Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
9535Visninger
AA

25. K A P I T E L XXIV

K A P I T E L XXIV

 

Efter at have sovet fem timer sammenhængende var han frisk. Han svang sig ned fra hemsen og landede letfodet på gulvet, men kunne ikke sno sig uden om sine artsfællers blikke, da han gjorde dem selskab. Hvad der var irriterende var at omgås Eros udelukkende, var, at man ikke kunne begå den mindste fejl eller lave den mindste smule larm, uden at en eller anden ville kommentere det. I hvert fald ikke mens Eros stadig gik i skole og skulle udmærke sig for lærerne. Det kendte han desuden fra sig selv og fra Desirée. Da de mødtes første gang, havde hun konstant været efter ham med at gå lydløst og den slags. Jo mere involveret i menneskene, hun var blevet, jo mindre regelret havde hun også udviklet sig. Og det havde han også selv.

Gabe, vidste alle, var et eksempel på dette, og i skolerne blev mand undervist i det som en form for forræderi, hvis man gjorde det samme. Men i hvert fald sluttede han sig til samtalen, der fandt sted ved sofabordet i den lille stue, og han blev lukket ind med åbne arme. Planlægning var altid den mest kedelige del af slagsmål og kampe, men den var nødvendig, så han deltog aktivt og sikrede sig, at alle var med på, hvad der blev ment med alting. Så der ikke opstod fatale misforståelser.

Da der var et par timer til solnedgang blev de enige om, at planen var specificeret nok, og at man skulle holde sig klar et stykke tid i forvejen. Udenfor. Og så brød selskabet op. Enkelte forsvandt fra sommerhuset i deres køretøjer eller til fods. Andre blev siddende i stuen og blundede, mens de ladede op til den forestående kamp.

,,Sophie og Jack,” sagde Gabe tænksomt.

Landon drejede hovedet.

Han var ikke den eneste med forståelse for det danske sprog, der var tilstede i sommerhuset. Det havde vist sig, at dem, der var til stede, var beskyttere udsendt på patrulje for at få lidt erfaring med erhvervet, ligesom han selv havde været i Beijing. Andre var faktisk uddannet i Danmark, men beskyttede af den ene eller den anden grund ikke deres emner. Nogle fordi det ikke var nødvendigt længere, nu hvor emnerne var blevet ældre, og deres kød ikke så saftigt, og de vidste, hvordan de skulle begå sig i en alt for farlig verden. Andre fordi de ventede på en opklaring af dødsfald.

,,Hvad med dem?” spurgte han, da han tydeligvis var den eneste, der udviste interesse for dem.

,,I wonder,” mumlede Gabe for sig selv, sådan lidt henkastet.

Landon så sig omkring i lokalet.

,,Wonder?”

,,If we should let them sleep.”

,,Absolutely not. That is out of the question,” protesterede Landon alvorligt.

,,But,” blandede en af deres artsfæller sig - en ung mand, der var blevet sendt til Danmark fra Skotland og talte med en kraftig accent, ,,they are somewhat inconvenient. Frail, loud…”

,,Sophie is my responsibility,” sagde Landon skarpt, irettesættende. ,,I am in charge of keeping her alive. And I would prefer her to be awake, in case something might happen.”

,,Landon -“ sagde Gabe appellerende, men tog sig åbenbart i det.

Landon kunne nærmest fornemme, hvordan hans egne øjne lynede. Hvordan kunne man nogensinde bilde sig selv ind, at det ville være en fordel, hvis Sophie og Jack sov fra alle problemerne? De ville ikke have nogen mulighed for flugt, hvis de netop var væltet ud af sengen, når det hele brød sammen.

,,Fint, du får det, som du vil have det,” opgav Gabe endelig. ,,Det er nok det mest fornuftige.”

,,What did you just say, mate?” ville skotten vide.

,,I told Landon he’s going to get his way,” svarede Gabe i et forsonende tonefald.

,,But they’re humans,” protesterede den anden, hvis navn Landon kom i tanke om var Duncan McKenzie.

,,Shut up. That girl in there, do you have any idea how important she is?”

Denne gang kunne Landon ikke dy sig fra at blande sig. Måske var det dumt, men han brød sig ikke om den måde, McKenzie omtalte hverken Sophie eller Jack på. Som om de bare var mennesker. Jack var måske ikke af større vigtighed end så mange andre, ud over at han var Sophies svageste led i øjeblikket, men ingen var bare mennesker. Det lå jo netop i Eros’ jobbeskrivelse at beskytte mennesker fordi de ikke var stærke nok til det selv. Siden hvornår havde det kvalificeret dem til at se ned på dem? At degradere en hel art ikke meget ulig deres egen, bare fordi de var trætte af ikke at få kredit for det stykke arbejde, de foretog?

,,Well, just because she was the heir to the throne, as long as she doesn’t want that, she’s of no importance to us,” sagde McKenzie i et tonefald, Landon næsten kunne have slået ham for, havde det ikke været fordi en konflikt af den kaliber ikke var hvad de havde brug for i øjeblikket.

I stedet sukkede han, kaldte folk sammen og fortalte alt, hvad han havde fundet ud af. Han fortalte om inskriptionerne på væggene i kælderen i Brobyværk, om Sophies drømme, om hvad Gabe havde fortalt om den Sidste Konge. Folk lyttede interesserede til hvad han havde at sige, selv om nogle var tydeligt skeptiske overfor hans synspunkt, nemlig at Sophie var en meget vigtig brik for hele sin egen og deres art. Et manglende led, så at sige. En forklaring, der blot manglede at blive afkodet.

At folk ikke delte hans mening var for så vidt irrelevant. Han fik det, som han ville have det, efter at have indviet alle i sin efterforskning og sin problemstilling - at finde noget, der kunne forklare, hvorfor Sophie ikke kunne brændes af djævlene. Det var allerede solnedgang, da han rejste sig fra den stol, han havde siddet i, for at gå ind på værelset og vække Sophie og Jack. Ude foran døren til værelset stoppede han, fordi han kunne høre stemmer derindefra. Talende. Og så af og til den smækkende lyd af kys.

Det fik ham til at tøve. Sophie og Jack havde reelt ikke have et øjeblik for sig selv, siden de kom tilbage, og de ville ikke have lang tid til at være sammen, når først folk vidste, at de var vågne. For så ville der blive stillet spørgsmål og krav til dem, og de ville formentlig blive centrum i hver sin cirkel af Eros, som skulle beskytte dem. Landon nænnede ikke at skille de to ad, men han skulle også sikre, at de var klar til det, der skulle ske.

Han bøjede hovedet, tog en dyb indånding og løftede hånden for at banke på døren med knoerne.

,,Kom ind,” kaldte Sophie indefra, og der lød en rystende lyd af dyner.

Landon trykkede håndtaget ned og skubbede døren op for at stikke hovedet ind ad sprækken.

,,Solen er snart nede. Hvis I vil i bad, skal det ske nu,” sagde han bare, mens han fæstnede sit blik på vindueskarmen bag Sophies bare skulder, som han kunne se over kanten af dynen.

,,Er der nogen pointe i at gå i bad, Landon?” spurgte hun og så direkte på ham, selv om han ikke gengældt hendes forsøg på øjenkontakt.

,,Næ, det er der vel ikke. Medmindre du kunne tænke dig at være ren og udholdelig at lugte til,” svarede han og lod bevidst blikket glide over til Jack, som hævede et øjenbryn og grinede dæmpet, mens han lagde armene omkring Sophie.

Ingen af dem havde trøjer på, og at dømme ud fra den bare hud på Sophies skulder, Landon kunne se, havde hun heller ingen bh på. Det fik ham til øjeblikkeligt at trække blikket til sig og træde ind for så at lukke døren bag sig. Ingen andre behøvede se det, selv om han måske netop havde opdaget, at de to i værelset ikke var helt så uskyldige, som man ellers kunne mistænke dem for, at dømme ud fra den glade varme, de udstrålede.

,,Betyder det ja?” spurgte Sophie.

,,Nej,” svarede Landon og lænede sig tilbage mod døren. ,,Jeg tvivler på, nogen vil bemærke det, hvis I lugter lidt.”

,,Antyder du dermed, at vi hele tiden gør det?” spurgte Jack og kneb gennemskuende øjnene sammen.

Landon smilede og vendte blikket ud ad vinduet.

,,Det sagde jeg ikke,” påpegede han drillende.

,,Men du tænkte det.”

,,Det er meget muligt.”

,,Din røv, Landon,” kommenterede Sophie og så sig omkring i lokalet, som om hun ledte efter noget.

Landon tvang sit blik væk fra hende, fordi det slet ikke havde været hans mening at se væk fra vinduet. Imidlertid havde han fundet det uundgåeligt at se på hende, da hun bevægede sig. Hendes kinder blev røde, og hun gjorde sit for at holde dynen oppe foran brystet, hvilket fortalte ham, hvad hun ledte efter.

Kort hævede han et øjenbryn, kiggede ned på gulvet, satte sig i hug og samlede hendes bluse op med to fingre og holdt den ud fra sig som om den lugtede grimt.

,,Er det den her, du leder efter?” spurgte han og kneb øjnene sammen, gennemskuende.

Selvfølgelig vidste han godt, hvad der var foregået, så det ville være formålsløst for dem i det hele taget at forsøge at benægte, hvad der var sket. Han vidste det hele. Og han var ikke blind for den pinlige rødmen over Sophies kinder, hver eneste gang han så i hendes retning. Jack så ud til at tage det mere roligt, og hvorfor skulle han ikke også det? Der var jo intet galt i det, de havde gjort. Alligevel følte Landon sine nerver røre på sig, og han gjorde sit bedste for ikke at give udtryk for sin irritation. Det vedkom ikke ham, hvordan de tilbragte den smule tid, de havde som almindelige unge mennesker sammen. Han skulle jo bare sørge for, at der ikke skete dem noget, og at de fik mere tid til at gøre præcis dette.

,,Lad være med det der, Landon,” knurrede hun.

Han smilede og kastede blusen hen til hende.

,,Værsgo.”

,,Shut up,” mumlede hun og kneb øjnene sammen.

,,What? I didn’t say anything,” påpegede han uskyldigt.

,,LANDON!” lød en ophidset stemme ude fra stuen. ,,It’s now or never.”

En isnende fornemmelse gik igennem ham, nærmere end den varme vrede han ellers normalt følte, når han gik i kamp med djævlene. Eller titanerne. Eller hvad de nu end var. Siden Sophie var blevet hans ansvar, havde det været denne følelse, der var dominerende, frem for hvidglødende raseri og had.

,,Shit,” mumlede han. ,,Hurry up and get that shirt on, Sophie.”

,,What’s -“

,,Just do it!”

Jack væltede ud af sengen, iført boxershorts. Mens Sophie fik sin bluse på, trak Jack i den dragt, Desirée rakte ind ad den nu åbne dør ud til gangen. En af den slags, Landon i løbet af eftermiddagen selv havde iført sig, ligesom alle de andre Eros. Kun Sophie behøvede det ikke, så det gjorde ikke så meget, hvad hun havde på.

Landon kiggede ikke efter, men en del af hans bevidsthed registrerede, hvordan Sophies krop havde ændret sig fra første gang han havde set hende. Hun havde aldrig været fed eller overvægtig på nogen måde, men nu var hun slank med en velopbygget muskulatur og et kondital, der var steget drastisk. Så drastisk at det næsten var umenneskeligt, udelukkende som resultat af den hårde træning, han havde sat hende i gang med.

Måske var hun blevet en anelse for tynd på det sidste, erkendte han, da han så hende trække et par løse bukser på. Næsten lige så tynd som Desirée, hvis tyndhed var lidt uhyggelig. Det var ikke hans skyld. Han havde forsøgt at få hende til at spise godt, så hun fik nogle kalorier indenbords og lidt fedt at tære på. Men hun havde ikke haft megen lyst til mad, efter at hun havde mistet sin mor og desuden også troet, det var slut med Jacks liv.

,,Landon!” kaldte Desirée ude fra gangen. ,,Dépêchez-vous!”

Det tog hans hjerne mindre end brøkdelen af et sekund at omsætte den franske ordre til engelsk og derefter - overraskende nok - til dansk. Hendes befaling var ganske klar. Han skulle skynde sig. Og han brød sig ikke om det tonefald, hun kaldte i, fordi Desirée ikke normalt lød panikslagen, medmindre der var grund til at gå i panik.

,,Tout de suite,” svarede han, sendte Sophie et sigende blik og vendte sig om for at udføre sit løfte - at være der med det samme.

Han kunne høre Jacks og Sophies fodtrin på gulvet bag sig. Det var underligt at lægge mærke til. Han havde mere eller mindre vænnet sig til, at Sophie forsøgte at kopiere hans stille måde at gå på, selv om det sikkert var ubevidst. Nu var hun åbenbart ligeglad, for hendes fødder smældede mod trægulvet sammen med Jacks, der dog var mere kluntede, som om Sophie ikke helt lod være med at gå letfodet.

,,Hvad siger de?” spurgte Jack dæmpet Sophie bag Landons ryg.

,,Det aner jeg ikke,” svarede Sophie med en stemme, der dirrede lidt. ,,Jeg taler ikke fransk.”

Landon sukkede.

,,Desirée bad mig skynde mig, og jeg sagde, at jeg ville være der med det samme,” svarede han utålmodigt og tog imod sin jakke, som Gabe tavst rakte ham, mens alle andre stillede sig klar i stillinger ved vinduerne.

Han dykkede ned i sin jakkelomme og mærkede den rare fornemmelse af sikkerhed sprede sig til sine fingerspidser, da han fik fat i den lille metalklump, der udgjorde det bedste sværd, han ejede. Uden tøven trak han det op af lommen og lod klingen skyde frem ved at trykke på en lille knap installeret i metalhåndtaget. Der lød et forskrækket gisp fra Sophie, som rørte forsigtigt ved hans ryg, som om hun havde været ved at gå ind i ham.

Jack fnøs dæmpet. Det gik Landon på, men han var fast besluttet på at holde hovedet koldt. Desuden vidste han jo ikke, hvad Jack fnøs over, men fandt hurtigt ud af det, idet Gabe en smule højere svarede på et meget lavt spørgsmål:

,,Vi kæmper ikke med andre skydevåben end buer.”

Netop som det blev sagt, smadrede den første rude.

 

Sophie havde det, som om hun skiftede hænder. Hele tiden anbragte Landon hende bag en fremmed, i et mønster der tilsyneladende var tilfældigt. Nærmest samtidig rykkede han rundt på Jack, så også han hele tiden skiftede placering. Der var selvfølgelig den fordel ved at rykke hende rundt, at hun på intet tidspunkt risikerede at stå alene, hvis han nu blev nødt til at dukke sig for et slag. Han beskyttede hende effektivt nok ved at bevæge sig rundt og halshugge samtlige af sine modstandere. Men efter et stykke tid begyndte hun selv at udføre hans arbejde automatisk, fordi han på den måde ikke behøvede at danne sig det samme overblik.

Underligt nok var der dødsens stille på nær de mange skarpe ”kling” der kom, når sværd stødte sammen, eller de underligt sugende lyde når lemmer blev skåret af. Små bål brændte hvor underlaget ude i indkørslen ikke helt var vådt nok til at modstå varmen og ikke blive antændt. Djævlene var langt i overtal, kunne Sophie se ud fra de glødende halespidser. Men de havde været flere. Kølerhjelmen på en af bilerne i indkørslen så ud til at være ætset væk, hvor en klat aske havde ramt den, og rundt omkring lå aske og kølede af langsomt, mens kampene fortsatte uden lyd.

Hun skævede rundt for at få øje på Jack, som stod sammen med Desirée, som havde stukket et sværd i hånden på ham uden rigtig at fortælle ham, hvad han skulle med det. Endnu huskede hun, hvordan han havde fnøset ad våbnet, da Landon fandt det frem, og hvordan hendes indre havde krympet sig i skam. Men han var jo undskyldt, for han havde ikke nogen reel chance for at vide, hvilken slags våben, der var Eros’ foretrukne. Selv havde hun også op til flere gange overvejet, hvorfor nogen ikke udviklede skydevåben til at dræbe djævlene. Hver eneste gang kom hun til den samme konklusion: Hvis de skulle holde sig til antikke ideer og leveveje i teorien, så betød det også, at buen måtte være det eneste reelle skydevåben, måske med undtagelse af en armbrøst. For dengang havde man jo ikke pistoler og geværer. Det hørte moderne tider til.

Denne indsigt fik hende til at lade blikket vandre videre rundt, til hun igen fik øje på Landon lige ud for sig, dog et par meter væk. Han var netop i færd med at pille en kastekniv op af sin jakkelomme og sende den af sted med så forbløffende meget kraft, at djævlen gik direkte bagover og blev til aske. I samme øjeblik kappede Desirée hovederne af et par djævle med hvad der lignede et kort sværd i hver hånd. Sophie måtte indrømme, at Desirée ikke var uduelig, og at det var rart at have en som hende tæt på, når nu hun kæmpede så godt.

En pludselig tanke slog hende, og hun blev iskold indeni. Hun kunne ikke se Gabe. Tanken var paralyserende, og hun havde det, som om hun ikke kunne trække vejret. Pludselig syntes hendes brystkasse at have snøret sig sammen, og det var som om Jordens rotation omkring sin egen akse kunne mærkes i knæene, der gav efter -

Hun nåede aldrig ned at sidde på jorden. Hvor han var kommet fra, anede hun ikke - hun havde glemt at kigge - men pludselig stod Landon ved siden af hende, halede hende på benene med den ene hånd og holdt sværdet ud fra sig med den anden, klar til forsvar.

,,Hvad sker der, Sophie?” spurgte han, dæmpet, og det var som om det satte gang i alle lyde i indkørslen - pludselig larmede det af stemmer rundt omkring.

,,Gabe,” hviskede hun bare og fik genvundet kontrollen over sine muskler, så hun ikke var afhængig af Landon for at blive stående.

,,Gabe har det fint,” forsikrede han hende, som om han var meget sikker i sin sag.

Men der var en underlig bitterhed i hans stemme, hun ikke havde regnet med at høre. Instinktivt vidste hun, at der var noget, han ikke fortalte hende. Noget, hun måske burde vide. Men dette var ikke hverken stedet eller tidspunktet til at overlevere oral information. I stedet tog hun en beslutning og rakte en hånd frem mod ham.

,,Giv mig et våben.”

Han stirrede lamslået på hende.

,,Hvad?”

,,Giv mig et våben,” gentog hun.

Der gik yderligere et par sekunder, før han rakte ned i sin lomme og drog et af de tilsyneladende ufarlige metalhåndtag frem. Hun tog imod det og mærkede det nærmest levende, kølige metal mod sin håndflade med et smil.

,,Hold dig bag mig fra nu af,” beordrede Landon, og hun gjorde, som han sagde og stillede sig bag ham, men med ryggen mod hans, så hun kunne se, om der kom nogen bagfra.

Se og se… det var begrænset hvor stort udsyn hun i virkeligheden havde, fordi hendes øjne - i modsætning til hans - ikke var tilpassede mørket. Men Landon klarede fint at holde hende i sikkerhed, syntes hun. Godt nok skælvede hun af frygt, men hun var også klar over, at hun blev nødt til at holde hovedet bare nogenlunde koldt, hvis hun ikke også ville få slået ham ihjel. Og det værste var, at hun kunne have forhindret det her.

Forhindret en kamp, der krævede ofre og blod. Forhindret Jack, Landon, Gabe, Desirée og alle de andre i at blive udsat for fare. Forhindret sig selv i at være ved at gå i panik over ikke at vide, om alle endnu levede. Hvis blot hun havde strittet imod, da Landon kom med sit argument, der spillede på hendes følelser og viden omkring fortiden. Det var ikke retfærdigt, at han havde stillet hende i den situation. Hun ville hellere såre Gabe, end hun ville se ham dø. Hun ville hellere såre Jack, end hun ville se ham dø. Hun ville hellere skuffe Landon, end hun ville se ham dø. Og hun var virkelig deprimeret over, at de risikerede at spilde blod ud over jorden.

Hvor længe hun opholdt sig bag Landon, vidste hun ikke, men længe nok til at hendes ben syrede enormt meget på grund af den anspændte stilling, og hun kunne dårligt mærke den hånd, hun holdt sværdet i. Det hjalp selvfølgelig heller ikke, at ud over den varme, som djævlene tilføjede stedet, så var der isnende koldt. Larmen steg og steg, og det undrede hende egentlig lidt, at ingen af naboerne kom farende, når de nu kunne se flammerne hen over skråningen eller røgen stige op eller høre de råbende stemmer på et udvalg af forskellige sprog.

Hun var træt og bange og iskold helt ind til benet, og hun fattede ikke, hvordan Landon utrætteligt kunne blive ved med at svinge sværdet rundt. Han svedte, kunne hun se på svedperlerne i hans nakke, men beklagede sig ikke en eneste gang. Ikke før hun pludselig hørte hans stemme hen over alle de andre:

,,Gabe - get Sophie the hell out of here!”

Igen kunne hun ikke - om end modvilligt - lade være med at smile. Det lød forkert når Landon brugte kristne udtryk, og hun vidste, at han efterhånden gjorde det mere og mere - sikkert fordi hun selv bandede så meget, at det smittede af på ham. Hun rystede på hovedet. Der var ikke tid til at tænke på den slags i en situation som den, hun befandt sig i for øjeblikket.

Gabe udførte ordren, tilsyneladende uden at tøve. Pludselig kunne Sophie se ham, og en sten faldt fra hendes hjerte af lettelse, idet han greb fat i hendes hånd og halede hende med sig. Hun kunne dårligt se, hvor hun gik, fordi de fleste af brandene efterhånden var gået i sig selv, og der næppe var meget mere tilbage, der var tørt nok til at brænde. Hun snublede af sted efter Gabe, som diskret kringlede sig ud og ind mellem mennesker og mere eller mindre mejede alle djævle ned, der stod i vejen.

Og så pludselig var de ude på den lille vendeplads med butikken, der hvor man drejede ind fra hovedvejen og ned ad den lille vej, hvor Ternedalen lå. Der var lys. Og en bil stod og ventede med motoren i tomgang. Bag rettet sad Jack, og Sophie smilede for sig selv, lettet denne gang. Gabe ledte hende hen til bilen, og Jack steg ud, skiftede sæde til bagsædet og lagde en arm omkring Sophie, som krøb ind til ham og nød at mærke hans varme og nærhed. Men at ryste kunne hun ikke holde op med. Heller ikke da Gabe lod bilen trille ud på hovedvejen og derefter trådte speederen i bund.

De kørte længe, inden nogen brød tavsheden i bilen. Og da det skete, var det Gabe, som gjorde det. Sophie var overrasket over letheden i hans stemme, idet han spurgte Jack, om han var okay. Jack svarede, at han havde det helt fint, men at han aldrig nogensinde håbede, at han kom i nærheden af en skygge igen. Dertil grinede Gabe, og der var noget usikkert ved hans grin, som Sophie sikkert var den eneste, der lagde mærke til.

Men hun vidste, hvad det betød. At dette ikke med sandsynlighed ville blive den sidste kamp, Jack oplevede. Der ville komme flere, og dette var garanteret ikke noget voldsomt slag. Ikke når nu kampzonen kunne begrænses til området omkring et sommerhus med en ret stor indkørsel. Hun lukkede øjnene og begravede næsen ved Jacks kraveben, mens hun foregav at sove. Rystelserne ville ikke holde op, selv om hun ikke længere befandt sig i en lige så sårbar position, og selv om hun for længst havde fået varmen i bilen.

,,Sophie, er der noget i vejen?” spurgte Jack, sandsynligvis mest for at vise, at han godt kunne mærke, hun ikke havde det helt godt.

Hans varme, blide fingre strøg hende over armen og kinden, men det var som om hendes krop ikke tog imod kærligheden med samme hengivne glæde, som hun ellers ville have ønsket sig at kunne gøre det. Hun havde end ikke lyst til at kysse ham, og lod derfor ansigtet forblive vendt væk fra hans. Der var intet galt med Jack. Han var solid og fast som den, han nu engang var. Det var hende, der var problemet lige nu. Men hun skulle nok blive sig selv igen, lovede hun tavst både ham og sig selv.

,,Jeg er enormt træt,” sagde hun bare uden at åbne øjnene.

,,Forståeligt,” mumlede Gabe fra førersædet, netop som bilen drejede en anelse på vejen og de skiftede retning endnu engang.

Det var måske halvtredsindstyvende gang, og Sophie mistænkte sin stedfar for bare at køre rundt og vente på daggry, hvor djævlene ville gå væk af sig selv, og de sårede Eros kunne få lov til at slikke deres sår for en tid. I hvert fald indtil solnedgang. Selvfølgelig ventede Gabe på solopgang. Hvilken Eros gjorde ikke det? Ud over Landon, naturligvis.

Faktisk havde Sophie altid haft indtrykket af, at Landon ikke ventede på noget, medmindre han var tvunget til det. Han havde for eksempel patruljeret området omkring Leddet, dengang de boede der, blot så han kunne være sikker på, at der ikke skete hende noget om natten. Det var ikke bare at sidde og vente. Så at kæmpe var sikkert ikke noget, Landon havde ret meget imod, ud over at han selvfølgelig satte livet på spil. Men som han tidligere havde sagt, var det vel heller intet problem - det var jo hans job, og han ville formentlig gerne dø på jobbet.

,,Jeg ville ønske, jeg kunne lægge mig til at sove og glemme alt det her, og når jeg vågnede, ville alting være forbi - måske om hundrede år?” tænkte hun højt.

Jack klemte hendes skulder en anelse, og hun trykkede sig ind mod ham i et forsøg på at genvinde noget af sin indre varme. Uden succes.

,,Soph, det her er din tid,” sagde Gabe langsomt og rakte om for at stryge hende over knæet. ,,Og lige nu er det hårdt. Jeg kan ikke love dig, at det bliver nemmere. Men er det bedre at lukke øjnene for det, der sker, frem for at stå ved at du er den, du er?”

Hun åbnede øjnene og mødte hans blik i bakspejlet, forbløffet. Han smilede beroligende til hende og skiftede gear.

,,Landon fortalte mig, hvad du sagde om titanerne,” forklarede han og sendte hende et af de der smil, hun kendte så godt fra sin barndom - et smil fuldt af stolthed og ømhed på samme tid. ,,Det ville ingen andre end dig med sandsynlighed have tænkt på.”

,,Hvordan kunne I ikke have tænkt på det? Det er da indlysende.”

,,Ja, hvis tanken først har strejfet dig. Men jeg tvivler på, at nogen har turdet at fremsætte denne teori før. At vi er oppe imod væsener med gudelignende kræfter.”

,,Bortset fra én ting,” rettede hun ham, og indså da et hul i sin egen teori.

,,Hvad?”

,,De er dødelige.”

,,Ja, det er selvfølgelig rigtigt,” sagde han tænksomt. ,,Men det er vi også.”

,,Er det utænkeligt,” brød Jack ind, ,,at når I, Gabe, betragtes som Eros’ efterkommere eller børn med dødelige, så er de måske det samme, men resultatet af titanernes parring med dødelige?”

Der var stille lidt. Bilens dæk snurrede mod vejen og blev til den eneste lyd i miles omkreds. Sophie måtte indrømme, at hun var imponeret over Jacks evne til at følge med i samtalen og endda bidrage med noget nyt. Hun anså det ikke selv for usandsynligt, at han havde ret i sin argumentation.

,,Du siger noget,” sagde Gabe bare og drejede bilen skødesløst med en hånd, inden han skiftede gear igen.

Sophie kiggede ud ad vinduet og spærrede så øjnene op. Mod øst blev himlen lysere, og hun strakte sig for at se digitaluret bag rettet i bilen. Det viste, at klokken var omkring fem om morgenen. Om ganske kort tid ville det blive lyst. Solen ville stige op over horisonten, og så ville djævlene forsvinde ud af hendes liv for et par timer.

,,Hvor er vi egentlig på vej hen, Gabe?” spurgte hun forsigtigt og vågnede mere op, skuttede sig og puttede sig ind til Jack igen, men denne gang med siden til og hovedet hvilende mod hans kind.

,,Vi kører bare rundt. Det virker mærkeligt at tage noget sted hen klokken fem om morgenen i de fleste menneskers øjne,” påpegede Gabe og lød en smule træt, selv om bakspejlet afslørede et nervøst smil omkring hans læber.

,,Men hvad så når det bliver lyst?” spurgte hun videre.

,,Så finder vi på et eller andet.”

,,Tager vil ikke tilbage?”

Hun var godt klar over, at den tone, hun spurgte i, antydede hans mangel på valgmuligheder i denne situation. Hun ville tilbage til sommerhuset - om ikke andet så for at se på skadernes omfang og begrave de døde Eros. Forudsat at nogen var døde. Og hvis ikke de var det, så ville hun takke dem for at have hjulpet med at beskytte hende.

,,Jo, selvfølgelig,” stønnede Gabe og trak lidt i rattet igen.

Der var en slags larmende stilhed i bilen efter det. Hendes uenighed i det, Gabe havde været ved at gøre, fik hende til konsekvent at tie, for ikke at komme til at give udtryk for sin skuffelse. Og Gabe syntes ikke at have mere at sige. Jack… tja, hvad kunne Jack egentlig sige eller gøre i denne situation, hvor han bogstaveligt talt var fremmedgjort overfor begivenheder og konsekvenser. Måske gik de ud over ham, men han havde ingen mulighed for at påvirke tingenes gang som det så ud i øjeblikket, og Sophie var ked af dette.

Allerbedst ville det jo være, hvis Jack kunne tage hjem til sine forældre. Men det vidste hun var urealistisk. Han ville blive taget til fange igen eller slået ihjel. Desuden var hun glad for at have ham hos sig, selv om hun ikke lige i øjeblikket følte sig som verdens bedste kæreste. Bare at vide at han sad der i sikkerhed sammen med hende var ganske rart.

Bilens bagende vendte mod øst nu, hvilket måtte betyde, at de kørte vestpå. Jo længere de kørte, jo mere syntes Sophie at kunne genkende fra området, hun efterhånden var blevet fortrolig med via kort eller korte køreture. De var ved at være tilbage, og himlen blev gradvist lysere og lysere. Stjernerne forsvandt ud af syne, men månen blev hængende. Sandsynligvis for at gøre noget med tiden indtil solopgang kørte de ud til kysten, og så på vandet, der skiftede fra sort til mørkegråt til en blanding af blå og grå.

Så skete det endelig. Den første solstråle krøb ind over horisonten mod øst, og det var en usigelig lettelse for Sophie at opleve dette. Hun blev så lettet, at hun åbnede døren og sprang ud på parkeringspladsen, hvor de holdt parkeret. Hendes knæ rystede, og hun havde det, som om hun skulle kaste op, men det var en fantastisk følelse. Og hun tog ikke blikket fra horisontlinjen, der var mørkt tegnet mod den lysnende himmel inde over land.

Først da hun hørte en bildør smække, blev hun mindet om, at hun ikke var alene, og hun drejede kort hovedet for at se, hvem af de to andre, det var. Det viste sig at være Gabe, som gik hen mod hende med sin sædvanlige gang, der bar præg af en vis undskyldende majestætisk holdning blandet med faderlig afslappethed. Hun vendte sig helt og sprang ind i hans favn, og han holdt om hende og strøg hende over håret, mens han grinede. Uden at hun kunne sige hvorfor, kunne hun mærke tårer begynde at pible ned over sine kinder.

,,There, there,” hviskede han og knugede hende ind mod sig. ,,Det er overstået nu. For en tid.”

Hun hulkede stille ind mod hans jakke og lukkede øjnene, da tårerne alligevel gjorde det umuligt at se andet end klatter af sammenblandede farver.

,,Gabe, jeg var så bange,” mumlede hun mellem hulkene.

Og så vendte tanken tilbage, som hun havde delt med Landon. Den at der kunne være sket Gabe noget, fordi hun ikke kunne se ham. Og selv om Gabe stod lige der og var så konstant som han altid havde været for hende, så fik påmindelsen hende til at græde endnu mere. Han gjorde intet for at få hende til at holde op, men blev ved med at brumme beroligende ting som ”du er i live” og ”der er ikke sket noget”, indtil hun ikke kunne græde mere. Så frigjorde hun sig fra ham, men opgav hurtigt at gå hen til bilen og slog armene omkring ham igen.

En barnlig trang til at føle sig elsket af sin eneste tilbageværende forælder fyldte hende, og Gabe formåede til fulde at opfylde denne trang. Han gjorde egentlig ikke andet end at lægge armene omkring hende, kysse hende i håret og begynde at grine blidt. Men det var nok til at hun blev forsikret om, han ikke ville gå nogen steder, og at han stadig var helt og aldeles i live. Så gav hun slip igen og præsterede denne gang at gå hen til bilen og sætte sig ind på bagsædet.

Jack var steget ud af bilen, sikkert for at få lidt frisk luft. Da han vendte tilbage til bagsædet med hende, kunne hun for alvor se hans ansigt. Han så træt og bekymret ud, men også lettet. Hans øjne skinnede med en slags begejstring, hun ikke helt vidste, hvordan hun skulle placere i forhold til de følelser, hun selv oplevede. Men da han kyssede hende, glemte hun det hurtigt igen. Kysset påvirkede hende nu, mere end hans omfavnelse tidligere. Det var rart. Men det var stadig, som om der var noget inden i hende, der manglede.

De kørte tilbage mod Ternedalen og drejede ind i indkørslen, hvorfra flere af bilerne var blevet fjernet allerede i det tidligste dagslys. Sophie sprang ud af bilen og så sig omkring. Der var dødsens stille, og ingen befandt sig længere ude i indkørslen. Til gengæld kunne hun se gruppen af Eros stå samlet inde i stuen gennem de tilbageværende glasruder og tomme vinduesrammer i væggen ud mod indkørslen.

Jack tog hendes hånd og gik med hende indenfor, og Gabe trådte ind foran dem og var dermed den første af de tre til at træde ind i sommerhuset. Det var tyndet ud i gruppen, og en underlig kold følelse af sorg fyldte Sophie, uden at hun egentlig vidste, hvad der var sket. Tilbage var Desirée, ham der hed McKenzie og et par andre.

,,Where’re the others?” spurgte Gabe, inden nogen rigtigt lod til at have bemærket, at de havde fået selskab.

Desirée, som havde siddet i hug omgivet af de resterende, rejste sig op og gik hen mod dem.

,,They went home. Everybody’s survived at this point. Philips and Fred are in the spare room, resting. They were wounded pretty badly, but they should be alright,” forklarede hun stille og respektfuldt, i en tone Sophie ikke lige havde ventet af Desirée.

Men hun opfattede også noget andet. Der var noget, den smukke unge kvinde ikke fortalte. Noget hun ikke havde lyst til at sige. Hvad end det var, selv ikke Desirée kunne få sig selv til at sige direkte, så måtte det være slemt. Efter Sophies mening fandtes der næppe en mere hudløst ærlig og brutal kvinde end dette eksemplar af Eros. Desirée var hård og egennyttemaksimerende, og hun var ikke en følsom person at tale med eller være i rum med for den sags skyld.

Så hvis det var så slemt, at hun fortav det, måtte det virkelig være slemt. Og det var helt sikkert noget, hun var klar over, Gabe ville finde problematisk. Om Sophie ville føle noget ved en afsløring var Desirée sikkert ligeglad med, og det var ikke sandsynligt, at hun tænkte på Jack heller.

Der var dog en vis trøst i at høre, at ingen var døde, og at de fleste syntes at have haft det fint nok efter kampen til at tage hjem. De andre i stuen syntes heller ikke at være sårede, hvilket hun syntes var rart nok. Eller faktisk var det nok nærmere en kæmpe lettelse at vide, at hun ikke havde været skyld i nogens død. Og at de, der var sårede, nok skulle klare sig, trods skadernes omfang. Fred og Philips. Hun anede ikke, hvem de var, men var glad på deres vegne såvel som sine egne.

Måske burde hun skrive til dem, de skulle beskytte, hvis ellers de havde fået dette til opgave endnu, og informere om situationen og dens alvor. Og opfordre menneskerne til at holde sig inden døre og ikke foretage sig ret meget mellem sol op- og nedgang. Heldigvis var det snart sommer, trøstede hun sig selv med. Så var døgnene længere, og djævlene ville have kortere tid til at rasere og ødelægge. Det betød også, at hvis de skulle samle ind til et slag mere, skulle det være snart, inden de kom alt for tæt på Sankt Hans til at det kunne betale sig at lægge op til endnu en voldsom kamp mellem Eros og djævle.

Netop denne kamp fik hende til at tænke på nattens hændelser. På Landons tavshed og ordrer til andre. På hans bevægelser og den måde, han havde holdt hende bag sig hele tiden, selv om hun var ved at gå til af træthed. Det var som om han kunne læse hendes inderste tanker og forudse, hvad hun havde brug for. Måske var det det, han mente, når han talte om, at beskyttere, der havde fundet den rette at beskytte, havde et særligt bånd med det menneske.

Og så gik det op for hende, hvad Desirée holdt skjult. Der var én eneste person, hun ikke havde nævnt, som hun burde have nævnt ved navn. En, hvis velbefindende Sophie bekymrede sig mere om end nogen anden Eros’ på dette tidspunkt - måske på nær Gabes, men han havde det jo fint, havde hun erfaret i løbet af natten. Lidt træt, måske, men ikke såret.

,,Desirée,” sagde Gabe, som havde han læst hendes tanker. ,,Where is Landon?”

Desirée mødte Sophies søgende blik. Så nikkede hun og trådte bagud.

,,Clear out, guys,” befalede hun de mænd, der stod ved sofagruppen.

De forføjede sig lydigt, og Sophie måtte tage sig sammen for ikke at skrige. Eller rettere, hun ville nok have skullet tage sig sammen for ikke at skrige, hvis ikke hun havde haft det, som om al luft blev drænet fra hendes lunger uden at blive fyldt op.

På sofaen lå Landon, strakt ud så godt som muligt. Hans venstre bukseben var skåret af, og det var i stedet hele vejen hen over låret erstattet med hvad der nok engang havde været hvide bandager. Nu var de røde af blod. Ligeså var hans jakke og T-shirt blevet fjernet, og rød-hvide bandager var viklet omkring hans krop. Hen over panden og det ene øje var flere strimler af hvidt stof, der absorberede blodet. Og det synlige øje - det højre, var lukket.

Han trak selvfølgelig vejret, og for hver gang han gjorde det, syntes han at hive efter vejret, så der kom en hul, gispende lyd ud mellem læberne på ham. Derudover var han helt kridhvid i ansigtet, og læberne var en smule blålige i det, uden at han direkte lignede en død. Som han lå der med det mørke hår klistret til tindingerne hvor han havde svedt og den blege hudtone, stod hans kindben tydeligt frem, og ironisk nok fik det hende til at indse, hvorfor antikke skulpturer havde en tendens til at minde hende om Landon, uafhængigt af at han var en Eros.

,,Fuck,” mumlede Jack ved siden af hende, dæmpet, chokeret.

Gabe krydsede rummet i et par lange skridt uden at sige noget, knælede ved siden af Landon og samlede den ene hånd op mellem sine, placerede to fingre over håndleddet og ventede i stilhed i et par minutter.

,,Pulsen er stabil nok,” sagde han så endelig i et lettet tonefald, der ikke beroligede Sophie særligt.

,,What happened?” spurgte hun og så hjælpeløst på Desirée, som trak på skuldrene i en næsten undskyldende gestus. ,,What happened?” gentog hun, denne gang mere bestemt.

,,Sophie,” sagde Gabe irettesættende og rejste sig fra gulvet. ,,Han skal nok klare sig. Tag det roligt.”

Hun tog en dyb indånding og mærkede Jacks tommelfinger stryge over sin håndryg i lange strøg, der var behagelige. Så skævede hun til sin kærestes ansigt, der afspejlede hendes bekymring, på nær det faktum at han ikke havde boet sammen med Landon og foretaget sig stort set alt sammen med ham i flere uger i træk. Så lod hun igen blikket flakke til Landons ansigt, der var fredfyldt i søvnen.

,,Gabe,” sagde Jack endelig. ,,Han kan ikke ligge udstrakt på sofaen. Vi bliver nødt til at flytte ham.”

Gabe tøvede lidt.

,,Hvorhen?” spurgte han så langsomt, men rystede så på hovedet, som for at annullere sit spørgsmål. ,,Han kan selvfølgelig få det store soveværelse.”

Jack rystede tilsvarende på hovedet.

,,Jeg tror, det er bedst, hvis der er nogen til at holde øje med ham,” sagde han. ,,Nu er jeg ikke læge eller ekspert i jeres anatomi eller opbygning, men Landon er også menneskelig, og jeg er ret sikker på, han ligesom så mange andre ville sætte pris på ikke at være alene hele tiden.”

,,Så hvad foreslår du?” spurgte en af mændene henne ved bordet.

Sophie gjorde store øjne. Hidtil havde al samtale mellem Eros foregået på engelsk, lod det til, så det kom bag på hende, at nogen anden end hun selv, Gabe, Jack og Landon kunne dansk.

,,Lad ham få min seng,” tilbød Jack med et skuldertræk, som om det ikke betød noget.

Sophie stirrede på ham med en blanding af glæde og vantro. Hun havde selvfølgelig ikke lyst til ikke at dele værelse med ham, for han var jo hendes kæreste, og hun elskede ham. Der var selvfølgelig den mulighed, at de to delte seng og Landon fik den overskydende, men hvis Landon var bare en smule ved sig selv, når han vågnede, kunne det hurtigt gå hen og blive akavet. På den anden side vidste hun jo, at hun skulle vænne sig til Landon som en del af sit øvrige privatliv også, for det tilfælde at han ville være en konstant del af hendes liv så længe hun levede - eller så længe han levede, afhængigt af hvis død indtraf først.

,,Hvis du selv er okay med det,” sagde Gabe, ,,er det nok at foretrække. Tak, Jack.”

,,Det var så lidt. Landon er faktisk også min ven,” påpegede Jack og lød en smule fornærmet, men grinede så og kyssede Sophie på kinden.

Hun vendte sig om mod ham, strakte sig og kyssede ham på munden, mens Desirée lavede lyde, der mindede om lydene under opkastning og de andre mænd fik lempet Landon over på en båre af tæpper, som de bar ham på ind i værelset.

Da alle vendte tilbage til stuen takkede Sophie dem oprigtigt for hjælpen, og de lovede hende at være klar ved solnedgang, i tilfælde af at der skulle ske noget. Da det var sket, gik hun og Jack i bad sammen, skiftede tøj og gik så ind for at få noget søvn. Gabe gjorde det samme, og Desirée påstod, at hun foretrak at sove på hemsen, hvor Landon ikke havde brudt sig om at opholde sig. På den måde herskede der total ro i sommerhuset, da Sophie og Jack sammen krøb ned under dynen i den lille enkeltseng, klædte hinanden af og lå i ske.

Lige inden hun faldt ind i drømmeland registrerede Sophie noget, hun fandt mærkværdigt og en smule ildevarslende: for én gangs skyld sov Landon ikke lydløst. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...