,” uddybede Desirée og lod sin kjole glide ned over skuldrene for så at lade den falde ned over sin slanke krop til jorden. ,,But I’m way better.”

,,Så lad os skifte til dansk,” foreslog Sophie og skubbede sine bukser af for så at knappe sin brysteholder op og smide trusserne.

,,Med glæde.”

Sophie forsøgte virkelig at lade være med at misunde Desirées lange, slanke krop, der syntes at passe naturligt ind i landskabet, selv om hun nu var nøgen. Det lyse hår regnede ned over skuldrene og var blevet betydeligt længere, end Sophie lige huskede det. Måske hang dette i høj grad sammen med, at det ikke var særlig praktisk at kæmpe med løst hår, og at det derfor ofte var sat op.

Også Sophies eget hår var blevet længere, men det var hun mere forberedt på. Når hun gik kildede krøllerne hende midt på ryggen, og hvis hun trak i dem, kunne hun med lethed få dem fem til ti centimeter længere. Det kolde vand fik hende til at gispe. Ikke at hun ikke havde været forberedt på, det ville være køligt, men hun havde ikke lige tænkt på, det garanteret var en smeltevandssø, der transporterede smeltet is og sne væk fra bjergene rundt omkring.

,,Jeg troede, vandet i Danmark var lige så koldt,” sagde Desirée eftertænksomt og så kritisk ned på vandet, som endnu kun gik hende til anklerne.

,,Lige knap,” svarede Sophie med et grin og gik længere ud.

Vandet havde en rar, kølende effekt, når blot hun tog det stille og roligt. Som om det kunne vaske alle hendes bekymringer og sorger væk ved blot at omgive hende og trænge ind i huden. Om det virkelig var rigtigt, turde hun ikke gå i gang med at vurdere. I stedet lagde hun sig på ryggen i vandoverfladen, trak vejret hurtigt et par gange og slappede så af. Langsomt bredte hun armene ud til siderne og lod sig flyde.

,,Det der er umuligt!” gispede Desirée og holdt omkring sig selv, stadig kun under vand til knæene.

,,Kom nu, Desirée!” kaldte Sophie og trådte vande i stedet, eftersom hun var kommet langt nok ud til at kunne gøre det uhindret. ,,Det er bare koldt vand.”

,,Det kan du sagtens sige. Du er praktisk talt vokset op inden for polarcirklen.”

,,Vel er jeg ej. Det er mindst tusind kilometer til polarcirklens yderste kant fra hvor jeg voksede op.”

,,Same, same.”

,,Ikke helt,” svarede Sophie grinende og sparkede til vandet bag sig, så det sprøjtede, ikke i nærheden af at være kraftfuldt nok til at nå Desirée.

Da hun holdt op, stirrede Desirée, som om hun netop var faldet ned fra månen. Så bredte der sig et bredt, vidende smil over hendes læber, Sophie ikke forstod, inden hendes ansigt blev neutralt igen for så at skifte til ubehag ved det kolde vand.

,,Sophie!” kaldte en meget velkendt stemme, som ikke burde være så nær.

Sophie lagde armene omkring sig selv og stødte fra bunden med fødderne i stedet for, så hun ikke pludselig fik brug for at bruge sine arme til at holde sig oppe. Sådan lidt forsinket drejede Desirée hovedet, smilede lettet og vadede tilbage til søbredden, hvorfra hun stak i løb i den retning, de var kommet fra.

 

,,Sagde jeg ikke, du skulle tage en pause?” spurgte Desirée strengt, så snart hun kom inden for hans synsfelt, og han måtte blinke heftigt for at overbevise sig selv om, det ikke bare var syner, han så.

Hun kom løbende hen over jorden splitternøgen i solskinnet. Og selvfølgelig var hun bemærkelsesværdig. Det var jo Desirée, han havde med at gøre, så hvis ikke hun var det, var der noget galt. Men det var ikke kun hendes nøgenhed, der forbavsede ham. Det var også hendes sprog. Dansk, fejlfrit og næsten helt uden accent.

,,Desirée, hvor er Sophie?”

,,I færd med at drukne sig selv i søen,” svarede hun og kastede med hovedet i den retning, hun var kommet.

,,Hvad -?”

,,Je plaisante. Hun svømmer.”

Han vendte øjne. Selvfølgelig vidste han godt, hun ikke var i gang med at drukne sig selv, og at han trods alt ikke behøvede at bekymre sig så meget, når Desirée var med. Men han foretrak altså selv at være den, der holdt øje med Sophie, af mere egoistiske årsager end han normalt ville stå ved eller efterleve.

Med sænket blik gik han forbi Desirée og ned mod søen, der var skjult for hans udsyn af et hjørne af klipper, der ragede op af landskabet. Så snart han rundede det, ville han kunne se den store Yellowstone Lake. Spørgsmålet var bare, om han havde lyst til netop det, når nu Desirée tydeligvis var nøgen. Var Sophie det samme kunne han ikke forestille sig, hun ville ønske at vise ham sin nøgne krop på den måde.

Sophie, opdagede han dog hurtigt, var delvist påklædt, på nær bukserne. Pludselig stod hun foran ham, uden at han havde hørt hende komme, iført sit undertøj og T-shirten fra før. Han så spørgende på hende, men var egentlig ikke overrasket over, at hun ikke havde gidet tage bukser på. T-shirten klistrede til hendes våde mave og ryg, og hendes hår var vådt og dryppede ned på jorden ved hendes bare fødder. Det var meget normalt at beskytteren og den beskyttede havde et nærmest søskendelignende forhold, hvor man vænnede sig til at se hinanden mere eller mindre påklædt. Efterhånden var han da også rivende ligeglad med, hvordan Sophie så ud under tøjet. Han havde trænet med hende tilstrækkeligt mange gange til at have en ganske god idé om det.

,,Og du har beholdt slyngen på,” sagde hun, og tonen mistede gradvist sin kant og blev mere usikker, efterhånden som ordene kom. ,,Dygtig.”

,,Det bliver snart mørkt,” observerede han ved at kigge på himlen. ,,Men lad os gå en lille tur alligevel.”

Hun nikkede og gjorde mine til at ville gå i modsatte retning. Langsomt rystede han på hovedet og fortsatte fremad, ikke direkte ned mod søen, men ad en naturlig sti mellem beplantningen rundt omkring på skråningen. At bliver ladt tilbage havde Desirée formentlig ikke noget imod, for hun fulgte ikke efter dem, selv da de kom længere væk.

Det var rart for en gangs skyld at bevæge sig rundt udenfor uden noget decideret formål og uden at være i konstant frygt for, der skulle ske Sophie noget. Det klarede hans mange, fortumlede tanker, til han havde en ganske tynd linje at holde sig til. Den der omhandlede hvad han skulle sige eller ikke skulle sige til Sophie fra nu af. Om han skulle være helt ærlig og bare give efter for det faktum, at han altså også var menneskelig og havde følelser, eller om han skulle spille sin rolle som beskytter fuldt ud.

,,Har du tid til at høre, hvad jeg ville tale med dig om tidligere?” spurgte Sophie og brød dermed stilheden og hans tankerække.

Han stak den frie hånd i lommen på sine bukser.

,,Ja.”

,,Gabe gjorde nytte ved at dræbe min far og derefter beskytte min mor og mig på egen hånd,” sagde hun stille, og han kunne fornemme, at det kun var indledningen til det, hun egentlig ville sige. ,,Min mor gjorde nytte ved at afstå fra en trone, hun ikke forstod sig på og lade en anden styreform indtræde. Og jeg har tænkt på, hvordan jeg selv kunne gøre nytte. For, du ved, at leve op til dem…”

Hun trak vejret dybt, som om hun kæmpede imod gråden, der kunne høres som en let sløring af hendes stemme. Han stoppede ikke op, men fortsatte med at gå uden at se på hende. Formentlig ville det give hende lidt mere mod på at fortsætte, hvis hun følte, at hun havde lidt privatliv og ikke blev presset. Men da der havde været stille lidt, smilede han forsigtigt til hende.

,,Er du kommet frem til noget?” spurgte han ledende, for at få hende lidt på gled, men inderst inde hunderæd for hvad hun mon havde konkluderet.

,,Du ved, jeg tænkte på at stikke af og give mig selv til skyggerne, når nu det er mig, de er efter. Specielt nu, hvor det ikke ville påvirke Gabe,” begyndte hun, og han nikkede langsomt, mens han ventede. ,,Men så gik det op for mig, at det ikke ville hjælpe nogen, hvis jeg overgav mig. Ikke efter det min… bror… sagde på stranden. Hvis jeg virkelig er så værdifuld, vil han næppe bare dræbe mig, men drage fordel af, hvad jeg nu engang kan bruges til. Måske bruge det imod jer… Eros. Så jeg fik en anden idé.”

Usigelig lettelse gik gennem ham, selv om han selv ville have argumenteret på samme måde. Endelig var Sophie kommet lidt til fornuft, og han kunne ikke sige, at han ikke også havde noget personligt ud af det. For det var én ting, at det var lettere at beskytte én, der forsøgte at være i live og holde sig på afstand af faren. En helt anden var at leve sammen med én, man holdt af, som rent faktisk havde lyst til at være der. Måske var det ikke for hans skyld, hun havde truffet sin beslutning, men det var for så vidt også ganske irrelevant, hvem der var skyld i det. Pointen var jo, at han fik lov til at være i nærheden af hende, frem for at hun direkte stak af fra ham. Og selvfølgelig at han så kunne udføre sit job ordentligt.

,,Let me hear,” sagde han endelig, uden at lyde særligt opmuntret af hendes udtalelse, selv om det i høj grad var tilfældet.

,,Jo… altså… Jeg ved jo, du har været bekymret over det med opbakningen fra Washington -” hun holdt en pause, trak vejret dybt og fortsatte så: ,,Så jeg overvejede, om der måske var en måde at tvinge dem til at hjælpe.”

Med sænket blik gik han videre og følte en trang til at stikke armen slyngen i lommen på sine bukser i stedet. Det ville føles mere naturligt på den måde, men på den anden side ville det også gøre ondt. Frem for at påføre sig selv unødig smerte nøjedes han med at lagde armen hænge i slyngen, der dinglede irriterende mod brystkassen og mellemgulve og fik ham til at føle sig svag og alvorligt såret, på trods af hvor lidt alvorligt det egentlig var.

I hvert fald i forhold til det spørgsmål, Sophie fremlagde. Uanset hvad kunne han ikke forestille sig, man kunne tvinge en forsamling meget selvbevidste ledere til noget som helst. John allermindst af alle. Man kunne dårligt starte en debatterende dialog med dem, så hvordan skulle man kunne tvinge dem til at hjælpe, når de gjorde så stort et nummer ud af at nægte netop det? Straffen for højforræderi var døden og intet mindre, og hvad skulle det så nytte overhovedet at forsøge?

Enhver Eros vidste, at man indordnede sig efter rang. Også ledere, hvis der da havde stået nogen over dem. Siden den Sidste Konges død, var der ingen med officiel magt over dem. Måske på nær Mia, men hun havde været menneske og ikke båret noget tegn på at skulle regere. Dog var han ikke sikker på, hun ikke ville have fået lov til det alligevel, grundet sit kendskab til deres normer, værdier og regler. Men hun havde ikke ønsket det og havde satset på at opdrage sin datter uden for en verden, der var langt lettere at leve med, om end stadig kompliceret på sin egen lidt uskyldige og irrelevante måde.

Et oprør kunne måske rejses, men ingen ved sine fulde fem ville ønske at nedkalde en dødsdom over sit eget hoved, hvis tilværelsen var til at leve med, som den var. Og så længe der ikke var nogen, der beviseligt var højere rangerende end bureaukraterne, så kunne det være lige meget - spillet var ude.

Så som han så det, kunne de dårligt gøre andet end at holde sig i det skjulte og udkæmpe deres egen lille krig, indtil den blev for meget at håndtere og de styrtede i gruset alle sammen. Eller endte som støv på søens overflade, afhængigt af hvor deres undergang skulle forestå.

,,Hvis jeg nu indtog min retmæssige plads,” afslørede Sophie endelig. ,,Så ville jeg vel i princippet være øverstbefalende på Jorden.”

Landon drejede hovedet så skarpt, at det gav et jag i nakken. Det havde han ikke lige ventet. Selvfølgelig havde tanken strejfet ham mere end én gang, at Sophie var royal, og at hun måske var den eneste, der nogensinde ville kunne gøre krav på tronen. Men hun havde gjort det meget klart, at det ikke var blandt hendes ønsker, så han havde ikke plaget hende med det. At respektere hendes ønsker syntes at være det mindste, han kunne gøre for hende, når nu han ikke kunne slette sorgen over hendes forældre og Jack.

,,Ja. I princippet. Og de ved det uden tvivl godt. Men jeg er ikke så sikker på, de bare giver plads til dig, så længe vi ikke kan bevise overfor en hel art, at du virkelig hører til på toppen. Og så vidt jeg ved, kan vi ikke umiddelbart gøre det. DNA vil naturligvis vise det, men hvis du ikke er mærket, så tvivler jeg på, de vil lytte,” svarede han endelig, klar over at han ikke havde brugt så lang tid på at tale i træk i et godt stykke tid.

,,Faktisk,” brød en stemme ind, der var lidt uvant for hans ører, nu hvor den havde endnu et sprog at operere med: Desirées, ,,så er hun i dén grad mærket.”

Sophie udstødte en lille, overrasket lyd.

,,Hvad mener -?”

,,Sophie, sæt dig ned,” beordrede Desirée med en drillende undertone i stemmen.

Landon var lidt for overrasket til rigtig at blive irriteret over at være blevet udspioneret. Desuden kunne han næppe holde mange hemmeligheder for Desirée, når nu de arbejdede så tæt sammen. Så hvad han sagde til Sophie, skete der vel ikke noget ved, hun overhørte. Specielt ikke hvis hun virkelig havde ret i det, hun påstod nu.

Sophie satte sig på en sten og så direkte chokeret ud. Måske endda en smule bange.

,,Løft foden.”

,,Nåh,” udbrød Sophie og så både skuffet og lettet ud på samme tid. ,,Det er bare et modermærke. Jeg har haft det siden jeg blev født.”

Landon nikkede. Hvis Sophie var mærket, ville Gabe eller Mia have lagt mærke til det. Og specielt Gabe ville vel have fundet det relevant at fortælle ham, hvis Sophie virkelig var udmærket til at regere engang. Men selvfølgelig havde Gabe også varetaget Sophies interesser, og hvis hun virkelig ikke ønskede at sidde på en trone og styre - i teorien så meget som i praksis - ville han have ladet hende få sit ønske opfyldt. Uden tvivl.

Desirée bandede på fransk, hvilket Landon aldrig nogensinde ville kunne få sig selv til. Engelsk og dansk, selvfølgelig, og til en vis grad endda latin. Men aldrig nogensinde på fransk. Hvorfor var han ikke helt sikker på. Men det kunne han altså ikke.

,,Hvis det er et modermærke, sker der vel ikke noget ved at vise os det,” påpegede Desirée, en anelse skarpt, inden hun mere venligt tilføjede: ,,Dine fødder er sikkert langt pænere end vores.”

Sophie rullede med øjnene, lænede sig tilbage og krydsede det ene ben hen over det andet, hvorpå hun drejede det, så fodens trædepuder kunne ses, hvis man stod ved siden af hende. Landon knælede, og Desirée - nu påklædt - satte sig i hug ved siden af. Først troede Landon dårligt sine øjne. Midt på undersiden af foden var et mørkt mærke, uberørt at jorden, der dækkede trædepuderne, fordi det befandt sig i svangen.

Det var rigtig nok brunt som et modermærke, ikke på nogen måde sort som hans eget eller Desirées eller Gabes eller Johns. Bare brunt. Alligevel var der ingen tvivl. Mærket var på ingen måde almindeligt modermærkeformet, ensfarvet over det hele og i øvrigt mere eller mindre rundt. Det snoede indad i en spiral, men gennem midten var der trukket en linje af hud, så det var små halvcirkler i stedet.

,,Look at that…” mumlede han for sig selv og lavede en dæmpet piftelyd, inden han hævede blikket til Sophies ansigt. ,,Den er god nok.”

,,Hvad er?” spurgte hun og lød åndeløs.

Han havde det helt dårligt med at fortælle hende sandheden, fordi han havde en idé om, hun ville have været lettet, hvis ikke han gav Desirée ret.

,,Desirée har ret. Det er en usædvanlig placering, men det er bestemt mærket.”

,,Som betyder hvad, helt præcist?”

Han kløede sig i nakken og var lige ved at sige prinsesse, men tog sig så i det, da det jo ikke helt var sandt.

,,Dronning.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...