Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
8605Visninger
AA

17. K A P I T E L XVI

 

K A P I T E L XVI

 

Sophie diskuterede ofte med sig selv, om hun havde ret i at synes, at Landon behandlede hende ganske generøst, eller om han bare var irriterende og overbeskyttende. Det havde ikke været så slemt, mens der var juleferie og hun for alvor sørgede over sin mors død - en begivenhed, der også nu, hvor vinterferien stod for døren, gav hende tårer i øjnene ved den blotte tanke - men efterfølgende var det værre.

Landon havde som lovet kørt hende frem og tilbage mellem Fyn og Jylland, når hun ville besøge Jack og Anna. Det havde været det allersværeste at fortælle Anna, at hun bare flyttede mere eller mindre uden varsel og ikke ville være til rådighed som veninde længere. De to havde grædt, da Sophie fortalte det, og Jacks ansigt havde været sammenbidt. Han kendte, i modsætning til Anna, sandheden bag hendes behov for at flytte. Anna gik ud fra, at det handlede om hendes mors død, som var blevet bragt i en dødsannonce i avisen og desuden læst op af rektor på skolen til en af skolens samlinger. Heldigvis gik Sophie der ikke mere, og hun skulle ikke tage sig af de mange medlidende blikke.

At sige, at hun ikke fik mere viden, ville dog være at lyve på det groveste, for hun troede aldrig, at hun nogensinde havde fået proppet så meget viden ind i hovedet. Landon og Gabe skiftedes til at undervise hende i både almindelige ting og ualmindelige ting, og Jack havde påpeget, at hun tabte sig og så ud til at komme i bedre form, hvilket kun kunne skyldes deres træning af hende med henblik på selvforsvar. Jack virkede en smule fraværende, når de var sammen, på trods af at hun gjorde alt for at vise ham, at hun ville ønske, de stadig kunne ses hver dag. Han inviterede hende også stadig ud, og Landon var respekterende nok til at holde sig på lang afstand, når dette skete.

Men det var tydeligt, at den unge Eros var bekymret for hende, og at han helst så, at hun tillod ham at være i nærheden. Samtidig virkede det, som om han allerhelst ville krybe under jorden, når han blev nødt til at køre hende til Fyn for at besøge sine venner. Gabe kørte hende aldrig, fordi, som han sagde, nogen jo skulle holde øje med sommerhuset. Han lod ikke ét øjeblik huset være alene og gik kun ud, når både Sophie og Landon var der.

Det havde tæret på ham, at Mia var død. Så meget var tydeligt. Han kunne sidde i timevis og stirre ud i luften, mens Daniel lå ved hans fødder uden at sige en lyd. Der var en hårdhed over Gabe, som Sophie aldrig nogensinde havde set før, og hun ville ønske, at den ikke havde været der, fordi det fik hende til automatisk at holde afstand. Hun havde brug for Gabe i denne tid, og hun havde brug for, at han i det mindste forsøgte at tage sig sammen, ligesom hun selv gjorde det.

Landon havde forsøgt at tale med ham om det, vidste hun, men det havde ikke givet de store resultater. Hun forsøgte endda selv at tage sig sammen til at konfrontere sin stedfar, hver eneste gang Landon gik ud for at købe ind eller noget andet - de skulle jo have mad - men hun nåede aldrig videre end sine tanker. Det var vel også mest retfærdigt, at han fik lov til at sørge, når hun stadig selv gjorde det, hver eneste gang tanken strejfede hende. Men hun kunne abstrahere fra det, fordi hun havde tvunget sig selv til det. Mest af medlidenhed med Landon, som aldrig lod til at vide, hvad han skulle gøre, når hun blev ked af det.

Spørgsmålet for hende var nok mere, hvor længe hun kunne holde denne tilværelse ud, frem for hvordan hun kunne holde den ud. For det var ikke svært at holde ud nu, men på et eller andet tidspunkt var hun sikker på, at undervisningen ville ebbe en smule ud, og hun ville ikke behøve så meget fysisk træning. Så forestillede hun sig, at kedsomheden ville tage til, og det havde hun ikke brug for skete. På den måde ville det blive lettere at blive træt af at se de samme to til fire personer hele tiden og aldrig have lidt variation i livet. Lige nu var det bare rart, fordi det holdt hende inde i en række vaner, som hjalp med at trække tankerne væk fra morens død.

Alligevel var det turene til Fyn, hun så mest frem til, og mens hun sad i bilen på vej mod den lille ø sammen med Landon, så kom hun til at tænke på sidste gang, hun havde set Anna på hendes værelse.

 

Anna havde inviteret Sophie til sin attenårs fødselsdag med en smule kort varsel i begyndelsen af januar. Dette havde Sophie, til Annas tydelige skuffelse, været lidt tøvende overfor forslaget af, og Anna havde været stille længe.

,,Jeg tror godt, at jeg kan komme, men jeg bliver nødt til at spørge L… Gabe,” rettede Sophie sig selv, inden hun fik afsløret hele hemmeligheden, som var ved at gøre Anna ked af det.

Grunden til at hun tøvede var jo netop den, at Landon ville være tvunget til at tage med, og hun tvivlede ærligt talt på, at han ville være inviteret. Også han havde sagt sit job som lærer op i løbet af juleferien, og Anna havde fortalt Sophie om dette med ikke så lidt skuffelse i stemmen. Men der var vigtigere ting at hænge sig ved. Anna, trods interesseret i Landon, ville aldrig finde på at invitere sin tidligere lærer til en attenårs fødselsdagsfest.

,,Men Sophie, du kan da ikke blive væk! Du er min bedste veninde,” klynkede Anna.

,,Jeg ved det, men…”

,,Kom nu. Du kan ikke også blive væk. Det vil blive en skodfest uden dig. Jeg kan ikke engang finde nogen til at spille bare et par numre live. Ingen af skolens bands vil spille, fordi jeg ikke er en af de ”populære”, og jeg vil så gerne have en eller anden til at spille et par numre live,” klagede Anna.

Dette gav imidlertid Sophie en idé, som kunne gøre hele situationen en smule bedre.

,,Hvorfor forsøger du ikke at ringe til Landon? Han synger fantastisk, selv uden instrumenter,” foreslog hun.

,,Landon? Vores gamle lærer?”

,,Ja,” svarede Sophie og valgte at træde varsomt. ,,Jeg hørte ham engang gå ned ad hovedgaden, mens han sang for sig selv. Rimelig underligt, men det lød kanon.”

,,Tror du, at han ville gøre det?”

,,Det ved jeg ikke, men du kan jo prøve at spørge ham.”

Hun legede med tanken om at skrive en besked for at advare ham, men ombestemte sig så og kiggede bare interesseret, mens Anna fandt Landons nummer i sin telefonbog - et resultat af de timer, hun havde fået i engelsk hjemme hos ham dengang. Landon havde været ganske venlig overfor Anna og på ingen måde overlegen, hvilket bare havde gjort, at han i Annas øjne fremstod endnu mere attraktiv og uopnåelig.

Uvidende om at Landon befandt sig lige i nærheden ringede Anna ham op, og det lod ikke til, at han tog telefonen lige med det samme, hvilket med garanti kun var skuespil. Sophie forestillede sig, at han stod et eller andet sted med telefonen i hånden og lod den ringe, for at det ikke skulle gå mistænkeligt hurtigt, når han besvarede opkaldet.

,,Hej, Landon!” udbrød Anna glad, da det lod til, at han endelig præsenterede sig i den anden ende. ,,Hør, Landon, jeg ringer for at spørge dig, om du vil gøre mig en tjeneste.”

Det lød, som om han spurgte, hvad slags tjeneste han mon kunne gøre Anna, hvad Sophie senere fandt ud af var sandt.

,,Det er fordi jeg skal til at fejre min attenårs fødselsdag - selv om det er et stykke tid siden, jeg fyldte. Og jeg har brug for nogen til at synge et par sange live. Sophie siger, at du synger godt, så jeg tænkte, at -”

Der var stille lidt. Så stille, at Sophie kunne høre den lette summen fra telefonen, der gav Landons stemme videre til Annas øre.

,,Hun siger, at hun hørte dig gå at synge på et tidspunkt,” svarede Anna, tydeligvis på et spørgsmål om hvordan Sophie dog kunne vide noget om, hvordan Landon sang.

Sophie var fristet til at stikke Anna en ordre til at sige noget komplet indforstået til Landon. Men hun afholdt sig fra det, fordi det trods alt også var hans liv, og hun kunne ikke tvinge ham til at gøre noget, han ikke ville. Eller… Måske kunne hun godt tvinge ham, men hun havde ikke lyst, medmindre det var af alleryderste vigtighed.

Anna grinede, mens Landon talte, og Sophie rykkede nærmere, i håbet om at finde ud af, hvad der blev sagt. Da det ikke var til, blev hun siddende og betragtede Anna med nysgerrigheden tydeligt malet i ansigtet, ligeglad med at afsløre sine følelser. Det var Landon, der havde et eller andet imod at gøre sådanne ting, ikke hende. Endelig vendte Anna sig og lagde en hånd over telefonen for at sløre lyden.

,,Han siger, at hvis han skal synge, så skal du også.”

,,Aldrig i livet.”

Anna løftede telefonen og fjernede sin hånd.

,,Sophie siger: ”Aldrig i livet”.”

Igen talte Landon, og Annas ansigt brød fra smil og grin til direkte latter.

,,Selvfølgelig kan du betragte det som en invitation til festen,” erklærede hun blidt.

Sophie åndede lettet ud, men lydløst for at Anna ikke skulle høre det.

Og så endte det altså med, at Landon skulle synge til festen, uden opbakning fra Sophie, og at hun med lethed kunne meddele, at hun ville være ved sin bedste venindes side for enhver pris.

 

Det var grunden til, at de to endnu engang havde overladt det til Gabe og Daniel at finde noget at fordrive tiden med, mens de tog til Fyn. Sophie havde for længst vænnet sig til Landons rædselsfulde måde at overholde fartgrænserne på: ikke at overholde dem overhovedet. Han pressede speederen i bund så snart de kom ud på de små veje, hvor der så sjældent var politi, at det var ganske nyttesløst at sætte skilte med fartbegrænsningerne op - ingen overholdt dem, medmindre de lige akkurat havde fået kørekort, hvad Sophie havde brugt en del tid på at gøre indtil dette punkt. Hun skævede mod speedometeret, men skyndte sig at se væk igen, idet de kom ned ad vejen mod Brobyværk, fra modsatte side af hvad hun var vant til at komme fra.

I stedet fangedes hendes blik af Landon, hvis øjne var rettet mod vejen, let knebet sammen i mørket, på en meget for ham karakteristisk måde, når han holdt øje i det ellers uigennemtrængelige mørke. Sophie fik absolut intet ud af at stirre ud ad vinduerne. Dette kunne selvfølgelig også være et godt tegn, fordi der så ikke åbenlyst gemte sig nogle djævle - hun havde besluttet at tage Landons måde at benævne dem på til sig - nær vejen. Han var iført tøj, der for ham var ganske ukarakteristisk. En nystrøget, hvid skjorte og et par helt almindelige sorte jeans. Siden de flyttede fra Brobyværk havde hun stort set ikke set ham i andet end det sorte tøj, han havde på for at understrege sit job som beskytter.

Det klædte ham at klæde sig som et almindelig menneske. Han så, måtte hun indrømme, ret godt ud, selv om det lille tegn over hans kraveben aftegnede sig tydeligt mod den vinterblege hud og den hvide skjorte. Den lyse skjorte stod desuden i kontrast til hans mørkebrune hår og midnatsblå øjne, og det gav ham en interessant og mystisk fremtoning. Det samme gjorde det sølvagtige, metalliske skær, der kom fra hans hår, når lyset faldt på det. Sophie sank.

Hun burde ikke sidde og tjekke ham ud på denne måde. Hun troede aldrig, at han gjorde det ved hende, og det var ganske fornuftigt af ham at lade være - selv hvis han ikke fandt hende det mindste tiltrækkende. Hun havde Jack, som hun stadig var forelsket i og ønskede at være i et forhold med, og han havde sit job, som han dedikerede hvert åndedrag til, lod det til. Når han ikke hoppede på en pige som Desirée regnede Sophie ikke med, at nogen pige eller kvinde kunne tænde en gnist i Landon, og hun overvejede endda, om han var homoseksuel.

Netop dette kom hun i tanke om, at hun allerede havde luftet sin mistanke om - i hans selskab - og hans reaktion havde været så komisk, at hun ikke kunne lade være med at smile, mens hun sad ved siden af ham i bilen. De havde været ved at spise morgenmad, og Gabe var ude med Daniel på en gåtur, sikkert for at klare hovedet. Hun havde sagt det, og Landon, som ellers aldrig mistede kontrollen over sig selv, havde været ved at få maden i den gale hals af bare overraskelse. Han endte med at rejse sig og spytte mundfulden ud i skraldespanden for så at vende tilbage og forklare hende indgående, at det ikke var grunden til, at han ikke datede. Det var ganske enkelt fordi han ikke fandt det passende, at han skulle gøre den slags ting for at få et godt liv. At han var tilfreds med sin tilværelse, som den var.

Dette var en løgn, og det vidste de begge to godt, at Sophie kunne gennemskue. Men hun gad ikke at køre mere rundt i den slags. Det måtte han selv styre.

,,Der er Jack,” kommenterede han, ikke uden en vis lettelse i stemmen, idet han svingede ind på parkeringspladsen ved siden af Brobyværk Kro.

Sophie fulgte den retning, han havde peget, og ganske rigtigt. Der stod Jack, iført lyse jeans, en T-shirt med print og en sort habitjakke uden over, bare for at give sit look en smule stil, forestillede hun sig. Jack havde hænderne i lommerne og et neutralt udtryk i ansigtet, men hans øjne viste tydeligt den længsel, hun følte ved at se ham. Glæden ved at mødes igen efter så lang tid.

Hun skubbede sin dør op allerede inden Landon havde fået slukket motoren, og mens han steg ud af bilen, satte hun i løb hen over asfalten og sprang ind i Jack åbne favn. Han greb hende, som hun forestillede sig, at han ikke ville have kunnet det før. Hun havde virkelig tabt sig meget, med det resultat at hun havde tvunget Gabe til at tage med på indkøb af en kjole til festen - det ville have været for akavet at tage Landon med.

Jack bøjede sig ned og kyssede hende, og hun slog armene omkring halsen på ham og gengældt kysset med en sådan glæde, at hun næsten ikke kunne holde den i kroppen. Alting forsvandt omkring hende - undtagen Jack, hvis skuldre var blevet brede og stærke. Han måtte have trænet, indså hun forbløffet og åbnede øjnene for at granske hans ansigt. Øjnene, som stirrede tilbage i hendes, var de samme, men resten af ansigtet bar små ændringer. Hans kindben trådte mere tydeligt frem nu, hans kæbe syntes mere maskulint formet, og fordybningerne ved hans tindinger var mere tydelige.

Hænderne, som pressede hende nærmere var heller ikke helt de samme. Jacks hænder havde altid været slanke og tynde, men nu virkede de stærke og mere muskuløse, ligesom hans skuldre. Hvad der var gået af ham, anede hun ikke, men måske var det sådan en ting, der automatisk skete, når ens kæreste flyttede endnu længere væk; man begyndte at møde andre af det modsatte køn, og de skulle imponeres?

Forsigtigt afsluttede hun kysset og blokerede for den forfærdelige tanke, der netop havde ramt hende. Den kunne hun slet ikke leve med, så hun lod være. I stedet trådte hun et skridt tilbage, og luftens børsten mod sin hud fortalte hende, at Landon netop havde flyttet sig, så hun ikke trådte ind i ham. Han stod ved siden af hende nu, ikke på nogen måde som om de havde noget forhold til hinanden, men stod der bare, som en fremmed måske ville have gjort det. Selvfølgelig narrede dette ikke Jack, og det skulle det heller ikke, men det var meget rart, at han kunne finde ud af det.

,,Landon,” sagde Jack, ikke uden en vis tilbageholdenhed, som Sophie ellers ikke havde hørt fra Jacks side før.

,,Jack,” svarede Landon og rakte venligsindet en hånd frem. ,,Hvordan går det?”

,,Det går fint,” brummede Jack, og Sophie stirrede på ham, undrende, tænkende på hvad der mon gik af ham. ,,Jeg hører, at du skal synge en lille sang for os i aften.”

,,Yeah, about that…” mumlede Landon og gav blidt Sophie et dask med sin underarm. ,,Det var for resten din kærestes strålende idé,” tilføjede han sarkastisk.

,,Det kan jeg forestille mig,” svarede Jack og smilede endelig, mens han greb Sophies hånd.

,,Men du ville jo gerne have, at jeg kom, ikke?” påpegede Sophie overfor Jack med et let hævet øjenbryn, og hun vidste, da han grinede, at hun havde fået stemningen til at bløde lidt mere op med sin kommentar.

,,Det har du ret i,” medgav han og kyssede hende i håret.

,,Og betingelsen for det ville have været, at Landon kom med. Så jeg skulle jo finde på en måde at få ham med, uden at Anna blev mistænksom,” forklarede hun dæmpet.

Landons hage bevægede sig en smule opad, og Sophie kunne se, hvordan bevægelsen ville have været et anerkendende nik, hvis ikke han havde stoppet bevægelsen og i stedet rettet blikket op mod himlen, ganske umærkeligt.

,,Jeg tager min hævn en dag,” lovede han med tydelig drilleri i stemmen.

Jack lo.

,,Lad mig hjælpe dig med det,” bad han grinende.

,,Gerne,” lovede Landon. ,,Du siger til.”

,,Hey!” udbrød Sophie og spillede fornærmet. ,,Skulle du ikke forestille at ville mig det godt, mr. Martin?”

,,At ville dig det godt, miss Riot, er overvurderet,” mente Landon, leende.

,,Du er så led,” kommenterede hun. ,,Skal vi ikke gå ind og finde Anna?”

,,Jo, lad os bare det.”

De gik indenfor. Sophie stirrede. Hun havde aldrig troet, at Brobyværk Kro nogensinde ville have potentialet til at se ud, som den gjorde nu. Der var næsten intet lys ud over på dansegulvet i den fjerne ende af det største rum. Rundt omkring var der stillet små borde op, og en bar lyste op langs et godt stykke af den ene væg. Der var desuden mange mennesker. Hvis ikke det havde været fordi Anna hvirvlede ind i armene på Sophie i næste øjeblik, ville det have været umuligt at finde hende i menneskemængden, selv for Sophie.

Det blev jo så heller ikke nødvendigt, mindede hun sig selv om, mens hun hvinende vuggede fra side til side med armene omkring Anna.

,,Sophie!” skreg Anna over musikken. ,,Godt at se dig!”

,,I lige måde!”

De fortsatte med at vugge et stykke tid endnu, inden Sophie frigjorde sig fra Annas favn.

,,Har du haft en god fest indtil videre?” spurgte hun, og tilføjede: ,,Undskyld, jeg kommer for sent.”

Hun var godt klar over, at hun skulle have været der for en times tid siden, men Landon havde insisteret på at dobbelttjekke området, inden de tog af sted, så det var egentlig hans skyld, at de var der for sent. Dette kunne Sophie selvfølgelig ikke fortælle Anna, så hun lod bare være og sagde ingenting, i håbet om ikke at blive spurgt.

,,Landon!” udbrød Anna, som om hun havde glemt, hvad Sophie netop havde sagt, hvilket Sophie tolkede som et godt tegn.

Landon skiftede stilling fra at stå med optrukne skuldre og let sammenknebne øjne til at stå med rank ryg og et venligt smil på læben, idet han rakte en hånd frem mod Anna.

,,Tak for invitationen,” sagde han mildt, idet hun trykkede hans hånd.

,,Tak, fordi du vil synge for os,” svarede Anna leende.

,,Det er nok lidt tidligt at takke mig. Du har jo ikke hørt mig synge.”

,,Jeg har Sophies ord for det. Og hun plejer ikke at lyve.”

Landon sendte Sophie et sigende blik, der fortalte hende, at når han fandt på en passende straf, så skulle hun nok få det betalt. Nu var det ikke Landons straffe, hun frygtede allermest. Han var får involveret i sit arbejde til nogensinde at ville gøre hende ondt, så hvad han kunne gøre var vel at sætte hende til at lave ekstra armbøjninger, når de trænede. Noget i den stil. Ikke særligt frygtindgydende.

,,Ser man det,” svarede han bare leende Anna.

,,Hør, Landon, kunne vi ikke få en lille smagsprøve?” foreslog Jack. ,,Du ved, bare for at sikre os, at du ikke gør dig selv til grin.”

Der var intet spydigt eller ondsindet i den måde, Jack sagde det på, selv om ordene måske godt kunne virke sådan. Sophie var overrasket over den manglende fjendtlighed i Jacks stemme, ikke fordi han havde grund til at være fjendtligt indstillet overfor Landon, men fordi han havde virket i et underligt lune, siden de mødte ham udenfor.

,,Her?” spurgte Landon med hvad Sophie forventede var påtaget uskyldig overraskelse.

Landon var ikke typen til at komme med den slags spørgsmål. Faktisk plejede han at komme med et eller andet flabet svar, hvis hun stillede dem, hvad hun ofte gjorde. Men det havde tilsyneladende den effekt, Landon ønskede sig - sikkert at komme til et sted, der var mere overskueligt, hvorfra han kunne danne sig et overblik over situationen i forhold til sin profession. Anna halede nemlig alle tre - Landon, Jack og Sophie - med ud i gangen og ind ad en anden dør til et mindre rum. Et køkken. Det var mørklagt, indtil Landon fik tændt lyset, besat af det som han nu engang var.

Sophie kunne med sikkerhed sværge, at ud over Gabe havde hun aldrig mødt nogen, som så ud til at befinde sig så dårligt i mørke. Og for hende virkede det mere naturligt, når Gabe ikke gjorde det, fordi hun var vokset op med ham på den måde, og Landon først var kommet til senere. Det virkede ganske absurd. Små børn var bange for mørket og monstre under sengene. Ikke voksne mænd. Og så måtte hun rette sig selv. Djævlene var ikke bare monstre. De var en klasse for sig selv, kun definerbare som djævle. Intet andet navn passede til dem. Desuden benægtede Landon og Gabe lige hårdnakket hver gang, at de ikke var bange for djævlene i sig selv, men for hvad de kunne gøre ved Sophie. Begge havde tydeligvis Mia i tankerne, når de konfronterede hende med hvad Landon kaldte overmod.

Men nu stod de altså der i køkkenet, fire mennesker i en lille klump. Sophie lænede sig afslappet mod Jack, som lod sine nytrænede, stærke arme lukkes omkring hende. Anna hoppede op og satte sig på det lille køkkenbord og så afventende ud i rummet, som om hun forventede, at en enkel kom dumpende ned fra himlen og satte dagsordenen. Landon benyttede stilheden til umærkeligt at gå hen og åbne vinduet, hvorefter han trak vejret dybt og skar en grimasse.

,,Prøv at lugte,” sagde han, som enhver anden ung mand ville have gjort det, hvis han havde lugtet noget grimt.

Sophie inhalerede voldsomt, og hun hørte de andre to gøre det samme.

,,Jeg kan ikke lugte noget,” tilstod hun blankt, inden hun kastede et blik mod Landon, som hævede hagen en anelse og så på hende hen over sine nederste øjenlåg.

,,Det kan jeg heller ikke,” medgav Jack og Anna i kor, hvilket fik dem til at grine.

,,Jeg syntes bare, at jeg lugtede et eller andet…” mumlede Landon, men det blik, han sendte Sophie var anerkendende, bekræftende, som om han i virkeligheden sagde ”netop”.

,,Hvad det end var, så er det væk nu,” sagde Jack afslappet, og Sophie var glad for, at han spillede med på den og ikke gik i panik, på trods af at han kendte til sandheden om Landon, Gabe og Sophie selv.

,,Måske slog du en prut,” foreslog Anna, ikke rigtig henvendt til nogen.

Sophie fnisede. Anna havde tydeligvis fået lidt at drikke allerede, og det var der god grund til, at hun havde. Men på en eller anden måde ville det have været rarere, hvis hendes bedste veninde havde været helt ædru.

,,Nå, Landon,” sagde Jack i et forretningsmæssigt tonefald og hoppede op på køkkenbordet, hvorfra han lagde sine ben omkring Sophies liv og trak hende nærmere.

Hun lagde hovedet tilbage og så op på ham. Hans øjne funklede i mørket, som hun havde set dem gøre det mange gange før, når de var ude sammen. Men han var blevet anderledes. Som om han havde truffet et valg om at blive mere maskulin og stor, efter at hun forlod Fyn til fordel for et sommerhus på den jyske vestkyst. Han duftede af sig selv og lød som sig selv, men hans fremtoning var så meget anderledes. Selvfølgelig var han stadig den flinke fyr, som man ikke kunne undgå at holde af, men der var noget andet også. En sikkerhed på sig selv, der ikke havde været der tidligere.

,,Nå, hvad?” spurgte Landon og lænede sig mod et lille bord overfor Sophie og Jack, hvorpå han krydsede sine lange ben ved anklerne.

,,Lad os høre!” ivrede Anna.

Landon drog et dybt suk, og det var tydeligt, at selv om han helst ville slippe, så nød han i hemmelighed den opmærksomhed, de andre tildelte ham udelt. Som om han var et skinnende nyt legetøj og nød at være præcis dette.

,,Fint,” overgav han sig og rettede sig op, så han stod på flad fod, med armene nede langs siderne og muligheden for at trække vejret dybt uden at skulle bruge energi på at få luften ned i maven fra lungerne, som ville have været tilfældet, hvis han havde siddet ned.

Så begyndte han, højt og falsk, som om hans stemme netop var gået i overgang en ekstra gang. Sophie, som ikke ønskede at ødelægge hans spøg, afholdt sig fra at grine og gjorde sit bedste for at kopiere Annas forfærdede ansigtsudtryk. Hun var glad for at stå med ryggen til Jack nu, sikker på at hans ansigt ville være en blanding af vantro og overraskelse. Og havde hun haft muligheden for at se dette, ville hun helt sikkert have overgivet sig til latteren.

I sidste ende var det dog, mod hendes forventning, Landon, som ikke kunne holde masken. Han afbrød sin hæslige sang med et latterudbrud og sank sammen i samme tilbagelænede stilling som før, denne gang med armene over kors på brystet.

,,Okay, I’ve had my fun now,” erklærede han en smule mere seriøst, da først han holdt op med at grine.

Og så tog han sig sammen, lod det til. For sangen, som Sophie huskede fra den dag, hun havde taget ham i at synge, bølgede let og ubesværet ud mellem hans læber, denne gang helt synkront med de originale vokaler indspillet på albummet. The Script var blandt hendes yndlingsbands, og hun og Anna havde som yngre brugt mange timer på at sidde og analysere deres sange, alene fordi det var sjovt og musikken var god. Så at det var netop en af deres sange, Landon nu brillerede med, fik uden tvivl Annas berusede hjerte til at banke og flakse som en sommerfugl endnu mere, end det havde gjort i forvejen.

Det var tydeligt, hvordan Annas forfærdelse ændredes til entusiasme og ekstatisk glæde, og et beundrende smil bredte sig på hendes læber, mens hun hoppede ned fra køkkenbordet og gik hen mod Landon, som fortsatte med at synge, tydeligt opmærksom på pigen foran sig. Jacks ben strammedes om Sophie, men ikke på en ubehagelig måde. Bare som om han ville sikre sig, at hun stadig var der. Sophie var overbevist om, at det havde noget at gøre med teksten, som Landon førte frem med flydende, runde vokaler og intoneringer:

 

What am I supposed to do when the best part of me was always you?

And what am I supposed to say when I’m all choked up and you’re ok?

I’m falling to pieces, yeah, I’m falling to pieces.

 

They say bad things happen for a reason,

but no wise words are gonna stop the bleeding.

‘Cause she’s moved on while I’m still grieving,

and when a heart breaks, no, it don’t break even… even… no…

 

Der var noget særligt over at høre Landon synge. En skrøbelighed, der aldrig ellers var tilstede. Han virkede altid kølig og med overskud, selv når han var vred eller frustreret. De færreste følelser blev vist hos ham, medmindre han havde lyst til at vise dem - og det lod ikke til at være tilfældet. Kendte man ham ikke - og Sophie var overbevist om efterhånden, at det gjorde hun - så ville man uden tvivl tro, at han var sur hele tiden. Medmindre man havde været hans elev, som Jack og Anna, og set den tålmodighed, han havde udvist overfor eleverne i deres klasse dengang. Det havde uden tvivl ikke alt sammen været skuespil, men meget af det havde nok. For selv ikke når Landon så ud til at være segnefærdig af træthed var der denne skrøbelighed over ham. Så virkede han bare endnu mere brændende af en uslukkelig flamme af indædt vrede mod djævlene, som han havde dedikeret sit liv til at dræbe og beskytte hende fra.

,,Okay,” afbrød Landon sig selv og rundede en smule mere i ryggen. ,,Det må være nok. Take it or leave it.”

,,Take it, definitely,” sagde Jack alvorligt, men smilet sneg sig ind i hans stemme.

,,Yeah,” medgav Anna. ,,I’ll take it.”

,,Heldigt,” sagde Landon og skiftede en smule akavet stilling, som om opmærksomheden ikke længere tiltalte ham så meget.

Sophie forholdt sig tavs. Hun havde hørt Landon gå og nynne for sig selv før, når han var distraheret eller i godt humør for en gangs skyld (for det meste var han bare neutral). Men hun havde aldrig hørt ham udfolde sit talent på denne måde, og hun havde ikke forestillet sig, at han kunne gøre det bedre, end hun havde hørt det den dag, mens de begge stadig boede i byen og ikke under samme tag.

,,Hvor har du lært at synge sådan?” hvinede Anna begejstret og hvirvlede rundt om Landon som en kolibri.

,,Ingen steder,” svarede Landon og kløede sig på armen. ,,Det er bare noget, jeg kan.”

,,Det er fantastisk.”

,,Tak, men så fantastisk er det altså ikke…”

Jack slap Sophie med sine ben og lod sig glide ned på gulvet ved siden af hende.

,,Hvor sødt, Landon,” sagde han drillende. ,,Du er ved at blive fordansket. Janteloven indhenter dig.”

Selv om Sophie var sikker på, at Landon aldrig havde hørt om janteloven, så lod Jacks ord til at have en uforudset effekt. Landon rettede sig op og trådte væk fra bordet, han ellers havde lænet sig afslappet op ad. Nu var han ikke længere skrøbelig og akavet at se på, men den Landon, Sophie havde lært at kende i den sidste tid. Farlig, alvorlig.

,,Jeg skal jo også vænne mig til at omgås danskere, ikke? Så nytter det ikke noget at halte bagefter med jeres kultur, uanset hvor selvdegraderende den er,” svarede Landon skarpt.

Anna trådte et skridt væk fra ham i forbløffelse, og selv Jacks øjne udvidede sig en anelse. Den eneste, som ikke syntes specielt overrasket over ordene, udover Landon selv, var Sophie. Hun følte sig ikke overrasket, men var sikker på, at hun alligevel reagerede på det pludselige humørskifte fra sin beskytters side.

Landon, seende hvad Sophie så og sikkert lidt til, hævede et øjenbryn i stilheden og viklede sine arme ud af hinanden.

,,Jeg går ud lidt,” sagde han, som om det var det mest naturlige i verden og forlod rummet.

Præcis hvad der var sket kunne Sophie ikke engang senere have forklaret. Ikke med andet end at Landon lod til at være temmelig humørsyg for en voksen mand at være. Eller måske havde han i virkeligheden bare brug for at få klaret tankerne. Uanset hvad, så havde hun lyst til at følge efter ham, men gjorde det ikke. I stedet gik hun med Anna og Jack tilbage til festen, og de gav sig til at danse på dansegulvet. Nok var det Sophie og Anna, der dansede mest, men Jack tilbød sig også som dansepartner indimellem, når han ikke talte med drengene fra sin og Annas klasse. Sophie kunne ikke lade være med at tænke på folk som sine egne klassekammerater, på trods af at de ikke længere gik i skole sammen. Det var umådelig trist, og hun ville ønske, at det ikke var tilfældet, men sket var sket, og hun kunne lige så godt forsøge at være glad for den måde, hun levede på. Og det faktum, at hun rent faktisk levede, hvilket alene var Landons og Gabes skyld. Havde hun været på egen hånd, var hun sikkert død for mange år siden.

De fik lidt at drikke, og hun fik mulighed for at fortælle om sin mors død til enhver, der gad lytte. For selvfølgelig havde alle da hørt om Mia Riots forfærdelige uheld derhjemme, hvor hun havde ladet en cigaret stå og ryge i garagen, der var fuld af benzin. Mia havde aldrig røget, og ville nok heller aldrig have gjort det, så historien passede ikke ind i den sammenhæng, og det havde været svært at få Anna til at hoppe på den. Men de havde holdt sig til den historie, der nu engang var blevet lavet af de magthavende Eros, fordi det var bedst at føje dem.

Landon hadede historien, Gabe hadede historien, Sophie hadede historien, Jack hadede historien. Alle hadede historien, selv dem, som ikke kendte til sandheden. Det var for usselt, syntes Sophie, at hun blev nødt til at lyve om sin egen mors død og lade, som om Mia var en person, som overhovedet ikke tænkte sig om, før hun handlede. Sandt, hendes mor kunne være lidt flyvsk, men det kunne alle mødre jo engang imellem. Ingen ville være så dumme, at de lod en cigaret brænde lige over en lille pyt af brandfarlig væske. Men de holdt sig til historien, og folk sagde ”ih” og ”åh” i medfølelse og lavede de rigtige grimasser, når hun fik tårer i øjnene ved mindet om sin mor.

Til sidst besluttede også hun at gå udenfor og få lidt frisk luft, stik imod Landons ordrer om ikke at gå udenfor ubeskyttet. Jack insisterede på at gå med hende, og sammen forlod de det kvælende varme festlokale på kroen for at gå udenfor i den mørke nat. Anna havde Sophie ikke set skyggen af længe - fødselaren var blevet træt af at høre det samme igen og igen efter at Philip som den fjerde var kommet og havde spurgt Sophie, hvordan hun havde det. Desuden var det også kun retfærdigt, at Sophie ikke stjal Annas opmærksomhed. Så i virkeligheden burde hun opholde sig udenfor.

De satte sig ved siden af hinanden på et af trappetrinnene fra fortovet og op mod kroens døre. Jack legede blidt med hendes hånd, som han ville have gjort det, mens alting var normalt, og det var rart, at han i det mindste ikke havde ændret sig så meget, som det først havde tydet på. Han var stadig den samme, nu hvor hun sad der med ham alene på trappen og gav ham sin udelte opmærksomhed. Det gav hende mulighed for at huske, hvorfor hun i første omgang var faldet for ham. For hans blide og rolige person, for den måde, han behandlede hende på, for hans selvfølgelige udstråling af varme og venlighed.

De kom ind på alt, hvad der var sket i den seneste tid. Sophie nævnte Gabe, og Jacks ansigt syntes at lysne en anelse mere. Det underlige, der havde været over ham hele aftenen, syntes at forsvinde en anelse nu.

,,Overtager Gabe så Landons plads som din beskytter? Siden han er mere erfaren og ikke længere skal beskytte din mor?”

Sophie smilede til ham.

,,Nej. Landon er min beskytter… Jeg er ikke sikker på, hvordan den slags helt præcist virker, men det er noget med et biologisk bånd, og desuden var vi jo åbenbart barndomsvenner,” svarede hun stille og kyssede ham på kinden.

Jack lod hendes hænder omkranse sine egne, mens han sad i stilhed lidt.

,,Sophie, vi bliver nødt til at tale om tingene,” sagde han så endelig.

Hun sank en klump og vendte hans hånd mellem sine fingre.

,,Jeg troede, at du havde det fint med at blive ved -”

,,Jeg vil stadig gerne være sammen med dig,” forsikrede han hende hurtigt, og hun kunne høre nervøsiteten i hans stemme nu. ,,Men jeg vil gerne have dig for mig selv.”

Hun smilede.

,,Hvem skulle du dog dele mig med?”

Ved dette spørgsmål blev han bleg, og hans blik gled mod jorden som en faldende stjerne på den mørke himmel.

,,Du tilbringer rigtig meget tid sammen med ham -”

,,Landon er min beskytter, Jack.”

,,Det ved jeg.”

,,Men?”

,,Men du er altså anderledes, når du er sammen med ham.”

,,Anderledes?” spurgte hun og lagde hovedet en anelse på skrå. ,,Hvordan anderledes?”

Han syntes at tænke sig om, inden han svarede:

,,Som om han netop har kastet en lommelygte ud til dig, mens du er faret vild i mørket.”

,,Poetisk,” mumlede hun surt.

,,Og sandt.”

,,Nej.”

,,Jo, Sophie. Du opfører dig, som om han er den eneste, der nogensinde kan sørge for, at dit liv bliver trygt og sikkert igen.”

,,Hvilket er hans job.”

,,Jeg er ligeglad med, om det er hans job eller ej, Sophie. Jeg kan selvfølgelig ikke forbyde dig at ses med Landon, men synes du ikke, at det er lidt ekstremt, at I bor sammen?” spurgte han og trak sin hånd ud mellem hendes for at gøre en opgivende, sigende gestus med hænderne spredt ud fra kroppen.

For netop denne samtale hadede Sophie inderligt sin ellers højt elskede kæreste. Hun havde ikke engang overvejet, at Jack kunne være jaloux på Landon, fordi der intet mellem de to var ud over det bånd, der var blevet dem givet af højere magter. At Jack følte sig truet i sin position som hendes kæreste var et mareridt, hun aldrig havde forestillet sig ville blive virkeligt. Men det var det. Meget virkeligt. Og det gjorde hende hvidglødende af raseri, at han ikke ville forstå, hvor ligeglad hun var med Landon som andet end beskytter - og måske ven.

,,Fint,” hvæsede hun og rejste sig. ,,Hvis du ikke vil have, at jeg er i sikkerhed, så er det også i orden. Så er du bare ikke den person, jeg troede, du var!”

,,Selvfølgelig vil jeg have, at du er i sikkerhed!” protesterede han og rejste sig også. ,,Men jeg vil også gerne have en kæreste, jeg kan stole på!”

,,Og mig kan du ikke stole på?!”

,,Det ved jeg ikke. Kan jeg? For du gør mig i tvivl, når du forsvarer din ret til at bo sammen med en anden mand.”

,,Gabe er der også!” råbte hun desperat og trådte væk fra trappen og ud på midten af fortovet.

,,Og hvad så? Siden hvornår er Gabe begyndt at blande sig i hvem du ser og ikke ser? Han elsker dig for højt til at ville tage valget fra dig, selv hvis han er uenig med dig!”

,,Så du siger altså, at jeg har valgt Landon frem for dig?”

Netop som Jack skulle til at svare, hørte Sophie den velkendte lyd af Landons nærmest lyddæmpede skridt mod fortovet, idet han kom rundt om hjørnet fra banken og husene nede ad den vej. Han måtte have været ude på en længere gåtur, for hun havde ikke set ham, siden han forlod køkkenet i en rasende fart. Nu stoppede han op og stod og betragtede dem med hænderne i siderne og et hævet øjenbryn. Et udtryk, der ellers ikke ville have irriteret hende, men lige nu gjorde det.

,,Gider I dæmpe jer?” spurgte han, og hans tonefald var iskoldt. ,,Jeg er ikke interesseret i at hele Brobyværk og omegn finder ud af, hvad jeg er.”

,,Så fortæl Jack, at han ikke har noget at være jaloux over,” knurrede Sophie skarpt, selv om det jo ikke var Landons skyld, at hun og Jack var kommet op at skændes - ikke direkte, i hvert fald.

,,Jaloux?” gentog Landon og lød faktisk forbløffet, som om det ikke var et ord, han nogensinde havde stiftet bekendtskab med før. ,,Why?”

Sophie forklarede ham rasende, hvordan Jack syntes det var helt urimeligt, at de boede sammen, når det nu var Landons job at passe på hende. Landon lyttede uden at fortrække en mine, og til Sophies overraskelse blev også Jack ude frem for at flygte ind i mørket for at slippe for en ubehagelig konfrontation fra hendes side. Og selvfølgelig vidste hun også godt selv, at hun ikke var helt retfærdig overfor ham. Han mente det jo godt, og sandt at sige var der ikke nogen, som kunne fortænke ham lidt i sin jalousi.

,,Oh shit,” mumlede Landon og fløjtede ud mellem tænderne. ,,Jack, I’m sorry, man…”

,,Like hell you’re sorry.”

Landon skar en grimasse, men stak så hænderne i lommerne og lod til at ignorere Sophie, mens han gik hen og satte sig på trappen, ved siden af Jacks ben, fordi Jack stod op. Men også hendes kæreste satte sig nu ned, som om det var reglen, at når en fyr talte, holdt de andre kæft og lyttede.

,,I am sorry,” insisterede Landon. ,,Sophie’s right. There’s no need to be jealous. But the truth is that I’m her protector, whether I like it or not. And being exactly that I have to stay near her as much as possible.”

Jacks ansigt var fortrukket i en grimasse af bitter erkendelse, som Sophie aldrig havde set før. Som om han nu indså, at han var gået over stregen, og at han fortrød sit vredesudbrud mere end han lige havde troet, at han ville. Dette var selvfølgelig kun gisninger fra hendes side, for hun kunne ikke se ind i hans hoved og læse hans tanker. Men det havde heller ikke været nødvendigt nogensinde med Jack at læse tanker. Hans ansigt var som en åben bog, og hun elskede dette ved ham. Det var et værdifuldt træk, fordi det også gav hende mulighed for at se, hvornår hun selv gik over stregen og burde undskylde overfor ham.

Dermed ikke sagt, at det altid var hende, som sårede ham. Det kunne sagtens foregå omvendt, og hun kunne godt finde på at starte unødvendige skænderier, bare fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Det var hendes måde at komme igennem uoverskuelige ting. Og Jack var god til at skændes med hende og få hende bragt til et punkt, hvor hun ikke gad skændes mere og bare havde lyst til at forsones igen.

Men der var noget mærkeligt ved at gøre Landons undskyldning overfor Jack, som syntes mere end bare lamslået over at få en sådan. Det var ikke tit, at Landon lød sårbar. Faktisk aldrig. Udover nu. Som om han virkelig mente, hvad han havde sagt for et lille øjeblik siden - som om han virkelig gerne ville have tingene anderledes, hvis han kunne få dem sådan. Måske ville han i virkeligheden hellere være venner med Jack, end han ville være hendes beskytter. Den tanke sved underligt, og hun overvejede, om hun skulle gå og lade de to tale sammen alene. Men hvor skulle hun gå hen? I sin nedtrykthed kunne hun ikke nænne at vende tilbage til Annas fest med overhængende fare for at nogen ville bemærke, hvor manglende hendes glæde efterhånden var.

,,Jeg er i øvrigt slet ikke interesseret i Sophie,” mumlede Landon, kun højt nok til at Sophie lige kunne høre det, og der var en tørhed i hans stemme, som lod til at opmuntre Jack en smule, idet et lille smil trak i hans ene mundvig. ,,Ikke min type, du ved.”

,,Måske,” brummede Jack, trods smilet, og lød stadig alvorlig. ,,Jeg har hørt en lille fugl synge om, at du er til høje, franske blondiner,” tilføjede han, og denne gang var der en drillende tone i den ellers alvorlige stemme.

Sophie åndede lettet ud, men turde ikke gøre dette med lyd, af frygt for at komme til at påkalde sig deres opmærksomhed. Men hun undslap ikke Landons piercende blik, idet hun stjal sig til at se på de to på trappetrinnene. Der var noget mørkt i hans øjne, som ellers glitrede i lyset fra gadelygterne.

,,Det passer heller ikke,” benægtede han, temmelig oprigtigt.

,,Jeg ville ellers ikke være overrasket over det,” bemærkede Jack.

,,Ikke det?”

Heldigvis var der ingen fornærmelse at spore i Landons stemme. Kun svag morskab, understreget af en lettelse, som Sophie aldrig nogensinde havde hørt ham tale med. Ikke engang når han indså, at han ikke havde fejlet i at udføre sit job og holde hende i live. Så var han bare irriteret og vred. For det meste på hende.

Desuden var det glædeligt at se, hvordan Jack igen smilede, og han skævede over mod hende med et fortrydende udtryk i ansigtet, så hun ikke kunne lade være med at tilgive ham med det samme. Selvfølgelig var hun såret over, at han i det hele taget kunne tro sådan noget om hende, men på den anden side var det jo nok ikke så underligt. Hun havde været sammen med Landon meget. Måske usundt meget, endda. Og hver eneste gang hun havde besøgt Jack, havde Landon været med på Fyn for at holde sig i nærheden. Hun kunne ikke undgå at have sin beskytter i baghovedet hele tiden, når han ventede lige omkring hjørnet, og det var generende, men også betryggende.

Når hun havde det sådan, så burde hun have skænket det en tanke, hvordan Jack så måtte have det. Men det havde hun af en eller anden grund ikke. Opslugt af sin mors død og at være spærret inde i et sommerhus med Landon og Gabe som det eneste selskab havde hun ikke skænket ret mange andre en tanke. Ikke før det blev så presserende, at det var uundgåeligt. Som for eksempel det med at finde en undskyldning, hvis folk så hende og Landon ankomme i samme bil.

,,Nu skal I få et øjeblik,” lovede Landon og rejste sig for at forsvinde ind til festen og gå i ét med de mange festende unge mennesker på nogenlunde sin egen alder.

Jack rejste sig også, men ulig Landon gik han hen mod hende på fortovet, og hun forberedte sig på det værste, mens han tog trappetrinnene et ad gangen med fingrene hængende løst gennem bæltestropperne på sine jeans. Da han stoppede foran hende var der et udtryk, som kun hendes Jack kunne bære. Et fåret udtryk af en blanding af skyld og pinlig glæde over at være kommet over endnu et lille bump i vejen.

Sophie, lettet, rakte armene ud mod ham for at tage imod ham, og hans nu stærke arme vikledes omkring livet på hende. Hun snoede sine fingre ind i hans bløde hår og betragtede hans ansigt med de nye, fremstående kindben og den mere maskuline kæbelinje. Men hun fik ikke lov til at se på ham som en helt ny person længere, for hans smil var det samme, og det samme var lyset i hans øjne, idet han bøjede hovedet forover og hvilede sin pande mod hendes. Hun elskede at stå sådan, og han vidste det.

Han bøjede sig en smule mere ned mod hende, og hun vendte ansigtet op mod hans for at tage imod ham, da deres læber mødtes i et brændende varmt kys, så meget ulig deres første, at det føltes helt anderledes. Unødvendigt at sige var deres første kys ikke nogen stor succes, og hun kunne ikke lade være med at tænke på det uden en vis forlegenhed. Deres tænder havde skrabet akavet mod hinanden, og det havde faktisk gjort ondt, men de havde begge været ivrige efter at prøve det af og ikke tænkt videre over det. Heldigvis lod det til at være det rigtige, de havde gjort, også selv om dette føltes meget mere behageligt.

Et svagt stik af skuffelse gik gennem hende, da han forsigtigt trak sig tilbage og så hende i øjnene, smilende nu.

,,Vi må hellere gå ind igen - Anna må være ved at dø af bekymring,” erklærede han og præsterede at lyde modvillig samtidig.

,,Det tror jeg ikke,” sagde hun og gav modstræbende slip på sin egen hånd, så hendes arme faldt ned fra hans skuldre. ,,Men du har nok ret alligevel.”

De gik indenfor igen. Denne gang var Sophie ordentligt i stand til at have en endnu bedre aften. Jack var forbløffende god til at holde folk på afstand af emnet, der var sværest for hende lige for tiden: Mia. Han gjorde, hvad han kunne, og det viste sig i den grad at være nok. Hun var ham dybt taknemmelig. Desuden dansede de sammen så længe, at hun fik helt ondt i fødderne, og hun forsøgte at lade være med at tjekke, om Landon holdt øje med dem. Både fordi hun vidste, at det gjorde han, og fordi hun ikke burde kigge efter ham. Men selv når hun gjorde, var han ikke til at få øje på, og det gjorde hende en smule nervøs hen mod festens slutning, hvor de var blevet bedt om at skrue ned for musikken op til flere gange.

Anna hvirvlede rundt mellem sine gæster og fablede om hvor fantastisk det var at være sammen med dem alle sammen. Sjovt nok virkede hun helt ædru, da hun fik fat i en mikrofon og musikken blev slukket. Hun trådte frem, takkede for en fantastisk aften og lovede, at de alle sammen skulle ses noget mere i fremtiden. Derpå overlod hun mikrofonen til Landon, som trådte frem som ud af skyggerne - skabt ud af intet andet end lys og mørke i det øjeblik, den lyse skjorte og den lyse hud mod de mørke øjne, det mørke hår og de mørke bukser. Han præsenterede kort og vittigt sig selv, placerede så mikrofonen i en holder og greb en akustisk guitar, som han slog an på til sangen.

Der gik et sus gennem de mange fulde, unge mennesker, idet han lod sin stemme udfolde sig i fuld kraft, ikke tilbageholdt på nogen måde og ikke undskyldende i sin fremtræden. Sophie og Jack stod med armene omkring hinanden og betragtede ham, mens hans læber bevægede sig og hans hals og mave frembragte lyde så skønne, at de umuligt kunne være helt menneskelige. Landons øjne var let knebet i, som om han virkelig ikke fokuserede på noget i rummet, men derimod et tilfældigt punkt i loftet.

En skam at Landon var så dedikeret i forhold til at opføre sig som Eros, tænkte Sophie, mens hun og Jack begyndte at vugge fra side til side i hinandens arme. Han ville have været en fantastisk rockstjerne. Folk ville blive ellevilde, og hun var ikke andet end overbevist om, at hendes egen aldersgruppe ville dåne langt mere over ham, end de små piger over idoler som Justin Bieber. Det ville blive en hønsegård. Ligesom festen så snart Landon var trådt af og lyset så småt begyndte at blive tændt. Rundt omkring lød pigestemmer med spørgsmålene ”hvem er det?”, ”hvor kender Anna ham fra?”, ”er han professionel?”, ”har han en kæreste?”. Det var komisk.

Endnu mere komisk var det dog at se, hvordan Landon måtte krænge sig uden om de små grupper af piger i sit kølvand, idet Sophie endnu engang fik øje på ham. Han kom gående hen mod hende og Jack, men syntes så pludselig at skifte mening og derefter ændre retning for nærmest at bryde ud gennem dørene og udenfor på fortovet. Sophie var ikke sikker på, hvordan hun skulle tage det, men var ret sikker på, at det var ment som en hentydning til, at de skulle til at af sted.

Dog ventede hun lidt med at gå ud til ham i bilen. Ingen skulle se dem sammen, og hun havde desuden ikke travlt med at vende tilbage til en hverdag langt fra sine venner, som hun i øjeblikket var sammen med. Jack så spørgende på hende, da hun vendte øjnene op mod ham, og hun rystede let på hovedet.

,,Skal du ikke med ham?” spurgte han dæmpet med rynket pande.

,,Joh,” mumlede hun stille. ,,Men det behøver jo ikke at ske lige med det samme.”

,,Du ved godt, at du kommer til at gå ham på nerverne, ikke?”

Denne gang lo Jack mildt, og hun nikkede ivrigt med et påtaget uskyldigt smil.

,,Stakkels Landon,” brummede Jack og kyssede hendes næsetip.

,,Stakkels Landon?!” udbrød hun og spillede fornærmet. ,,Det er da mig, der skal leve med Mr. Moody-Pop-Star!”

,,Men du gør sikkert også dit til at bidrage til hans humørsvingninger.”

,,Sig mig, forsvarer du din rival?”

,,Ih ja. Min rival,” sagde han med et hævet øjenbryn, helt ubekymret.

Sophie daskede til hans skulder med en hånd, hvorpå hun strakte sig og kyssede ham blidt og lidenskabeligt på læberne. Få sekunder senere gled hans arme rundt omkring hende, og hun fortabte sig i den fantastiske følelse af at være sammen med Jack igen. Den fik dog ikke lov til at vare længe, for i næste øjeblik fløj hun væk fra ham, overrasket af en svag smerte i sit baghoved, der allerede var på vej væk. Idet hun snurrede rundt, fik hun øje på Anna, som stod og smilede drilsk, tydeligvis tilbage i sin fjollede opførsel i branderten.

,,Inden du bare pludselig forsvinder, vil jeg lige sige farvel,” erklærede Anna, og pludselig blegnede hendes smil.

Sophie mærkede tårerne stige op i sine øjne, idet hun så sin bedste venindes blive blanke og glasagtige. Jack holdt sig på afstand. Forsigtigt trådte Sophie nærmere, og Anna og hun slog armene omkring hinanden og græd stille ned mod hinandens skuldre. Det føltes underligt at skulle tage afsked med Anna denne gang. Ikke som sidste gang. Sophie havde en underlig fornemmelse af, at det måske var sidste gang, de ville få lov til at se hinanden. Fordi hun blev mere og mere trukket ind i Landons og Gabes verden, og fordi Anna ikke kunne blive en del af den verden. Det ville være for meget at bede om, at også Anna fik lov til at kende til hendes hemmelighed.

I sine mørkeste øjeblikke hadede Sophie endda sig selv for ikke at have delt hemmeligheden med Anna frem for Jack. Hun havde ingen sikkerhed på, at Jack ville være en konstant ting i hendes liv, mens hun altid havde haft Anna der. Næsten, i hvert fald. De to var som søstre, og det var forfærdeligt at lyve for sin søster hele tiden. Mia ville have bebrejdet Sophie for at holde sandheden hemmelig, men så igen, Mia ville have været den sidste, der burde komme med en moralprædiken, givet at Sophie havde levet i lykkelig uvished det meste af sit liv om den verden, som eksisterede sammen med menneskernes på jorden. Den verden, som kun ganske få af menneskerne på jorden kendte til.

Problemet var bare, at Landon havde tilladt hende at fortælle det til én person, og kun én person. Sådan var reglerne, sagde han, regelret som han nu engang var, og de kunne ikke bøjes i hendes favør. Faktisk kunne de næsten kun indskrænkes, og det ønskede hun ikke. Desuden vidste hun, at Gabe og Landon i hemmelighed diskuterede, hvorvidt Anna ville have været i stand til at holde på hemmeligheden psykisk. Jack vidste de alle sammen var stærk nok, alene fordi han holdt så meget af Sophie, at selv hun ikke tvivlede på hans kærlighed.

,,Vi ses,” hviskede Sophie ned mod Annas skulder. ,,Ring til mig, når dine tømmermænd er gået væk, ikke? Og ikke et sekund tidligere, for jeg gider ikke høre på dig, når du klynker og har ondt af dig selv,” tilføjede hun og forsøgte at lyde munter og drillende, så Anna ikke ville være så ked af det.

De to gav slip på hinanden og smilede, Annas ansigt så velkendt for Sophie som Gabes ansigt. Der var ikke én følelse, Sophie ikke kunne tolke i sin bedste venindes ansigt, og det var selvfølgelig på den ene side en god ting. Men det var knusende at vide, at Anna aldrig nogensinde mere ville kunne komme helt ind til Sophie igen og være en del af hendes inderste kreds. De havde været som søstre, men den mulighed var blevet taget fra dem nu. Og desværre ikke velvilligt eller som en naturlig udvikling - mere som en omvæltning, der bød Sophie konstant at spille skuespil og skjule en sandhed, som hun desperat havde brug for at tale med en pige om.

Desværre kendte hun ikke nogle kvindelige Eros, som hun kunne tale med. Ikke ud over Desirée, og Landon havde sagt, at hun havde forladt landet for at dyrke sin ungdom, mens hun endnu ikke havde fået tildelt en at beskytte resten af sit liv. Desuden var Desirée og Sophie ikke de bedste veninder, så det fungerede fint. Ej heller kendte hun nogen menneskekvinde, som havde hørt om Eros før, og som hun kunne tale med det om - givet at de så måtte være i nogenlunde samme båd. Gabe forbød hende desuden at bruge Landons eller sin egen computer, idet de havde adgang til information om alle, der kendte til Eros og deres samfund. I tilfælde af at hun skulle lede efter andre som sig selv.

Sophie havde aldrig følt sig så alene i hele sit liv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...