Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
8504Visninger
AA

29. K A P I T E L XXVIII

K A P I T E L XXVIII

 

De holdt en briefing sidst på eftermiddagen, hvor Landon ikke regnede med, der ville komme flere til. På de dage, hvor gæsterne var strømmet ind, havde Sophie ikke set meget til ham, men hun blev alligevel lidt overrasket over hans behændighed, idet han letfodet bevægede sig ud til kanten at hustaget for at kunne se ud over flokken, og for at de kunne høre ham. De fleste kendte lidt til hendes historie, og nogle enkelte havde deres helt egne teorier, men det lå ellers ikke til Eros at handle uden for rammerne af andres teorier. Derfor lyttede alle, mens den unge mand på hustaget fortalte dem den ubehagelige sandhed at hun måske ikke var hverken helt menneske eller så meget som halvt Eros.

Nogle rørte ubehageligt på sig dernede, og Sophie var lykkelig for delvist at være i sikkerhed sammen med Gabe et stykke fra Landon. Jack sad afslappet på tagryggen og lyttede, mens han tog Landons ord ind, og Sophie misundte ham den ro og sikkerhed, det var at vide, at man kun tilhørte én art. Men selvfølgelig ville ingen gøre hende noget. For hun var jo ikke som djævlene, trods alt, og Landon fik alle og enhver til at sværge, at de ikke ville gøre hende noget.

Da han var færdig med at tale, lod han sig langsomt glide ned over taget og sprang det sidste stykke for så at lade alle komme forbi én for én og sværge højt og helligt. Hvis han ikke troede på dem, tænkte Sophie, ville han ikke lade dem kæmpe. Men selv dem der så modvillige ud lod han gå igen, så snart de havde sagt deres løfter. Og det var der selvfølgelig intet at sige til. Selv med de nu op mod fem hundrede mand var de langt i undertal.

,,Come on down,” kaldte han, da den sidste - lige før solnedgang - havde lagt vejen forbi.

Gabe satte sig i bevægelse, og selv om Sophie havde set ham både kæmpe og være meget elegant og naturlig i sine bevægelser, så var det stadig nok til at få hende til at måbe, da han rejste sig fra taget og begyndte at vandre ned ad den stejle skråning mod jorden, for til sidst at kaste sig ud i luften, gribe grenen på træet ved siden af og dermed lave et mellemstop, inden han landede let og ubesværet på jorden.

Jack tog ingen chancer, men kurede langsomt ned til tagets kant, hvor han vendte sig om, lod sig hænge i armene og så gav slip. Jorden var ikke ret langt under ham, og han gik ikke ret meget ned i knæ, da han landede. Men Sophie var alligevel sikker på, hun ikke ville kunne gøre ham kunsten efter. Så hun tog imod Landons hjælpende hånd, idet han bad hende om at springe ned fra træet og ind i hans favn. Hun så eftertænksomt på ham et øjeblik, inden hun udførte ordren. Han havde ikke tilbudt sin hjælp, hvis han ikke mente, han kunne klare det.

Og han greb hende da også med lethed og satte hende pænt ned, næsten som hvis de havde udført et løft i en eller anden pardans. Hun hvirvlede grinende rundt, men blev alligevel overrasket, da han fulgte med hende og pludselig stod med front mod hendes ansigt, meget tæt på.

,,Er du bange?” spurgte han stille, men smilede forsigtigt alligevel.

Hun nikkede.

,,Er du?”

,,Mhm.”

,,Hvordan har dine skader det?”

,,Bedre. Det gør ikke ondt mere.”

,,Det var godt,” mumlede hun og skævede ud mod horisonten, hvor hun ikke længere kunne se solen for træerne med klitterne bagved, der omringede grunden, de befandt sig på.

,,Lad os gå ind,” sagde han, som havde han fulgt hendes blik med øjnene.

Hun gik med ham indenfor, hvor der var stuvende fuldt af folk. Her fandt hun Gabe, som var i færd med at pakke en rygsæk, selv om han vidste, at hvis de tog flugten - og overlevede turen gennem indkørslen - ville de blive forfulgt af en hær af djævle resten af livet. Ingen af dem ønskede at leve som flygtninge, men de kunne blive nødt til det, hvis de ville holde sig i live. Og hun havde fået Landon til at sværge, at hvis det kom til en flugt, så skulle han tage med denne gang. At overtale ham havde nu ikke været særlig svært.

Hvad han havde sagt var faktisk bare: ,,Selvfølgelig. Det er jo mit job.” Og så havde han smilet drillende og vidende til hende, og hun havde vidst, at han på ingen måde gjorde det for sit jobs skyld. Mere for hendes og sin egen.

Folk var efterhånden ved at være indstillet på et snarligt forestående slag, og der var blevet lagt tonsvis af planer, som var blevet vendt op og ned med fordele og ulemper. Til sidst havde de vidst fundet én, der så ud til at være nogenlunde til at regne med, forudsat at der altså ikke skete noget uforudsigeligt, såsom at Jordens indre pludselig åbnede sig og gav sig til at spytte lava op, som djævlene kunne varme sig i og styrke sig ved.

Når den tanke slog hende, blev Sophie nærmest betaget af hvor meget disse skabninger var at forveksle med djævlen selv, og hvor retfærdigt det var, at Landon kaldte dem for djævle. For det mindede ret meget om helvede, at de kunne fungere ved så ildevarslende høje temperaturer. Ja, ligefrem trives. Men vand lod ikke til at genere dem, fordi det bare fordampede, når det ramte deres hud. Dét skulle Eros i hvert fald ikke prøve på - tågen ville være en større hindring end fordel for dem.

Alle havde dagen forinden haft de fleste ting pakket, på nær Gabe, fordi størstedelen af ejendelene i huset jo var hans. Så han pakkede gradvist og håbede vidst på, at djævlene ikke besluttede sig for at komme forbi lige med det samme, selv om det måske var et lidt optimistisk ønske ifølge Landon. I hvert fald Landon lige så stille og hjalp Gabe med at pakke ting ned i kasser og tasker, mens han tog de mange samtaler med andre Eros i stiv arm.

David, som havde været ude at gå med Daniel umiddelbart efter at have sværget overfor Landon, at han ville gøre sit for at redde Sophies liv, kom løbende gennem indkørslen, da hun tog plads ved køkkenbordet. Han stoppede først op, da han skulle åbne døren ind til stuen og køkkenet, og Sophie holdt leende hænderne frem for sig, da Daniel sprang op af hende og begyndte at slikke omkring sig med tungen i kærlig glæde ved at se hende. Ikke at det var særligt lækkert, den måde han hilste på hende, men det var rart at vide, at Daniel trods alt stadig holdt af hende, selv om alt andet havde ændret sig ret meget. Alt andet end Gabe. Og ud over kysset også alt ud over Landon.

David så sig omkring i rummet et øjeblik, inden han målrettet og en smule stresset krydsede gulvet for at slutte sig til Desirée og en pige ved navn Valentina fra Italien, som stod og snakkede. Valentina så lille og delikat ud, men Landon havde advaret Sophie om ikke at undervurdere hende, for hun var knivskarp og dygtig til det, hun nu engang gjorde. Præcis hvad Valentina gjorde, var Sophie ikke helt sikker på, for da hun skulle til at spørge, var Landons tilstedeværelse blevet krævet andetsteds, som ofte i øjeblikket.

En mumlen bredte sig over larmen i stuen nu, og Jack kom hen til halvmuren, hoppede op at sidde på den og trak Sophie ind mod sig. For at komme nærmere krøb hun op på køkkenbordet og satte sig på knæ for at kunne overskue det meste. Heroppe var hun endda lidt højere end den højeste Eros-mand, som var et godt stykke højere end både Landon og Gabe, der begge var tæt på de to meter.

,,Hvad sker der?” spurgte hun og så op på Jack.

Han så lige så forvirret ud som hende.

,,Ingen anelse. Men jeg håber, vi snart får det at vide,” sagde han, og hun så skyggerne indtage hans ansigt i samme øjeblik, hvor solen gik helt ned bag horisonten.

Nu da Jacks ansigt var mørkere og mindre udtryksfuldt i halvmørket i stuen, kunne hun ikke lade være med at få dårlig samvittighed. Lige nu var han netop lidt i den tilstand, han havde været i hendes hoved, når hun kom til at tænke på, at han stadig var tilstede. En slags skygge af en person, hun engang havde nydt at dele hvert eneste øjeblik med, som hun havde troet, hun skulle giftes med. Og der var da en chance for, de ville forelske sig igen, men lige nu var der ingen af dem, der havde overskuddet til så meget som at tage den snak om fremtiden, der for andre par ville have været uundgåelig i en lignende situation.

,,Jeg er ikke sikker på, jeg har lyst til at vide det,” mumlede hun stille.

Jack lod blikket glide rundt i lokalet et øjeblik, mens hun betragtede ham indgående.

,,Næh… Alt hvad der kan få Landon til at se sådan ud, har jeg egentlig heller ikke den store lyst til at vide, når jeg nu tænker over det.”

Og det var der vel noget om. Landon så med ét meget bekymret ud, da Sophie fik øje på ham. Han stod med hænderne i lommerne og skuldrene trukket op, og en lille rynke havde formet sig mellem hans øjenbryn. Halvmørket gjorde hans ansigt skyggefuldt, og øjnene blev klare og mørke at se på, selv på afstand. Ikke alle Eros havde samme slags udtryksfulde øjne som Landon - det var et af hans mange særtræk.

,,Tror du, han kan kæmpe?” spurgte hun forsigtigt Jack, som hun vidste havde været ude at løbe sammen med Landon.

Hvorfor hun ikke selv havde fået en invitation, havde hun egentlig undret sig over. Dengang i hulen havde hun været i langt bedre fysisk form end Jack, og han havde godt nok trænet meget med Desirée, men det kunne umuligt være gået så hurtigt med hans kondition, kunne det? Men hun vidste at han kunne presse sin udholdenhed meget længere end hun, og at det med al sandsynlighed var derfor, Landon havde valgt ham og ikke hende at løbe sammen med.

,,Ja,” svarede Jack bare, men uddybede så: ,,Hans kondition ser ikke ud til at have taget ret meget skade. Han er i hvert fald stadig lynhurtig, og da vi stoppede efter fem kilometer for at strække, havde han dårligt sved på panden.”

,,Det var dog en smigrende udlæggelse af det,” lød det pludselig ved Sophies højre øre, og hun drejede hovedet skarpt mod Landon, som stod ved halvmuren med ret ryg og et fokuseret udtryk i ansigtet.

,,Det er da sandt,” protesterede Jack. ,,Jeg har aldrig set nogen med så meget overskud efter fem kilometer i det tempo.”

Landon bukkede stift og kort, sikkert mere fordi det var lidt forhastet, nærmere end at det skyldtes skaderne, skønnede Sophie.

,,Jeg er ikke helt i topform,” forklarede han dem begge uden at tildele den ene mere opmærksomhed end den anden. ,,Men jeg burde været i stand til at forsvare mig selv - og jer.”

,,Betryggende,” sagde Jack og hoppede ned fra halvmuren. ,,Men jeg tror nu alligevel, jeg vil gøre et forsøg på at hjælpe dig.”

,,Det lyder som en god idé, Jack,” medgav Landon. ,,For så vil jeg bede dig om at finde dine våben frem. Eller nok nærmere Desirées, hvis jeg ikke tager meget fejl.”

,,Hvorfor?” fløj det ud af Sophie, selv om hun godt vidste det.

Selv hoppede hun ned fra køkkenbordet og gik rundt mellem folk for at se, om hun ikke kunne finde Gabe. Bare i tilfælde af at der skete et eller andet, hun ikke havde forestillet sig eller lyst til at forestille sig. Han var jo heller ikke usårlig, bare fordi han havde beskyttet hende i mange år. Sandsynligvis var dette en første gang for de fleste Eros, som var samlet på stedet. Måske på nær en kronraget mand ved navn Tornevíc, som efter sigende skulle have oplevet en krigslignende tilstand i sin ungdom, hvilket måtte siges at være tredive-fyrre år ude i fortiden.

Lettelsen, da hun fik øje på Gabe, var usigelig. Ordløst gik hun lige ind i hans favn, og han holdt om hende på den der måde der var karakteristisk for Gabe og hendes opvækst. Og tårerne stod hende i øjnene.

,,Hvad er der i vejen, Sophie?” spurgte han hæst.

,,Jeg ville bare…” Hvad hun egentlig ville, anede hun ikke.

Bare holde om ham og blive i hans arme som dengang hun var fem år gammel og rædselsslagen for sin første skoledag?

Det lod i hvert fald til, at han forstod, at hun ikke kunne finde ordene for, hvad der lå til baggrund for krammet. Så han spurgte ikke videre, men fortsatte med at holde om hende og hvile hagen mod hendes hoved.

,,Uanset hvad der sker, Soph, så skal du vide, at jeg elsker dig. Måske bliver jeg aldrig din biologiske far, men du vil altid, altid være min datter. Uanset hvad der sker eller hvad du vælger at gøre fremadrettet.”

,,Hvad mener du med det?” hikstede hun ind mod hans kraveben.

,,At jeg tror, du står overfor valget om hvorvidt du ønsker at kræve din plads som prinsesse eller bare være et menneske med behov for frivillige til at beskytte sig, fordi bureaukraterne ikke kan tåle at se magten smuldre fra sig. Og hvis der nu skulle ske mig noget, så skal du vide, at jeg altid vil bifalde dit valg, uanset hvilket det bliver,” forklarede han roligt og tålmodigt.

Hun gøs. Bare tanken om ikke at have Gabe hos sig var helt utænkelig. At der kunne ske ham noget, havde hun jo allerede erfaret dengang han blev nødt til at ligge med benet oppe. Mens hun stadig troede, at han bare var et almindeligt menneske som alle andre. Senere havde hun jo fået forklaringen, og hørt hvordan han og Landon havde truffet hinanden.

,,Jeg elsker også dig,” sagde hun og begravede ansigtet ind mod hans bryst, inden hun tilføjede: ,,far.”

Gabe gispede, og hun havde en underligt rigtig fornemmelse indeni. Hun havde aldrig kaldt Gabe far, fordi han ikke var hendes biologiske far, men i alle de år burde hun have gjort det, fordi det var hvad han var. Af sind. Og det var det vigtigste.

,,Sophie, watch out!”

Landons stemme skar gennem lokalet, og hun dukkede sig automatisk og hev Gabe med sig i samme bevægelse, fordi hun ikke tænkte på at trække armene til sig.

Øjeblikket efter så hun op og opdagede, at væggen, der ledte op til hemsen, stod i flammer.

,,Everybody out,” kommanderede Landon, som var sprunget op på køkkenbordet, hvor han kun akkurat kunne stå oprejst.

Sigende pegede han i retning af indkørslen, hvor de mange mennesker ville være knapt så klemt inde, som de ville være ude i den anden ende af huset. Og da Sophie kastede et blik ud, kunne hun ingen røde halespidser se. Dermed ikke sagt, at der ikke var nogle djævle, men de holdt sig sikkert bare i skjul.

,,Sophie, Gabe -” Landon sprang ned fra køkkenbordet, efterhånden som alle var kommet udenfor og havde dannet en slags cirkelformation, der ville være let at holde, og som ville sørge for noget råderum for Landon og Gabe til at bevæge sig på, og i et vidst omfang også Sophie og Jack. ,,Er I okay?”

,,Ja,” hørte hun sig selv svare, idet hun rejste sig op og satte kursen mod døren.

Ilden bredte sig langsomt opefter og fortærede de bjælker, der bar taget over hemsen. Snart ville også taget være i færd med at brænde, og så ville det være overordentligt risikabelt at befinde sig i sommerhuset. Så det var bare med at komme ud. Der var ingen pointe i at forsøge at redde bygningen. Den var dødsdømt.

På vej gennem stuen så hun Gabe gribe et af de familiefotografier, de havde, og stoppe det ned i den rygsæk, han havde pakket og stillet nær døren. Hvor alle de andre nedpakkede ting befandt sig, havde Sophie ingen anelse om, for hun havde aldrig rigtig interesseret sig for det. Alt, hvad hun vidste, var at det ene øjeblik var de der, og det næste var de så forsvundet fra jordens overflade.

Landon gennede Jack ud, og Gabe fulgte villigt efter Sophies stadige kæreste, inden hun selv var på vej ud gennem døren. Stadig var der ingen djævle inden for hendes synsfelt, og mørket havde efterhånden sænket sig totalt. Inden længe ville det eneste tilstedeværende lys være fra det brændende hus, men selv det orange, varme lys var en fordel, hvis man ikke havde perfekt nattesyn, sådan som det var tilfældet med modstanderne i kampen.

Landon stak hende noget i hånden, og der gik et lille øjeblik, før hun opdagede, hvad det var. Ikke helt en bue, fordi den havde en lidt anden udformning. Men helt sikkert et skydevåben med tilhørende pile, for øjeblikket efter smækkede han et pilekogger omkring skuldrene på hende. Hun følte sig underligt komfortabel i denne mundering, mens han stod ved siden af med sit sværd og lyttede til de knitrende flammer og den anspændte stilhed.

Måske skulle hun alligevel have hørt bedre efter, da der blev lagt planer for kampen. Det eneste, hun vidste, var, at hun skulle holde sig i midten af folk hele tiden, og at de var villige til at beskytte hende med livet som indsats. Ligesom Landon, bortset fra at det ikke på nogen måde var med i de andres jobbeskrivelser, og i modsætning til Gabe og Jack var de ikke engang tætte på hende. Men nu hvor hun faktisk befandt sig i midten, fortrød hun, at hun ikke havde forberedt sig sammen med planlæggerne - herunder Landon - fordi hun nærmest snublede, da den ene ende af cirklen kom meget tæt på. Formationen bevægede sig og fladede ud, efterhånden som de kom ud gennem indkørslen til grusvejen ned mod havet.

Og det var ikke et sekund for sent. I næste øjeblik lød et øresønderrivende brag, da en af de parkerede biler gik op i flammer med en lille eksplosion, som formationen hurtigt tog afstand fra, tilsyneladende uden at nogen blev såret i processen. Sophie sugede natteluften ned i lungerne med både mund og næse, men ville ønske, at hun ikke havde gjort det. Selv om hun måske havde vænnet sig til stanken af svovl i luften efterhånden som djævlene samledes, så var det intet i sammenligning med den kvælende lugt, der var nu. En blanding af brændstof, ild og rådne æg fyldte den lille gryde, sommerhuset lå og brændte i.

Da der igen var kontrol over situationen og folks stemmer igen var blevet dæmpet, fortsatte de turen videre ud til grusvejen, væk fra lyset af det brændende hus og væk fra angrebet af flyvende genstande, der satte ild til den ene bil efter den anden. Landon bandede dæmpet i den mumlende næsten-stilhed, der var omkring dem.

,,Hvad er der?” hviskede hun til ham.

Han knyttede hånden omkring sit endnu uudfoldede sværd og hev brillerne af. Det føltes som længe siden hun havde set hans øjne utildækkede af brilleglassene, selv om det selvfølgelig ikke var det. I det tilbageværende orange lys fra flammerne så hans ansigt sammenbidt og alvorligt og udødeligt ud på samme tid, og hun ville ønske, hun kunne have malet ham i netop dét øjeblik.

,,De gør grin med os - provokation,” svarede han og vendte sig væk fra grunden og ud mod havet.

,,Hvem? Djævlene?” Han nikkede. ,,Hvordan?”

Han hævede et øjenbryn.

,,Det er pile,” svarede han bare, som om det i sig selv forklarede nok.

Og det gjorde det vel egentlig også, når hun nu tænkte nærmere over det. Pilene og buen var blandt de ting, man forbandt med afbilledning af Eros, og Landons bue var noget af det, han værdsatte allermest. Når nu hun tænkte over det, så var hun overrasket over, han ikke havde medbragt sin. Flere andre havde gjort dette, og det hvidlige materiale skinnede blegt i mørket mellem de sortklædte Eros.

Gabe havde naturligvis ikke sin, eftersom den var blevet taget fra ham som en del af straffen. Og hverken Sophie eller Jack ejede en bue af den slags, da de jo ikke tilhørte den art, der knyttedes til den slags vigtige elementer. Ikke rigtig, i hvert fald. Men Sophie overvejede meget, hvad der ville ske, hvis hun virkelig valgte at træde ind på sin retmæssige plads i monarkiet. Og om det i det hele taget ville kunne lade sig gøre.

Nogle ville naturligvis hade ideen om at få monarkiet tilbage, navnlig lederne, som det så ud i øjeblikket, selv om hun tvivlede på, en prinsesse ville få ret megen reel magt. Så var der formentlig andre, som delte Landons og Gabes - om end uudtalte - fælles synspunkt, nemlig at det ville være rart at få bureaukratiet begrænset en smule af en højere magthaver, selv hvis det kun var en formel magt. Desirée havde i et venligt øjeblik sagt, at hun troede, Sophie ville blive en god dronning trods alt. Og da var det slået ned i Sophie, at ja, hun ville måske have været prinsesse, havde hendes mor levet, men nu hvor hun var den eneste, der var tilbage af et gammelt dynasti, ja så ville hun vel blive dronning. Den tanke havde aldrig strejfet hende før.

Men hvad ville det egentlig betyde for hende? I hvert fald en masse politiske pligter, og en forventning om at hun ikke dummede sig og gjorde alting rigtigt. Og en forventning om at hun fortiede sin rolle som menneske så meget som muligt og i øvrigt tog afstand fra den biologiske far, hun havde, såvel som Gabe, fordi han var straffet for ulydighed. Og så var der jo det faktum, der besværliggjorde det hele - at hun ikke engang kunne kalde sig menneske med en blanding af Eros-gener. Hun havde noget andet også, der formentlig ville være lidt af en mundfuld at sluge for alle andre end lige Landon og Gabe, som syntes at være i orden med det.

Hvad med Landons rolle? Hvad ville det have af konsekvenser for hans job og tilknytning til hende, at hun trådte ind som en af lederne af et helt samfund, hvis regler han tidligere havde håndhævet som meget få? Sandsynligvis ville hun jo få andre livvagter også, men hun håbede da, at han kunne få lov at blive, hvis hun nu besluttede sig for at lade sig krone og kalde ”hendes majestæt”. Som det så ud nu, burde hun dog ikke tænke så langt ud i fremtiden. Lige nu handlede det bare om at holde sig i live.

Det første angreb kom som en overraskelse for hende, selv om alt hvad hun kunne se var en hale, der blev svunget gennem luften. Men de mange Eros havde selvfølgelig set det, og i deres formation, der var tætpakket for at gøre arealet så lille som muligt med de mange mennesker, var det ingen sag for dem at få kål på den ene djævel.

Der opstod snakken, og folks hoveder drejedes mod det sted, hvor den døde djævel var gået op i flammer og blevet til aske. Sophie trak vejret langsomt. Det var da ikke så slemt. Mindede faktisk lidt om en af de lege, de havde leget i idræt til opvarmning, inden de for alvor skulle i gang med arbejdet i gymnasiet.

,,It’s a diversionary tactic!” råbte Gabe ud over de forsamlede Eros, netop som der blev svunget sværd i en anden retning for at forhindre endnu en enkelt djævel i at trænge ind i cirklens centrum. ,,Head for the beach and keep your eyes open,” beordrede Gabe dæmpet, og ordet spredte sig hurtigt og dæmpet gennem forsamlingen, sådan så taktikken ikke ville blive forudset så let.

Ordren lød på at søge ud til stranden, og det blev så det, de gjorde. Den brede kystlinje udgjorde et bedre sted at udkæmpe et slag på end den lille, kompakte gryde ved sommerhuset eller den smalle grusvej ned mod havet. Dette var mere overskueligt, og det hvide sand afslørede lettere tilstedeværelsen af djævle, så de mange Eros var advaret mod angreb. Desuden var der større bevægelsesmulighed herude og absolut ingen gemmesteder.

Sophie vidste, at dette måtte have været ét af Landons eller Gabes argumenter imod stedet, grundet det faktum at en diskret flugt stort set ikke var mulig. Nok var djævlene klædt i sorte kutter, men Eros var ikke meget bedre; fra top til tå var de iført mørkt stof i det samme beskyttende materiale som Landon havde benyttet den dag de reddede Jack.

Cirklen bevægede sig gradvist væk fra klitterne og sandbankerne længst inde mod sommerhusområdet. Længere og langsommere væk fra det sted, der havde været deres hovedkvarter. Sophie undrede sig stadig. Alle de ejendele, der havde været i huset, og som Landon og Gabe havde pakket. Hvor var de nu? Brændt til kul eller aske? Overstrøet med et fint lag knust glas fra vinduerne, som måtte være eksploderede efterhånden.

Godt, alle mennesker i området var blevet evakueret af frivillige, som havde påtaget sig politiets identitet og ryddet området for liv, såfremt folk selvfølgelig ønskede at leve. Til at begrunde eventuelle ødelæggelser havde de brugt et andet smart trick. Nemlig udgivet sig for at være filmproducere, som havde Gabes tilladelse til at sprænge huset i luften til en film, der skulle gå i biograferne. Den slags ville hurtigt få tilladelse til at ske, men gå i glemmebogen. Specielt i et lille land som Danmark.

,,Ikke ud i vandet,” sagde Landon dæmpet ved siden af hende, og det tog et øjeblik, før hun registrerede, hvad der var i gang med at ske. ,,Don’t go into the water!” brølede han pludselig hen over forskrækkede stemmer, idet vand strømmede ind i folks fodtøj og bukser.

Sophie mærkede vandet komme snigende op gennem sine strømper først, men da hun kom et skridt længere baglæns knækkede en lille bølge over mod hendes akillessener, og det iskolde saltvand fra Vesterhavet vældede ind i hendes sko for alvor og op ad benene. Kulden ramte hende som et chok, og hun havde ikke engang luft til at skrige af bare overraskelse.

Pludselig mærkede hun dog Landons hånd omkring sin arm, som om han ville forhindre hende i at falde, men hun opdagede snart, at det ikke blot var i en venlig gestus. Hans lave kæde af eder og forbandelser advarede hende om, at det var for sent, sekundet før der lød svitsende lyde overalt omkring cirklen af Eros. Først kunne hun intet usædvanligt se, men efterhånden gled en tyk dampsky ind mellem folk og spærrede udsynet totalt. Inden for ganske få sekunder kunne hun ikke se en hånd frem for sig, og så var det pludselig meget rart at have Landon ved siden af.

Til sin anden side huskede hun at have set Gabe, og i blinde greb hun ud efter hans arm. Hun fik fat i jakken, men var ikke sikker på hvor henne på overkroppen. For så vidt kunne det også være lige meget. Da Landon satte sig i bevægelse - ud af vandet, kunne hun mærke på sine pludselig ikke-oversvømmede fødder - fulgte hun med og trak hvad hun håbede var Gabe med sig.

,,I can’t see shit,” mumlede Landon for sig selv i disen. ,,But then again, neither can they.”

Og det var der selvfølgelig en pointe i. Måske hæmmede det de mange Eros, hvis kaldende stemmer kunne høres ujævnt rundt omkring, men det måtte da også hæmme djævlene i et vidst omfang. De kunne da ikke være de eneste, der famlede omkring i blinde.

,,Det ville være rart med lidt overblik,” sagde Gabe tæt på, og Sophie blev uendeligt lettet over at høre, at hun lod til at have fat i den rigtige.

,,Det havde vi måske haft, havde folk tænkt sig lidt om,” stønnede Landon. ,,Enhver kan da sige sig selv, at -”

,,Det er lige meget, Landon,” afbrød Gabe og begyndte at gå.

Sophie fulgte med, og fordi Landon havde fat i hende, var han også nødsaget til at følge efter. Det viste sig at være en både klog og farlig beslutning, Gabe havde truffet. At fortsatte ind mod land bragte dem ud af dampskyen, der var længe om at lette - sandsynligvis fordi djævlene endnu befandt sig i vandet. Her kunne de bedre danne sig et overblok. Nogle få andre havde tænkt præcis det samme, men det havde bragt dem i nærkamp med små klumper af djævle, som var forsamlede rundt omkring.

,,Der er for få,” sagde Landon bare, som om det var elementært og gav sig selv.

,,Hvad?”

Sophie drejede hovedet. Det var Jack, der havde spurgt. Hidtil havde hun slet ikke bemærket, at han også var der, men hun var glad for det. Så fulgte hun Landons blik rundt og kunne godt se, hvad han mente. Med den temperaturstigning, der havde været, skulle der være mange flere, end der kunne ses på stranden i øjeblikket.

,,Der burde være mange flere,” forklarede Gabe tålmodigt og foldede sine to sværd ud, et i hver hånd.

Landon foldede også sit sammen, og Sophie fandt en pil frem, men blev bremset, da Landon lagde en hånd på skydevåbnets streng.

,,Vent,” sagde han stille. ,,Du er ikke trænet med den der, og det kan potentielt være en større fare, end det er en fordel.”

Hun skulede til ham.

,,Hvorfor gav du mig den så?”

Han rystede bare på hovedet, som for at sige, at det havde han ikke tid til at forklare hende lige nu.

,,Måske er det en slags flodbølge-strategi,” foreslog Jack. ,,Desirée fortalte mig om dem.”

,,Desirée er en dygtig formations-gennemskuer,” sagde Landon og lød hverken skuffet over ikke selv at have fundet frem til det, eller overrasket for den sags skyld. ,,Og det er du tydeligvis også, Jack. Det kunne godt være, som du siger. Og hvis det er tilfældet, så får vi problemer.”

,,Det har vi i forvejen,” rettede Gabe ham og så sig omkring.

Sophie kunne godt se problemet. Nu hvor skyen af damp lettede, var de ikke længere cirklens centrum, men derimod brudt helt ud af den. Nogen cirkel var der heller ikke længere. I stedet var der nu en slags bælte af djævle hele vejen rundt omkring dem. Og var det bare hende, eller kom de nærmere og nærmere hele tiden? Langsomt?

,,Jack, duck!” råbte en kvindestemme bag dem, og Sophie så Jack reagere nærmest instinktivt og bukke sig ned.

En klump sand fløj hen over hoved på ham og landede med et blødt bump i vandoverfladen, hvor den sank hurtigt. Jack rettede sig op. Sophie stirrede. Hvordan kunne sand hænge sammen i en klump på den størrelse, hvis det ikke var vådt? Og ud af de sidste tåger kom Desirée vandrende med et sværd svingende løst og behændigt i den ene hånd. Med sig havde hun David, og et tilfredst smil hvilede på hendes læber.

Men der gik lidt tid, før Sophie opdagede, at det tilfredse smil var grundet Jacks præstation. De to Eros vandrede hen mod Sophie, Landon, Jack og Gabe og stillede sig tæt på, delvist med front ud mod ringen af djævle, som kom nærmere og nærmere.

,,Well done, Jack,” roste Desirée, mens hun lod sværdklingerne køre langs hinanden med en hvinende, skurrende lyd.

,,Thanks,” mumlede Jack.

Sophie så rundt stadig og bemærkede nu, hvordan de rødlige glimt når halerne bevægede sig blev lettere og lettere at følge, en sikker indikator på at djævlene kom længere og længere ind i hendes synsfelt. Og der var ingen steder, de kunne gemme sig i det hvide sand. Ikke medmindre de ville begraves levende, og det troede hun alligevel ikke.

,,Dream scenario, huh, Landon?” drillede den franske pige, og Sophie modstod en trang til at ruske i Landon og bede ham tage alle ønsker om kamp i sig igen.

,,Yeah,” svarede Landon tørt. ,,Especially after the last fight I was in.”

,,Hvad er det for et tidspunkt at fyre jokes af på?” mumlede Jack ved siden af Sophie, som greb fat i hans arm.

,,Ikke det bedste,” medgav Gabe, ,,men måske er det ikke helt dumt gjort af Desirée, at hun minder Landon om, hvordan det endte sidste gang.”

,,Praktisk, men ikke ligefrem godt for selvtilliden,” vedtog Landon dæmpet. ,,Jeg skal nok tage mig sammen.”

,,Det ved jeg,” sagde Gabe mildt, og Sophie blev overrasket over bekymringen i sin stedfars stemme.

Så spejdede hun rundt igen over stranden. Enkelte grupper rykkede nærmere, og nu kunne hun for alvor se, hvad Landon havde ment. De var et sted mellem hundrede og to hundrede, langt under de numre, der var forventet og estimeret af simulationsprogrammer på computeren, som Landon og Gabe havde arbejdet med, mens Landon dårligt kunne gøre andet end at sidde ned. Og nu stod de så der, seks mennesker i en lille klump, der alligevel ville være forsvarsløs mod så mange på én gang.

Det var lidt, som om de andre Eros havde vandret forvirret rundt inde i tågen og var kommet helt ud af formationen, for nu hvor tågen var lettet, stod også de i små klumper spredt rundt omkring. En ekstremt farlig situation, med undtagelse af den ene fordel, at djævlene så ikke kunne angribe alle på samme tid, fordi de var for få. Sophie kastede et kort blik ud over havet i vest. Det var mørkt, og selv ikke toppene var oplyst, fordi månen var gemt bag skydækket på den mørke himmel. Traditionen tro i Danmark ville det sikkert begynde at regne lige når det passede allerværst med det, folk nu engang foretog sig. I dette tilfælde midt i en kamp mellem himmel og helvede, sådan lidt groft fordelt.

Så, meget pludseligt, begyndte de mange Eros at finde på plads i cirklen omkring Sophie, Landon, Gabe og Jack. Også Desirée og David fjernede sig fra det beskyttede centrum af cirklen, men ud i de ydre ringe nåede de aldrig at komme. Pludselig følte Sophie sig en smule mere sikker igen, men også mere nervøs, fordi hun nu ikke havde noget som helst overblik over situationen. De mange mennesker spærrede udsynet, og hun kunne se på Gabe, at han havde lyst til at forlade cirklen for at tjekke efter hvad der foregik.

Og så ramte slaget - hårdt og effektivt. Djævlenes første forsøg på at forrette skade på de mange forsamlede Eros. Der lød brøl af overraskelse rundt omkring, og Sophie kunne høre det svitse en enkelt gang, hvor en djævel havde fået fat i en eller anden. Forhåbentlig ikke nogen hun kendte, selv om det selvfølgelig var ondt at tænke sådan. Intet brøl af smerte fulgte, hvilket var beundringsværdigt på sin egen måde. Og så døde den salve af djævle ellers. Der havde ikke været ret mange, og de var trods alt ikke så kloge som Eros, der kunne stå tætpakket - skulder ved skulder - og hjælpes ad i en kampsituation.

Men enkelte havde det ikke helt fint, enten fordi det var gået så hurtigt, at de dårligt havde nået at reagere, eller fordi de simpelthen ikke var de bedste kæmpere. Ledere, for eksempel, havde mange års teoretisk erfaring, men når det kom til praksis, så havde Gabe forklaret hende, at da manglede en smule sans for, hvordan man gjorde.

Så kom stilheden igen. En stilhed hvor man kunne høre vestenvinden tage til og skumme havet op. Månen tittede frem fra sit skydække, men begravedes igen, og der var så stille, at man kunne høre de enkelte sandkorn rasle mod hinanden. Det mindede lidt om en filmscene med et ulvekobbel, da de mange djævle viste sig oppe på klitternes toppe. De var flere end den første salve - langt flere - så Jack havde nok haft ret i sin teori. Det så truende ud. Hvert øjeblik ventede Sophie, at der blev spillet dramatisk underlægningsmusik til at bygge en stemning op. Men der var kun stilheden og vinden.

,,Gabriel Riot, Landon Martin!” kaldte en stemme hen over vinden og stilheden, og det var en hæs, umenneskelig stemme. ,,Sophie Riot! Kom ud fra jeres skjul. Jeg har et tilbud til jer.”

Sophie stivnede. Et tilbud?

Gabe og Landon vekslede blikke, og de omkringværende i cirklen rystede på hovedet. De havde ikke tænkt sig at slippe formationen igen, lige meget hvad der skete.

,,Vi kan sagtens tale herfra,” svarede Gabe endelig i en kølig tone.

,,Kujoner,” skændte stemmen, hvis ejermand Sophie ikke kunne se. ,,Ikke til at tale med. Men hvad så med dig, Sophie? Mit tilbud vedrører trods alt mest dig. Og hvis du er klog, så handler du lidt mere villigt end din stedfar eller din beskytter.”

Men Sophie blev stående, hvor hun stod. Måske hvis hun havde været i stand til at bevæge sig, ville hun have taget chancen og mødtes med denne mand. Måske.

,,Hvad er dit tilbud?” spurgte hun bare.

,,Ingen behøver at komme til skade,” sagde han lovende. ,,Ingen af dine små venner, og ingen af mine undersåtter. Hvis du kommer med mig frivilligt. På den måde kan jeg behandle dig godt fra starten af, i stedet for at forsøge at knække dig, og det vil jeg altså helst.”

Hun kneb øjnene sammen.

,,Hvem er du?”

Stemmens latter rungede over det hele og i hovedet på hende.

,,Man kunne vel kalde mig din bror,” påstod han. ,,I hvert fald af et par gener eller to.”

Landon greb fat i Sophies skuldre, og hun slap uvilkårligt Jacks arm.

,,Hvordan det?” råbte Landon.

,,Du kender vel øje-for-øje, tand-for-tand-princippet, Landon Martin,” svarede stemmen, underligt kultiveret hen over vinden, så let som ingenting.

Landon så tænksom ud et øjeblik, og så løftede han ansigtet mod nattehimlen. Sophie fulgte hans blik, selv om hun allerede vidste, hun ikke ville få andet end de mørke skyer at se. Men så slog tanken hende, og hun var parat til at kaste op, havde det ikke været fordi hun ikke ville give sin såkaldte bror den tilfredsstillelse.

,,Jeg vidste, der var mere,” mumlede Gabe for sig selv, og Sophie skævede i stedet til ham, kun for at se sin stedfars ansigt trække sig indad, i en slags indadvendt, reflekterende grimasse af had og afsky.

,,Hvad mener du?” spurgte David, som stod i nærheden og stirrede lige frem, men tydeligvis rettede sit spørgsmål mod Gabe.

,,Det virkede meget usandsynligt, at vores elskede konge skulle have modtaget deres blod og hemmeligheder blot ved at love dem sin datter,” forklarede Gabe.

,,Det giver vel mening - men ville han virkelig give sit eget blod væk?”

,,Hvis han mente, det var det værd. Men vi ved jo ikke, hvad effekten af blandingen er. Eller om det egentlig er tilfældet, selv om det tyder på det,” lød svaret stille og nøgternt, hvorefter Gabe hævede stemmen: ,,Men I har måske allerede opdaget effekten af blanding af blodet? Et formålsløst eksperiment, må jeg formode?”

,,Tvært imod,” lød svaret med den umenneskelige stemme. ,,Og fordi du nu spørger, så skal jeg demonstrere det.”

Sophie lod sine fingerspidser vikle sig ind i Gabes jakkeærme, mens Landon strammede grebet omkring hendes armen en smule. Det var ikke godt. Hun var i stand til at undgå brandsår ved kontakt med djævlene, på trods af deres enorme temperatur. Hvordan var det så ikke med én, der havde disse kræfter i forvejen og desuden Eros’ oveni? Hvis tanken om at hun ikke selv var fuldstændigt menneskelig var uhyggelig, så var denne tanke direkte rædselsfuld. Ikke kun fordi den var unaturlig og afskyelig, for det synes hun måske i mindre grad end for eksempel Landon, hvis greb langsomt løsnedes en smule igen. Den var rædselsfuld fordi hun ikke anede, hvilke kræfter, det indebar, eller om det blot reducerede ham til en mere menneskelig skabning end sine artsfæller, således at han optrådte mere civiliseret, for ingen tvivl skulle sås ved det faktum, at det gjorde han i høj grad.

Inden nogen nåede at gøre mere, og inden hun kunne nå at analysere sig selv og sine tanker yderligere, kom der et enormt lysglimt, nærmest som hvis man hælder benzin på et brændende bål. Og en trykbølge slog cirklens ene side tæt ind mod hende, så Landon lynhurtigt satte sig i bevægelse og trådte ind foran hende i stedet for. De forreste i cirklen jamrede og klagede sig, og råb om sårede fyldte luften inden for ganske kort tid. Og tilsyneladende uden at nogen havde rørt sig uden for cirklen.

Landon, som var højere end en god del af dem, som dannede en mur omkring dem, rakte bagud for at lægge armene omkring Sophie og holde hende fastklemt bag sig. Hun følte sig en smule tryggere der, men hun vidste også, at heller ikke han havde den fjerneste anelse om, hvad der var gået for sig ganske få sekunder forinden.

,,Et par dråber blod er nok, også til en øjeblikkelig virkning,” sagde stemmen hen over den spredte mumlen og vinden, som stod han i cirklens center frem for uden for. ,,Synd, din far ikke opdagede det, Sophie. Måske ville det have reddet ham fra døden.”

,,Hvordan -?”

,,Han må nødvendigvis have blandet sit blod med en af dem,” sagde Gabe, uden at bruge nogen betegnelse for disse skabninger. ,,Og dermed også fået noget af deres blod. De vil på den måde også have fået at ham.”

,,Men inskriptionerne på væggene -”

,,Flotte, ikke? Din far var ikke den eneste, der ikke lå på den lade side,” svarede stemmen hende.

Gabe sukkede.

,,Din far vidste sandsynligvis ikke det med den øjeblikkelige virkning. Kun hvad du ville være i stand til at gøre. Fordi afkom er noget af det vigtigste ifølge Platons principper vedrørende Eros,” forklarede han hende stille, og hun så over på ham.

,,I princippet,” sagde hun tøvende, ,,burde jeg vel også være i stand til at gøre noget lignende. Mit blod er også blandet.”

,,Det er rigtigt,” medgav Gabe. ,,Men så længe du ikke ved, hvad og hvordan man gør, synes jeg ikke, du skal forsøge.”

Noget fik hende til at se op i nakken på Landon, men ud fra den måde, han stod på, kunne hun ikke læse noget om, hvad der foregik i hovedet på ham. Hans hænder var rolige og sikre som altid, og hans vejrtrækning lydløs og regelmæssig. Det var først, da hun så ned, at hun opdagede et eneste lille tegn på, han stadig ikke var i topform - at han hvilede lidt mere af vægten på det højre ben end det venstre, så han stod i en uendeligt svag kontrapost.

,,Nå, Sophie,” sagde stemmen igen. ,,Hvad bliver dit svar?”

,,Selvfølgelig ikke!” råbte en eller anden et sted i ringen af mennesker omkring de få i cirklens center.

,,Vent!” lød det var Landon, og hans stemme var lige så tynd, som når han ikke havde sovet i flere døgn. ,,Det er Sophies beslutning. Hun skal selv have lov at svare.”

Hun stod lidt og kiggede op i nakken på ham, inden hun viklede sig ud af hans arme. Det lignede ikke Landon at stille hende med dette valg, for det tilfælde at hun rent faktisk tog imod tilbuddet. Fristelsen ved det var ret stor, fordi det ville betyde, hun ikke kom til at gøre mere skade på nogen, og at der ikke behøvede dø nogen Eros i aften på dette sted. Hun ville ikke være tvunget til at leve et liv på flugt, og hvis de slog hende ihjel, ville ingen nogensinde skulle bekymre sig om resterne af den Sidste Konge og hans domæne. Alting ville blive, som det var før.

Men når hun overvejede tanken om at sige ja, tanken om blot at forme ordet og dermed underskrive en bindende kontrakt, så flimrede det for hendes indre. Med billeder og lyde, korte optagelser, replikker og øjebliksbilleder samt den slags videoklip, ingen nogensinde vil være i stand til at filme med et kamera, fordi følelser ikke kan opfanges på kamera i samme grad.

 

Gabe, som svang hende rundt og rundt i sine arme, til de begge blev så rundtossede, at de væltede ned i græsset.

,,Pyh, du bliver da også større og større. Jeg kan jo snart ikke bære dig mere.”

Hendes mor i køkkenet med det største smil på læben og lys strømmende ind udefra.

En otteårig Anna med sløjfer i rottehalerne og en rygsæk over skuldrene.

,,Du er min bedste veninde i hele verden!”

Daniel som hvalp, lille og uden pletter først, men så gradvist mere plettet og pludselig meget stor.

Hende selv klædt ud som elver til sidste skoledag i niende klasse, stående på en scene med en buket roser at dele ud af i armene og eksamensbeviset med gennemsnittet 11,5 liggende for sine fødder.

,,En elev hvis lige er svær at finde. Du er pligtopfyldende, fagligt dygtig og også god til at tage dig af dine klassekammerater, hvis de har brug for hjælp.”

Jack iført glinsende sort regntøj og med våde blade i håret, netop kravlet ud fra en busk med en frisbee i hånden på klassens hyttetur i 1.g.

Hendes mors ansigtsudtryk da hun kom hjem med Jack første gang, troligt slæbende Anna efter sig for ikke at skulle være helt alene med sin kæreste og sine forældre.

,,Jeg elsker dig, Sophie.”

Gabes stolte smil dengang hun havde været til biologieksamen for snart et år siden og bestået med topkarakter.

Sol, sommer, varme, vinter, sne, kulde. Årstidernes ubetingede skønhed.

,,Vent på mig!” ,,Sneen løber nok ingen steder.”

Landon, med armene over kors, lænet tilbage mod tavlen i klasselokalet på gymnasiet, afventende med et skævt smil på læben.

Dengang han havde fortalt hende det hele, hjemme hos sig selv, den alvorlige dag.

,,Sophie, I don’t want to survive you unless that means I get very old and you do the same.”

Dengang han havde forbundet hendes hånd, da hun skar sig på hans pil.

Hans intense mørke øjne, der bestemt ikke manglede passion, men nærmest emmede af det.

Den måde, han bevægede sig på.

Og følelsen da han kyssede hende.

 

Gør, hvad der er nødvendigt, Sophie, instruerede hun sig selv, og vidste med det samme, at det nødvendige måske ville komme som en overraskelse for de fleste.

,,Det kan jeg ikke,” sagde hun. ,,Og jeg har heller ikke lyst til det.”

Hun så Landon slappe en smule af i skuldrene og lagde en hånd på hans arm. Som om hendes berøring havde smeltet ham, forsvandt en del mere af spændingen i hans veltrænede muskler, og hun lænede forsigtigt hovedet mod hans overarm.

,,Hvad er der galt?” spurgte hun forsigtigt, bange for at have valgt forkert, nu hvor han rent faktisk havde givet hende valget.

Han trak vejret dybt en enkelt gang, og lyden rungede i hendes ører.

,,I’m so relieved,” hviskede han og skiftede så sprog for at forklare mere uddybende: ,,Jeg var ikke sikker på, hvad du ville svare.”

Hun smilede til ham.

,,Du forsøgte jo at overbevise mig om, at det var det rigtige, ikke?”

,,Det er rigtigt, men -”

,,Jeg har haft en god lærer,” drillede hun stille.

,,Måske skulle du have hørt bedre efter, da dine lærere rent faktisk var uddannede,” skar den fremmede stemme igennem til hende, på trods af støjniveauet rundt omkring. ,,Men du får det, som du vil have det. Det her er krig.”

Og som om det var stikordet, alle havde ventet på, kom en bølge af røde glimt susende mod cirklen fra alle sider. Folk fandt hastigt på plads med klargjorte våben, og Sophie trådte baglæns og halede Landon med sig helt ind i cirklens center. Hun følte sig først rigtigt klemt inde, da Landon, Gabe og Jack stillede sig i en meget lille kreds omkring hende, bare for en sikkerheds skyld. Det var afskyeligt, at stå der uden at kunne gøre noget. Havde hun bare fået lov til at hakke hovederne af et par enkelte djævle - med mellemrum, selvfølgelig - ville det have været at foretrække frem for bare at stå og vente.

Det med cirkelformationen var effektivt over al forventning fra hendes side. Hun havde regnet med, den ville opløses gradvist efter hændelsen med vandet, men nu hvor de var på tør grund igen, lod de mange Eros til at vide, hvad de skulle gøre, og de holdt deres pladser så godt som muligt. Faktisk var det stort set kun de forreste, der bevægede sig. Desirée og Daniel i den inderste kreds stod helt stille, men var spændte som fjedre, for det tilfælde at en djævel slap igennem.

Når det var slut, skulle hun huske at takke Desirée. Der var ikke den ting, lod det til, Desirée ikke ville gøre for Landon, eller for retfærdighed, eller hvad det nu var for et kodeks, hun havde skabt for sig selv. I hvert fald havde hun gjort sit yderste til at beskytte Sophie og Jack hidtil, endda taget sig det besvær at træne med Jack, da Landon ikke kunne, og Gabe havde haft for travlt med at være vært for flere mennesker end sommerhuset egentlig havde kapacitet til at rumme.

Måske blev Sophie aldrig bedste veninder med Desirée, og ønskede sig for så vidt heller ikke at blive det, men i det mindste lod det til, at de så øje til øje med nogle ting, og at Desirée trods sin jalousi - som Landon kaldte det - stadig satte livet på spil nu for at holde Sophie i sikkerhed. Eller i det mindste så meget i sikkerhed, som hun kunne komme lige nu.

Faktisk burde hun takke alle, når det var overstået. Alle, som var tilstede. Også Landon og Gabe, selv om de med garanti ikke ville høre på det. Hun ville så gerne have, at alle forstod, hvor vigtigt det her var for hende, når nu hun ikke bare sådan lige kunne ofre sit liv for dem. Det lod de til at forstå. Så hun måtte finde på en måde at takke dem på, og en måde, hvorpå hun kunne hjælpe dem til en bedre tilværelse, så de ikke i samme grad behøvede at være bundet på hænder og fødder af regler og magter, der hævdede at være dem langt overlegne, fordi de var anderledes rangeret end for eksempel beskytterne.

Forudsat at det altså fik en ende, hvor der var nogen tilbage. Lige nu så oddsene meget gode ud, men hvis Jack havde ret, og de ville blive ved med at komme i bølger, så havde Landon og de andre ikke en chance. De var alt for få, og dette var ikke deres tid på døgnet. Måske skulle hun alligevel i sidste øjeblik ombestemme sig? Nej. Det kunne hun ikke. Hun var lidt for meget egoist og desuden ville det formentlig ikke forhindre djævlene i at handle selvstændigt og slå dem alle ihjel alligevel.

Underligt nok kom ingen trykbølger som den tidligere, men derimod - som Jack havde forudset - bølger af djævle støt hele tiden. Næppe var én salve slået ned, før den næste gik til angreb. Kredsen blev smallere og smallere gradvist, indtil den begyndte at udvide sig, efterhånden som de mange Eros gav sig selv og hinanden plads til at kæmpe rigtigt og derfor veg fremad, så afstanden mellem dem også øgedes. I mellemrummene, der snart nåede helt ind til centeret, kunne Sophie se folk kæmpe og blod flyde, sort som rødt.

Larmen måtte være altoverdøvende, men hun kunne dårligt høre noget. Selv ikke når hun så Landons læber bevæge sig i en række eder og forbandelser, hvis lige hun efterhånden kendte. Det var som om kun ekkoet i luftmolekylerne nåede hendes ører, forsinket og så lavt, at det dårligt blev registreret. Som en diskret hvisken bagerst i et klasselokale eller lyden af vejrtrækninger hele vejen gennem et hus. Følelsen var let sammenlignelig med at have kraftigt høreværn på, bortset fra den underligt hule og alligevel tunge fornemmelse, hun havde i maven af chok og rædsel, der løb omkring i årerne i stedet for blod.

Pludselig ramte hun det hårde, varme sand og mærkede en krop oven på sin egen. Forvirret sprællede hun med arme og ben, indtil hun mærkede en klinge mod sin hals, med den bløde side ind mod huden, men i koldt metal. Hun holdt op med at sprælle.

,,Stay down!” råbte stemmen, som hun genkendte med det samme, over larmen. ,,Goddamnit!”

Selvfølgelig var det en af de mange Eros, det havde hun vidst allerede ud fra knivens temperatur. En djævel ville aldrig nogensinde have været i stand til at bære et køligt våben. Kniven blev nu fjernet, og vægten lettet en anelse, inden Desirée stod op. For det var hendes stemme, der havde talt.

,,Des -”

,,Stay down, I said!” råbte den unge Eros-kvinde, efterfulgt af hvad der, at dømme ud fra tonefaldet, lød som forbandelse efter forbandelse på flydende fransk, hvilket ikke var en af Sophies kompetencer.

Sophie gjorde, som hun fik besked på. Hun havde tabt det våben, Landon havde givet hende, og kunne ikke nå det fra sin position. I det omfang at hun forsøgte at rejse sig og gribe efter det, ville hun være et let mål. For med ét vrimlede det med djævle overalt. Hun kunne se Gabe i nærheden, svinge sine to sværd mod to forskellige modstandere, Jack som holdt sig i nærheden af David, og Landon, hvis ryg vendte modsat alle andres. Han var nemlig på vej hen over sandet i hurtig gang, med én hånd omkring grebet på sit sværd og den anden knyttet ned langs siden.

Hans tøj var klistret af sort blod, men han så uskadt ud. Ligeså gjorde de fleste Eros i nærheden. Men djævlene var mange. Desirée veg til siden, kun for at lade Landon række en hånd ud og trække Sophie på benene uden et ord. I mellemtiden havde den franske kvinde kastet sig ud i en kamp med en enkelt djævel, hvis liv blev gjort kort proces med, da først Desirée hvirvlede rundt i en kaskade af langt, blond hår og sort, klistret, brændende varmt blod. Det så let og ubesværet ud.

Sophie vidste dog godt, at der skulle en del kræfter til for at skære direkte gennem hud, kød og knogler og ud på modsatte side. Det var ikke let, havde hun erfaret, men kunne gøres. Desirée formåede endda at se elegant ud imens, hvilket fortalte lidt om den ellers spinkle kvindes styrke. Landon havde sagt, Desirée kæmpede usædvanligt godt for de fleste kvinder, og sammenlignet med de andre kvinder i forsamlingen, måtte Sophie erklære sig yderst enig. Og tilfreds med at det ikke var Landons træning, Jack havde været tvunget til at vente på. Landon kunne lære fra sig og var en god lærer, men at vente på, han blev så frisk, at han kunne undervise i kampteknik, det havde der ikke været tid til.

Pludselig var Desirée også væk. Eller i hvert fald ude af syne bag en mur af djævle, som nu omkredsede hende og Landon. Hun så på Landon, som bevægede hovedet langsomt fra side til side for at orientere sig om sagens omfang. Han så efter huller, vidste hun, men der var ingen. Uden for kredsen kunne hun høre desperate råb og se sværdklinger skinne i lyset fra den måne, der kort tittede frem under skydækket, inden den blev dækket til igen. Men det hjalp åbenbart ikke ret meget.

Kredsen blev mindre og mindre og tættere og tættere omkring hende og Landon.

,,Husk ordren,” lød de hvislende stemmer rundt i kredsen, ,,ingen rører pigen.”

,,Men ham må vi vel godt… dræbe,” sagde en anden i et tilfredst, grumt tonefald.

Sophie sank.

,,Rør Landon,” hørte hun sig selv sige, mens hun fiskede en kniv op af Landons jakkelomme, ,,og jeg slår mig selv ihjel.”

,,Hold hende,” hvæsede en stemme bag hende.

,,Ordrerne!” knurrede en anden i modsatte side.

,,Hun tør ikke,” konstaterede en tredje.

En djævel gjorde udfald mod Landon, som hurtigt og glidende lod en arm feje gennem luften og skubbe vedkommende væk. Ubevæbnet. Sophie stirrede. Hvorfor var han ikke bevæbnet? Og så fandt hun årsagen. Højre hånd, hvor han normalt holdt sit sværd, var dækket af blod, hvis røde farve var tydelig, selv i mørket. Sværdet var faldet ud af hånden på ham, og lå i sandet, sådan lidt tilfældigt.

Langsomt løftede hun hånden for at se hans ansigtsudtryk, men overraskende nok fortrak han ikke en mine. Hvilken selvkontrol, taget i betragtning at hans håndflade måtte være intet mindre end svitset til ét stort, blodigt sår med blærer, sådan som det altid var tilfældet, når et andet væsens hud kom i kontakt med en djævels. Med undtagelse af hendes, selvfølgelig.

Den skubbede djævel faldt om i sandet, og ingen gjorde noget for at hjælpe den. Sophie kiggede lidt. Hovedet sad forkert, som om nakken var radbrækket, hvilket indikerede, at Landon i det mindste havde lagt kræfter bag slaget og ikke bare skubbet den væk i ren selvforsvar, uden at tænke på konsekvenserne for sig selv eller den.

,,Tag ham!” brølede en af de dyriske stemmer.

Sophie mærkede pludselig sine fingre ved sine ribben, sekundet før de blev erstattet af knivbladet. Hvis hun stak det ind lige mellem dem i en skrå vinkel, ville hun være i stand til at ramme sit hjerte.

,,Jeg mener det,” stammede hun.

,,Sophie,” sagde Landon langsomt. ,,Nej.”

,,Jo,” svarede hun, roligere denne gang, ved tanken om at skulle leve med synet af Landons død, og så oveni købet i fangenskab langt under jorden. ,,Og jeg tør godt gøre det.”

,,Hun tør ikke,” vedblev stemmerne, messende. ,,Hun tør ikke. Hun tør ikke. Hun tør ikke.”

Og så…

,,Gør det af med ham!”

Sophie prikkede hun i sin jakke, bluse og hud, så en lille stribe blod gjorde hendes hud varm indenunder. Derpå åbnede hun jakken og trak op i trøjen, så den røde, udtværede stribe kunne ses. Smerten var ikke så slem. Der var værre ting at tænke på lige nu end det lille prik, det havde givet. For ikke at så nogen tvivl om sine intentioner rettede hun hurtigt kniven mod hullet igen.

,,Hun bluffer!”

Sophie prikkede igen, denne gang lidt hårdere, og hullet i huden blev derefter.

,,Tror I stadig, jeg bluffer?”

,,Det der er overfladiske små rifter!” blev der hvæset indimellem, på flere sprog denne gang.

Landon knælede efter sit sværd og samlede det op med venstre hånd uden at sige noget. Sophie overvejede om ikke djævle udnyttede det til egen fordel, at de kunne se, hvilken hånd Eros kæmpede bedst med. I Landons tilfælde den højre, hvorfor den altid syntes at komme til skade. Måske. Det kunne selvfølgelig også være rent tilfældigt.

,,Sophie, du skal ikke gøre det,” sagde han stille. ,,Jeg er det ikke værd.”

Hun stirrede. På en eller anden måde lød det meget forkert at høre Landon sige noget så selvdegraderende og ydmygt. Ikke at han ikke normalt var det, men det virkede bare så… romantisk at sige noget sådant. Hendes øjne fyldtes med tårer, som hun ikke havde andet valg end at lade løbe ned over sine kinder.

,,Du er det værd,” rettede hun ham og rykkede nærmere.

En djævel fór frem mod dem, i spring denne gang. Sophie så dårligt Landon bevæge sig, men inden den døde, dæmoniske krop kunne nå at ramme sandet, var den flammet op og blevet til akse. Det gik så ufatteligt hurtigt, at hun dårligt vidste, om hun var nået at blive bange.

,,What was that?” hvæsede en af djævlene.

Den hæse mumlen blandede sig, og pludselig kunne Sophie høre et arrigt råb hen over de mumlende stemmer, hvorefter en del djævle simpelthen gik op i flammer og forsvandt fra jordens overflade. Kort efter kunne sværdklinger og forskellige andre våben ses glimte i mat sølv, og så vidste hun, at Eros trods alt ikke var besejret endnu.

Djævlene var længere om at indse det. Ikke meget, men en smule. Og i den tid forsvandt forbløffende mange. Der var tale om marginaler af sekunderne, og pludselig fik Landon igen brug for sit sværd. Hvordan han gjorde det, anede hun ikke, men selv uden højre hånd var han som sædvanlig en dygtig kæmper. Alligevel var der noget anderledes ved den måde, han bevægede sig på. Noget, der ikke helt var som før. Noget, der tilførte elegance og styrke til hans udfald, så han sparede på kræfterne, lod det til. For efter at have nedlagt ti djævle inden for en meget lille tidsramme havde han ikke så meget som sved på panden. Normalt ville ti djævle have været meget, selv for Landon.

Så slog det hende, at ikke alene kæmpede han med venstre hånd… men var den ikke også skadet efter kontakten med djævlen?

,,Stop!” lød den mere civiliserede djævlestemme magtfuldt og ubesværet ud over larmen.

Og som om det var alt, der skulle til, fortrak de djævle, der kunne, mens de resterende enten lå og vred sig i sandet eller langsomt gik op i flammer, røg og aske. Kun en eneste blev stående i det lyse sand efter alle andre, og Sophie holdt blikket fæstnet på denne.

,,Når du ser omfanget af aftenens kampe og ved, at jeg har mange flere til min disposition,” sagde stemmen tilhørende hendes ”bror”, ,,så overvej igen, om du virkelig har lyst til at lade dig beskytte af andre, Sophie.”

Og så forsvandt den sidste skikkelse også. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...