Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
9511Visninger
AA

30. K A P I T E L XXIX

KA P I T E L XXIX

 

Det næste, der skete, var nærmest som at opleve et mareridt. At vandre rundt mellem sårede og døde, mens skyerne skiltes og månen fik frit spil. Havet brusede, og det varede ikke længe, før de endnu kapable blev nødt til at flytte de Eros, som lå nærmest vandkanten, da tidevandet krøb ind. Der var ikke tid til at tænke på andet end at få de sårede væk, på mere eller mindre smertefuld vis. Landon og et par andre forbandt hastigt deres sår for ikke at inficere hinanden og miste for meget blod, og så gik de ellers i gang med arbejdet. Sophie hjalp et par af de mindre veltilredte med at slæbe liggende personer op mod klitterne.

Hvorfra Landon vidste, at vandet kun ville nå en vis højde, anede hun ikke, men han viste sig at have ret. Det kom ikke alt for højt op på stranden. Nu hvor der var mere samling på de mange mennesker, kunne Sophie se sig ordentligt omkring.

Først da mærkede hun sit hjerte synke i brystet. Ikke langt fra hvor hun selv havde befundet sig i cirklens center sammen med ham lå Jack, med et stort, rødt sår i ansigtet, der afslørede antydningen af kindbensknoglen gennem det svitsede kød. Hans blik var stift rettet op i himlen, som han lå der i sandet med kroppen i en unaturligt bøjet vinkel i forhold til nakken. Hun blev ved med at stirre, inden hun langsomt fik sat sig i bevægelse, så hun bedre kunne se.

I håbet om at et bedre udsyn ville give hende et positivt svar. Men jo nærmere hun kom, jo lettere blev det for hende at se, at hun desværre havde ret i sin værste frygt. Der var ingen hævning og sænkelse af brystkassen, ingen naturlig blinken med øjnene, og, da hun knælede ned, kunne hun også konstatere, at der heller ingen puls var.

Så chokeret at hun ikke kunne bevæge sig sad hun bare i sandet og stirrede ned på det ansigt, der engang havde tilhørt hendes kæreste, men som nu var strippet for udtryk og den sædvanlige, begejstrede varme, Jack havde båret med sig overalt. Måske havde hun ikke længere været forelsket i ham, men lige nu var hun meget i tvivl om, hvorvidt det var rigtigt. Hvis hun ikke havde været det, ville det så gøre så ondt indeni, som det gjorde lige nu?

Hun følte sig som en ødelagt maskine eller en frossen computerskærm. Tandhjulene indeni ville bare ikke dreje rigtigt rundt, og da først strømmen af indre billeder og lyde pressede sig på, var det som om nogen tog styringen over hende, trykkede på ”afspil” på en fjernbetjening og lod smerten overtage hende i kølvandet af erindring på erindring.

Den første gang, hun havde set ham, var ikke ligefrem kærlighed ved første blik, men det var i enhver forstand begyndelsen på et nyt og værdifuldt bekendtskab. De talte ikke rigtig sammen, men omgikkes hinanden på venskabelig vis og fungerede fint sammen blot som klassekammerater. Indtil det slog gnister imellem dem og de havde været sammen lige siden. Trods sin drengede fremtoning, havde Jack været en årvågen og romantisk kæreste, som havde arrangeret ting, de kunne lave sammen, og planlagt deres to første officielle dates ned til mindste detalje, på trods af at de jo gik i klasse sammen og så hinanden til hverdag. Han var noget særligt. Og han havde taget alt det vanvittige omkring hende i stiv arm, da hun fortalte ham om Eros og om Landon. Han var blevet hos hende, trods sin jalousi, som måske i sidste ende var velbegrundet, og han havde elsket hende. Måske ikke som en kæreste til sidst, men i det mindste nok til ikke at hade hende. Nok til at foregive noget, de ikke rigtig var, uden tvivl for at skåne hende.

Noget fik hende til at rejse sig. Og ikke før hun stod op, iskold og følelsesløs over det hele, opdagede hun at årsagen var Desirée. For én gangs skyld var der meget lidt ynde over Desirée. Faktisk lignede hun lidt en hængt kat, med trætte, nedslåede øjne, vådt hår og blod trukket ned over halsen i en tyk stribe. Men intet synligt sår. Altså ikke hendes eget? Det føltes underligt, på den måde at analysere alle de træk, der forandrede et menneskes fremtoning til noget langt mere degraderende end nogensinde, og så alligevel være ude af stand til at føle medlidenhed.

,,Come with me,” lød den trætte kvindestemme, og Sophie rettede sig automatisk efter den, lod sig føre væk fra Jacks lig og ned mod vandkanten.

Desirée knælede og vaskede blodet af sig. Det var altså ikke hendes eget. I hvert fald ikke alt sammen. Men nær hårgrænsen, hvor der før havde været hår hængende ned, kunne Sophie se et smalt snitsår, idet den unge kvinde skubbede sit hår tilbage og slog knude på det.

Ikke så langt derfra lød mandestemmer. Men velkendte og menneskelige i langt højere grad end deres modstanderes.

,,Okay,” sagde Landon og så sig omkring. ,,Who can run? Somebody needs to check out the house. See if it’s cleared. Or rather if it’s burned to the ground.”

Der lød stemmer rundt omkring. En mand råbte et eller andet på fransk, men det var lidt, som om Landon ikke helt havde overskuddet til at svare på et fremmedsprog:

,,Not you, Louis. You have a five inch wound on your lower back.”

Sophie så sig omkring. Det var mareridtsagtigt, sådan at stå og være i stand til at observere andre menneskers følelser uden selv at føle noget. Hun stod bare med armene ned langs siden og kiggede rundt. Sårede, døde, side om side. Og hvad når solen stod op? Ville de så bare blive liggende, så politiet kunne opdage dem og sætte en jagt i gang?

Det lod ikke til, nogen kunne løbe, for Landon så ned på sin højre hånd, bed sig i underlæben og trak let på den ene skulder, mens han tydeligvis overvejede det. Så knælede han ved den nærmeste liggende i sandet, helt forkert udseende i ansigtet, selv i mørket. Sophie kunne ikke se, hvem der lå foran ham, fordi alle var klædt éns, og håret var plettet af blod bagpå. Men det var tydeligvis en mand. Landons ansigt fortrak sig, og han sagde et eller andet, hun ikke kunne høre. Bevægede læberne meget hurtigt, som om han tvivlede på, tid var.

Så rettede han sig stift op.

,,Sophie,” kaldte han over mod hende og kastede med hovedet.

Ikke et normalt, afmålt kast med hovedet, men sådan lidt desperat, skyndende. Hun blev stående og anede ikke, hvad hun skulle gøre. Som om hun ikke reagerede, fordi hun ikke havde fået en ordre. Bortset fra at hun jo godt vidste, hun skulle gå derhen. Hjernen registrerede det, men det krævede lidt, før hun fik kroppen til at lystre. Det føltes underligt at gå rundt. Robotagtigt. Sjæleløst. Som om hun ikke var inde i sig selv, men fanget i et tomt hylster.

Landon gentog hendes navn, greb fat omkring hendes skuldre og holdt dem mellem sine hænder, mens han styrede hende det sidste stykke, han var gået fra manden. Hun sank langsomt. Hvad skulle hun? Han kunne vel næppe bruge hende til ret meget, ud over at fortælle om menneskers begravelsesritualer eller sådan noget.

Så da hun kiggede ned, var hun fuldstændig uforberedt på synet. Ikke alene havde hun været ude af stand til at se, at et sværd stak op gennem manden nede fra hoftebenet. Hun havde heller ikke lige regnet med at se Gabe liggende der, med blod over det hele og halvt lukkede øjne samt besvær med at trække vejret. I sin barndom havde hun set Gabe med mange sår og rifter og endda brækkede lemmer, men aldrig så slemt som dette.

Følelsesløsheden forlod hende et kort øjeblik, og hun gav tårerne frit spil, ligeglad med hvor ynkelig hun måtte se ud i de andres øjne. Hun foldede armene rundt om sin stedfars overkrop og lagde hovedet mod kravebenet på ham, mens hun græd stille og ukontrolleret, så kroppen gav nogle ordentlige ryk, selv om der ingen lyd kom ud af munden på hende.

,,Sophie,” hviskede en stemme i hendes øre, og hun kneb øjnene sammen og ville have spøgelserne til at gå væk. ,,Sophie, please -”

Hun drejede hovedet. Et spøgelses stemme ville nok ikke være så anstrengt, som denne var det. Og da hun kiggede, kunne hun se, at Gabes øjne var mere åbne end før, og at hans blik var fokuseret på hende, samt at han endnu trak vejret, ikke fast og livligt, men i det mindste var han da ikke død. Der var håb -

,,Like - I said -” gispede han mellem åndedragene, ,,no matter - what you do - I will - approve - of it.”

,,Gabe -“

,,I - love you - Soph.”

,,I love you, too… dad.”

Hans læber krængedes op i et blegt smil, inden hans øjne rullede en anelse for så igen at finde fokus.

,,This - is good… - goodbye,” hviskede han. ,,Stick with - Landon. He - will - take - care - of - you.”

,,No. No, no, no… Gabe, please,” hun bøjede sig ind over ham. ,,Please!”

,,We don’t  - believe - in ghosts… But - I - won’t - leave you. Ever.”

,,Don’t say that. We’re going to get you fixed!” hulkede hun.

,,Landon -“ åndede Gabe, svagere nu. ,,Take - care… of her, too.”

,,Gabe,” sagde Landon indtrængende og knælede ved siden af Sophie. ,,Don’t you dare die now. She needs you. I need you! I can’t convince people that what we’re doing is right. You can. Don’t leave this in incapable hands!”

,,You can -“ sagde Gabe langsomt, ,,always - use my - death. I have - faith in - you. Take care - of my - daughter.”

Og dermed lukkede han øjnene, på en meget Gabe-agtig og stædig måde. Som om han ikke havde lyst til at leve mere eller se mere. Og Sophie mærkede det, da han tog sit sidste åndedrag, dybt og afslappende, hvorefter kroppen blev helt slap og sank lidt ind med det samme. Og hun havde det lidt, som om nogen åndede hende i nakken. Hvordan kunne han ønske at tage afsked på den måde, at bruge sine sidste kræfter, når han måske kunne være reddet?

Underligt nok var det næste, der slog hende efter uforståelsen, at det i grunden var ret ironisk. Hun havde altid syntes, det var mærkeligt i actionfilm, når den ene af heltene var på dødens rand, men lige skulle tage afsked med resten af heltene eller det lille barn eller noget i den stil. Og nu havde hun lige været ude for det samme. Hendes far, forbillede og evige helt. Og hun forstod for alvor nu, hvorfor den slags rørte andre mennesker.

Hun havde ikke set Mia dø, havde ikke hørt hendes sidste ord, og det gjorde døden lidt fjern og svær at forstå. Der var ikke noget svært at forstå i dette. Gabe havde ligget og trukket vejret anstrengt, indtil han bare ikke kunne holde fast i livet mere. Eller ikke ville holde fast i livet mere. Han havde fået sagt, hvad han ville, og kunne så lukke af for smerten og lidelsen. Og efterlade hende alene og forældreløs i en verden af overnaturlige skabninger, der ville kidnappe hende og sikkert undersøge hendes blod.

Det næste, hun følte, var et dybt, inderligt had. Til djævlene og til sin biologiske far. Hendes far havde været årsag til dette - alt dette - direkte og vel vidende at hans datter ville blive noget specielt. Han havde gjort det med fuldt overlæg og ødelagt hendes liv, allerede inden det var startet. Han havde sat sig i gæld - en gæld der skulle betales tilbage. Og den tilbagebetaling, da den ikke indtil videre var sket, havde kostet Sophie både sin mor, sin far og sin kæreste. Samt flere andres liv, fordi de forsøgte at beskytte hende. Hun hadede djævlene så meget, at hun følte sig helt hvidglødende af raseri, og hun kunne mærke neglene bore sig ind i håndfladerne, da hun klemte hænderne sammen og rejste sig op.

,,Vi burde måske begrave dem,” mumlede Landon og lød lige så følelseskold som hun selv havde følt sig få øjeblikke tidligere.

,,Jeg har en bedre idé,” sagde hun bare.

,,Ja?”

,,Hvad gør I med jeres døde?”

,,Vi?”

,,Eros, mener jeg.”

,,Nåh,” mumlede han og så ned på sin hånd. ,,For det meste bliver der udført en ceremoni med blomster og vand, hvorefter den døde får en pil skudt i brystet, for at symbolisere, at man er blevet ramt af Eros’ pil og har nået målet for sin stræben.”

,,Og hvad sker der så?”

,,Vi smuldrer. Bliver til støv. Lidt ligesom djævlene, bortset fra at vi ser dette er som symbol på, vores kroppe har gjort deres, og at sjælen nu har frit spil.”

,,Så lad os gøre det med Gabe,” foreslog hun. ,,Jacks krop skal tilbage til hans forældre.”

,,Vi bliver nødt til at vente, til det bliver lyst.”

,,Ja.”

 

Og så ventede de. Et par stykker løb tilbage til sommerhuset, og da de kom tilbage, kunne de konstatere, at selv om selve huset var brændt ned til grunden, var Landons og Gabes hemmelige opbevaringsrum under huset fuldstændig urørt og intakt. Landon så ikke lettet ud, men beordrede bare folk til at begynde at gå hen mod sommerhuset med så mange sårede eller døde som muligt. Der var heldigvis ikke mange døde, men det syntes at være en ringe trøst, når nu lige præcis Gabe og Jack var blandt de få.

,,Sophie, hjælp lige Arian,” sagde Landon og pegede på en af mændene, som stod lidt usikkert i sandet og svajede.

Hun gik hen til ham, og han så skeptisk på hende, hvorefter han lod blikket glide tvivlende over mod Landon. Landon sagde et eller andet på et sprog, Sophie ikke lige fik identificeret, hvorefter Arian lagde en arm omkring skuldrene på hende for at finde støtte der. Hun så ned. Hans ene fod sad forkert på benet, som om anklen var gået af led. Så hvordan det overhovedet lykkedes for ham ikke at skrige af smerte, var hun meget i tvivl om, mens de gik tilbage mod sommerhuset.

Nogle gik to gange, mens andre kun gik én. Sophie selv gik med begge gange, fordi hun lige nu formentlig var den i hele forsamlingen, der var bedst tilredt. Og at hjælpe gav hende noget andet at tænke på end Gabes og Jacks død. Hun kunne ikke helt forholde sig til det. Men det skulle nok komme. Indtil da måtte hun hellere få gjort så meget som muligt for at hjælpe lidt, inden hun bare var i vejen.

Egentlig havde hun gerne set, at Landon ikke gik med anden gang. Hans hånd eller arm skulle efterses ordentligt, ikke bare forbindes sjusket så han kunne slæbe på andre mennesker. Der var nok. Så mange døde og alvorligt sårede var der heller ikke. Desirée var den sidste til at forlade stranden helt, og Sophie sakkede bagud mod hende for at holde sin kønsfælle med selskab. Der var ikke ret mange kvinder, og af de få var Desirée den, der var nærmest Sophie i alder. Overraskende nok var Desirée kun nitten år gammel.

,,I should thank you,” sagde Sophie stille, klar over at hun virkede kold overfor sin stedfars død.

,,No you shouldn’t.”

,,Yes. You took care of Jack when I didn’t. You spent time with him and explained everything properly and even trained him.”

,,Seems like I did a lousy job.”

,,That he died wasn’t your fault -“

,,I know,” indrømmede Desirée. ,,But I feel strangely guilty anyway.”

,,Don’t. And if you don’t want to take my word for it, ask Landon if you should feel guilty.”

Hun nikkede og hankede lidt op i den bevidstløse - men trods alt levende - mand hun bar på. Der var noget skrøbeligt over Desirée når hun var ked af det, og Sophie fik lyst til at sværge, at hun aldrig nogensinde ville gøre noget, der kunne irritere hende igen. Vel vidende at det selvfølgelig ikke kom til at ske.

,,I also wanted to thank you for protecting me out there.”

,,That was me doing my -“

,,Job? Duty?” afbrød Sophie rystede langsomt på hovedet. ,,No. That was Landon’s job. You could’ve gotten rid of me and had him to yourself.”

,,I don’t want Landon to myself if it means he loses you. I can see the way he looks at you, and our friendship is not worth a total removal of his happiness and will of life.”

Sophie mærkede sine kinder blive varme, forundret over at det overhovedet stadig lod sig gøre, nu hvor der var andre ting, der burde påvirke hende mere end den slags. Hun havde troet noget helt forkert om Desirée. Eller… måske ikke i starten, men formentlig et godt stykke tid efter at Desirée havde gjort op med sig selv, hvad hun valgte at gøre.

,,Still…” mumlede hun langsomt.

Der var ingen grund til direkte at sige, at hun var forbavset over, nogen havde valgt at redde hende, når nu deres navn ikke lige var Gabe eller Landon. Det indbød ikke ligefrem til det bedste tillidsforhold mellem hende og de andre tilstedeværende på stedet i Vestjylland.

,,Also,” sagde Desirée stille, næppe hørligt, ,,I do believe in you. That whatever you do will be the right thing.”

,,Why -“

,,Landon believes in you, and in my experience, he’s barely ever wrong. So I see no reason not to trust your intuition as long as he does.”

Sophie smilede. Det forhold, Landon og Desirée havde, var meget specielt. Han var hende ikke ligefrem hengiven, men alligevel øm over hende, og hun stolede blindt på hans dømmekraft. Hun måtte huske at spørge, om der nogensinde var sket noget, der fik hende til at stole så meget på ham, eller om han bare havde det over sig.

Resten af vejen gik de i tavshed, og Sophie ikke så meget som overvejede at genstarte samtalen, fordi hun ikke orkede det. Ej heller syntes Desirée at have mere at sige, og stilheden var rar nok, lidt ligesom den dag Sophie havde set Desirée havde sendt hende det der interne kvindeblik, da Jack var kommet hjem fra den første jagt, han havde været med på. Tanken om Jack rev i hendes indre, og den mærkelige følelsesløse kulde fandt sit tag i hende igen.

Med tanken om Jack fulgte nemlig tanken om Gabe. Eller rettere tanken om det faktum, at han aldrig nogensinde ville kunne tale til hende igen, aldrig nogensinde kunne kalde hende sin datter, og at hun nu for alvor var forældreløs. Selv hendes far var død. Den far, der altid havde været en konstant figur i hendes liv, helt fra hun var spæd. Den far, der havde grebet hende, da hun tog sine første skridt, den far, der havde svunget hende rundt til de blev rundtossede, den far, der stolt havde vist sin datter frem hvor han kunne komme af sted med det. Selv om hun ikke var hans biologiske datter. Ingen ville nogensinde have et bånd med hende, som det Gabe havde.

Af og til, tænkte hun, havde hun haft et tættere bånd med Gabe, end hun havde haft det med sin mor. Måske hang det sammen med, at hendes mor ikke havde været med de seneste måneder af hendes liv, hvor alting var blevet vendt på hovedet for alvor, og hvor hun allermest havde brug for én uforanderlig konstant i sit liv. Gabe havde været den konstant, kun af og til udskiftet med Landon, hvis hun havde brug for en jævnaldrende.

Det var en forfærdelig og væmmelig glæde, der fyldte hende, da hun så grunden, hvor sommerhuset engang havde været. Ikke fordi hun var glad for at se, at hele grunden mere eller mindre var dækket af små glasskår, men fordi det gav hende noget andet at tænke på. Forbløffet stirrede hun på de sodede rester af det, der havde været hendes hjem siden jul, hvor de flyttede fra Brobyværk i en vanvittig fart. Hvad skulle der ske nu?

De andre foran hende gik hen mod det sted, huset havde været, og krøb ned gennem en åben lem i jorden, hun var ret sikker på, hun aldrig havde lagt mærke til. Da hun så sig omkring, forstod hun hvorfor. Den var ved husets bagside, hvor hun sjældent befandt sig, fordi det eneste, der var derude var en terrasse, og denne i en skyggefuld lund. Hun havde foretrukket at træne ved glaspartiet ind mod sommerhuset, så hun kunne holde øje med tingene fra sin træningsplads. Nu var hun glædeligt overrasket over i det mindste at have et eller andet sted at gå hen de næste få timer. Jorden var kølet lidt af, også siden timerne før aftenens slag. For det var vel det, hun burde kalde det.

Et slag. Som i krig. Det var det, Landon havde sagt. This is war. Og han havde jo ret, havde han ikke? Dette var vel en krig. En krig, hvor de ingen støtte havde fra den regering, der måske i virkeligheden burde føre krigen for sin arts skyld. Men det var vel netop problemet, at de ikke helt kæmpede af samme grund. Landon havde samlet folk sammen for at beskytte hende, den sidste rest af det dynasti, der havde ledet Eros gennem århundreder. Bureaukraterne var vel ikke interesserede i overordnede. Så selvfølgelig blandede de sig ikke i denne krig. Spørgsmålet var så bare, hvad de skulle gøre.

Da hun kom ned gennem lemmen, så hun sig omkring. Der var større, end hun lige havde regnet med. Et kæmpestort hulrum under jorden, hvor de mange Eros præcis kunne være, så der stadig var en smule gulvplads. Det havde hun aldrig regnet med. Langs den nærmeste ru væg af sandjord stod kasser og hylstre med våben og ejendele. En af kasserne stod åben, og hun gik hen for at se ned i den af nysgerrighed. Med det samme fortrød hun.

Øverst i kassen lå et billede i en simpel, sort ramme. Det forestillede hende selv, Mia og Gabe med armene omkring hinanden på en tur i Tivoli, hvor de havde prøvet forlystelser, dengang hun stadig var et lille barn på omkring ni år.

Det værste var næsten, at hun ikke kunne græde rigtigt. Tårerne vældede op i øjnene, men tørrede ind inden de nåede ned over kinderne, og dermed fik hun ikke helt den lettelse ud af det, det var at mærke de salte vanddråber mod sin hud. Hulkene pressede i halsen, men mellemgulvet arbejdede heller ikke med, så det føltes nærmere som kvælning end krampagtige hulk. Hendes læber vibrerede ikke rigtig, men det gjorde hendes næsebor til gengæld.

Uden at sige noget eller græde rigtigt satte hun sig ned med ryggen til rummet og front mod væggen, og så krøllede hun sig ellers forover i sin skrædderstilling om billedet. På denne måde var hun så lille som overhovedet muligt, og hun kunne græde i fred, hvis det var det, der kom til at ske. Ellers kunne hun bare vente smerten ud, til den ikke kunne lamme hende på samme måde igen.

At se på billedet gjorde nærmest fysisk ondt. At se de ærlige, ubekymrede smil, den beskyttende måde, Gabe havde armen omkring Mia på, og den kærlige måde, Sophie selv lænede sig ind mod sin mors varme krop og blev omfavnet fra siderne af begge sine forældre. Solen skinnede på billedet, og de var alle tre i orange T-shirts, så de ville være i stand til at genkende hinanden. Under kraven på T-shirten kunne Sophie ane Gabes mærke, der markerede ham som beskytter, og dette var første gang, hun så det. Hun havde aldrig nogensinde før lagt mærke til hans mærke. Det var en så naturlig del af ham, at det var mærkeligt at bide mærke i nu.

Hun huskede situationen efter at billedet var blevet taget. Fotografen, en ung pige med fregner, havde grinet, da forældrene løftede Sophie op mellem sig og kyssede hende på hver sin kind, inden de kyssede hinanden, og hun klemte sammen omkring deres nakker, så de ikke helt ville være i stand til at slippe kysset uden at slå hovederne sammen på en eller anden måde. Så havde fotografen leveret kameraet tilbage, og de var gået hen for at købe candyfloss og glaserede æbler.

,,For what it’s worth,” sagde en stemme pludselig ved siden af hende, henkastet og underligt stille under stemmerne fra de andre af hans art, ,,I think I know how you feel. Maybe not about Jack, but about Gabe.”

Hun så ikke op, men slappede en smule af i sine anspændte muskler, da han lod en hånd løbe hen over ryggen på hende.

,,Jeg kan ikke love dig, det nok skal holde op,” fortsatte han i samme stille tone. ,,Men det falmer lidt med tiden. Bliver udholdeligt. Indtil da skal du bare gøre, hvad du finder bedst. Græd, hvis du kan. Bliv vred. Råb, skrig, kast med ting.”

Der var noget beroligende over den måde, han lod til at forstå, hvad hun havde lyst til. Hævngerrigheden sad i hende som en igle, og hun havde lyst til at katalysere den ud i en eller anden form for handling. Men hun havde ingen grund til at råbe, så det ville være akavet, selv for hende. Og græde kunne hun jo ikke rigtig endnu. Men kaste med ting? Nej, det kunne hun heller ikke. Det eneste, hun havde lyst til at kaste med, var det åndssvage billede, hvor hun så uvidende og dum og barnlig ud, mens hun i virkeligheden hele sit liv havde udsat alle omkring sig for fare. Og billedet ville hun alligevel ikke risikere at ødelægge.

Men måske var der en anden måde. Hun rettede sig op og så på ham. Han så træt ud, som hun tidligere havde vænnet sig til at se ham. Med mørke rande omkring øjnene og hvidlig hud af træthed. Smerten var heller ikke forsvundet fra den lidt anspændte måde, han sad på, specielt fordi han hældede en smule til den ene side i overkroppen, sikkert fordi ribbenene endnu var ømme. Han havde smidt jakken, og som på billedet kunne hun se hans mærke over kraven på den hvide T-shirt, der delvist var plettet af sved over maven.

,,Landon,” sagde hun langsomt, overrasket over roen i sin egen stemme.

Han så på hende nu, hvor han tidligere havde set frem for sig, siddende med ryggen lænet mod væggen bag sig. Hun foldede sine ben ud, skiftede stilling og kom op på alle fire, hvorefter hun krøb en smule nærmere hans krop med sin egen.

,,Sophie, hvad -?”

,,Kys mig,” bad hun, uden at det rigtigt var en bøn, men nærmere en befaling.

Ved dette så han lidt utilpas ud. Hun vidste godt, at han ikke siden deres sidste kys havde så meget som tænkt på at kysse hende. For det første havde han været alt for optaget af andre ting, og for det andet havde det lidt ligget i situationen, at det ikke kom til at ske igen, selv om de begge vidst gerne ville have mere.

Hun kunne ikke komme på en anden måde, hun bedre kunne komme af med smerten på, end ved at blive kysset og i det mindste føle sig en smule elsket. Hun havde lyst til at give sin krop til ham og lade ham gøre med den, hvad han ville. Binde hende? Ligegyldigt. Trække små spor med sine våben på hendes hud? Lige meget. Kysse hendes krop? Fuldstændig irrelevant. Bare han gjorde et eller andet ved hende.

,,Nej,” sagde han bare og løftede venstre hånd for at affærdige hende med en håndbevægelse. ,,Meget kan du bede mig om, men ikke det.”

Hun burde være blevet fornærmet eller vred, men det gjorde hun ikke. I stedet blev hun bundløst ulykkelig, mere end hun allerede havde været i forvejen. Hun følte sig pludselig uelsket og afvist og smidt væk. Kasseret af den sidste, hun følte hun havde som en konstant i sit liv. Landon. Selv ikke han ville have hende mere. Og ulykken var nok til at hun kom til at græde rigtigt nu. Græde over en lillebitte ting, ganske vidst, men græde. Tårerne trillede i strømme ned over kinderne på hende, og hun hulkede desperat, mens hun gispede efter luft gennem slimen i svælget. Det var en lettelse, på samme måde som det gjorde uendeligt ondt indeni at være så ked af det. Hun krøb sammen og gemte ansigtet i hænderne og følte sig patetisk og ynkelig og helt alene i verden. Eller faktisk alene, efterladt i et bundløst hul, hun ingen mulighed havde for at holde op med at falde ned, på samme måde som hun ikke kunne klatre op af det igen.

På et tidspunkt trak Landon hende hen til sig og op i sit skød, og så sad han der med armene omkring hende bag fra, sit hoved hvilende på hendes skulder og sine hænder uden på hendes, og hun mærkede hans varme og anspændthed og forsigtighed på én gang, mens han vuggede hende fra side til side. Bevægelsen var blød, blid og beroligende. Og hun følte sig sikker på, at selv om han havde afvist at kysse hende, så holdt han ikke mindre af hende af den grund. Men hun kunne stadig ikke holde op med at græde.

Tårerne åd sig vej ud gennem hendes tårekanaler og ned over kinderne, så hun følte sig helt opkogt og våd, og rummet mellem hendes og Landons hænder blev vådt, fordi dråberne lagrede sig i de små hulrum mellem fingrene på dem, indtil en bevægelse sendte dem ned over hendes håndrygge og hans håndflader. Hun græd som pisket og kunne ikke forhindre alle de glade barndomsminder om sin familie og glæde i at gøre mere skade end gavn ved at vise, hvor naiv og dum hun havde været, og ved at minde hende om hvad hun nu ikke længere havde.

Til sidst var hun så udmattet af tårer, at hun ikke engang registrerede overgangen mellem bevidsthed og søvn, før hun vågnede i samme stilling, som hun var faldet i søvn i - i Landons arme, med hans hoved på sin skulder. Han sov ikke. Da hun bevægede sig en anelse, rettede han sig op og så på hende, idet hun vred kroppen, så hun kunne se hans ansigt. Så nikkede han langsomt, løftede en hånd og trak hendes hoved ned mod sin skulder, hvor hun lod det hvile, lukkede øjnene og faldt i søvn igen.

 

Nogle få havde været nede for at hente blomster til blomsterceremonien, og han havde selv udført den under det lysegrå skydække, i et stort kar med vand, hvor blomsterne drev rundt på overfladen omkring liget af Gabe, som slet ikke lignede sig selv allerede. Dødens stivhed var sat ind, og der var noget fremmed og fredfyldt og dødt ved det tomme hylster, der lå i vandet. Ikke længere den levende ildsjæl, der havde været Sophies far til det sidste.

Stift rakte han hen over sin skulder for at trække buen af sig, placere den rigtigt og trække en enkelt pil op af pilekoggeret. Dette var både en lettelse og forfærdelse for ham, at være den, der udførte ceremonien. Det var rart at vide, at han på denne måde fik sendt en stræbende sjæl videre til et højere stade, men forfærdeligt fordi det helst ikke skulle have været sådan. Gabe skulle have været levende og i gang med at organisere og klargøre verden til hvad der kom næste gang. I stedet lå han nu og kunne se frem til intet andet end fred, hvilket Landon tvivlede på var det, han ville have ønsket.

Gabe ville have ønsket at blive hos Sophie til alting var overstået. Til hun var i sikkerhed og ikke behøvede være bange mere. Ikke forlade hende når tingene spidsede til. Men han havde ikke haft noget valg, og han havde gjort sit ypperste. I mange år endda.

Langsomt spændte han buen og rettede pilespidsen mod den nøgne brystkasse i vandet. Mærket, den lille, sorte krølle mod den lyse hud, sprang i øjnene nu, hvor der intet andet var til at fjerne fokus fra det. Han tog en dyb indånding, trak yderligere lidt i pilen, hvorefter han gav slip og lod den suse gennem luften. Det var en tilfredsstillende følelse. Han havde aldrig før brugt sin bue, og havde aldrig forestillet sig, at han på den måde skulle give nogen fred. Så en følelse af at være rigtig for sin art slog ham meget hårdt i brystet, og han vaklede et skridt baglæns, idet pilen borede sig ind i torsoen, lige ved hjertet, og tog sin øjeblikkelige effekt. Kroppen opløstes til fint, sølvglimtende støv, der lagde sig på vandets overflade og glimtede i sollyset. Det var smukt og trist på én gang.

Skydækket blev gradvist tættere, mens en mumlen bredte sig ud mellem dem, der havde valgt at deltage i ceremonien. Kun Sophie og han selv sagde ingenting. Stod bare og stirrede. Han forstod udmærket godt, at hun var ked af det. Ikke blot fordi det var naturligt, og ikke fordi han havde mistet begge sine forældre selv. Men fordi han vidste, hvilken effekt Gabe havde på folk, han brød sig om. Gabe havde været en af de få personer, der nogensinde havde taget Landon helt alvorligt og betragtet ham som en ligeværdig, der også i det store billede var værd at bekymre sig om. Ingen anden havde nogensinde gjort det. Ikke engang Desirée.

Så han fandt det helt naturligt - selvfølgeligt, endda - at holde omkring Sophie, til hun ikke kunne græde mere og selv da blive hos hende. Gabes død skulle ikke give hende lov til at isolere sig. Ikke fra andre, men i endnu mindre grad fra ham. Det måtte ikke ske. Alt for meget skulle foregå fra dette punkt, til at hun kunne lukke helt ned. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...