Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
9492Visninger
AA

28. K A P I T E L XXVII

K A P I T E L XXVII

 

Pilen gennemborede hjertet og torsoen og kom ud på den anden side, og vinger skød ud af ryggen på manden, som hævede sig over hende, smilende og svævende som en kulsort ravn mod en himmel ved solnedgang. Hun forsøgte at bakke væk fra ham og løbe, men endte med at falde ud over kanten og ned mod jordens indre, hvor vulkanske strømme af lava bugtede sig under hende. Hun faldt og faldt, og jo længere ned hun kom, jo varmere blev der, ligesom i tunnelen hvor de havde fundet Jack. På klippeafsatser stod grupper af skygger med deres rødglimtende haler og hviskede i flok, som en messen, der steg mod hende som en tyngende pude:

,,Velkommen hjem.”

 

En spasme fik hendes krop til at skyde opad, mens hun skreg af sine lungers fulde kraft og kom til at sidde op, mens skriget døde på hendes læber og blev til en lydløs hulken i stedet for.

Jack strøg hende blidt over låret med en flad hånd, mens han vendte ryggen til. Han havde vænnet sig til hendes mareridt, lod det til, og reagerede ikke rigtig på dem. For som han selv sagde, så var de bare mareridt og havde ikke grobund i virkeligheden. Men det gjorde hende ikke meget roligere at høre hans jævne åndedræt, idet han igen faldt i søvn med hånden på hendes lår, varm og velkendt.

Tårerne fortsatte med at trille ned over kinderne på hende, mens hun hørte stemmerne i sine ører hele tiden:

Velkommen hjem. Cupido caecus est.

Hun kunne ikke klare det mere. Hun følte sig så hjælpeløs som et spædbarn og ganske ude af stand til at have nogen indflydelse på udfaldet af den krig, Landon netop havde erklæret dagen før. Magtesløshed havde aldrig ledt til noget godt, men hun havde aldrig troet, at det skulle få hende til at frygte for sin forstand. Det fik hende bare til at græde endnu mere. Og så var en del af drømmen endda sand. En del af hende hørte til hos djævlene i jordens indre.

,,Sophie,” lød en stemme i mørket.

,,Gabe,” snøftede hun og trillede ud af sengen for i sidste øjeblik at lande på fødderne på gulvet og rette sig op.

,,Kom her,” hviskede han og rakte en hånd ud mod hende, som hun tog imod for så at lade sig vikle ind i hans arm og føre ind i stuen, hvor hun ikke ville vække Jack.

Hun lænede hovedet mod Gabes skulder og gik med halvt lukkede øjne ind i den mørklagte stue. Der var helt stille, og fordi Landon var holdt op med at trække vejret anstrengt meget hurtigt, kunne man heller ikke høre hans åndedrag længere.

,,Hvad er der galt?” hviskede Gabe.

Hun snøftede stille ind mod hans skulder.

,,Jeg havde bare mareridt, men det var bare så -”

,,Sophie?” spurgte en anden særdeles velkendt stemme, og hun drejede hovedet skarpt over mod sofagruppen.

Landon sad op nu og lod en hånd løbe gennem sit mørke hår, hvis metalliske skær reflekterede det blåhvide månelys udefra. Så rejste han sig fra sofaen og tog et par humpende skridt hen over gulvet, inden hun fik frigjort sig forsigtigt fra Gabe, som uden videre lod hende gå med et varmt smil på læben.

Noget drev hende direkte ind i armene på Landon, som bare holdt om hende uden at sige noget det første lange stykke tid. Han strøg hende bare forsigtigt over håret, mens han stod der med hende mellem sine arme og sin krop, og hun lod sig mere eller mindre hypnotisere af hans hjertes rolige rytme og den måde, hans brystkasse hævede og sænkede sig på.

,,Var det den samme drøm?” spurgte han roligt ind i øret på hende.

,,Ja,” mumlede hun, da gråden stilnede lidt af. ,,Næsten.”

,,Skete der noget nyt?”

,,De… De stod og… og sagde ”velkommen hjem” til mig, mens jeg faldt,” hviskede hun ind mod hans bare overkrop.

,,På grund af det, vi talte om,” konkluderede han stille.

,,Sikkert.”

Hun kunne godt lide hans måde at håndtere det på. Ved simpelthen at lade hende fortælle og så i øvrigt tage det roligt og ikke være alt for pylret. Langsomt frigjorde hun sig fra ham, men blev stående forholdsvis tæt på, da han greb ud efter hendes skulder og på den måde støttede sig til hende. Bare en lille smule.

Hun var holdt op med at græde, da Gabe omsider sluttede sig til dem efter at have holdt en nogenlunde afstand.

,,Undskyld, vi vækkede dig,” sagde hendes stedfar til Landon, som trak let på skuldrene.

Sophie havde faktisk ikke spor lyst til at sige undskyld. Ikke fordi hun ikke havde dårlig samvittighed over at have vækket Landon og endda drevet ham op at stå uden videre. Mere fordi han bare kunne have ladet som ingen ting, hvis han ikke selv havde lyst til at tage hånd om tingene. Og det vidste hun netop, at han gerne ville.

,,Jeg var vågen,” påstod han, og Sophie skævede undersøgende op mod hans ansigt i mørket.

,,Hvorfor?” fløj det ud af hende.

,,Kunne bare ikke sove,” svarede han, hvilket typisk var hans måde at fortælle hende, at der var en anden grund, som han ikke ville dele med andre - heller ikke hende.

,,Kom,” sagde hun bare, frem for at plage ham yderligere, ,,lad mig hjælpe dig hen til sofaen igen.”

,,Jeg kan godt gå selv,” mumlede han.

,,Det ved jeg,” forsikrede hun ham med et lille smil. ,,Men det er lettere og mindre smertefuldt for dig, hvis jeg hjælper til.”

Dette kunne han ikke protestere imod, og det vidste de alle tre godt. Så han lagde opgivende en arm omkring skuldrene på hende, mens hun slog sine omkring livet på ham. Og så fulgte de nærmest i Landons fodspor de få skridt, det var lykkedes ham at komme væk fra sofaen.

,,Gå bare i seng igen, Gabe,” sagde hun stille for ikke også at vække Desirée, som sov oppe på hemsen. ,,Jeg har det fint.”

,,Okay,” hviskede Gabe i mørket. ,,Godnat, I to.”

,,Godnat,” hviskede de tilbage i kor, inden Sophie bøjede sig ned og lod Landon falde ned at sidde i sofaen.

Han rykkede lidt på sig, som for at komme til at sidde bedre, inden ha så op på hende, og hun gjorde mine til at ville vende om og gå ind på sit og Jacks værelse. Han greb hendes hånd, inden hun nåede ret langt, og hun kunne godt mærke, at der var et eller andet, han gerne ville sige, men som han holdt tilbage.

,,Stay,” nærmest åndede han, i en blanding af et suk og en udånding.

,,Landon, du skal sove,” brummede hun.

,,Det skal du også,” svarede han og lænede sig tilbage mod ryglænet.

,,Men lige nu har du mere brug for det.”

Han skar en grimasse i mørket, som hun tolkede som hans måde at opgive diskussionen på. Hun havde jo ret i, at han havde mest brug for søvnen. Han gjorde store fremskridt efter kort tids søvn, og det, at han havde været i stand til at rejse sig og gå et par skridt hen over gulvet, var et ganske godt tegn.

,,Sophie, læg dig nu bare ned, ikke?” sagde han træt.

For ikke at udmatte ham mere fysisk, end det allerede lod til at være tilfældet, lod hun sig falde ned i sofaen ved siden af ham, men lagde sig så ned og krøb sammen, så hun ikke var i kontakt med ham. Hvis det var hvad der skulle få ham til at hvile sig, så måtte det være sådan, hun bar sig ad med tingene. Der gik et lille stykke tid, hvor Landon var helt tavs og hun ikke gjorde noget for at få ham til at tale. Inderst inde håbede hun på, at han ville falde i søvn, selv om han ikke havde godt af at sidde op og sove på den måde. Det var uden tvivl det, han ville have bedst af.

,,I can’t stand it,” mumlede han for sig selv, og det var helt klart ikke meningen, at hun skulle høre det.

Men det gjorde hun, og det var der vel ikke noget underligt i, når hun lå under tre centimeter fra ham. Forsigtigt skævede hun op mod hans ansigt, og måneskinnet udefra blev reflekteret i hans midnatsblå øjne, der fik at fjernt udtryk af lyset.

,,What can’t you stand?” spurgte hun og skubbede sig op at sidde.

Hun kunne umuligt sove, når der var noget, der i dén grad så ud til at nage ham. Så meget at han syntes ude af stand til at gøre andet end at sidde og stirre ud ad vinduerne på den mørklagte indkørsel.

Sophie hørte Daniel grynte fra sin kurv ude i gangen. Det var ikke meget, hun havde hørt til hunden siden de kom, men at den var der gjorde hende mere tryg. Nu da hun vidste, at Gabe havde trænet dalmatineren til at opsnuse djævle, der kom lidt for tæt på, stolede hun på at Daniel nok skulle sige til, hvis de fik ubudne gæster. Men faktisk kunne hun ikke huske, hvordan hunden havde forholdt sig til kampsituationen. Hun var bare lettet over at der ikke var sket den noget.

Næsten lige så lettet som hun var over at Landon trods alt kom sig meget hurtigere end nogen havde forventet. Så rettede han på sin position, så hans højre ben kom til at røre ved hendes knæ, som hun havde trukket op i sofaen. Han så direkte på hende med de der mørkeblå øjne, som hun ikke kunne andet end at stirre forundringsfuldt ind i.

,,There is one secret that I need to share with you,” indrømmede han langsomt og trak blikket til sig, og hun gjorde det samme for at give ham lidt plads.

,,Jeg troede ikke, dine hemmeligheder vedkom mig,” drillede hun.

Han smilede skævt, lidt ligesom første gang hun havde set ham. Men der var ikke den der farlige undertone i smilet af at han var en bombe, der kunne gå af når som helst. Ikke præcis den undertone i smilet der havde fået alle i klassen til at respektere ham, på trods af at han ikke var ret meget ældre end selv de yngste i klassen, hvilket inkluderede hende. Dette var på sin vis bare et smil.

Og så alligevel overhovedet ikke.

På trods af mørket var det ikke svært at se, at hans ansigt udtrykte mere end morskab ved kommentaren. Der var en taknemmelighed og mild tålmodighed i hans øjne, som hun ikke havde regnet med at få øje på. Og så var der den der lille ekstra krølle på smilet, der fik hende til at knibe øjnene sammen og se nærmere på ham, selv om det ikke hjalp hende til fortolkning af det.

,,Den her gør,” svarede han. ,,Så lad være med at afbryde mig, ikke?”

Hun rakte tunge af hans flabede kommentar, og han gav hende et smølfespark på låret, inden han rettede sig op i sædet og vendte ansigtet mod den store vinduesfacade igen.

,,Okay, Mr. Martin, sir,” drillede hun.

,,Brat,” gav han igen, men skiftede så sprog igen. ,,Jeg har fundet min helt store svaghed, Sophie.”

Hun så alvorligt på ham da.

,,Din helt store svaghed? Lidt ligesom kryptonit?”

,,Kryptonit?”

Han hævede et øjenbryn og så på hende, som om hun ikke helt gav mening, og endnu engang slog det hende, hvor meget Eros egentlig gik glip af i deres små, lukkede samfund.

,,Siger Superman dig ikke noget?”

,,Det er en tegneseriefigur, ikke?”

,,Jo,” sukkede hun. ,,Hans eneste svaghed er det her stof kaldet kryptonit.”

,,Aha,” brummede han, men blev så alvorlig igen. ,,Så ikke helt som kryptonit. Jeg har mange svagheder. Det at være Eros er i sig selv en svaghed. Andre svagheder kan kompenseres for - for eksempel at jeg er en langt bedre kæmper med højre hånd, men at jeg træner min venstre op alligevel… Anyways… Kan du huske, jeg fortalte dig, at jeg lod mig provokere til uforsigtighed?”

,,Ja.”

Det var ikke svært at huske, taget i betragtning at der var gået mindre end fireogtyve timer siden han havde fortalt hende det. Hvis det var det, han havde opdaget, var hans svaghed, så syntes hun, at den var lidt tynd.

Hvis han mente, at det var en svaghed at lade sig provokere, kom det vel helt an på årsagen. I dette tilfælde kunne hun ikke forestille sig, at det handlede om andet end den lille sag med stolthed, djævlene altid kørte på. Og i så fald ville det være den eneste gang, hun havde hørt om at han reagerede på noget sådant. En smutter, ikke en svaghed. Stolthed var tydeligvis ikke det, han vægtede højest.

Sandt, han vægtede sit job og sin stolthed meget højt, men det var ikke sådan, at han ikke kunne sætte det til side. Slet ikke. Det havde han jo vist hende ved flere lejligheder, og hun var meget taknemmelig for dette. Så hvis det var det, han så som en svaghed, ville hun gerne bevise, at han tog fejl. Men inden hun nåede at sige noget, drejede han skarpt hovedet og så direkte ind i øjnene på hende igen med en intensitet, hun ikke lige var forberedt på.

,,Jeg kom først til at tænke på det senere. Men jeg lod mig provokere af noget helt særligt. Noget af det, der fik mig til at forme den teori, jeg fortalte dig. Om at du måske ikke kun har menneske- og Erosblod i dig. En af djævlene, som jeg var i færd med at halshugge -” han sagde det ikke uden en vis tilfredsstillelse i stemmen, ,,- sagde netop, at jeg skulle spare mine anstrengelser. At du ikke var det værd, fordi du alligevel tilhørte dem - juridisk som af blod.”

Sophie sugede luft ned i lungerne uden at have opdaget før det øjeblik, at hun havde siddet med tilbageholdt åndedræt og lyttet til hvad han havde at sige. Der var noget ved den måde, han sagde det på, der fik hende til at krybe lidt nærmere ham og forsigtigt røre ved hans skulder. Han skubbede ikke hånden væk men så udenfor igen uden at advare hende.

,,Jeg ved ikke hvorfor,” tilstod han i et fortvivlet tonefald, hun aldrig havde ventet sig af ham. ,,Jeg blev bare så vred på dine vegne, at jeg glemte at tænke på hvor mange de var.”

,,Vrede er noget, vi alle sammen oplever,” sagde hun stille og forsonligt.

Han rystede på hovedet og vendte sig, så han sad med overkroppen drejet mod hende.

,,Det er ikke vreden, jeg taler om, Sophie,” sagde han. ,,Det er dig.”

Hun blev ikke engang fornærmet, fordi hun ikke fattede, hvad han var i færd med at fortælle hende. I stedet rødmede hun bare af forlegenhed over at få at vide, hvad Landon så som sin egen største svaghed.

,,Mig?” fik hun så endelig fremstammet.

,,Dig,” bekræftede han. ,,Fordi jeg holder af dig, Sophie. Mere end jeg burde. Måske var alt det med at være venner frem for bare at holde os til de tildelte roller ikke så god en idé alligevel.”

Skuffelsen ramte hende som et slag i mellemgulvet, og hun havde alvorligt lyst til at græde, selv om det var både barnligt og dumt. Der var mange ting, hun kunne holde til at høre, men ikke denne. Ikke at Landon fortrød sit venskab med hende. Hun blinkede hidsigt tårerne i øjenkrogene væk og vendte blikket op i loftet for på den måde at nægte sig selv at se på ham.

,,Fint,” sagde hun endelig og rejste sig brat. ,,Så lader vi bare være.”

,,Sophie, vær nu rimelig -”

,,Rimelig?” gentog hun rasende, ligeglad med at hun hævede stemmen. ,,Er det ikke rimeligt, at jeg går min vej, når nu du ikke vil være venner med mig?” hvæsede hun.

Han rejste sig også, og selv på den afstand, hun havde lagt imellem dem ved at bakke, kunne hun se at det gjorde ondt på ham. Men han svajede ikke og gik forholdsvis lige, idet han fulgte efter hende. Hun fortsatte med at bakke væk fra ham.

,,Tror du helt ærligt, at jeg kan holde op med at være din ven, bare fordi det ville være klogt?”

Hvad det end var i hans tone, der fik hende til at stoppe, så var det det samme, der fik hende til at overveje det. For hun var faktisk meget i tvivl om, hvad hun skulle tro. Når han nævnte noget, der var en dårlig idé, var det så ikke ensbetydende med, at han havde interesse i at lade være? Specielt med tanke på hvor fornuftig en person han ellers var. Det ville være uhørt, hvis han pludselig gjorde noget andet end det, der var klogt mere end én gang.

,,Wow,” sagde han langsomt og lavede en dæmpet, hvislende fløjtelyd. ,,Av.”

Og så havde han det dér sårede udtryk i ansigtet der fik hende til at ønske, hun havde været hurtigere til at sige et eller andet. For at se ham stå på den der måde, støttende stort set kun på det gode højreben, med armene nede langs siderne og det udtryk af en blanding af bebrejdelse og skam i ansigtet, det gjorde noget ved hende.

,,Du plejer jo at handle efter din fornuft,” kommenterede hun stille, mens hun lod ham komme nærmere, men ikke helt uden at bakke.

,,Ja,” sagde han langsomt og stønnede, idet han tog endnu et par skridt hen over gulvet. ,,Det gør jeg.”

,,Jeg troede ikke, denne gang var anderledes,” mumlede hun og fortsatte med at gå bagud, selv om hun for længst skulle være drejet, hvis hun ville ind på sit og Jacks værelse.

I stedet fortsatte hun med at træde varsomt og langsomt baglæns, og han fulgte efter hende. På trods af at han stadig haltede, så gik han egentlig ret godt, og der var intet uelegant ved hans bevægelser. Lidt som et såret, men dog stadig stolt, rovdyr, der vender triumferende fra en kamp om territorium. Bortset fra udtrykket i hans mørke øjne, der slet ikke mindede om et rovdyrs længere.

De var seriøse, ja, men ikke farlige. Der var en ærlighed og nøgenhed i dem, hun ikke fandt andet end tryllebindende. Så hun fastholdt hans blik, selv om hun gjorde det besværligt for ham at nå hende. Lige indtil hun mærkede væggen bag spisebordet mellem sine skulderblade med et blidt dunk. Hun kunne ikke komme længere. Landon, derimod, kom nærmere og nærmere, uden at hun havde lyst til at forhindre ham i det.

,,Denne gang er anderledes,” rettede han hende, da han var så nær, at han med den ene hånd kunne støtte sig til væggen ved siden af hendes hoved og samtidig hvile underarmen mod halvmuren til højre for hende og dermed tage vægten af sit venstre ben. ,,Det er jo netop det, der er pointen i, at du er min store svaghed, Sophie. At jeg slet ikke kan lade være, selv hvis det strider imod hvad jeg står for.”

,,Landon, jeg -” hviskede hun og vinklede ansigtet opefter, så hun rent faktisk kunne se andet af ham end hans hage og hals, nu hvor han var så tæt på.

Han mødte hendes blik igen, men trådte så baglæns og rystede lidt på hovedet, mens hun fulgte hans hånds bevægelse, idet han strakte håndleddet ud og lod fingerspidserne blive i væggen så længe som muligt. Og så var der større afstand imellem dem, og hendes hjerte hamrede vildt af sted, som om hun var på doping eller sådan noget. Som om hun var høj eller havde dyrket usandsynligt meget sport.

Hvad der var underligst ved det hele var den lille, diskrete hovedrysten han lavede, inden han rakte ud, tog blidt fat omkring hendes håndled og halede hende med sig væk fra spisebordet og hjørnet. Ude midt på gulvet følte hun sig underligt alene, selv om hun måske nærmere burde have følt sig indespærret i hjørnet. Det havde overhovedet ikke været tilfældet, på trods af at hun havde haft mindre end en kvadratmeter at bevæge sig på, da først Landon stod der sammen med hende.

,,Se at få noget søvn,” sagde han blidt og lod hendes hånd falde ned langs siden, mens hun stod og så op på ham.

,,Jeg troede -”

,,Jeg har fortalt dig min hemmelighed nu,” forsikrede han hende og smilede skævt, på en genkendelig og rar måde, der var meget karakteristisk for Landon som individ frem for ham som Eros.

,,Skal du have hjælp?” spurgte hun forsigtigt, idet han trådte tilbage mod sofaen, sådan lidt tøvende.

,,Næh,” svarede han leende. ,,Det går. Smut nu i seng, inden du tvinger mig til at bære dig.”

,,Det kan du slet ikke,” drillede hun.

Han så overvejende på hende. Så trak han på den ene skulder og blinkede uvornt.

,,Nej, det kan jeg nok ikke længere.”

Hun rakte tunge af ham, inden hun vendte rundt på hælen og marcherede ind på sit værelse, hvor Jack stadig lå og sov. Hans åndedræt var roligt og tungt, så hun var ikke i tvivl om, at han sov. Af samme grund blev hun klar over at have vækket ham, da hun krøb ned under dynen til ham igen. Og af endnu samme grund blev hun både skuffet og lettet på samme tid, da han ikke gjorde andet end at vende sig om på den anden side og sove videre.

Normalt, tænkte hun, ville han have lagt armen omkring hende, og på sin vis var det underligt, at han ikke gjorde det længere. Men på den anden side så følte hun heller ikke selv for at ligge i ske med ham lige nu. Hendes hjerterytme stilnede langsomt af, nu hvor hun lå ned og skulle til at sove.

 

,,Landon, kan vi lige tale sammen?”

Landon var faktisk glad for at blive afbrudt i sin samtale med en af lederne, hvis navn var Miquel Toneille, som var ankommet fra Frankrig tidligere på dagen sammen med en mindre gruppe på omkring ti mand fra samme område, både kvinder og mænd, men alle Eros.

,,Selvfølgelig, Jack,” lovede han og skubbede sig op at stå, hvilket var knapt så smertefrit som at sidde ned. ,,Pardonnez-moi, Monsieur Toneille.”

Toneille var ikke begejstret, det kunne han godt se, men deres igangværende samtale kunne sagtens gemmes til der ikke var et andet alternativ. Faktisk var det en enorm lettelse at slippe for at diskutere, hvordan man benyttede sig ordentligt af Eros’ bue. Landon vidste det, men turde ikke virke alt for erfaren, fordi han aldrig havde brugt sin bue, i modsætning til mange andre, der fandt det vigtigt bare en enkelt djævel kom i nærheden.

Jacks selskab var klart at foretrække. Og desuden var der den her stemning ved Jack, som han ikke helt kunne definere. Det gjorde ham nysgerrig. Nysgerrig nok til selv at foreslå, at de gik et mere privat sted hen. Uanset hvad han og Jack skulle tale om, så var det ikke nødvendigt, at alle andre hørte det. Om ikke andet så for at holde Jacks troværdighed ren for de fordomsfulde af Landons egen slags. Dem, der ikke regnede mennesker for noget andet end svage skabninger, sådan som han selv havde gjort det engang.

Det var hårdt nok at gå rundt, men han var selv overrasket over, hvor stærk han var blevet hurtigt. Sårene var helet i løbet af utroligt kort tid, så kort tid at han dårligt havde haft tid til at rense dem selv før de var væk. Musklerne og knoglerne indenunder var lidt længere om det, for selv om det kun var ridser, så var det smertefuldt nok at blive ramt af et våben inde under musklerne. Eller rettere - i gennem musklerne. Disse var efterhånden groet sammen, så nu manglede knoglernes ømhed bare at forsvinde. Og den var på kraftigt tilbagetog.

Derfor nåede de rimelig hurtigt udenfor, og uden at han behøvede at støtte sig til Jack, sådan som han havde støttet sig til Sophie om natten. Da de var kommet ud valgte han dog - for en sikkerheds skyld - at sætte sig på rækværket, der indhegnede det lille dæk af en terrasse på husets østside - væk fra indkørslen. Her ville de ikke med sandsynlighed blive forstyrret.

,,So,” sagde han og strakte sit ømme venstreben ud. ,,What’s up?”

Jack tøvede lidt og stødte skosnuden mod brædderne under sig.

,,Jeg ved, at du er her for Sophies skyld, men -” han tav og begyndte forfra på en anden måde: ,,Normalt ville jeg tale med mine venner om det her. Men siden jeg ikke rigtig har andre venner her end dig, så tænkte jeg -”

Landon ventede et øjeblik på en fortsættelse, men var hurtigt klar over, at han ikke ville få nogen, medmindre han gjorde et eller andet. Han brød sig ikke helt om den fortrolighed Jack tillagde denne samtale. Den slags syntes han ikke rigtig, der var kommet noget godt ud af med Sophie samme nat. Og det var endda ham selv, der havde ønsket at dele noget med hende.

Nu hvor han tænkte på nattens hændelser for alvor, kunne han næsten ikke se Jack i øjnene og holdt derfor diskret blikket for sig selv, rettet ned mod det venstre lår, der stadig var en smule hævet i forhold til det højre. Han havde ikke gjort noget direkte, der fik ham til at undgå øjenkontakten, men tanken havde været der, og det var lige så slemt. I et ganske kort øjeblik havde han afskyet Jacks eksistens, og det var slemt nok.

,,Du kan fortælle mig det, Jack,” sagde han bare og håbede, han lød rolig.

Jack så på ham med en blanding af lettelse og taknemmelighed, som Landon på ingen måde fortjente.

,,Jeg har det elendigt,” udbrød Jack så. ,,Med mig selv. Jeg skubber Sophie fra mig, selv om jeg meget gerne ville trække hende nærmere. Og det værste er, at jeg gør det bevidst. Fordi jeg elsker hende, men ikke længere er forelsket i hende. Jeg elsker hende nærmest som en søster,” forklarede han, meget pludseligt og meget frustreret på én gang.

Landon stirrede. Det havde han aldrig gættet. Så tog han sig sammen.

,,Så må det ikke være rart at dele seng med hende,” mumlede han tøvende.

,,Næh,” sagde Jack. ,,Jeg er jo vant til det… Men hun har bare forandret sig så meget. Er slet ikke den pige, jeg forelskede mig i.”

Landon nikkede tavst.

,,Og jeg ved godt, at jeg også har ændret mig. Helt sikkert. Hvordan kunne jeg ikke det?”

,,Det ved jeg ikke, Jack,” svarede Landon langsomt. ,,Det er naturligt. Der er sket meget i dit liv. Meget der ikke burde ske. Og man må indordne sig efter det, livet byder én.”

Jack så lettet ud, som om han havde forventet, at Landon ville slå ham ihjel for at tale lige ud af posen omkring sine følelser for Sophie.

,,Tak.”

,,You’re welcome.”

,,Hvad synes du, jeg skal gøre?” ville Jack vide.

,,Det ved jeg ikke. Hvad havde du selv tænkt på?”

,,Altså… Jeg havde måske tænkt på ikke at sige noget til hende, før det hele er overstået og hun har lidt mere normale vilkår. Så det ikke slår så hårdt.”

Der var stille lidt. Landon overvejede, hvad han skulle sige til det. Ikke at han syntes, det var nogen dårlig idé - der var bare ét lille problem med den.

,,Forudsat at tingene bliver normale igen,” sagde han stille. ,,Ellers binder du dig selv op på noget af en skuespilopgave.”

,,Hvad foreslår du ellers, jeg skal gøre?”

,,Det ved jeg ikke, Jack. Jeg ved det virkelig ikke,” sagde han ærligt. ,,Og jeg vil helst heller ikke blande mig i det.”

,,Nej… det forstår jeg godt. Jeg finder selv på noget.”

,,Ja. Gør hellere det,” medgav han og skubbede sig op at stå, svajede et øjeblik og fandt så balancen, støttende mest på det højre ben.

Ribbenene brændte pludselig, og han havde en underlig følelse af at et surt opstød havde fundet sted i munden på ham, uden at han selv havde bemærket det. Hovedet snurrede en anelse, da han stemte venstre fod mod terrassens brædder. Han stod bare og stirrede midt i et skridt, indtil de små sorte prikker for synet forsvandt. Så tog han en dyb indånding og humpede indenfor igen med Jack i kølvandet. De havde ikke mere at tale om, og for ikke at gøre situationen akavet for nogen af dem var det bedre at slutte af inden nogen af dem blev forlegne.

Landon så sig omkring i stuen, der efterhånden var fuld af mennesker fra forskellige nationer, men alle af samme art. Så ikke helt mennesker. Eros. Som var kommet for at hjælpe i en kampsituation, han snart forventede ville finde sted. Han blev selvfølgelig ikke overrasket over at opdage, at selv om de tilkomne flød til i en jævn strøm, så var der ingen fra hovedkvarteret i D.C. med. Heller ikke John.

Og han vidste, hvordan han skulle tolke det, netop som Gabe greb hans skulder - forsigtigt og alligevel fast for at holde ham på rette køl - og i en sidebemærkning sagde til en anden:

,,Headquarters don’t appreciate this. In fact, their absence lets us know that they disapprove.”

 

Sophie var ikke helt sikker på, hvad hun skulle synes om at være festens midtpunkt, så at sige. Nogen fest var det ikke ligefrem, men de mange Eros var glade for at møde fjerne bekendte og kollegaer, inklusive dem som havde hørt om Landons og Gabes bedrifter rundt omkring fra sladder internt mellem artsfællerne.

Gabe havde nok at gøre med at sætte alle ind i situationen, og hun bemærkede en smule tilfredst, at han undlod at fortælle om hendes blodsammensætning, da den ikke just ville gavne dem, som stadig tvivlede på, hvad de lavede der uden hovedkvarterets støtte i ryggen. Det, de gjorde, var praktisk talt ulovligt, og medmindre de virkelig gjorde en forskel, ville de overlevendes ulydighed blive straffet endnu hårdere end Gabes, fordi de fulgte ham, på trods af at en del havde højere rang end ham.

Sophie mødte for første gang folk af andre range end ledere og beskyttere. Der var våbenmagerne, som var fløjet ind fra Dubai tidligt den morgen, og vejviserne, som var vant til at vandre og var vandret hele vejen op gennem Jylland i nattens mulm og mørke uden at møde skyggen af fjender, blot fordi de havde modtaget en besked på en computer. Der var også skytter, som var kommet fra forskellige steder i Europa og var specialiserede i at skyde med bue og pil og armbrøst.

Tallene i huset steg efterhånden til halvtreds personer, som alle på en eller anden måde fandt det relevant at hjælpe hende. Hun var smigret, men også hunderæd. For sæt det ikke lykkedes en eneste af dem at holde sig i live mod en enormt hær af djævle, der gemte sig lige i nærheden. Så ville hun have de mange liv på sin samvittighed lige til sin - nok i den situation - snarligt forestående død.

Det var den slags tanker der snurrede rundt i hovedet på hende, mens hun rundtosset diskuterede situationens alvor med de mange, meget stærkere skabninger. Så det var vel ikke underligt, at hun slet ikke havde overskud til at så meget som se på Jack, som cirkulerede og fik tips til kamp fra de mange Eros. Landon var krøbet ud af sofaen og havde åbenbart været ude for at tale med Jack bag ved huset, for de var gået og kommet tilbage samtidig.

Siden havde han skiftet sin siddeplads ud med en af stolene ved spisebordet, hvor Sophie virkelig tvivlede på at han sad godt. Selv om han klart var i bedring, så var han bleg og sammenbidt og anspændt når han talte med folk. Ikke fordi de krævede, at han var dødalvorlig, men det var han altså alligevel, og hun ville ønske, at han ville lade være og i stedet tage en pause. I hvert fald hvis det var smerterne, der fik ham til at trække øjenbrynene sammen.

Desirée stod ovre i hjørnet ved pejsen, og Sophie var oprigtigt blevet overrasket over den franske piges reaktion på en helt bestemt mand, der havde præsenteret sig selv som David Hansen, en af de fynske Eros. Han var kommet vandrende ind ad døren med et udtryk af selvtillid blandet med længsel, og Desirée havde kastet sig i armene på ham - uhæmmet og med tårerne løbende ned over tårerne i stride strømme. Havde det ikke været fordi Sophie havde set Gabe græde, så ville hun ikke have troet, at Eros var i stand til det. Og hun havde aldrig troet, at Desirée kunne være forelsket i nogen. Men nu hvor hun stod tæt omslynget med David, så var det det eneste, der kunne beskrive den følelse, hun radierede. Sophie var misundelig på Desirée.

Hun og Jack var ikke ligefrem meget af et par længere. Hun kunne godt mærke, at han trak sig væk, men hun havde det endnu værre med at lade ham gøre det uden protest. Ikke fordi hun ikke stadig holdt af ham, men der var bare så meget i hendes liv lige nu, og hun troede ikke, at hun kunne overskue at være forelsket i ham samtidig med at hun hele tiden grundlæggende var bekymret for Landon, som egentlig ikke behøvede hendes bekymring.

Pludselig så hun Landon rejse sig fra stolen ved spisebordet. Han støttede sig til bordpladen et øjeblik, inden han rettede sig op, foldede hænderne bag lænden og gik uden om halvmuren mod døren ud til indkørslen, hvor der for første gang i et godt stykke tid ikke kom nogen ind. Inden han nåede ret langt, kom Gabe til og de to var tæt nok på til at Sophie kunne høre deres samtale hen over larmen af gensynsstemmer, der diskuterede hvad konsekvenserne af en krig kunne være.

,,Where are you going?” ville Gabe vide, og der var ingen irriterende nysgerrighed i hans stemme - nærmere den der følsomme bekymring Sophie kendte så godt fra sin faderfigur.

,,Out,” mumlede Landon og lød træt. ,,I need to get away from here.”

,,Are you -?”

,,Alright? Yes, Gabe, I’m fine. But thanks for the concern. I’m going to go to town and buy some more food to feed these people,” svarede Landon praktisk og lod en hånd løbe gennem sit hår.

Sophie mødte hans blik, idet det veg i hendes retning. Han så overrasket ud, da hun blinkede opmærksomt, men så smilede han en anelse og fiskede brillerne op af brystlommen på den polo, han for en gangs skyld var iført. Hun nærmest hev efter vejret, da hans blik kun syntes at blive intensiveret af brilleglassene, der forstørrede øjnene en lille smule.

Derefter mødte hun Gabes blik, og der var noget vidende og drillende i den måde, han så på hende. Det fik hende til at rødme.

,,You shouldn’t go alone,” sagde han, henvendt til Landon, selv om han stadig så på Sophie. ,,In case you get tired.”

,,I won’t -”

,,I’ll go with you,” afbrød Sophie ham og stak en arm rundt omkring hans liv.

,,Sophie,” nærmest gispede han, da hun begyndte at hale ham med sig væk fra Gabes drillende, gennemskuende blik. ,,Sophie! Wait a second.” Denne gang kom det lidt mere bestemt, og hun stoppede op.

,,Hvad er der?”

,,Sophie, du skal blive her,” sagde han blidt. ,,Jeg kan ikke beskytte dig, hvis der skulle ske noget. Jeg kunne vel dårligt beskytte mig selv, hvis det kom til stykket.”

,,Jeg er ligeglad, Landon. Som jeg sagde til Jack, så er du min beskytter, og jeg vil ikke opholde mig et sted, hvor du ikke er - specielt ikke hvis du ikke er helt på toppen,” sagde hun seriøst og så ham ind i øjnene.

Han kiggede tilbage, sådan lidt undrende. Så nikkede han opgivende.

,,Jeg får nok ikke min vilje,” sukkede han. ,,Men tag den her for en sikkerheds skyld.”

Han drog en lille metaldims op af lommen og rakte den til hende, og hun tog imod den med en følelse af ærefrygt og stolthed.

,,Hvor mange våben havde du tænkt dig at tage med?” spurgte hun forsigtigt, for at eventuelle naboer ikke skulle høre dem.

Han så lidt halvfornærmet ud, og der gik et lille øjeblik før hun opdagede, at det bare var for sjov, og at udtrykket, han havde i ansigtet, kun var en påtaget mine. At han rent faktisk ikke var fornærmet. Det var først rigtig let at se, da han kom til at smile i stedet for.

,,Kun det der,” svarede han og lagde en arm omkring skuldrene på hende.

,,Kun det her?” gentog hun, og følelsen af stolthed voksede.

Det var en enorm tillidserklæring fra Landons side, at han overlod hende sit sværd uden videre, og uden at have noget andet, han selv ville være i stand til at forsvare sig med. For at han talte sandt betvivlede hun ikke et sekund. Måske syntes hun et eller andet sted, at det var lidt risikabelt og dumt af ham, sådan at overlade hende sit våben. Og så endda det, han holdt allermest af at bruge. Hun kunne jo ikke reelt beskytte hverken sig selv eller ham, men da det jo var højlys dag mange timer endnu, fandt hun det mindre væsentligt.

,,Du må også hellere køre,” sagde han.

,,Køre?”

,,Jeg er klar over, jeg kan være stædig, men jeg er ret sikker på, jeg besvimer, hvis jeg skal gå hele vejen,” sagde han og løftede den hånd, der havde hvilet på hendes skulder i modsatte side af hvor han gik, for til gengæld at ugle hendes i forvejen vilde, utæmmede hår.

,,Selvfølgelig,” mumlede hun og slap ham forsigtigt, for at sikre sig at han havde balancen. ,,Jeg henter lige bilnøglen.”

Og det gjorde hun så. Hun løb ind i køkkenet og fiskede Gabes bilnøgle op af en skål nær døren for så at lunte tilbage til bilen og Landon igen. Han havde åbnet bildøren til passagersædet og var i gang med at sætte sig ind, da frygten ramte hende.

En så uvæsentlig frygt at hun ikke kunne lade være med at grine af sig selv. Den følelse, hun havde i maven, var ikke frygt for sit liv eller frygten for at der ville ske noget slemt med nogen, hun holdt af i en nær fremtid. Det var langt mere simpelt. Hun frygtede for at køre bil. Lidt som eksamensangst. Siden hun fik sit kørekort, havde hun ikke siddet bag rattet i en bil, og hun vidste jo, at Landon var en usædvanligt fremragende bilist. Desuden var hun lidt bekymret for at sidde alene i en bil med ham efter nattens hændelser.

Han havde virket lidt underlig, og hun kunne ikke påstå, at hun selv havde det helt normalt med at omgås ham lige i øjeblikket.

,,Det kunne godt se ud, som om vi får regn. Men hvis du ikke har noget imod at blive våd, kan du bare blive stående der hele dagen,” drillede Landon inde fra bilen, og først da gik det op for hende, at hun var stoppet op et par meter derfra.

Hun luntede om til førersædet og hoppede ind. Det tog hende et øjeblik at finde koblingspunktet, hvilket var til stor morskab for passageren, som så ud til at være ganske underholdt. Han sad med en arm hvilende langs bilruden og hovedet hvilende i håndfladen. Smilet på hans læber var krænget lidt op i den ene side, og hun kunne se hans ene hjørnetand mellem læberne.

,,Du siger ikke noget,” knurrede hun, men kunne ikke selv lade være med at smile.

,,Jeg har ikke sagt noget,” protesterede han og løftede begge hænder forsvarende foran sig i en uskyldig gestus.

Hun stønnede, trådte kobling og bremse i bund og startede bilen igen. Denne gang slap hun koblingen lidt langsommere, men kunne ikke rigtig finde en ordentlig stilling med foden, hvilket resulterede i at bilen hoppede og gik i stå igen, så hun blev nødt til at træde på bremsen. Til forskel fra tidligere, kunne hun høre Landons latter nu, klar og mild og på ingen måde spottende.

,,Skal jeg køre?” spurgte han blidt.

,,Landon -”

,,Jeg tror godt, jeg kan,” sagde han tøvende.

Hun rystede på hovedet.

,,Jeg kan godt. Jeg skal bare lige huske det.”

,,Hvis du siger det.”

Hun prøvede igen, og triumferende satte hun bilen i bakgear og lod den trille forsigtigt ud af indkørslen, mens hun så sig over skulderen. Overraskende nok - starten taget i betragtning - sad Landon på ingen måde på kanten af sædet. Faktisk så han nærmere ud, som om han var ved at falde i søvn, bortset fra det skæve smil på hans læber.

Det tog et lille øjeblik før hun var helt ude af indkørslen og sikkert forbi alle de andre køretøjer ude på den smalle vej, men da hun fik vendt bilen og kunne køre ud på hovedvejen gik det fint. Hun trådte lidt mere på speederen, da grusunderlaget blev erstattet af asfalt. Bilen strøg lidt hurtigere hen over vejen, men hun overholdt fartgrænsen.

Landon døde af grin efter ganske få sekunder, og hun skulede til ham.

,,Hvad er der?”

Han tog sig nok sammen til at få fremstammet: ,,Skift gear.”

Hun skiftede gear, men det tog lidt tid før Landon fik taget sig nok sammen til ikke at grine, og selv da smilede han.

,,Det er faktisk meget rart at være passager,” sagde han langsomt. ,,Jeg tror ikke, jeg har befundet mig i en bil - eller noget andet køretøj ud over fly - hvor jeg ikke selv styrede, siden jeg fik kørekort.”

,,Det har altså sine fordele at være ynkelig.”

,,Tak, Sophie,” sagde han sarkastisk. ,,Men ja. Det har sine fordele.”

,,Hvad er der mere af fordele? Ud over at du får lov til at slappe af?”

,,Jeg har en chance for at sove, hvis jeg ønsker det, uden at folk bebrejder mig det,” forklarede han.

,,Men det gør du jo ikke. Ikke mere, i hvert fald.”

,,Nej, det er rigtigt. Jeg har ikke kunnet sove.”

,,Hvorfor ikke?”

Han trak let på skuldrene.

,,Jeg har tænkt.”

,,På hvad?”

Det fik hun ikke svar på sådan lige med det samme. I stilheden der fulgte spørgsmålet, lyttede hun efter hans åndedræt, og hun var sikker på, at hun kun kunne høre det, fordi han lod hende høre det. Fordi han ikke gjorde noget som helst for at være lydløs.

,,Hold ind til siden,” sagde han tøvende.

Hun gjorde, som han sagde og blinkede ind til siden, hvorefter hun trådte bremse og kobling i gradvist i bund, indtil de holdt stille. Så trak hun håndbremsen og fjernede fødderne fra pedalerne.

,,Hvad skal vi?” spurgte hun grinende.

Landon rev selen af, åbnede sin bildør og humpede rundt om kølerhjelmen, inden hun så meget som nåede at stige ud. Han var stadig hurtig og stadig smidig, trods sin delvise hindring. Benet havde det tydeligvis meget bedre, for han stod på begge ben, da han placerede sig mellem den åbne bildør og selve bilen, så hun ikke kunne komme ret meget længere ud, end at hun lige kunne stå op. Lidt ligesom samme nat.

Bortset fra at denne gang gjorde han noget, hun aldrig ville have ventet sig af Landon Martin i en levealder. Hans lange fingre løb hen langs hendes kindben og strøg håret tilbage i en blid bevægelse, indtil han formede sin hånd på en behagelig måde bag hendes hoved og hun lagde det automatisk tilbage for at vinkle ansigtet op mod hans. I samme sekund bøjede han sig ned og lod deres læbe mødes i et kys, hun ikke kunne beskrive som andet end magisk. Det slog gnister, og hun følte sig ufatteligt levende.

Han holdt kysset længe, og hun gjorde intet for at skubbe ham fra sig. Faktisk lagde hun forsigtigt armene omkring livet på ham og pressede sin egen krop ind mod hans. Hun kunne mærke de hårde muskler under trøjen, selv om han slappede af og i det hele taget lod til at have det fint. Men Landon… Hvorfor kyssede han hende dog? Ham, der altid blev ved med at prædike om, at han ikke var interesseret i at forelske sig, fordi han havde et så meget vigtigere job at udføre.

Kysset bragte tårer frem i øjnene på hende. De havde kendt hinanden i få måneder. Ikke engang et år. Nærmere et halvt, men ikke engang helt et halvt år. Og alligevel var der ikke noget i hendes liv, der føltes så rigtigt som dette. Det var ikke kun glæden ved dette forløsningens øjeblik, der fik hende til at klynge sig til ham uden at tænke på at trække vejret eller gøre andet end at eksistere i øjeblikket. Det var også det faktum, at hun nu følte sig helt sikker på, han rent faktisk forstod, hvordan hendes liv havde taget en alvorlig drejning. En deprimerende drejning, som hun havde brug for ham til at komme igennem og videre fra. Han forstod det, og han forstod hendes følelser.

Så gjorde han sig forsigtigt fri fra hendes arme og læber og stillede sig med underarmen støttet mod overkanten af bildøren.

,,I’m sorry,” sagde han stille, men han smilede alligevel.

Smilet var en smule vemodigt, og hun vidste med det samme, at han ikke havde tænkt sig at kysse hende igen. Og at han ikke havde tænkt sig at gøre noget ved det, hun ikke tvivlede på, han netop havde følt sammen med hende. En forbindelse stærkere end livet selv. Noget overnaturligt, større end Eros.

,,Don’t be. I liked it.”

,,I know.”

,,Then… why are you sorry?”

Han smilede. Så skiftede han sprog, idet han forklarede hende det en smule bedre:

,,Jeg kunne godt have fortalt dig om det på en mere romantisk måde. Specielt fordi jeg ved, du har Jack -”

,,Ja, Jack og jeg er et kønt par. Han undgår mig lidt, og jeg er ikke sikker på, jeg ikke er tilfreds med det,” indrømmede hun og så alvorligt op på ham og ind i de mørkeblå øjne, hvis farve blev en smule lysere af det blakkede sollys.

,,Det ved jeg godt,” tilstod han.

,,Hvordan ved du det?”

,,Jeg havde en lille samtale med Jack i morges. Og jeg har kunnet fornemme det på dig lidt længere.”

Hun smilede bare til ham, inden hun rakte op og strøg hans pandehår bagud.

,,Jeg er glad for, du er bedre til at læse tegn end mig.”

Også hans læber krængedes opad. Så trådte han væk og humpede tilbage til sit passagersæde. Hun selv gled ind bag rattet i bilen og fik den startet i første forsøg. Efter at være blevet kysset af Landon syntes alting så meget mindre besværligt. Når blot han vidste, at hun havde følelser for ham, og når blot han gengældt dem, så kunne alting være lige meget. Og det var det, der fjernede hendes nerver nok til at hun kørte automatisk denne gang.

De parkerede ved SuperBest, steg ud og låste bilen for så at gå ind i butikken. Sophie var godt klar over, at de måske ikke umiddelbart lignede nogen, der var i forbindelse med hinanden, eftersom hun gik af sted med lange skridt - delvist for at følge med og delvist for at undgå at se lillebitte ud ved siden af ham - og han haltede slemt nu, hvor han havde gået rundt en del i løbet af dagen.

Men hun turde ikke gøre noget ved det. Hun vidste, at han ikke ville kysse hende og ikke ville følge videre op på den samtale, de lige havde haft. Så med det i baghovedet forholdt hun sig passiv ved siden af ham, med undtagelse af at hun slæbte kurven, de samlede madvarer ind i.

,,Kom her,” sagde han endelig, og hun trådte lynhurtigt nærmere, så han kunne lægge en arm omkring skuldrene på hende, og hun en omkring livet på ham.

Og så fulgtes de ellers ad rundt i butikken og fik købt ind.

 

Han var ikke kommet over at have kysset Sophie, da de var tilbage i sommerhuset, hvor der var kommet endnu flere til. Men han fik meget hurtigt andet at tænke på, og dermed også en måde at udnytte sin ekstra energi på. Folk var begyndt at slå telte op ude i indkørslen, og han begyndte så småt at lægge planer for hvordan det hele skulle foregå. Det var sjovt at være ham og blive spurgt til råds af folk, der var meget mere erfarne, så snart han steg ud af bilen og dårligt kunne gå, fordi benet og ribbenene var ømme efter gåturen rundt i butikken nede i Søndervig.

Sophie mistede han hurtigt af syne, men at dømme efter udtrykket i hendes ansigt, idet hun efterlod ham i indkørslen, så led hun ingen nød. Og det var rart nok. Så kunne han i det mindste koncentrere sig om at lægge en plan for at holde hende og ufatteligt mange andre fremmødte i live.

Antallet af tilkomne steg støt uafbrudt i to døgn. Fra de første halvtreds til hundrede og tyve til tre hundrede, som spredte sig ud over området omkring Ternedalen 1. Der var plads til mange, men ikke så mange, på den relativt lille grund. Og pladsen var trang. Men der var en stemning ikke ulig den, man hørte om fra menneskekrige, hvor folk delvist var paralyserede af skræk og delvist så frem til at kæmpe for deres sag. Bare tanken om at komme til at gøre noget.

Af respekt for autoriteterne veg han fra sin soveplads på sofaen til fordel for en madras i et telt ude i indkørslen. I det mindste var han da alene i teltet, men der var ikke meget plads, og det gjorde ondt, hvis han bevægede sig for meget, mest i ribbenene. Så der var ikke andet for end af sove. Og hele tiden lå han vågen, søvnløs af den tanke, at Sophie sov inde i huset, og at han ikke med sandsynlighed ville kunne høre, hvis hun var i problemer på denne afstand.

Men sovet fik han da til sidst, for det blev han nødt til, hvis han ville gøre sig nogen forhåbninger om at være frisk til et slag, der ville komme meget snart. Jorden var ret varm, selv så langt fra det knudepunkt, han havde fundet på stranden. Og temperaturstigningen tog gradvist af. Det ville ikke var længe, før djævlene havde nået maksimum. Og til den tid ville han være forberedt og klar til kamp. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...