Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
8753Visninger
AA

20. K A P I T E L XIX

 K A P I T E L XIX

 

,,Sophie, koncentrer dig!” befalede Landon ublidt og slog frustreret ud med armene.

,,Jeg kan ikke!” beklagede hun sig, og han kunne se modløsheden i hendes ansigt, idet hun så ned mod sine fødder.

,,Du har gjort det før. Hvorfor skulle du ikke kunne gøre det nu?” spurgte han og vidste, at han var tæt på at overskride hendes grænse, hvilket var hele pointen.

Han ville presse hende lidt. Siden hun var brast ud på gangen, mens han fortalte Gabe, hvad der var sket, havde hun ikke taget sig sammen til noget som helst, og det bekymrede ham. Hun havde dårligt spist og dårligt drukket noget hele dagen, og nu var det ved at være aften, og han havde besluttet, at hun skulle træne. Det havde hun været enig i, men hendes indstilling til det var så rådden, at han overvejede at give hende fri, bare så han kunne være for sig selv og undgå at se på den måde, hun praktiserede sin depression.

,,Jeg kan bare ikke, Landon!” hvæsede hun.

,,Vel kan du så. Du vil bare ikke!”

,,Okay!” råbte hun. ,,Jeg vil ikke! Det eneste jeg vil, er at være alene og at have Jack hos mig!”

,,Sophie, det kan du ikke få!”

,,Vil du bare lade ham dø?!”

Han trak vejret dybt og ignorerede, hvor meget hendes ord i virkeligheden påvirkede ham.

Det havde heller ikke ligefrem været et festligt øjeblik, da han fik at vide af Bruhn, at Jack var forsvundet sporløst fra sit hjem, og at ingen havde hørt noget om, at han skulle have grund til at stikke af. Han vidste selvfølgelig godt, hvad der sandsynligvis var sket, siden Bruhn havde nævnt, at der havde været høj aktivitet i undergrunden i området omkring Jacks hus lige pludselig. Lige efter at overvågningen var blevet fjernet fra Sophies kæreste og bedste veninde.

Med det samme havde han krævet, at nogen tog ud for at underrette Annas forældre og pigen selv, og det var allerede sket. Men Anna vidste ikke, at Jack var indblandet, eller at han var forsvundet, for den del havde han fundet en smule for alvorlig at meddele nogen, som indtil da ikke havde anet, at Eros og skygger fandtes.

,,For det første er det ikke mit job at beskytte Jack,” sagde han med kølig værdighed og spidede Sophie med blikket, ønskende desperat at hun i det mindste bare ville tage sig sammen med træningen, så han kunne råbe af hende på en måde, der ikke virkede urimelig. ,,For det andet ville det betyde, at jeg efterlod dig her.”

Hun skulede til ham, som om han netop havde smidt en af hendes drømme på gulvet og trampet på den, til den var deform, gul og blå over det hele. Han hadede sig selv for at gøre det ved hende, hadede sig selv inderligt, endda, men han var nødt til det. Det var hans job, og han var forpligtet til at beskytte hende uden at tage hensyn til, om hun ville beskyttes eller ej. I hvert fald på papiret. Men det var svært ikke at tage hensyn til hende, når hun på den måde var klar til at give op og hade ham lige så meget, som han hadede sig selv, netop fordi han udførte sit job.

,,Dit job,” sagde hun, og der var en uhyggelig hulhed i hendes stemme nu. ,,Det er det eneste, du tænker på, ikke? Tanken strejfer dig faktisk ikke, at du måske gør alting værre, vel?”

Han hævede et øjenbryn.

,,Det tvivler jeg seriøst på,” tilstod han og satte hænderne i siderne. ,,Men siden du insisterer på at give op, og det er meningsløst at forsøge at tvinge dig til at fortsætte, frøken Stædig, hvorfor fortæller du mig så ikke, hvorfor jeg gør alting værre?”

Han kunne se på hende, hvordan det irriterede tonefald kom bag på hende. Måske fordi han havde forsøgt at være blid overfor hende aftenen før. Sandheden var bare den, at hans tålmodighed var ved at være brugt op. Han var træt og ør i hovedet af bekymring for Jack og for skjulestedets kvalitet.

Sophie levede i en verden, hvor en spade sjældent blev kaldt for en spade, og han kunne sådan set ikke bebrejde hende, at hun ikke vidste, hvem hun skulle skyde skylden for sin ulykke på. Sig selv kunne hun dårligt bebrejde, for det havde som sådan intet med hende at gøre, hvordan hun var blevet født. Mia kunne hun heller ikke bebrejde, for moren var død. Ororon ville det være oplagt at bebrejde, men han troede ikke på, at hun hadede den far, hun aldrig havde mødt. Gabe bar ingen skyld og havde desuden hjulpet hende gennem atten års opvækst. Så tilbage var der stort set kun ham selv. Og djævlene, selvfølgelig.

,,Alt det her begyndte at ske, da du flyttede til,” sagde hun, og han kunne høre, at hun var på grådens rand, selv om han havde fjernet blikket fra hende for at kigge ud ad vinduerne på den mørknende himmel.

,,Udover at du ikke har ret -” Han tav og rystede på hovedet.

Det tjente intet formål at skændes med hende, ud over at hun sikkert fik afløb for nogle af sine frustrationer over ikke at kunne gøre noget for at hjælpe sin kæreste. Denne frustration kunne han rent faktisk bruge til noget. Måske var det endda ligefrem en fordel for ham, at hun var på grådens rand, selv om det var en forfærdelig tanke.

,,Spark!” befalede han hurtigt.

Hun så forvirret på ham, men efterlevede ordren kort efter, som om hun reagerede direkte på kommando.

,,Igen.”

Denne gang kom sparket med lidt mere kraft, rettet mod hans skulder. Han parerede sparket, sådan som det var meningen, at han skulle gøre det under træningen. Men hvad han ikke var forberedt på, var, at hun lod sig falde ned på gulvet og med det andet ben fejede fødderne væk under ham, så han var nødt til at tage fra med hænderne. Et øjeblik sad han i hug og overvejede, hvad der var sket.

Det var selvfølgelig ikke første gang, nogen havde fanget ham i et uforberedt øjeblik, og han tvivlede på, at det ville blive den sidste. Men der var noget forbløffende over den måde, hun havde gjort det på. Uopfordret, som om hun virkelig mente det. Og da han fik rejst sig op, kunne han se, at hun sikkert rent faktisk mente det alvorligt, da hun fjernede fodfæstet under ham.

At se hendes indædte vrede og sorg blive kanaliseret ud via bevægelser, fik ham til at tænke på noget, han havde hørt fra en træner i kampsport tilbage i D.C., dengang han var omkring femten år gammel. Den ældre underviser i teori havde i en sidebemærkning underholdt sine opmærksomme elever med at en god lærer ved, hvordan man stopper kampen, når det bliver følsomt. En fantastisk lærer ved, hvordan man får følelserne under kontrol via kamp. Han måtte indrømme, at det dengang havde virket som noget abstrakt ævl, men nu kunne han se, hvad der blev ment med det. Det var soleklart.

Derfor nikkede han til Sophie, som fulgte enhver af hans bevægelser med øjnene, kampklar som aldrig før. Han trådte et skridt baglæns, mest for at give hende muligheden for at starte slagsmålet, hvis det var det, hun ville. Og det ville hun tydeligvis, for der gik ikke mange sekunder, før han måtte dukke sig og undvige hendes cirkelspark, der var blevet væsentligt højere og mere præcist siden sidste gang.

Næsten med det samme gjorde hun udfald igen, denne gang med højre hånd, som han blokerede med sin venstre. Hurtigt vendte han sin hånd rundt, så hun var nødt til at springe for at følge med bevægelsen uden at få sin hånd vredet rundt. Imponeret over de fremskridt, hun gjorde, gav han hendes hånd et skub, så der kom en vis afstand mellem dem igen.

,,Hvis Jack virkelig var din ven,” stønnede hun og gispede efter vejret, netop som han blokerede endnu et spark fra hendes sider og sendte hende et par meter yderligere tilbage på gulvet, ,,ville du ikke - bare mure dig inde - her. Du ville - være ude at lede efter ham.”

Landon dukkede sig igen for at undgå et slag denne gang, og kraften bag den knyttede næve, der ikke traf sit mål, sendte hende ud af balance og snurrende rundt. Han kunne se på hendes holdning, at hun havde mistet fokus. At hun havde givet op igen. De få øjeblikke med ægte kampgejst var overstået, men det var nok til at hun havde fået en del af sin vrede overstået. For at gøre en ende på kampen trådte han hen bag hende, snoede sin ene arm ind mellem hendes, så de blev holdt fast mellem hans krop og underarm bag hendes ryg, samtidig med at han greb hende om hagen og tvang ansigtet opad.

,,Jack er min ven,” sagde han roligt og ventede, til han var sikker på, at hun lyttede, hvilket skete, da hun efterhånden holdt op med at gispe efter vejret. ,,Men det er du også. Oveni at du er en del af mit job. Skulle jeg vælge, ville jeg stadig beskytte dig frem for Jack.”

,,Hvilket er fordi du skal adlyde dine ordrer.”

,,Ja, Sophie! Det er ikke så let, som du tror, at være Eros. Eller at være beskytter, må jeg hellere sige. I modsætning til dig kan jeg ikke tillade mig at knytte mig til nogen. Jeg kan til dels have venner, men du vil altid komme i første række, fordi det i sidste ende er dig, jeg har et bånd til. Dig og ingen andre.”

,,Så alt hvad jeg betyder for dig, er at jeg er en del af dit arbejde!” hvæsede hun, og selv om hun lød vred, så kunne han se, at hun var såret.

,,Har jeg ikke lige sagt, at du er min veninde?” spurgte han og følte sig pludselig mere end almindeligt træt.

Han kom aldrig til at forstå, hvordan Gabe kunne holde ud at leve så meget omgivet af mennesker, sådan som de smed omkring sig med følelser. Det var ikke noget, man trænede Eros i. Det var noget, beskytterne skulle lære af sig selv, havde han fundet ud af, og dette var langt mere udmattende, end man lige skulle tro.

,,Det ved jeg ikke. Er jeg da det?”

,,Ja, Sophie,” sukkede han. ,,Selvfølgelig er du det.”

,,Mener du det?” ville hun vide, og hun lød mistænksom.

Langsomt trådte han et skridt tilbage og fjernede hånden fra hendes hage.

,,Jeg giver slip på dig nu,” advarede han hende. ,,Og så vil jeg have, at du vender dig om og ser på mig, hvis du virkelig mener, at du har brug for et svar på det åndssvage spørgsmål.”

Derpå fjernede den af sine arme, der havde fungeret som spærrebjælke for hendes to, som nu kom fri og faldt ned langs siderne på hende. Et øjeblik stod hun bare med ryggen til ham, mens han lagde lidt mere fysisk afstand imellem dem. Så begyndte hun at bevæge sig, og til sin store overraskelse opdagede han, at hun ikke vendte sig mod ham, men i stedet marcherede hen til døren til sit værelse og smækkede den efter sig med et brag.

Landon så sig omkring i stuen et øjeblik, inden han gav sig til at rykke møblerne tilbage på plads, hvorpå han smed sig på den ene af sofaerne og lukkede øjnene. Han var dødtræt, og selv om det ikke tærede nær så hårdt på ham, som det gjorde på Sophie, så var han også påvirket af den bekymring, det bragte ham at vide, at Jack ikke var i sikkerhed og med stor sandsynlighed allerede død et eller andet sted.

Det virkede formålsløst at forsøge at sove. I stedet nøjedes han med at hvile sig, mens han i hovedet gennemgik det korte slagsmål, han havde haft med Sophie. Godt nok  var det et lidt malplaceret tidspunkt, men han var rent faktisk stolt af det, hun havde bedrevet, selv om hun hurtigt havde mistet fokus…

Troede hun virkelig ikke på, at han udelukkende så hende som en del af jobbet? Uanset hvor meget han prøvede på dette, var det nemlig umuligt for ham at udelukke de varme venskabsfølelser for den stædige pige, som han havde tilbragt hele natten med at sidde og holde øje med og våge over. Han havde lagt mærke til, at hun vred sig meget i søvne, og at hun sagde små lyde. Engang havde hun sagt til ham, da han vågnede efter en lur på sofaen, at hun syntes, det var uhyggeligt, når han sov. Ikke fordi han i sig selv var uhyggelig, eller fordi hun var bange for at blive overfaldet imens. Nej nej. Hun syntes, det var uhyggeligt, fordi han sov lydløst.

Det havde faktisk undret ham, indtil han havde lagt mærke til, at heller ikke Gabe sov lydløst længere. Som om lydene gradvist var kommet tilbage til ham over årene. Ikke at man kunne bebrejde ham det. Når der ikke var nogen at skjule sig for, kunne man vel lige så godt lade være med at efterleve alle de regler, der bandt beskyttere på hænder og fødder og udelukkede alle former for sjov.

Næsten med det samme skød han den tanke fra sig. Det var dog noget mærkeligt noget at tænke. Men det var jo lidt rigtigt. Regler var der nok af, og der var tidspunkter, hvor han var ved at blive vanvittig af at skulle være regelret hele tiden. For eksempel når Sophie var røvirriterende og ikke ville lytte til andet end menneskeligt pladder om følelser og om at være i nærheden af en anden person. Pladder, han gerne ville give hende, hvis han havde været i stand til det. Men i den position, hvori han befandt sig, var det alt for risikabelt, hvis han først begyndte at lukke op for følelserne. Se bare på Gabe, tænkte han eksemplarisk for sig selv.

Alternativet lige nu var at lade hende rase ud og lade hende komme til sig selv. Men det kunne tage måneder, og det havde han trods alt ikke tid til. Så ville de være nødt til at starte forfra med alting igen. Det værste var næsten, at han ikke kunne sige til hende, at hun skulle tage sig sammen og komme videre, for han var ikke sikker på, at Jack var død. Og en del af ham håbede på, at Sophies kæreste trods alt stadig var i live.

,,What happened?” lød Gabes stemme et sted bag hans øjenlåg.

,,What do you mean ”what happened”?” nærmest snerrede Landon tilbage, træt og ikke i humør til samtale.

,,I mean you look exhausted.”

,,I just finished training with Sophie.”

,,I heard. But that usually only tires her.”

,,I know.”

Landon åbnede øjnene og skubbede sig modstræbende op i siddende stilling, selv om han hellere ville ligge ned.

,,So what’s up?” vedblev Gabe.

Landon drog et dybt suk.

,,I was up all night watching over Sophie. She kept telling me about these strange nightmares, repeating the Latin writing on your walls back in Brobyværk. And I’ve been trying to figure out what to do about them, but I just can’t.”

Gabe nikkede og satte sig på en af stolene fra spisebordet, omvendt, så de kunne se hinanden.

,,What about Jack? Any news?”

Han rystede på hovedet og kvalte et gab. Så rejste han sig, svajede uvant et kort øjeblik og spærrede øjnene op. Alle de her mennesketing var for mærkelige, og han ville gøre hvad som helst for at slippe for dem lige nu, uanset hvor meget af sin menneskelighed, han måtte give afkald på.

Men han havde fået en idé, og han var ret sikker på, at Sophie ville bifalde den, når først han havde fået ført den ud i livet. Gabe, på den anden side, ville sikkert gøre sit for at overtale ham til at lade være. Faktum var bare, at han ikke kunne arbejde sammen med Sophie, når hun var i panik og bange og bebrejdede ham det hele, så et eller andet blev han nødt til at gøre. Snart. De havde i det hele taget ikke ret meget tid, før de alle tre måtte gøre et eller andet drastisk, for jorden udenfor blev betydeligt varmere, og det var ikke kun på grund af det kommende forår.

Så han forlod sofaen og gik hen til stigen op til hemsen, hvor han gav sig til at rode med sine ting. Neden for kunne han se Gabe sidde afslappet i en sofa og læse en bog, tilsyneladende uberørt af hvad han uden tvivl tog som to unge menneskers ligegyldige skænderi. Som om han regnede med, at de, Sophie og Landon, ville falde hinanden om halsen og undskylde inden for ganske kort tid. Landon var ikke så sikker i sin sag.

Han tømte den sorte lærredstaske, han havde de ting i, han ikke brugte i hverdagen, ud på gulvet og gav sig til at sortere inventaret. Alt unødvendigt røg over på madrassen. Tilbage lå der mindre våben som knive og kastestjerner. Derpå knælede han ved siden af de våben, han havde fået hentet i Brobyværk, som nu lå i en kuffert på hemsen. Et øjeblik rørte han ved sin bue, men besluttede så at lade den ligge til fordel for et sværd i springkniv-stil. Så egentlig som det lå der bare et skaft, som han kunne skyde klingen frem af, hvis det blev nødvendigt. Yderligere greb han en skarpslebet boomerang i sølv, som var foldet sammen, så den kun fyldte halv størrelse. Han var ikke så god med alle de der kastevåben - selv om han ikke var dårlig med noget våben - men de gav en fordel på afstand, som han kunne få brug for.

Mekanisk greb han en af sine uniformer og en almindelig hvid T-shirt for så at gå nedenunder og sætte kursen mod badeværelset.

,,Landon, hvad laver du?” spurgte Gabe og lød undrende.

,,Skifter tøj,” svarede han, mest fordi han stod lige ude foran Sophies dør, og kunne høre hende hulke svagt gennem den lette trædør.

Gabe sagde ikke mere, og han så sit snit til at fortsætte ud på det mindste af to badeværelser. Her skiftede han lynhurtigt tøj og klaskede lidt vand i ansigtet, så han fik en smule klarere tanker i hovedet. Han var stadig træt, men at have noget at tage sig til kvikkede ham altid op, og han kunne køre meget længe på den energi alene. Hvilket han også ville få brug for.

Han behøvede ikke at se sig selv i spejlet efter at have skiftet fra almindelige grå sweatpants og en forvasket mørkegrøn T-shirt til uniformen. Han vidste præcis, hvordan han så ud, og hvordan tøjet sad. Desuden var det ikke meningen, at han skulle se godt ud i arbejdstøjet. Formålet med det var bevægelighed og alsidighed, i forhold til brug i praksis. I stedet bøjede han sig ind over vandhanen og tiltede hovedet for at synke et par slurke vand. Og så var han klar.

Beredt på alt tænkeligt kravlede han op på hemsen igen, greb sin taske og styrede mod køkkenet. Her fandt han to flasker vand, som han stoppede i tasken sammen med et par bananer og tre skiver rugbrød. Det sidste, han manglede, var at sikre sig, at der ikke skete Sophie noget, mens han var væk, hvilket godt kunne blive lidt et problem, hvis Gabe nægtede at lade ham tage af sted.

,,Jeg går nu,” sagde han ligeud.

Gabe klappede sin bog sammen og rejste sig for at gå hen mod køkkenafdelingen af det store alrum.

,,Hvad har du tænkt dig?”

,,Jeg vil tjekke området heromkring først. Hvis jeg ikke finder noget, kommer jeg tilbage efter motorcyklen.”

,,Har du nogen anelse om, hvad du skal holde øjnene åbne efter?”

Landon rystede på hovedet, men de vidste begge to godt, at det ikke ville blive nødvendigt at have en fast styrestang. Det ville have været rart, men siden han ingen idé havde, måtte han klare sig uden.

,,Hvad skal jeg fortælle Sophie?” ville Gabe vide.

,,Sandheden, foreslår jeg,” sagde Landon og mærkede sit indre vende sig ved tanken om, hvad han var i færd med at gøre. ,,Hun bliver sikkert lykkelig.”

,,Det ville jeg ikke være så sikker på,” sagde Gabe tænksomt. ,,Måske er hun ked af det lige nu, men hun ønsker ikke, at du skal udsætte dig selv for fare på den måde. Ikke for hendes skyld og ikke for din egen. Og bestemt heller ikke for Jacks.”

,,Det finder du nok ud af.”

,,Ja, det gør jeg nok, hvis du ikke ombestemmer dig.”

,,Og det gør jeg ikke.”

,,I had a feeling,” mumlede Gabe og trak på skuldrene, sådan lidt ligesom når en hund rystede sig for at få noget ubehageligt af sig. ,,Nå, men så god tur.”

,,Tak.”

Landon vendte sig, men idet han greb efter dørhåndtaget, vendte han sig i stedet om og gik hen til køkkenbordet, hvor han fandt en lap papir og en kuglepen.

,,Bare for en sikkerheds skyld,” mumlede han, mens han skrev noget, Gabe måske ikke ville have regnet ud uden at spørge.

AB, rh. negativ. Papiret lod han ligge på køkkenbordet og betragtede, mens Gabe lænede sig en anelse frem for at se, hvad der stod. Så hævede han et øjenbryn og nikkede indforstået.

,,Epípedo?” spurgte han så langsomt, netop som Landon var ved at vende sig igen, og spørgsmålet kom bag på ham, hvilket det egentlig ikke burde.

Igen fattede han kuglepen og den lille stump papir og skrev yderligere 49,2337. Efterfølgende så han ikke direkte på Gabe, som studerede papiret efterfølgende, klar over at han så ville få en eller anden bemærkning om dette med på turen. Så i stedet nikkede han afmålt og skred ud ad døren uden at sige mere. Det var bedre på den måde.

 

Han havde gået i flere timer i sandet langs vestkysten. Der var to gode ting ved at det regnede. For det første pressede det sandet sammen, så det ikke var svært at gå i. For det andet afkølede det sandet så meget, at han kunne holde ud at røre ved det uden at brænde fingerspidserne. Først var han gået mod syd, men det havde hurtigt vist sig, at aktiviteten løjede af, så snart han kom et stykke væk fra Søndervig. Så var han vendt om og gået mod nord, denne gang helt ude ved vandkanten, så bølgerne næsten nåede de robuste støvler, han var iført.

Indtil videre havde han ikke set eller hørt noget bemærkelsesværdigt, men holdt alligevel øjne og ører åbne hele tiden. Af og til satte han sig i hug og mærkede under sig. Og det viste sig hurtigt, at det havde været en bedre idé at gå mod nord fra starten af, idet sandet blev brændende varmt på et tidspunkt, der lå lige nord for Houvig.

Mørket var faldet på for længst, og han var glad for at være alene med de mørke, rullende bølger. Men mørket gav hans modstandere en fordel, han ikke var så begejstret for, skulle han nu tilfældigvis møde nogen af dem. Deres fordele i mørket herude var langt større end hans. Nok kunne han bedre tolerere vand uden at distrahere sig selv ved at dampe voldsomt i sammenstødet med kulde, men til gengæld kunne han ikke bevæge sig lige så hurtigt over sandet, som djævlene kunne. Og han så ikke helt så godt i mørket.

Af og til strejfede tanken ham, hvad Sophie og Gabe mon foretog sig tilbage i sommerhuset. Sandsynligvis spiste de aftensmad og havde far-og-datter-kvalitetstid. Noget, de ikke havde haft ret meget af, siden han kom til Danmark. Han var på ingen måde nervøs for at lade Gabe være alene med Sophie, for han havde beskyttet hende i årevis, så hvorfor skulle det være anderledes nu? Men han var derimod nervøs for at lade Sophie være alene med Gabe, når hun var i det humør. Hun blev irriterende og pirrelig og fik lyst til at såre folk, og Landon syntes egentlig, at Gabe havde nok at slås med i forvejen. Han fortjente ikke også at skulle skændes med sin steddatter.

En enkelt gang fiskede han sin telefon frem for at se, om der var sket noget spændende. Det var der ikke. Ingen opkald og ingen beskeder. Han overvejede at ringe til Bruhn og høre, hvordan det gik med at holde Anna i sikkerhed, men slog det så hen, fordi det ville betyde, at han skulle indstille eftersøgningen et øjeblik; der var intet signal her ude. Telefonen lod han glide tilbage i lommen, og så traskede han videre gennem regnen i mørket.

Han kunne mærke sine bevægelser blive mere og mere smidige og sikre, jo længere tid han gik, ligesom han efterhånden gennem støvlerne kunne mærke, at jorden begyndte at blive køligere under ham, hvilket måtte betyde, at han havde krydset et knudepunkt for et stykke tid siden. Problemet var bare, at der intet havde været at se, og det ville være for risikabelt at give sig til at gennemsøge klitterne i mørket for indgange til huler under jorden. For at give sig selv lidt mere overblik over den flade strand, fortsatte han endnu et par hundrede meter nord og kravlede op på toppen af en bunker efterladt fra Anden Verdenskrig. Herfra kunne han se et godt stykke, selv i mørket, da skyerne et øjeblik gled til side og tillod månen at skinne på havet og sandet.

Det mest deprimerende var næsten, at han intet kunne se ud over strand og hav og andre bunkere, som han havde passeret på vejen. Han var ikke gået ind i dem, fordi han syntes, at han ville vente til det blev dagslys med dette. Det ville give ham en fordel i form af lysets påvirkning på djævlene, men samtidig ville han på det tidspunkt være endnu trættere, end han var nu.

Og så pludselig mærkede han en svidende smerte omkring sin venstre ankel, og et ryk sendte ham ud over kanten på bunkeren, så han landede på siden i det hårde sand. I dagslys ville han måske have taget et øjeblik til at ømme sig og komme på benene, men det var der ikke tid til. I stedet sprang han tilbage på fødderne og mærkede kort sin ankel give efter. Men det kunne han ikke tage sig af lige nu. Fra et lille vindue i bunkeren glimtede noget velkendt og rødt og ildevarslende.

Han rakte om i tasken og fremdrog sværdet, havde medbragt fra sommerhuset, og klingen sprang til syne, da han greb ordentligt fat om skæftet. Imidlertid var djævlen kommet ud af bunkeren og stod foran ham med hvide, sylespidse tænder, der glimtede i mørket, og Landon kom pludselig i tanke om, hvorfor mennesker troede på, at der fandtes vampyrer. Det var disse skabninger, der var baggrund fra den fantasi. Og så måtte han væmmes. Nogle mennesker ligefrem tilbad vampyrer, hvilket betød, at de ubevidst tilbad disse væsener, som var sendt direkte fra helvede eller Hades eller hvad det nu ellers var, man troede på.

,,Lille gudebarn,” hvislede djævlen overfor ham og kom nærmere. ,,Hvad laver du alene ude i mørket?”

Landon bakkede en anelse og bed tænderne sammen, mens han gjorde det. Slaget fra faldet var så småt ved at holde op med at dunke i hele den ene side, men han vidste, at han ville få mærker efter det den følgende dag, fordi sandet var så hårdt, som det nu engang var efter regnen. Selv hvis han ikke havde haft behov for at bide tænderne sammen, ville han ikke  have svaret.

Han nedlod sig ikke til at tale med monstre. De fortjente ikke den menneskelighed, der lå i samtale.

,,Er du bange, lille Eros?” spurgte djævlen.

Landon trak vejret dybt gennem næsen og holdt sværdet foran sig, mellem sig selv og djævlen, som ufortrødent kom nærmere. Han kunne godt lege den leg. Lege skræmt og blive ved med at bakke, hvis det var det, monsteret ville have.

,,Lille halvgud… Gudebarn,” nærmest sang den hvislende stemme.

Selv om det var provokerende, så var Landon iskold overfor det. Han havde temperament, men med disse ting vidste han, at det var bedre at være tålmodig og afventede, at modstanderen tog sit første træk. Og det var der ingen, der havde lært ha. Det var en følge af at have boet i Danmark i et par måneder efterhånden og slagtet så mange djævle på så kort tid, at han var sikker på, han havde slået en verdensrekord. Desuden stolede han ikke lige nu på, at han selv ville være i stand til at finde på noget kreativt, som djævlen ikke ville have tænkt på. De var grimme og lede, men de var ikke helt dumme og var sværere at overraske, end man lige skulle tro.

,,Der er ikke mange Eros herude,” sagde djævlen med sin drævende stemme. ,,Er du faret vild? Eller er det drengen, du er kommet efter?”

Her måtte han tage sig sammen for ikke at stivne på stedet eller give udtryk for, at han vidste, hvad der blev talt om. Men hvilken anden dreng end Jack kunne der næsten være tale om? Sikkert mange, for han var uden tvivl ikke den eneste af sin slags i Danmark, og heller ikke den eneste af sin slags her ude ved vestkysten, hvor der var lagt mellem større byer, og det ikke var så let at kæde mord sammen, hvis der skete et i ny og næ.

,,Jack,” sagde djævlen nu. ,,Vidste du, at det kan betyde to ting?”

Landon tog endnu et skridt bagud og var nær faldet over en forhøjning i sandet.

,,Han, som er elskværdig og nådig,” sagde djævlen, ,,eller han, som erstatter.”

Efterhånden var Landon blevet kold over hele kroppen. Og rasende. Han hadede følelsen af at være rasende, fordi det gav ham en fornemmelse af at kaste alting over bord og ikke tænke sig hundrede procent om, inden han hastede ind i situationer.

,,Jack er en fin erstatning,” sagde djævlen og lød nærmest stolt, som om den havde følelser.

Og den kom nærmere igen. Landon bakkede igen, stadig med sværdet hævet. Indtil han nær havde mistet fodfæstet og måtte sænke armen for at finde balancen. Klingen gled ned i sandet uden besvær og gav derfor ikke ret megen støtte. Instinktivt drejede han til siden og trak sværdet op af sandet, hvilket var heldigt. Djævlen stod nu, hvor han før havde stået, og så en smule desorienteret ud.

,,Det er pigen, vi vil have, lille Eros,” sagde djævlen. ,,Pigen.”

Landon bed tænderne sammen igen. Det var ikke svært at regne ud, hvem ”pigen” var. Og det var nok heller ikke meningen.

,,Giv os pigen,” sagde djævlen. ,,Hun er vores ejendel.”

Han svarede ikke.

,,Kongen lovede sin datter væk. Hvor nådigt af en af din egen slags.”

Ja, nådigt, gentog Landon sarkastisk i hovedet på sig selv, men vidste, at han blev nødt til at fokusere og ikke være sarkastisk nu. Det kunne vente til en anden gang, hvor han ikke befandt sig i en presset situation som nu.

,,Bare en skam, at hun er et menneske,” vedblev den kutteklædte djævel med den skinnende røde halespids. ,,Forsvarsløs. Bange.”

Ved dette var Landon lige ved at hæve et øjenbryn. Måske var Sophie bange, men ikke i den forstand, djævlen mente. Og hun var bestemt heller ikke forsvarsløs, havde han erfaret. Hvis hun virkelig blev motiveret til det, kunne hun sikkert godt dræbe djævle. Og det havde jo også været en del af hans mål fra starten, at hun skulle lære at forsvare sig selv. Ellers var der ingen pointe i at træne hende.

,,Og hvor er hun nu, lille gudebarn? Forladt, efterladt af dig.”

Landon stoppede. Den havde ret. Selvfølgelig havde den ret. Men det betød ikke, at det nødvendigvis var en dårlig ting. Gabe var langt mere erfaren end han, og sikkert lige så velforberedt på en kampsituation, når det skulle være. Han burde være i stand til at beskytte Sophie til han kom tilbage. Hvis du kommer tilbage, mindede en stemme i baghovedet ham om, og han rystede tankerne af sig.

Nu hvor han stod stille, gav det ikke mening at begynde at gå baglæns igen. Så han blev stående helt stille på stedet uden at tage notits af regndråberne, der satte sig i hans øjenvipper eller den dunkende ankel eller ømheden i venstre side, han var faldet ned på. Sværdet holdt han i højre hånd, hævet, og han kunne holde det sådan meget længe uden at blive træt. Selv om han i forvejen var træt.

Da han kort skævede ned mod sandet, så djævlen åbenbart sit snit, for den sprang fremad, præcis som han havde ventet det, og sværdet sang, da han svingede det gennem luften, rundt omkring sig selv i en bred cirkel, inden det kolliderede med den varme krop med en hvislende lyd. Mørkt blod fossede ud på strande fra den arm, hvor hånden nu manglede og gik op i aske, der blev fejet væk af vinden fra havet.

At være i gang satte nogle processer i gang i ham, og han blev med ét mere vågen og fuld af energi. Dette fik ham til at træde et skridt fremad og svinge sværdet endnu en gang, denne gang mere præcist end under presset før. Det ramte, hvor det skulle. Halsen. Hovedet faldt af og afbrød en rasende hvæsen, der ellers var kommet ud af monstrets mund. Og det mørke blod væltede ud nu og farvede det i forvejen mørke sand sort. Landon så ned på den blødende krop, mens den blev til aske, som spredte sig ud over sandet med vinden.

Han rullede skuldrene tilbage og trak vejret dybt ned i lungerne, men udåndingen blev til et støn af smerte, idet han mærkede et skarpt jag i siden. Da han drejede sig, mærkede stirrede han lige ind i et par sorte, livløse øjne og et spidst tandsæt. Lynhurtigt lod han sværdet svinge igen og traf sit mål samme sted som med den første. Hovedet rullede, blodet fossede et øjeblik og så blev kroppen til aske.

Men det ændrede ikke på, at hans side sved og brændte, og da han kiggede ned, blev han klar over hvorfor. Der var et stort hul i jakken, der forestillede en hånd med fem fingre. Huden indenunder var rød, og blodet løb langsomt langs kanterne af brandsåret. Mennesker ville have kaldt det tredjegradsforbrænding og alvorligt, men han vidste, at det nok skulle læges rimelig hurtigt. Imidlertid blev han dog nok nødt til at se at komme lidt væk derfra.

Derfor hankede han op i sig selv, foldede sværdet sammen og lod det glide ned i tasken, hvorpå han begav sig yderligere væk fra den bunker, han havde stået ved, da han traf den første djævel. Hvert skridt gjorde ondt, og trætheden meldte sig hurtigt igen, nu hvor hans krop også skulle tage sig af at læge en forbrænding. At bevæge sig tilbage mod syd var nok ikke den smarteste idé, når nu han havde erfaret, at djævlene vidste, at han var der. Knudepunktet ville være et farligt sted, som han ville undgå lige nu. Så han gik et par hundrede meter mere mod nord og satte sig i en klit for at kigge ud mod havet, mens solen stod op.

Det var på sin vis rart at se solen stå op på den måde og vide, at foreløbigt var han i hvert fald i sikkerhed, og det var Sophie også, medmindre hun var kommet noget til i nattens løb. Men han kunne ikke hvile ret længe, for mænd og kvinder med net var begyndt at gå langs strandkanten og gennemsøge dyngerne af sten, som var skyllet op i nattens løb. Havet havde trukket sig tilbage, og regnen var holdt op. Det var ret godt vejr.

Så han måtte se at komme væk, inden nogen fik øje på ham. Måske ville de kunne leve med det tøj, han gik i, men ingen ved sine fulde fem ville ikke begynde at stille spørgsmål, når de bemærkede hullet i hans jakke og det faktum, at han haltede og at tøjet var plettet af en klistret sort substans, der lugtede af svovl. Og så var han selvfølgelig dødtræt. Så han besluttede sig for at gå tilbage mod sommerhuset og få sovet lidt. Forhåbentlig ville Sophie være i lidt bedre humør, nu hvor han havde forsøgt. Og han havde ikke i sinde at give op. Han var nødt til at finde Jack.

 

,,Gabe, hvor er Landon?” spurgte hun forvirret og så sig omkring i stuen.

Der var helt stille oppe fra hemsen, men hun var allerede klar over, at han ikke lå deroppe. Som om Landon ikke brød sig om at sove på normale steder eller normale tidspunkter lå han oftest på sofaen, når han sov. Og det gjorde han ikke i øjeblikket. Men motorcyklen stod udenfor, så han kunne ikke være tage nogle steder. Problemet var bare, at siden han ikke var på hemsen og ikke i alrummet, kunne hun ikke forestille sig, hvor i huset han ellers skulle være.

Men Gabe sad i en lænestol og læste ”Da Vinci Mysteriet” for guderne måtte vide hvilken gang. Hun begreb ikke, hvordan han kunne holde ud at læse den samme litteratur om og om igen uden at blive træt af det, men det kunne han altså. Så nu sad han der, og hun stod ved hjørnet og lænede sig mod væggen, der holdt hemsen oppe, og betragtede ham med let sammenknebne øjne.

,,Ude,” svarede Gabe uden at fjerne blikket fra siderne, men hun kunne se, at hans blik flakkede en anelse rundt, hvilket var et sikkert tegn på, at han var nervøs eller utilpas ved situationen.

,,Ude?” gentog hun skeptisk.

,,Ja. Han gik i går aftes.”

Hun så på ham nu, som om hun ikke kendte ham. Den Gabe, hun kendte, ville ikke tage det så roligt, når han vidste, at en ung mand som Landon havde bevæget sig ud aftenen før uden at være kommet tilbage. Men så huskede hun på, at Gabe faktisk måske mere var denne person, end han var den huslige mand, hun var vokset op hos. Gabe var Eros, og at være sammen med Landon havde helt sikkert bragt disse sider af ham mere udpræget frem, end de havde været i forvejen. På både godt og ondt.

Men hun kunne umuligt give ham hele skylden. Efter samtalen med Landon dagen før havde hun smidt sig på sin seng og tudet som et lille barn, og det var først nu, at hun rigtigt kom ud fra værelset, hvor hun var faldet i søvn med alt tøjet på aftenen før, uden aftensmad og uden at tage notits af, at Landon åbenbart var gået. Var det mon hendes skyld, at han var skredet på den måde, uden at sige noget? Eller havde han andre grunde?

,,Hvorfor?”

,,Jeg tror, at han leder efter Jack.”

Hun så ned og følte sig skyldig et kort øjeblik. Så traf hun en beslutning og marcherede hen til døren for at gribe sin jakke.

,,Sophie, hvor skal du hen?” spurgte Gabe og sprang på benene, bekymret nu.

,,Ud at finde ham.”

,,Du kan ikke bare vade ud på den måde!”

,,Hvorfor ikke? Det er højlys dag!”

,,Fordi det kan være farligt alligevel, Sophie. Kom nu her.”

Hun så på sin stedfar i døren. Og han så bange og træt og panikslagen ud ved tanken om, at hun ville forlade sommerhuset på egen hånd. Men Landon skulle heller ikke være der ude alene, og han behøvede ikke at lede efter Jack. Hun havde jo bare været ked af det dagen før og ikke ment de ting, hun sagde.

,,Gabe, jeg bliver nødt til at finde Landon,” sagde hun udtrykkeligt.

Han så overvejende på hende, som han stod der i døren. Så trådte han et skridt baglæns.

,,Okay. Just wait a sec,” sagde han og vendte ryggen til hende et øjeblik for at gå hen til et af køkkenskabene, hvor hun vidste, at han og Landon opbevarede en del elektronisk udstyr.

Han vendte tilbage med en pakke kiks, en lille lærredstaske og en genstand på størrelse med en mobiltelefon, blot dobbelt så tyk og med en spids ting stikkende ud i den ene ende. Displayet var desuden smalt og grønt, som på ældgamle mobiltelefoner.

,,Hvad er det?” ville hun vide, mens hun skeptisk tog imod tingene og proppede kiksene ned i tasken, som hun svang over skulderen.

,,Du må hellere få det her med også,” mumlede Gabe uden at svare hende og fandt en lille seddel med noget skrift på - Landons skrift.

Ved første øjekast gav det ikke meget mening. Og så alligevel, da hun så på det en anden gang, gik det op for hende, at det måtte være hans blodtype. Blodtype AB, Rhesus negativ. Hun vidste fra biologitimerne i 1.g at blodtype AB var sjældent at finde, og at det var forventeligt, at kun én procent af befolkningen havde blodtype AB og var Rhesus negative. Men spørgsmålet var så bare, om det var ganske almindeligt blandt Eros.

Tallene nedenunder anede hun ikke, hvad hun skulle bruge til. Måske stod de der bare i forvejen? Det ville ligne Landon i hastværk at gribe det, der lå nærmest. For hun var sikker på, at han selv havde fået denne idé, ligesom hun var sikker på, at Gabe regnede med, den kunne blive til hjælp for hende. Hvilket måtte betyde, at han regnede med, Landon havde blødt.

,,Hvad er de der tal?” spurgte hun langsomt sin stedfar, som bed sig i underlæben og lod en hånd løbe gennem hendes hår.

,,I Eros-munde kaldes det bare Procenten. Den indikerer, hvor meget Eros der er i blodet. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det måles, og jeg ved, at det ikke måles i forhold til hele blodet. Så jeg kan ikke rigtig forklare dig det,” indrømmede han. ,,Den dims dér,” tilføjede han og pegede på det lille apparat, hun stadig stod med i den ene hånd, ,,er en blodtypetester. Hvis du finder noget blod, stikker du spidsen ned mod overfladen - også selv om det er størknet - og så skal den nok fortælle dig, om det er Landons eller ej. Kig efter dette. Også tallene. Det vil stå på skærmen.”

Sophie bed sig i læben og nikkede en enkelt gang, taknemmelig og også en smule skræmt over den pludselige opdagelse, at Landon faktisk potentielt blødte. Det var ikke fordi hun ikke havde set ham bløde eller have sår før, og når han blottede huden på sin overkrop, var der op til flere ar at betragte. Men det var alligevel noget andet nu, hvor de var langt hjemmefra - og med hjemme mente hun Brobyværk - og han bare var gået aftenen før uden at komme tilbage. Det var over middag.

,,Tak, Gabe,” sagde hun og trådte ind for at give ham et kram.

Han stivnede, men lagde så armene omkring hende på en måde, hun var vant til det fra sin barndom. En barndom, der syntes uendeligt langt væk lige pludselig. Og så var det, at hendes øjne spildte over, fordi hun ikke havde regnet med denne velkendte følelse af varme når Gabe - hendes faderskikkelse - holdt om hende på en forsikrende måde, der fortalte hende, at det hele nok skulle blive godt igen.

,,Det var så lidt, Soph,” svarede han efter et stykke tid og kyssede hende i håret, hvorpå han holdt hende ud fra sig. ,,Pas på dig selv, og kom tilbage inden det bliver mørkt. Også hvis du finder Landon.”

,,Det skal jeg nok,” lovede hun og trådte udenfor igen. ,,Gabe?”

,,Ja?”

,,Hvor ville du starte med at lede?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...