Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
8506Visninger
AA

19. K A P I T E L XVIII

 

K A P I T E L XVIII

 

Cupido caecus est, cupido caecus est, cupido caecus est. Ordene cirkulerede i hovedet på hende i mørket. Intet andet var at se i længere omkreds. Ikke før en masse røde glimt pludselig kom inden for synsvidde og kom nærmere og nærmere, skarpere og skarpere, mørke figurer mod den i forvejen mørke baggrund. Silhuetter. Svingende halespidser. Den sagte messen af sætningen, Landon havde citeret for hende.

Cupido caecus est. Hun havde haft mareridtet mange gange før som barn og gennem sin opvækst, men havde taget det som en selvopildning, fordi hun frygtede det så meget, at det blev ved med at vende tilbage. Hun var underligt bevidst om, at det kun var en drøm, men blev alligevel stadig chokeret, da endnu en skikkelse kom til syne meget pludseligt foran de mange skygger med de svingende røde halespidser.

Cupido caecus est. Skygger, reflekterede hendes bevidsthed, der virkede i forlængelse af underbevidstheden. Den gav hende de fornødne kendte ord til at beskrive disse skikkelser med de røde halespidser. Skygger. Djævle. Og figuren foran dem.

,,Cupido caecus est,” sagde han med høj, myndig stemme, og hun trådte et skridt tilbage, pludselig tæt på at falde ud over afgrunden og ned i en boblende flod af lava flere meter nede.

Ordene holdt op med at dreje i hovedet på hende. Denne mand vidste hun nu hvem var, hvorimod hun aldrig tidligere havde gættet sig til det. Han var mørkhåret, havde skinnende øjne og et skævt, dominerende smil, som kunne have smeltet pigehjerter. Men der var også en koldhed i hans træk. En hvis lige hun aldrig havde set. Og hans øjne var røde i kanterne. Kong Ororon. Hendes biologiske far.

,,Cupido caecus est,” gentog han, mens han satte sig i bevægelse hen mod hende, nu med en bue i hånden, ikke meget ulig den, hun havde set hjemme hos Landon - denne var blot længere og pilene syntes at have en mørk glød over den fredelige hvide glitren.

Cupido caecus est. Det var inskriptionen på den. Hun vidste det. Det var ikke de traditionelle og skræmmende og fjernt bekendte atlantianske tegn, hun så i den midterste linje på buen. Det var de latinske bogstaver, der fik hende til at gyse i drømmen, så virkelig som nogensinde. Som havde hun virkelig befundet sig i situationen.

,,Cupido caecus est,” messede han højt og rungende i mørket, og djævlene hvæsede begejstrede i baggrunden, mens han drog en af pilene fra koggeret i hånden med buen.

Sophie betragtede med forventning om hvad der ville ske. Nu ville det komme til det punkt, hun altid havde hadet allermest ved denne drøm. Kong Ororon vendte pilespidsen opad og løftede sømmen på sin hvide silkeskjorte, til man kunne se hans flade mave og navlen mellem de optegnede muskler. Og uden andet varsel end det glohede blik, han sendte hende, jog han pilen ind i sin navle og op gennem sit bryst, hvilket fik blodet - højrødt og glinsende i det røde lys far halerne og lavaen - til at flyde ned over den blege hud. Sophie følte et skrig presse sig vej gennem sine lunger, idet hun væltede bagover, ned ad skrænten og tumlede ned mod lavafloden under sig.

Hun faldt i en sådan vinkel, at hun lige nåede at se, hvad hun aldrig nogensinde havde set før. Et par store vinger, mørke og rødglødende i belysningen. Og sin fars leende ansigt et sted mellem dem. Og så skreg hun endnu mere øresønderrivende og faldt med skuldrene først nedad mod lavaen.

 

,,Sophie.”

Hun åbnede langsomt øjnene og så op i Landons ansigt, der var oplyst af intet andet end den lille lampe, der hang på væggen for enden af spisebordet. Han så udmattet ud, som han stod der. Lige så udmattet, som hun følte sig. Så der gik et lille øjeblik inden hun opdagede, at han stod med hende i sine arme, og at hendes fødder ikke rørte gulvet.

,,Sæt mig ned,” hviskede hun, ikke sikker på hvorfor, eftersom Gabe med sandsynlighed også havde hørt dem gå rundt - præcis som Landon ville have gjort det.

Han gjorde, som hun bad ham om, men lod hænderne forblive fremme, sikkert i tilfælde af, at hun skulle miste balancen. Hvad hun ikke forstod, var hvorfor han bar rundt på hende. Det var midt om natten. Han burde ligge og sove, og det burde hun også. Så hvorfor havde han taget hende ud af sengen?

,,What is it?” spurgte han en anelse skarpt. ,,You’re giving me that look that means you’re utterly displeased with me.”

,,I am. Why the hell did you bring me out of my bed?”

,,I didn’t,” svarede han og kastede med hovedet i retning af døren ud til gangen med soveværelser og toiletter. ,,You were sleepwalking. I couldn’t get you to turn around, so I lifted you off your feet to stop you.”

,,Why did you lift me?”

,,Would you rather I had violated you?”

Hun mærkede en varm strøm af blod suse til sine kinder, idet hun så op på ham. De mørke rande var så småt begyndt at vende tilbage omkring hans mørkeblå øjne, som så sorte ud i halvmørket. Hans hår var pjusket, og hans T-shirt sad skævt og krøb op over den flade mave med de stramme muskler indenunder, lige over buksekanten på et par grå sweatpants, som så behagelige og bløde ud.

,,Thinking about it,” sagde hun og smilede en smule, ,,I think I prefer being carried.”

,,That’s wise,” roste han, nu med en drillende undertone i stemmen.

,,Landon?”

,,Mh?”

,,Hvad laver du oppe nu?”

Hun trådte et skridt baglæns og tog ham i nærmere betragtning. Intet ved han afslørede, hvad han havde lavet, før hun var vågnet op i hans arme, ud over hans lidt forpjuskede udseende. Sandsynligvis havde han sovet, men hun kunne jo aldrig vide.

,,Jeg kunne ikke sove,” svarede han og så en smule fortrydende ud.

Hvorfor vidste hun imidlertid ikke, men hun havde heller ikke den store lyst til at spørge ham, fordi han virkede lidt underlig.

,,Jeg tænkte på noget…”

Denne gang havde hendes udtalelse en helt anden effekt på ham. Som om han vågnede op af en slags døs af at høre hendes lidt tøvende udtalelse. Om det var godt eller skidt, skulle hun lige til at begynde at overveje nu. Det var så sjældent, at Landons personlighed skiftede på den måde, at hun ikke rigtig havde taget stilling til det endnu.

,,Og hvad er så det?”

,,Så du nogensinde Kong Ororons bue?”

Han så på hende, som om hun var blevet ramt af en lastbil for øjnene af ham og havde rejst sig op fra asfalten. Med en blanding af forfærdelse, nysgerrighed over hendes spørgsmål og tvivl på hendes velbefindende.

,,Ja. Hvorfor?”

,,Kan du huske, hvad der stod på den?”

Han rynkede panden, og for en stund blev hans blik fjernt. Som blev han i tanker trukket tilbage i tiden.

,,Nej,” svarede han med et skuldertræk. ,,Hvorfor?”

Sophie mærkede håbet og modet synke ned i maven igen, efter at have siddet som en forventningsfuld klump i halsen. Men hun tvang alligevel sig selv til at forsøge at skjule sin skuffelse, som sugede i maven som en støvsuger.

,,Jeg drømte bare noget… men det er alligevel dumt. Bare glem det.”

,,Sophie,” sagde han og greb fat i hendes skuldre med begge hænder, idet hun begyndte at vende sig for at gå tilbage i seng. ,,Hvad drømte du?”

Hun så op i hans ansigt. Følelserne fra tidligere var forsvundet. Han var tilbage i sin professionelle skal igen, hvor alle følelser var kontrollerede i den måde, han udtrykte dem på. Men dette var måske egentlig at foretrække lige nu. Det var bedre end at han med alle mulige følsomme træk lirkede sandheden ud af hende.

I øjeblikket havde det virket vigtigt, at hun fik fortalt ham om drømmen, men jo nærmere hun kom en forklaring, jo dummere syntes hun, at det lød. En drøm var vel en drøm, også selv om den virkede vigtig. Hun havde jo været halvt i søvne, men nu hvor hun var vågen kunne hun se det komplet latterlige i at lægge så meget betydning i en drøm. Og Landon måtte uden tvivl synes det samme.

,,Det var bare en drøm,” sagde hun og rystede på hovedet.

Hans fingre strammede en anelse omkring hendes overarme, og hun veg en smule tilbage fra ham. Tydeligvis indseende hvad han havde gjort gav han slip på hende.

,,Hvorfor vil du ikke fortælle mig det?” spurgte han anklagende.

,,Fordi det bare var en drøm. Der ligger garanteret ikke noget bag, så jeg gider ikke spilde din tid unødvendigt.”

,,Er det det? At du ikke vil spilde min tid?” spurgte han og lød vantro.

,,Nej -”

,,Sophie, jeg tror på, at Atlantis har eksisteret. Hele min eksistens handler om gamle myter og overtro. Og så mener du, at det vil spilde min tid at lægge en smule betydning i en drøm?”

,,Ja, det var egentlig tanken,” indrømmede hun og måtte tilstå, at han nok havde vundet denne gang, og at det lød helt åndssvagt, når han udpenslede situationen for hende.

,,Kom nu. Fortæl mig det.”

Hun nikkede langsomt, gik hen og satte sig ved spisebordet og ventede på ham. Han sluttede sig hurtigt til hende, og hun betragtede ham i den sparsomme belysning i lokalet, inden hun gik i gang med at fortælle ham, hvad drømmen var gået ud på. Mens hun fortalte så hun ikke én eneste gang at han fortrak en mine. Dog lænede han sig på et tidspunkt fremover og støttede fra bordpladen med albuen og lægge sin hage i håndfladen. Hans øjne fulgte hendes ansigt med en aktiv betragters intensitet, når hun lavede bevægelser for at understrege et eller andet.

Da hun var færdig sad hun med armene omkring sig selv og så flovt ned i bordet. Selv hvis Landon var overtroisk - hvad han ikke lige faldt hende ind at være - så skulle der mere end en livlig fantasi til for at finde noget betydningsfuldt i den drøm. Det var et mareridt, hun havde haft fra tid til anden gennem sin opvækst. Hun kunne handlingen udenad efterhånden, så det var ikke svært at referere for den unge mand på den anden side af bordet, som hun af og til stjal et kig på ud under øjenvipperne.

Han havde løftet begge hænder og lod sine lange, slanke fingre glide gennem det mørkebrune hår med den metalliske glans. Han så træt ud på den måde, han sad på, og skyggerne under hans øjne var kommet lidt igen, selv om de for en kort tid havde været væk. Det var underligt så påvirket han syntes at være af alting, når han samtidig fremstod som værende så stærk. Hun havde aldrig mødt nogen med Landons udstråling før. Ikke engang Gabe. Der var noget helt særligt over Landon, noget der automatisk rørte ved hendes indre og skreg ”skæbne” ud gennem enhver del af hendes underbevidsthed.

I starten havde hun ikke tænkt så meget over det. Hun havde set det som en straf fra en eller anden i Det Høje for at hun ikke talte engelsk overhovedet og derved sårede Gabe. Nu virkede det - underligt nok - meget mere logisk, at hun følte, at Landon var skæbnebestemt for hende. Han havde fortalt hende om det bånd, som bandt beskytteren og den beskyttede. At hvis det ikke bare var en tilfældig, der var blevet tildelt, men netop den person beskytteren var bestemt til at beskytte, ville det være ufatteligt stærkt. Beskytteren ville mere eller mindre have en fornemmelse af en andens eksistens i sit hoved hele tiden. Og den beskyttede ville selvfølgelig også mærke det. Sådan havde han sagt.

Helt præcist hvad det betød, anede hun ikke. Måske gav det en beskytter mulighed for at lokalisere den anden person i tilfælde af fare. Måske var det bare for at være upraktisk. At der skulle være en hage ved at have en stærk forbindelse. Hun anede det ikke. Landon havde ikke fortalt mere om det. Heller ikke hvordan han havde det med hende. Det var måske den ting, de aldrig talte om. Hun kunne godt finde på at spørge ham, men han svarede som regel lidt flydende, at det bare var hans job, og at han ikke var ude på at skabe personlige relationer.

,,Jeg ved det ikke, Sophie,” erklærede Landon bare og lod en af sine hænder falde fladt ned mod bordpladen, mens den anden gned hans øjenlåg. ,,Jeg ved ikke om der er noget hold i din drøm. Noget af det passer jo med virkeligheden. Med djævlene. Med historien om at din far skulle have fundet noget, der kunne retfærdiggøre vores svaghed. At man ikke kan tage sit eget liv med pilene fra buen. Men jeg tvivler virkelig på, at det virker for os at stikke en pil ind gennem navlen.”

,,Hvis det var tilfældet, hvad skulle det så have med mig at gøre?” spurgte hun retorisk, vel vidende at han ikke kunne give hende et svar på spørgsmålet.

Han rystede opgivende på hovedet og gabte så.

,,Det ved jeg ikke, Sophie,” indrømmede han. ,,Og jeg tror ikke, at jeg har lyst til at vide det.”

,,Er du ikke nysgerrig?” spurgte hun og tænkte så på sin far, og på hvordan hun forestillede sig, at han ivrigt havde stræbt efter at finde hemmeligheden.

At Landon ikke gjorde det samme fik hende bare til at rynke panden. For han virkede virkelig ikke særlig interesseret i at finde ud af en af de største hemmeligheder inden for sin art. Ikke at det ikke interesserede ham, men han lod ikke til at ønske, at han selv skulle finde ud af, hvad det end var, hendes far havde fundet ud af.

Da han mødte hendes blik hen over bordet, så han uendeligt træt ud, som om han havde levet sit liv til fulde og nu bare ønskede at kunne lægge sig ned og dø. Hans mørkeblå øjne var dybe og overfladiske på én gang, hvilket gjorde det helt umuligt at læse hans ansigt. Da han langsomt bevægede hovedet en smule bagud, glimtede det sparsomme lys i det mørke hår med den metalliske glans.

,,I’m not too sure about all this,” sagde han endelig. ,,I’m not convinced I’d want to get myself too involved with anything that could make the strong king of my kind willing to establish an alliance with the enemy.”

,,But isn’t that sort of your job?” spurgte hun og så strengt på ham, frustreret over hans manglende eventyrlyst.

,,My job,” begyndte han køligt, ,,is to protect you. Nothing more than that.”

,,But I -“

,,You don’t have to listen to what I say. I can’t force you to do so, and I can’t threaten you that I won’t be there when things get bad, because that’s what I’m here for. But I am telling you now that if you go investigating things more closely, I won’t be helping you. I want you to keep me in the dark of all the information that you may or may not find, okay?”

Hun så på ham og kunne ikke undgå at føle sig en smule forrådt. Han forstod tydeligvis ikke vigtigheden i at finde ud af, hvad der havde fået hendes far til at vende sin egen art ryggen og alliere sig med sine svorne fjender. Og det var Landon af alle mennesker, hun stod over for. Den pligtopfyldende og loyale Eros som altid gjorde, hvad han fik besked på. Gjorde, hvad der var nødvendigt, for at han kunne udføre sit job ordentligt. At han ikke havde den mindste interesse i at knække en ældgammel kode for sin art virkede direkte mærkeligt, men hun var ikke sikker på, at hun turde spørge ham, hvorfor han ikke var mere ivrig end hun var. Det ville jo ikke ændre noget ved hendes tilværelse, hvis hun fandt ud af, hvad hemmeligheden var, for hun var ikke en Eros. Men hun ville så gerne vide det, fordi det syntes vigtigt.

,,Wouldn’t solving the crossword sort of leave you with eternal glory?” spurgte hun forsigtigt og så på ham med let sammenknebne øjne, mens hun afventede, hvad han ville svare.

Ved dette rejste han sig brat fra stolen, med en sådan fart at benene skrabede hårdt mod gulvet og Sophie skar en grimasse, sikker på at han havde vækket Gabe. Og det ville hun helst ikke have skete. Uanset hvor meget hun holdt af Gabe, så kunne hun ikke fortælle ham, at hun ville finde ud af, hvad det var, hendes far havde fundet ud af. Dertil havde kongens valg i livet såret Gabe alt for meget.

,,Jeg nærer intet ønske om evig hæder, Sophie,” sagde han dæmpet, nærmest hvislende, i en tone der rent faktisk forfærdede og gjorde Sophie bange.

Og så vendte han rundt på hælen, svang sig op ad stigen til hemsen og blev deroppe, mens hun stadig sad ved bordet og så efter ham. Hun kunne se mørke skygger danse mod det gråsorte loft i mørket, når han bevægede sig, og hun følte en underlig tilskyndelse til at undskylde overfor ham. Hvad ragede det egentlig hende?

På den anden side, hvorfor blev han så vred over, at hun ønskede hans interesse for noget, der i høj grad omhandlede ham? Så vidt hun vidste var der intet galt med hæder, og hun ønskede faktisk for ham, at han kunne blive hædret, for Landon var intet dårligt menneske. Rettelse, han var ingen dårlig person. Når han ønskede det kunne han være den bedste ven, hun nogensinde havde haft. Han kunne udfylde rollen som en ekstra forælder, en lærer og en søskende på én og samme tid og stadig bare være hendes ven og beskytter. En særdeles kraftfuld evne at være i besiddelse af, havde hun ofte tænkt.

Ædende sin stolthed rejste hun sig fra sin plads ved bordet og skubbede stolen ind, inden hun langsomt sneg sig hen til stigen. Idet hun lagde hånden mod det bearbejdede træ lænede Landon sig ud over kanten og så ned på hende med et mørkt udtryk i ansigtet, som om han skulle til at skælde hende ud. Hvorfor anede hun ikke, men pludselig kunne hun ikke holde tårerne tilbage fra øjenkrogene, og de gled lydløst ned over hendes kinder, mens hun så op på ham.

Han skar en grimasse, himlede med øjnene i halvmørket og trak sig så tilbage fra kanten med en slags opgivende suk der fortalte hende, at hun kunne komme op, hvis bare hun undlod at bringe emnet på banen igen. Lettet tørrede hun sine øjne med bagsiden af den anden hånd og klatrede hurtigt og næsten lydløst op på hemsen. Han lå udstrakt på en madras med arme og ben liggende tilfældigt i hvad der lignede alle retninger. Og han så ikke på hende, selv om hun kom nærmere. Ikke før hun sad lige ved siden af ham og lænede sig op ad træværket, der gjorde det ud for en væg.

,,Now you’re the one who’s displeased with me,” observerede hun og forsøgte at lyde modigere og mindre nærtagende, end hun egentlig følte sig.

,,I just don’t want to argue with you. A no is a no,” forklarede han sig og lød virkelig, som om han mente det, hvilket hun egentlig ikke var overrasket over, siden han sikkert med garanti mente hvert eneste ord.

,,Landon?”

,,Mhm?”

Hun tog en dyb indånding og betragtede ham alvorligt, sikker på at hun så en smertefuld grimasse glide over hans ansigt, idet han lukkede øjnene og så ud til at forvente et eller andet udbrud.

,,Savner du Desirée?” fløj det ud af hende, før hun overhovedet havde nået at tænke over hvilket spørgsmål, hun ville stille.

Hans øjne fløj op i overraskelse, og han trillede om på maven i stedet og støttede fra madrassen med armene.

,,Savner Desirée?” gentog han med et hævet øjenbryn og vantro i stemmen.

,,Ja.”

,,Nej,” svarede han seriøst og lød ærlig nok, selv om hun havde sine tvivl. ,,Jeg ved godt, at du ikke tror på mig, men jeg mener det, når jeg siger, at jeg ikke har følelser for Desirée, som er ud over det sædvanlige.”

,,Er du sikker?”

Han smilede en anelse - stik mod forventning.

,,Du kan virkelig godt lide at snage i mit privatliv, kan du ikke?”

,,Jo.”

,,Du kan være helt rolig. Kun kommer ikke til lige pludselig at flytte ind her.”

Sophie tænkte over det lidt, inden hun rynkede panden og så på ham. En tanke var netop slået ned i hende, som hun aldrig tidligere havde følt overskuddet til at tage sig af. Det virkede så naturligt, at Landon selvfølgelig kunne have et privatliv ved siden af sit job. Men jo mere hun lærte Eros’ verden at kende, jo mere ændrede den opfattelse sig af det som værende noget naturligt. For Landon virkede slet ikke interesseret i romantik, hvor underligt det end virkede for en tyveårig. Som om det var endnu en del af det job, han havde, at han ikke kunne dyrke sine egne interesser og lyster medmindre hun tillod det.

,,Du ved godt, at hvis du forelskede dig og fortalte mig om det, ville jeg aldrig have noget imod at lade dig udfolde de følelser, vel?” ville hun sikre sig.

,,Jo,” svarede han hurtigt. ,,Det ved jeg. Men jeg kan ikke bare tillade mig at -”

,,Hvorfor ikke, Landon?”

,,Fordi jeg ikke behøver noget, der kan distrahere mig fra at beskytte dig.”

,,Men du har da også et liv!”

,,Ja, men det går ud på at holde dig i live.”

,,Det er noget lort!”

,,Sophie!” sagde han irettesættende, og hun følte sig som et tolvårigt barn igen.

,,Hvad er der?” udbrød hun frustreret. ,,Vil du ikke også gerne have muligheden for at være ung og have det sjovt?”

Han skubbede sig op at sidde og så alvorligt på hende fra sin ellers afslappede stilling på madrassen.

,,Nej,” svarede han kort, hårdt.

,,Det passer jo ikke, at du ikke bekymrer dig om den slags.”

,,Det har jeg heller ikke sagt. Jeg har bare sagt, at jeg ikke vil have det. At jeg ikke vil distraheres,” nærmest hvæsede han, inden han lod til at få så meget kontrol over sig selv, at han kunne tale normalt. ,,Du bliver nødt til at forstå, Sophie, at for Eros er det jobbet, der tæller. Det er vores forudbestemte skæbne, som bogstaveligt talt er printet ind i huden på os. Ikke alle er lige så heldige som Gabe, som tilfældigvis forelskede sig i din mor, da han blev hendes beskytter. De fleste beskyttere når aldrig til det punkt, hvor forelskelsen sænker sig over dem. Og jeg har det helt fint med at se dig vokse op og blive gift og få børn.”

Måden han sagde det på gjorde udslaget for Sophie, som satte sig på knæ overfor ham og så direkte ind i de mørkeblå øjne. Hun vidste jo godt, at de ikke var sorte, som det så ud til her i mørket, men at de havde en mørkere nuance af blå end et par øjne, hun nogensinde var stødt på. Den blå farve viste sig specielt i solskinnet, når lyset faldt ind på irisserne og oplyste dem. På de tidspunkter fik hans øjne nærmest et skær af magi, uudgrundeligt og fantastisk smukt, men også en smule skræmmende, hvis man ikke vidste, at han rent faktisk ikke var et menneske.

Nærmest som reaktion på hendes pludseligt ændrede stilling lænede Landon sig tilbage og støttede fra madrassen med hænderne i strakte arme. Han så ikke ud til at være særligt komfortabel i samtalen, selv om de nok begge to godt vidste, at han havde overtaget over situationen til enhver tid. Sophie havde ikke tålmodighed til at danne sig et overblik over sine egne tanker, følelser og impulser, hvilket han syntes at have rigeligt af. Netop denne utålmodighed havde ofte fået ham til at vandre frustreret frem og tilbage for øjnene af hende, mens hun forsøgte at indtage en af de komplicerede kampstillinger, han havde vist hende. Hun vidste ikke, hvad der gjorde mest ondt; de mærkelige, unaturlige stillinger eller den viden at Landon havde lyst til at opgive hende og rejse hjem. Hjem.

Hvis han tog tilbage til Washington ville det næppe føles som at komme ”hjem” for ham. Tvært imod ville han nok bare få stillet en ny opgave eller blive skældt voldsomt meget ud for at have efterladt hende i Danmark. Han ville ikke få lov til at blive i D.C., men ville blive sendt af sted med det samme til et sted, hvor han var behøvet. Endnu et sted han ikke kunne kalde sit hjem, hvor han var blevet sat af, fordi det var hans skæbne.

,,Din skæbne stinker,” sagde hun alvorligt, vel vidende at det lød mere end almindeligt barnligt, selv fra hende.

Men hans reaktion var ikke derefter. Han blev ikke irriteret eller vred, lod det til. I hvert fald ikke mere, end han var i forvejen. Så rettede han sig op i sædet igen, løftede en hånd og uglede hendes hår ganske blidt.

,,Det ved jeg,” svarede han, og hun så hans tænder glimte i mørket, da han smilede en anelse.

,,Så må du jo bare forelske dig i mig,” sagde hun drillende.

Han lo dæmpet.

,,Oh, and I’m sure you’d be thrilled when I came and declared my love for you,” sagde han i en temmelig ironisk tone.

,,Selvfølgelig!”

De grinede sammen lidt, inden Sophie afbrød sig selv med et gab, som hun var overbevist om rungede rundt i hele kroppen. Hun var smadret og havde ikke engang lyst til at ligge under en dyne. Gulvet lige på stedet ville være ganske fint for hende.

,,Gå ned i seng, Sophie,” opfordrede Landon blidt efter et stykke tid, og hun kunne se trætheden i hans ansigt med det samme.

,,Kan jeg ikke bare sove på dit gulv?” spurgte hun og vidste godt, at det kunne hun selvfølgelig ikke.

,,Kom nu,” sagde han venligt og rejste sig så godt han kunne, uden at slå hovedet op i det skrånende loft.

Hun vendte sig om og kravlede hen mod stigen til underetagen, alt for træt lige pludselig til at rejse sig op og følge Landons eksempel. Trætheden var kommet så pludseligt, at hun ikke anede, hvad hun skulle stille op med den. Og den blev mere og mere intens, mens hun bevægede sig. Det føltes underligt. Desperat kæmpede hun for at holde øjnene åbne, da hun nåede hen til stigen, som Landon allerede var på vej ned ad.

Da hun kiggede ned, huskede hun pludselig sin drøm, sin far med pilen og følelsen af at falde ned mod lavaen under sig.

 

,,Sophie!” nåede hendes ører, og hun åbnede øjnene.

Endnu engang var hun endt i Landons arme, men denne gang var han ikke bare træt at se på. Hans ansigt var kridhvidt, og de mørkeblå øjne forvirrede i det svage lys fra lampen ved spisebordet. Hun så sig desorienteret omkring for at få en idé om, hvordan i al verden hun var havnet i hans arme. Om han havde båret hende, eller om hun endnu engang var gået i søvne. Så fandt hun ud af, hvor de stod, og hendes indre pressede sig sammen til en hård, urolig klump, der fest rundt og gjorde hende panikslagen.

De stod lige neden for stigen, det var stadig mørkt udenfor og lyset var stadig tændt i underetagen. Der var mørkt oppe på hemsen. Gabe lod også til at sove endnu. Men Landon stod der, og han var bleg og iskold at røre ved, som om al varme var blevet suget ud af ham på et splitsekund. Så lod han hende komme ned at stå på sine egne ben, og hun viklede armene omkring ham, i et forsøg på at holde fast i et eller andet, der kunne forsikre hende, at der ikke var sket noget som helst, at hun bare var gået i søvne.

,,Er du okay?” spurgte han forsigtigt og strøg hende over ryggen med en hånd, mens den anden lagde sig på hendes albue og fik hende til at give slip på ham igen.

,,Hvad skete der?” mumlede hun dumpt og så sig om igen.

,,Du faldt ned,” konstaterede han mørkt og trådte et skridt tilbage, haltende på det ene ben.

,,Jeg må være faldet i søvn,” tænkte hun højt, og hun så et strejf af farve vende tilbage i Landons kinder nu, hvor det ligesom var drevet over, hvad der end var sket. ,,Men jeg havde den der drøm igen,” tilføjede hun, fordi hun syntes, at han skulle vide det.

,,Så kort?”

,,Ja.”

Han rynkede panden.

,,Kom,” sagde han så og greb hendes hånd. ,,Lad os få dig i seng.”

,,Men hvad hvis det sker -”

,,Jeg skal nok holde øje med dig,” lovede han og lød mere vågen, end han havde gjort, siden hun første gang var vågnet i hans arme den nat.

,,Det behøver du ikke.”

,,Det gør jeg,” rettede han hende. ,,Medmindre du vil have, at jeg vækker Gabe og beder ham om at gøre det.”

,,Nej!”

,,Det tænkte jeg nok.”

Sophie smilede en anelse op til ham og mærkede en fjern sugende fornemmelse i maven. Han så stadig underligt ung ud som han stod der med uglet mørkt hår, et strengt udtryk i ansigtet og let afstumpede bevægelser, som om han ikke var helt klar i reflekserne.

,,Men Landon, du har også behov for søvn,” mindede hun ham om, pludselig meget klar i hovedet.

,,Jeg kan sove, når jeg bliver gammel,” svarede han med et drillende, dovent smil, der stærkt indikerede, at han godt vidste, at chancerne for at nå en høj aldersgrænse for ham ikke var de allerbedste.

,,Gå nu i seng,” beordrede hun, langt mere alvorlig end ham.

,,Mit job er førsteprioritet. Og jeg dør ikke af ikke at sove en enkelt nat, hvis det er det, det kommer ud på. Måske er du endda så heldig, at jeg lader dig slippe for en del af træningen, hvis jeg nu beslutter mig for at sove i løbet af dagen.”

,,Kan vi droppe løbeturen?” spurgte hun og vidste godt, at hun lod ham slippe meget let.

,,Løbeturen er en vigtig del… Du skal have en god kondition for at -”

,,Så venter jeg bare her, til du er gået i seng.”

Han stønnede.

,,Sophie, c’mon. I’m begging you to just go to bed.”

,,I can hear that,” sagde hun bare og så stædigt op i hans ansigt.

,,Det er mit job at beskytte dig, Sophie. Absolut førsteprioritet over alt andet. Det nytter ikke noget, at jeg ikke holder øje med dig,” sagde han og skiftede sprogtone nu til en af stor alvor, som hun kun hørte ham bruge, når han virkelig mente, hvad han sagde.

En meget overbevisende stemmeføring, som hun havde svært ved at sætte sig op imod. Nok var Landon en af de lavest rangerede inden for sit samfund, men han kunne være forfærdeligt autoritær, når han ønskede det. Og så turde hun da slet ikke tænke på, hvad ledere og andre højere rangerede kunne præstere, når de ville.

Hun vidste også godt, at det var nyttesløst at diskutere videre med Landon, som igen - mens han ventede på, at hun sagde et eller andet - faldt tilbage i sin afslappede, trætte holdning med sænkede skuldre og let hængende øjenlåg over de stadigt opmærksomme øjne, som reflekterede lyset fra lampen. Musklerne i hans arme var afslappede, men stod frem, og hun kunne se en let aftegning af mavemuskler gennem stoffet, der dækkede hans overkrop. På mange måder var Landon enhver teenagepiges drøm om en søvnig elsker eller kæreste i halvmørket. Mystisk, kraftfuld, spændende, blid og træt på samme tid.

,,Okay,” overgav hun sig og vendte sig langsomt om for at gå ind på sit værelse.

Landon fulgte efter hende, og hun var egentlig på en måde glad for, at han gjorde det. Hendes værelse bestod af to enkeltsenge, en stående mod hver af de to vægge, som grænsede op til henholdsvis endnu et værelse ind mod stuen og køkkenet og et kosteskab ned mod bagdøren til huset.

Hun smed sig på sengen, som stod mod væggen ind mod det andet værelse, og Landon satte sig på den anden seng, trak benene op og slog armene omkring sine knæ. Det fremgik tydeligt, at han ikke havde tænkt sig at gå i seng, og at han havde tænkt sig at forblive vågen hele natten. Underligt som et andet individ kunne finde på at centrere hele sit liv omkring hendes. Måske ville dette have været forståeligt, hvis det handlede om kærlighed imellem dem. Men det gjorde det jo netop ikke. Der var ingen romantik dem imellem.

Hendes tanker fløj tilbage til fornemmelsen af at blive båret i hans arme, ind mod den hårde, spændte brystkasse og uden at han gav tegn på anstrengelse. Ikke før han fik sat hende ned og var trådt tilbage.

Erindringen slog ned i hende som lyn fra en klar himmel. Da Landon var trådt tilbage, havde det været, som om han haltede en lille smule. Landon, som ellers aldrig haltede eller udviste tegn på svaghed, medmindre han lige havde været i kamp og stadig bar sårene fra det.

,,Er du kommet til skade?” hørte hun pludselig sig selv sige, men på en søvnig og rungende måde, der lød mindre fokuseret, end hun egentlig var.

Hun lod øjenlågene glide helt op igen og anstrengte sig for at se hans ansigt herinde, hvor der var helt mørkt. Han så overrasket ud, men kom sig dog hurtigt og skiftede stilling, så han sad med benene ud over sengekanten.

,,Hvad mener du med det?”

,,Inde i stuen. Du haltede.”

,,Nåh,” sagde han henkastet og lænede sig en anelse forover. ,,Det skal du ikke tænke på.”

Hun kunne ikke lade være med at gengælde hans viljefulde smil, men det kunne være ganske ligegyldigt. Hun blev ikke distraheret af den grund, bare fordi han ikke tog sig af, hvad der skete med hans krop.

,,Fortæl mig om det,” sagde hun strengt.

Han foldede sine arme og lænede sig så meget frem, at han kunne støtte underarmene mod det nederste af sine lår.

,,Men det er ingenting. Jeg halter ikke engang nu.”

,,Det ved du intet om,” protesterede hun.

,,Jo.”

,,Men fortæl mig det alligevel.”

,,Sophie, det er så simpelt og ligegyldigt, at -”

,,Men jeg vil bare gerne vide det!”

Han sukkede, rettede sig lidt op i sædet for så at lade sig glide ned på gulvet og knæle ved siden af hendes seng.

,,Da du faldt ned, var jeg ikke helt nede, så jeg blev nødt til at hoppe. Jeg må være landet forkert,” sagde han afslappet, forsikrende.

,,Er du sikker?”

,,Ja.”

,,Så er det faktisk min skyld,” indså hun i et mørkt øjeblik af selverkendelse, men ændrede så ligesom syn på det hele, idet noget mere gik op for hende: ,,Ligesom det er min skyld, hver eneste gang du kommer til skade.”

,,Vel er det da ej,” protesterede han med det samme, men ikke mistænkeligt hurtigt.

,,Jo, Landon, det er det. For det er mig, du beskytter, når du kaster dig ud i de kampe der, og det var i et forsøg på at gribe mig, at du sprang ned i nat, og -”

,,Sophie, shut up,” sagde han blidt. ,,Det er ikke faldet dig ind, at jeg hader dem nok til at ville gøre det frivilligt, når jeg kæmper mod djævle, vel?”

,,Nej,” svarede hun blankt og kunne på ingen måde forestille sig, at man satte sit liv på spil bare fordi man hadede andre skabninger så inderligt, at man ønskede dem væk fra jordens overflade.

,,Men det er sådan, jeg har det,” sagde han og lød helt inderlig. ,,Så lad være med at tage skylden på dig.”

,,Too little, too late,” sagde hun med et smil og lukkede øjnene igen. ,,Godnat, Landon. Gå i seng.”

,,Godnat, Sophie,” hørte hun ham sige, mens hun vendte sig om.

Øjeblikket efter lød der en rutsjende lyd af stof mod stof, og hun vidste, at han var krøbet over på den anden seng at sidde igen. Så tillod hun trætheden og mørket at få taget i sig igen, vel vidende at der ikke ville ske hende noget, så længe Landon holdt vagt. Og med det samme blev hun vækket af sin dårlige samvittighed. Det var ikke retfærdigt, at hun kun følte, at hun kunne sove, fordi hun vidste, at han holdt sig vågen for at holde øje med hende og sikre sig, at der ikke skete noget.

Så da hun omsider faldt i søvn var det med den viden, at hun havde berøvet Landon var der sikkert var en hårdt tiltrængt nattesøvn. Det var jo ham, som brugte al sin energi på hende, og det var ikke retfærdigt, at hun tog søvnen væk fra ham også. Men hun havde også selv brug for at sove. Hvis det endelig var, måtte hun jo træne alene og lade ham sove i løbet af dagen. Eller bede Gabe om at tage ansvaret for træningen, nu hvor han var færdig med at svælge i sorg over hendes mor.

 

Hun vågnede, da solen endnu ikke var stået op over horisonten, ved lyden af stemmer ude fra gangen. Hurtigt hvirvlede hun rundt i sengen og var nær faldet på gulvet. Men bevægelsen gjorde for hende, hvad hun havde brug for. Landon var der ikke længere. Så det kunne ikke være fremmede, som havde fundet dem og netop nu var i gang med at tale med Gabe, hvis stemme lød forvrænget på grund af den lukkede dør.

Stadig søvnig væltede hun ud af sengen og listede hen til døren for at lytte, hvilket fik hende til at føle sig som en forbryder eller en forræder af en eller anden art. Nu var det umiskendeligt Landon, som talte, og selv om han holdt sin stemme dæmpet, så var det tydeligt, at han var ophidset. Vred, forarget, forskrækket. Hans stemme afslørede det hele på en måde, Sophie aldrig før havde oplevet.

,,Tell me what’s going on,” sagde Gabe indtrængende og fast.

Der var en lyd af skridt ude på gangen. Så indtog en larmende stilhed huset, inden Landon svarede:

,,It’s Jack.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...