Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
8520Visninger
AA

16. K A P I T E L XV

 

K A P I T E L XV

 

Selv for Landon, som ikke havde ret meget tilfælles med Sophie, gjorde det ondt indeni at se, hvordan hun reagerede, da Gabe - noget tøvende - lod hende se, hvad der var sket. Det piercede sjælen. Jack var heldigvis kørt for længst, efter at Landon havde overbevist ham om, at han ikke var behøvet. Måske ville Sophie få brug for ham, men for nu var det op til ham og Gabe at få hende til at falde til ro. Ikke at hun reagerede voldsomt. Faktisk overhovedet ikke. Hun stivnede, ligesom Gabe havde gjort, i døråbningen til garagen, stirrende i vantro på den krop, hun formentlig ville kunne genkende til enhver tid. Hendes læber formede et O i forskrækkelse og chok, men hun sagde ikke en lyd. Landon stod længe og betragtede hende, som hun stod der, men han gjorde ikke noget for at komme hende i møde. Hvis hun ville trøstes, skulle hun nok selv sige til. Det gjorde mennesker som regel, når de oplevede ting som denne. Også Gabe lod hende være, men det havde nok mere noget at gøre med, at hans ansigt var gråt af sorg, og at han selv tydeligvis forsøgte at begribe, hvad der var sket.

Det var netop Gabe manglende udtryk, der overbeviste Landon om, at det hele tærede på ham meget hurtigt. Normalt var Gabes ansigt animeret med en eller anden følelse, ofte glæde eller medlidenhed i Landons tilfælde. Og han forestillede sig, at fik Gabe og Sophie først hinanden rigtigt at se i denne situation, ville alle følelserne kollidere og ende i gråd. Men der var andre ting, der prægede hans tanker også.

Dette betød i høj grad noget for deres tilværelse. Det var udelukket, at de kunne blive i Brobyværk nu, hvor der var blevet begået et mord fra djævlenes side. De var nødt til at komme ud af vagten, før de kunne blive udspurgt alt for meget af menneskenes myndighederne. John og de danske Eros’ ledere ville selvfølgelig også sende nogen ud, eftersom både Gabe og Landon selv var forbundet til stedet, og de ville tage sig af forklaringen af døden. Men det var bedst at pakke og se at komme ud af vagten hurtigst muligt.

Og ud af vagten var der i hvert fald én, som kom. Præcis hvad der skete, anede Landon ikke, men da han blinkede så han kun svag sitren i luften, mens Sophie sprintede ud af garagen med jakken flyvende åbent efter sig. Uden at spørge satte Landon efter hende i løb, sikker på at hun ikke var løbet ned gennem baghaven, men ud gennem indkørslen. Han kunne se sin ånde blive til skyer af damp i luften, når han pustede ud, men var ligeglad. Løbe kunne han blive ved med. Konditionen fejlede intet. Men han var alligevel lettet, da han fik øje på Sophie ude på den kurvede vej, og han satte automatisk tempoet op, selv om hun sprintede endnu hurtigere end han selv gjorde, sikkert drevet af sin sorg. En sorg, han godt kunne forestille sig, selv om det var mange år siden, han havde følt den på egen krop.

De nåede hele vejen ned forbi Spar og ned til broen, som løb over åen, før hun stoppede og nærmest hang ud over gelænderet. Landon satte farten ned for ikke at styrte ind i hende og rive hende med sig, når han bremsede. Folk stirrede, men han var pludselig bedøvende ligeglad. Det var ikke sandsynligt, at nogen af dem nogensinde ville se ham igen.

Han vidste, at hvad hun havde brug for ikke var ord. I stedet gik han forsigtigt hen og stillede sig ved siden af hende, lænede sig ud over gelænderet og kiggede ned i vandmasserne som blidt gled ind under den ene side af broen og brusede ud i den anden. Der var noget mærkeligt beroligende ved at se på vandet på den måde - på én gang manipuleret af mennesker med designet af vandløbet og samtidig løbende frit og naturligt.

,,Det er bare et mareridt,” erklærede Sophie og løftede en hånd, skubbede sit ærme på jakken op og nev sig selv i huden.

,,Hvad laver du?” spurgte Landon, klar over at situationen virkede absurd.

,,Forsøger at vække mig selv.”

,,Sophie…”

Han opgav at sige noget klogt og vendte sig bare igen mod vandet.

,,Landon?”

,,Mh?”

,,Hvis jeg begynder at græde nu, tror du så vandstanden i åen stiger?”

Han måtte virkelig tage sig sammen for ikke at grine.

,,Det kommer an på, hvor meget du har tænkt dig at græde,” sagde han ganske alvorligt, trods det absurde spørgsmål.

,,Jeg har det, som om jeg kunne græde så meget, at mine tårer ville skabe et nyt hav,” sagde hun.

,,So cry,” opfordrede han blidt.

,,What if I’m unable to stop?”

,,Don’t stop ‘till you’re done.”

,,But I-“

,,Come here,” sagde han og trak hende ind mod sig, sikker på at han senere ville fortryde sin handling.

For nu var han dog godt tilfreds, for Sophie klemte armene omkring ham og begravede sit ansigt i hans jakke, og han kunne kort efter se hendes tårer prelle af på læderet og dryppe ned på fortovet. Mørket sænkede sig langsomt, mens de stod der, og det eneste, Landon kunne høre, var åens brusen på modsatte side af vejen og den knuste piges hulken og de enkelte gange, hvor hun snøftede. Han tvivlede ikke på, at hun nok skulle løbe tør for tårer, og heller ikke på at der ville komme mere gråd i løbet af det næste lange stykke tid. Men han var sikker på, at hun nok skulle klare den, at hun var fornuftig nok til ikke at gøre noget overilet.

Hun var iskold og rystede, da han i medlidenhed lod sin jakke falde af og lånte hende den, frysende i sin T-shirt. Men han skulle nok klare sig, og han vidste, at han ikke ville blive syg af dette. Blodet pumpede rundt i kroppen på ham, på trods af at han havde set et lig mange gange før på ture rundt. Det var, som om Sophies sorg flød gennem ham i en mindre skadelig form. Hun holdt godt fast i ham, som om hun kunne falde sammen, hvis han flyttede sig så meget som én centimeter fra hende.

Efterhånden holdt hun op med at græde voldsomt, og rystelserne i hendes krop blev færre og mindre. Langsomt samlede han hende op og løftede op på sin ryg for at bære hende hjem. Hun protesterede ikke, men holdt fast i hans skuldre, mens han satte i løb, ikke sprint, fordi han ville være i stand til at holde balancen, hvis han ikke sprintede, og dermed ikke risikerede at falde.

Tilbage ved villaen lod Gabe til at have genvundet funktionsdygtigheden for en kort stund, for hoveddøren stod åbent, og alle lys i hele huset brændte, lod det til. Inklusive lysene i begge garager og på lofterne. I bryggerset satte Landon Sophie ned, og hun bevægede sig ind i huset, godt nok vaklende, men i det mindste på sine egne ben. Som om hun var lammet af rædsel over hvad hun havde set, og som om hun ikke havde brug for selskab. Landon blev stående i døren til køkkenet og så efter hende, mens hun gik gennem huset og stift forbi Gabe ved spisebordet, hvor han havde stillet en masse kasser - tydeligvis i gang med at føre Landons plan ud i livet, endnu før de havde talt sammen.

Under normale omstændigheder ville Gabe nok være blevet såret over at se sin steddatter gå lige forbi uden at kaste så meget som et blik i den retning, men hans ansigt afslørede intet andet end den dybe sorg, som lå og gemte sig i øjnene. Det var uudholdeligt at se på, og selv om Landon vidste, hvordan det var at miste en forælder, så kunne han ikke længere præcis huske følelsen fra sin barndom, hvad han ofte havde været lettet over. Nu syntes det næsten urimeligt, at han ikke kunne huske den, fordi han mest af alt havde lyst til at bede de to om at tage sig sammen og fokusere på hvad der var vigtigt.

Da måtte han rette sig selv. For det var ikke uvigtigt, at de to fik sørget over Mia. Det var på sin plads, og hun fortjente selvfølgelig intet mindre end den respekt at blive sørget over af sin nærmeste familie. Hvis ikke eneste familie. Det var et tab, selvfølgelig var det det. Landon havde aldrig i sit liv mødt en så imødekommende og velmenende voksen kvinde, som kendte til verden med Eros og djævle og det hele. Mia havde spillet den rolle i hans liv, på både godt og ondt. Godt, fordi det havde mindet ham om, at selv om det var en kold verden, så var der alligevel varme og lys at finde, og ondt fordi han nu måtte finde en måde at sørge over hende, uden at det virkede mærkeligt, givet at han ikke havde kendt hende nær så godt som Sophie eller Gabe.

,,Martin!” kaldte Gabe henne fra spisebordet, og Landon krympede sig ved lyden af sit efternavn, udtalt med en skarp kant, han kun havde hørt ved sine mindre imponerende præstationer i skoletiden - hvilket ikke var ofte.

Hurtigt krydsede han rummet, ligeglad med at han havde støvler på, der bestemt ikke var helt rene nedenunder.

,,Ja?”

,,Kan du hjælpe med at pakke kælderen sammen? Så skal jeg nok klare sovevær-” Gabes stemme knækkede, og Landon skyndte sig at nikke, inden han fik mere gråd at skulle stå til regnskab for, til trods for at han havde ondt af både Sophie og Gabe.

,,Er der et sted, vi kan tage hen?”

,,Der er en hytte i Jylland,” svarede Gabe med en så forskrækkende iskold ro, at Landon var sikker på, at den ikke føltes naturlig for nogen af dem. ,,Den ligger ude ved vestkysten, og det er ikke sandsynligt, at man vil spørge til vores eksistens der. Jeg købte den, da Mia, Sophie og jeg flyttede hertil. Du ved, som en ekstra sikkerhed.”

Landon nikkede. Han havde måske undervurderet Gabes evne til at tænke helt klart i en presset situation som denne. Det var tydeligt, at han havde forberedt sig på, at dette kunne ske før eller senere. Eller måske ikke ligefrem sin beskyttedes død, men i hvert fald en årsag til at bryde op og komme af sted i en lynende fart. Det kunne næsten kun gå for langsomt.

De gik hver til sit, for at Landon kunne nå at pakke kælderen. Han tøvede et øjeblik, da alle kasser af vigtighed var båret op og betragtede de ærefrygtindgydende vægge med skriften på i et splitsekund, inden han tog en beslutning og fiskede sin telefon op af lommen på sine bukser. Meget præcist tog han et billede af hver kvadratmeter skrift i rummet - i kronologisk rækkefølge - så teksten ikke gik tabt, og han kunne undersøge det hele nærmere. Måske havde det ligefrem noget at gøre med Mias død. Eller måske ikke.

Ovenpå var Gabe stadig i færd med at pakke ting i kasser og tasker, og det var endda kun det allermest nødvendige - tøj, den mad, Mia havde været i færd med at forberede til denne juleaften, resten af maden i huset, tandbørste, våben, tandpasta… Kort sagt, alt hvad der kunne være brug for, når man skulle af sted hurtigt, og ikke ret meget mere. Kun, tænkte Landon og skævede til en kasse på det nederste trappetrin, hastigt markeret med det atlantianske ord for kærlighed, nogle få minder om Mia.

Ovenpå kunne han høre Sophie rumstere rundt, sikkert på sit værelse. Eller måske endda i soveværelset, hvor hun kunne indånde sin mors duft og græde alene, sådan som hun syntes at have lyst til det. Gabe havde i hvert fald pakket Sophies tøj. Eller… det af det, der var praktisk til at bevæge sig i, og det af det, der ville holde hende varm i længere tid, hvis nu hun af en eller anden grund skulle havne ude i kulden.

Landon stod i hallen, da han så den sorte bil køre ind på gårdspladsen, og med en knude i halsen så han det fynske overhoved for Eros træde ud af den blankpolerede bil. Gabe, som kom gående ned ad trappen i samme øjeblik, stivnede ved vinduet, og hans ansigt og skuldre faldt nærmest modløst sammen.

,,I’ll deal with them,” lovede Landon og skævede kort op ad trappen mod afsatsen, hvor han fik øje på Sophie, hvid i ansigtet og med en ternet skjorte knuget ind mod sit bryst, mens tårerne trillede ned over kinderne på hende.

,,Thanks,” brummede Gabe. ,,But you don’t have to.”

,,Yes, I do,” sagde Landon, og inden Gabe kunne komme med flere indvendinger vendte han rundt på hælen og skyndte sig at gå gennem huset, mens han i tankerne gennemløb procedurerne for denne slags ting.

Det var på ingen måde nyt for ham, men det var alligevel anderledes. På trods af at folk, han havde kendt bedre, var døde i Beijing, så var det noget helt andet med Mia. Måske var det Sophies sorg, som krøb ind under huden på ham, som når han kunne fornemme, at hun var vågen eller sov. Men det kunne lige så godt være hans egen, for han var virkelig ked af det. Mia af alle mennesker fortjente ikke at dø. Specielt ikke den død, hun havde lidt. Den mest grufulde død, uden tvivl. Brændt og tortureret ihjel fordi nogen ikke kunne afstå fra deres groteske natur og lade fredfyldte mennesker være i fred.

Verden var hård og uretfærdig. En af grundreglerne for Eros. Det var et faktum, man levede med og handlede efter, ikke et man bebrejdede nogen eller noget, selv om det i bund og grund var det, der var hovedårsagen til den evige kamp mellem skygger og mennesker. Landon rettede sig selv i tankerne. De fortjente ikke at blive kaldt skygger. Deri lå at solen havde en indvirkning på dem, at de blev kastet, når lyset havde en bestemt vinkel. At de var fremavlet af noget godt. Disse skabninger var djævle. Intet andet. Sjæleløse væsener uden samvittighed eller egentligt liv. Bare deres blod bekræftede dette… sort som kul.

,,Du må være Landon Martin,” sagde lederen, som stod for alle Eros på Fyn.

Han var en høj mand med hvidblond hår og små, mørkebrune øjne. Landon undrede sig kort over kombinationen, men tog sig så sammen. Det passede sig ikke at stå og blive distraheret af den slags ting. En anden ting virkede imidlertid som en bedre distraktion, og en ganske undskyldt én af slagsen.

Sophie kom løbende hen og stillede sig ved siden af ham, da han stoppede i de røde perlesten på gårdspladsen og så sig omkring i tusmørket, som gradvist blev mere og mere mørkt for hvert minut. Hun græd stadig, men beherskede sig, mens hun lænede sin skulder forsigtigt mod Landons. Han rakte over med modsatte hånd og gav hendes underarm et lille klem, og hun skubbede til hans skulder med sit hoved som lydløs besvarelse.

Uanset sorg og hjælpeløshed, så var det rart for Landon i det mindste at have Sophie ved siden af. At vide, at hun ikke lige pludselig blev overfaldet som sin mor og blev frataget livet, selv om det havde været tæt på. Hendes hjerte slog så hårdt, at han kunne se det på hendes hals, når blodet pulserede gennem arterierne. Det var rart.

,,Det er mig,” sagde Landon endelig og rakte stift en hånd frem mod manden.

,,Mit navn er Casper Bruhn. Jeg går ud fra, at du genkender mit navn.”

,,Ja, sir.”

,,Udmærket. Gabriel Riot ringede os op om at der er sket et mord.”

,,Det er sandt,” medgav Landon og mærkede Sophie skælve mod sin side. ,,Mordet angår Mia Riot.”

,,Altså et menneske.”

,,Det fortalte han vel.”

,,Åh, ja,” indrømmede Bruhn, og Landon brød sig af princip ikke om den måde, han sagde det hele på.

Bare den måde, han udtalte Gabes navn på, var, som om han forventede, at det netop var Gabe selv, der havde slået Mia ihjel, og ikke en djævelsk skabning som dem, der lurede i skovene og skyggerne i området. Det var forkasteligt, at nogen med så meget magt kunne tillade sig at være så nedladende overfor andre af deres egen art. Men så igen, det var autoriteterne, og dem havde Landon aldrig haft noget imod. Ikke før nu. Artsfæller og skæbnebestemte eller ej, det var ikke en del af deres job at være røvhuller overfor folk, de ikke brød sig om.

,,Ved du, hvad der er sket?” spurgte Bruhn og lagde lidt af sin skepsis på hylden, da han skævede ned over Landons krop og sandsynligvis fik øje på den traditionelle beklædning.

,,Jeg har en formodning,” svarede Landon og skævede over mod garagen på sin venstre side. ,,Måske vil du se, hvad Riot fandt?”

Bruhn syntes overrasket over den skarpe tone, hvormed Landon talte, men han var ligeglad.

,,Åh, ja. Naturligvis.”

,,Sophie, you better stay here,” sagde Landon formanende og gav hendes skulder et let klem med hånden, inden han satte kursen over mod garagen, efterfulgt af Bruhn og bilens chauffør.

Han lod de to mænd undersøge liget og stykke det hele sammen til et billede, som han af og til farvede ved at nævne den voldsomme mængde af ”skygger” som befandt sig i området eller hvor mange gange de var brudt ind i hans stue i løbet af den tid, han havde boet der. Han besvarede deres ligegyldige spørgsmål med overfladisk ro og selvtillid og nægtede på noget tidspunkt af opføre sig så uprofessionelt, som han egentlig havde lyst til, når han så på Mias døde krop med alle brandmærkerne.

Da først krydsforhøret var ovre, trak Landon sig tilbage og satte sig på trappestenene til dørene, der førte ind i hallen. Døre, han aldrig havde set benyttede. Sophie satte sig ved siden af ham, som om hun forventede, at han sagde et eller andet. Men ikke en lyd kom over hans læber. Han følte sig drænet og træt og ville hellere end gerne bare af sted. Sine egne ting kunne han altid komme tilbage efter, så længe Sophie var sammen med Gabe.

Det var blevet mørkt, da Bruhn og den anden mand omsider fik sendt bud efter en speciel rustvogn, som ville tage Mia med til obduktion. Vognen ankom med en flok mænd, som lydløst gik ind og ud af garagen, og Landon kunne se, hvordan Sophies blik indædt fulgte dem, som om hun var for vred og forarget over deres handlinger til at græde mere.

Pludselig fløj hun op, da rustvognen havde forladt gårdspladsen, og Bruhn lovede at sende billeder og invitere dem til at begrave hende, hvis de ønskede det. Landon så forbløffet på den unge pige med det foruroligende vilde udtryk i ansigtet, som om hun var kommet i tanke om noget, der kunne ændre alting. Noget af allerstørste vigtighed.

,,Landon.” Hun åndede hans navn ud, som om det var kuldioxid.

,,Sophie, lige et øjeblik,” sagde han stille og gjorde en underligt unaturlig håndbevægelse, der fik hende til at tie stille og se på ham, som om han havde slået hende. ,,Hvis du ikke har noget imod det, sir, så har vi en del, vi skal nå, inden det bliver nat,” tilføjede han skarpt til Bruhn, som blev ved med at minde om detaljer, Landon kendte alt til:

De skulle tage stilling til om det skulle stå i avisen, nu hvor Mia jo var menneske. De skulle ringe og fortælle den historie, der var blevet opfundet, til de mennesker, som var involverede i kvindens liv. De skulle sørge for at holde alt om djævlene hemmeligt og desuden sørge for, at der ikke skete flere dramatiske hændelser i det næste stykke tid, der kunne drage dem i mistænkeligt lys. Alle sammen ting antydende det samme: at Landon og Gabe ikke kunne finde ud af deres job.

Men dette var uden tvivl på ingen måde Gabes skyld. Han kunne ikke have forhindret djævlene i at opholde sig i den mørke garage, hvor de tydeligvis havde befundet sig et godt stykke tid. Han kunne ikke have forudset, at der ville ske noget sådant, blot fordi han forlod huset et øjeblik. Og alligevel vidste Landon af alle, at Gabe bebrejdede sig selv for Mias død. Ikke kun i rollen som hendes beskytter, men i rollen som hendes kæreste tillige. Det var en følelse, Landon kendte til. At svigte sit job, og at svigte et menneske. Og sikkert også i Gabes tilfælde at svigte den, han elskede. Men de to første var ganske karakteristiske for beskyttere. Følelser, ledere ikke kunne sætte sig ind i, fordi de ikke anede, hvad de havde med at gøre.

,,Naturligvis,” mumlede Bruhn, en anelse underdanigt, på trods af at Landon havde noget lavere rang end ham i praksis. ,,Fortæl Gabriel Riot, at han ikke vil få tildelt et nyt menneske at beskytte.”

,,Du kan sagtens sige det til mig selv, Casper,” brød en stemme ind, og Landon drejede hovedet for at få øje på Gabe, som stod i døren til bryggerset, nu iført det karakteristiske sorte tøj for deres slags, oplyst bagfra at husets mange brændende lys.

,,Gabriel,” mumlede Bruhn, som om han virkelig forbandede synet af den mand, som stod i døren med et indædt udtryk i ansigtet. ,,Jeg kondolerer.”

Selv for Landon var det svært at høre, men Gabes mumlede svar lød som noget i retning af: ,,I’m sure you do”, sagt med en meget flad, sarkastisk undertone.

,,Jeg er sikker på, at du forstår, hvorfor du ikke får tildelt -”

,,Det gør jeg,” medgav Gabe ærligt og trådte ned i perlestenene, tålmodigt og i en stilling noget nær afslappet, idet han stillede sig ved siden af Landon, som ikke veg en millimeter. ,,Kør nu, inden jeg bliver nødt til at leve op til det ry, jeg er blevet givet.”

Bruhns øjenbryn skød sammen, og selv om Landon godt vidste, hvad det hele gik ud på, så var han overrasket over at se, hvordan den fynske leder med forbløffende fart kastede sig ind i den sorte bil sammen med sin chauffør og var væk fra gårdspladsen i løbet af sekunder. En underlig tilfredsstillelse fyldte ham, idet han vendte sig mod Sophie, som stod rastløst bag dem med et frustreret udtryk i ansigtet. Som om de havde glemt noget meget vigtigt.

,,Sorry for shutting you up,” sagde han stille og trådte et skridt nærmere hende, hvilket hun, heldigvis, ikke distancerede sig fra. ,,What’s wrong?”

,,Daniel,” sagde hun stille, og det lød et kort øjeblik, som om sorgen havde forladt hendes stemme. ,,Daniel. He’s not here. I haven’t seen him anywhere since I came back…”

,,Daniel…” Landon tænkte sig kort om, før det dæmrede for ham: ,,Oh. C’mon, then. Let’s go look for him.”

Sophie så forbløffet ud, da han rakte hende sin hånd, men kort efter tog hun den, og de satte i løb rundt om huset. Landon vidste, at Gabe havde lyst til at protestere, lige så meget som han sikkert havde lyst til at være alene. Men faktum var, at Landon var forsigtig. Mens de løb foldede han sit sværd ud og holdt det parat i sin hånd, mens han spejdede omkring i mørket. Det var nu, det var en fordel at være Eros og ikke menneske, tænkte han, lettet over at kunne se alting lige så skarpt som altid. Den del af ham var ikke påvirket.

Det kom helt bag på ham, hvor god kondition Sophie havde fået, da de nåede ud af baghaven og ned på den lille sti, der førte over markerne til skoven i nærheden. Kort skævede han mod jorden og var både lettet og fortvivlet over at se hundens poteaftryk i den smattede jord. Sophie løb ved siden af, i spring, og selv om hun hev og gispede efter vejret, så lignede hun ikke én, der var ved at falde om.

Først da de nåede skovstien stoppede Landon op og tog en dyb indånding, ikke så meget for at få sin vejrtrækning under kontrol som for at indånde luften. Den var mindre svovllugtende end normalt, som om djævlene var gået under jorden - deres retmæssige boplads. De fortjente ikke at gå på jordens overflade. Det kunne også meget vel være tilfældet, eftersom det heller ikke var i deres interesse at blive opdaget af menneskene, hvilket en død potentielt satte dem i overhængende fare for.

Så lyttede han. Ud over Sophies vejrtrækning blandet med hans egen var det eneste, han kunne høre, et rådyr, som gik stille længere fremme mellem træerne. Øjnene glitrede i mørket, men der var intet rødt at se så langt hans øjne rakte. Hvilket var ret langt, selv i mørke. Stadig, det var bedst at træde forsigtigt og være på vagt, selv om de ville blive nødt til at lave noget larm.

,,Kald på ham, Sophie,” opfordrede han stille, og hun sank, som om hun ikke havde nok væske i halsen til at få en lyd frem.

Så slap hun hans hånd, men trådte ikke væk fra ham.

,,Dani!” kaldte hun, og den unge kvindestemme rungede i mørket. ,,Daniel!”

Månen stod på himlen mellem træerne - lavt grundet tidspunktet på døgnet. Dens skær skinnede i Sophies mørke, bølgede hår og fik hendes ansigt til at se blegt og uskyldigt ud på én gang, idet hun vendte sig for at se ud over markerne frem for dybere ind i skovens mørke. Hun var iført et par sorte strømpebukser og en lang, mørkeblå sweater, som dækkede hvad den skulle. Uden over havde hun en sort trenchcoat, som hun ikke havde fået lukket, og hun så ud til at fryse i den lette påklædning i forhold til temperaturerne i december måned. Men så igen, hun havde nok heller ikke lige regnet med at finde ud af dette, da hun kom hjem for at fejre jul med sin mor og Gabe.

Fortvivlelsen malede hendes ansigt og fik de blågrønne øjne til at skinne i månens skær, samtidig med at Landon kunne se tårerne, som begyndte at presse sig frem i hendes øjne. Også disse glimtede og funklede i det hvide lys fra Jordens måne. Det var selvfølgelig klart, at hun var fortvivlet og bange og ked af det og ikke kunne holde tårerne tilbage, og han håbede virkelig for hende, at de i det mindste ville finde hunden eller en indikator på, at den i det mindste var i live. For hendes skyld. Så hun ikke også mistede den lige med det samme.

Hun drejede rundt, og det kraftige lange hår sendte en bølge af hendes duft lige i hovedet på Landon, som nær havde dukket sig af overraskelse. Det var sjældent, at han mødte mennesker, når han var ude efter mørkets frembrud, og at han med vilje lod sine skærpede sanser virke, gjorde bare duften endnu kraftigere at tage ind. Det var ikke en lugt, men en duft. Han kunne lide den måde, hendes krop producerede dufte, som skabte en fært, der var helt unik. Ligesom med enhver anden person - menneske eller Eros.

Hovedrystende tog han sig selv i denne betragtning af Sophie og tvang sine tanker hen på noget andet. Det var ganske ligegyldigt om hun tiltalte ham eller ej. Det var en del af hans job at holde hende i sikkerhed, og det gjorde han ikke ved at blive stående på det samme sted og lade hende udsætte sig selv for opmærksomhed i mørket.

,,Kom,” sagde han og greb hendes arm for at hale hende med sig længere ind i skoven ad stien.

I dagslys var dette et pragtfuldt sted, og på trods af at han ikke havde set det, mens træerne endnu havde blade på, så kunne han forestille sig, at det var vidunderligt om sommeren, når solen skinnede ned gennem de høje, lysegrønne kroner og kastede mønstre af lys på den mørke skovbund med de små, grønne planter og de forskellige vilde blomster og jordbær voksende rundt omkring, lidt på afstand af det simple netværk af stier.

,,Dan!” kaldte Sophie i ny og næ, og Landon forsøgte at bevæge sig så lydløst som muligt, mest for ikke også at skulle skille sine egne fodtrin fra lyden af hendes, i tilfælde af en reaktion af en eller anden art - god eller dårlig.

De var efterhånden kommet et godt stykke ind i skoven, og det var tydeligt, at den snart ville ende og runde ud i marker igen, ligesom den gjorde på den side, de var kommet ind fra. Landon var ikke en håbefuld person af natur, og han nærede ingen naiv illusion om, at Daniel ganske simpelt ville komme farende næste gang Sophie kaldte. Men han fortalte hende det ikke og lod hende kalde, fordi det syntes at give hende noget at foretage sig andet end at græde og se ynkelig ud.

I det fjerne kunne han høre skovens dyr bevæge sig rundt. Det var let at skille rådyrenes flygtende, lette hove fra rovdyrenes, men der endte det også. Hans speciale var ikke dyr, og det kunne lige så godt være en grævling som en ræv, der luskede rundt i udkanten af hans hørefelt. Ej heller var han god til at kende deres lugte fra hinanden, da det aldrig havde været blandt Eros’ fokus at skelne dyrearterne fra hinanden. For dem var der tre vigtige arter: Eros, mennesker og skygger.

,,Daniel!” råbte Sophie og vendte ansigtet op mod trækronerne, hvilket fik kaskaderne af lange, mørke bølger til at falde ned over hendes ryg frem for skuldrene. ,,Dani!” råbte hun igen, men sænkede så stemmen til en modløs hulken: ,,Hvor er du?”

Landon fik ondt af hende, men afholdt sig fra at lægge armene omkring hende og trøste hende. Den slags var trods alt ikke hans job, og det ville virke mærkeligt, hvis han gjorde det, ligesom det havde været mærkeligt nede på broen ved åen. I dette øjeblik ville han ønske, at hun havde haft Jack til at gøre den slags ting. Eller i det mindste at Gabe havde været der - hendes far gennem flere år. Han måtte da vide, hvordan man håndterede den slags.

,,Daniel!” kaldte Sophie igen, mere desperat nu, inden hun så på ham med et alvorligt udtryk i ansigtet. ,,Måske skal du prøve at kalde på ham. Jeg kan huske, at Jack og jeg engang var ude at gå med ham, og han løb rundt uden snor, fordi jeg sagtens kunne kalde ham til mig. Men han nægtede at komme, før Jack også havde kaldt. Som om han skulle sikre sig, at det var velkendt selskab, jeg havde med, på trods af at Jack havde været der hele tiden.”

Trods sin skepsis nikkede han og tog en dyb indånding, inden han formede sine hænder omkring munden som en slags tragt og kaldte:

,,Daniel!”

En lyd skød gennem Landons ører, tættere og tættere på nu. Kommende med høj fart var hvad han havde troet var en grævling eller en ræv, løbende gennem underskovens visne grene og blade. Hurtigt trak han Sophie ind bag sig og holdt sværdet op foran sig, klar til at beskytte hende mod hvad der end måtte komme. Men det var ikke nødvendigt, for hans øjne var meget langsommere til at opfatte hvad der kom imod dem end hans ører.

Så da synet endelig slog til som sans åndede han lettet ud og havde nær foldet sværdet sammen, idet han trådte til side og lod Sophie kigge. Gennem grenene og bladene susede en stor dalmatiner med tungen hængende ud af halsen og ørerne daskende bagude på grund af farten. Sophie satte sig på hug, og hunden væltede hende omkuld på stien, stillede sig med poterne på hendes skuldre og slikkede hende i ansigtet.

,,Dani!” hvinede hun, i en tydelig blanding af forskrækkelse og overrumplet lettelse og glæde. ,,Hvor har du været, Dan?” tilføjede hun på en slags babysprog, Landon ofte havde hørt mennesker bruge overfor deres kæledyr.

Hundens ekstatiske møde med den ene af sine ejere blev langsomt mere normalt, som om den også lige skulle komme sig over lettelsen, før den kunne lystre de ordrer, Sophie gav den om at sætte sig, så hun kunne komme op. Landon knælede på stien og kaldte hunden til sig, mens Sophie rejste sig og rettede på sit tøj med øjne, der strålede af glæde.

,,What did you do, boy?” spurgte Landon stilfærdigt hunden, vel vidende at den ikke kunne svare ham, og ligeglad med præcis det faktum, mens han strøg den med hårene og fik en varm tunge mod kinden til gengæld. ,,Look at Sophie, she’s ruined now…”

,,I can hear you, you know,” advarede Sophie, og en bølge af lettelse skyllede ind over Landon, idet hun faktisk lød helt fornøjet, som om godt humør havde taget ved hende et kort øjeblik og udvisket sorgen over Mias død. ,,And I am not in any way ruined, Landon Martin.”

,,Well, you certainly don’t look too cleaned up at the moment,” drillede han og rejste sig med et let tag i Daniels halsbånd - bare for en sikkerheds skyld.

,,Very funny,” mumlede hun og rakte ud efter halsbåndet, hvilket fik ham til at flytte sin hånd med det samme, klar over at han havde holdt hende nok i hånden for det næste lange stykke tid, da de løb sammen.

,,Kom, lad os gå tilbage. Vi må se at komme væk herfra.”

,,Herfra, som i væk fra skoven, eller som i væk fra Brobyværk.”

,,Begge dele.”

,,Hvor skal vi tage hen?”

,,Gabe nævnte en hygge i Vestjylland,” svarede han.

,,En hytte?”

,,Ja.”

,,Det har han da aldrig sagt noget om.”

,,Sikkert fordi det har været en mulig sikkerhedsforanstaltning i tilfælde af en situation som denne.”

,,Ud over at i hans hoved var min mor sikkert…”

Hun brød af, og det var tydeligt, at hun havde lyst til at begynde at græde igen, men at hun afholdt sig fra det denne gang og tog sig sammen. Alvorligt sammen. Landon ville ikke have haft styrken til ikke at græde, havde det været hans mor, der var død på dette tidspunkt i livet. Men begge hans forældre var døde for mange år siden, og livet gik jo videre. Så han kunne ikke rigtig gøre andet end at beundre Sophie, at hun var i stand til i det mindste at forsøge at skjule sin sorg lidt, i det mindste indtil hun var i sikkerhed.

Når først det skete, ville hun næppe have meget at lave, og så var det for alvor, at han forestillede sig, at hun ville gennemtænke situationen bitterligt og indse en masse ting, som måske ikke alle var lige logiske. Måske ville hun endda blive endnu mere deprimeret, end hun havde været, da hun så sin mors døde krop i garagen. Hun ville i hvert fald ikke være så rolig og afklaret, som hun virkede i dette øjeblik, mens de i raskt gangtempo gik tilbage mod huset uden at sige et eneste ord til hinanden.

Daniel holdt sig pænt mellem dem og gik med knejsende hoved og øjne, der strålede af en eller anden underlig tilfredsstillelse i måneskinnet. På toppen af den lille skråning op mod huset på Leddet 20, stod den hvide villa med skue ud over markerne og de små, moderne huse rundt omkring, som fik huset til at se mærkeligt og malplaceret ud i forhold til stil og æstetik. Det så fantastisk ud, og de andre huse var så moderate og kedelige, at det mere lignede et slot end en villa set fra denne side af haven, hvorfra søen og den lille bæk, som snoede sig gennem haven, var synlige.

Så slukkedes lysene på førstesalen, og derefter fulgte lysene i stueetagen. Alt lyset i haven gik også ud, og Landon satte automatisk farten op, sikker på at det var endnu mere sårbart at være herude nu, selv om han var sammen med Sophie. Det var hendes liv, der var mest i fare, ikke hans. Også Daniel syntes at hæve tempoet, for pludselig blev hun nødt til at tage et par skridt i løb for at følge med hunden, hvad hun ikke havde gjort før.

De nåede gennem haven i live og uden problemer, og Gabe stod på gårdspladsen med krydsede arme og betragtede dem skeptisk, da de kom gående, indtil hans ansigt blødte op ved synet af hunden, som rev sig løs af Sophies hånd og spurtede frem mod manden med de krydsede arme. Gabe, ligesom Sophie, satte sig i hug og lod sig vælte omkuld, men i modsætning til sin steddatter fik han lidt hurtigere kontrol over hunden og sagde ingenting, mens det stod på. Det lod ikke til, at selv Daniels tilstedeværelse kunne muntre Gabe meget op, og det var forståeligt nok.

,,May I suggest that you go home and get your stuff packed, Landon?” spurgte Gabe en smule højtideligt og rettede sig op.

,,I could do that,” mumlede Landon, en anelse tøvende. ,,But I am supposed to be protecting Sophie, right? It’s my job. I couldn’t possibly -“

Gabe kneb øjnene sammen, og allerede før han fik sagt noget, var Landon mentalt på retræte. Han kunne godt se, hvordan situationen måtte se ud for Gabe, og det var på ingen måde hans intention at skabe et dilemma. Det virkede uden tvivl, som om han tvivlede på, at Gabe var i stand til at tage vare på Sophie, hvilket absolut ikke var tilfældet. Hvis nogen var kapabel til at holde Sophie beskyttet, måtte det være Gabe, siden det var noget, han havde praktiseret gennem hele hendes opvækst, hvorimod Landon allerede flere gange havde begået unødvendige og dumme fejl ved ikke at udvise nok opmærksomhed. Givet at Sophie var som en datter for Gabe ville dette næppe blive et problem, de to kom til at slås med.

,,I’ll see you in a bit. Sophie, when I call you, I need you to pick up the phone.”

,,Sure. Will do.”

Han vendte rundt på hælen uden at stille flere spørgsmål og satte i løb mod de hus, nogen måske ville have kaldt hans hjem. Men sandheden var nok, at han ikke havde noget hjem. De fleste Eros så deres bopæle som midlertidige opholdssteder, uanset hvor længe de boede der. Landon var ikke forskellig fra disse. Han havde desuden ikke følt sig helt komfortabel, boende alene i et hus på den størrelse. Mindre rum passede ham bedre. Eller meget større rum. Fra en yderlighed til en anden.

Han nærmest brasede ind gennem døren og vidste med det samme, at en del af tingene blev han nødt til at komme tilbage efter en anden gang. Det var ikke så meget fordi han skulle hente sine ting, at han ikke var kørt med Sophie og Gabe, som det var for at give dem tid til at tale sammen alene. Det ville de ganske givet få brug for, og det så ikke ud til, at han ville være af vejen alt for meget i den nærmeste fremtid. Tiden kunne han så lige så godt bruge på noget fornuftigt. Dermed mente han at pakke noget tøj i en stor taske, samt buen og en del andre, mindre og mere almindelige våben.

Derudover valgte han enkelte tekster, som han mente kunne være fordelagtige at have med - nogle om kamp-teknikker og måder at holde sig skjult på, og nogle om gamle myter og skrøner, som han regnede med, at Sophie ville få brug for at kende til, fordi de gav indsigt i Eros’ verden. Ellers fulgte kun tandbørste, den smule mad, han havde i huset, computeren med tilhørende oplader og en tandbørste med tilhørende tandpasta - samt brillerne, som han ikke ville være i stand til at lave foruden.

Som det allersidste greb han sin førstehjælpskasse samt de små glas, han havde stående i den nederste skuffe på badeværelset. Glassene indehold ældgamle eliksirer og væsker, som efter sigende skulle have afgørende betydning, hvis nu en Eros skulle gå hen og blive dødeligt såret. Om de virkede på mennesker, havde man ikke eksperimenteret med, og sådan skulle det nok blive ved med at være. Desuden var det de færreste Eros, som tyede til den slags gamle ting længere, men han tog dem alligevel med, bare for at være tro mod hvad han var. Alle fik jo udleveret et sæt, og man valgte mere eller mindre selv, hvad man ville gøre med det.

Fra køkkenbordet greb han sine nøgler, hvor han havde smidt dem, og låste huset af efter sig med den mentale note at han ville komme tilbage efter nogle flere ting en anden dag og så desuden sætte det til salg igen via Casper Bruhn, selv om han ikke kunne fordrage manden efter denne aften. Motorcyklen startede med at spinde med det samme, og han svang sig op på den, trykkede hjelmen ned over hovedet og lod den suse af sted. Han var klar over, at han kørte hurtigere, end fartgrænserne på landevejene tillod, men var egentlig ligeglad.

Først et godt stykke uden for Brobyværk stoppede han, fiskede sin mobiltelefon frem og proppede en trådløs høresnegl i øret med en mikrofon. Dernæst ringede han Sophie op, og efter første gang den monotone bip-tone lød, tog hun den. Han stak telefonen tilbage i sin jakkes lomme og startede motorcyklen igen.

,,Landon?” spurgte hun i den anden ende.

,,Ja. Undskyld, jeg skulle lige i gang igen. Hvor er I lige nu?”

Hun sagde et eller andet til Gabe, hvis stemme lød, dæmpet. Så svarede hun klart og tydeligt:

,,På vej mod Lillebæltsbroen. Hvornår kan du være der?”

Landon skævede til sit ur, der stak ud under handsken.

,,Om tyve minutters tid. Højest en halv time.”

,,Tyve minutter?!” udbrød Sophie, som om hun havde fået noget galt i halsen. ,,Det er umuligt.”

,,Så lad os vædde.”

,,Nej.”

,,Så bare bliv ved med at køre. Jeg går ud fra, at I kører op og rammer E20?”

Hun konsulterede med Gabe, som brummede i baggrunden.

,,Ja.”

,,Godt. Bare bliv ved med at køre. Jeg skal nok indhente jer,” lovede han, ret sikker på hvilken vej de var kørt.

Nogle ville måske undre sig over, at han kendte det fynske vejsystem så godt, som han gjorde, men sandheden var, at han, ligesom Gabe, havde været nødsaget til at tage nogle forholdsregler. Deriblandt lå at finde ud af, hvilke veje der hurtigst og mest effektivt førte hvorhen fra Brobyværk. Han havde lært dem udenad, bare for en sikkerheds skyld, hvilket var heldigt nu.

Han kørte til. Sophie havde ikke på noget tidspunkt lagt på, men det var klart, at det skulle hun nok gøre, så snart de havde fundet hinanden. Det var i hvert fald hvad hun sagde. Hun var ellers stille og indledte ingen samtaler, hvilket på sin vis var rart nok, fordi Landon så kunne koncentrere sig om at køre. Han gassede op efter at have holdt et godt stykke tid for rødt lys på en ulogisk strækning.

,,Landon, for at nå til Middelfart fra Brobyværk på så kort tid, vil det betyde, at du skal køre over hundrede og tres kilometer i timen.”

,,Det ved jeg,” svarede han kort for hovedet og sørgede for at holde fast, da vejen svingede.

Var der noget han hadede, så var det landeveje. Dem var der desværre mange af overalt i verden, selv om det havde været væsentligt lettere at komme rundt i Kina og USA mellem de større byer. Der var store motorveje. Fra Fåborg til Middelfart var der ikke andet end landevej, medmindre man kørte mod nord først og ramte den fynske motorvej, som løb gennem Odense. Det havde været fristende, men han risikerede at køre uden om Gabe og Sophie på den måde, så han lod være og holdt sig på de trøstesløse, øde landeveje, hvor månen og mørket herskede side om side.

Langt om længe fik han øje på den mørkeblå firehjulstrækker, som bar Sophie og Gabe over Lillebæltsbroen i det øjeblik, han spottede den. Vel vidende at han burde sænke farten satte han den alligevel op, til han kørte lige bag dem og sænkede den så for ikke at komme på kant med loven på et offentligt sted som dette, trods den ringe mængde biler.

Derfra kom den længere del af køreturen. Den fra broens ende til Ringkøbing Fjord, til Søndervig og Houvig. Dette var for Landon ukendt territorium, mens Gabes kørsel indikerede, at han havde helt styr på, hvor han skulle hen. Også da de kom til den lille vej, der hed Ternedalen, hvor Gabe med det samme svingede til venstre et sted, Landon ellers ville være kørt direkte forbi. Stedet lå gemt inde bag buskads og træer, men var i ganske god stand. Det var mere et sommerhus end en hytte i Landons forstand, for det var stort med et kæmpe glasparti ud mod buskadset og skoven, i retning af vandet.

Inden for døren var der et stort kombineret køkken, spisestue og dagligstue med brændeovn, to store sofaer, et par lænestole, et langt spisebord og et køkken med alt i hårde hvidevarer. En bogreol stod ved siden af fjernsynet, som hang på væggen, og denne var fyldt til randen med bøger. Dagligstuedelen var lavet i et indhak, og hvor væggen endte gik den mod loftet, men mundede ud i en stor hems, hvor der lå flere madrasser med sengetøj og det hele. En gang nær spisebordet førte ud til flere små døre, og Landon mistænkte disse døre for at indeholde soveværelser og toiletter med bad.

I stilhed tændte de alle lys i sommerhuset, og Landon bar tingene ind, mens Sophie og Gabe så småt begyndte at pakke ud. Han havde ikke noget imod at gøre det hårde arbejde med at bære alting ind, så længe han fik noget at gøre. Desuden kunne han så holde udkig og sikre sig, at alting var i orden. Det havde nu ikke været så nødvendigt, som han følte det, for luften var ren og frisk og præget af saltlugten fra havet et stykke derfra. Da han var færdig gav også han sig til at lægge ting på plads, men mest sine egne. Han overtog hemsen for at have bedre udsyn til det hele, og desuden virkede det som det mest isolerede i forhold til at have sit eget mere private rum.

Sophie kom kravlende op af stigen, netop som han satte sig ned på en af madrasserne og foldede armene hen over sine knæ.

,,Du har ikke ret meget med,” kommenterede hun og satte sig på gulvet, mens hun kastede et blik rundt på hans ganske få ting.

Tøjet lå stadig i tasken, resten af tingene lå enten på gulvet i små, organiserede bunker, eller i vindueskarmen.

,,Det er begrænset, hvor meget man kan have med sig, når transportmidlet er en motorcykel,” svarede han. ,,Jeg tager tilbage efter noget af det en anden dag.”

,,Apropos tilbage…” mumlede hun og lod til at lede efter ordene. ,,Hvad gør jeg, når jeg skal se Jack? Og hvordan bliver jeg meldt ud af skolen? For det skal jeg vel næppe gå længere.”

,,Jeg skal nok ordne det i morgen. Hvis du gerne vil se Jack, skal jeg nok køre dig dertil, men det bliver på betingelse af, at enten Gabe eller jeg er med, hvis du skal tilbage. Eller noget andet sted hen for den sags skyld,” forklarede han stille og var klar over, hvor hårdt det lød, at han fortalte hende, at hun aldrig måtte gøre noget alene mere.

,,Ja, det havde jeg regnet med.”

Hun så ned  i sit skød, og han krøb ned fra madrassen for at sidde nærmere hende.

,,Hør, Sophie, jeg er ked af det med din mor, og jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne gøre noget. Men det kan jeg desværre ikke.”

,,Det ved jeg godt,” sagde hun og snøftede stille. ,,Men jeg tror bare lige, jeg skal vænne mig til det.”

,,Hvis der er noget, kan du altid… du ved,” mumlede han og skiftede akavet stilling, ikke helt sikker på, at han havde lyst til at tilbyde hende, hvad han var i færd med. ,,Komme til mig.”

Hun smilede et lille smil, der viste ham, at det var lige så akavet for hende, som det var for ham. Så vendte hun sig mod stigen igen og begyndte at klatre ned.

,,Tak, Landon.”

,,Det var så lidt, Sophie.”

,,Godnat.”

,,Godnat.”

Så slap hun åbenbart stigen og hoppede, for et øjeblik efter lød der et bump mod gulvet, og hendes stemme som talte babysprog til Daniel nåede Landons ører. På trods af at det sikkert var chokket, der afholdt hende fra at reagere, så syntes han, at hun tog det pænt. Men han var også overbevist om, at de næste dage ville blive sværere for hende, end han lige nu kunne forestille sig dem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...