Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
9561Visninger
AA

15. K A P I T E L XIV

 

K A P I T E L XIV

 

Landon stønnede opgivende, da han læste brevet, som var blevet proppet i postkassen. Det var fra Desirée, som påstod, at hun havde fundet en fyr at gå mere op i ham, og at hun derfor valgte at forlade landet. Hvorfor skulle han vide det? Egentlig kunne han jo være ligeglad. Men hun var jo også hans veninde, og det var vel naturligt, at han interesserede sig for hvis hun pludselig forsvandt. Så det var i sidste ende godt nok. Bare hun ville lade være med at beskrive alle sine følelser på papiret. Han var jo ligeglad. Og dog. Han var faktisk glad på hendes vegne, men havde andet at tænke på i øjeblikket.

Han vidste, at han ikke havde noget bedre at bruge formiddagen på end at sove og måske lige løbe en runde for at tjekke, at alting var, som det skulle være. Så hvorfor ikke sætte lidt tid af til at gruble over hvilken fyr Desirée nu havde fundet at stikke af til endnu et land med? Han anede ikke, hvorfor hun var kommet til Danmark i første omgang. Hendes forklaringer var forskellige, og han gad ikke hænge sig i det. Men hvad grunden end havde været, kunne den umuligt betyde meget for hende - eller også havde hun opfyldt sit formål med at komme allerede.

Sophie var hos Jack, og den unge mand havde lovet at køre hende hjem om eftermiddagen. Til den tid ville Landon vente på dem ude foran huset på Leddet, bare for at være sikker på, at Jack forstod sagens alvor. De havde været i skole til den enogtyvende, men Landon havde ikke haft en chance for at få fat i Jack og vende situationen med ham. Det ville han ellers gerne. Han brød sig om Jack, og han kunne ikke forestille sig nogen af Sophies venner, som var mere i stand til at holde på hemmeligheden. Men det var alligevel vigtigt, at de trådte forsigtigt, og at Jack forstod alvoren til fulde. Også selv om Sophie ikke bekymrede sig. Det var ikke hendes eksistens, der hang i en tynd tråd, hvis hemmeligheden slap ud.

Han havde ikke haft det så hårdt efter at Sophie havde vænnet sig til tanken om, at han ikke var et menneske. Hun havde gjort det væsentligt lettere for ham at være, hvad han nu egentlig var, fordi hun skrev til ham, når Gabe var hjemme, og hvornår han ikke var det, hvis hun gik i seng. Derudover gik hun ikke så meget ud om aftenen og sørgede for at holde ham opdateret, når hun gik til og fra skole. Mobiltelefonen var en fantastisk opfindelse. Også selv om hans ikke var lige så smart og funktionel som hendes. Han brugte den ikke til ret meget andet end at høre fra hende og måske John i ny og nå, når der kom opdateringer fra forskellige kampe rundt omkring.

Skyggerne var mere fremtrædende nu, end de nogensinde havde været før, og det var bekymrende af flere grunde. For eksempel gjorde det, at flere Eros døde, fordi de blev overmandede eller overrumplede. Landon havde mærket forandringen hurtigt, da han kom til den lille, danske by frem for Washington og Beijing. Problemerne opstod i de mindre samfund, uden for større byer, hvor det var mere sandsynligt, at der var flere Eros tilstede. Efterhånden havde han talt det til, at hans stuevindue var blevet smadret syv gange mens han havde boet der. I sidste ende havde han taget røgalarmen i stuen ned, og han havde fået specialfremstillet glas lavet. Det samme glas, som var i den pil, Sophie havde skåret sig på.

Sløvt lavede Landon kaffe. Indtil mørket atter faldt på ville han næppe have meget at lave. Så han kunne lige så godt få noget søvn, indtil Sophie og Jack kom tilbage. Men først kaffe. Det var blevet en afhængighed i løbet af de sidste to måneder. Uden kaffe havde han ellers ikke kunnet hænge sammen, når først han blev rigtig træt. Nu var det ikke for at holde sig vågen, at han drak det, men fordi vanen sad i ham. Som med rygere. Han kunne ikke ryge. Måtte ikke ryge. Det ville ødelægge hans kondition, og det kunne han ikke risikere.

Med et suk trak han sine briller af og så alting på afstand stå lidt skarpere end det nærmest ham selv. En fordel i mørket, men ikke ligefrem en fordel om dagen. Han pudsede glassene i sin T-shirt og skubbede dem på igen, afslappet. Han var stadig iført det samme par lysegrå sweatpants som han var faldet i søvn i, og T-shirten havde garanteret en mørk plamage på ryggen fra den sved, hans krop udskilte om natten. Eller i hvert fald havde gjort denne nat. Han havde haft mareridt. Et mareridt, der heldigvis ikke kunne være sandt.

Med en dampende kaffekop i hånden gik han tilbage til sit soveværelse, men orkede alligevel ikke at ligge i sin seng. I stedet gik han ind på værelset med de mange kasser. Han havde for længst ryddet op efter Sophies overnatning - det var efterhånden længe siden - men hendes lugt hang i alting alligevel. Og den kildede bagsiden af hans bevidsthed. Den side der fortalte ham, at hun i hvert fald var vågen og i godt humør.

Hovedrystende satte han koppen fra sig på det lille bord og knælede på gulvet for at finde den kasse med pilene, som hun havde stukket sig på. Han havde ellers ikke haft den fremme, men måske var det Desirée, i et af hendes mange forsøg på at rydde lidt op. Han rodede ikke normalt, men dette rum var ment som opbevaringsrum. Ikke andet eller mere.

Han fandt kassen, markeret med tegnet for ”bue” og trak den hen mod sig med et ryk. Hurtigt foldede han flapperne for oven til side og kiggede ned. Pilene glødede hvidt i kassens dybde, sammen med en bue i stort set samme materiale, bortset fra de små, sorte stykker metal, som dannede tegn i buens fulde længde. Tegn, der vidnede om skæbne og fuldbyrdelse, om hæder og sejr, om magt og om underdanighed overfor Eros.

Landon kendte ikke én af sin slags, der ikke elskede sin bue. Han gjorde, Desirée gjorde, John gjorde, Gabe gjorde sikkert også. Alle fra hans skole. Buen var et symbol på fuldendt træning og endegyldig optagelse som Eros. Alle havde en individuel bue med individuelle inskriptioner. Hans egen, med sejr og magt og underdanighed havde ordret inskriptionen:

 

En skæbne er dig tildelt af guderne i det høje, af den mægtige Eros, som står ved Afrodites side.

En skæbne i lydig overgivenhed og hengivenhed mod din oprindelse.

En skæbne af hemmeligheder, som kan lede til fald eller sejr, hæderlige hemmeligheder.

En skæbne, der skal fuldbyrdes.

 

Det første og sidste stod på alles buer. De to midterste profetier, derimod, var for alles vedkommende individuelle. Ikke alle havde to. Nogle havde også tre eller fire, andre havde kun én. Nogen havde slet ikke nogen profeti. Ingen afsløring om hvad livet måtte gemme på. Og Landon var ikke engang sikker på, at disse profetier betød noget som helst.

Hans egen gav i hvert fald ikke meget mening. Hvordan kunne man ikke være lydig og hengiven mod det, man var? Det ville være mærkeligt, hvis han ikke accepterede, at han var Eros, når nu han havde levet hele livet som en af netop disse. Og hvad angik hemmeligheder, så havde alle mennesker og Eros vel hemmeligheder. Der var ikke den store forskel der. Nærmere bestemt hæderlige hemmeligheder gav heller ikke mening, for han forventede ikke at udrette noget stort med sit liv. Han gjorde sit job. Så hvordan kunne han have noget med fald eller sejr at gøre?

Medmindre det handlede om sejren eller døden. Før eller senere ville han jo dø. Det skete for alle. Men hvad havde det med hemmeligheder at gøre? John havde altid sagt, at den del handlede om alle de kampe, han var med i som beskytter. At hver eneste kamp ledte til enten døden eller sejr. Og at hemmelighederne handlede om at holde sin eksistens som Eros hemmelig. Men Landon var ikke så sikker. Det var bare en gang sludder. Desuden var der mange, som var mere fikserede på at være rene og skære Eros og slet ikke tog nogle menneskelige elementer ind i deres liv. Nogle gik aldrig i andet end det sorte tøj, han selv havde en del sæt af. Det til kamp.

Han samlede en af pilene op og vendte den mellem sine hænder. Sophie havde fortalt ham, at hun kunne mærke det pulsere fra pilen. Han kunne direkte mærke den energi, den indeholdt. Ved berøringen susede energien som en slags klart, hvidligt lys gennem kroppen på ham. Han kunne tappe energien, vidste han, hvis han ville. Men han havde mere brug for pilen. Der kom intet godt ud af at tappe buen og dens pile for energi. Det var der historiske beviser på.

Hvorfor buer, havde han engang spurgt sin mor om. Dengang hun levede. Dengang han var lille og ikke kendte så forfærdelig meget til hvad det ville sige at være Eros. Hun havde forklaret ham, hvad han vidste nu. Hvad der var almen viden. At Eros på mange billeder var symboliseret ved en bue, hvilket også var grunden til, at den lille baby, Amor, skød sine ofre med pile.

Det var dog ikke alle symboler for Eros, som hans slags kunne fremstille. For eksempel vingerne kunne ikke genskabes. De groede ikke ud af ryggen på dem alle, og de kunne ikke flyve. På den måde var det en egenskab forbeholdt guden eller sagnfiguren eller hvad han nu end var.

Alligevel var der øjeblikket i livet, hvor han virkelig tænkte, at profetierne måtte have en eller anden mening. Og det var specielt i mødet med specielle mennesker - betydningsfulde og berømte eller ej. For eksempel tænkte han, som han sad på gulvet med buen og pilene i kassen, at han ville give meget for at få lov til at læse, hvad der stod skrevet på en person som Gabes buer. Forudsat at han stadig havde den, selvfølgelig. Det var Landon nu ikke sikker på. Måske var det en del af straffen, at Gabe ikke fik lov til at beholde sin bue.

Langsomt lukkede han kassen igen og skubbede den ind under sengen, hvor den oprindeligt havde stået. Buen var bestemt ikke til hverdagsbrug, og mange fik på ingen måde lejlighed til at benytte sig af den hele livet igennem. Alle buer, som ikke blev destruerede i kamp eller lignende blev hængt på et museum, langt under jorden i Washington, D.C, hvor ingen ville være i stand til a finde den, medmindre undergrunden pludselig kom sejlende op til overfladen.

Og det skete med garanti ikke.

Han rejste sig fra gulvet og satte sig i stedet på sofasengen, tog en slurk af den varme kaffe og mærkede energien fra pilen blandes med koffeinen. Søvn var ude af billedet nu. Han kunne lige så godt opgive. Også selv om energien ville forsvinde inden for få minutter, fordi han havde besluttet ikke at dræne pilen.

Til gengæld var han dejligt afslappet, mens han sad der på sofaen med en kop kaffe i den ene hånd og den anden hvilende hen over sin mave. Det var længe siden, han på denne måde havde haft en rigtig fridag. På trods af at det var et bijob, så var det at være lærer alligevel tidskrævende og krævede forberedelse, så det havde han brugt de første par dage af ferien på. Indtil nu, hvor han så kunne holde ferie og vente på, at Sophie vendte tilbage til Brobyværk, så han kunne få en snak med Jack.

Han forudså ikke nogle komplikationer ved det, og havde egentlig heller ikke noget imod at skulle stjæle ti minutter af Jacks tid, hvis det var den tid, det tog. Af dem i hele klassen, han underviste, kunne Landon nok bedst lide Jack. Sophie ikke inkluderet, selvfølgelig, fordi han ikke kunne tillade sig at tage stilling til, hvad han syntes om hed. Det var hans job at beskytte hende, og længere var den ikke. Med Jack var det noget andet. Landon var på ingen måde forpligtet til at have noget at gøre med Jack, og alligevel kom de godt ud af det med hinanden. Jack var altid imødekommende og smilende, og han var ikke bange for at stille spørgsmålstegn ved de ting, Landon sagde i timerne. Heller ikke selv om han nu vidste sandheden om Landon, om hvorfor han var lærer i netop den klasse, hvorfor han boede, hvor han gjorde.

Landon havde aldrig følt trang til at misunde et menneske dets eksistens eller levemåde, i blind uvidenhed, famlende i mørket, i skæbnens vold uden at have en chance for at forstå verden ordentligt. Men hvis han skulle misunde nogen, ville det være Jack, tænkte han, mens han sank endnu en mundfuld kaffe og skar ansigt, da den varme væske brændte sig vej ned gennem svælget.

Det havde alene noget at gøre med den blidhed og milde indstilling, Jack tog alting ind på. En blidhed og glæde, Landon aldrig kunne præstere i samme grad. Og hvor Jack syntes at være den perfekte kæreste, som Sophie elskede og holdt af, var Landon selv rimelig sikker på, at han ville være en elendig kæreste - på ingen måde romantisk og mindre i kontakt med den slags følelser end en sten. Det var dog ikke helt hans egne ord, der kom til udtryk i den tanke, men derimod Desirées dengang de var yngre. Dengang de havde forsøgt at få det til at fungere mellem sig. Hvad det dog ikke havde gjort.

Verden var uretfærdig. Det var ikke Landon, som skulle have været Sophies beskytter, men derimod Jack, som holdt så meget af hende, at han ikke ville have den mindste betænkelighed ved at sætte ud midt på natten for at redde hende fra en potentiel fare. Tanken ville sikkert ikke engang strejfe ham. Kampgejsten og initiativet var der i høj grad. Landon var anderledes. Han kunne godt være træt af at vælte ud af sengen efter ganske få timers søvn, og endda give sig selv til at bebrejde Sophie, at hun boede, hvor hun boede, ganske urimeligt. På den måde var han egoistisk. Og desuden havde han hidtil ikke været særlig god til at udføre sit job.

Det havde været for tæt på for mange gange til, at han ikke kunne bebrejde sig selv, at tingene ikke klikkede, som de skulle. Hvis bare han havde taget sig sammen og var gået ind på Den Glade Viking den aften, hvor Sophie havde været i byen med Anna, ville der ikke have været noget problem. Hun var aldrig kommet så tæt på den sikre død, som hun havde været den aften, hvis det ikke havde været for ham. Vel havde han skældt hende ud, og med god grund, men i sidste ende var det ham, der ville have fået skylden, hvis hun var død, fordi han ikke var på det rette sted på det rette tidspunkt.

Han tømte sin kaffekop, rejste sig fra sin siddeplads og gik ud i køkkenet for at sætte koppen i opvaskemaskinen, inden han skiftede location til stuen og fandt den bærbare computer frem, hvor han havde alverdens - for almindelige mennesker - ulovlige programmer. Han havde adgang til FBI’s, CIA’s og alle de andre organisationers protokoller. Inklusive det danske politis efterretningstjenestes, i tilfælde af at skalaen var mindre end international, når han fik noget at undersøge. Hvis han fik noget at undersøge. Derudover var han koblet på Eros’ hovedcomputer med alle oplysninger oplagret i mange milliarder filer, som han havde fri adgang til. Som alle Eros havde adgang til, medmindre de, som Gabe, havde fået frataget den ret også.

For det vidste han, at Gabe havde fået frataget, ligesom evnen til at læse atlantiansk. Hvordan var han dog ikke sikker på det sidste havde ladet sig gøre. Det første var bare at afskære hans netværk fra hovedcomputeren. Det var en voldsom straf, taget i betragtning af Gabe stadig fuldt ud fungerede i sin rolle som Mias beskytter, og at det havde vist sig, at der var brug for ham, på trods af andre ordrer oppefra.

Når Landon ikke havde indviet Sophie i den slags, var det fordi, det ikke var hans hemmelighed at dele med hende. Det var Gabes, og hvis Gabe ikke havde fortalt hende om det, så var der nok en grund til det. Hvad denne var kunne Landon sådan set være ligeglad med, så længe den ikke omhandlede ham selv.

Det ringede pludselig på døren, og Landon fløj ud af sofaen. Han havde ikke hørt så meget som den mindste indikator på, at nogen havde nærmet sig hoveddøren, hvilket kun kunne betyde, at det ikke var et menneske, han havde med at gøre. På trods af at det var lyst udenfor, greb han sit sværd, der hang på væggen inden for stuedøren, og holdt det bag sig, mens han gik ud mod døren. Men da han åbnede, sank hans skuldre, og han drog et lydløst lettelsens suk.

,,Gabe,” åndede han og lænede sig mod dørkarmen. ,,What’s up?”

Udenfor i det forholdsvis varme vejr, som smeltede sneen fra gårsdagens snevejr, stod Gabriel Riot, iført en tyk vinterjakke, halstørklæde og handsker.

,,Not much, to tell you the truth,” indrømmede Sophies høje, venlige stedfar med et let skuldertræk. ,,I felt like taking a walk.”

,,C’mon in, then,” tilbød Landon og gjorde en fejende gestus mod sit hus’ indre.

,,Thanks.”

Gabe trådte ind og lod jakken glide af, indtil han greb den i én hånd og lod den falde på plads på knagerækken bag døren. Landon trådte til side, ind i køkkenet, for at give mere plads i den smalle gang. Sophie var måske lille nok til, at de begge kunne stå der, og Desirée var tynd nok. Men Gabe var veltrænet for en mand i sin alder, og derfor kneb det lidt med pladsen.

,,Can I get you anything? Coffee? Tea?”

,,No, thanks.”

Usikker på hvor uhøflig han kunne tillade sig at være, kløede Landon sig i nakken og pegede sigende med en tommelfinger i retning af stuen. I den anden hånd holdt han stadig sværdet, som han dog lod falde ned så ægget ramte gulvet i en blød, metallisk lyd. Ved lyden løftede Gabe blikket og et øjenbryn i en sigende grimasse.

,,Expecting somebody?”

,,Just the usual, you know,” svarede Landon i en overraskende flabet tone for sin egen standard.

Gabe nikkede.

,,I hear you have quite the amount of nightly visitors here.”

,,You should know.”

,,Never wondered why I installed all those lights in the back yard?”

,,I figured those were of great use to you.”

Gabe lo.

,,Yes. They do come in handy from time to time.”

Landon viste vej til stuen og slog sig ned i en af lænestolene, mens han overvejede, om Gabe virkelig bare var kommet for at småsnakke. Det lod det til, for ellers var hans artsfælle vel efterhånden kommet til pointen. Eller burde gøre det, inden det blev irriterende at blive holdt hen i uvidenhed.

Selv om han ikke så ud til at befinde sig alt for komfortabelt, så virkede Gabe ikke anspændt, idet han satte sig ned i sofaen og lod armene brede sig ud, den ene i armlænets længde og den anden langs ryglænet, indtil han ikke kunne nå længere. Landon undrede sig over, hvad han lavede her, eftersom det jo var hans job at se efter Mia og sørge for, at hun blev holdt i live. Men så igen, Mia havde vel også ting at lave, og det var jo stadig lyst udenfor. Så hvorfor skulle der være noget galt i, at Gabe kom lidt ud. Havde han ikke gjort det, forestillede Landon sig, var han sikkert blevet skør før eller senere.

,,So,” sagde den ældste af de to og knækkede nakken kortvarigt, ,,obviously, there’s a reason I’ve come here.”

,,I thought so,” indrømmede Landon og lænede sig fremover i stolen, så han støttede fra sine knæ med albuerne, lettet over trods alt at være afslappet klædt - måske lidt for afslappet, taget i betragtning at Gabe trods alt var iført et par ordentlige jeans og en ren skjorte. ,,Go ahead and spit it out.”

,,Easy, D.C.,” drillede Gabe, som tydeligvis bed mærke i den stærkt prægede accent, Landon var kommet til at udtale ordene med - ikke at hans egen udtale var upræget af hvor i USA han kom fra. ,,It’s not something that’s really related to your job. So relax.”

,,What makes you think I -”

,,Landon,” sagde Gabe indtrængende og seriøst, men ikke uden en underlig form for medfølelse i stemmen, ,,I’ve been where you are. At this point exactly. I know what it’s like to be young and -”

,,You know absolutely nothing about what it’s like,” sagde Landon og forholdt sig iskold.

,,Try me.”

Landon sukkede.

,,I’ll bet you have no idea what it would look like if Mia’s life was constantly in danger, and that when she got in trouble you only arrived at the very last minute.”

Gabes ansigt skiftede fra dyb forståelse til let medlidenhed, som om han forstod præcis hvordan Landon havde det. En skygge gled over hans ansigt og lagde et sjovt skær over hans ellers blide, milde øjne.

,,What happened?” spurgte han forsigtigt.

Landon, ude af stand til at kontrollere sin mund, fandt at det var meget lettere at lade ordene vælte hen ad tungen, end det var at forsøge at forhindre dem og hade sig selv for ikke at kunne kontrollere sig selv. Så han fortalte Gabe, hvad der var sket med Sophie den dag hun var taget hjem fra byen, og hvordan Sophie havde overnattet hos ham. Stik mod forventningen smilede Gabe, da Landon havde fortalt færdigt, hvilket Landon mente, at Sophie skulle have set, selv om det var hans skyld, at hun ikke havde fortalt sin mor og stedfar noget som helst om episoden.

Gabe lænede sig helt tilbage i sofaen og lagde en hånd over sine øjne, men hans mund bar stadig præg af et oprigtigt smil, så ærligt og muntert, at Landon blev helt forvirret.

,,Hvad er det, der er så sjovt?” spurgte han skeptisk og slog med vilje over i dansk, selv om de ganske roligt kunne være fortsat på engelsk - begges modersmål.

,,Du har jo hørt om den Sidste Konges død,” indledte Gabe, nu leende. ,,Og du ved også godt, at det var mig, der slog ham ihjel. Men ved du, hvad jeg lavede den aften? Den aften, hvor din far og mange andre måtte lade livet? Mens kongen trængte længere og længere ind på slottet var jeg i gang med at sørge for værelset til når Sophie blev født.”

Landon kneb øjnene en anelse sammen, fordi han ikke kunne se, hvad der var så sjovt i det, og endnu mindre hvad det havde at gøre med at svigte Mia, når hun var døden nær. For der havde jo været mange til at beskytte hende, og der var mange, som ikke døde den nat. Det vidste de selvfølgelig begge med sikkerhed, eftersom de havde været der bagefter.

,,Var jeg kommet et halvt minut senere, ville jeg ikke have nået det,” indrømmede Gabe endelig og trak let på skuldrene. ,,Jeg havde ikke tid til andet end at bruge min bue. Den eneste pil, jeg nogensinde fik brugt. Dengang, skal du huske på, var vi et lukket samfund. Jeg gik med den på mig altid. Det gjorde de fleste mænd. Moderne tider har indhentet os efterhånden,” tilføjede han med en slags nostalgi i stemmen, inden han afsluttede med et grin: ,,Anyways. What matters is not that I almost didn’t make it. What matters is that I did make it. And so did you.”

,,But, I mean, obviously, if I’d just gone with her to that stupid club or whatever it was, that would’ve never happened. You ought to want to teach me a lesson for almost wasting your daughter’s life for nothing,” sagde Landon.

,,To tell you the truth, Martin, I actually am angry with you. But I can forgive you because it’s a normal thing, and because Sophie didn’t get extraordinarily hurt - because I guess she might’ve been bruised. So long as you’re able to see how much of it was your fault.” Gabes stemme forandredes næsten ikke fra latteren, og Landon forstod kort efter hvorfor, da endnu en fortrolig hemmelighed kom: ,,And honestly, I wouldn’t have gone with her to that place, either. It’s not exactly…”

,,I know what you mean,” skød Landon ind, glad for at have fået et mere menneskeligt syn på situationen også.

På trods af den mærkelige følelse ved at sidde i stue med Gabriel Riot, lidt af en legende blandt Eros, og ikke for noget positivt, havde Landon det ganske fint. Han havde hele tiden vidst, at når folk var direkte bange for typer som Gabe, så var det ikke frygt for personen i sig selv, men for deres drivkræfter. Desuden tvivlede han alvorligt på, at Gabe på nogen måde kunne få sig selv til at gøre nogen fortræd, som ikke havde fortjent det på en eller anden måde. Sådan som kongen havde dengang. Sådan som alle skygger, som kom for tæt på huset gjorde.

Den afslappede og alligevel autoritære mand radierede varme og faderlighed i en sådan grad, at selv Landon fandt sig selv ganske godt tilpas, og at han forstod hvordan Sophie kunne se på Gabe som sin faderfigur. Men det var ikke kun faderligheden, der blev udstrålet fra Gabe. Det var lige så meget en ren og ærlig inderlighed i alt, hvad han gjorde - lige fra jokes til latter til alvorlige miner. Og så var er selvfølgelig den måde, han tog sig af sin familie på - tog sig af Mia og Sophie på, rettede Landon sig selv. Ingen, tænkte han, kunne nogensinde erstatte den figur, Gabe var for Sophie, og ingen ville nogensinde udfordre hans betydning i hendes liv. Det spørgsmål stod simpelthen ikke til debat.

I sidste ende var det jo Sophies velbefindende, Landon skulle interessere sig for, så det gjorde han i så høj grad, som han nu engang kunne. Og han var i høj grad interesseret i at holde Gabe og Sophie i forbindelse med hinanden, ikke kun på grund af de stærke, familiære bånd, men fordi Gabe også kunne hjælpe til med hendes beskyttelse og sikkerhed. Det var fordelagtigt på alle måder. Også for ham.

,,So, Manhattan,” sagde han og rettede sig op fra sin foroverbøjede siddestilling for at læne sig tilbage i stolen, tiltalen mest for at gengælde for at blive kaldt for D.C., ,,what was so important that you couldn’t have Sophie text me about it?”

,,Well,” grinede Gabe og skubbede sig frem i sædet, ,,for one thing Sophie’s not at home right now, and we don’t live that far apart. The air does me well, you know, an old man like me.”

,,Shut up,” udbrød Landon og kunne høre latteren i sin egen stemme. ,,How old are you? Forty at most.”

,,Thirty-eight.”

,,See what I mean?”

,,Sophie mentioned you were estimated around twenty-five by your well-behaved students.”

,,Oh, that… well, yeah.”

,,And you’re twenty now, right?”

,,Actually, I’m twenty-one.”

,,Sophie said -“

,,She doesn’t know. I didn’t tell her my birthday was three days ago.”

,,Why not?”

,,Why would I? She has no use for it.”

,,She probably would’ve liked to know.”

,,She doesn’t, though. And our kind doesn’t celebrate birthdays, so why make a big deal out of it?”

,,Good point,” mumlede Gabe, som så skiftede sprog og fortsatte: ,,Jeg kom for at invitere dig til at fejre jul med os. Jeg går ikke ud fra, at du skal lave noget?”

,,Jeg fejrer normalt ikke jul.”

,,Det gjorde jeg heller ikke. Men det gør mennesker i dette samfund, hvis de da ellers er til kristendom. Og eftersom Sophie og Mia er mennesker, ville det være mærkeligt, hvis vi ikke skulle fejre højtiden i år.”

,,Hvorfor invitere mig?”

,,Fordi ingen skal være alene i julen. Det er en del af hele højtidens indstilling til tingene.”

Landon tænkte sig alvorligt om, men var ikke sikker på, at han kunne finde noget negativt ved at holde jul sammen med Gabe, Sophie og Mia. De var trods alt venlige og imødekommende, og det gav ham mulighed for at holde øje med Sophie, hvis nu Gabe skulle få lyst til for en gangs skyld at holde fri derhjemme. Desuden gav det ham adgang til husets kælder med alle inskriptionerne, hvis han nu skulle blive overvældet af trangen til at være alene.

Der var selvfølgelig den hage ved det, at Sophie måske ville tro, at han havde inviteret sig selv og ikke mente det, når han sagde, at hun skulle leve sit liv så normalt som muligt. At have ham rendende konstant og hele tiden kunne umuligt føles normalt for hende. Nogle gange overvejede han, hvordan det måtte være at være en af de beskyttede. At have betydning for alt, hvad en anden skabning foretog sig. Den slags lærte man ikke noget om i uddannelsen til beskytter. Det var ikke et led i det hele, at man skulle kunne fungere menneskeligt med den beskyttede.

Måske hang det sammen med, at hvis man fandt den, man var ment til at beskytte fra starten af, så havde man ikke noget socialt valg. Man kunne ikke vælge at blive forflyttet, uden at det ville få konsekvenser. Man kunne blive skilt ad, men det ville aldrig fungere at beskytte en anden, når man først havde mødt den rigtige. Det sagde historierne og skrønerne i hvert fald. Og Landon var sikker på, at en del af dem var sande. Han havde tit spekuleret på, om Sophie mon virkelig var den rigtige. Men han kendte svaret, og havde kendt det siden han begyndte at lære mere om hvem hun var og hvad hun foretog sig hvornår og hvordan.

Ja, hun var den rigtige. Han kunne mærke hendes tilstedeværelse i sit hoved som en svag dunken hele tiden, hvad enten hun vidste det eller ej. Det var ikke sket tidligere, når han havde været sendt ud for at beskytte, for eksempel i Beijing. Jobbet havde været det samme, men han havde ikke følt noget som helst bånd med de mennesker, han havde haft med at gøre. De var for ham bare mennesker, hvorimod Sophie var den, han skulle beskytte, koste hvad det ville.

,,Det vil jeg gerne,” sagde han endelig og kastede et blik ned på sine bukser og den klamme T-shirt.

,,Det var godt.”

Gabe rejste sig fra sofaen og stod lidt og så rundt i stuen, inden hans læber krusedes i et grin, ved synet af den glitrende rude ud mod haven i det store vinduesparti. Den glødede let.

,,Jeg bør nok egentlig takke dig, Landon,” sagde han og gik hen mod vinduet med lange skridt, mens Landon skubbede sig på benene.

,,For hvad dog?”

,,For at have klaret alt det beskidte arbejde med at forklare Sophie alting, for at have tvunget hende til at tale engelsk, på trods af at hun var vred på mig over det, for at have holdt på min hemmelighed,” remsede Gabe op, alvorligt og med ryggen til Landon, som foldede hænderne bag lænden og vippede frem på fødderne for så at falde tilbage på flad fod igen.

,,Det var vel så lidt. Man kan sige, at det med det beskidte arbejde er en del af mit job, ligesom det er en del af mit bijob at tvinge hende til at tale engelsk, når hun nu er så god til det, som hun er. Og angående din hemmelighed, så har jeg haft lyst til at fortælle hende den, men det er jo ikke min beslutning, om hun skal vide det. Det er din sag, ikke min, og jeg har ikke lyst til at blande mig i den,” afslørede han, lige så alvorligt som manden ved vinduet.

Disse var nogle af grundene til, at han ikke havde sagt noget til Sophie som sådan. En helt anden grund var den, at han faktisk ikke var hundrede procent sikker på, hvad der var sket. Gabriel Riot var blandt de roligste og mindst rebelske personer, han nogensinde havde mødt, og det var svært at forestille sig, at han skulle have gjort oprør mod styret. Endnu mindre kunne Landon virkelig forestille sig, at man ville tage evnerne fra Eros, hvis de var modvillige, disciplinært samfund eller ej. Men hvis Gabe havde været forræderisk, som beskyldningen lød, så fortjente han en straf, og denne kunne lige så godt være symbolsk, så andre ikke gik i hans sted. Hvad den da også var, eftersom de fleste unge Eros havde hørt om Gabriel Riot og Straffen.

For Landon var det dog ikke længere usandsynligt, at når nu straffen var så pædagogisk anlagt, at den skræmte folk til at gøre, som de blev bedt om, så var der drejet lidt på historien fra Johns og de andre lederes sider. Det ville ikke se godt ud for dem, hvis de havde straffet én, der var mere eller mindre uskyldig og ganske harmløs i sin eksistens, sådan som Gabe så ud til at være. Måske havde Gabe fortjent en straf, men måske var hans forbrydelse ikke så slem, som myndighederne fik den til at se ud.

En eller anden dag planlagde Landon at spørge Gabe ud om det. At forsøge at komme til bunds i hvad de fleste mente var en retfærdigt behandlet sag. Og en afsluttet sag. Alt vad Gabe syntes nemlig at indikere, at den sag ikke var afsluttet, selv om denne indikation ikke var præget af hævntørst. Kun et tavst udtryk for lidelse, der var næsten ubærligt at stå overfor. Men måske var det netop det, folk frygtede så meget ved Gabe; at han var så sympatisk, som han nu engang var, kunne potentielt trække fanskarer efter sig. Han kunne have væltet systemet, hvis ikke alle var bange for ham nu, hvor rygterne gik om straffen.

Landon tvivlede ikke på, at det var en overilet fordrejning af hvordan virkeligheden kunne se ud. Gabe virkede på ingen måde interesseret i at anskaffe sig en fanskare, og endnu mindre glad ved tanken om en revolution. Hvorfor skulle han dog ønske det? Ikke alle, som var uenige i ledernes beslutninger, var nyrevolutionære. Ikke alle havde rent faktisk lyst til at lave om på samfundet og vælte magthaverne, bare fordi de potentielt var i stand til det.

,,Well, thanks anyway. Not everybody would’ve kept it secret.”

,,No, but she doesn’t need to know. So I’d rather not be the one telling her.”

,,Understandable. But I have to tell you something, though. Eventually, she will need to know, because it has something to do with her.”

,,It does…?”

Gabe nikkede og vendte sig om, så de stod ansigt til ansigt.

,,Jeg må hellere se at komme tilbage og underholde Mia,” erklærede han afslappet og strakte sig, som om alvoren i hans tone var opløst som dug for solen ved tanken om menneskekvinden - og Landon vidste hvorfor.

I det samme ringede hans mobiltelefon, og han fiskede den op af lommen på sine sweatpants i en lang, automatisk bevægelse, der trykkede på besvar-knappen i luften og dernæst lagde maskinen til øret. Kun én ringede nogensinde til ham, og hvis hun gjorde det, var det som regel vigtigt.

,,Sophie?”

,,Hej, Landon,” sagde hun og lød helt rolig og afbalanceret - støjen fra bilen kunne høres i baggrunden. ,,Jeg ringer bare for at sige, at vi lige er kommet uden for Odense.”

,,Okay.”

,,Glædelig jul.”

,,Vent, Sophie -” Landon afbrød sig selv. ,,Gider du sige til Jack, at jeg gerne vil tale med ham under fire øjne?”

,,Ja, selvfølgelig,” lovede hun, og øjeblikket efter lød der dæmpede stemmer, som om hun havde lagt noget hen over telefonen for at kunne tale privat.

Landon anstrengte sig ikke for at høre, men ventede bare tålmodigt.

,,Han spørger, om det ikke kan vente, fordi han skal skynde sig videre efter at have kørt mig hjem,” vendte Sophie endelig tilbage med.

Landon bed sig i underlæben og så op i loftet uden noget egentligt formål.

,,Jo, det kan godt vente.”

,,Tak, Landon.”

,,Det… var så lidt, tror jeg nok.”

,,Vi ses.”

,,Ja.”

Hun klikkede af, og Landon stod et øjeblik, inden han sænkede mobilen til sin lomme igen og lod den glide ned mellem de to sider stof. Det havde lydt, som om hun var i et strålende humør, og han havde ikke lyst til at ødelægge det ved at kræve en samtale med Jack. I stedet fandt han det bedre at føje kæresteparret og leve i fred og fordragelighed med dem frem for at være en anelse manipulerende, hvad han ellers havde tendens til, når han ville have sin vilje.

Han fulgte Gabe ud, men manden lovede at vente med at gå, så Landon kunne komme i tøjet og gå med ned til villaen med det samme. Dette resulterede i at Landon tog det hurtigste bad i sit liv, vaskede sit hår og skyllede sveden af, inden han trak i det sorte tøj, de normalt brugte til at kæmpe i. Fordi han fandt det mest passende at have den slags på, når nu han skulle være andre steder end hjemme eller på skolen sammen med Sophie. Det var et symbol på den status, han havde i forhold til hende, et symbol på deres definerede forhold til hinanden.

Da han kom ud, var solen ved at gå ned, og det slog ham pludselig, at der alligevel måtte være gået et par timer til spilde foran computeren i løbet af dagen. Ikke at det gjorde så meget, nu hvor han var nogenlunde klar til, at Sophie var lige på trapperne. Han og Gabe fulgtes ud, og han låste huset af og lod lyset indenfor brænde, på trods af at det var tydeligt, der ikke var nogen hjemme. I lommen havde han det sværd, han havde haft bag ryggen, da han åbnede døren for Gabe, bare for en sikkerheds skyld.

Det var koldt og blæsende udenfor, men i det mindste sneede det da ikke. Landon kunne mærke ændringen i luften, da de kom ned til vejen med den skarpe kurve, og lugten af svovl krøb ind i hans næsebor, når han trak vejret. Han så Gabe rynke panden, og betragtede hvordan mandens kæbe spændtes i en indædt grimasse, der så næsten uhyggelig ud, havde det ikke været for det blide, bekymrede udtryk i øjnene.

Det var dog først, da de drejede op ad indkørslen til den store, hvidmalede villa i træ, at Landon for alvor fik fornemmelsen af, at et eller andet ikke var helt rigtigt. Sekunder før han selv fik omstillet tanker til handling var Gabe stukket i løb, og Landon satte efter uden den store tanke for, at de larmede, når de løb i de røde perlesten. Hvad der kunne være sket, anede han ikke, taget i betragtning at det stadig var nogenlunde lyst udenfor, men Gabe var helt hvid i hovedet, da han stoppede med at løbe midt på gårdspladsen.

Døren til en af garagerne på husets højre side stod åbent, men der kom ingen lyd indefra, og stanken af svovl boblede ud af døråbningen og blev båret af vinden direkte ind i ansigtet på Landon, som modstod trangen til at hoste og i stedet sank hårdt. Der var nok ikke gået meget mere end tyve sekunder, fra de satte i løb til Gabe stod i døren til garagen, stiv i holdningen og med hævede skuldre.

Landon gik forsigtigt hen mod ham, men var sikker på, at hvad end der afhold Gabe fra at træde ind i garagen, så måtte det være slemt. Og da han kom derhen så han hvorfor og mærkede sin mave vende sig.

På gulvet, med brandmærker på begge kinder og arme og hænder og hals, lå en kvindeskikkelse med langt, mørkebrunt hår i bløde krøller med blod løbende fra mund og næse og en stiv stirren op i garagens loft. Væggene havde afbrændte håndaftryk mod det hvidmalede træ. Kvindens mund formede sig i et skrig, og øjnene, trods døde og følelsesløse hjalp til at understrege den rædsel, som Mia måtte have følt i de sidste sekunder af sit liv.

Ved den tanke vendte Landon sig bagud og kastede op, både på grund af synet, og på grund af sine egne forstyrrede tanker. Da han rettede hovedet op, så han bilen trille ind ad indkørslen og ind på gårdspladsen, og han hørte Gabe træde ind i garagen og smække døren efter sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...