Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
8519Visninger
AA

26. K A P I T E L XXV

K A P I T E L XXV

 

,,Jeg vil hellere ligge på sofaen,” protesterede Landon, da han først kom så meget til sig selv, at han opdagede, hvor han egentlig befandt sig.

Jack, som sad op ad modsatte væg med en bog i hænderne, løftede ansigtet og så over på ham.

,,Du kan ikke ligge udstrakt på sofaen,” påpegede han nøgternt og vendte tilbage til sin bogs indhold.

,,Siden hvornår har det generet mig?”

,,Landon, drop det. Du bliver liggende herinde, om du kan lide det eller ej.”

,,Jack,” sukkede han og huskede kun lige akkurat i tide, at han ikke skulle sætte sig op. ,,Det her er på ingen måde mere effektivt. Herfra kan jeg ikke rigtig gøre andet end at ligge fladt på ryggen. I sofaen kan jeg da i det mindste hæve overkroppen lidt uden at bruge mavemusklerne. Og i øvrigt gider jeg ikke dele værelse med dig og Sophie.”

Det sidste sagde han i sjov, fordi han trods alt ikke havde lyst til at såre Jack - eller Sophie for den sags skyld. Han vidste, at han ikke bare havde fået lov til at ligge i sengen, men at de havde holdt øje med ham og skiftet bandagerne fra de originale. Omsorg. Det fik ham til at gyse. Det var ikke meningen at de skulle tage sig af ham. Faktisk burde rollerne være lige omvendte, og at de ikke var det nagede ham lidt. Hvad han ikke fortalte Jack, var, at i stuen kunne de heller ikke hele tiden holde øje med ham, så han ville være mere frit stillet til at bevæge sig rundt mellem møblerne, når han fik kræfterne til det igen.

Den teori med at man kun kunne have ondt ét sted ad gangen passede nok meget godt. Uheldigvis var det sted, der hos ham lige nu gjorde allermest ondt, hovedet. Han var godt klar over, at han kun betragtede Jack med ét øje, fordi han dårligt kunne åbne det andet en millimeter under bandagerne.

,,Det er lidt pointen, at du skal ligge på ryggen og ikke foretage dig noget,” kommenterede Jack og bladrede definitivt i bogen, som for at afslutte det emne.

Landon var ikke helt sikker på, at han var færdig med at diskutere den sag. Og hvis bare han kunne… Han løftede langsomt venstre arm, der på mirakuløs vis var sluppet uskadt. Med denne greb han fat i vindueskarmen, og bevægelsen ned gennem musklerne i siden af overkroppen fik ham til at suge luften ind mellem sine sammenbidte tænder. Smerten i hovedet forsvandt, men blev til gengæld erstattet af en smerte, der var endnu mere intens nede fra venstre side af overkroppen.

Han registrerede dårligt, at der skete noget, før Jack stod op og fjernede hans hånd fra vindueskarmen for så at forsøge at tvinge den ned langs siden. Trods sin midlertidige fysiske underlegenhed havde Landon ikke noget problem med at holde armen oppe, hvilket forhindrede Jack i at gøre, hvad han ville.

,,Giv nu op, Landon, du gør bare mere skade på dig selv,” pustede han og forsøgte igen at presse armen ned - uden held.

,,Når du ikke vil hjælpe mig, må jeg jo gøre det selv,” svarede Landon i et drillende tonefald, men holdt armen oppe alligevel, bare for at drille lidt.

I det samme gik døren op, og Sophie kom til syne i døråbningen, af hvad Landon kunne se fra sin begrænsede synsvinkel. Han kunne til dels bøje nakken og se en smule ned over sig selv. Mere var heller ikke påkrævet for at kunne se døren i det lille værelse, og heller ikke for at se Sophie. Hun stirrede bare et øjeblik, og det samme kom han selv og Jack til at gøre, stadig i gang med deres lille interne slagsmål.

,,Jack, hvad I al verden laver du?” spurgte hun og lød ikke så forarget, som spørgsmålet antydede - faktisk lød det nærmere, som om hun var ved at dø af grin.

Jack fjernede sig lydigt og foldede hænderne på ryggen, og Landon lod armen falde ned på sengen igen.

,,Jeg kunne meget bedre lide ham, dengang han var den rolige, flabede lærertype,” mumlede Jack, men smilede også selv.

Landon rystede en lille smule på hovedet og lukkede øjet igen et kort øjeblik. Der lød skridt på gulvet og derefter den karakteristiske lyd af læber, der smælder mod hinanden. Rettidigt, tænkte han med et skævt smil for sig selv og overvejede, hvorvidt han kunne foretage sig noget som helst.

,,Hvad havde I to gang i?” spurgte Sophie.

Landon lod øjenlågene glide tilbage fra det raske øje, men overlod det til Jack at svare på spørgsmålet.

,,Landon vil gerne ind i stuen. Og ligge i sofaen,” svarede Jack, hvilket jo egentlig var sandt, selv om det blev tilføjet en lidt forurettet tone. ,,Da jeg nægtede, ved jeg ikke, hvad han havde tænkt sig, men det havde et eller andet med vindueskarmen at gøre. Formentlig at rejse sig.”

Sophie stønnede, og Landon smilede en anelse mere.

,,Du er sindssyg,” sagde hun, da hun mødte hans blik.

,,Hold nu op,” sagde han uskyldigt. ,,Selv hvis det var lykkedes mig at komme på benene, havde jeg ikke haft en chance for at nå ind i stuen. For ikke at tale om bare at nå til døren.”

,,Hvad er så pointen?” ville Sophie vide.

Han trak let på skuldrene.

 

I sidste ende fik han det, som han ville have det. Gabe, Jack, Desirée og Sophie bar ham i en slags net af tæpper ind på sofaen, og han følte sig ret meget til besvær. Men fra sin nye plads kunne han bedre overskue tingene. Som dagen skred frem fandt han ud af, at han havde sovet i et par dage i træk, og at der var sket noget i mellemtiden.

Desirée havde gjort det til sin egen opgave at træne Jack, så han kunne være mere brugbar i kamp, blot for det tilfælde at der skete noget. Han ville være i stand til med rimelig tilnærmelse at forsvare sig selv. En smule modløst måtte Landon indse, at det gik bedre for Jack med træningen, end det gjorde for Sophie i starten. Jack ville formentlig allerede være fuldt ud i stand til at forsvare sig selv mod en djævel eller måske endda to, afhængig af hvor godt hans hoved var skruet på.

Fred, en af dem, der havde været der den nar, kampene havde fundet sted, kom gående gennem indkørslen og stoppede ved siden af Desirée, som gjorde sin lektion i cirkelspark færdig og vendte sig mod ham. Formentlig ville Landon have været den, Fred først gik til, hvis altså ikke han havde haft lidt fysiske udfordringer.

Jack vendte om og gik hen mod døren nu, netop som Sophie kom ind i stuen.

,,Sophie,” sagde Jack og lød spændt, smilende fra øre til øre. ,,Der er en slags jagt i gang. På djævlene. Vil du med?”

Landon stirrede. Han kunne dårligt tro sine egne ører. Stod Jack virkelig dér og spurgte, om Sophie ville med ud på den måde? Godt nok var det højlys dag, men at jage djævlene var ikke nogen god idé. Og han syntes bestemt ikke om ideen om at Sophie gik nogen steder uden ham selv eller Gabe - for Gabe ville garanteret ikke med, og han kunne jo ikke selv gøre så meget. Sophie stod lidt og så ned i gulvet, mens hun strakte sine fodled ud i en akavet stilling.

Det var tydeligt at hun på den ene side havde lyst til at komme lidt væk, men på den anden side måtte tanken om djævlene skræmme hende helt forfærdeligt. Som for at købe sig selv tid, gav hun sig til at klø Daniel bag ørerne, idet den store hun netop trissede forbi. Den slog sig ned i siddestilling op ad hendes ben, og hun bøjede sig ned for at stryge den over ryggen.

,,Jack, det kan jeg ikke,” sagde hun endelig. ,,Landon er min beskytter, og jeg går ingen steder uden ham.”

Det var ikke ligefrem det, Landon ville have haft hende til at sige. Faktisk ville han have krummet tæer over hende, hvis ikke det var fordi venstre ben gjorde så afsindigt ondt, at han ikke kunne overskue tanken om at bevæge noget som helst led i den tilhørende fod. Med henblik på at begrunde sit valg af opholdssted havde Sophie formentlig valgt den værste af sine muligheder, når nu han tænkte på, hvordan Jack faktisk havde været jaloux over deres forhold tidligere.

,,Landon er på ingen måde i stand til at beskytte dig, Soph,” sagde Gabe, som kom vandrende ind i rummet, iført samme slags sorte uniform, Eros udførte deres job i. ,,Det håber jeg, du er klar over.”

Landon modstod en trang til at vride sig. Selvfølgelig havde Gabe ret, men det var alligevel noget andet at høre det. Trods en vis modvilje mod netop det, så havde han tilstrækkeligt med stolthed til at ønske, han kunne rejse sig og vandre af sted, slæbende Sophie efter sig. Jack så ikke på nogen måde utilfreds ud, selv om Sophie stillede sig mellem ham og Landon og spærrede Landons udsyn til menneskedrengen. Eller manden, hvis han var helt korrekt på den. For Jack kunne ikke siges at være en dreng længere.

,,Vi ses inden solnedgang,” lovede Gabe, uglede Sophies hår og gik så udenfor. ,,Se om ikke du kan sove fra det, Landon,” tilføjede han hen over sin skulder, inden han lukkede døren efter sig.

Landon lukkede øjnene. Bag sine lukkede øjenlåg kunne han ikke helt abstrahere fra smerten, men bare det at forsøge at sove var bedre end at kæmpe for at holde sig vågen. Så længe alle andre ville være tilbage før solnedgang, skete der ikke Sophie noget.

,,Du er sikker på, du ikke vil med?” spurgte Jack i en neutral tone.

,,Helt sikker,” svarede Sophie, lidt mere tilbageholdende. ,,Landon skal jo også spise og sådan.”

,,Som et lille barn, hm?” grinede Jack.

,,I can hear you, Jack,” påpegede Landon uden at åbne øjnene, fordi han ikke gad anstrenge sig mere end højest nødvendigt - kræfter var noget, han havde brug for til at komme på benene hurtigt. ,,And I’ll kick your ass as soon as I can walk again if you ever call me that again.”

Både Jack og Sophie lo.

,,Pas hellere på, Landon,” gav Jack igen med godmodig humor i stemmen. ,,Jeg ved, hvordan man håndterer et våben.”

,,Og jeg har stadig begge hænder fri,” påpegede Landon, og på trods af smerten i torsoen ved dette grinede han dæmpet og kortvarigt.

,,Guys,” mumlede Sophie sigende, stillede sig på tæer og kyssede Jack på munden idet Landon åbnede øjnene.

,,Vær ikke så kedelig, Sophie,” grinede Jack.

,,Jeg er ikke kedelig,” protesterede hun.

,,Jo, du er så.”

,,Vel er jeg ej.”

,,Jo.”

,,Nej.”

,,Jo.”

,,Nej.”

Jack kyssede Sophie igen, og Landon tog en dyb vejrånding, der gjorde ondt helt ned i lysken. En dæmpet lyd undslap ham gennem næsen, og han lukkede øjnene for at give de to yderligere lidt privatliv.

De hviskede sammen, og hvis han havde gidet anstrenge sig, kunne han sikkert godt have hørt med på samtalen. Men siden de nu gjorde sig det besvær at forsøge at holde noget hemmeligt for ham, syntes han ikke, at han ville spilde deres anstrengelser ved at lytte med. Hvad det end var, kom det sikkert heller ikke rigtig ham ved.

,,Jeg ved det,” sagde Sophie endelig, en smule højere. ,,Men det er ikke noget for mig, Jack. Og jeg så helst, at du blev her sammen med mig.”

Det tog ikke Landon mange brøkdele af et sekund at opfatte, hvad hun mente. Jagten. Han så også helst selv, at Jack blev tilbage, hvor han kunne holde øje med ham. Men Jack var juridisk set en voksen mand og kunne gøre, som han selv fandt det bedst. Og desuden kunne der vel næppe ske ret meget ved højlys dag. Men det var klart, at Sophie bekymrede sig. Hvem ville ikke have gjort det, havde det været deres kæreste?

,,Jeg vil ikke bare sidde her, Sophie. Jeg vil hjælpe til, hvor jeg kan,” svarede Jack endelig, på ingen måde beskyldende i tonen. ,,Og der, hvor du kan hjælpe lige nu, er ved at sørge for, ham der ikke forretter større skade på sig selv.”

Landon åbnede sigende det ene øje og så Jack pege tilsvarende sigende på ham med en tommelfinger. Et bittert smil trak i hans mundvige, inden han lukkede øjet igen.

,,Tak, Jack,” sagde Sophie stille, og de kyssede sikkert hinanden igen. ,,Pas på dig selv indtil du kommer tilbage, ikke?”

,,Selvfølgelig,” lovede Jack. ,,Jeg elsker dig.”

,,I lige måde,” svarede Sophie, som om hun blev overrumplet over hans erklæring - hvilket undrede Landon meget.

,,Vi ses.”

,,Ja.”

Så krydsede Jack - temmelig larmende - gulvet, åbnede døren, trådte ud og lukkede den efter sig. Landon kom ufrivilligt til at anstrenge sig for at høre, hvor langt han kunne følge lyden af fodtrinnene. Grundet de små sten rundt omkring i indkørslen var dette temmelig langt. Selv om han ikke kunne høre de andre Eros, så var han sikker på, de var med Jack, og at han og Sophie nu var alene i sommerhuset og i det hele taget på grunden.

Sophie gik rundt på gulvet. Det larmede ikke helt så meget som Jack, men han ville vædde med at hun også forsøgte at gå lydløst, sådan som han havde forsøgt at lære hende det. Hvorfor vidste han ikke, for hun kunne vel godt regne ud, at han ikke sov? På den anden side var det meget rart, fordi hovedpinen stadig var der, provokeret frem fra sit skjulested da Jack forlod sommerhuset.

Efter et stykke tid kunne han høre den velkendte lyd af, at nogen sætter sig ned i en lav stol. Så Sophie måtte have sat sig. Langsomt drejede han hovedet en anelse og åbnede det ene øje. Hun sad i en af lænestolene med fødderne oppe på sædet og en bog slået ud over knæene. Hendes lange hår var slået ud nu, og øjnene vagtsomme, som om hun ikke helt holdt øje med bogen, men med sine omgivelser.

,,Ja ja,” sagde hun pludselig, hvilket overraskede Landon. ,,Jeg ved godt, at jeg skulle være taget med.”

,,Hvad?”

Han forsøgte at ændre på sin stilling, men opgav så og blev liggende, som han havde ligget før.

,,Ud for at kæmpe. Yde min del. Og dermed være bedre beskyttet end jeg ville være her lige nu.”

Der var en skamfuld undertone i hendes stemme, som han gerne så forsvandt hurtigst muligt. Mest af alt fordi det ikke ligefrem var det, han havde i tankerne. Havde han været i stand til det, ville han have sat sig op og set direkte på hende, men nu flakkede hans blik en anelse, og bare tanken om at sidde op var uoverskuelig i sig selv.

,,Jeg er glad for, du ikke tog med.”

Hun så på ham og klappede så bogen sammen. Der var et spørgende udtryk i hendes blå øjne, idet hun fangede hans blik efter bedste præstation. Så rejste hun sig fra stolen, gik uden om sofabordet, der var blevet rykket, så folk kunne komme til sofaen, og satte sig på knæ ved siden af sofaen.

,,Jeg troede, jeg havde brug for al den træning, jeg kunne få,” sagde hun.

,,Det har du også. Men ikke i den form. Det er ikke en leg. Selv jagter er farlige, på trods af at man bevæger sig over jordoverfladen i størstedelen af tilfældene. Nogen kunne potentielt blive slået ihjel, og jeg ser meget gerne, at du ikke er en af dem, der er udsat for den fare.”

Han kneb øjet lidt sammen, da hun forsigtigt lod sine fingre køre i cirkler på sofabetrækket, ikke langt fra hans underarm.

,,Tak, Landon,” mumlede hun stille, hvilket for alvor satte ham ud af kurs.

Hvad var der egentlig for hende at takke for? Det var jo ham der var sluppet for bekymringen om hvorvidt hun var i fare eller ej, ved at hun selv havde truffet beslutningen om at blive tilbage i sommerhuset.

,,Øh - for hvad?”

,,Fordi du vil passe på mig.”

Han smilede en anelse, fordi hendes tone var så uskyldig og lillepigeagtig, at han umuligt kunne have sagt noget ondt eller nedladende til hende, selv hvis han ikke havde brudt sig om hende.

,,Jeg har ikke rigtig noget valg,” sagde han og løftede en hånd for at ugle hendes hår. ,,Men det var så lidt.”

Før den sidste tilføjelse havde hun faktisk set en smule skuffet ud. Som om han netop havde fortalt hende, at han var parat til at flytte med det samme, havde hun ikke været en del af jobbet. Men det var som om hun fandt lidt forsoning i tilføjelsen, hvilket fra hans side også havde været meningen.

Tidligere havde det ikke været nødvendigt for ham at betænke sig med hensyn til retorik, og nu var det pludselig, som om det var altafgørende hvordan han formulerede sig. Han ønskede på ingen måde at gøre Sophie ked af det, eller at lede hende til at tro, han ikke ønskede at holde hende sikker for hendes skyld nærmere end for sin egen. Jo mere tid han tilbragte sammen med hende, jo mere havde han også en følelse af at komme tættere på hende, og jo mindre kunne han forestille sig nogensinde at forlade hende.

Måske kunne hun slå fra sig, når hun virkelig ønskede det, men selv da var hun en skrøbelig person, hvis væsen man også skulle passe på. Og samtidig var hun uendeligt meget stærkere end de fleste andre. Ved siden af ham ved sofaen sad netop den pige, som havde grædt et hav af tårer over sin mors død, hvorefter hun havde trukket sig selv op af dybet og tvunget sin stedfar med sig. Det var beundringsværdigt, og Landon kunne aldrig have gjort det samme. Havde ikke gjort det samme.

Når Desirée beskyldte ham for at være kold, så var der måske alligevel noget om det. Han havde totalt efterladt tanken om sine forældre og sin barndom, da han kom i skole. Siden havde han nægtet at skænke dem mange tanker, før han mødte Sophie og var tvunget til at fortælle, hvordan deres historier hang sammen.

,,Landon?”

,,Mh?”

,,Hvis nu - teoretisk set - der virkelig skete Jack noget,” sagde hun indledende, og han var næsten da allerede sikker på, hvad hun ville spørge om. ,,Hvad gør vi så?”

Han bed sig i underlæben.

,,Stikker af, inden nogen kæder din mors død og Jacks død sammen og finder på at undersøge dig mere dybdegående.”

,,Hvad med Gabe?”

,,Han ville naturligvis skulle med.”

,,Men selv hvis de undersøgte mig, ville der vel næppe ske noget ved det.”

,,Nej,” sagde han langsomt og nåede at tage sig i det, inden han fik taget en dyb vejrtrækning. ,,Men det ville lede dem til mig. Og det er problematisk.”

,,Hvorfor?”

,,Fordi jeg ikke er registreret i nogen menneskelig database.”

Hun så overrasket på ham, og han trak forsigtigt på den ene skulder.

,,Det giver vel fin mening,” konkluderede hun efter et stykke tid i tavshed, og han nikkede bekræftende.

Så var der igen stille i stuen, og han lukkede øjet igen for at give hende lidt fred fra sit blik. Mørket sænkede sig over ham, mens han lyttede til stilheden, og han mærkede sin vejrtrækning blive roligere, nu hvor han ikke behøvede at anstrenge sig for at holde øjnene åbne. Sophie pillede ved hans hånd, inden hun fjernede den helt fra sit hår og lagde den forsigtigt på sofaen.

 

,,Shit!” udbrød hun, og han måtte gribe bagud for at få fat i sofaens ryglæn, inden han endte på gulvet.

Det sortnede for hans øjne, idet smerten tvang en smag af galde op gennem halsen på ham og han væltede tilbage på ryggen med et bump. Da han endnu engang vågnede et par sekunder efter, var Sophie på vej hen mod ham med et plaster klemt fast mellem læberne og en rulle gazebind i den ene hånd.

,,Eg sgille,” sagde hun, og han betragtede hende med et let hævet øjenbryn, ikke for medtaget af smerterne til at kunne fokusere længere.

,,Hvad?”

Hun vendte øjne, pustede plasteret ud af munden og så irriteret på ham.

,,Lig stille,” gentog hun og brugte den venstre hånd til at holde rullen af gazebind, mens hun med munden trak en lang strimmel ud.

Han så ned ad sig selv, og først da gik det op for ham, at han rent faktisk blødte. Såret på låret var gået op, og de gamle bandager var ikke helt nok til at holde blodet tilbage. Desuden kunne de sikkert godt trænge til at blive skiftet, selv om Eros ikke direkte fik betændelse. Sår skulle helst have sterile forhold i alle tilfælde, ikke kun mennesker og dyrs.

Sophie bandede dæmpet for sig selv og tog den endnu ubrugte hånd i brug, idet hun forsigtigt bøjede hans ben i en halvfems graders vinkel og viklede bandagerne af. Med den højre hånd pressede hun forsigtigt de to sider af såret lidt nærmere hinanden, og der gik ikke lang tid, før hendes håndflade var mere eller mindre rød af blod. Underligt nok syntes hun ikke at få ret meget blod på fingrene. Så lagde hun en ny forbinding, og imens bed Landon simpelthen bare tænderne sammen og ventede på en afslutning.

Da hun var færdig, rejste hun sig op.

,,Jeg går lige ud og vasker hænder,” erklærede hun og forsvandt.

Han blev liggende på ryggen og stirrede op i loftet. Endnu stod benet bøjet i vinklen, og han var ikke selv i stand til at ændre på det faktum, medmindre han ville forsøge at sidde op. Og det var han trods alt ikke klar til endnu.

I stedet kastede han blikket udenfor. Solen stod stadig højt på himlen, langt over horisonten, så det var måske ikke så underligt, at de andre endnu ikke var vendt tilbage til sommerhuset. Han lukkede øjnene og forsøgte at sove lidt igen. Smerten fra den pludselige bevægelse havde endnu ikke fortaget sig, og det ville være bedst, hvis han kunne sove fra den.

,,Det må du aldrig gøre igen,” sagde Sophie pludselig, et sted på den anden side af hans øjenlåg, ikke så langt derfra.

Han måtte have blundet, for han havde ikke hørt hende komme, men lang tid kunne der jo ikke være gået. Langsomt lod han øjenlågene på det utildækkede øje glide tilbage og så på hende.

,,Du gav mig et chok. Jeg troede, der var sket noget alvorligt,” svarede han.

,,Nåh,” mumlede hun og så lidt ned, som om hun skammede sig. ,,Jeg kom bare til at snitte mig selv i hånden med gulerodsskrællerens spids. Undskyld.”

Han nikkede langsomt og lukkede øjet igen. Men nu da han var vågen, kunne han ikke falde i søvn igen, og det pirrede ham en smule, at Sophie ikke flyttede sig, men blev siddende, hvor han sidst havde set hende - på kanten af sofabordet. Han kunne direkte føle hendes blik hvilende på sig, ligesom hun tidligere havde givet udtryk for at kunne det med hans blik. Efter yderligere et par sekunder opgav han, åbnede øjet og så på hende.

,,Landon?!”

Det gav et sæt i ham, og han skulede til hende. Hun smilede undskyldende til ham, og han blødte lidt op, selv om det ikke hjalp på smerterne.

,,Hvad er der, Sophie?” spurgte han sammenbidt.

,,Er du sulten?” spurgte hun forsigtigt.

Han mærkede efter. Som Eros vænnede man sig til at undertrykke den slags behov - mad, drikkelse, toiletbesøg. Men når han mærkede efter, blev han nødt til at indrømme, at han faktisk var sulten.

,,Lidt.”

,,Det tænkte jeg nok,” indrømmede hun.

Hvad han selvfølgelig ikke sagde, var, at han tvivlede på, han ville kunne spise ret meget. For at spise skulle han kunne sluge ordentligt, uden at det gjorde ondt, og det var han ikke sikker på, han kunne. Men det nænnede han selvfølgelig ikke at fortælle Sophie, idet hun rejste sig, gik hen til køkkenbordet og fandt en tallerken frem fra et sted bag halvmuren og kaffemaskinen.

,,Vil du have kaffe?” spurgte hun.

Landon rystede på hovedet. Tanken om koffein var lidt for meget for ham i det øjeblik, særligt fordi han egentlig allerhelst ville sove.

,,Nej tak,” sagde han dæmpet. ,,Men gider du tage en flaske vand med herover?”

,,Selvfølgelig.”

Hun åbnede køleskabet og tog en halvliters flaske ud. Så puffede hun til køleskabslågen med hoften og pressede den i, inden hun gik hen mod ham og satte en tallerken med et par gulerødder og en sandwich med kylling på, på bordet sammen med vandflasken.

,,Tak,” sagde han og overvejede lidt, hvordan han skulle give sig i kast med at få spist maden. ,,Hjælper du mig ikke lige op?”

,,Op?” spurgte hun og så på ham, som om han var blevet sindssyg.

,,At sidde,” svarede han træt.

,,Nej.”

,,Sophie…”

,,Nej, Landon. Du så, hvad der skete med dit ben,” påpegede hun.

,,Ja,” medgav han. ,,Men hvis jeg ligger ned, hvordan skal jeg så på nogen måde være i stand til at spise?”

Hun skævede til tallerkenen.

,,Jamen -”

,,Hvis jeg besvimer, kan vi droppe det - men lad os i det mindste prøve,” bad han.

,,Nej, Landon -”

,,Jo, Sophie.”

,,Nej.”

,,Hvis du ikke vil hjælpe,” sagde han og rakte op mod sofaens ryglæn med den ene arm, ,,så må jeg jo gøre det selv.”

Han kunne se en trækning løbe over hendes ansigt. Desperation eller forvirring eller fortvivlelse eller alle tre. Så opgav hun åbenbart sin diskussion, bøjede sig ned og tog hans arm omkring skulderen, hvorpå hun med sin egen skubbede hans overkrop opad.

Landon havde ikke forestillet sig, at smerten ville være så intens. Måske var dette primært fordi han ikke før havde prøvet noget tilsvarende uden at være besvimet bagefter. Nu lykkedes det ham at forblive ved bevidsthed, mens hun hjalp ham med at justere stillingen. Det var ikke længere benet, der gjorde mest ondt, men derimod også overkroppen omkring ribbenene. Og så dunkede det sjovt under det øje, der var dækket af bandager.

Ingen af sårene gik op, men det ændrede ikke på niveauet af smerte. Faktisk ville han næsten ønske, at der gik hul, så en del af spændingerne gik væk. Huden strammede og spændte hen over sårene, fordi den delvist var groet sammen på de steder, der var blevet holdt i ro. Tanken om at han helede hurtigt var rar, men det måtte meget gerne gå endnu hurtigere.

Og så sad han op med venstre ben på sofabordet og Sophie ved siden af, fordi hun automatisk var faldet ned i sofaen, da hans ryg blev drejet mod ryglænet. Hun grinede dæmpet og puffede til hans skulder med sin pande, idet hun forsigtigt lempede sin arm ud bag ham. Han rykkede lidt på sig, bed tænderne sammen og sugede luft ned i lungerne i et hurtigt gisp.

,,Hvad griner du af?” spurgte han efterfølgende, da han fik sundet sig.

Hun forsøgte virkelig at beherske sig, kunne han se, men havde åbenbart svært ved det.

,,Det plejer at være dig, der tager dig af mig,” svarede hun mellem to udbrud af latter.

,,Sophie, lad være med at få mig til at grine,” klagede han og gav hende halvhjertet en albue i siden.

Hun rakte tunge af ham og opgav at holde latteren tilbage, hvilket resulterede i, at han ikke selv kunne lade være heller.

,,Sophie,” gispede han, halvkvalt af grin og smerte på samme tid, ,,jeg mener det.”

Hun rettede sig op og så indgående på ham, stadig smilende.

,,Undskyld. Gør det ondt?”

Han nikkede en enkelt gang, men sørgede alligevel for ikke at opføre sig for ynkeligt.

,,Undskyld,” gentog hun smilende.

,,Det er okay,” svarede han og fik taget sig sammen til at slappe helt af. ,,Jeg klarer mig nok.”

,,Det var heldigt.”

,,Så stopper du,” lo han.

,,Med hvad?” spurgte hun og forsøgte tydeligvis at lyde uskyldig, selv om forsøget var rædselsfuldt, og hun løftede hænderne for at forsøge at skjule sin latter for ham.

,,Vær du bare glad for, jeg har brug for din hjælp for nu,” sagde han med påtaget fornærmelse. ,,Så priser jeg mig lykkelig for, det er mig, der står for din træning.”

,,Åh nej!” stønnede hun.

,,Åh jo.”

,,Det er overhovedet ikke sjovt.”

,,Men det er utroligt sjovt, at jeg ikke er i stand til at foretage mig noget som helst selv,” kommenterede han med et hævet øjenbryn og kunne alligevel ikke lade være med at smile.

,,Nej!” protesterede hun, men tænkte sig så om. ,,Eller… jo, faktisk lidt.”

Et fnys af latter undslap ham. Så kastede han et blik ned over sig selv og fortrød med det samme den handling igen, da han så bandagerne, der var delvist røde af blod og andre kropsvæsker. Træt gned han sine øjne med den ene hånd og lod den anden ligge slapt i skødet.

,,Sophie, could you do me a favor?”

Hun blev med det samme en smule anspændt, som om hun forbandt det med noget dårligt, at han talte engelsk til hende. Det var selvfølgelig ikke sådan, hun skulle opfatte tonefaldet.

,,Perhaps,” svarede hun vagtsomt.

Han forsøgte at smile formildende til hende.

,,Rolig nu. Det er ikke noget voldsomt,” lovede han og skiftede med vilje tilbage til dansk. ,,Jeg ville bare bede dig om at hente mine briller.”

Hun så lettet ud. Så rejste hun sig forsigtigt fra sofaen, men stoppede op hvor hun skulle runde hjørnet af soveværelset, der stødte op til stuen. Landon drejede hovedet for at følge hendes bevægelse indtil hun trådte ud af syne, og han mødte hendes spørgende blik.

,,De ligger i lommen på min grå hættetrøje,” forklarede han hjælpsomt og skævt smilende.

Som tegn på at hun havde forstået, hvor det var, knipsede hun med fingrene, nikkede og gjorde et lille hop, hvorpå hun småluntede hen til stigen op til hemsen. Han kunne høre hende klatre, inden hun begyndte at rumstere rundt deroppe, og den dæmpede puslende lyd fik ham til at slappe lidt mere af.

,,Gotcha,” hørte han hende mumle for sig selv, og smilet udviklede sig til endnu en kortvarig sammentrækning af latter hos ham.

Så lukkede han øjet og ventede.

 

Da han slog øjnene op igen, så han sig forvirret omkring. Han sad stadig op, men himlen udenfor blev gradvist mere rød mod øst nu, og der lå et tæppe løst omkring hans overkrop og lår. Desorienteret lod han blikket vandre rundt, indtil det dæmrede for ham, at han måtte være faldet i søvn. Han havde i hvert fald ikke på noget tidspunkt registreret, at Sophie var kommet ned på gulvet igen, men hans briller lå på sofabordet ved siden af tallerkenen, der endnu var uberørt.

Da han rakte op for at stryge et par tjavser af sit pandehår ud af øjnene, gik det op for ham, at forbindingen foran netop det øje var væk. Og at han havde åbnet det uden at tænke over det. Nu hvor han blev opmærksom på dette, kunne han godt mærke den sagte dunken fra et sted under øjeæblet, men det var udholdeligt. Forsigtigt lindede han på tæppet for at tage et kig derunder, og overrasket kunne han konstatere, at det var lykkedes Sophie at skifte bandagerne, uden at han havde mærket det mindste.

På en måde følte han sig underligt ren igen, og det var rart. Han brød sig ikke voldsomt meget om blod, og slet ikke når han ikke kunne vaske det af. At det var hans eget og ikke en andens hjalp selvfølgelig lidt på situationen, fordi han så ikke havde nogen at have dårlig samvittighed overfor. For han fortrød intet af det, der var sket. Folk havde hjulpet til. Det var deres beslutninger, hvad de foretog sig i livet - ud over det job, de blev tildelt mere eller mindre af skæbnen - og deres pligt at beskytte mennesker i fare. Så selv om et par andre var kommet til skade, så han ingen grund til at bebrejde sig selv eller Sophie det. De havde gjort deres job frivilligt. Ingen havde tvunget dem.

Et andet sted i huset kunne han høre lyden af vand, der løb, og nogen der gik rundt. Dette kunne kun være Sophie. Ingen anden i nærheden - ud over Jack - kunne finde på at lave så meget støj ved bare at gå rundt. Og han vidste jo, at de tog reelt set ikke var alene i huset, men at to andre lå inde på et værelse og kom sig. Havde Sophie tænkt på dem i løbet af dagen, når han engang imellem havde sovet?

I sin givne tilstand kunne han ikke gøre så meget andet end at lukke øjnene og vente, til Sophie var færdig med sit bad, før han kunne spørge hende. Så måtte han falde i søvn, hvis det var det, der skete. Det hjalp ikke noget at sidde og blive frustreret over sin egen bevægelseshæmning. Så foretrak han dog at sove.

Og det gjorde han så.

 

Sophie klædte sig hurtigt på og gik ind for at se til de to på ekstraværelset, som hun ligeledes havde lavet mad til og givet nogle vandflasker. Ingen af dem var så hårdt medtaget som Landon, hvilket selvfølgelig for hende var en lettelse. På den måde følte hun lidt, at hun kunne tillade sig at prioritere Landon over dem. Efter at have set til dem, gik hun ind i stuen igen, hvor hun havde fundet Landon sovende, efter at have hentet hans briller på hemsen.

Først var hun blevet lidt skuffet, men så også glad. For det var da et godt tegn, at han i det mindste kunne sove. Bare han nu ikke sank sammen i sin siddestilling og vågnede med smerter. Det ville være hendes største frygt. For hun turde ikke rykke på ham, mens han sad der, huskende hvordan hans ansigtsudtryk havde været, da hun hjalp ham op. Det ville hun gerne fritages for igen, hvis hun kunne blive det.

Han sov stadig. Eller endnu engang, afhængigt af om han havde været vågen, mens hun var i bad. Sandsynligvis, vurderede hun, eftersom hun kunne se, at han havde skubbet til tæppet. En smal stribe af blod løb også fra såret lige under det venstre øje, hvilket vidnede om at det måtte være sprunget en lille smule op. Altså måtte han have åbnet det. At dømme efter hans fredfyldte udtryk, havde han ingen smerter, og det gjorde hende helt varm indeni at se.

Så hun nynnede dæmpet for sig selv, mens hun gav sig til at lave aftensmad til når de andre vendte tilbage. Det kunne ikke vare længe, for solen gik snart helt ned, og skyggerne var blevet lange nu. Hun håbede bare ikke, at der skete noget denne nat. Med den stand Landon var i, troede hun ikke alvorligt på, at han ville overleve endnu et slagsmål med bare en enkelt djævel. Og det var endda forudsat at han kunne tvinge sig selv op at stå, hvilket hun heller ikke var meget for at forestille sig.

Han havde selvfølgelig ikke spist sin mad - måske mest fordi han ikke kunne nå tallerkenen uden at bevæge sig lidt mere end hvad godt var - så hun gik forsigtigt hen til bordet og fjernede den. Hun koncentrerede sig om at gå lydløst, sådan som han havde forsøgt at lære hende det. Medmindre han virkelig sov tungt så det ud til at lykkedes for hende. Erfaring fortalte hende, at Landon sov meget let, og at der ikke skulle meget til at vække ham. Så hvis han sov fra at hun gik rundt, kunne hun vel tage det som et rimeligt tegn på, at hun i det mindste ikke trampede rundt, sådan som han havde beskyldt hende for det op til flere gange.

Hun satte tallerkenen ind i køleskabet, men regnede alligevel med, den ville blive tømt ret hurtigt - enten fordi nogen havde spist maden, eller fordi hun ville blive nødt til at smide den ud. Så vaskede hun hænder og så ned på sin håndflade. Plastret der dækkede håndfladen fik hende til at tænke, stående med hænderne under hanen og blikket rettet blankt ud ad vinduet.

Hun gad godt vide, om Eros kunne få blodforgiftning, eller kunne pådrage sig eventuelle svagheder og sygdomme ved indflydelse fra andres blod, ligesom det var tilfældet med mennesker. Det håbede hun meget inderligt på ikke var tilfældet. For en sikkerheds skyld måtte hun dog hellere holde øje med Landon det næste stykke tid, og hvis der skete noget uforudsigeligt med hans tilstand, måtte hun tilstå overfor ham og høre, hvad han havde at sige til det.

Netop som den tanke slog hende, gik døren op, og Gabe, Jack, Desirée og de andre kom ind. Jacks fodtrin smældede stolt mod trægulvet, mens de andre bevægede sig mere eller mindre lydløst. Hun snurrede rundt og tog en indånding af lettelse. Ingen af dem var dækket af blod, og alle var tilbage i god behold. Jack kom gående hen mod hende, og hun lod sig vikle ind i hans favn, kysse på munden og vugge blidt fra side til side, mens hun indåndede hans duft, der endnu engang var blandet med sved. Men en anden slags sved end den, hun havde lugtet for ganske kort tid siden.

,,Hvordan gik det?” spurgte hun dæmpet for ikke at vække Landon.

,,Det var faktisk sjovt,” indrømmede han i samme stille tonefald og kyssede hende igen.

,,Sjovt?”

,,Ja. Desirée har ret god humor.”

Sophie skævede over til Desirée, som mødte hendes blik med et skuldertræk af en kaliber, Sophie aldrig ville have forventet. Der var noget næsten venskabeligt og internt kvindeligt i bevægelsen, der fik hende til at smile, inden hun viklede armene omkring halsen på Jack og så ham ind i øjnene.

,,Det har jeg svært ved at forestille mig.”

Og netop som hun sagde dette, gik det op for hende, at Desirée havde reageret på noget, der var blevet sagt på dansk, hvilket måtte betyde, at hun rent faktisk forstod sproget, selv om hun åbenbart nægtede at tale det.

,,Jaså?” spurgte Jack, men gad åbenbart ikke følge op på sit spørgsmål. ,,Hvordan har det været her, sygeplejerske?”

,,Jeg behøver vel ikke fortælle dig, at Landon også har glimrende humor,” drillede hun og kyssede ham spontant på næsen, og Jack grinede.

,,Nej, det behøver du ikke fortælle mig,” lo han.

,,Men derudover er der ikke sket det store. Han har sovet det meste af tiden, og de to andre sidder og spiller kort, når de ikke lige sover,” fortalte hun muntert.

,,Det er vel godt nok?” gættede Jack smilende.

,,Ja, det er fint.”

Stemmer begyndte at summe i stuen, og Sophie følte sig underligt tryg og sikker i selskab med de mange Eros og Jack, som passede på hende. Der var en hyggelig og triumferende stemning i sommerhuset, der bare blev endnu bedre af at natten havde været så katastrofal. Det overraskede hende lidt, at Landon kunne sove fra stemmerne, men det tydede i hvert fald på, at han virkelig var træt. Hun skævede over mod ham, mens hun og Jack tog plads i en lænestol - hun på hans skød med hans arme omkring sig, og han med hagen hvilende på skulderen af hende.

Gabe varmede maden, hun havde lavet, op i ovnen, og folk begyndte så småt at indfinde sig ved spisebordet, hvortil der blev hentet et par ekstra stole. To hentede de tilskadekomne på ekstraværelset og støttede dem hele vejen ind i stuen, indtil de blev placeret i et par af de blødere stole ved spisebordet. Desirée slog håret ud og smed jakken, så hendes smalle figur blev fremtrædende gennem den tætsiddende top, hun var iført.

Sophie betragtede dovent den franske pige, som gik hen mod sofaen, satte sig på hug og betragtede Landon. Bare betragtede ham. Som om han var noget særligt værdifuldt, hvis lige Desirée aldrig nogensinde i sit liv ville få at se. Og som om han var skrøbelig. Landon ville have hadet det. Men Sophie var ret sikker på, at han sov fra det hele, så hun lukkede bare øjnene og lænede hovedet mod Jacks kraveben, der føltes som en støtte under hendes baghoved.

,,Gabe,” hørte hun Desirée sige hen over det langsomt voksende lydniveau. ,,Il veut parler á toi.”

Sophie havde ingen anelse om, hvad det betød, men var ret sikker på, at det også var ganske irrelevant. Alligevel åbnede hun øjnene, blot for at se Desirée rejse sig, gå hen til køkkenbordet og skifte tjans med Gabe, som erstattede hende ved sofaen og spærrede udsynet til Landons ansigt fra Sophies vinkel.

Hun vidste fra ganske almindelige vendinger, at parler havde noget at gøre med at tale, men hun fik det alligevel ikke til at passe med at sidde ved siden af sofaen og holde øje med Landon. Gabes stilling var helt rolig og afslappet, og han nikkede en enkelt gang.

,,Jeg tror, Landon er vågnet,” kommenterede Jack stille ind i øret på hende og kyssede hendes kind.

Sophie nikkede langsomt og følte sig faktisk en smule tilsidesat. Nu hvor hun havde fået slået det fast, var hun ikke så sikker på, at hun var ligeglad. Hvad det end var, Gabe og Landon talte om, så var det ikke meningen, at alle andre skulle høre det. Måske ikke engang Desirée. Men Sophie var alligevel en smule skuffet over ikke at være den første til at høre, hvad det end var, Landon havde at sige. For i løbet af dagen havde hun jo ikke hørt ham sige noget, ingen andre måtte vide. Altså kunne hun ikke vide det i forvejen.

,,Perhaps,” hørte hun Gabe sige, sådan lidt tøvende. ,,I guess it is possible. But -“

Han holdt inde. Eller også kunne Sophie bare ikke høre, hvad han efterfølgende sagde. I protest mod at blive holdt uden for noget, der lod til at være vigtigt, lagde hun hovedet tilbage igen og kyssede Jack på kæben. Han gøs, men hun vidste, at det ikke var et dårligt tegn. Hans arme omkring hende strammedes en smule, og hun lukkede øjnene igen for at nyde hans nærhed.

Hvis Landon ikke mente, hun skulle vide det, var hun fast besluttet på i det mindste at fremstå som værende ligeglad. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...