Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
8516Visninger
AA

22. K A P I T E L XXI

 

K A P I T E L XXI

 

,,How is that theory of yours coming, lazy?” spurgte hun drillende, men kun fordi hun havde for dårlig samvittighed til at spørge i et mere alvorligt tonefald.

,,Sophie, remember to close the door when you enter last,” sukkede Gabe og gjorde det så alligevel for hende.

,,Sorry,” sagde hun stille, men var egentlig ikke så ked af det.

Hun slog håndfladerne ned i bordpladen for at få Landon til at se op. Hun og Gabe havde været i Søndervig for at handle ind til det næste stykke tid, så de ikke behøvede at tage ned til byen hver dag. Imens var Landon blevet tilbage og havde stukket næsen endnu dybere i bøgerne, end han havde haft det tidligere på dagen, da hun var stået op og havde fundet ham liggende udspredt på den anden seng i værelset med en bog foran sig.

Det var alvorligt, det han læste om, og havde det ikke været fordi hun følte en trang til at tilbyde sin hjælp, ville hun ikke have forstyrret ham på denne måde. Og så var det jo for hendes skyld. Men han havde tålmodigt forklaret hende, at for at mennesker ikke skulle kunne læse Eros’ bøger, selv hvis de forlagde dem, stod det alt sammen på atlantiansk - og det kunne hun trods alt ikke hjælpe ret meget med. Ej heller kunne Gabe, som dog havde formået at skaffe et par enkelte bøger om det på engelsk.

Landon så op på hende med let hævede øjenbryn og tilsvarende drillende glimt i de blå øjne, der så mere blå ud, nu hvor solen for en gangs skyld faldt på dem. Sophie var så vant til at se ham i mørke, at det nogle gange overraskede hende, hvordan han så ud i dagtimerne. For det meste blundede han eller læste i dagtimerne, medmindre de trænede, og det var ikke lige på de tidspunkter, at hun så ham allermest i øjnene. Han var iført en løs hvid T-shirt med lange, mørkeblå ærmer samt et par mørkeblå jeans. Som han sad der lignede han enhver anden tyveårig, selv med brillerne, der var gledet en smule ned på næsen, og som han skubbede op på plads, idet han lænede sig tilbage mod stolens ryglæn igen.

,,Slowly,” sukkede han, og hun kunne se, at han skulle til at folde hænderne bag nakken, men skulderen forhindrede det, og hans ansigt fortrak sig et splitsekund i smerte. ,,I’m going to have to sit up all night if I want to figure something out today, I fear.”

Hun rettede sig op.

,,What? No practice today?”

Han så skeptisk på hende, men hun var faktisk oprigtigt en smule skuffet. Efter at han havde fundet hende aftenen forinden, havde hun været ivrig efter at komme i gang med at træne, så hun bedre kunne forsvare sig selv. Så han ikke blev såret på den måde, og så han ikke med det samme blev urolig for hende, selv hvis mørket skulle sænke sig en smule, mens hun var alene ude.

,,Why? Do you want to?”

,,Sort of,” svarede hun og så ned i gulvet, fordi hun ikke rigtig kunne lide at bede ham om det.

Ikke hvis han lavede noget andet, der var mindst lige så vigtigt, hvis ikke vigtigere. Og det gjorde han jo.

,,Very well,” sagde han og rejste sig fra stolen ved spisebordet. ,,But I’ll be fighting only with my left arm, so you’ll have to go easy on me.”

Hvis ikke han havde sagt det i sjov, ville hun være blevet bekymret. Men de vidste godt begge to, at hvis han kun sloges med én arm, gjorde det blot hendes chancer for at vinde en smule bedre. Endnu havde hun ikke formået at vinde en kamp imod ham, og hun regnede ikke med nogensinde at komme til det - heller ikke selv om han var skadet i øjeblikket.

Han gik rundt om bordet, svirpede drillende med hånden, så hendes hår slog et slag i luften, og gik så hen for at omrokere sofagruppen, så der blev plads på gulvet. Midt i en bevægelse stoppede han op, drejede hovedet og rettede sig op, som om han havde fået en anden idé. Sophie fulgte hans blik. Udenfor. Solen skinnede, himlen var blå, og der rørte sig ikke en eneste vind inde bag krattet, hvor sommerhuset lå gemt.

,,Kom,” sagde han og satte i stedet kursen mod døren for at gå ud på terrassen.

,,Landon, tror du ikke, det er bedre, hvis jeg træner med Sophie i dag?” spurgte Gabe, som var i gang med at rense indersiden af brændeovnen, nu hvor den ikke var i brug.

Sophie så ned i gulvet. Hun havde ikke noget imod at træne med Gabe, men det var altid sjovere med Landon. Ikke fordi de gjorde tingene forskelligt, men fordi Landon var så meget strengere og hårdere at arbejde med end hendes stedfar. Og så var der jo det ved det, at hun havde lidt bedre samvittighed over at forsøge at slå på Landon, end hun havde over for Gabe. For han havde jo netop været med til at opdrage hende og frarådet vold så vidt overhovedet muligt. Det var svært at lægge den opfattelse fra sig, når éns modstander var dén, der havde fyldt éns hoved med det.

,,Næ,” svarede Landon overskudsagtigt og lød ikke den mindste smule, som om han faktisk overvejede at lade Gabe udføre træningen. ,,Det skal jeg nok tage mig af.”

,,Tænk nu på din skulder, knægt,” mumlede Gabe, men selv Sophie kunne høre den lattermilde tone i hans stemme.

Landon fnøs med påtaget fornærmelse. Sophie stod stadig på gulvet og så på Gabe, som i samme øjeblik forsøgte at undgå at blive helt sort, idet kulstøv væltede ud af det lange rør. Pludselig mærkede hun en hånd omkring sin underarm og sled blikket fra Gabe, som grinede til hende, mens han børstede støv af ansigtet og hænderne og sodede sit tøj til.

,,Kommer du med, eller hvad?” spurgte Landon og så en smule bekymret ud, som om han ventede, at hun måske ville falde besvimet om.

,,Ja,” svarede hun og fulgte efter ham udenfor.

De varmede stille og roligt op, og hun bed mærke i, hvordan han omhyggeligt sørgede for at fæstne sin hånd ved den modsatte skulder af den skadede, så armen ikke hoppede nær så meget, når han bevægede sig op og ned. Det var smart, men også lidt sørgeligt at se, hvordan nogen så frisk som Landon kunne ende med at være skadet fra den ene dag til den anden. Også selv om det var midlertidigt.

,,Okay,” sagde han endelig, da hun småforpustet holdt op med at hoppe op og ned, da han gjorde det samme.

Hun var stadig ikke i lige så god form som ham, men var i det mindste kommet i bedre form end hun havde været. Selvfølgelig skulle hun ikke sammenligne sig selv med Landon, for han var jo ikke et menneske, men hun kunne ikke lade være med at gøre det en lille smule alligevel.

,,Vis mig, hvad du kan,” tilføjede han opfordrende og vinkede drillende til hende på en temmelig provokerende måde.

Hun stod stille lidt og varmede sine fodled op, inden hun pludselig slog ud mod ham med knyttet hånd, lige mod hovedet, så han blev nødt til at dukke sig for ikke at blive ramt. Men hendes formål havde ikke været at ramme, så hun kom aldrig så langt, at han virkelig ville have været nødt til det. I stedet vendte hun rundt på én fod og udførte et baglæns cirkelspark.

Bang! Og så lå hun på terrassen og gispede efter vejret, da luften blev slået ud af lungerne på hende.

Han stod over hende med højre hånd hængende ned langs siden og venstre på hendes skulder, faretruende tæt på halsen. Han var ikke det mindste smule forpustet, og ikke en dråbe sved var at finde på hans pande under det mørkebrune hår med den metalliske glans. Dermed ikke sagt at han smilede, for det gjorde han ikke. Og der var ingen triumf at finde i hans ansigt.

Langsomt rettede han sig op og foldede højre arm bag ryggen.

,,I told you to go easy on me - not relax!” selv om det var tydeligt, at han forsøgte at lyde skuffet over hendes præstation, og at han forsøgte at motivere hende til at kæmpe lidt hårdere, så fejlede han, da stemmen knækkede i latter.

,,Very funny,” mumlede hun og rejste sig op med et pust, øm i lungerne af at få luften slået ud af dem.

,,You ought to be able to do better than that,” sagde han, stadig leende, men en smule mere alvorlig nu. ,,Didn’t you learn anything last night?”

,,Shut up,” mumlede hun og skubbede pandehåret ud af øjnene.

,,Hvad sagde du?” spurgte han, tydeligvis for at forsøge at gøre hende en smule mere vred - det virkede bare ikke.

,,Glem det.”

,,Sophie?”

,,Mhm?”

,,Hvad hader du allermest ved træning?” spurgte han seriøst.

Hun tænkte sig om i ganske få sekunder.

,,Opvarmningen,” svarede hun så endelig.

,,Jeg har en idé,” sagde han, og hun så forfærdet på ham.

Når Landon fik ideer under træningen, var det sjældent godt for hende. Det betød som regel, at hun skulle tage armbøjninger eller mavebøjninger eller rygbøjninger, eller holde en bestemt stilling indtil kroppen syrede så meget, at hun knækkede sammen uden at være herre over det. Hvorfor i al verden havde hun været så ivrig efter at komme til at træne med ham? Han var træneren fra helvede.

,,Hvis du beder mig om at løbe rundt om huset, til jeg ikke kan trække vejret længere, så slår jeg dig ihjel,” sagde hun en smule irriteret.

Han trådte et skridt nærmere hende og lod en hånd falde ned på hendes skulder.

,,Det kunne du ikke, selv hvis du prøvede,” sagde han og lod det ligge frit til fortolkning, om han mente fysisk eller mentalt. ,,Men nej, det var ikke lige dét, jeg havde i tankerne. Hjælp mig lige med det her.”

Først anede hun ikke, hvad han dog kunne finde på at bede om hjælp til. Men det fandt hun snart ud af. Han ville have hende til at binde den højre hånd fast til ryggen, så hun havde sikkerhed for, at han ikke brugte den mod hende. Så hun var sikker på, at hun kun kæmpede mod hans venstre hånd, der var en smule mindre stærk end den anden - påstod han. For havde han ikke lige sendt hende i gulvet med et brag med netop den hånd? Hun bandt knuden, og han trådte frem, så hun kunne komme udenom ham uden at ende med at gnide sig op ad ham ved et uheld. Hun var taknemmelig for, at han syntes at kunne læse tanker, men også en smule skuffet. Hun ville ikke have haft noget imod at mærke hans varme og stærke krop mod sin - i venskabelig forstand, selvfølgelig.

,,Okay,” sagde han så igen, entusiastisk. ,,For hver eneste gang det lykkes mig at blokere dit allerførste træk starter vi opvarmningen på ny.”

,,Nej!” klagede hun og så trodsigt på ham, mens hun stillede sig klar.

,,Åh jo,” sagde han med et smil, der godt kunne tolkes som ondt.

,,Jeg gider ikke det her,” mumlede hun og rettede sig op i stedet.

,,Hm? Hvorfor kom du så og spurgte?”

Det havde hun selvfølgelig glemt alt om allerede igen. At det var hende, der havde bedt ham om at tænke med hende. Så burde hun også præstere frem for at gøre det forgæves, at han udsatte sig selv for dette, mens hans sår lægedes.

I stedet for at sige noget, stillede hun sig opgivende klar igen. Han løftede hagen en anelse og så på hende under brilleglassene, som han ikke havde besværet sig med at fjerne, inden han muligvis fik slag. Fordi han vidste, at hun ikke ville komme til at udrette noget særligt. Ikke ud over det sædvanlige. Og det gik op for hende, at han ikke havde i sinde at lade hende forsøge at komme tæt på.

,,Længere ned i knæene, Sophie,” sagde han belærende.

Hun føjede ham og mærkede sine ben begynde at syre efter et stykke tid, hvor hun havde stået sådan. Og hun blev nødt til at blive i den stilling, indtil han nikkede anerkendende. Ellers anede hun jo ikke, hvor godt det egentlig så ud. Men selv efter at han gav et lille nik, blev hun stående. Selv bøjede han sig en smule forover, spredte fødderne og bøjede i knæene, så han var klar til at flytte tyngdepunkterne rundt omkring sig. Men hendes fordel var, at hans højre side var forsvarsløs.

Det gav hende en idé. Denne gang lavede hun intet cirkelspark, men nøjedes med at vende rundt og placere et spark mod hans brystkasse med fuld kraft. Bang! Og så lå hun ned igen på terrassen uden at ane, hvad der var sket. Det underligste var, at hun lå på ryggen igen, som om hun var blevet vendt om.

,,Never go for the obvious,” sagde han belærende, men rørte hende i forvejen ikke denne gang. ,,Helt ærligt, Sophie, du bliver nødt til at gøre det bedre end det der. Jeg kan afværge dig med én hånd.”

,,Du er heller ikke et menneske,” stønnede hun og satte sig op.

Han rakte hende en hånd, men hun skubbede den væk og kom op at stå.

,,Du har ret,” sagde han bare, inden han tog et par skridt baglæns. ,,Så varmer vi op.”

Hun skulede til ham. Hvorfor kunne Landon ikke ligesom alle andre have ondt af sig selv og være ude af stand til at foretage sig noget, når han var skadet? Hvorfor skulle han absolut være så forbandet vant til smerte, at han intet lod til at have imod at slås, selv med den ene arm bundet på ryggen, fordi skulderen ikke måtte komme for meget i bevægelse, og han ikke stolede på sig selv med hensyn til at lade den slappe af.

Og så varmede de op igen. Undervejs måtte hun lige ind at skifte tøj, så hun kunne bevæge sig ordentligt, og Landon ventede tålmodigt imens uden at sige noget. Han vidste med garanti godt, at han ikke var populær hos hende i øjeblikket, men hun var fløjtende ligeglad med det. Endnu engang forsøgte hun at komme til at ramme ham, uden at han blokerede for slaget. Og endnu engang fejlede hun og måtte starte forfra med opvarmningen. Og så videre, og så videre.

Da de startede forfra for fjerde gang, så hun endelig på hans ansigt - hvad hun ellers havde undladt. Med det samme blev hendes blik fanget af hans, og han smilede skævt, drillende. Sveden drev af hende, mens den eneste indikator på hårdt fysisk arbejde fra hans side var den, at han trak vejret en smule hurtigere og dybere nu.

,,Hvor længe -” pustede hun, ,,kan du blive ved?”

,,Meget længe,” svarede han uden at lyde særlig anstrengt.

Hun udstødte en halvkvalt lyd af frustration, idet han skiftede stilling og begyndte at lave squats. Hendes ben var ømme og syrede, og hun havde det, som om hun kunne smide sig på terrassen af træthed og blive liggende i al evighed, uden at hun nogensinde ville længes efter at røre sig en tomme igen.

,,Hello, mr. Martin,” sagde en stemme pludselig, og Sophie så Landon rette sig op, spændt som en bue meget pludseligt.

Derefter lod hun blikket glide ud i indkørslen. Der holdt ingen ekstra biler, hvilket de ville have bemærket, men derimod stod to mennesker ved siden af hinanden. Høje og slanke. Den ene genkendte hun overrasket, netop som Daniel kom sprintende ud gennem den åbentstående dør ind til sommerhuset, hvor Gabe stadig gik rundt, som om han ikke havde set noget. Men et blik ind ad det store vinduesparti fortalte Sophie, at han holdt øje på en meget diskret måde.

Så vendte hun sig mod de nytilkomne og skammede sig over at være helt våd af sved og forpustet, mens Landon stod med den ene arm bundet på ryggen og udviste ganske få tegn på, at han skulle have udført nogen som helst form for aktivitet sekunder tidligere. Den ene af de to var Desirée, iført en nedringet mørkeblå trøje, der klistrede sig til hendes slanke figur samt et par camouflagebukser i gråtoneskalaens nuancer. Hendes lange hår var sat op i en hestehale, og øjnene var sminket til perfektion - simpelt, men stadig så det var tydeligt.

Ved siden af den strålende franske kvinde stod så én, Sophie aldrig før havde set. Han var iført et nålestribet jakkesæt og et par blankpolerede sko. Derudover havde han et ansigt, der bar præg af mange bekymringer, men var iskoldt og stålhårdt at se på. Hun kunne se, at han var en respekteret mand ved den måde, Landon reagerede. Hun havde aldrig set ham stå så stift og korrekt i holdningen før. Og det så helt forkert ud.

Pludselig fangedes hendes blik af noget ved manden, hun endnu ikke kendte navnet på. Dér, midt på struben, var det tydeligt som kul mod hvidt papir. Et mærke. Et atlantiansk tegn bestående af mange linjer. Landon havde vist hende billeder af det og selv tegnet det på papir for hende. Det var dét, der betød leder. Men derudover var der en tilføjelse, ikke helt i samme farve som tegnet. Som om det var tatoveret på.

,,Good afternoon, sir,” sagde Landon og lød forbløffende rolig. ,,Desirée.”

Den franske kvinde vinkede til Landon, yndefuldt og lokkende på en måde, Sophie aldrig ville have troet det muligt. Den yngste af de to mænd rynkede panden, og hun trådte forsigtigt hen ved ham. Hans arm skød til siden, og hun trådte instinktivt et skridt tilbage.

,,Oh,” sagde manden med samme accent som Landon og trådte frem med lange, hurtige skridt - præcis som når Gabe og Landon bevægede sig rundt uden at være i nærheden af mennesker, der ikke kendte til hemmeligheden. ,,How impolite of me. You must be miss Sophie Riot, correct? My name is John Newwick.”

John… Det havde hun hørt før. Landon havde omtalt en mand ved samme navn. En leder, som havde sendt ham til Danmark. Hun huskede det, fordi han havde fortalt hende, hvordan han i virkeligheden ikke ønskede at tage af sted, og det var hun blevet ret såret over. Og at dømme ud fra den måde, Landon opførte sig på, kunne hun bekræfte sin teori.

Hun dukkede ud under Landons arm og gik hen over græsset mod mr. Newwick, som rakte højre hånd frem. Hun trykkede den, da hun kom derhen.

,,Yes, that’s me. It’s a pleasure to meet you, sir.”

Manden så overvejende på hende. Som om han ikke havde ventet, at hun ville være lige så positivt stemt som han selv. Dette forstod hun selvfølgelig ikke. Skulle hun ikke var opdraget godt hjemmefra, og skulle hun ikke tage imod fremmede med høj status, selv om hun måske i virkeligheden var en smule urolig? Så smilede han overfor hende.

,,It seems Landon’s doing a pretty decent job keeping you alive so far,” sagde lederen en smule ubehøvlet, og Sophie hørte kort efter skridt bag sig, inden Landon stod ved siden af hende, høj og rank.

,,Yes, he is.”

Hun mente det. Hun syntes, at Landon var en fantastisk beskytter, og hun ville ikke for noget i verden have byttet ham med nogen anden. Desirée sendte hende et giftigt blik, der sagde alt om, hvad den franske kvinde mente om synet foran sig.

,,Sophie, hvis jeg bad dig gå indenfor, ville du så gøre det?” spurgte Landon og lød trættere, end hun havde ventet.

Hun så op på ham, men hans blik var fæstnet mod John Newwick.

,,Har jeg et valg?” spurgte hun opgivende, men var godt klar over, at det var et eller andet alvorligt, der var på færde, hvis Landon pludselig ikke ville have hende til stede længere.

,,Gå nu bare ind, ikke? Jeg kommer lige om lidt.”

 

,,What’s with your arm?” spurgte John, da først Sophie var gået.

Landon stod lidt og overvejede, hvad han skulle sige eller gøre. Allerhelst ville han bare se sin chef gå og tage Desirée med sig, så han kunne komme tilbage til sin læsning og træningen med Sophie. Selv om han vidste, at hun havde været meget tænkt på at springe i luften, så havde han haft det sjovt med at tilbringe tiden sammen med hende. Og så slemt kunne det umuligt være. Så hvad end John og Desirée havde for måtte de hellere få forklaret sig hurtigt. Og han kunne hjælpe sig selv ved at være hurtig til selv at svare.

,,I ran into a little bit of trouble last night,” sagde han derfor bare, rakte om og løsnede knuden med den frie hånd, hvorpå han mærkede sin højre arm falde tilbage på plads.

,,I hope you’re not in too bad shape,” sagde John alvorligt.

Landon spidsede automatisk ører, mens han diskret viklede snoren rundt omkring den venstre hånd, som hang ned langs siden. Han syntes, at tonefaldet indbød til problemer, og dem havde han nok af i forvejen, uden at Hovedkvarteret skulle blande sig i hans affærer. Selvfølgelig kunne der ligge en lille fordel i at rejse fra problemerne, men på den anden side ville det betyde, at han skulle tage Sophie med sig, og han syntes ikke, han kunne bede hende flytte mere rundt nu. Sårene efter Mias død syntes godt nok lægte, men han kunne tydeligt mærke på hende, at hun var både mere bange og mere pirrelig end hun havde været før morens død. Og så var der selvfølgelig Gabe, som han ikke anede, hvad der ellers skulle blive af.

Han nærede ingen illusioner om, at Gabe ville tage til takke med at blive skilt fra Sophie - hårdt og brutalt - ej heller tvivlede han på, at Gabe ville være i stand til at beskytte sin steddatter. Sophie var selvfølgelig heller ikke dum, og selv om han pressede hende hårdt, så var hun lærenem og kunne mere, end han havde forventet allerede.

,,I’m not,” sagde han endelig, hårdt og koldt. ,,What is this?”

John lagde hovedet en anelse på sned, og Landon lod med vilje blikket glide over på Desirée, som stod og smilede forsigtigt og prøvende til ham. Han gengældt ikke smilet.

,,We have a request for you from the Headquarters,” erklærede John uden at lyde specielt meget, som om det vedkom ham, hvorvidt Landon takkede ja eller nej til forespørgslen.

Beslutningen var altså truffet på forhånd. Landon havde intet at skulle have sagt, selv om formen garanteret var en bøn. Han kunne intet gøre andet end at bøje sig i støvet og bide i det sure æble - uanset hvad han blev bedt om.

,,What might that be?” spurgte han årvågent.

,,Landon, don’t be so suspicious,” sagde Desirée indsmigrende og trådte et skridt nærmere.

I stedet for at sige noget til hende, vendte han bare blikket mod John, som ikke så ud til at befinde sig lige så ubehageligt på stedet som Desirée. Og Landon var overbevist om, at af de tre tilstedeværende var han den, der havde allerværst i øjeblikket. Afbrydelse på jobbet fra Hovedkvarteret betød næsten altid problemer af en eller anden art.

,,Come back,” sagde John simpelt og slog ud med armene, mens han mønstrede et smil. ,,Your attendance could be of use elsewhere, and the girl seems to have a fine guard in Gabriel Riot.”

,,The girl?” spurgte Landon skeptisk, mere for at understrege hvor upassende han fandt tiltaleformen end fordi han ikke vidste, hvem John talte om. ,,Sophie needs me here.”

,,No, she doesn’t. She has Riot here with her. He’s taken care of her for years.”

,,Yes, but all those years they lived quite safely. She’s an adult now. And she needs proper protection.”

,,From what? She’s just a girl! Her stepfather is one of us, and he should be able to keep her alive.”

,,She’s not just a girl,” sagde Landon roligt, selv om han kunne mærke sit temperament komme i kog  - langsomt men sikkert. ,,You know perfectly well who she is.”

,,Yes. And I know she’s causing some trouble for you,” sagde John i en skarp, magtfuld tone, som Landon helst ville undgå at høre, fordi den mindede ham om, at han ikke havde nogen magt til at sætte sig imod styret.

,,Keeping her alive is important. If she dies we would potentially have lost what’s left of the monarchy to the… shadows,” rettede han sig selv, vredt, mens han forsøgte at slappe af i højre skulder.

,,The shadows are growing in numbers every day. They search here and cause problems for all of us, because they force us to move all of our protectors to this small, insignificant country when they’re needed all over the world. A war is coming, Martin, and I would prefer you open your narrow eyes and realize that you could mean the difference between war and peace.”

,,Peace?” spyttede Landon og trådte et skridt baglæns hen mod huset. ,,You want peace with those devils?”

Lige så snart han havde stillet spørgsmålet, vidste han godt, at det ikke var det, der var på færde. Og det fik ham til at tænke situationen igennem i korte træk. Hvis flere og flere blev sendt til Danmark for at beskytte befolkningen, så betød det også, at hemmeligheden blev mindre og mindre velbevogtet. Samtidig betød det, at folk måtte have en forklaring på, hvorfor populationen af skygger voksede så meget så brat. Og den fik de ved at høre om Sophie. Han kunne forestille sig, at denne viden splittede Eros. Der var dem, der ønskede monarkiet tilbage, fordi de var trætte af det stive bureaukrati. Der var dem, der ønskede en åben krig med skyggerne. Og så var der selvfølgelig bureaukratiets forkæmpere.

Så hvad John i virkeligheden bad ham om, var at træde ud af kampen for at holde den sidste tronarving i live. På den måde ville der ikke være noget for monarkiets tilhængere at stå op for. Samtidig ville Sophies død formentlig neddysse skyggernes aktivitet i området for en tid, og det ville hindre en krig i at bryde ud. Bønnen, indså han, var at hjælpe bureaukraterne med at bibeholde magten.

De syntes formentlig ikke, at det var en synderligt høj pris at lade en ung pige dø til fordel for at holde et helt samfund kørende på den måde, de hidtil havde gjort det. Men lade Sophie dø? Et enkelt menneske var intet offer, det havde han lært i skolen. Men Sophie var ikke bare et menneske for ham, og han vidste på forhånd, at hvis han skulle være i stand til at gøre noget sådant - forråde hende og afstå fra sit løfte om at beskytte hende - blev han nødt til at tage afstand, før skyldfølelsen greb ham og han kom til at sige noget om det til hende. For gjorde han først det, ville hun uden tvivl være i stand til at overbevise ham om noget andet, alene ved muligvis at begynde at græde.

Han vidste godt, at Sophie selv ville kunne se logikken i det, og at hun muligvis ikke ville gøre modstand mod sin sikre død, hvis han rejste. Men kunne han virkelig gøre det?

,,So that’s how we do things?” spurgte han endelig og rettede blikket op mod Johns følelsesløse øjne. ,,People stand in the way of our power, and we just remove them? Even if they’re rightfully more powerful than any of us?”

Johns ansigt fortrak sig i en absolut utilfreds grimasse ved lyden af Landons ord, og han kunne se, at de ramte lige ind på lystavlen. Desirée skrabede nervøst i jorden med den ene fod, mens hun så ned ad sig selv.

,,There’s one thing I don’t understand,” sagde Landon ærligt og trådte lidt fremad igen med rank ryg. ,,When you assigned me to protect Sophie, you were most insistent, sir. What was it all for? Show?”

Og så slog det ham pludselig, som lyn fra en klar himmel. Han modstod en trang til at vride sig i afsky for sin egen slags og stod i stedet stiv som en stenstøtte.

,,It was so that you could honestly say you tried to do something justly, but that whatever you did failed. Because my protecting Sophie obviously troubles the system. It keeps you from restoring order,” tænkte han højt og besværede sig ikke med at holde væmmelsen i sin stemme tilbage.

John så koldt på ham nu, tydeligvis ikke vild med at blive analyseret. Landon var ikke færdig med at udtrykke sin utilfredshed. Han var helt klar over, hvad der var ved at ske. Og hvorfor tingene var gået, som de nu engang var. Jacks forsvinden på grund af manglende overvågning, hvilket aldrig var blevet meddelt til andre Eros end ham selv og Gabe, Mias død, der kun var blevet konstateret en overfladisk ulykke.

Det med Mia havde været et uelegant forsøg på at få det til at se ud, som om drabet ikke havde noget som helst med kongefamilien at gøre. Overvågningen var ikke blevet fjernet fra Jack, fordi man ikke mente, han var i fare, men for at skræmme ham selv, Gabe og Sophie. At ingen andre havde fået noget at vide - vidste han fra internetsiderne, hvor den slags ellers blev delt - var formentlig af den simple grund, at man ikke skulle begynde at fatte mistanke om, hvad styret forsøgte at gøre. Ordene væltede ud af ham, uden at han kunne gøre noget for at stoppe dem, da han først var kommet i gang. Så først da han havde sluttet af, fik John og Desirée mulighed for at sige noget, hvis det var dét, de ønskede.

,,Is that your final answer?” spurgte John i et faretruende tonefald, og Desirée krympede sig en anelse.

,,Yes,” sagde han bestemt, selv om Desirées øjne tiggede og bad ham om at genoverveje sit valg, inden han gjorde noget rigtig dumt.

For dumt var det, han netop havde gjort. Usandsynligt dumt. Det var præcis det, han havde hadet Gabe for i mange år, før han lærte manden at kende. Det var præcis det, mange hørte om i skolerne og lærte, at man ikke skulle gøre, fordi det ikke nyttede noget. En forræderisk handling, blev det kaldt.

John rankede sig og vendte sig rundt på hælen.

,,Fine,” sagde han alvorligt. ,,But expect no assistance when the problems increase. You have made your choice, and you will not be allowed to change that.”

,,I won’t change my mind,” sagde Landon stædigt.

Desirée begyndte at græde. Landon havde aldrig set hende sådan før, med tårer løbende ned ad kinderne og blikket rettet fortvivlet mod ham. Længselsfuldt. Han vidste godt, at hun ikke var forelsket i ham, men at hun betragtede ham som en god ven, som hun respekterede i modsætning til mange andre. Og det gjorde ham ondt at se hende på denne måde, men han blev nødt til at stå ved sin beslutning - Sophies liv betød mere for ham end Desirées venskab. Trods alt. Men han ville savne hende, for han vidste, at så snart hun var uden for synsvidde, var det ikke sandsynligt, at han så hende igen nogensinde.

,,Stop crying, woman,” hvæsede John hen over sin skulder. ,,You did the right thing in telling us how he might be changing into a traitor.”

Landon blev helt kold indeni. Alle de varme følelser for Desirée fordampede som toppen af havets overflade under en stegende sol. Så det var altså hende, der havde fået det til at komme så vidt. Det havde han aldrig troet om hende, og skuffelsen skar sig ind i ribbenene på ham. Alt imens græd hun som pisket, men vendte sig dog mod John og fulgte med et par skridt, mens hun ulykkeligt mumlede, at det ikke var det, hun havde sagt.

,,Why the crying?” snerrede John irriteret og greb hende i armen. ,,You did the right thing. Why would you ever want to cry for someone who made the wrong choice?”

Dette fik hende åbenbart til at stoppe, for Landon kunne ikke længere høre hulkene, mens han vendte sig rundt for at gå indenfor og hente Sophie. Der var dødsens stille længe, og så hørte han pludselig Desirées stemme, kontrolleret og skarp:

,,Getting innocent people killed is not the right thing. I was hoping Landon would realize the logic in what you’re saying, but I follow his way of thinking much more. And if he doesn’t think what you’re doing is right, I trust his judgment.”

Det havde han alligevel ikke ventet. Desirée kunne lide at indordne sig under autoriteterne, der var over hende, vidste han, og han havde aldrig hørt hende beklage sig over bureaukratiet. Det havde han godt nok heller aldrig selv gjort, før han blev tildelt rollen som Sophies beskytter. Men det forbløffede ham, at hun stolede på hans dømmekraft mere end den hos dem, hun havde fået slynget regler ind i hovedet hele livet af. Og så vidste han naturligvis, at hun ikke brød sig ret meget om Sophie, så hvorfor hun skulle ønske at stå op for hende nu, kunne han ikke greje. Men dette var Desirée, og det var ikke altid til at forudsige, hvad hun tænkte og hvordan hun handlede efter sine tanker.

,,What’s that supposed to mean?” spurgte John, men lød så, som om han troede, at han havde indset noget vigtigt. ,,Forget your love for this man. He isn’t worth it. You’re much better off without him.”

,,I am not in love with Landon,” sagde Desirée ærligt, og Landon åndede lettet og en smule skamfuldt ud over endelig at have fået det bekræftet. ,,But I do love him, and I trust his judgment more than anyone else’s. So what it means,” sagde hun udtrykkeligt, ,,is that I’m staying here. Go back without me.”

Dernæst hørte Landon løbende skridt, og Desirées hånd lagde sig på hans arm, solidt og fast uden tøven. Han smilede en anelse til hende og var villig til at tilgive hende for at have forrådt ham, hvis det betød, at hun nu gjorde det, han var overbevist om var det rette. Da han skævede tilbage over sin skulder, så han John forsvinde rundt om hjørnet ud mod grusvejen, hvor han sikkert havde et eller andet køretøj holdende. Daniel slikkede ham blidt på fingrene på højre hånd, og han rakte ned og klappede dalmatinerens flanke, mens han gik hen mod døren og forberedte sig på at fortælle Sophie og Gabe, hvad der foregik.

 

Sophie var blevet ganske overrasket over at se Landon vende tilbage med Desirée, men overraskelsen havde fortaget sig, da han berettede for hende og Gabe, hvad samtalen udenfor havde handlet om. Hun følte sig lammet af rædsel ved tanken om, at de nu syntes at være helt alene i verden, ude af stand til at kalde på forstærkninger, hvis det var dét, de ønskede. Og hendes følelser for Desirée blev en smule mildere, da hun fandt ud af, at den franske kvinde i det mindste ikke ønskede at komme hende til livs. Måske kunne de endda vænne sig til hinanden, nu hvor de skulle bo under samme tag.

Senere forsøgte Landon at tjekke op på de mange hemmelige hjemmesider, kun Eros havde adgang til. Ikke overraskende var der blevet spærret af for ham, så han på ingen måde kunne læse noget af det, der var blevet slået op på internettet. Hun betragtede ham i mange minutter, hvor han bare sad og stirrede på skærmen, mens han tydeligvis overvejede, hvordan han skulle ordne dette lille problem. Svaret kom i form af Gabe, som overtog computeren og i løbet af ganske få sekunder var inde bag de mange firewalls, der var sat op for at holde uvedkommende ude. Da Landon spurgte ind til, hvordan Gabe vidste, hvordan man gjorde det, trak Sophies stedfar bare på skuldrene med et drillende uskyldigt smil, hvorpå han gik hen for at tage opvasken.

Da Sophie samme aften var på vej i seng, overhørte hun en dæmpet samtale mellem Desirée og Gabe, som diskuterede, hvorvidt det virkelig ville komme til krig. Men mens hun stod og lyttede ved døren, kom Landon ud fra det andet badeværelse, skubbede sig blidt forbi hende og fortsatte ind i stuen, hvor han afbrød de tos samtale uden at blande sig direkte. Rød i hovedet vendte Sophie sig for at gå ind i seng, og så snart hun havde sat sig på sengekanten, hørte hun en dæmpet banken mod det hule træ i døren.

,,Kom ind,” mumlede hun, selv om hun allerede vidste, hvem det var - Landon havde sin helt egen måde at banke på, selv om hun tvivlede på, at han selv var det bevidst.

Han åbnede døren og stillede sig i åbningen med venstre skulder hvilende mod dørkarmen.

,,Sophie, hvis der er noget, du gerne vil vide, skal du bare spørge,” sagde han direkte, uden indledning, fordi de begge to godt vidste, at det drejede sig om spionagen få minutter tidligere.

,,Det ved jeg godt,” sagde hun og så ned.

,,Godt,” brummede han og skiftede stilling, en smule akavet i forhold til hvor solid han egentlig så ud.

,,Landon?”

,,Ja?”

Hun tænkte sig om, og var faktisk lige ved at fortryde sit spørgsmål. Men hun ville også gerne have svar.

,,Du taler altid om pligter, regler og love,” sagde hun stille. ,,Så hvorfor valgte du at blive her?”

Han trådte ind i rummet, lukkede døren efter sig og sukkede, idet han satte sig på sengen over for hendes. Hun ville lidt have ønsket, at han havde sat sig på hendes seng, men turde alligevel ikke spørge ham om det, da det virkede både barnligt og dumt. Hvorfor skulle hun ikke kunne nøjes med den korte afstand, der var mellem dem nu?

,,Jeg kunne aldrig få mig selv til at være skyld i din død,” svarede han endelig uden at se direkte på hende.

,,Det ville du heller ikke være. Du kunne være rejst og have troet på, at Gabe kunne passe på mig,” argumenterede hun forsigtigt. ,,Og der er ingen sikkerhed for, jeg rent faktisk ville være død.”

,,Nej,” medgav han. ,,Men jeg har ikke lyst til at forlade dig, Sophie. Det ville være forkert.”

,,Men det er et helt samfund, vi risikerer at splitte ad,” pointerede hun. ,,Og vi ved ikke engang hvorfor.”

,,Du ved, at folk er trætte af bureaukratiet. Min slags. Og hvorfor skulle de ikke få lov til at komme til orde, når nu der er en overlevende og myndig efterkommer af den gamle monark iblandt os?”

,,Fordi jeg er et menneske,” foreslog hun tamt og så ham ind i ansigtet uden at møde hans vigende blik.

,,Ikke et helt almindeligt menneske. Og hvis du har noget med din fars opdagelse at gøre, så kunne du potentielt blive en meget magtfuld person, Sophie. For både os og djævlene.”

Hun glippede overrasket med øjnene.

,,Jeg troede ikke, at du ville have noget med min fars opdagelse at gøre,” påpegede hun usikkert.

,,Det vil jeg helst heller ikke,” indrømmede han. ,,Men jeg tror ikke, at vi har andet valg end at begynde at undersøge det i dybden.”

Hun tænkte lidt og betragtede hans ansigt. Som han sad der i mørket, iført almindeligt tøj, lignede han enhver anden ung mand, men da han hævede blikket til hendes øjne, var der ingen tvivl om, at han ikke var et menneske. Der var alt for meget erfaring og viden bag blikket til, at hun kunne tænke på ham som enhver anden tyveårig mand.

,,Men hvad nu, hvis jeg ikke vil have magt?” spurgte hun vagt.

,,Så kan du bare lade være med at bruge den,” sagde han blidt og rejste sig, men ikke for at gå ud.

I stedet satte han sig ved siden af hende på sengekanten, og hun var lige ved at læne sit hoved mod hans skulder, inden hun kom i tanke om, at hun sad på hans højre side. I stedet lænede hun sig tilbage mod væggen, og han fulgte hendes eksempel.

,,Jeg er bange,” erklærede hun og så på ham med et blik, hun frygtede svarede til en forskræmt femårigs.

Han rakte forsigtigt venstre hånd hen over sig selv og pillede lidt ved en af hendes lange, brune krøller. Så nikkede han med et blidt og forstående udtryk i ansigtet, og hun vidste, at han ikke syntes, hun var barnlig.

,,Det kan jeg godt forstå,” sagde han endelig, og hun var glad for, at han ikke sagde, at han selv var bange.

Heller ikke selv om han muligvis var det. Hvis Landon var bange, var det alvorligt, og hun havde brug for en grund mindre til at gå i panik. For eksempel det faktum, at han holdt hovedet koldt og stadig fandt det nødvendigt at blive inde i huset, beskyttet, frem for at stille sig ud i mørket og vente på at blive slået ihjel, nu hvor de var helt på egen hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...