Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
9566Visninger
AA

23. K A P I T E L XXII

K A P I T E L XXII

 

,,Er du ved at være klar?” spurgte han og lød utålmodig.

Sophie vendte sig i sengen og trak sigende dynen op over ørerne. Det var irriterende, at han blev ved med at kalde på hende, når de nu ikke havde aftalt at skulle noget særligt. Hun ville hellere sove. Solen var dårligt stået op udenfor endnu, og selv om hun var gået tidligt i seng aftenen før, så var hun stadig træt. Hvorfor kunne han ikke også bare være træt?

Men selvfølgelig var han da ikke det. Og selv hvis han var, ville han ikke lade sig mærke med det. Hun åndede lettet ud, da han lukkede døren og forlod værelset, så hun kunne sove. Hvad end han havde for, kunne det vel ikke være så vigtigt, at hun absolut skulle afbryde sin søvn på grund af det. Hvis han kedede sig, kunne han jo bare tale med Desirée, nu hvor hun også var til stedet i sommerhuset.

Hun blundede lidt igen, men kunne ikke rigtig sove alligevel, nu hvor hun egentlig var vågen. Og for at det ikke skulle være nok, så gik døren op.

,,Sophie!” kaldte han igen, hvilket måtte være omkring femte gang inden for en halv time.

,,Get lost,” knurrede hun og pressede ansigtet ned i sin hovedpude.

Det skulle have lydt barskt, men det gjorde det tydeligvis ikke, for han begyndte at le dæmpet.

,,C’mon, boy,” sagde han i et barnligt tonefald, der indikerede, at han talte med Daniel. ,,Kan du ikke lige tage at få Sophie ud af sengen, Dan? Mig gider hun ikke høre på.”

Sophie gryntede utilfredst og forsøgte at falde i søvn, men når han var i dét humør, var det ikke let at ignorere ham. Så i stedet forberedte hun sig på ikke at skrige af overraskelse. Netop som den tanke slog hende, sprang Daniel op i sengen og landede oven på hende, hvorpå han ublidt vandrede lidt omkring og slikkede hende op og ned ad armene.

,,Daniel!” stønnede hun og vendte sig besværligt om på maven under den store dalmatiner. ,,Jeg slår dig ihjel.”

Det sidste var ikke henvendt til Daniel, men derimod Landon, som stod henne ved døren med et selvtilfredst udtryk i ansigtet og armene over kors. Han så irriterende frisk ud, som han stod der iført sit sorte høj og med håret siddende tilfældigt på hovedet. Brillerne havde han ikke taget på i dag, men hans øjne var fokuserede og mørke alligevel.

,,Fint, så længe du kommer i tøjet,” sagde han provokerende og åbnede sigende garderobeskabet ved siden af døren.

,,Hver er det, vi skal?” spurgte hun og skubbede til Daniel, som fornærmet hoppede ned mod gulvet, men så gav sig til at slikke hendes bare fødder, da hun svingede benene ud over sengekanten.

,,Det har jeg da sagt,” sagde Landon og så drillende på hende.

,,Så hørte jeg ikke efter,” svarede hun bare og rejste sig. ,,Du ævler jo hele tiden. Det er ikke til at få søvn i det her hus.”

Det vidste hun godt var at gå for vidt, men han grinede bare af hende og syntes ikke at tage det så tungt, hvad hun sagde.

,,Du behøver ikke være morgensur. Jeg gør dig en tjeneste,” erklærede han og holdt hænderne afværgende op foran sig, da hun sendte ham et irriteret dræberblik og derefter rettede opmærksomheden mod sit tøj.

,,Hvad er det så, du vil?” spurgte hun, da hun havde fundet en lyseblå sweater og et par mørke jeans samt et tørklæde til at have om halsen.

,,Jesus,” mumlede han og skar så ansigt, som om ordet smagte grimt.

Sophie kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Det var ikke tit, Landon direkte anvendte navne fra bibelen, men når han gjorde, var det altid underholdende at se, hvordan han skar grimasser. Og hun vidste ikke engang hvorfor.

,,Her kommer jeg med fred og tilbyder at tage dig med ud for at lede efter din kæreste, og så er du bare morgensur,” sagde han med påtaget fornærmelse, men Landon var ingen skuespiller, og det passede ikke til ham ikke at være alvorlig, hvilket han åbenbart også selv indså.

Til sidst lod han armene falde ned langs siderne, udstødte en lyd halvvejs mellem et støn og et suk og bed sig i underlæben. Nu så han til gengæld træt ud, men hvorfor forstod hun ikke. Han havde med sandsynlighed sovet helt fint, lige indtil han stod op tidligere. Hun vidste, at han havde sovet, fordi han var faldet i søvn ved siden af hende aftenen før, og hun havde vækket ham for at sige, at hun gerne ville ligge ordentligt. Dertil havde han mumlet et eller andet, rejst sig, trukket sin T-shirt af og smidt sig på sengen ved siden af hendes. Og så var de begge faldet i søvn igen…

Vent, hvad var det, han havde sagt?

,,Lede efter Jack?” spurgte hun med let sammenknebne øjne.

,,Naturligvis,” sagde han. ,,Troede du, at jeg havde glemt det?”

,,Nej, men -”

Men jo, det troede hun egentlig lidt, at han havde. Det var jo ikke sådan, at Landon ikke havde andre bekymringer end Jack, og der var da også tidspunkter, hvor hun ikke selv tænkte på, at Jack måske sad et eller andet sted helt alene - eller omgivet af djævle. Hvad der var værst, var hun ikke sikker på. Muligvis ville hun foretrække ensomheden over djævlene, men ikke ret meget. Og så hadede hun sig selv, når hun kom til at indse dette. Men det var jo hende. Landon havde intet særligt forhold til Jack, ud over at de måske var venner, hvilket han ikke havde mange af.

,,Glem det,” sagde han, da hun skulle til at finde ordene til at undskylde overfor ham. ,,Bare se at komme i tøjet.”

,,Hvad med Gabe og Desirée? Er de klar?”

,,Det bliver bare os to,” sagde han en smule mere alvorligt. ,,På den måde tiltrækker vi formentlig mindre opmærksomhed end ellers. Du har set, hvordan folk reagerer på Desirée.”

Og det havde han jo for så vidt ret i, at hun havde. Hun vidste, hvordan mænd reagerede på Desirée, måske med undtagelse af Landon og Gabe. Hun troede ikke engang rigtigt på, at Jack ville kunne holde øjnene for sig selv, hvis de fik ham med sig i live. Men Gabe var for det første for gammel til Desirée og for det andet stadig forelsket i Mia, selv om hun ikke levede længere. Så ham var der egentlig ikke noget sært i det ved. Hvor det blev sært, var med Landon.

Han havde jo fortalt, at han og Desirée var det tætteste, man kom på venner, når man var Eros, medmindre man valgte at gifte sig og få børn. Men barndomsvenner var de ikke, for Sophie vidste jo, at Landon havde været en del tid på slottet, hvor hun selv var blevet født. Ergo kunne han ikke have vænnet sig til at se hendes skønhed, men måtte være direkte immun overfor den. Sophie kendte ikke nogen, der som Landon kunne få sig selv til at koste rundt med en så smuk ung kvinde. Men han syntes fuldstændig uberørt af hendes skønhed.

Og hvis det var tilfældet, så havde Sophie ondt af de piger, der i tidernes løb ville forelske sig i ham. Var han ikke modtagelig for Desirées skønhed, så troede hun ikke for alvor på, at han var modtagelig for nogen form for skønhed. Og det ville være forfærdeligt at have en kæreste, der oprigtigt ikke syntes, man var flot.

,,Sophie?” spurgte han bekymret og viftede en hånd foran ansigtet på hende.

Hun glippede med øjnene og sled sig løs fra sine tankers spind.

,,Undskyld,” mumlede hun og mærkede rødmen brænde i kinderne. ,,Jeg stenede lige.”

,,Måske skulle jeg bare gøre det selv,” brummede han eftertænksomt, mens han skubbede døren op bag sig og gjorde mine til at ville gå sin vej.

Sophie greb ud efter hans arm, men tog sig i det, fordi det var den højre, hun så ville få fat i.

,,Du går ingen steder alene,” sagde hun i stedet, højt og gennemtrængende.

Han vendte sig i ren overraskelse, og et forvirret glimt gled hen over hans mørkeblå øjne, mens han så direkte på hende.

,,Så se at komme i omdrejninger,” sagde han endelig, og selv om kommentaren var flabet, så matchede den ikke helt hans forbløffede tonefald.

,,Så skrid,” sagde hun og åbnede døren en anelse mere, sigende.

,,Bevares,” sagde han med påtaget fornærmelse og trådte baglæns ud i gangen. ,,Du har tyve minutter.”

,,Ja ja.”

Hun lukkede døren efter ham, da han vendte sig for at gå ind i stuen. Hun vidste godt, at han ikke mente det med tidspunktet så alvorligt, men kun drillende skyndede på hende. Der var ikke noget reelt, de skulle nå. Ud over måske at lede efter Jack, mens der var dagslys. Om han havde fået en idé til hvordan det skulle foregår, vidste hun ganske vidst ikke, men hun håbede da lidt på, at han havde en plan.

 

De forlod huset omkring tyve minutter efter, at hun havde udført sin ordre fra hans side, alene og uden støtte fra hverken Gabe, Desirée eller Daniel, som bare stod med halen mellem benene og peb ynkeligt, da Sophie satte sig op bag på Landons motorcykel. Uden støtte var måske så meget sagt, for Gabe havde været meget forstående overfor deres foretagende, selv om han tydeligvis gerne ville have taget del i det. Og Desirée havde til Sophies overraskelse selv foreslået, at hun blev tilbage med Gabe, uden at fornærme ham ved at antyde, at han ikke selv kunne klare at passe på huset. Tilbage var kun den ynkelige hund, som ikke helt vidste, hvad der foregik, og Sophie sank en klump da det gik op for hende, at hun måske aldrig nogensinde skulle se Daniel igen.

Men det var svært at være rigtig bange når Landon var så tæt på og stærk og forholdsvis hel igen. Hans skulder var stadig ikke helt tilbage ved normal, men det gik fremad. Endnu mere overraskende fandt hun det, at han kørte forholdsvis sikkert i forhold til at overholde fartgrænser og i øvrigt et moderat tempo. Det var ikke lige den slags kørsel, hun havde ventet af ham, siden den køretur, de havde haft i Odense for hvad der mindede om hundrede år siden.

Den uvidenhed, hun havde haft dengang, ville hun på ingen måde bytte for den uvurderlige viden, hun havde nu. Ikke tale om. Men der var tidspunkter, hvor hun forstod, hvorfor Landon havde ønsket at vente med at fortælle hende alting. Dage kunne der gå hvor hun bage spekulerede over tilværelsen, og over hvorvidt det ville nytte noget overhovedet at eksistere, sæt nu de fandt Jack. Ville de ikke bare kidnappe ham igen og igen, indtil Landon ikke kunne mere og djævlene derfor nåede til hende uden problemer?

Jo længere tid de kørte, des mere ondt fik hun i bagdelen, og hun kunne se, at selv om Landon holdt godt fast i styret, så var hans højre hånd begyndt at trække sig tilbage, så den faktisk kun var klistret til styret af hans viljestyrke. Det måtte hun give ham. Når han besluttede sig for noget, så gjorde han det også - uanset hvad prisen så måtte være. Hun havde ondt af den person, der forelskede sig hjælpeløst i Landon - sådan for alvor - fordi vedkommende ville blive nødt til at leve og holde af denne egenskab, der måske i sidste ende ville få ham slået ihjel. Samtidig misundte hun den, der nu engang måtte være den eneste ene for Landon, fordi hun ikke kunne forestille sig nogen bedre kæreste end ham. Beskyttende, forstående, intelligent, flot. Han havde hele pakken. Selv temperamentet blev næsten til noget godt hos ham.

At benægte at den eneste ene skulle findes for ham var der ingen grund til. Hun var overbevist om, at den rette var derude et sted og blot ventede på at møde ham. At se ham forelske sig, uden at ville det. Og hvad skulle der så blive af Sophie? Han havde svoret at beskytte hende, og hun betvivlede ikke hans løfte - men hun var ikke så sikker på, at hun havde lyst til at opleve Landon forelske sig heftigt i nogen og blive elsket tilbage.

Motorcyklen kom til et stop, da de var nået ned på stranden, og hun genkendte med det samme stedet. En ufrivillig gysen gik igennem hende, da Landon slukkede for motoren og rettede sig op. Usikkert lod hun sig glide ned fra sædet og så sig omkring. Stranden så harmløs ud nu, hvor det var godt vejr og bølgernes toppe ikke blev pisket til skum af vinden og det ikke var mørkt. Turister gik omkring i sandet og samlede sten og strandskaller, og mågerne svævede omkring dem ovenover, mens de skreg ud over havet.

Landon sprang adræt af sit køretøj, rullede lidt med skuldrene og låste motorcyklen med en stor lås, der havde ligget under sadlen, bare for en sikkerheds skyld.

,,Hvad skal vi her?” spurgte hun forsigtigt.

,,Lede,” svarede han kort, løftede en arm og kløede sig mellem skulderbladene.

Til Sophies glæde og overraskelse handlede bevægelsen om den højre arm, hvilket var ganske godt. Det måtte betyde, at skulderen var ved at føles normal for ham at bruge igen. Næsten. Hvis ikke hun lige havde bemærket, hvordan han havde holdt på motorcyklens styr.

,,Jamen, her -”

,,Har vi kigget, ja,” færdiggjorde han. ,,Men der er noget, der nager mig ved stedet her. Og jeg kan ikke finde ud af hvad.”

Hun så op på ham, mens han sonderede terrænet med blikket alene. Der var intet udtryk i hans ansigt, ud over en lille rynke mellem øjenbrynene til at vidne om hans anspændthed.

,,Hvad er det, du forventer at finde?”

,,Vil du vide det?”

,,Ellers havde jeg nok ikke spurgt,” mumlede hun, understregende det indlysende.

Alligevel gik der en rum tid, før han svarede hende. I stedet stod han bare stille og så ud over havet, som om det var sidste gang, han ville komme til det. Og pludselig slog det hende, at det var noget potentielt meget farligt, de begav sig ud på, når Landon på den måde var tavs og ikke ønskede at fortælle om det. Ikke lige med det samme, i hvert fald. Som regel var Landons bekymring lig med tavshed eller en eller anden form for raseriudbrud af lettelse. I dette tilfælde herskede der total tavshed mellem dem i flere minutter.

Efterhånden begyndte Sophie at forstå, hvorfor han havde vendt sig mod vandet. Der var noget neutraliserende over den måde, bølgerne slog ind mod kysten på og udglattede alle furer i sandet. Over den brusende lyd af havet, over mågerne for oven mod en blå himmel, der langsomt blev lyserød og orange i vest, eftersom de havde kørt i flere timer. Havet fik hende til at føle sig lille og ubetydelig, som om det, hun gjorde nu, ikke havde nogen betydning for nogen anden end hende. Og det var faktisk en rar tanke, når nu hun vidste, at det kunne blive farligt.

Måske… følte Landon sig også lille? Det var svært at forestille sig, men efter at have set ham bøje sig i støvet for lederen, der havde været forbi dagen før, kunne hun ikke vide sig sikker på, at han virkelig var så selvstændig og stolt, som han fremstod. Og med alle de bekymringer, han havde hvilende på sine skuldre, kunne hun forestille sig, at det måtte være rart for ham en gang imellem at føle, at det var ligegyldigt, hvad han gjorde, fordi han var lille og ubetydelig.

Hans brystkasse hævede og sænkede sig langsomt i et suk.

,,Jeg forventer at finde et netværk af gange,” forklarede han hende endelig, satte sig i hug i sandet og fandt en af sine knive frem, som han brugte til at glatte sandet ud med og derefter tegne en stor klump med en masse fangarme.

,,Gange?”

Han nikkede alvorligt.

,,Vores -” han tav, rettede så sig selv: ,,Mine fjender lever underjordisk om dagen. De bor i tunneller og huler i undergrunden.”

,,Vores fjender,” rettede hun ham køligt. ,,Det er mig, de vil slå ihjel.”

,,Det ved du ikke,” påpegede han. ,,De sagde jo, at de ikke havde i sinde at slå dig ihjel.”

,,De sagde bare, at ”Herren” venter mig.”

,,Jeg ved det,” sagde han og satte sig ordentligt ned. ,,Men du må huske, at vi ikke er kristne. ”Herren” er formentlig ikke en, der er religiøst betinget.”

,,Så hvad? En rigtig person?”

,,Nøjagtig.”

,,Hvem skulle det være?”

,,Det aner jeg ikke. Satan?”

,,Står der ikke noget om det i en af jeres utallige myter?” spurgte hun en smule irriteret og satte sig ved siden af ham i sandet.

,,Det ville have været praktisk,” sagde han med en ironisk, ubehagelig undertone i stemmen. ,,Men eftersom disse skabninger ikke direkte indgår i vores myter, er det lidt svært at arbejde med.”

Sophie tænkte sig om et øjeblik, mens hun foldede armene omkring sine knæ. Jorden føltes underligt varm at sidde på, hvilket uden tvivl ikke var meningen. Det havde ikke været så varmt om dagen, og temperaturen var faldende nu, hvor dagen lakkede mod enden. Hun overvejede, hvad Landon havde fortalt hende. Gange under jorden, ondskabsfulde væsener.

Et underligt fnis undslap hende, da en absolut bizar tanke slog hende. Hun huskede en ganske særlig film, der ganske vidst virkede useriøs og dum at sammenligne med, men der blev nævnt noget, de måske burde fatte interesse for.

,,Hvad med titanerne?” foreslog hun.

Han drejede hovedet skarpt.

,,Hvad med dem?”

,,De indgår i jeres mytologi.”

,,Ja, det er jeg godt klar over,” mumlede han og kneb øjnene lidt sammen. ,,Men hvad har det med noget at gøre?”

,,Det ved jeg ikke, om det har,” tilstod hun. ,,Jeg kom bare til at tænke på det.”

,,Hvordan?”

,,Har du set Herkules?”

Til sin forbløffelse så hun ham gøre store øjne af forvirring og læne sig en anelse mere tilbage, så han ikke sad så stift. Hans måde at fortælle hende på, at han var fuldstændigt på bar bund. Hvem havde ikke set tegnefilmen Herkules - en af Disneys klassikere? Åbenbart var Landon Martin en af de få nulevende unge humanoider, der ikke engang anede, at noget sådant eksisterede.

,,Det er en tegnefilm for børn,” forklarede hun.

Han smilede skeptisk ved denne afsløring.

,,Hvad går den så ud på?”

,,Jo, det er noget med at Herkules er søn af Zeus, men bliver gjort delvist dødelig af Hades, som har planer om at overtage Olympen -” her fnøs han og himlede med øjnene, som for at tilkendegive, hvor lidt mennesker i det enogtyvende århundrede anede om græsk mytologi, ”- jeg ved, at den del måske ikke stemmer overens med mytologien… men der er et punkt, hvor Hades åbner en slags malstrøm ind i jorden og hidkalder titanerne, som skal hjælpe ham i kamp mod Olympens guder.”

Landon var stille forbløffende længe, mens han tog hendes udlæggelse af Disney-klassikeren ind med rynket pande og hagen hvilende i den ene håndflade.

,,Herkules,” nærmest spyttede han, inden han skubbede sig på benene i en adræt bevægelse. ,,Kaldes Herakles på græsk.”

,,Jeg er da ligeglad med, hvad han -”

,,But you might just have a point there,” sagde han tænksomt. ,,I så fald bør vi i al fald finde et andet øgenavn til vores fjender. Men vi kan jo tage fejl. At være oppe imod titanerne ville være… hårdere, tror jeg. De kæmpede mod de olympiske guder og tabte, men var dem stort set lige i styrke. Det ville Eros aldrig kunne hamle op med.”

,,Nej, men tænk over det. Hvis Eros har udviklet sig til en hel art for sig selv, der ikke er i direkte forbindelse med guden selv, hvad skulle så have forhindret titanernes slægtstræ i at udvikle sig på samme vis?”

,,Det virker i hvert fald mere sandsynligt, end at min arts svorne fjende er ”the bad guy” i en helt anden religion,” måtte han indrømme. ,,Jeg gad vide, om andre har tænkt på det før.”

,,Måske,” mumlede hun og følte sig på ingen måde som et geni, der netop havde opfundet noget helt nyt og ekstremt vigtigt, som omverden kunne bruge senere hen.

,,Uanset hvad vi kalde dem, vi er oppe imod,” sagde han og stillede sig foran hende med en fremstrakt hånd, ,,så skal vi have Jack halet væk fra dem.”

Hun tog undrende hans hånd og lod sig trække op at stå, undrende over hans beslutsomme tonefald. Det var ikke sjældent, Landon traf beslutninger med hård hånd, men det var aldrig i denne tone, som om han måtte handle på trods af et helt andet eksistensgrundlag. Sandsynligvis var han ikke begejstret for det, han selv havde besluttet, men hvis han var bange, viste han det ikke. Dette var dog ikke nogen stor bedrift. Sophie havde ofte svært ved at finde ud af, hvad han virkelig følte, når ikke lige han gjorde sig den umage at vise hende det.

Desuden havde han jo lidt ret i det, han sagde. Det kunne godt være, hun netop havde fundet et andet navn til dem, de var oppe imod. Dem alle Eros var oppe imod. Og hun kunne endda tage fejl. Men uanset hvad de blev kaldt - skygger, djævle, titaner - så var det stadig en art, de havde stiftet bekendtskab med, og som Eros havde bekæmpet i årtusinder. Dette havde ikke ændret sig blot fordi kaldenavnet muligvis burde forandres - egenskaberne var det samme. For eksempel, tænkte hun i et absurd, reflekterende øjeblik, ville en ko jo ikke holde op med at producere mælk eller brøle, bare fordi den tilfældigvis blev kaldt en hest i stedet for. Omvendt ville en hest ikke begynde at producere mælk, blot fordi man kaldte den en ko.

,,Men hvordan gør vi det?” spurgte hun forsigtigt, bange for at han ville blive irriteret over, at hun ikke fandt det helt så simpelt som han selv gjorde.

Igen - hvis Landon virkelig var irriteret, viste han det ikke. I stedet drejede han hende behændigt rundt og ledte hende hen mod bunkeren med en arm løst hængende langs hendes skulderblade, for ligesom at styre retningen. Hvad var der med den bunker? Det var en af dem fra anden verdenskrig, dem der skulle holde fjenden ude af Danmark. Langs hele stranden på vestkysten stod disse og mindede om fortiden og tilbød en vis fornemmelse af tryghed ved de gamle forsvarsværker. Men nu hvor hun stod der med Landon, var følelsen helt anderledes.

Hvis ikke djævlene kunne gå ud i dagslys - og det kunne de ikke - var det nødvendigt, at de skjulte sig i mørket. Bunkernes indre var mørkt, men vinduerne i siderne tillod alligevel dagslyset at trænge ind i de fleste. Denne var ingen undtagelse, hvilket Sophie vidste, Landon havde erfaret. Men den virkede ikke sikker, og der stank mildest talt af svovl, når man kom derhen. Vinden bar ellers lugten væk fra kyststrækningen, men når man stod på under en meters afstand, var lugten umiskendelig og urovækkende. Der var helt sikkert en eller anden form for aktivitet derinde. Eller måske nærmere dernede.

De levede i gange under jorden, havde Landon sagt. Så passede bunkeren, der for det meste lå på jordoverfladen, ikke så godt ind i billedet. Men hun havde en idé om, hvad de så ville finde. En slags tunnel, der tillod dem ubemærket at komme op af skjulestedet ved mørkets frembrud, hvorfra de kunne vente, indtil det blev helt mørkt med at rasere. Underligt nok havde der ikke været et eneste tegn på, at de var i området, ud over dem, hun og Landon selv havde oplevet. Ingen pludseligt smadrede ruder om natten, ingen forsvindinger, ingen pludselige brande.

Landon havde nøje gennemgået tegnene med hende. De smadrede ruder var egentlig mest for at portrættere indbrud uden at noget var stjålet helt generelt. Hvorfor de gjorde det, anede han ganske vidst ikke, men var heller ikke nysgerrig efter at finde ud af det. Forsvindingerne kunne optræde, hvis djævlene syntes, det kunne være sjovt at finde lidt føde. De behøvede den egentlig, men kunne nøjes med dyr, der blev fundet i naturen, selv om de foretrak menneskekød. Og når de nu gjorde det, så var det vigtigt, at de var diskrete og ikke tog mere, end at det ikke blev mistænkeligt. I et lille samfund som det herude ved vestkysten skønnede de nok, at det ville rygtes for hurtigt. Brandene var lige så lette at forklare som det med forsvindingerne. Djævlene var ganske enkelt meget varme og kunne ophedes til langt over for eksempel vands kogepunkt. Dette bevirkede, at hvis der var meget tørt græs i nærheden, ville det være let for dem ved et uheld at antænde det hele.

Svaret på spørgsmålet fik hun nok aldrig at høre. I stedet gav Landon slip på hendes skulder og gik tilbage til motorcyklen, hvor han fandt en slags stof frem fra rummet under sadlen. Da han foldede det ud, viste det sig at være en anden version af den dragt, han normalt var klædt i til sådanne opgaver, med den ganske enkle forskel, at denne var mørkegrøn i stedet for helt sort. Han skiftede hurtigt, og Sophie gjorde sit bedste for ikke at betragte ham, selv om det var svært at lade være.

Trods sin slanke figur havde Landon markerede muskler, og atletlommerne på hofterne var fremtrædende. På hans overkrop fandtes adskillige ar, der vansirede hvad der ellers ville have været den perfekte model til en af de antikke mandestatuer, kouros. Såret på skulderen så mærkeligt ud, men den gullige farve rundt omkring fortalte Sophie, at det var ved at læges alligevel. Musklerne i ryggen arbejdede, idet han halede bukserne på uden over sine boxershorts, og det slog hende, at man aldrig ville have gættet, at hans var så muskuløs, som han var, ved blot at se på ham i hverdagen, iført almindeligt tøj, der ikke ydede ham retfærdighed.

Det grønne sæt var næsten lige så mørkt som det sorte, men der var en underlig glans over det, og det havde en hætte. Normalt var der ikke hætter i Eros’ tøj, fordi det gav dem en løs fold, de ikke havde kontrol over eller udsigt til. Alt, hvad der ikke var kontrolleret, var en ulempe for dem. Farven klædte ham ikke så godt som sort, men så igen, sort klædte ham også umådeligt godt.

,,You shouldn’t watch while a man changes his clothes, unless the name of that man is Jack,” sagde han med et lille smil.

,,Too late, I guess,” sagde hun bare uden at være særligt forlegen.

Han lo dæmpet.

,,This gear,” sagde han så og gestikulerede sigende til det grønne stof, ,,keeps me from burning. You should wear it, too.”

,,That would be great, but I don’t have any.”

Han himlede med øjnene og fandt en pakke frem fra under sadlen på motorcyklen, som han kastede til hende. Hun greb den og så undrende på det grønne stof i sine hænder. Det havde samme farve som det, Landon havde på, og var formentlig også i samme størrelse.

,,Lad være med at se så skeptisk ud,” sagde han og gik hen til bunkeren, som han svang sig op på taget af, hvorfra han kunne se ned på hende.

,,Det er dit, er det ikke?”

,,Jo.”

,,Det kan jeg da umuligt passe!”

,,Vi finder ud af det. Skift nu bare,” sagde han en smule utålmodigt. ,,Medmindre du foretrækker at gå nøgen.”

,,Ellers tak.”

,,Det tænkte jeg nok.”

Sophie overgav sig og gik om på den anden side af bunkeren for at skifte tøj væk fra stranden, hvor enhver der gik tur ville kunne se hende. Om Landon så hendes krop var hun egentlig ligeglad med. Han havde alligevel ikke andet valg end at følge hende, medmindre han pludselig ikke mente, at han skulle overholde den opgave, han var blevet stillet. Så hendes krops udseende kunne være lige meget.

Mens hun trak jakken tæt omkring sig, så hun skeptisk på den. Den var alt for stor, og ærmerne var for lange. Dernæst trak hun bukserne på, og disse kunne heldigvis snøres i livet. Hun snørede dem stramt omkring jakken, så den ikke hang og dinglede løst fra hendes krop. Stoffet var let at have på og rart at bevæge sig i.

,,Landon?” kaldte hun op mod kanten af bunkerens tag.

,,Mhm?”

,,Det her skal du næsten se,” sagde hun og kunne ikke lade være med at grine.

,,Er du påklædt?” spurgte han og lød faktisk, som om han mente spørgsmålet delvist alvorligt.

,,Nej, jeg beder dig om at komme og se på min afklædte krop,” svarede hun sarkastisk.

,,Det tænkte jeg nok,” sagde han bare, og et øjeblik efter sad han med benene dinglende ud for hendes hoved, ud over kanten af bunkeren.

Hun kunne ligefrem se, hvordan hans hjerne arbejdede. Først og fremmest fordi hans læber sitrede lidt, som om han forsøgte at holde den alvorlige mine og se på det upraktiske i den måde, hun var klædt. Men i høj grad også i den måde, hans øjne blev smalle af den undertrykte latter, som han alligevel endte med at give efter for.

,,Det der er latterligt,” erklærede han useriøst og sprang ned i sandet. ,,Kom her.”

Han halede en springkniv op af lommen på sine bukser, og hun bakkede uvilkårligt væk, men skammede sig så over sig selv, fordi hun vidste, at Landon aldrig ville gøre hende ondt. Beslutsomt tog hun et skridt frem mod ham igen, og han sænkede kniven med et undrende udtryk i ansigtet. Som om han ikke helt vidste, hvad han skulle udlede af hendes reaktion. Så sukkede han, tog fat i hendes venstre ærme oppe ved skulderen og placerede et snit i stoffet, der var langt og lige, lige under syningen, hvor ærmet og resten af jakken kom til at hænge sammen.

Derpå gjorde han det samme lige over knæet med buksebenene. Kniven foldede han sammen og holdt mellem tænderne, mens han tog fat i hver side af sprækken i ærmet og rev til i små ryk hele vejen rundt, indtil ærmet dalede ned over Sophies arm og videre ned i sandet. Derpå gentog han det med de tre resterende snit og så vurderende på hende. Overraskende nok trådte han et lille skridt nærmere, stak kniven i lommen og halede jakken op af bukserne. Et øjeblik så han vurderende på den, inden han igen fiskede kniven frem og ganske enkelt snittede hele det stykke, der gjorde jakken for lang, af.

Sophie så ned over sig selv. Nu lignede hun uden tvivl nærmere en, der skulle på safari i Afrika i shorts og safarivest, end hun lignede én, der risikerede at komme i kontakt med overophedede menneskelignende skabninger, der kunne brænde folk ihjel ved blot at røre dem. Men hun måtte minde sig selv om, at hun strengt taget ikke havde behøvet dragten. Hun kunne være gået nøgen og på den måde stadig have været lige så effektivt beskyttet, da hun jo ikke mærkede noget til det faktum, at djævlene var så varme. De sved hende ikke, som de gjorde det med Landon og havde gjort det med hendes mor.

,,Der har bare at være varmt dernede,” erklærede hun og slog armene tæt omkring sig selv, idet en kølig brise fra havet snoede sig rundt om bunkeren og fik hende til at gyse.

,,Det kan jeg love dig, at der er,” sagde Landon med et smil og gik derpå tilbage til motorcyklen, som han et øjeblik senere kom trækkende med.

Han låste den nøje og lod den så stå, hvorpå han trak Sophie med sig. Hun fandt sig i at blive halet af sted, på trods af at hun havde en god idé om, hvor de skulle hen. De kunne uden problemer komme ind ad vinduet til bunkeren, hvis de gjorde det én ad gangen. Hun ventede pænt udenfor på Landons kommando, inden hun selv krøb ind. Hun kunne godt se det logiske i, at han gik først, idet djævlene teoretisk set ville have haft mulighed for at stikke af ned i jorden med hende, hvis hun gik først. Og han ville ikke have haft en chance for at forhindre det.

Bunkeren var mørk og inddelt i to rum. Landon gennemgik dem systematisk og fjernede så meget pludseligt et større areal af betongulvet ved at skubbe det væk fra det store hul nedenunder. Sophie var imponeret. Det måtte være indgangen, og det havde hun aldrig gættet, medmindre nogen havde udpeget de små revner i gulvet derhenne for hende. Men hendes syn var selvfølgelig heller ikke så godt herinde i mørket som Landons. Han kunne formentlig se detaljer, hun ikke kunne. Der var noget hæmmende ved ikke at kunne orientere sig ned i mindste detalje, når nu det var påkrævet.

,,Jeg tror,” sagde Landon tænksomt, og hans stemme rungede inde i den umøblerede betonklods, ,,at vi hellere må tage et hvil for natten, inden vi begiver os derned.”

,,Et… hvil for natten? Er du blevet sindssyg?”

,,Sophie, du har set mig operere i træt tilstand,” sagde han og lød faktisk netop i dette øjeblik træt. ,,Og det var endda mod en moderat mængde. Jeg har ingen anelse om de tal, vi måske skal op på for at kunne tælle populationen her. Men jeg lover dig, at det er mange.”

Hun gøs. Sidste gang var det jo netop ikke gået så godt, hvilket selvfølgelig var hvad han refererede til. Og hun ønskede ikke, at Landon skulle komme mere til skade, ligesom hun ikke virkelig ønskede sig at blive bortført af djævlene til et eller andet sted langt under jorden. Selv ikke hvis det forenede hende med Jack. Så selvfølgelig havde den unge Eros da ret, men det nyttede ikke noget at have ret, hvis ikke søvn var en realitet - og hvor skulle de sove? Skulle de virkelig tage tilbage til sommerhuset?

,,Vi slår lejr her,” sagde han bestemt og satte sig ned skræmmende tæt på det hul, han havde åbnet i gulvet. ,,Væk mig, når solen er gået ned. Så bytter vi.”

,,Men -”

,,Gør som jeg siger. Vi bytter ved tusmørke.”

Sophie stønnede afmægtigt, forlod bunkeren igen og satte sig op på taget af den. Det varede ikke ret længe, før hun begyndte at fryse, for bunkeren var ikke som sådan påvirket af den varme djævlene radierede. Derfor flyttede hun ned i sandet at sidde og betragtede solen, som dalede på himlen og dyppedes i Vesterhavets bølgetoppe ude i horisonten. Den slags så man ikke på Fyn, for Jylland ville ligge i vejen, hvis man ville se solnedgangen direkte over havet. Om der gik en halv time eller flere timer, inden hun kun så toppen af den orange kugle i horisonten, anede hun ikke, men det var blevet koldere, og havet var begyndt at bruse mere voldsomt. Bekymret så hun sig omkring. Hvad nu med tidevandet? Hvis det satte ind, ville det så nå bunkeren? Så fik djævlene sig da i det mindste en overraskelse, når vandet løb ned i hullet.

Hun rejste sig og krøb ind ad vinduet til bunkeren. Landon lå på siden på gulvet med hovedet hvilende på den ene arm og den anden liggende løst hen over siden med hånden mod gulvet. Han så fredfyldt ud, men sov - ganske som han havde sagt - helt lydløst. Ikke engang vejrtrækningen kunne hun høre på denne afstand, og der var trods alt rimelig lydt i bunkeren. Hun havde det næsten dårligt med at skulle vække ham. Og endnu var det jo ikke blevet mørkt udenfor. Så hun havde lidt tid endnu.

Ude ved motorcyklen hentede hun den mad og det vand, de havde tilbage, hvilket ikke var ret meget. Så satte hun sit lange hår op i en knold, så det fyldte mindst muligt, i tilfælde af at hun skulle komme i kontakt med en djævel. Måske brændte de ikke hendes ud, men håret var hun ikke sikker på var sikkert. Så knælede hun på gulvet, der var varmt og behageligt at røre ved, og ruskede ganske let i Landons skulder. Han slog øjnene op med det samme og skar en grimasse, inden han langsomt, men med en vis bestemthed fjernede hendes hånd fra sin skulder og rakte op for selv at røre -

,,Åh, gud! Undskyld, Landon!” udbrød hun, da det slog hende, hvad hun havde gjort. ,,Det må du virkelig undskylde, jeg tænkte slet ikke på -”

,,Det er i orden,” sagde han med en stemme, der var hæs af søvn endnu, og satte sig op. ,,Nu er jeg i hvert fald vågen.”

,,Du kan bare sove noget mere, hvis du vil. Der er ikke sket noget indtil videre,” forsikrede hun ham og satte sig ordentligt ned.

,,Næh, det kan jeg se,” sagde han og strakte sig. ,,Men nu er jeg vågen. Og du skal også sove.”

,,Men Landon, det var jo egentlig dig, der ville sove. Og det er dig, der har mest brug for søvnen.”

,,Jeg er frisk nu,” sagde han og lød overbevisende energisk. ,,Jeg tager et par timer mere ved solopgang.”

Sophie glædede sig i sit stille sind over, at der ikke var så forfærdeligt længe til solopgang som der ville have været, hvis det stadig var vinter. Nu var det forår, og dagene var forholdsvis lange. Lydigt lagde hun sig ned på gulvet og lukkede øjnene, men det første stykke tid sov hun stort set ikke.

Som så ofte før, når man forsøger at tvinge sig selv til at sove, ville søvnen ikke komme. Hun vendte sig et par gange og skiftede stilling, men kunne ikke rigtig finde ro. I mørket, der blev mere og mere intenst, kunne hun se Landon sidde helt stille som en statue op ad en af væggene i samme lokale. Men det var ikke hullet, han holdt øje med, da hun virkelig fokuserede og stillede skarpt på hans ansigt. Det var hende.

,,Sophie, læg dig til at sove,” kommanderede han hviskende i mørket.

,,Jeg kan ikke,” mumlede hun og lagde sig om på maven.

Gulvets kontakt med hendes ribben, der ikke som før i tiden var pakket ind i et let lag af fedt, gjorde ondt og fik hende til at skifte stilling igen. Der var helt stille i bunkeren, hvilket hun tolkede som et godt tegn. Så længe der ikke også var den sagte hvisken fra djævlene, var stilheden velkommen.

Et støn undslap Landon, og hun vendte sig forskrækket for at se på ham. Men det eneste, der var sket, var at han havde rejst sig op og gik hen mod hende nu med stort set lydløse skridt. Vel derhenne satte han sig ned i skrædderstilling bag hendes hoved og strøg hende gennem håret med sine lange, muskuløse fingre. Han løsnede knolden og legede med længderne af hendes hår, viklede dem ind i hinanden, redte dem forsigtigt ud igen, aede blidt hendes hovedbund og strøg pandehåret væk fra ansigtet.

Det var beroligende og rart at ligge på den måde. Forsigtigt trillede hun om på ryggen, af frygt for at han måske ville holde op, hvis hun bevægede sig for meget. Han stoppede ikke, men blev bare ved med at sidde på den måde, mens hendes øjne gled i, og hun langsomt blev tung og afslappet i kroppen.

 

,,Sophie, it’s time to wake up,” sagde hans stemme blødt og behageligt i drømmen, og hun vendte sig om på den anden side og sov videre med ekkoet af den behagelige stemme rungende i hovedet.

It’s time to wake up. It’s time to wake up. Sophie. Sophie.

,,Sophie.”

En ny stemme nu, og et ansigt. Hun skreg.

 

Med et gisp satte hun sig op og så sig desorienteret omkring. Et ansigt, hun aldrig havde set på billeder, men kun i drømme. En person, hun aldrig nogensinde ville møde og aldrig nogensinde havde mødt. Hendes fars ansigt. Kong Ororons ansigt. Mens hendes hjertes rytme dalede en anelse, efterhånden som hun kom til sig selv, så hun sig omkring i bunkeren, og så speedede hjertet op igen. Hun var alene. Helt alene.

Små lyse firkanter dannedes på gulvet i bunkeren, og der var lysere derinde end noget tidligere tidspunkt, hun havde befundet sig der på. Men Landon var væk. Hvor var han? Hun rejste sig, mens hun forsøgte at lade være med at hyperventilere af angst. På ben, der stadig var stive efter søvnen, rejste hun sig op og gik udenfor. Det var stadig ikke helt hvad der kunne klassificeres som lyst, men hun formodede, at hvis hun krøb op på klitten bag bunkeren, ville hun kunne se dagens første solstråler mod horisonten i øst.

Motorcyklen stod stadig, hvor Landon havde efterladt den aftenen før, og ligeså lå stumperne af stof fra hendes påklædning der stadig. Det blæste og var koldt, og hun var helt alene som hun stod der i det delvist opvarmede sand og så ud over stranden og havet med de høje bølger. Pludselig virkede angsten fra aftenen før om tidevandet slet ikke relevant. Vandet havde været længere oppe, afslørede sandet, men ikke engang halvvejs ved bunkeren. Længere omme ad stranden kunne hun se et par enkelte mennesker gå rundt, foroverbøjede og med hvad der lignede net i hænderne. Ravjægere, potentielt? Uanset hvad kunne de blive hendes eneste hjælp, hvis Landon var blevet set uden for bunkeren.

Hun var ved at begynde at græde, da hun besluttede at gå ned mod vandkanten og menneskerne et godt stykke derfra. Hvis Landon var forsvundet i løbet af natten, så var hun i alvorlige problemer, og det var han formentlig også. Medmindre han allerede var død. Men hun havde ikke hørt noget i løbet af natten… Det behøvede ikke at bevise noget. Hvis Landon kunne bevæge sig så godt som lydløst, kunne djævlene det også. Og så ville det ikke have været noget stort problem, hvis de var mange, at slå ham ihjel uden en lyd. Det var bare at skære halsen over på ham bagfra.

,,Sophie!” en gispende stemme nåede hendes ører, og da hun snurrede rundt, sprang hendes hjerte et slag over af lettelse.

Landon stod i sandet et lille stykke derfra med en dunk i den ene hånd. Det begyndende dagslys fik skyggerne til at spille i hans ansigt, og hun bemærkede overrasket hans kindben og markerede kæbe.

,,Hvad laver du?” spurgte han i et mere strengt tonefald.

,,Leder efter dig,” svarede hun vredt og traskede gennem sandet hen mod ham. ,,Hvor fanden har du været?”

,,Jeg har hentet vand.”

Hans tone var kølig og rolig, som om han virkelig var skuffet over, at hun kunne beskylde ham for noget forkert.

,,Du kunne godt lige have sagt det, din idiot. Jeg troede, der var sket dig noget.”

,,Jeg sagde faktisk, at du skulle vågne. Og du reagerede da på det.”

Sophie stod lidt og så på ham med hovedet på skrå. Så slog det hende.

,,It’s time to wake up,” mumlede hun for sig selv, ligesom det havde lydt i drømmen.

,,Exactly.”

,,Jeg troede bare, det var min drøm,” forsvarede hun sig og så ned på vanddunken.

,,Din drøm?”

,,Jeg må have sovet videre efter du sagde det. Men jeg har altså registreret det. Din stemme sagde det i min drøm, men pludselig var min far der, og så -”

,,Vågnede du,” færdiggjorde han for hende og uglede hendes hår med en hånd.

Hun huskede fornemmelsen af hans fingre i sit hår fra aftenen før og rødmede.  Det havde været så behageligt, at hun umuligt havde kunnet holde øjnene åbne. Nu skammede hun sig lidt over at være faldet i søvn på den måde uden at takke ham.

,,Og da jeg vågnede, var du væk,” forklarede hun, for ligesom at rationalisere sin panik lidt.

,,Undskyld,” sagde han langsomt. ,,Men det slog mig lige, at vi kunne få brug for vand.”

,,Til hvad?”

,,Til at drikke,” brummede han, som om det da var indlysende, hvad det jo egentlig også var.

,,Hvordan kunne du bare efterlade mig på den måde?”

Han slog ud med den frie hånd mod deres omgivelser.

,,Det er morgen. Djævlene kommer ikke frem lige foreløbigt. Jeg turde godt tage den chance, med den formodning, at du ikke pludselig af dig selv stak af,” sagde han og tilføjede med et strejf af humor: ,,Og se engang, hvad jeg fik ud af det.”

Hun rødmede og slog blikket ned i sandet.

,,Undskyld.”

,,Det er okay.”

De gik tilbage til bunkeren, drak lidt hver især og spiste lidt af den mad, de havde haft med, inden Landon lagde sig ned og åbenbart på kommando faldt i søvn på stedet, liggende på siden med hovedet hvilende på sin arm, som dagen før. Hvad der var anderledes ved ham nu, bemærkede Sophie opmuntret, var at han lå på højre side. Skulderen måtte altså have det væsentligt bedre nu.

Og det fik han sandsynligvis også brug for, at den havde.

Da han vågnede et par timer senere, pakkede de det hele ned i en rygsæk og begav sig ned i hullet, der ledte ned under bunkeren og væk fra hvad der ellers havde fungeret som en slags sikker havn lige i udkanten af det farlige land. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...