Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
8643Visninger
AA

18. K A P I T E L XVII

 

K A P I T E L XVII

 

Sophie lukkede døren efter sig og lænede sig tilbage. Udenfor lød den sagte brummen af motoren på den nye bil, Gabe havde købt for pengene fra den gamle - så bilen ikke så let kunne spores af skyggerne, skulle det komme dertil. Bilens dæk mod de små perlesten spredt tilfældigt i græsset ude foran husets facade lød knasende, inden den forstummede og efterlod en larmende stilhed i det store alrum.

Forsigtigt så hun sig omkring. Lyset strømmede ind gennem de nærmest ubrydelige ruder i den store vinduesfacade og dannede mønstre på gulvet og møblerne i køkkenet, spiseafdelingen og sofagruppen. I hjørnet af den ene sofa sad Gabe tilbagelænet med en bog mellem hænderne og hovedet tippet fremover for at se bogstaverne. I modsætning til Landon, som læste bøger på latin, oldgræsk, atlantiansk, fransk, tysk, spansk, portugisisk og et væld af andre sprog, foretrak Gabe at læse på engelsk eller dansk. Og det var ikke nødvendigvis faglige bøger, han fordybede sig i. I øjeblikket var han i gang med at læse en gammel, nedslidt udgave af Bibelen, som Sophie mistænkte ham for at have læst flere gange tidligere, at dømme efter slitagen på bogens omslag og den hurtige måde, han syntes at vide, hvad der stod på siderne.

Dette syntes at genere Landon. Men måske var det lige så meget Gabes manglende interesse i Eroslitteratur, som fremkaldt de heftige udbrud af afmagt og irritation fra den yngre mand. Da Sophie, meget tøvende, havde spurgt, hvorfor Landon var så vred, havde han svaret med et skuldertræk, at han bare ikke kunne se pointen i at læse fiktion - og så endda en anden religions skrift end dem, Eros bekendte sig til og svor troskab ved.

Nu var det ikke sådan, at Landon troede på de græske guder. Faktisk var han så meget ateist, at Sophie fandt hans tro på hvad han selv var og hvad legenderne fortalte ham helt absurde. Efterhånden havde hun dog vænnet sig til det.

Med et støn skubbede hun sig væk fra døren og gik hen over gulvet til den ledige sofa. Gabe så ikke op, men hun kunne se, at hans skuldermuskler spændtes kort, før han slappede af - en let genkendelig indikator på, at han var bevidst om hendes tilstedeværelse. Hun satte sig ned, samlede sin egen bog - ”Peter Pan” af J.M. Barrie” - op fra sofabordet og slog op på siden med æseløret, som hun sidst havde været i gang med. Idet kun justerede sin position i sædet, kunne hun ikke undlade at sukke.

,,Hvad så?” spurgte Gabe.

Hun skævede over mod ham, men forsøgte samtidig at huske den linje, hun var kommet til: ”He had a bow and arrow with him, and Tink noted it, and rubbed her little hands.”

,,Bare øm,” svarede hun.

,,Gik han hårdt til den i dag?”

,,Ikke hårdere, end han plejer,” indrømmede hun.

,,Det var godt,” mumlede Gabe og vendte, tydeligt afvisende, tilbage til sin bog med et underligt udtryk i ansigtet - som om det gjorde ham ondt at tale til hende.

På det sidste havde de ikke talt meget sammen, og Sophie vidste, at Gabe ønskede at være mere alene for at kunne sørge over Mia i fred. Måske af frygt for at påvirke husets to andre menneskelige beboere til en lige så miserabel sindstilstand som han selv var i. Måske fordi han bare lukkede af, når der var noget alvorligt galt. Uanset hvad så Gabe forfærdelig ud. Hans ellers venlige øjne var blevet hårde og blanke, som om han havde mistet gnisten, og hans hud syntes mere gennemsigtig og bleg end nogensinde før. Han talte ikke meget, men havde om aftenen ofte højlydte diskussioner med Landon, som ikke syntes at bære nogen frugt. Som om Landon ikke havde, hvad der skulle til, for at motivere Gabe til at komme ud af sin skal og lade være med at sørge.

Sophie havde med vilje ikke forsøgt. Hun var bange for, at han ville blive vred på hende og i stedet bare forlade hende, fordi der blev stillet forventninger til ham. Men hun kunne ikke holde ud at blive forladt af ham længere. Selv om han var der fysisk, så var han der nemlig ikke mentalt, og det var lige så slemt - hvis ikke værre.

,,Gabe,” mumlede hun og lukkede sin bog sammen - sætningen forsvandt ud af hovedet på hende med beslutningen om ikke at læse videre lige med det samme.

,,Ja,” brummede han uden at se op fra bogen.

,,Kan vi tale sammen?”

Ved forespørgslen så han op fra siden, og hun fik udsyn til de mørke cirkler omkring hans øjne, ikke ulig Landons når han var træt, men meget mere ødelæggende at se på, fordi hun holdt så meget mere af Gabe. Han lænede sig fremover og lagde bogen - åben og med omslaget opad - på bordet. Hans øjne fokuserede ikke på hendes, som hun ellers ville have ønsket sig det. Men det var trods alt bedre end tavshed, at han i det mindste ikke sad og læste.

,,Let’s talk,” sagde han og slog ud med hænderne, inden han støttede sine albuer mod knæene.

Sophie sad lidt og samlede mod. Så lukkede hun øjnene, tog en dyb indånding og prøvede:

,,Gabe, har du tænkt dig at sørge over min mor resten af dit liv?”

Han så, for første gang længe, overrasket ud, og skyggerne i hans ansigt syntes at tone en smule ud, som om de var styret af hans vilje til at holde sig selv i dystre tankebaner.

,,Det ser ikke ud til, at jeg får meget andet at lave,” svarede han dog bare, opgivende.

,,Men Gabe -”

Hun afbrød sig selv, fordi hun ikke vidste, om hun i virkeligheden burde tie stille og lade være med at nævne noget. Måske ville han ikke holde af hende længere, hvis hun kom med endnu en forespørgsel.

,,Hvad er der?” spurgte han, en anelse skarpt, og syntes at indse sin fejl med det samme, idet hans øjne blev en tone lysere og han syntes at få en aura af medlidenhed og fortrydelse omkring sig.

Inden Sophie kunne nå at svare eller forberede sig selv, mærkede hun tårerne pible ud af sine øjenkroge, helt ukontrolleret. I skam vendte hun ansigtet væk, men kunne kort tid efter fornemme, hvordan Gabe rejste sig og skiftede plads, så han sad i sofaen ved siden af hende. Hans varme arme lagde sig omkring hende, og hun lænede sig villigt ind mod hans - for en mand i hans alder - veltrænede overkrop, dækket af en mørkegrå T-shirt.

,,Undskyld,” kvækkede hun ind mod hans skulder, og hans hånd strøg hende blidt over ryggen.

,,Jeg skylder nok også dig en undskyldning,” svarede han blidt, og lidt af den Gabe, hun altid havde kendt, vendte tilbage.

Ganske langsomt rettede hun sig op og så på ham gennem tårevædede øjne, som trak striber af glitrende, salt væske ned over hendes kinder. Heldigvis havde hun ikke gidet tage makeup på. Hun skulle alligevel ikke noget.

,,Måske er det meget at bede om,” begyndte hun stille og ledte efter ordene længe, mens Gabe bare tålmodigt blev ved med at ae hendes ryg og skulder med den arm, som endnu ikke var gledet helt væk fra hende. ,,Men vil du ikke godt holde op med at lukke af for mig og fortabe dig i sorg?” fløj det pludselig ud af hende, med en sådan fart, at selv Gabe syntes overrasket.

Hans arm forlod hendes skulder nu, undskyldende.

,,Sophie, du har Landon til at beskytte dig nu. Teknisk set har jeg ingen relation til dig.”

,,Det passer ikke!” protesterede hun og følte sig slået og forladt. ,,Det er sandt at Landon er min beskytter, men derudover er han ikke meget til mig. Jeg har brug for dig.”

Ved dette mødte han endelig hendes blik, og en pludselig glæde og iver bredte sig over hans ansigt, hvis lige hun ikke havde set i mange år. Ikke siden hun holdt op med at være et lille barn, som tumlede omkring hans ben og bad ham om at lege. En forandring, som syntes lysår væk fra det, hun befandt sig midt i nu. En forandring, som havde været gradvis, men også virkede som om den var sket fra dag til dag.

,,Sophie, jeg -”

,,Gabe,” afbrød hun ham bestemt og følte sig pludselig både meget voksen og meget barnlig på én gang, idet hun tilføjede: ,,du er den eneste far, jeg nogensinde har haft. Jeg har mistet mit hjem, min normale tilværelse, min mor og til dels også mine venner. Du må ikke også tage min far fra mig.”

Denne gang var det hans øjnes tur til at fyldes med tårer, men hvor hendes anstrengelser for at holde dem tilbage ikke havde båret frugt syntes Gabe at have mere succes. Hun så i hans ansigt den ubetingede glæde og kærlighed, som hun havde set så mange gange før. Da hun havde taget ham i at betragte sig fra sofaen, mens hun sad på stuegulvet og legede med dukker som syvårig. Da hun havde siddet og tegnet afslappet ved spisebordet, mens han dækkede bord som fjortenårig. Da han med et smil kunne erklære, at han syntes om Jack, mens hun var sytten og stod i hallen og fortalte ham det sammen med sin mor.

Hun havde ikke glemt, at han var en stærk mand, selv om hans øjne var våde, da han trak hende ind mod sig med begge arme og holdt hende fast der. I modsætning til tidligere viklede hun nu også armene omkring ham og nød den varme og velkendte følelse af at være i Gabes favn. Der var trygt og bekendt og sikkert. På denne måde kunne ingenting skade hende, og hun ville ønske, at hun kunne forblive der for evigt.

,,Jeg kunne da aldrig forlade dig,” sagde han på en selvfølgelig måde. ,,Aldrig nogensinde.”

,,Men du var jo min mors beskytter,” snøftede hun ynkeligt.

,,Ja,” medgav han tænksomt og trak hende en smule ud fra sig for at se på hende, alvorligt, inderligt. ,,Men du er lige så meget min datter, som du ville have været, hvis jeg selv havde lagt gener til dig.”

Hun smilede.

,,Er det derfor, du ikke selv har fået børn, Gabe?”

Han så rundt i stuen.

,,Sophie, jeg var ikke bare din mors beskytter. Jeg elskede din mor. Elsker hende stadig, selv om hun ikke er med os mere. Og jeg har aldrig haft brug for børn, fordi jeg har fået lov til at være der for dig. Det er mere end godt nok for mig.”

,,Så… at du elsker min mor… var det det, der fik dig til at flytte med til Danmark på denne måde?”

Han fugtede sine læber, en smule nervøst. Som om emnet ikke passede ham, hvilket sikkert ikke var så underligt.

,,Jeg kunne have overtalt hende til at blive i USA. Men det handlede ikke om mig. Vi skulle væk derfra. Til et stille sted. Så jeg valgte Danmark.”

,,Hvad med din familie?”

,,Mine forældre lever stadig,” svarede han uden følelse. ,,Alle mine søskende døde unge.”

,,Savner du dem ikke? Dine forældre, altså?”

Det lignede ikke Gabe at være så langsom med sine svar, men der var noget forsikrende i den måde, han tog sig tid til at besvare spørgsmål på. Som om han virkelig gerne ville fortælle hende en detaljeret sandhed.

,,Som Eros er der nogle ting, du ikke tænker meget over. Familie er en af dem. Du gør dit job, fordi det at gøre dit job potentielt holder dig i live,” forklarede han, overraskende nok ikke uden bitterhed i stemmen.

,,Landon -”

,,Landons forældre døde, mens han var barn. Mens han endnu ikke var i alvorlig træning. Den slags sætter sine spor på et lille barn.”

,,Barskt,” mumlede hun utilfredst og så ned i sine hænder. ,,At vokse op med den viden, at du en dag højest sandsynligt vil blive skilt fra dine forældre.”

,,På den anden side lærer man at leve med tanken og acceptere den, hvis man vokser op med den,” mindede han hende koldblodigt om, og det mindede hende om, at Gabe trods alt stadig var Eros og ikke et menneske.

Hans tilsyneladende ligegyldighed med emnet mindede hende om den usårlige måde, Landon bar sig selv på - med værdighed, som om ingen kunne vælte ham omkuld, selv hvis de prøvede. Der var en tilbageholdenhed i hans omgang med andre mennesker - og Eros - som gjorde ham utilnærmelig og fjern for hende, selv når hun allermest brændende ønskede sig, at hun kunne være hans ven. At han ville droppe ”bare” at være hendes beskytter for en stund og rent faktisk også være der for hende som person. Gabe havde ikke været utilnærmelig. Men måske havde det noget at gøre med, at han havde sine forældre endnu, hvorimod Landon var blevet forældreløs i en ung alder. Mens han stadig skulle have været et ubekymret barn. Så kom hun på andre tanker.

Eros behandlede ikke deres børn som mennesker. Der blev ikke puslet om dem og kælet for dem, mens de var små, og de blev sendt i skole og til oplæring som helt unge, hvor de lærte at håndtere våben og tale sprog, som intet nutidsmenneske havde drømt om kunne eksistere længere. Tabt viden blev praktiseret som aktualitet i Eros’ samfund. Landon havde nævnt, at hans opvækst var privilegeret i forhold til de fleste andre Eros’, og at mange misundte ham, at han havde fået lov til at lege en del af sin tid væk sammen med hende på en afskærmet fæstning langt fra alting. Så det kunne ikke være det faktum, at han ikke havde haft en lykkelig barndom, der generede ham. Måske var det noget helt andet.

,,Kendte du min mor, før du blev hendes beskytter?” spurgte hun forsigtigt Gabe.

Han rystede på hovedet, tydeligt forbløffet over det pludselige spørgsmål.

,,Jeg kendte ikke din mor,” svarede han. ,,Men mennesker i det samfund, jeg kommer fra, er ikke så sædvanlige, og jeg havde hørt om din mor fra rygter, som senere viste sig at være usande.”

,,Rygter?”

Han trak på skuldrene med et grin.

,,Vi var også teenagere engang, ved du nok. Og teenagere gør den slags ting, når de ikke ved, hvad de kan forvente sig af sandheden. Starter rygter,” forklarede han hende tålmodigt. ,,Specielt hvis den omtalte person har noget, de gerne selv vil have.”

,,Havde min mor det?”

,,Sophie, jeg ved, at Landon har talt med dig om det her, men lad mig minde dig om, at livet som Eros er forholdsvis koldt og ubarmhjertigt, uanset hvilken rang du tilhører. Der er ingen kærlige bånd eller nogen idyllisk opvækst. Ikke fordi vi ikke kan gøre det. Mange ønsker bare ikke at gøre det, fordi tabet så ville blive så meget værre, hvis man mistede en slægtning i form at en forælder, søskende eller efterkommer,” sagde han og indtog en stilling, som hun aldrig havde set ham i før; med rank ryg og et vagtsomt blik, som om han holdt øje med sine egne ord.

Hvis han forventede, at hun havde noget at sige dertil, så ville han blive slemt skuffet. Sophie kunne absolut intet andet gøre end at nikke langsomt. Så langt var hun med. Og hun vidste, at hvis hun ikke afbrød ham, var der større sandsynlighed for, at han fortsatte sin tankerække, som langt fra var fuldendt i forhold til forklaringen på hvad Mia havde haft, som man kunne misunde hende som teenager.

Hun fik ret.

,,Med mennesker er det anderledes, uanset om forældrene er mennesker eller Eros. Mennesker er skrøbelige, og de fleste forældre vil gerne beskytte deres skrøbelige børn. Så menneskebørn i de samfund er højt værdsatte og har ofte haft en fantastisk opvækst. Din mor var ingen undtagelse. Og mange misundte hende den lykke, hun omgav sig med, fordi de selv levede i sorte huller af mørke og ensom forrådnelse. Du må vide, at dine bedsteforældre på enhver måde var som Eros, på nær de biologiske fordele derved. Din mormor var datter af to Eros, mens din morfar giftede sig ind i samfundet og blev hængende.”

,,Og hvad med dig?” spurgte hun mod sin vilje og afbrød ham dermed næsten i sin iver efter at få viden. ,,Levede du ikke i et sort hul af mørke og ensom forrådnelse?”

Hendes efterabende tone lod til at more ham, for Gabes læber krængede opad i et smil, der var Sophie så velkendt som følelsen af at trække vejret.

,,Jo,” svarede han ærligt, uden den mindste smule bitterhed i stemmen. ,,Jo, det gjorde jeg. Men jeg ved, at der var mange, som havde det værre end mig.”

,,Blev du så også offer for rygter?” spurgte hun nysgerrigt.

,,Nej. Jeg var ikke typen, man lagde meget mærke til,” afslørede han og sænkede stemmen, som om han var flov eller genert over at tale om sine teenageår med hende.

,,Hvorfor ikke?”

Der gik et øjeblik, hvor hans øjne blev fjerne, som om han blev opslugt af minderne fra fortiden. Lykkeligere minder end den nutid, han var offer for at blive slæbt igennem dag for dag. Måske var dette ikke ensom forrådnelse, men Sophie tvivlede alvorligt på, at han kunne have set værre ud som teenager, end han gjorde nu, med ringe om øjnene, ufriseret hår, tilfældigt tøj og en attitude, der indtil nu ikke havde været alt for opmuntrende at være genstand for.

,,Jeg gjorde mine ting i stilhed. Jeg studerede flittigt og fik gode karakterer og udmærkelser, men jeg holdt dem for mig selv. Jeg forsøgte at være venlig overfor folk - og tro mig, det lyder simpelt, men for Eros er det ikke let at forsøge at skabe venskaber - og dette fandt folk underligt, da vi var yngre. Så de begyndte at ignorere mig,” delte han med hende, og hun kunne for sit indre blik se en yngre version af Gabe med rank ryg gående hen ad en gang på en skole af en art - bøger i armene - men langs en væg, mens folk knejsede med nakkerne og talte nedværdigende til hinanden om andre. ,,Alle var overraskede, da jeg som den første i min klasse blev taget ud for at beskytte nogen midt i et semester. Jeg var mere end klar til at udføre mit job, mente alle, med de karakterer jeg havde og med den præstation, jeg altid havde ydet.”

Denne gang sank han, som om han fik en klump i halsen, og Sophie ventede spændt på at høre, hvad han havde at sige. For det var utvivlsomt, at der ville komme mere. Hun kendte Gabe, og når først han var i gang, ville han ikke stoppe, før han mente, at han var nået til bunds i historien. Og hun var mildest talt interesseret i at høre om hans liv som ung. Om sin mors liv som ung. Mia havde aldrig sagt ret meget om det, og Sophie havde nu en anelse om hvorfor efterhånden. Med hendes far og rygter gående vidt og bredt kunne det ikke have været let for Mia at være ung og bevare gode minder, som hun kunne fortælle videre til sin datter. Og nu var de så for sent til at det nogensinde havde en chance for at ske.

,,Hvor gammel var du?” ville hun vide, da hun syntes, at Gabe fortsatte lidt for langsomt.

Hans øjne fløj op til hendes, fokuserede for et øjeblik igen.

,,Jeg var atten. Dengang var uddannelserne ikke helt så lange, som de er i dag. Landon blev først færdiguddannet, da han blev færdig i Beijing i sensommeren inden han kom hertil, mens jeg ville have været færdig inden for et par måneder efter min afgang alligevel,” besvarede han hendes spørgsmål mere detaljeret, end hun havde forventet, og det glædede hende enormt meget. ,,Så jeg tog til Danmark for at beskytte din mor, og det var sådan, jeg endte med at få en så fantastisk og enestående datter som dig.”

Smigret og lykkelig over endelig at have fået noget mere konkret at vide om Gabes fortid lænede Sophie sig tilbage mod sofaens armlæn og svang sine ben hen over hans skød, hvilket fik ham til blidt at ae hendes skinneben med en hånd, mens den anden lagde sig hen langs sofaens ryg. Glansen var vendt tilbage i hans øjne, og hans smil virkede ægte. Desuden - trods det faktum, at han stadig så sønderknust ud på en eller anden fjern men øjensynlig måde - syntes rynkerne af bekymring og sorg i hans ansigt at være tonet blidt ud til næsten usynlige linjer, der gav Sophie en følelse af at have fået sin far tilbage. Ikke den far, hun vidste var død, men den person, som hun med rette kunne kalde sin far. Ham, som havde givet så meget af sit liv for hende. Ham, som altid havde været der for hende, støttet hende i stort og småt, elsket hende som sin egen, trods hun ikke var af hans kød og blod. Og hun vidste, at skulle Gabe en dag komme til at forlade hende, så ville det ikke blive med sin gode vilje, og da bestemt heller ikke med hendes.

Selv om hun nu havde fået svar, så var hendes hunger efter konkret viden ikke tilfredsstillet endnu, og hun vred nervøst sine fingre rundt mellem hinanden, mens hun stirrede på dem, ude af stand til at finde ud af at formulere sit spørgsmål. Heller ikke Gabe sagde noget, men han så ikke ud til at være plaget af tavsheden eller det faktum, at han var fastlåst i den bløde sofa af hendes ben. Han smilede blidt og en smule fjernt, mens han mekanisk lod sin hånds blide bevægelser sende varme bølger op gennem hendes ben til hendes hjerte. Det var rart at vide, at trods alt hvad der var sket, så holdt Gabe stadig af hende, og ikke kun fordi hun kom som en del af pakken, der havde heddet ”Mia”.

Endelig fik hun taget sig sammen og truffet en beslutning, og med vilje sænkede hun sig en smule i sædet, så hendes ben dannede en mere bestemt vinkel hen over hans. Håndbevægelserne stoppede, og hun mødte hans spørgende blik i brøkdelen af et sekund, før hun skubbede sig frem mod sine ben og foldede sine arme omkring sine knæ.

,,Fortæl mig resten af historien,” bad hun stille. ,,Med alle detaljer. Og lad være med at lyve for mig.”

Han virkede ikke overrasket, men satte sig bedre til rette i sofaen med et opgivende støn, som om han ikke havde lyst, men blev tvunget. Det skulle ikke være tvang fra hendes side, men hun ville så gerne vide noget om sin mors liv. Det liv, der var blevet holdt hemmeligt for hende i så mange år. Og selvfølgelig også noget om Gabes liv. Hendes fars liv. Både den rigtiges og den biologiskes.

,,Nuvel,” erklærede han og begyndte så at fortælle, så levende at Sophie kunne forestille sig det som havde hun læst historien som en roman:

 

Gabe var atten år gammel, da han kom til Danmark og stod i lufthavnen og så sig en smule forvirret omkring. Nok var han amerikaner, og nok var de mange skilte med engelske oversættelser, men der var alligevel noget mærkeligt ved at komme til en så lille lufthavn i forhold til den, hvormed han havde forladt New York City et halvt døgn tidligere. Ulig mange af de andre rejsende, havde han ikke haft problemer med at sove, hverken på den otte timers flyvetur fra New York til London, eller på flyet fra Gatwick til København.

Han vidste dog godt, hvor han skulle hen. Så han prajede en taxa og bad den tage ham med sig til den nærmeste bilforhandler, hvor han fik anskaffet sig en bil - med meget møje og besvær, eftersom sælgeren var noget påpasselig med at sælge en bil til en kunde, som ville have den med det samme. Gabes overvældende mængde af kontanter - som han til sidst havde været nødt til at ty til - havde dog været nok til at overbevise sælgeren.

Så kørte han af sted mod Fyn med de anvisninger, han huskede udenad, hen over broen over Storebælt og ned på den lille ø, hvor han efter en tid forlod motorvejen for at finde ud på de små veje, han huskede fra de mange studier af det samme kort. Det var heldigt, at alle Eros’ kort var opdaterede. Ellers ville han have været i problemer. Vejene snoede sig, og landskaberne viste det samme, det samme og atter det samme. Landsbyidyl på højt plan.

Solen skinnede fra en skyfri blå himmel, da han ud på formiddagen på en morgen i april kunne parkere sin bil i den enorme indkørsel til et kæmpe hus i Munkebo, otte kilometer fra Danmarks tredjestørste bys, Odenses, yderkant. Han steg ud og skuttede sig. Forårsvinden var skarp og rev i hans hår, mens han gik fra bilen og hen mod et stort hus gemt bag mure og en åbentstående port til gårdspladsen, hvor han befandt sig. Huset var i tre etager og så ud til at være godt vedligeholdt. Rundt omkring langs murene omgivende huset voksede blomster som krokus og vintergækker.

Gabe trak let på skuldrene. Han havde aldrig været særligt interesseret i blomster, og han var jo ikke kommet for at betragte stedet. Han havde en opgave. En vigtig en af slagsen, som han ønskede at begynde udførelsen af hurtigst muligt. Der var sket en fejl i Kommandoen i D.C., hovedkvarteret, hvor al overordnet administration blev håndteret. Deriblandt hvem der hørte sammen med hvem, hvilke beskyttere der blev sendt ud for at beskytte hvilke mennesker. Dengang havde reglerne været anderledes. Alderen for kravet om en beskytter på udsatte områder var nede på seksten år. Det var gået Kommandoens næse forbi, at en sekstenårig pige endnu var ubeskyttet på et sådant område.

Gabe sprang op ad trinnene mod husets hoveddør og trykkede på ringeklokken, inde han rankede ryggen og stod stille som en sten, mens han ventede. Han havde årevis af træning i at stå på denne måde, og han kunne gøre det i mange timer i træk, hvis det kom dertil. For nu blev det dog ganske unødvendigt. Døren svang op, og indenfor stod en pige med langt, mørkt, krøllet hår, gråblå øjne og et forbløffet smil på læben. Gabe huskede pigen fra det billede, han havde fået udleveret.

,,Goddag,” sagde hun stille og trådte et skridt tilbage i døråbningen. ,,Hvad kan jeg hjælpe med?”

Gabe, som på daværende tidspunkt ikke kunne et ord dansk, måtte en smule pinligt berørt forklare, at han netop var ankommet fra USA, og at han havde fået til opgave at være hendes beskytter. Over denne meddelelse virkede Mia overhovedet ikke overrasket, idet hun sagde:

,,That took some time.”

Og så lukkede hun ham uden videre ind i huset, hvor han mødte hendes forældre, præsenterede sig som hvad han var. De tog godt imod ham og erklærede, at der var bygget mindre huse på grundens bagside, til når Mia engang også fik en beskytter, og til hendes forældres, fordi begge hendes forældre var mennesker, men havde kendskab til Eros-samfundet, som Mias mor var vokset op i - et menneskebarn født af Eros.

Han fik en nøgle til et af de tre små huse i baghaven og befandt sig egentlig ret godt der. På den måde var han hele tiden tæt på der, hvor tingene foregik, men han havde stadig sit eget private rum at råde over. Sådan da. Han var fast besluttet på, at dette var hans job, og at han skulle udføre det med professionelt overblik. Men så snart han for alvor gik i gang med træningen af Mia fejlede den plan.

Hvad det var ved hende, anede han ikke, men hun gjorde noget ved ham efter deres første træningseftermiddag sammen. Hun var kommet udenfor i solskinnet i haven, iført et par grønne gamacher og en løsthængende hvid T-shirt. De mørke krøller blæste omkring hovedet på hende, og solen oplyste hendes blege, rene hud og de blå øjne, som strålede af passion og munterhed. Gabe var iført det sædvanlige sorte træningstøj for Eros, og Mia komplimenterede ham intetanende i det, som om det var det mest selvfølgelige at gøre. Og så gik de i gang med træningen.

Efterfølgende begyndte de også at tilbringe tid sammen om eftermiddagen, når Mia havde været i skole. De to blev gode venner med voldsom fart, trods Gabes selvpåtvungne tilbageholdenhed overfor hende. Det var hans job at være der for hende. Intet andet. De behøvede ikke at være venner, selv om det ganske givet var fordelagtigt. De læste bøger sammen i husets bibliotek om aftenen uden at sige et ord eller gik på indkøb sammen for at Gabe også kunne komme lidt længere væk fra huset end bare skolen. Den sommer tog de til stranden med et par af Mias venner og badede i vandet. Pigerne havde været forundrede over Gabes mængde af muskler, givet at han samtidig var høj og så tynd ud, og de havde spurgt ind til de mange ar på hans overkrop. Ar, hvis lige andre Eros også havde. Han havde ikke været i stand til at forklare sig, men Mia havde lynhurtigt fundet på en holdbar historie, som vennerne syntes at tro på.

I efteråret blev Gabe kaldt tilbage til USA for at holde et møde med den unge kronprins på nogenlunde samme alder, fordi han var den mest kvalificerede rådgiver på den alder. Der var med andre ord en chance for, at kronprinsen ville lytte til ham. Men Gabe kunne ikke forlade Mia, så det endte med, at hun tog med. Og hun var henrykt over at få lov til at komme på en sådan rejse. Godt nok talte hun efterhånden perfekt engelsk, men hun havde aldrig været uden for Danmark.

De landede med flyet i Pine Mountain Lake lufthavnen i Californien og kørte mod øst mod nationalparkerne. Grundet det meget begrænsede net af veje herude, var det et perfekt skjulested for Eros’ kronede overhoveder at holde til, som de havde gjort det i århundreder. Havde USA fungeret som monarki, ville dette have været det kongelige slot. Det lå gemt mellem hundrede meter høje træer og omgivet af intet andet end den skønne natur. Et massivt slot bygget af hvide marmorblokke stablet oven på hinanden og udhugget i friser med græske guder og helte. Rundt omkring i forhaven stod også marmorstatuer af de samme guder, men på toppen af en fontæne stod den, som blev tilbedt på stedet. Eros, draperet i glæder og med en bue klart rettet ned mor jorden og de syndige djævle dernede. Dem uden længsel og evne til at følge deres drømme.

Gabe førte den nu syttenårige Mia ind på slottet, hvor de blev modtaget af kronprinsen selv. Han stod i sollyset, der faldt ned mellem trækronerne for oven gennem et ovenlysvindue, og smilede varmt og imødekommende til de to nyankomne. Gabe selv var i det sædvanlige sorte tøj, mens kronprinsen var iført en hvid silkeskjorte og et par mørke bukser. Hans øjne strålede Mias i møde, og Gabe trådte til side for at lade de to tale sammen. Men han havde en dårlig fornemmelse af prinsen, grundet den måde, hans læber krængede i smilet på. Der var noget lusket og usandfærdigt ved kronprinsen.

Den unge prins præsenterede sig med en dyb bukken med fornavnet ”Ororon”, og Mia nejede anstændigt for han for derefter at opgive sit navn. Det slog gnister mellem dem, og Gabe mærkede modviljen vokse i sit bryst. Han bed tænderne sammen og undlod at svare med lange ord og fornemme vendinger på prinsens præsentation. I stedet bukkede han formfuldendt og opgav snerrende sit navn. Prinsen nægtede at kalde ham andet end Gabriel, til Gabes store irritation.

På trods af dette blev han alligevel udnævnt til rådgiver for prinsen under kroningen - og efter kroningen - idet han havde kendskab til verden omkring sig og havde ry for at være intelligent. Prins Ororon behandlede ham respektfuldt, men også meget som et irriterende tredjehjul, når Mia var i nærheden. Da Gabe ikke mente, at prinsen kunne være til direkte fare for Mia uden at blive kendt skyldig i det, lod han dem være alene sammen, og han var ikke overrasket over et halvt år senere at høre om deres forlovelse i forlængelse af kroningsceremonien. Heller ikke selv om han ikke brød sig om det.

Mia og Ororon blev gift foråret efter deres ankomst til USA. Deres ægteskab led ingen nød, og Gabe var rent faktisk glad på Mias vegne, fordi hun virkede så lykkelig med sin nye mand. Sandt nok havde han forsøgt at tale hende fra det i begyndelsen, og hun havde fortalt ham ligeud, at hvis han ikke brød sig om det, kunne han jo bare holde sig væk. Det havde været et hårdt slag at tage, men efterhånden var hun blødt lidt op, og det samme var han. Men ikke meget. De talte sjældent sammen, og han begravede sig i sit arbejde uden at vide, hvad han ellers skulle foretage sig. Dagene flød sammen, uden at der skete noget nyt. Ikke før Kong Ororon drog på en rejse ud i verden uden at fortælle, hvad formålet var. Mia spurgte ikke, men blev derhjemme, indtil hendes mand kom tilbage.

Kongen var da forandret meget og lukkede sig selv inde. Som hans rådgiver forsøgte Gabe at komme til bunds i problemet og undersøgte sagen. Hvad han fandt ud af, var ikke tilnærmelsesvis noget, nogen Eros ville have ønsket at vide, så han holdt den del af sandheden for sig selv. Men at kongen fik magt i takt med at folk fandt ud af, at han havde nøglen til det våben, der skulle retfærdiggøre Eros’ underlegenhed i forhold til skyggerne, var ingen hemmelighed, og folk blev bange for ham. Han kunne ikke håndtere magten og ønskede sig Mia som fast holdepunkt i tilværelsen. Men Mia blev træt af at være spærret inde på slottet dag ud og dag ind uden skyggen af den mand, hun engang havde forelsket sig i.

Kun Gabe, som kunne fornemme det på hende, ganske uden at hun havde sagt noget, vidste noget om graviditeten. Af hensyn til både mor og barn foreslog han at forlade slottet næste gang Ororon ikke var der, og Mia indvilligede og klyngede sig de næste dage til sin beskytter som aldrig før. Selvfølgelig nød Gabe det, men hans tanker var optagede af forberedelserne på flugten, så han bemærkede slet ikke de varme blikke, Mia sendte ham.

Ikke før de boede sammen i en anden fæstning i Canada, langt fra hvor de ellers havde boet. Folk kom for at yde dem beskyttelse, og imens slagtede kongen sine egne ude omkring i verden. Det var blevet et rædselsregime. Man forsøgte at slå kongen ihjel, men kun Gabe havde en idé om hvorfor det ikke lod sig gøre. En idé, der, den aften fæstningen blev fundet af den rasende konge, var til stor hjælp.

Kongen susede gennem gangene og slog vagterne ihjel, mens Mia sad på sin seng og læste en bog og Gabe var i gang med at sørge for børneværelset til den ventede baby. Først da han hørte døren til Mias soveværelse gå og hendes skrig forlod han børneværelset og greb sit nærmeste våben - sin bue - for at skynde sig at komme Mia til undsætning. Han kunne lugte blod på lang afstand, men var lettet over at kunne konstatere, at intet af det var Mias. Imidlertid var kongen i færd med at hæve sit sværd mod sin gravide kones hals, idet Gabe sendte en pil flyvende gennem luften med den syngende klang, det kølige, sitrende metal havde.

Pilen ramte sit mål, og kongen var død.

 

,,Resten af historien,” sagde Gabe og rømmede sig, hæs efter den længere fortælling, ,,kender du jo.”

Han havde ret. Det gjorde hun. Sophie smilede skævt. Hun havde aldrig forestillet sig, at hendes mors og Gabes historie kunne være så spændende at høre, fordi de altid havde været omkring hinanden med en selvfølge, hvis lige Sophie aldrig havde set. Og hun tænkte på sin far og den beskrivelse, Gabe havde givet af ham. Hun var klar over, at hun på alle måder lignede Mia, som en tro kopi, men hun var alligevel interesseret i at vide mere:

,,Ligner jeg på nogen måde Kong Ororon?”

Gabe lo blidt, og det gik op for hende, at hun måtte se ganske skræmt ud ved tanken. Hvilket hun også var. Hun ønskede på ingen måde at ligne det væsen, som havde slagtet sit eget folk for at få sin vilje trumfet igennem. For magt. For galskab.

,,Det er på ingen måde skidt, at du har lidt af din fars ukuelige beslutsomhed,” svarede Gabe blidt, som om han forventede, at hun ville slå ham for at sige en sådan ting.

Og Sophie overvejede det faktisk, alene fordi hun så lidt ønskede at ligne den mand. Men det var ikke det værste, hun kunne have arvet. Hun var sikker på, at hvis han havde sagt, at hun havde sin fars smil, ville hun have slået ham. Men det havde han ikke. Selv hvis det var tilfældet i virkeligheden, så havde hendes stedfar sandsynligvis situationsfornemmelse nok til ikke at fortælle hende det lige nu.

,,Du sagde, at du holdt noget for dig selv,” begyndte hun i stedet nysgerrigt. ,,Hvad var det?”

,,Det -” mumlede han og så væk fra hende et øjeblik, udenfor på buskadset, der voksede vildt op ad en skrænt, der afskar grunden fra en anden sommerhusgrund. ,,Det kan jeg ikke fortælle dig, Sophie.”

,,Hvorfor ikke?”

,,Det er en dyb hemmelighed. Ingen ved det endnu. Og hvis de gjorde, ville det ende helt galt.”

,,Har den da noget med nutiden at gøre?”

,,I høj grad.”

,,Er det farligt?”

Han nikkede tavst.

,,Har det noget med mig at gøre?” spurgte hun forsigtigt, ikke sikker på hvorfor, men med en gnavende fornemmelse af, at hun havde ret i sin antagelse.

,,Ja.”

En gysen løb gennem hendes blodårer som om de frøs til is, og hun satte sig med front mod den store glasfacade udenfor i stedet for. Der var gået timer siden Landon var taget af sted, og hun vidste, at med den fart han havde på, kunne det kun være et spørgsmål om ganske kort tid, inden han vendte tilbage igen.

,,Hvis det har noget med mig at gøre, hvorfor må jeg så ikke få det at vide?” spurgte hun stille og følte sig underligt barnlig, samtidig med at hun var sig det alvorligt bevidst, hvor voksen en verden hun var blevet suget ind i.

Gabe var stille længe, og han rørte sig ikke ud af stedet. Stille som en statue sad han, og Sophie betragtede hans spejling i ruderne. Hans øjne var lukkede og hans ansigt i en form for forpint grimasse, som om han blev tortureret nærmere end havde en fortrolig samtale med sin datter. Det var ikke hendes mening at torturere ham, for det fik hende til at mindes, hvad folk havde fortalt om Kong Ororon. Og ham havde hun for alt i verden ikke lyst til at minde sig selv om.

,,Hvis jeg skal fortælle dig det,” opgav Gabe endelig, åndeløst, og lænede sig tilbage mod sofaens ryglæn igen, ,,så bliver Landon også nødt til at høre det. Og I må sværge at holde det hemmeligt så godt som overhovedet muligt. Men det er nok i virkeligheden bedst, at du rent faktisk ved det.”

Måske virkede hun lidt for ivrig, da hun nikkede, men hun var ligeglad. Så længe Gabe havde indvilliget i at fortælle hende den enestående hemmelighed, han havde bevogtet siden sin ungdom, så var hun glad og tilfreds. Ligegyldigt hvor voldsom og skræmmende den hemmelighed end måtte være, så ville hun gerne kende til den, fordi hun havde en stærk fornemmelse af, at den var af afgørende betydning.

Desuden vidste hun, at dette måske ville give Landon noget mere at arbejde med. Han studerede ofte gamle myter og hemmeligheder, som han påstod, at ingen andre gad at dvæle ved. Hvorfor han gjorde det, kunne han ikke selv forklare hende, da hun havde spurgt, men så igen, måske havde han bare ikke haft lyst til at forklare hende det. De var på ingen måde så tætte, som det lod til, at Mia og Gabe havde været i begyndelsen. Overhovedet ikke. Sophie anede så godt som intet om, hvad Landon brød sin hjerne med, selv om hun gik ud fra, at det var hans job, der optog mest tankekraft. Han spurgte heller ikke ind til hende.

Men hun måtte da indrømme, at hvis en del af hans job var at holde hende informeret om myterne og deres indflydelse på samfundet i dag, så gjorde han et glimrende stykke arbejde. Hun vidste efterhånden alt, hvad hun fandt værd at vide, og hun kunne ofte begynde at genkende mønstre i det, han fortalte hende. Eller det Gabe fortalte hende, for den sags skyld. For én gang i sit liv følte hun, at hvis hun skulle til eksamen i det fag, Landon underviste hende i, så ville hun bestå med bravur, taget hendes niveau i betragtning. Ligesom eksamen i biologi på C-niveau i gymnasiet.

,,Gabe?”

,,Yeah?”

,,Hvorfor er du egentlig ikke blevet sendt væk for at beskytte en anden, nu hvor min mor…”

Hun færdiggjorde med vilje ikke sætningen for at lade det hænge i luften, at de begge to godt vidste, hvad der var sket, men ingen af dem havde lyst til at sige det. At udtale det højt, ville være som at anerkende, at det var sket. Og det havde Sophie for alt i verden ikke lyst til at gøre.

,,Det er en anden hemmelighed, jeg har haft for dig,” sagde han letsindigt og smilede, og hun blev overrasket over den accept, der fulgte med hans tonefald.

,,Endnu en, Landon også skal høre om?” spurgte hun retorisk, fordi hun vidste, at Landon havde kendskab til hemmeligheden.

Leende virrede han med hovedet.

,,Landon kender godt hemmeligheden. Og du må gerne få den at vide.”

,,Må jeg?” udbrød hun og rødmede, fordi hun følte sig så unødvendigt privilegeret.

,,Selvfølgelig,” svarede han og rømmede sig igen, denne gang for at klare stemmen, så han kunne fortælle: ,,Da først jeg havde slået din far ihjel, vidste alle, at det var mig. Og man mente ikke, at din mor havde brug for yderligere beskyttelse. Så folk forlod efterhånden The Safe Haven. Det var fint nok. Først da Landon blev sendt i skole og de sidste samme dag forlod stedet, flyttede vi til Danmark. Men man mente ikke i D.C., at din mor behøvede beskyttelse længere, fordi hun nu var uden for farezonen, og det samme var du. Jeg vidste noget andet, så jeg nægtede at tage imod en anden opgave og flyttede med jer, selv om jeg blev kaldt tilbage til New York, hvor jeg kom fra.

At modsætte sig autoriteterne er i dette samfund en af de værste forbrydelser, man kan begå; forræderi. Jeg blev anklaget for det, men frifundet af noget svarende til den Internationale Domstol. Dog stolede man ikke længere på mig, og man fjernede min evne til at læse atlantiansk, oldgræsk og latin effektivt. Evner jeg var ret ligeglad med, indtil jeg så inskriptionerne i kælderen i Brobyværk. Landon nævnte, at man hører historien om mit forræderi på skolebænken nu til dags, men i det mindste fik jeg min vilje.

Jeg tror, at man i Kommandoen mener, at det er den værste straf, man kan få, ikke at blive sat til at beskytte en anden, når den forrige dør. Jeg, på den anden side, har det helt anderledes. Jeg synes, det er rart. Og jeg ved, at jeg gjorde det rigtige.”

Sophie skævede ud, netop som forlygterne på bilen kom til syne, da bilen drejede rundt om buskadset og ind på en af holdepladserne foran husets glasfacade. Landon sad bag rettet og så ikke så lidt irriteret ud. Men hvad havde hun forventet? Det var jo ikke hende, som havde været tvunget til at vende tilbage efter sine ting på et senere tidspunkt, da de i susende fart flyttede. Hun vendte sig mod Gabe igen, som tydeligvis også havde set Landon komme kørende.

,,Hvis du ikke var blevet sammen med min mor,” begyndte hun stille og var ivrig efter at få gjort emnet færdigt, enden Landon kom ind og afbrød dem ,,så ville jeg ikke have haft en far. Og sandsynligvis heller ikke en beskytter, hvilket jo viste sig at være en fantastisk god idé at tildele mig.”

,,Som sagt,” grinede Gabe og uglede hendes hår blidt, ,,så synes jeg, at jeg gjorde det rigtige. Og jeg ville gøre det igen.”

Landon lukkede døren efter sig og smed en taske fra sig på gulvet.

,,Speaking of doing the right thing,” brummede han irritabelt, krydsede gulvet og stillede sig med skulderen støttende mod væggen, ,,så har jeg netop hørt noget, I nok vil finde interessant.”

Både Sophie og Gabe rettede sig op i mere ranke siddestillinger, og Sophie kunne se på Landon, at hvad end det var, han havde fundet ud af, så var han langt fra tilfreds. Bitterheden stod malet i hans ansigt som mørke skygger og let sammenknebne øjne, som et rovdyr betragtende sin tidligere flok i gang med at fortære sit bytte.

,,Spit it out,” opfordrede Gabe alvorligt, men stemmen lod til at forbavse Landon.

Han kom sig dog hurtigt og uden spørgsmål.

,,Fine,” mumlede Landon. ,,Whatever.”

Han rettede sig ud og smed sig ned i den sofa, som Gabe tidligere havde siddet i, og Sophie syntes aldrig, at hun havde set Landon oprevet over andet end dengang, hvor hun ikke havde informeret ham om sit lift med Fie på vej hjem fra byen. Ikke over almindelige ting. Så hvad det end var, måtte det være slemt. Og tanken fik hende til at krumme tæer og vente i tavshed på, at den høje unge mand fandt talens brug på civiliseret vis.

,,Man har besluttet at fjerne overvågningen på Jack og Anna,” fortalte Landon endelig. ,,Og at betragte tilfældet med Mia som intet andet end et hændeligt uheld. At det skyldtes den høje mængde… skygger i området.”

Sophie kunne ikke lade være med at smile, da Landon rettede sig selv, inden han kunne nå at brug en term, der ikke var faglig, for de fjender, han havde svoret at forsøge at beskytte hende fra.

,,Hvor ved du det fra?” spurgte Gabe, og hans stemme lød anstrengt.

Landon trak på den ene skulder og samlede Sophies eksemplar af ”Peter Pan” op fra bordpladen.

,,Casper Bruhn havde lagt adskillige beskeder på telefonsvareren til min fastnet telefon i Brobyværk,” afslørede han. ,,Ikke så diskret, som han kunne have været.”

,,Er han blevet sindssyg?” spurgte Gabe og foldede sine langfingrede arbejdshænder. ,,Tænk hvis andre havde været i huset.”

,,Det tænker sådan nogle ikke på,” delte Landon sin mening med dem, uden at definere hvad ”sådan nogle” indebar.

,,Sikkert ikke,” medgav Gabe. ,,Men hvad så?”

,,Jeg tjekkede omkring Jacks og Annas huse, og der så ikke ud til at have været nogen bemærkelsesværdig aktivitet. Så måske er det ikke så slemt. Men jeg har en dårlig fornemmelse.”

,,Så er vi to.”

Sophie så fra den ene til den anden.

,,Betyder det noget?” spurgte hun endelig, da det ikke lod til, at nogen tog hendes spørgende udtryk som en hentydning til, at hun gerne ville vide, hvad der var så slemt.

,,Potentielt betyder det, at man ikke mener, episoden har noget med dig eller Gabe at gøre, hvilket kan være både godt og dårligt. Godt fordi det ville være rart at kunne vide sig sikker på. Dårligt fordi det sætter Jack og Anna i en vis form for fare, hvis det viser sig at have noget med dig at gøre,” fortalte Gabe hjælpsomt.

Sophie så over på Landon, hvis ansigt var en blanding af mangel på forståelse og en form for accept.

,,Hvad mener du, Gabe?” ville hun vide.

,,Kan du huske da jeg sagde, at Landon også skulle høre mig afsløre den hemmelighed, jeg holdt for din far?”

,,Ja.”

,,Jeg tror, at nu ville være et godt tidspunkt at fortælle jer det.”

,,Fortælle os hvad?” spurgte Landon og satte sig ordentligt i sofaen.

,,Dengang jeg var rådgiver for Kong Ororon, den Sidste Konge, fandt jeg ud af noget om ham, inden han begyndte at slagte Eros,” begyndte Gabe og rykkede sig ud på kanten af sofaen, hvilket Sophie fandt underligt, fordi han altid virkede så tilbagelænet. ,,Og det var, at han lavede en pagt med skyggerne, som omhandlede, at hvis han nogensinde fik børn, ville de få lov at gøre en ende på det første barns liv. For skyggerne var det et mål at slå den royale familie ihjel. Så at få lov af kongen til at slå den førstefødte efterkommer ihjel var noget, de ikke kunne modstå. Til gengæld skulle de love at sværge ham troskab og ikke stå i vejen for ham på vejen til at finde den hemmelighed, han søgte.”

Sophie skævede over mod Landon, som havde lænet sig fremover, og som lyttede med store øjne og let adskilte læber, som om han ikke kunne tro sine egne ører. Som om det virkelig kom bag på ham at høre den slags. Og så bredte der sig et udtryk af bred, overordnet forståelse på hans ansigt, mens han mødte hendes blik gennem rummet på den måde.

,,Det forklarer,” sagde han langsomt, ,,hvordan det lykkedes ham at finde kilden. Ingen andre ville indgå en sådan pagt, medmindre de virkelig elskede magt. Desuden ville ingen anden kunne give dem et lignende tilbud.”

Han rejste sig brat og slog hænderne sammen med et højlydt klask. En lyd i en sådan skala, Sophie aldrig nogensinde havde ventet at høre Landon lave. Han bevægede sig altid tæt på lydløst og havde i tidens løb givet hende en masse chok.

,,Looks like I’ve got my work cut out for me,” sagde han og lød på ingen måde bitter så meget som han lød accepterende. ,,Det forklarer nemlig også, hvorfor luften udenfor er begyndt at lugte af svovl. Hvorfor du altid synes at komme galt af sted, så snart vi ikke er med dig. Hvorfor der var så mange skygger i Brobyværk.”

,,Siger du, at det er min skyld?” spurgte hun forurettet og rejste sig også, klar til at forsvare sig selv med det faktum, at hun jo kun havde været en tanke dengang og sikkert på ingen måde en realitet i form af så meget som et æg.

,,Ja,” svarede han bare ligegyldigt, som om det var noget af det mest naturlige, han kunne have antydet.

,,Hvordan kan du sige det? Det har intet med mig at -”

,,Faktisk,” afbrød Gabe hende, hvilket hun egentlig var taknemmelig for, ,,så må jeg være enig med Landon. Det er din skyld, men du kunne på ingen måde have gjort noget ved det.”

,,Netop. Jeg siger ikke, at du skal føle dig skyldig over noget, du ikke på noget tidspunkt selv har været herre over. Jeg siger blot, at det giver mening, at du altid har været omgivet af skygger, når det viser sig, at din far lovede dem dit liv,” fulgte Landon op og tilføjede så med store øjne noget, der lød som en ny erkendelse, han netop havde gjort sig: ,,Kommandoen har fået nys om det her.”

Gabe nikkede.

,,Det tror jeg desværre, at du har ret i.”

Sophie gøs og slog armene omkring sig selv.

,,Jeg har ikke lyst til at være jaget resten af mit liv.”

,,Det forstår jeg godt,” sagde Landon, til hendes overraskelse, blidt og gik hen mod hende, men syntes så at vælge at holde afstand alligevel. ,,Vi skal nok finde på et eller andet.”

,,Der er mere,” sagde Gabe langsomt. ,,Kongen forventede i al hemmelighed ikke selv at være i stand til at benytte sig af sin opdagelse. Men han regnede med at kunne bruge sine børn som våben -”

,,Men de ved også, at evnen går i arv via blodet. Mit kød og blod. Min vivs ufødte foster,” sagde Landon, hvis ansigt var blegt for farve nu.

Sophie stirrede på ham.

,,Hvad?”

,,Det var en del af inskriptionen på væggen i jeres kælder.”

,,I vores kælder…?” gentog hun, men kom så i tanke om den og blev overvældet af en forfærdelig nysgerrighed. ,,Hvad stod der mere?”

,,Noget med, at nøglen er lige under deres næser, og at evnen ikke går tabt. Og så Cupido caecus est. Eros er blind.”

,,Cupido caecus est?” gentog Sophie og mærkede sine muskler trække sig sammen, idet en gysen gik igennem hende.

Da Landon nikkede, var hun sikker. Citatet rørte på noget inden i hende, uden at hun kunne gribe helt fast i hvad det egentlig var. Uanset hvad det var, så var hun sikker på, at det havde noget med hende at gøre. Og hendes far. Den afdøde konge.

Og hun havde på fornemmelsen, at det ikke ville vare længe, før hun fandt ud af, hvad det havde med hende at gøre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...