Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
9712Visninger
AA

24. K A P I T E L XXIII

K A P I T E L XXIII

 

Der var underligt tomt og stille i den mørke gang, de bevægede sig igennem. Intet lys slap ind, da de først var kommet ned, hvor tunnelen fladede ud, og de ikke længere gik skråt nedad. Sophie måtte klamre sig til Landons ene hånd for overhovedet have en idé om, hvor han befandt sig i forhold til hende. Hun snublede klodset af sted og skammede sig inderligt over at være til så meget besvær for Landon, som gik helt lydløst og målrettet gennem gangen. Men han tyssede ikke en eneste gang på hende.

Om dette var fordi han var bange for at påkalde sig uønsket opmærksomhed, eller fordi han ikke følte trang til det, vidste hun ikke. Men det sidste virkede ikke så sandsynligt, for hun var overbevist om, at i hans øjne, var hun lige nu bare en klodset menneskeunge, der larmede og gik langsomt. Som sådan var dette vel ikke en urimelig tanke fra én, der kunne se ganske fint i mørket, men stadig var sine fjender underlegen både i medfødte evner og tal.

Af og til brugte han et langt, spidst våben, der sammenfoldet lignede en springkniv, til at stikke hul i loftet over dem. Dette resulterede i, at lys og sand et kort øjeblik vældede ned, inden sandet ovenover dækkede hullet til igen. Han virkede tilfreds, og Sophie vidste dermed, at de ikke var vanvittigt langt under jorden endnu. Men det kunne jo komme.

Og dog. Jo længere ned de kom, jo varmere blev det. Hun mærkede sveden springe på sin pande, og det varede ikke ret længe, før det var nyttesløst at forsøge at tørre sveden væk med underarmen, der var lige så våd. Hendes tøj blev også vådt, og hun havde på fornemmelsen, at Landons følsomme næse fik sammentrækninger af lugten af hende. Han lugtede derimod ikke, men svedte øjensynligt også. Mellem hans skulderblade og hele vejen ned til lænden var jakken blevet sort af væske, og hans mørkebrune hår klistrede til siderne af ansigtet.

Vandet blev også varmt, men de drak det alligevel langsomt og gemte noget af det til tilbagevejen. Forudsat at de nogensinde kom tilbage til jordoverfladen, selvfølgelig. Der havde ikke været en eneste djævel under turen. Landons hånd slappede mindre og mindre af i hendes som kontrast hertil, og hun forstod det udmærket. Det gav god mening, at hvis der var så varmt her, måtte der være en større forsamling djævle, og hvis de ikke var stødt på en eneste endnu, tydede det på, at de pludselig ville løbe ind i mange.

De løb ikke. Det var Landons regel. Ingen løben, medmindre det var livsnødvendigt, hvad det jo godt kunne komme til at blive. Desuden ville Sophie ikke have meget ud af at løbe, for hun kunne ikke se en hånd frem for sig, medmindre han af og til prikkede hul i loftet over dem. Og det gjorde han sjældnere og sjældnere. Da han sidst havde gjort det, havde de fået bevis for, at enten blev stranden over dem tykkere, eller også  kom de alligevel længere ned, for lyset strømmede ikke ind denne gang.

Landon havde hviskende forklaret hende, at de ville komme til at gå mod nord. Han syntes nøje at holde øje med deres omgivelser, selv om hun ikke kunne se det. Hun kunne udlede det af den måde, han stoppede op og fiskede efter et kompas i mørket, hvis snurrende nål gav en dæmpet lyd i den mørke tunnel. Han orienterede sig, og det var rart. Så vidste de da, hvor de befandt sig.

En lavmælt, hvæsende lyd mødte Sophies ører. Den umiskendelige lyd, djævlene kunne udstøde med halsen, og som intet menneske skulle gøre sig forhåbninger om at kunne efterligne uden at skade sine stemmebånd alvorligt. Hun knugede om Landons hånd, og hans fingre straktes ud som respons, hvilket fik hende til at slippe lidt igen. Den hvislende lyd der kom fra de mange udfoldelige våben, Landon var i besiddelse af, slog imod hendes trommehinder, og øjeblikket efter mærkede hun den kølige fornemmelse af Eros’ metal mod håndryggen på den af hendes hænder, han holdt.

Hun lod prøvende en finger følge metallet, og blev både overrasket, lettet og fortvivlet over at få stukket et sværd i hånden. Den frie hånd lod hun lukke sig om sværdets skæfte og foldede det ind. Hun kunne ingenting se, og skulle hun tilfældigvis snuble med det udfoldede sværd i hånden, ville det med al sandsynlighed ramme Landon. Skade ham var det jo ikke meningen, at hun skulle gøre. Igen lød den hvislende lyd, og hun antog, at han gik med endnu et våben strakt ud foran sig, bare i tilfælde af at støde på noget uventet.

Eller måske i virkeligheden særdeles ventet.

Landons fingre omkring hendes var fugtige af sved, ligesom hendes egne var det. Det var på én gang både ulækkert og en smule fascinerende. Hun forstod for eksempel ikke, hvorfor han ikke bare havde beordret hende til at tage fat i sit ærme eller jakken bagpå eller noget i den stil. På den måde ville han have begge hænder at arbejde med, samtidig med at han slap for at holde hende i hånden og foregive noget mere venskabeligt en det forhold, de havde til hinanden.

Den hvæsende lyd var der igen, og de måtte have rundet et hjørne, for pludselig kunne Sophie se en form for lys længere fremme. Lyset var rødorange og kastedes ud på de gråbrune vægge af den sandede jord, der var i området. Lyset så ud til at komme fra et tilstødende rum til gangen, som hun ikke anede, om der fandtes flere af, som de var passeret undervejs. Hvis der havde været det, havde Landon ikke fundet dem relevante. Hvorfor måtte hun huske at spørge ham om, når de engang slap ud af dette hul. Bogstaveligt talt hul.

Landon pressede hende tilbage mod væggen, og hun mærkede størknet jord prikke gennem jakken og på bagsiden af armene, da hun føjede ham. Ved siden af gjorde han det samme, kunne hun se, nu hvor det røde lys delvist kastede et skær uden om ham. sværdets klinge reflekterede lyset og så ud til at stråle retfærdigt i mørket, mens de langsomt kantede sig nærmere hullet ind til lyskilden.

Efter et stykke tid slap Landon hendes hånd og fortsatte selv, mens det var helt tydeligt, at han ville have hende til at blive, hvor hun var. Han kantede sig smidigt langs væggene rundt i mørket og fortsatte ud af hendes synsfelt, for at vende tilbage ganske kort efter, gående i et rakt tempo, der ikke efterlod en eneste lyd til at blive reflekteret i tunnelen. Hun misundte ham denne lethed til fods, men faktisk var underlaget her mere jævnt, og hun snublede ikke længere selv, da de gik nærmere lyset, igen hånd i hånd. Måske havde dette også noget at gøre med, at hun nu rent faktisk kunne se, hvor hun trådte.

Nærmere lyskilden nu kunne hun se skyggerne af bevægelse. Et skyggespil tegnede sig på gulvet i tunnelen, og hun kom uvilkårligt til at tænke på Platons hulelignelse, hvor mennesker havde levet hele livet indespærret i en hule under jorden med en mur bag sig og front mod hulens bagvæg, lænket så de ikke kunne bevæge sig. Bag muren brændte et bål, og det eneste, de lænkede fanger bag muren kunne se, var skyggespillet af objekter, som blev rakt op over muren fra den anden side af frie mennesker. Disse skygger var hele essensen af disse fangers opfattelse af verden omkring sig, og da én slap ud af hulen, ville lyset blænde ham, indtil han gradvist blev mere og mere oplyst og nåede til en form for erkendelse af, at solen var alt livs essens.

Sophie smilede for sig selv. Pointen med dette havde selvfølgelig været, at man kan leve i blind uvidenhed i hulens mørke, hvor der vel trods alt er behageligt, og man kender omgivelserne. Men hvis man vil have indsigt, må man søge den, og man må tage de langsomme skridt gradvist, således at man vænner sig til dem. Som et menneske, der tilegner sig viden. Et foster skriger første gang det slipper uden for moderens mave, der har været dets sikre hule i ni måneder siden undfangelsen. Gradvist lærer spædbarnet, at moderen og faderen er dens verden, og efterhånden som spædbarnet vokser op, tilføjes flere og flere mennesker og mere og mere kompliceret viden til det, hvilket gør det klogere og bedre i stand til at klare sig selv og træffe beslutninger.

Hun afbrød bevidst sine tanker. De var fuldstændig irrelevante i forhold til den situation, hun og Landon i øjeblikket befandt sig i. Skyggespillet var selvfølgelig forårsaget af skyggerne, og hun var klar over, at de var nødt til at gå forbi der. Landon var sluppet forholdsvis let og uset forbi lyset, men med hende på slæb, kunne det jo blive en anden sag. For det første var han jo klædt helt i mørkt tøj, hvorimod hendes blege hud skinnede op i halvmørket, hvor bukserne og ærmerne var klippet af. Det havde ingen af dem tænkt på, da de forberedte sig, og hun blev nu overrasket over hvorfor.

Alting skete så pludseligt, at hun ikke nåede at reagere. Pludselig slap Landons hånd hendes, og så var han væk. Der lød en swoosh-lyd, som metal der kløver luftmolekylerne nådesløst, og derefter blev der helt stille igen, indtil en hviskende stemme hørtes. Sophie blev stående, bange for hvad der nu skulle ske. Eller hvad der var sket i det hele taget. Hun så nervøst op og ned ad gangen, men ingenting skete. På meget længere afstand end hende skulle man vel heller ikke, før lyden ikke kunne høres.

Så rundede Landon hjørnet, oplyst bagfra af det røde lys, der fik spidserne af hans hår til at ligne, at de brændte.

,,Kom, Sophie,” hviskede han og kastede med hovedet, og hun gjorde sit bedste for at følge efter ham lydløst, hvilket hun var meget tilfreds med lykkedes.

Men intet kunne have forberedt hende på det, hun så, da hun trådte ind i den lille fordybning i tunnelens ene side. Det var et hvælvet rum, nøjagtigt så højt, at man kunne stå oprejst derinde uden problemer. Det rødorange lys blev kastet ud på væggene og pulserede en anelse, som ild… der var brændende varmt i rummet, og hun mærkede sveddråberne løbe ned ad ryggen på sig, inden de kolliderede med jakkens stof og blev absorberet. I en lille kugle i et materiale, der lignede dårligt bearbejdet krystal, brændte enkelte flammer, og de sendte en smal stribe af røg op mod det hvælvede loft. Denne krystalkugle var kilden til lyset, og den virkede usandsynligt skarp for øjnene hernede i mørket. Bag kuglen var lænker fastgjort til væggen, og hun fulgte lænkerne med øjnene, indtil hun fik øje på et ansigt, der både var velkendt og fremmed for hende. Og hendes første tanke var, at han så sulten ud.

Den næste, der slog hende, fik hende til at løbe rundt omkring krystalkuglen, smide sig på knæ på gulvet og slå armene omkring Jack, mens tårerne løb ned over kinderne på hende i stride strømme.

Han sad på knæ på gulvet og svedte lige så meget som hun. Og så lugtede han en del mere, men det syntes irrelevant. Hans kinder så underligt hule ud, som om han ikke havde fået mad meget længe, og hans læber var tørre og sprukne. Men øjnene syntes at finde fokus lynhurtigt, da hun lagde en hånd på hver side af hans ansigt og så ham dybt i øjnene. Der krængede sig et smil frem på hans læber, hvilket fik dem til at strækkes, og en lille stribe blod piblede ned over hagen på ham fra underlæben. Hans muskler var ikke svundet, men tvært imod blevet mere fremtrædende siden hun sidst havde set ham, og da han løftede armene, der før ikke ville have udgjort nogen reel trussel mod nogen, fandt hun dem lænkede med den grund, at musklerne svulmede under huden. Jack måtte have trænet hårdt.

,,Er du okay?” hviskede hun ophidset og kyssede ham i panden.

,,Jeg har det fint,” hviskede han tilbage, og hun var lidt usikker på, om stemmen virkelig var blevet hæs af ikke at sige noget i hvad der efterhånden var et godt stykke tid, eller om han bare sænkede den.

,,Er du slet ikke bevogtet?” spurgte hun, stadig lige så lavt som før.

,,Det var jeg,” svarede han. ,,Indtil Landon kom forbi.”

,,Hvad med resten?”

,,Der er en hel del, som er taget ud for at finde dig et andet sted. De mente ikke, at du ville forsøge at redde mig,” forklarede han.

,,Hvor er de så -” Hun stoppede sig selv, drejede hovedet og så op på Landon, hvis ansigt var blevet blegt, og øjnene store.

,,Lad os se at komme af sted,” erklærede han, løftede sværdet og svang det flere gange så hurtigt, at Sophies øjne dårligt kunne følge klingens bevægelser.

Der gik et øjeblik. Så klirrede længerne og faldt til gulvet, og Jack var nær væltet forover, fordi hans arme ikke længere blev holdt bagud. Han nåede dog at tage fra gulvet i tide og rejste sig op. Landon greb hans ene albue, da Jack svajede, og Sophie tog ham under den anden arm for at støtte ham, indtil han fandt balancen.

,,Jack, kan du gå?” ville Landon sikre sig, og han lød fuldstændig nøgtern.

,,Ja,” svarede Jack og beviste det ved at tage et par skridt, der godt nok var lidt slingrende, men i det mindste bragte ham hurtigt fremad.

,,Her,” sagde Landon og kastede dunken med vand hen til Jack. ,,Drik, og løb så.”

Jack åbnede dunken, vendte bunden opad og drak i lange drag, der gjorde Sophie sikker på, at han var dehydrering nær, og at de var kommet lige i rette tid. Det varme vand kunne umuligt være lækkert at drikke, og alligevel slugte Jack mundfuldene med et nærmest saligt udtryk i ansigtet. Derpå forlod de alle tre den lille lomme og trådte ud i den mørke gang, hvis ende Sophie ikke kunne se.

Fra modsatte retning opdagede hun til sin forfærdelse, at der kom nogle fjerne lyde, og de blev sikkert båret endnu længere fra af tunnelens længde og rundede loft. Hun kastede et blik på Landon, som havde genvundet farven i ansigtet og rakte hende noget. En lille metalgenstand og et sæt nøgler. Nøglerne til motorcyklen og en lommelygte.

,,Her,” sagde han alvorligt. ,,Løb så og tag Jack med dig.”

,,Landon -”

,,Jeg skal nok følge med, men hvis de skulle komme for tæt på, kan jeg i det mindste forsinke dem lidt.”

,,Nej!” hendes udbrud rungede i tunnelen, og Landon himlede med øjnene.

,,Jack, tag Sophie med!” beordrede Landon iskoldt, og Sophie mærkede Jacks ene hånd omkring sit håndled, halende og trækkende, indtil hun fik benene på gled.

Og så løb de. Hun huskede ironisk nok, hvordan hun og Landon havde løbet sammen mange gange og øvet intervalløb, i tilfælde af at få brug for at sprinte et længere stykke. Det tog ganske kort tid at løbe med lommelygten til at vise vej, og ingen af dem snublede eller faldt, men alligevel syntes det pludselig at larme i hele tunnelen. Hun mærkede sine fødder og ben begynde at gøre ondt af stigningen ganske hurtigt, men eftersom Landon var bag hende, kunne hun på ingen måde sætte farten ned, og Jack var i ret god form oppe foran og løb godt til.

Deres fødder smældede mod underlaget - eller hendes og Jacks gjorde, Landons skridt var stort set lige så lydløse som altid. Hun blev overrasket over at kunne se over sin skulder, hvordan han samtidig brugte det lange, spidse instrument til at få små huller af dagslys til at synke ned i tunnellen. Enkelte steder dækkede sandet ovenover ikke hullet helt til, og dagslyset slap ned i mørket og dannede en smal, ubetydelig stribe af lys midt i det hele bag dem.

,,Sophie, se fremad i stedet for!” befalede Landon skarpt bag hende, en smule forpustet, men tydeligvis stadig i stand til at tale.

Hun selv havde det, som om lungerne var ved at blive revet op gennem halsen på hende, og hun kunne høre Jacks anstrengte vejrtrækning et stykke længere fremad. Den lød høj og hivende, og hun følte et lille stik af stolthed ved at opdage, at hun endnu ikke selv var nået så langt i sin udmattelse. For ligesom at holde tempoet snoede hun sin hånd rundt, så det i stedet var hende, der holdt fast i Jack, hvorpå hun overhalede ham og halede ham med sig. Det gik bedre og hurtigere på den måde.

En høj, skarp hvæsen bag dem fik hende næsten til at snuble, idet hun forskrækket så tilbage på Jack, som så yderligere tilbage på Landon. Landons ansigt var en maske af ingenting, men han kastede alligevel et blik fuldt af triumf på den lange, spidse genstand i sin venstre hånd, idet han jog den op gennem loftet, der var nært over hans hoved nu. Længere fremme kunne Sophie se rigtigt lys, der faldt ned i tunnelen fra bunkeren, og da de drejede om hjørnet begyndte den stejle stigning op til friheden og sikkerheden.

Klingen hvislede og skar gennem kaosset af hvæsende lyde nede bagfra, og pludselig var Sophie overraskende opmærksom på, at Landon havde trukket sit sværd. Men hun fortsatte med at løbe, for Jack skulle i det mindste op i sikkerheden. Hernede var der trods alt stadig skygge. De væltede gispende op på det hårde cementgulv i bunkeren, og Jack smed sig på stenene og hev efter vejret. Hun selv sprang ud gennem vinduet og kylede nøglen i motorcyklens tænding, drejede den og vendte så tilbage ind i bunkeren.

,,Jack,” fik hun fremstønnet mellem to vejrtrækninger, ,,tænd - for - motorcyklen!”

Han trak vejret en smule mere jævnt end hende nu, hvor han havde hvilet lidt i den liggende stilling.

,,Hvad - skal du?”

,,Have - Landon - med.”

Derpå krydsede hun udmattet gulvet og ville egentlig ned i tunnelen igen, men det var ikke nødvendigt. Landon kom traskende op af skråningen nedefra let foroverbøjet, og hans vejrtrækning var hørbar, selv på lidt afstand. Han så ellers uskadt ud, men sveden kunne hun jo ikke komme uden om at bemærke på hans grønne tøj. Med den ene hånd foldede han sværdet, hvis klinge var mørk af blod, ind, og den anden lod han løbe gennem sit drivvåde hår.

,,Godt løbet,” sagde han alvorligt og fortsatte lige forbi hende og hen til Jack, som havde taget sig sammen til at sætte sig op. ,,Jack, er du uskadt?”

Det kunne godt lyde, som om han ignorerede Sophies velbefindende lidt, men hun var jo godt klar over, at det ikke var tilfældet. At han spurgte ind til, hvordan Jack havde det generelt, ikke kun efter løbeturen. Flugten fra det fængsel, han havde været fanget i. Alligevel følte hun sig en smule tilsidesat, idet Jack - stadigt gispende - forklarede Landon, at han havde det fint, men at vandet havde hjulpet enormt meget.

Landon trak Jack på benene med en håndsrækning og krængede jakken af. Derpå forsvandt han udenfor og vendte tilbage med sit eget og Sophies tøj i favnen. De skiftede tøj på stedet, og Sophie bemærkede Jacks underlige blik, idet Landon på en meget selvfølgelig måde lagde en kommentar om, at Sophie i hvert fald ikke var snerpet, når hun på den måde smed tøjet foran to unge mænd.

,,Pas på hvad du siger - mester - ” hun måtte give luft ned i lungerne endnu med noget besvær, mens hun gav igen: ,,du kunne blive anklaget - for pædofili. Eller en lærers - omgang med eleverne…”

Landon lo, og ligeså gjorde Jack, til Sophies lettelse. Det var rart at se, at han var kommet over sin jalousi på Landon uden at have synlige men af den.

,,Jack,” sagde Landon og rettede sig op, mens han snørede sine bukser ind i livet, ,,jeg har en ekstra T-shirt, du måske kunne have fordel af at låne.”

,,Jo tak.”

Landon forsvandt udenfor igen og vendte tilbage med en almindelig hvid T-shirt i stil med den, han altid havde på under sin sorte uniform. Jack krængede den beskidte, våde, ternede skjorte, han var iført, af og trak den hvide T-shirt over hovedet. Så krøb de alle tre ud af vinduet og ud i sandet. Solen var blakket af tynde, grå skyer, og havet var mørkegråt med skumtoppe. En flok måger kredsede om et eller andet nede på stranden og skreg i vilden sky, og en flok på en seks - syv mennesker gik tur med en sort labrador nede i det fugtige sand.

Ingen af dem ville med sandsynlighed bemærke, hvis de kom længere op i sandet, at der enkelte steder var hul gennem underlaget til et sted, ingen nogensinde ville ønske sig at ende, nærmest sammenligneligt med helvede eller vejen til skærsilden. Skærsilden, forestillede Sophie sig, kunne ikke være langt fra hvor de havde fundet Jack. Hun var ovenud lykkelig for at have fået ham tilbage, men var faktisk lidt usikker på, hvordan hun skulle omgås ham efter oplevelsen af at redde ham. Hvorfor? Strengt taget var det hele jo hendes skyld, og hun kunne aldrig nogensinde gøre det  om igen.

,,Soph,” sagde han pludselig ved siden af hende, og hun lod sig vikle ind i hans stærke, varme favn, der føltes både bekendt og fremmed, ligesom at se hans ansigt nede i mørket.

Hun var ikke vant til de senede muskler eller den nærmest sygeligt slanke figur, han havde fået. Det sidste var formentlig et resultat af fangenskabet hos djævlene, og det ville forhåbentlig forsvinde igen sammen med hulrummene under hans kindben. Men trods sveden, hun ikke kunne komme uden om, så lugtede han stadig af Jack, da hun gemte ansigtet ved hans kraveben.

,,Undskyld, Jack,” hviskede hun ind mod hans bryst. ,,Det var aldrig, aldrig meningen, at det her skulle ske.”

,,Det er okay, Sophie,” sagde han og strøg hende over ryggen, mens hun viklede armene rundt om livet på ham. ,,Helt okay. Alting skal nok blive godt igen, og der er jo ikke sket mig noget.”

Hvis ikke hun havde været så glad for at have ham hos sig igen, havde hun nok protesteret mod det, han havde sagt. Alting skulle sandsynligvis aldrig blive godt igen. Selv ikke Landon, som ellers havde brugt meget tid på at fortælle hende, at hun nok skulle komme over denne lidt svære periode, havde ikke taget disse ord i sin mund. Og ej heller havde Gabe. De vidste begge to godt, at dette var alvorligt, og at det ville være alt for meget at love, at alting nok skulle blive godt. Men det vidste Jack ikke, og stod det til hende, fandt han aldrig ud af det. Aldrig nogensinde.

En kold fornemmelse fyldte hende, og hun følte trang til at vride sig fri af Jacks favn, spurte hen og bede Landon om en tjeneste. En meget stor tjeneste, når det kom til stykket. For det var helt klart, at Jack ikke kunne vende hjem til et sted, hvor der var overhængende fare for, at han ville blive kidnappet fra igen. Men med Desirée boende i sommerhuset i Ternedalen, var pladsen så småt ved at skrumpe ind, og nu hvor det havde vist sig, at djævlene var villige til at tage gidsler, så kunne hun ikke være sikker på, at Anna var i sikkerhed…

,,Det er ikke for at afbryde jer,” sagde Landon dæmpet og rømmede sig akavet.

Sophie løsrev sig fra Jack, som modvilligt lod hende gå, og hun så kort over på Landon, på hvis ansigt et drillende smil hang.

,,Men?” spurgte hun sigende, halvirriteret, selv om hendes nyligt opdagede dilemma strengt taget ikke var hans skyld.

,,Men Jack, du nævnte, at de var ude at lede efter Sophie et andet sted. Ved du hvor?”

Jack stivnede, overrasket over at få stillet et så vigtigt spørgsmål, formentlig. Landon var iskold i sin fremtræden. Lige nu var han ingen af de tos ven. Han var Eros og meget nøgtern i sit forsøg på at løse et alvorligt problem.

,,Der er et enormt netværk af gange,” forklarede Jack, selv om Landon allerede vidste dette. ,,De snakkede om et sommerhus og forsvandt så.”

,,Har du nogen fornemmelse af, hvor længe siden det er?”

,,Ikke ret længe før I kom.”

,,En time?”

,,Muligvis. Sikkert mindre, for jeg var vågen fra de gik, til I kom.”

,,Hvad skulle du ellers have lavet?” spurgte Sophie forskrækket.

,,Sovet. Det kan man lige så godt, når man er både sulten og tørstig og ikke kan gøre noget ved nogen af delene.”

Landon foldede hænderne bag lænden.

,,Du må da have fået vand,” påpegede han. ,,Ellers havde du ikke været levende endnu, så meget som du har svedt.”

,,Det er også rigtigt. Af en eller anden grund syntes de alligevel, at de ville holde mig i live.”

,,Hvorfor?” spurgte Sophie, hvilket fik det til at lyde, som om hun ikke var uendeligt lettet over den viden - hvad hun egentlig heller ikke var.

Der var altid en eller anden uhyggelig grund til, at djævlene foretog sig de ting, de gjorde, og hun var lidt bange for, hvad denne grund kunne være. Som altid havde Landon et muligt svar, som hun helst ville have været foruden, da han afslørede sin teori:

,,En byttehandel. Hvis ikke med mig, så med dig. Et uskyldigt menneske i bytte for det, de retmæssigt betragter som deres. Dig. Det ville være en fristende byttehandel for enhver af min slags, måske lige med undtagelse af mig selv og Gabe. Og med dig: din kærestes liv ville blive skånet, hvis du frivilligt slap fra mig. Selvopofrelse.”

Hun bed tænderne sammen og trak vejret dybt en enkelt gang. Alting ville blive så meget lettere, hvis hun rent faktisk undslap Landons årvågne øje og ofrede sig selv til fordel for en balance. Det ville holde Landon, Jack, Anna og mange andre ude af farezonen. Måske ville Gabe ikke være uden for farezonen, fordi han havde tidligere tilknytning til kongen, men alle andre ville stort set være uden for fare, så længe de ikke involverede sig med djævlene. Det ville være meget lettere for alle parter - og hun ville ikke behøve at bekymre sig om at være på flugt resten af sit liv, at se folk ofre sig for hendes skyld, sådan som Landon gjorde det.

,,Jeg kender det udtryk,” sagde Landon vagtsomt. ,,Hvad end du tænker på: lad være.”

Hun så overrasket på ham, før hun lod blikket glide videre til Jack, som så lige så forvirret ud som hun følte sig. Men Landons øjne var rettet skarpt mod hende, og de var underligt lyse i det blakkede sollys på stranden. Der var ingen grund til at spille dum - han havde gennemskuet hende for længst.

,,Men Landon, kan du ikke se -”

,,Sophie, det der er utroligt selvisk,” sagde han bare uden at se på hende denne gang.

,,Vel er det da ej, Landon, tænk på alle de folk omkring mig, der ville blive -”

,,Skånet?” spurgte han og lød, som om han havde lyst til at slå hende - hun ville ønske, at han ville gøre det. ,,Tænk på alle dem, der ville blive knust. Jack, Anna, dine gamle klassekammerater. Sophie, tænk på Gabe og hvad det ville gøre ved ham!”

Hun bed sig i læben. At spille på lige præcis Gabe var uretfærdigt. Landon vidste udmærket godt, at Gabe var så meget hendes far, som nogen nogensinde blev det, og han vidste, hvordan Gabe havde taget Mias død. Om Gabe nogensinde ville komme over det, hvis også Sophie måtte lade livet, tvivlede hun lidt på, og det var en skræmmende magt at have i sine hænder, som hun gerne var fri for. Men Landon gjorde sin pointe helt tydelig. Hun kunne aldrig gøre noget, der ville påvirke nogen så meget, som det ville påvirke Gabe.

,,Du har ret,” mumlede hun surt.

Hun så en smule appellerende over på Jack, som hævede et øjenbryn og vendte blikket videre mod Landon, som om han var meget imponeret.

,,Hvordan gjorde du det?” ville han vide.

Landon var gået hen til motorcyklen, mens Sophie havde forsøgt at finde ud af sit dilemma. Han satte sig overskrævs på sædet og så hen på Jack, inden han lænede sig fremover og hvilede armene mod styrets håndtag.

,,Gjorde hvad?”

,,Sophie er ikke normalt så let at overbevise om, at hun tager fejl,” påstod Jack, og Sophie måtte med et smil indrømme for sig selv, at han vidst egentlig havde ret.

Dette var måske fordi hun i virkeligheden sjældent tog fejl, og når hun endelig gjorde, var folk for usikre på sig selv til rigtig at gennemtrumfe det faktum, at hun faktisk tog fejl.

Landon pustede til en tjavs af sit pandehår, der var begyndt at tørre i vinden ude fra havet.

,,Det er ikke for ingenting, at jeg har været jeres lærer,” sagde han bare i et drillende tonefald, hvorefter han rettede sig op. ,,Kom så. For en gangs skyld kunne jeg godt tænke mig at slappe af op til hvad der ser ud til at blive en begivenhedsrig nat.”

Sophie tænkte over hans besvarelse af Jacks spørgsmål. Hun vidste godt, at det ikke var i kraft af hans tidligere position som lærer, at hun automatisk havde taget hans argument til sig. Det var fordi Landon var en usædvanligt dygtig og trænet diskussionspartner, som altid formåede at have de logiske argumenter på sin side, selv om de andre måske troede, at de havde fordelen. at diskutere med ham var lidt ligesom at forsøge at sætte ild til vand - en kamp man ikke lige sådan kunne vinde.

Det var egentlig ganske let at forstå, hvis mange ville føle sig set ned på eller slåede af at forsøge at diskutere ustandseligt med en, der altid vand diskussionerne, men sådan var der ikke mellem Sophie og Landon. Hun respekterede ham netop fordi han så ofte havde ret, og hun følte sig på ingen måde dum eller elendig, selv om hun tabte. Trods alt var han jo ganske god til at tage hensyn til hende, og hvis han overbevisende havde argumenterne på sin side fra starten, ville han ende det lille mundhuggeri på en måde, så hun ikke mistede værdigheden. Men der var selvfølgelig gange, hvor hun syntes, at han var en idiot, og han havde sikkert ofte lyst til at kalde hende et dumt, uvidende pattebarn.

Deres forhold ville folk som Jack aldrig få mulighed for at sætte sig ind i, medmindre han pludselig fik tildelt sin egen beskytter. Nu kunne det jo være, at netop Jack havnede i den samme situation, Sophie for ganske få måneder var endt i, da hun opdagede, at Landon mere eller mindre tilhørte hende. Med det forbehold, selvfølgelig, at Jack vidste det meste om hvad der foregik allerede, i forhold til at hun selv ikke havde vidst en snus. Fik Jack ikke tildelt en beskytter, forestillede hun sig, at Desirée ville være rar at have i huset for Landon, så han ikke pådrog sig beskyttelsen af to samtidig, selv om det var hvad Gabe havde gjort dengang hun blev født.

,,Op med jer,” befalede Landon skarpt og gjorde et kast med hovedet i retning af resten af sædet bag sig.

Sophie kravlede op og satte sig så tæt på ham som overhovedet muligt, så der også ville være plads til Jack. Forsigtigt lagde hun armene omkring Landons overkrop og mærkede Jacks om sin egen. I næste øjeblik vågnede motorcyklen til live, og det lykkedes Landon uden at vælte at styre dem ned i det våde sand, hvor de kunne køre hen ad stranden, indtil de skulle dreje op på vejen, som ledte hen til sommerhuset.

Det tog ikke ret lang tid, men Sophie vidste, at de kørte hurtigere, end hun ville have gættet, da hun mærkede Jack samle sit piskende hår i en hånd og tvinge det ned langs siden. Af gammel vane diskuterede hun ikke Landons evner som motorcyklist med ham og lod ham i stedet sætte tempoet, som han fandt det mest passende. Heldigvis stødte de ikke på ret mange andre under køreturen, og hvis de havde gjort, ville folk formentlig have antaget det for værende lidt af en selvmordsmission.

Landon sænkede farten og lod motorcyklen trille ind ad den lille gang til sommerhuset, og heldigvis for det. De havde ikke været plads til ikke at være forsigtig, for i indkørslen holdt flere forskellige biler.

,,What the -”

Landon afbrød sig selv, standsede motorcyklen helt og ventede tydeligvis på, at Sophie og Jack steg af, inden han selv svang sig af og satte kursen mod huset med lange, faste skridt. Indenfor kunne Sophie gennem de store vinduer se Desirée, strålende som en sol, selv i det blakkede lys, og Gabe samt en masse andre mennesker, nogle på alder med Gabe, andre yngre eller ældre.

,,Landon, hvad sker der?” spurgte hun forvirret og løb efter ham for at følge med.

Jack greb hendes hånd, mens de sammen nærmede sig døren, som kommende til Jorden fra en helt ny planet. Der lå en stemning over hele stedet, der fortalte Sophie, at ingen af de tilstedeværende var mennesker. Sjovt, som Eros lige så meget var en fornemmelse som det lod til at være godt udseende og alvorlig udstråling.

,,Ingen idé,” svarede Landon hende ærligt. ,,Men det ser ufarligt ud.”

,,Hvordan kan du vide det?” spurgte hun forsigtigt, inden han åbnede døren.

Landon stoppede, nikkede sigende mod en af de store glasruder, mod Gabe, som stod indenfor og tydeligvis havde set deres ankomst.

,,Gabe smiler. Det ville han ikke have gjort, hvis det her potentielt var farligt for dig.”

Igen havde Landon et stærkt argument på sin side. Måske havde Gabe præsteret at lyve for hende i mange år, men det sandsynligvis kun i kraft af, at hun aldrig havde kendt andet end løgnen om hans identitet. For Gabe var i virkeligheden en elendig skuespiller, og pres håndterede han ulig mange andre ikke med humor, men med rivende alvor og sammenbidt stilhed. At han smilede og socialiserede sig med andre mennesker var helt sikkert en indikator på, at han ikke havde problemer med situationen, han i øjeblikket var fanget i.

,,Siden hvornår har han fået så meget indsigt i Gabe?” mumlede Jack tæt ved Sophies øre, og Sophie så Landons kæbe spændes opmærksomt og regnede med, at han havde hørt spørgsmålet.

Men derfor tog han nu stadig ikke til orde, og det efterlod hende med et valg: enten kunne hun fortælle Jack det, eller hun kunne ignorere hans spørgsmål, der godt kunne opfattes som retorisk. Hun valgte det sidste, alene af den grund, at det virkede indlysende, når nu Landon og Gabe havde boet under samme tag et godt stykke tid. Og de havde været igennem mange af de samme ting som børn og unge.

Landon klassificeredes stadig som ung generelt, med sine kun enogtyve år. Sophie havde, til sin egen skuffelse, opdaget, at Landons fødselsdag var gået hende forbi, og hun skammede sig over ikke at have lykønsket ham. Men han var altså ikke som andre enogtyvårige. I den klasse, hvor Sophie og Jack havde gået, var en del elever nogenlunde på samme alder, og ingen af dem havde den ansvarsbevidsthed, Landon havde. Ingen af dem havde samme brændende passion, som han begrundede med sin art, mens Sophie tvivlede på, at han ikke i virkeligheden bare var en passioneret person.

Hun fulgte efter sin beskytter ind ad døren, og al samtale stoppede brat, da hun en smule akavet stillede sig ved halvmuren, der adskilte køkkenet en smule fra spisebordet og stuen. Der var en masse ukendte ansigter, som gjorde hende nervøs, og hun knugede Jacks hånd med sin for at finde lidt trøst der. Han klemte blidt igen, forsikrende om at han var der for hende. Så gled Gabe frem mellem folk, og det samme gjorde Desirée, som satte kursen direkte mod Landon, hvilket ikke kunne overraske nogen.

Sophie sneg sig til at kaste et blik på Jack, idet Desirée gled forbi, fordi de to aldrig havde truffet hinanden. Og hun var godt tilfreds med, at han gjorde sig den anstrengelse det var kun kort at lade øjnene glide op og ned ad Desirée, inden hans blik fæstnedes ved hendes - Sophies. Han smilede et drenget smil til hende, der gjorde hende i godt humør og desuden informerede hende om det faktum, at han aldrig kunne finde på at se efter Desirée. I det mindste ikke når Sophie var i samme rum. Derudover kunne hun jo ikke fortænke ham idet. Kiggede hun måske ikke selv af og til fascineret på Landon, når han en sjælden gang imellem ikke klædte sig kedeligt?

Bare at indrømme det over for sig selv fik hende til at rødme, og hun slog blikket ned.

,,Yes,” sagde Gabe, til Sophies overraskelse på engelsk, selv om hun nok burde have ventet det. ,,May I present princess Sophie.”

,,Gabe!” protesterede hun og rynkede på næsen. ,,Jeg er ikke prinsesse,” føjede hun hvæsende og flovt til.

,,Retmæssigt er du,” bakkede Landon Gabe op.

,,Men -”

,,Well, the daughter of the queen and the Last King,” rettede Gabe sig selv og sendte hende et blik, der bad hende klappe i og lade være med at blande sig mere. ,,Sophie Riot.”

,,And who,” sagde en kvinde med en stærk britisk accent og langt, krøllet sort hår, ,,might that young man be?”

Sophie skulle lige til at skæve sigende over mod Landon, indtil det gik op for hende, at det ikke var ham, der blev omtalt. Kvinden pegede med en arret hånd til Sophies anden side - der hvor Jack stod.

,,This is my boyfriend, Jack,” svarede hun selv, inden Gabe kunne nå at sige noget.

,,Jack,” indskød Landon og trådte et skridt frem, mens han frigjorde sig fra Desirée, ,,was taken as a hostage by the shadows. They believed they could capture Sophie if they imprisoned her boyfriend, but patience isn’t their strongest feature. The result is that they moved on from where we found him, only weakly guarded by two shadows. Their net, however, seems to have expanded to this point, and I’m suspecting they’ll attempt an attack tonight.”

Landon formulerede sig på ingen måde primitivt til hverdag, men at høre ham tale så politisk korrekt som at kalde djævlene for skygger var sjældent noget, Sophie kom ud for. Hun forsøgte at skjule sin overraskelse, men havde aldrig været nogen fremragende skuespiller, så hun priste sig bare lykkelig for, at han i det mindste ikke kunne se hende med ryggen delvist vendt mod hende, grundet det skridt, han havde taget frem, så han stod mere eller mindre imellem hende og de andre forsamlede Eros.

,,Yes, we have noticed that,” sagde Desirée en smule tørt.

Gabe, til Sophies overraskelse, sendte hende et irettesættende blik og greb muligheden for at slå over i dansk:

,,Hele natten igennem var der enkelte skygger, som luskede rundt ude i haven. Daniel holdt os vågen mere eller mindre fra solnedgang og indtil nu. Desirée tog ud for at sondere terrænet, så at sige. Og jorden er ufatteligt varm. Så vi havde set det komme. Og Landon, jeg har lånt din computer. Undskyld. Men vi havde brug for at samle nogle flere, og det meget hurtigt.”

Sophie følte sig komplet overrumplet, og da hun så på Landon, kunne hun se, at et lille, forbløffet smil trak i hans mundvige. Jack stod bare og så på med et passivt, intetanende udtryk i øjnene, som Sophie misundte ham utrolig meget. Eller faktisk undte hun ham det godt, for den sidste tid måtte have været et endnu værre mareridt for ham, end den havde været for hende.

,,Det er helt i orden, Gabe,” sagde Landon endelig. ,,En dag må du lære mig at hacke på den måde.”

Gabe smilede indforstået, og et øjeblik efter dæmrede det for Sophie, at Landons computer naturligvis var beskyttet af diverse firewalls og med brugen af mange forskellige adgangskoder, der sikkert intet med hans privatperson havde at gøre. Derudover var der jo alle de mapper, som der fra D.C. og alle andre steder i verden blev lagt ud på en fælles database, som krævede endnu en serie kodeord. Og alt dette havde Gabe tidligere bevist, at han ganske uden problemer var kommet igennem, uden at kende en eneste af koderne på forhånd. Hacking, selvfølgelig.

,,I bør gå i seng. Få lidt søvn. Og tag et bad,” sagde Gabe omsorgsfuldt og strøg Sophie over armen, inden hans ansigt drejedes væk fra hende med et underfundigt smil på læben. ,,Og velkommen til, Jack. Jeg er bange for, at du gør klogest i at blive her i hemmelighed for dine forældre lidt endnu.”

,,Selvfølgelig,” mumlede Jack, men noget i hans tone afslørede, at han savnede sine forældre, da de blev nævnt. ,,Tak.”

Gabe gav Jack et blidt klap på skulderen, der understregede den medlidenhed med andre, Sophie kendte fra sin stedfar. Det var ellers ikke alle Gabes menneskelige sider, man så lige ofte, når man tilbragte stort set hver time i døgnet under samme tag. For Sophie havde det været mærkeligt at opleve sin stedfar i selskab med Landon, talende internt om ting, hun ikke havde den fjerneste anelse om eksistensen af.

Det var, som om et andet menneskes tilstedeværelse bragte Gabe lidt tilbage til de dele af ham, der trods alt var menneskelige. Ikke at Sophie nogensinde ville indrømme overfor nogen, at hun savnede den måde, han udelukkende havde set på hende som sin datter på. Praktisk var det jo, at hun havde en så stærk stedfar, som havde sans for at holde sig i live, selv når man var oppe imod en stor fare. Men det bevirkede altså også, at selv om hun konstant havde både ham og Landon i nærheden, så følte hun sig af og til ensom. Måske ville Jacks tilstedeværelse på den ene eller anden måde rette op på det.

,,Smut så i seng med jer,” sagde Gabe med et smil.

Uden at gøre indvendinger - hun havde stadig en del af den rivende fornemmelse tilbage i brystet fra løbeturen - halede Sophie Jack med sig gennem alrummet og ud i den lille gang. Hun havde ikke ventet, at Landon ville gøre dem selskab i søvnen, og da hun kiggede tilbage, lod det til, at hun fik ret. Lige indtil hun hørte en række små puslelyde fra loftet over sit hoved, idet hun krøb ned under dynen sammen med Jack, som lagde sig tæt omkring hende med armene om hende og sin arm under hendes hoved. Den måde de sædvanligvis sov på, når Daniel ikke syntes, at han skulle forstyrre dem.

Hun lukkede øjnene og indåndede den velkendte lugt af Jack hen over den svage dunst af sved, de begge to afgav. Der blev hurtigt varmt under dynen, men sammenlignet med varmen i tunnelen var det det rene ingenting, og hun faldt trods alt i søvn, selv om hun ikke følte sig særligt træt. Blot fysisk udmattet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...