Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
8606Visninger
AA

27. K A P I T E L XXVI

K A P I T E L XXVI

 

Med uforudsete ændringer i Landons tilstand havde Sophie aldrig forestillet sig, at hun skulle komme til at mene, at det gik alt for forbløffende hurtigt. Hun havde set ham komme til skade tidligere, men aldrig hele med denne fart. Efter et par dage var han i stand til ved hjælp af armene at skubbe sig op i siddende stilling, og hans sarkasme vendte for alvor tilbage for fuld udblæsning. Han insisterede desuden på, at hun genoptog sin træning, nu hvor der havde været et stykke tid mellem angrebene fra djævlenes side. Med andre ord, bortset fra at han endnu ikke havde været oppe af sofaen, var han ved at være sig selv igen. Sårene helede fint på overfladen, og selvfølgelig tog det lidt længere tid med musklerne indenunder, men alt så fint ud, erklærede Gabe, som ikke virkede synderligt overrasket. Alligevel kunne Sophie ikke lade være med at få en smule skyldfølelse, hver eneste gang hun så i Landons retning.

Bandagerne var blevet fjernet fra hans overkrop, så sårene kunne få luft og huden gendannes i et ordentligt miljø. For hver eneste gang hun kastede et blik på ham, fik hun øje på det lange ar, der strakte sig ned over hans knogler og muskler, lidt ligesom hun havde set det med den rødmalede midtatlantiske højderyg, hvor den røde maling forestillede lava. Landons krop var lidt det samme. Arret var langt og hævet en smule over den normale, blege hud, og så var det stadig rødligt. Det samme var tilfældet med arret ved hans øje.

Han havde dog insisteret på at blive hjulpet i et par bukser, da først Gabe havde fjernet forbindingen omkring såret på benet. Sophie havde hørt Jack komme med en eller anden kommentar, som begge unge mænd havde leet af, inden Landon havde lagt sig til at hvile igen. Hun var overrasket over hvor villigt han tog imod ordrer, når nu det plejede at være ham, der kostede rundt med hende og mere eller mindre satte dagsordenen. Og hun savnede faktisk lidt, at han kommanderede med hende. Det andet gav hende en underlig følelse af, at han virkelig var syg og ikke bare kommet til skade.

Og så tænkte hun på det med blodet. Men kom så fra det igen, fordi han alt i alt virkede sund nok, på trods af trætheden, der var en direkte følge af smerterne, som også tog af dag for dag. Desirée kom og gik hele tiden uden at gøre det besværligt for sig selv ved at finde på undskyldninger og påskud for at komme forbi - hun havde bare ikke rigtig andre steder at være. Det var meget simpelt og let at forstå.

Sophie var på sin vis glad for den påvirkning, hun havde på Jack. Han tog det hele lidt mere alvorligt, nu hvor han rent faktisk lærte at forsvare sig selv på rimelig vis, selv om det også gjorde ham en smule overmodig. Dette var selvfølgelig ikke uden for hendes bekymrings rækkevidde, men når alt kom til alt ville Eros vel beskytte Jack og ikke lade ham stå alene, hvorimod Landon ville være en af dem, der kæmpede. Altså blev Jack en af hendes mindste bekymringer.

Hver dag tog et hold ud for at tjekke fælder for djævlene, og Jack tog med næsten hver eneste gang. Sophie var godt klar over, at hun ikke kunne blive ved med at komme med undskyldningen, at Landon ikke ville være der til at tage med hende. Snart ville også Landon være helt på toppen - ligesom det næsten allerede var tilfældet med de to andre sårede - og han ville uden tvivl ikke have noget imod at slæbe hende med ud for at se, hvordan fælderne blev arrangeret og tømt igen. Men hun så hellere, at han ikke gjorde det, og at han blev i sommerhuset med hende.

Gabe lod ikke rigtig til at have nogen holdning på det punkt. Han havde ikke været med på hver af de i alt tre tømninger, men to af dem havde han deltaget i, og når han kom tilbage, virkede han altid, som om han var i godt humør. Når han blev hjemme var der dog ikke den helt store forskel, og Sophie bemærkede det kun, fordi hun var så vant til at være i nærheden af sin stedfar, at det faldt hende naturligt at aflæse hans humør i bevægelser og trækninger i ansigtet frem for hvad han egentlig sagde.

Men overordnet var alting ved at være tilbage ved normalen. Udover hendes forhold til Landon, der var blevet ret underligt. Hun følte ikke for at tale ret meget med ham, efter at han ikke havde indført hende i den hemmelighed, han åbenbart havde betroet Gabe, men han blev ved med at betragte hende på en indgående måde, som om han overvejede, hvorvidt hun rent faktisk var tilstede i kød og blod, eller om hun i virkelig var et spøgelse.

Det var også på den måde, at han sad og betragtede hende om formiddagen på fjerdedagen efter at han var kommet til skade, hvor alle andre havde forladt huset undtagen ham, hende og Gabe. Og hun havde fået nok.

,,Stop det,” befalede hun irriteret og slog den bog sammen, hun havde været ved at læse, med et smæld.

,,Stop hvad?” ville han vide.

,,Med at glo på mig, som om jeg var et rumvæsen.”

Han fnøs sarkastisk.

,,Jeg er næppe den rette til at glo på folk af den grund.”

,,Så hold op.”

Han trak sine briller af og pudsede dem i det tæppe, han sad på.

,,Jeg glor ikke på dig, Sophie,” sagde han alvorligt. ,,Jeg betragter dig.”

,,Som om du prøver at gennemskue min sammensætning!” snerrede hun og rejste sig for at gå, inden de kunne komme op at skændes.

,,Præcis,” udbrød han til hendes overraskelse. ,,Det er lige det, jeg gør.”

Der var ingen sarkasme at spore i hans stemme længere, som om han virkelig mente det. Hun gad ikke engang spørge ham, hvad det nu var, han havde af mærkelige teorier vedrørende hende som person. I stedet placerede hun bogen på hylden ved siden af vinduet og gjorde mine til at ville gå ind på det værelse, hun delte med Jack, nu hvor Landon havde insisteret på at indtage stuen og lade dem få lidt fred.

,,Sophie,” sagde han og flyttede lidt på sig, mens han nærmest smed brillerne tilbage på næseryggen. ,,Vent lige -”

,,På hvad?” spurgte hun og lagde armene over kors, overbevist om at han ikke ville fortælle hende, hvad han tænkte på alligevel.

,,Jeg -” han tav og rystede opgivende på hovedet.

Sophie var på en eller anden underlig måde meget tilfreds. Uden at sige mere vendte hun rundt på hælen og gik ud i gangen og ind på sit værelse, hvor hun smed sig på sengen med høretelefoner i ørerne og sin yndlingsmusik spillende for fuld udblæsning.

Der gik ikke ret mange minutter, før det bankede på døren, og hun vendte sig om på siden for at se, hvad Gabe ville. For det kunne ikke rigtig være andre end ham. Og ganske rigtigt stod han da i døren, da den gled op. Sophie smilede en anelse. Gabe var blevet en smule mere hærget at se på i den senere tid, men der var stadig den der ungdommelige passion over ham, som hun altid ville identificere som en af sin virkelige fars kvaliteter. Han smilede igen, gik ind og satte sig på sengen ved siden af hende, og hun nød den måde, han strøg hendes hår væk fra skulderen på, mens han nussede hendes skuldre.

,,Landon vil gerne tale med dig,” sagde han bare neutralt.

,,Jeg gider ikke tale med ham,” svarede hun og lukkede øjnene, mens hun foldede armene under hovedet og nød de blide bevægelser.

,,Nej, det fik jeg ligesom fortalt,” sagde han med et grin i stemmen.

,,Og alligevel er det mig, du beder om at give sig?” gættede hun.

,,Næh,” svarede han i samme rolige, milde tone. ,,Jeg beder dig bare om at overveje, hvor holdbart det her er.”

,,Hvad mener du?” spurgte hun og trillede om på ryggen så hun kunne se op på ham.

,,Du opfører dig, som om du aldrig nogensinde vil være i stand til at se på ham igen. Det går over, det ved jeg,” sagde han hurtigt, stadig i et forsonligt tonefald. ,,Men alligevel. Du kan ikke ignorere ham for evigt.”

,,Der er gået tre dage,” protesterede hun.

,,Så det har altså noget med den dag at gøre,” sagde han, som om han havde gennemskuet hende.

Sophie bandede for sig selv og vendte ansigtet væk fra Gabe. Men han kendte hende lidt for godt og havde håndteret hendes stædighed og surmuleri mange, mange gange før. Som hendes far kendte han præcis de knapper, der var bedst at trykke på, hvis han ville have et smil og en opblødning frem. Og det fik han bedst ved at kilde hende. Så det gjorde han selvfølgelig også denne gang, og hun krummede sig hjælpeløst sammen og kunne ikke lade være med at grine, selv om det i starten var lidt modvilligt.

Gabe var nådesløs på dette punkt. Han stoppede ikke, før hun var holdt op med at skrige, at han skulle lade være, men fortsatte indtil han var helt sikker på, hun ikke bare kunne lade ansigtet falde tilbage i de sure folder og vende ryggen til igen. Hendes stedfar havde aldrig været dum, og nogle gange - kun nogle gange - hadede hun virkelig hans klogskab. For eksempel nu, hvor hun måtte overgive sig.

Først da hun ikke længere tiggede og bad, fordi hun ikke kunne mellem latterkramperne, trak han hænderne til sig og lo selv - dog en smule mere kontrolleret end hende. Dette var så en af de mange fordele ved praktisk talt at være Gabes datter. Han var fuld af kærlighed, og hun var ikke i tvivl om, at når hun grinede, så følte han grund til at være glad, nærmest uanset situationen. Det var rart at have det sådan med et andet menneske. Specielt nu, hvor hun allerede havde mistet en af de få, der havde det på den måde. Sin mor. Gabe var der stadig - solid og konstant som en klippe.

,,Vil du fortælle mig om problemet, min umulige teenage-datter?” spurgte han drillende.

,,Næh,” svarede hun og rakte tunge.

Han gengældt den barnlige handling.

,,Det er også i orden,” besluttede han og rejste sig fra sengekanten.

,,Gabe?”

,,Ja?”

,,Ville du ikke blive lidt fornærmet, hvis nogen fortalte dig, at de forsøgte at finde ud af, hvordan du var sat sammen?”

Han tænkte sig om lidt. Så lo han mildt og strøg hende over håret, som han havde gjort det mange gange, dengang hun stadig var en lille pige.

,,Hvis jeg havde været et menneske, ville jeg måske, jo,” indrømmede han.

,,Så har jeg vel grund til det, ikke?”

Ved dette spørgsmål fik han et fjernt udtryk i ansigtet. Så trak han på skuldrene og lagde hovedet en anelse på skrå.

,,Det ved jeg ikke, Sophie. Helt ærligt,” indrømmede han. ,,Hvis det var det, Landon sagde, så synes jeg ikke, du skal være fornærmet. Han har god grund til at undre sig.”

,,Han har bare aldrig gjort det før,” klagede hun.

,,Måske er han blevet opmærksom på noget, han ikke før har tænkt på,” foreslog Gabe en smule undvigende og trådte tilbage mod døren, tydeligvis mere indviet i emnet end han lige sådan afslørede for hende.

Hvilket blot betød, at Sophie var tvunget til at spørge Landon selv, hvis hun ville have svar. Spørgsmålet var bare, om hun ville foretrække uvidenhed. Okay, hun kunne håndtere at leve i en verden, hvor mennesker ikke alligevel var det sidste led i fødekæden, og hvor der fandtes skabninger i stil med halvguderne fra ældgammel mytologi. Og måske kunne hun også leve med den viden, at hun aldrig ville blive en almindelig teenager igen, og at hun havde slæbt sin kæreste med ud i noget, hun aldrig ville kunne lave om på igen. Hun kunne endda leve med den grusomme tanke at hendes mor var død, og at hendes far havde været et magtbegærligt røvhul.

Men hun var ikke sikker på, hun havde lyst til at vide ret meget mere. Og når nu der blev samtale om hendes sammensætning, så handlede det garanteret ikke om personlighed eller krop. Det handlede nok snarere om gener. Og dermed også hendes slægtskab med den Sidste Konge, som hun ellers brændende ville ønske, hun ikke havde været datter af.

,,Måske,” medgav hun for at lade Gabe slippe - hun ville alligevel ikke byde ham at blive grillet på den måde, hun kunne finde på at gøre det, når nu han holdt hemmeligheder for hende, i ledtog med Landon.

,,Når du er klar til at komme ind i stuen igen, har Desirée bagt kage i løbet af natten,” afslørede Gabe, inden han lukkede døren ud til gangen efter sig.

Sophie blev liggende på sengen og proppede dutterne i ørerne igen. Hun slappede næsten med det samme af igen til tonerne af All Time Low, som fremførte en akustisk version af sangen Weightless. Det var egentlig en fin sang til hendes humør i øjeblikket. Specielt når hun var mere eller mindre alene i huset med Landon.

Automatisk sang hun med, mens hun stirrede ned i sit pudebetræk uden at foretage sig noget:

 

,,Maybe it’s not my weekend,

but it’s gonna be my year,

and I’m so sick of watching while the minutes

pass as I go nowhere.

And this is my reaction

to everything I fear.

‘Cause I’ve been going crazy,

I don’t wanna waste another minute here.

 

,,Understandable,” sagde en anstrengt stemme pludselig bag hende, og hun hvirvlede rundt på sengen for at se, hvem der talte til hende.

Hun kneb øjnene sammen, da hun fik øje på Landon, som stod i døråbningen og lænede sig tungt mod denne. Den venstre arm hang løst ned langs siden, mens den højre støttede fra dørkarmen, så han ikke behøvede lægge vægt på venstre ben og stadig kunne stå rimelig afslappet. Alligevel kunne hun se de små svedperler på hans pande og den rynke, der opstod mellem hans bryn af anstrengelse.

,,Get back to the couch,” befalede hun køligt og vendte sig om på maven igen.

,,Too late,” sagde han og tog et klodset skridt fremad, at dømme ud fra lyden.

Hans støn af smerte fik Sophie til at knibe øjnene i. De begyndte automatisk at løbe, selv om hun ikke anede hvorfor. Hvordan kunne han finde på at gøre dette mod sig selv og mod hende? De vidste begge to godt, at han ikke burde gå rundt endnu, og at han var i overhængende fare for at falde.

,,Jeg kalder på Gabe,” advarede hun.

,,Han ved det godt,” sagde han i en neutral tone.

,,Fint,” knurrede hun og rejste sig fra sengen. ,,Hvis ingen andre vil, må jeg jo gøre det selv.”

,,Gøre hvad?” spurgte han og lød rent faktisk nervøs.

Hun kneb øjnene sammen og gik hen til ham for at tage ham under armen.

,,Følge dig tilbage til din sofa,” svarede hun køligt.

Han trådte et skridt væk, men greb så fat i dørkarmen for at stabilisere sig selv. Hun så på ham og kunne ikke - meget mod sin vilje - lade være med at blive lidt bekymret for ham.

,,Just give me a hand,” sagde han og lød træt på den måde, hun havde lært at identificere som hans måde at sige ”lad-være-med-at-være-irriterende-nu” på.

,,Only if you promise to leave me alone,” mumlede hun, men hjalp ham alligevel hen til den seng, han tidligere havde sovet i en enkelt nat, inden han blev frisk nok til at insistere på at flytte ud af værelset igen.

,,Sophie, we need to talk,” sagde han og greb fat i hendes hånd, idet hun gav slip på ham og ville smide sig på sin egen seng igen.

,,Let go,” snerrede hun, men han gav selvfølgelig ikke slip, bare fordi hun krævede, at han gjorde det.

Hun var dog en smule forsigtig med at gøre for meget modstand. Bare det at han talte til hende på engelsk frem for på dansk var lidt af et tegn på hans tilstand i sig selv. Normalt talte han dansk til hende, hvis han havde overskuddet, eller hvis han følte, at tingene bare lød bedre på engelsk. Lige nu var det ikke svært at gætte, hvorfor han ikke talte dansk til hende, og det havde nok ikke noget at gøre med, hvordan formuleringen lød.

,,I’m not letting go until you tell me what I’ve done wrong.”

,,Fine,” sagde hun bare og rettede sig op foran ham. ,,You and Gabe are keeping something secret from me.”

,,Yes,” medgav han. ,,As a matter of fact, you’re completely right.”

Hun krydsede armene over brystet og så irriteret på ham. Hvordan kunne han tage det så roligt, at hun var vred? Betød det slet ikke noget for ham, at hun var irriteret over at blive holdt udenfor?

,,And you expect me to be fine with that?”

,,No. I came in here to let you in on exactly that secret.”

,,Though Gabe comes in the first row.”

Han sukkede dybt og gav slip på hendes hånd, sikkert vel vidende at hun ikke ville forlade værelset, nu hvor han havde smidt bomben. Så hun skulle altså have at vide, hvad hemmeligheden gik ud på. Opgivende sank hun ned på sin egen seng overfor ham og lod blikket glide ned over hans krop. Torsoen var bar, mens benene var dækkede af et par løse træningsbukser, der hang omkring hofterne på ham, fordi han ikke kunne holde ud at binde snorene. Så lod hun blikket glide videre ned over hans ben. Det venstre var strakt hen over gulvet mod hendes seng, som om han ikke holdt ud at bøje det. Det andet støttede fra gulvet i en vinkel, der næsten var halvfems grader.

,,Look me in the eyes,” sagde han skarpt, og hun adlød med et ryk, for overrasket til at gøre meget andet.

Hans øjne bag brillerne var usandsynligt mørkeblå og vågne, som om han aldrig nogensinde havde betragtet noget som hende, og som om han var bange for, hun var en bombe, der sprang i luften. Samtidig var der en varm gnist et sted midt i det midnatsblå, der fik hende til at blive ved med at stirre uden dårlig samvittighed. Hun vidste udmærket, at han ønskede, hun skulle blive fanget af blikket uden særlig lyst til at slippe. På den måde sikrede han sig i hvert fald hendes opmærksomhed, og det vidste hun godt.

,,Gabe kender dig bedre, end jeg gør. Og sikkert også bedre, end du selv gør,” indledte han roligt. ,,Så jeg syntes, jeg ville vende min teori med ham, inden jeg fortalte dig om den.”

,,Teori?”

,,Ja. Det slog mig den anden dag, at der kan være en meget simpel grund til, du ikke bliver brændt af kontakt med… skyggerne. Og jeg tror ikke, du vil bryde dig om den, selv om den giver mening.”

,,Lad mig høre,” mumlede hun nervøst og så ned i sit skød igen.

,,Se mig i øjnene,” sagde han, men denne gang mere tålmodigt end skarpt.

Hun gjorde, som han bad om, og så ham i øjnene igen.

,,Sophie, jeg tror, det din far gjorde, var at blande sit blod med skyggernes. Det har man aldrig hørt om før, fordi det er usandsynligt, at noget sådant overhovedet ville have mulighed for at finde sted. Vi - Eros - har en meget stærk biologi, der ikke lige er sådan at påvirke. Men det er set før, at Eros, som får blodtransfusioner af menneskeblod har fået mere menneskelige børn end gennemsnittet af os er. Jeg tror ikke, det kan udelukkes, at det samme kunne ske mellem Eros og skygger,” forklarede han stille og roligt, mens han så hende i øjnene, uden at hans blik flakkede på noget tidspunkt.

Der gik et lille øjeblik, før hun forstod, hvad han egentlig lige havde fortalt hende.

,,Så det, du siger, er, at jeg egentlig ikke er et menneske,” opsummerede hun for ham.

Landon rystede på hovedet.

,,Det er ikke det, jeg siger. Du er jo tydeligvis et menneske. Men det er helt muligt, at du også er mere.”

,,Hvordan kan det lade sig gøre?” ville hun vide. ,,Hvis halvdelen af mine gener er dæmoniske -”

,,Ikke halvdelen,” rettede han hende. ,,Måske en fjerdedel eller mindre. Jeg tror, du er så menneskelig, Sophie, fordi din far i forvejen var Eros. Kan du følge mig?”

,,Ikke helt.”

,,Se på det som et regnestykke,” sagde han og tilføjede med et smil: ,,Jeg ved, du er god til matematik.”

Hun nikkede forsigtigt og ventede på, at han skulle gå i gang med at fremlægge det for hende.

,,Hvis du nu ser på det som noget positivt og negativt, og mennesket i midten som nul. Så må vi gå ud fra, siden Eros og skyggerne er naturlige fjender, at de i teorien burde vægte lige meget i hver sin retning, ikke?”

,,Jo, det giver fin mening,” mumlede Sophie, som havde flashback til dengang hun i oldtidskundskab blev undervist i Platons dialoger, hvor Sokrates via spørgsmål fik overbevist sine lyttere om sin egen personlige holdning.

,,Så forestil dig, at tallet for skyggernes negativitet er 2, og at det for Eros’ positivitet er det tilsvarende. Læg så de to sammen.”

,,To minus to,” mumlede hun og himlede med øjnene. ,,Det giver nul.”

,,Altså et menneske.”

,,Så de udligner hinanden?”

,,Det gør de vel i princippet,” sagde han og trak igen på skuldrene. ,,Men det er jo ikke matematik. Det er nærmere biologi. Jeg tror, regnestykket hjælper dig med en del af forståelsen af, hvorfor du er, som du er. Men jeg tør godt vædde på, dine gener afslører, at du har både guddommelige og dæmoniske egenskaber skjult i DNA’et.”

,,Burde jeg så ikke… du ved… stinke?”

Han lo stille, og hun var godt klar over, at hun ikke kunne være vred på ham. Ikke fordi han var for sød eller rar til den slags, men fordi det simpelthen ikke fungerede i det lange løb. Gabe havde - selvfølgelig - ret i det, han sagde.

,,Du havde biologi i gymnasiet, ikke?” spurgte han retorisk, eftersom Sophie vidste, han havde haft adgang til hendes karakterbog fra 1.g såvel som 2.g. ,,Tænk på det som arvemateriale. Der er måske nogle egenskaber, du fænotypisk vil arve, mens andre gener vil være recessive og kun kunne afsløres ud fra en test af din genotype.”

Hun nikkede. Det gav stadig lidt for god mening. Chokerende god mening. Og hun brød sig virkelig ikke om tanken om at være nogen som helst lille brøkdel dæmonisk. Så hellere at hendes far bare havde været et sindssygt eksemplar af Eros, der ikke anede, hvordan han skulle håndtere magt. Dette var langt værre.

,,Var det det, du snakkede med Gabe om?”

,,Ja.”

,,Og hvad mener han?”

,,At hvis det er sandt, så giver det god mening, at du har svært ved at forholde dig til den træning, jeg udsætter dig for,” svarede han simpelt og slog ud med hænderne i en beklagende gestus.

Det havde han for så vidt også ret i. Men…

,,Hvis det er, som du siger, hvorfor er der så intet, der tyder på, jeg har noget med Eros at gøre?” ville hun vide.

Han trak ærligt på skuldrene.

,,Det ved jeg ikke. Der er sikkert noget, der tyder på det, men vi har bare ikke opdaget det endnu. Det behøver dog ikke at betyde, du er mere som dem end som os. Det ved jeg, at det ikke gør. Men det giver god mening, hvis nogle af deres gener bliver dominante over Eros’, når nu de er så meget stærkere end os i sig selv,” sagde han stille.

Sophie overvejede, om han i virkeligheden bare tænkte højt, men havde egentlig ikke lyst til at spørge. Hun havde allermest lyst til bare at grave sig ned i en grav og blive liggende der. Bortset fra at så gjorde hun det samme som sine artsfæller. Det ville bare være så meget lettere, hvis hun kunne slippe for den pinsel det var at vide, at hun rent faktisk mindede om de monstre, der havde slået hendes mor ihjel og ødelagt Landons krop på den måde, det nu engang havde været tilfældet.

En tanke slog hende pludseligt. Hun havde aldrig fundet ud af, hvad der egentlig var sket med Landon. Et eller andet sted havde hun vel egentlig bare regnet med, han var blevet overmandet af flere på én gang. Problemet med den antagelse var bare, at hun ikke havde hørt ham takke nogen for at have reddet sit liv, og han var jo trods alt stadig i live. Desuden var det ikke udelukkende brandsår, der dækkede hans krop. Det var rene linjer, som hvis et sværd skærer gennem huden i en lang, glidende bevægelse.

Hun gøs. Normale teenagepiger tænkte ikke på sår som et analyseværktøj til begivenheder, medmindre de havde været udsat for vold. Hun havde ikke decideret været udsat for vold, men havde set Landons mange ar et tilstrækkeligt antal gange til at vide, hvilke der stammede fra hvad. Han fortalte aldrig direkte, hvordan han var endt med at have ar, men havde dem alligevel og nævnte enkelte gange, hvad der var sket. Resten kunne hun selv regne ud.

Tøvende rejste hun sig fra sin egen seng, krydsede den smalle stribe af gulv og satte sig ved siden af ham.

,,Hvad er der egentlig sket?” spurgte hun i et prøvende tonefald.

Hvis han ikke havde lyst til at svare, kunne han bare lade være. Men hun var godt allerede nu klar over, at han ville besvare spørgsmålet. Landon besvarede altid hendes spørgsmål før eller senere, uanset hårdheden af sandheden. Måske virkede det, som om spørgsmålet kom pludseligt, men der var gået tilstrækkeligt lang tid mellem hans forklaring til hun skiftede emne på denne måde.

,,Jeg lod mig provokere,” svarede han simpelt, som om det var alt, han behøvede at sige, før hun forstod.

Men det gjorde hun ikke. I stedet lagde hun spørgende hovedet på skrå, og han lukkede øjnene, da han åbenbart indså, at han ikke havde udtrykt sig klart nok.

,,Jeg glemte at tænke mig om, Sophie, bare den ene gang. Og så kom der en kniv susende gennem luften,” afslørede han i et bittert tonefald, mens hun så ham knytte hænderne.

,,En kniv… var den lang?” spurgte hun forsigtigt, mest for at lede hans tanker i en lidt anden retning end det, der havde gjort ham uopmærksom.

,,Lang nok til at have skrabet knoglen gennem musklen,” svarede han dæmpet. ,,Selv om det selvfølgelig ikke siger ret meget.”

Det var selvfølgelig sandt. Nok var Landon muskuløs, men ikke overdrevet muskuløs. Han var stadig høj og slank, og som han sad der, kunne hun tydeligt se bækkenbenene ved hans hofter distancere buksekanten en smule fra den lille fordybning umiddelbart efter. Men han var ikke sygeligt tynd, så kniven måtte alligevel have haft en vis tykkelse, når den kunne nå ind til lårbensknoglen også.

,,Netop derfor bør du ikke gå rundt,” mumlede hun.

,,Hm?”

,,Hvis der er skåret gennem musklerne. Det må gøre helt ufatteligt ondt,” tænkte hun højt for at dele sine tanker med ham.

Hun kunne umuligt forestille sig, hvordan smerten måtte føles, for hun havde aldrig selv rigtig været kommet til skade.

,,Du nægtede jo at blive i stuen,” svarede han ligegyldigt.

,,Du holdt hemmeligheder for mig. Siden hvornår har jeg haft mulighed for at gøre det samme overfor dig?” forsvarede hun sin egen fornærmelse, selv om det - når hun nu kom til at tænke på det - virkede både barnligt og ligegyldigt.

,,Jeg gjorde det for din skyld,” sagde han lige så roligt som før. ,,Og desuden skal du da være velkommen til at holde hemmeligheder for mig.”

,,Det ved du godt, jeg ikke kan.”

,,Ja.”

Hun smilede modvilligt og rørte lidt ved hans skulder.

,,Har du mange hemmeligheder, Landon?”

,,Ikke for dig. Men et par stykker,” indrømmede han.

Hun så drillende på ham, idet hun skiftede stilling, så hun foldede det ene ben ind under sig og kunne dreje sig helt mod ham. Han blev siddende i den stilling, hun havde hjulpet ham ned i, sandsynligvis fordi anden bevægelse var for smertefuld.

,,Som hvad?”

,,Det fortæller jeg dig ikke,” lo han.

,,Årh, jooo, Landon,” tiggede hun.

,,Niks.”

,,Hvis jeg nu lover at gøre, som du siger uden at brokke mig?”

,,Det gør du alligevel.”

,,Ikke uden at brokke mig.”

,,Det kan jeg godt leve med,” grinede han. ,,Eller jeg kan straffe dig for det, hvis jeg bliver for træt af det.”

Hun kneb øjnene sammen og daskede useriøst til ham med en hånd. Han hævede et øjenbryn, men lo så igen, foldede sine slanke hænder ud og stødte dem mod sengen, så han løftede sin krop en smule. Derpå drejede han sig en smule, stønnede lavt og lod sig synke ned at sidde igen, nu en smule mere med front mod hende.

,,Så forstår jeg dig ikke,” erklærede hun i samme legende tonefald som tidligere.

,,På hvilken måde tænker du?”

,,Du vil ikke fortælle mig dine hemmeligheder, men du mener alligevel jeg er smerten værd, det er at gå fra stuen og herind i den tilstand for at fortælle mig en ret væsentlig hemmelighed,” udpenslede hun for ham.

Han pustede ud, rakte over mod hende og uglede hendes hår i en blid bevægelse.

,,Sophie, der er ikke den ting, jeg ikke ville have gjort for at blive gode venner med dig igen,” sagde han langsomt. ,,Det var bare ikke gået op for mig, at du rent faktisk var vred før da.”

Hun tænkte sig om. Landons øjeblikke med udtalelser som denne var ganske få, og hun følte sig altid særligt privilegeret, når han endelig lukkede den slags ud. Hun anede selvfølgelig ikke, hvad han mente med det, men var smigret over, at han virkelig tog sit job som hendes beskytter - og ven - så alvorligt. Og så var det selvfølgelig rart at vide, at han virkelig prioriterede deres venskab over sig selv, selv om det var idiotisk gjort af ham.

,,Så kunne du jo også godt -”

,,Jeg fortæller dig stadig ikke mine hemmeligheder,” afbrød han hende drillende og hurtigt, netop som hun skulle til at foreslå, at han gjorde netop dette.

,,Hvorfor ikke?”

,,Det hedder hemmeligheder af en grund.”

Hun skar en grimasse af ham, og han fjernede sin hånd fra hendes hoved for at lade den falde ned i sengen igen.

,,Men bare rolig,” tilføjede han, som ved en ekstra tanke, ,,der er ikke flere hemmeligheder af den slags. De er mindre alvorlige og kommer på ingen måder dig ved.”

Hun sukkede, lukkede øjnene og lod panden falde ned mod hans skulder, hvor den stødte på.

,,Jeg får dig ikke til at sige det, gør jeg vel?” opgav hun.

,,Niks,” svarede han hurtigt og rettede sig en smule op. ,,McKenzie kommer.”

Hun nærmest fløj tilbage, netop som døren blev svunget op med et brag og McKenzie stod ganske rigtigt i døråbningen og så på dem. Et underligt udtryk afspejlede hans forvirring og panik, og Sophie mærkede en klump danne sig i brystkassen.

,,Martin, we’re in big trouble,” afslørede den skotske mand, hvis accent Sophie havde lidt svært ved at forstå, når det gik lige en anelse for hurtigt.

Landon skiftede stilling, så han ikke sad så afslappet længere, men på kanten af sengen. Bevægelsen syntes at forårsage ham en del smerte, og Sophie måtte lægge bånd på sig selv for ikke at række ud for at forhindre ham i det.

,,What’s going on?” spurgte han alvorligt.

,,Temperatures in Denmark are rising drastically. The ocean is warming up more and more each day. By several degrees,” fortalte McKenzie.

Sophie kunne ikke se, hvad der var så slemt ved, at det blev varmere udenfor, men hun kunne se på Landon, at det var utroligt skidt. Så skidt at han ikke sagde noget det første stykke tid. Og da han endelig gjorde, var hans stemme anstrengt af noget helt andet end smerte eller træthed.

,,Ask Gabe to check the amount of recorded shadow activity around the world.”

McKenzie vendte sig ud mod gangen.

,,Gabe -”

,,I’m on it,” lød Gabes svar inde fra stuen.

,,Landon?” hørte Sophie sig selv spørge, idet hun vendte sig helt mod ham igen.

,,Sophie,” sagde han i et tonefald, der indikerede, at han var en smule urolig. ,,Give me a hand.”

,,Not a chance,” svarede Gabe for hende og kom vandrende ind på værelset med en computer hvilende på den ene underarm. ,,You stay right there, D.C., or I will make you suffer.”

,,Spoiling all the fun, Gabe,” kommenterede Landon sarkastisk og skubbede sig tilbage mod væggen.

Sophie åndede lettet ud og rejste sig fra sengen for at gå hen til Gabe, hvis blik var koncentreret omkring skærmen. Ude i stuen kunne hun høre døren gå op og lyden af Jacks velkendte fodtrin mod gulvet, idet han skyndte sig gennem huset. Det varede ikke mange sekunder, før værelset var fyldt op, og hun måtte tage sig sammen for ikke at skæve til Landon for at tjekke, om han eventuelt skulle have brug for hjælp eller mere plads, nu hvor folk sad tæt omkring ham.

Alle ventede på at Gabe skulle afsløre, hvad der stod af brugbare ting inde i den enorme database, han tidligere havde hacket sig ind i. Sophie kunne se på skærmen, at der ikke denne gang decideret var tale om hacking, men at Gabe havde brugt Landons navn og password til at komme ind på helt lovlig vis for at se, hvad der lå af filer. Han skiftede rundt mellem dokumenter, som ikke var åbne i ret mange minutter ad gangen, indtil han satte sig på sengen overfor Landon og ved siden af Fred.

Så trak han på skuldrene og begyndte at fortælle, hvad han havde været i stand til at læse sig frem til. Sophie lyttede intenst, mens hun satte sig på gulvet med ryggen lænet mod Landons raske ben og Jack siddende ved siden af.

Over hele kloden var hyppigheden af observerede skygger faldet over det sidste stykke tid, og i løbet af de sidste fireogtyve timer lod det ikke til, der var blevet observeret nogen overhovedet. Sidst en skygge var blevet set, var i København omkring solopgang dagen før. Ingen meldinger fra noget andet sted i verden. Til gengæld var der åbenbart blevet udgivet en artikel om, at temperaturen i netop Danmarks undergrund steg, og at det lod til, der var ved at danne sig et vulkansk hot spot under det lille land, hvilket var en fuldstændig absurd tanke. Det havde vedkommende, som havde lagt den ind i databasen, åbenbart også syntes, for der var skrevet en tilføjelse, der nævnte, at det muligvis kunne tyde på et forøget antal skygger i området.

Ved dette skævede Sophie over til Jack, som blot så interesseret på Gabe. Derpå drejede hun hovedet en anelse og så op på Landon, som havde lænet sig lidt forover igen. Hans ansigt var hårdt, men udtrykket var for en gangs skyld definerbart: han var bekymret. Det viste sig i den lille rynke mellem hans bryn og den måde, hans mundvige blev stramme på.

Da Gabe var færdig, begyndte folk at mumle rundt omkring på forskellige sprog. Sophie hørte Desirée udveksle et par ord med Philips, og hun betragtede hvordan Jack indledte en dæmpet diskussion med en mand på omkring Gabes alder hvis navn var Juan. Selv foretog hun sig ikke rigtig noget, og eftersom hun ikke kunne høre Landons stemme over de andre, gik hun ud fra, at han heller ikke gjorde.

,,Gabe,” sagde Landon endelig, og Sophie flyttede sig hurtigt, idet han bevægede sig lidt og kom op at sidde i en mere rank og værdig stilling. ,,Du ved, hvordan man gør. Send besked ud og bed alle til rådighed samles her hurtigst muligt.”

Gabe så på Landon.

,,Er du sikker? Hvis ikke der er noget i vores antagelser, vil du blive straffet alvorligt,” formanede Sophies stedfar den unge mand med den mishandlede krop.

,,Helt sikker. Der må ikke ske Sophie noget.”

Faktisk blev hun lidt overrasket over at høre netop dette. Hun havde måske lidt ventet, at Landons holdning til hende ville blive ændret, når nu han havde opdaget en mulig årsag til hendes forskellighed fra almindelige mennesker. At hun havde gener som djævlene. Det kunne hun sagtens forestille sig ville have ændret hans holdning til hendes liv mere eller mindre drastisk, så han måske ikke fandt det så vigtigt længere, når nu hun delte gener med fjenden.

Gabe nikkede alvorligt og gav sig til at taste løs på computerens taster.

,,Gabe is going to call for backup,” informerede Landon højt ud over de forsamlede. ,,I need you to go and prepare yourselves for battle. For anything, really. And then be ready here by noon tomorrow. Further information will follow then.”

,,Wait… all that for a girl?” spurgte McKenzie med sammenknebne øjne.

,,I’ll explain everything tomorrow,” lovede Landon sammenbidt.

,,But what is going to happen?” ville Philips vide. ,,What is all this?”

Sophie skævede til Gabe, hvis blik blev løftet mod Landon i samme øjeblik. Så også hun drejede hovedet og så op på sin beskytter, som så meget levende, beslutsom og erkendende ud på én gang. Der var stille et par sekunder, før han afslørede, hvad svaret på Philips’ spørgsmål var. Og det lod til at ryste alle, at dette var en ændring, der ville blive husket meget langt frem i tiderne:

,,This is war.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...