Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
9503Visninger
AA

14. K A P I T E L XIII

 

K A P I T E L XIII

 

Sophie gryntede irriteret, da hun konfronterede uret på sin iPhone og fik slynget i hovedet af store, hvide bogstaver, der sved i øjnene, at klokken stadig kun var otte. Hun kunne umuligt sove mere, men var stadig dødtræt. Medmindre hun fik en middagslur tvivlede hun på, at hun ville få mere søvn, før hun gik i seng senere den aften. Og så ville hun være tidligt træt. Klokken havde været mange, da hun var kommet i seng, i forhold til hvornår hun normalt gik i seng.

For at gøre tingene værre, havde hun en middagsaftale med Jack samme aften. Det var ikke fordi hun ikke var glad for deres aftale, eller at han havde tid til hende og den slags. Men hun havde ikke overskud til at sidde og grine og fjante hele aftenen over et glas rødvin eller noget lignende på en dunkelt belyst hyggelig restaurant.

Apropos dunkelt belyst, så var det eneste lys i det lille værelse det, hendes mobiltelefon kastede på omgivelserne; blåligt og en smule uhyggeligt. Døren måtte være lukket, for selv om det med garanti ikke var lyst udenfor, så ville hun have kunnet se lygtepælenes lys falde ind gennem køkkenvinduet og oplyse tingene. Det kunne hun ikke nu.

Forbløffet satte hun sig op og havde nær væltet en af Landons mange kasser. Hurtigt greb hun ud for at forhindre netop dette, og en skarp stikkende smerte mærkedes i hendes håndflade. Lyset fra telefonen gik ud og kastede mørket ud i rummet igen. Sophie skyndte sig at komme på benene, blinkede heftigt med øjnene for at slippe af med svimmelheden og snublede gennem værelset for at tænde lyset.

Forbløffet kiggede hun på den hvide kontakt. Der var to røde pletter på den. Mærkeligt røde mod den råhvide plasticdims. Det tog et øjeblik for hende at registrere, at den metalliske, varme lugt fra de to pletter ikke var tørret maling, men derimod blod. Fra hendes egne fingre. Hun løftede hånden, hun havde brugt til at gribe kassen med og stirrede forvirret. En stribe blod løb ned over håndfladen og fingerspidserne på den blege hud. Gulvet havde fået et par stænk.

Så fandt hun kilden til blodet og trak vejret mere frit og roligt. Et kort øjeblik havde hun mærket sin torso trække sig sammen og spændes i angst over, at hun måske fik spontane blødninger fra hudafskrabningerne. Men flængen i håndfladen var for dyb til at være et opbrudt delvist læget sår. Synderen var en lang pind med en spids for enden i en form for glødende og pulserende hvidligt sølv. Spidsen var rød, og blodet løb ned over pinden, hvorpå spidsen var fastgjort.

Det overraskede Sophie, at den spidse genstand ikke havde oplyst rummet i mørket, for den syntes at gløde hvidligt og skinnende nu, i det gul-orange lys fra pæren i loftet. Eller måske var hun bare træt og burde sove noget mere. Det var svært at sige. Men én ting var hun sikker på: Landon skulle ikke vide, at hun havde været så klodset. Så hun greb forsigtigt om den hvide pind og trak den op. Den var i køligt metal mod hendes ømme, skrabede håndflade, der ikke blødte. Hun havde haft ret i, at den så ud til at pulsere. Metallet syntes at kime svagt mod hendes håndflade, som om det reagerede på hendes berøring.

Under normale omstændigheder var hun nok blevet skræmt til døde ved denne fornemmelse, men der foregik så mange mærkelige ting lige for tiden, at hun ikke rigtig følte nogen særlig frastødning fra denne genstand. Den syntes harmløs nok. Indtil hun fik kigget på den. For enden af metalpinden var nogle sjovt udskårne glasplader - lignede det - i gennemsigtig hvid og gennemsigtig lyseblå. Og så gik det op for hende, hvad det var, hun stod med i hånden. Det var en pil. En smuk en af slagsen, og en unaturlig én af slagsen. Den slags, man måske ville forvente af en eller anden film om moderne engle med designede metalvinger og det der hørte dertil. Aldrig havde hun set noget smukkere.

Men erkendelsen af at det var en pil fik hendes underbevidsthed til at reagere. Hun følte en underlig form for deja-vu. Som om hun havde set en pil som denne tidligere. Og måske havde hun i virkeligheden også det. Hun kunne ikke huske, om Landon havde haft et pilekogger på sig, den aften han fulgte hende hjem.

En varm dråbe af blod ramte hendes bare fod, og hun kastede et blik ned på sin blødende hånd. Så sukkede hun, åbnede døren og så ud i gangen. Hun havde haft ret med hensyn til lys gennem køkkenvinduet. Udenfor strålede en gadelampe mod snevejret. Sneen faldt i store, sløve flager og lagde sig i vindueskarmen i køkkenet, hvilket hjalp med at oplyse rummet i et hvidt skær. Gangen var dog ikke helt mørklagt. Fra Landons soveværelse faldt en smal stribe blødt lys mod den modsatte væg og gulvet, og denne hjalp Sophie med at finde vej hen til badeværelsesdøren.

Hun tændte lyset på badeværelset og lukkede døren efter sig så forsigtigt som muligt. Landon havde ikke givet en lyd fra sig, så måske sov han bare med lyset tændt. Det ville hun på alle måder kunne forstå, for med det job, han nu engang havde, måtte der være nogle ret ubehagelige ting forbundet med mørket.

Det sved i flængen i hånden, da vandet susede ned i den og skyllede blodet væk. Det var ikke så stor en flænge, som det først havde set ud til, men fordi det nu engang var hånden, der var med at gøre, kom blodet hurtigt løbende. Hun løftede forsigtigt pilen og fjernede blodet, som var ved at størkne, med fingrene uden at stikke selve metallet ind under vandhanen - tænk nu hvis det ikke kunne tåle vand! Landon ville have endnu en grund til at være vred på hende, hvis hun gik rundt og ødelagde hans våben.

Så lydløst som menneskeligt muligt gav hun sig til at lede efter plaster eller gazebind til at afholde blodet fra at lave røde striber på flere af Landons ting. Hun behøvede ikke at lede længe. Som om han brugte det ofte var der en førstehjælpskasse placeret i den øverste skuffe under skabet ved siden af vasken. Her fandt hun en rulle plaster og en saks, klippede et par stykker af og lagde plastrene over sin håndflade. Det føltes mærkeligt, og hun tvivlede på holdbarheden af sit gør-det-selv-arbejde. Men for nu var det tilfredsstillende. Derpå tørrede hun pilen af i et stykke toiletpapir og studerede den indgående. Den så ikke ud til at have taget nogen skade.

Som det sidste, inden hun forlod badeværelset tog hun en vaskeklud og gjorde den våd. Listende gennem gangen ventede hun hvert øjeblik, at Landon ville stå i gangen og kræve en forklaring. Men det gjorde han ikke. Der kom ikke en lyd fra hans værelse. Så han sov nok. Hun vidste jo, hvor dødsens stille han kunne være, når han sov. Den dag han havde sovet på sofaen, havde han heller ikke lavet den mindste lyd. Ikke engang hans åndedræt havde været hørligt i stilheden i stuen.

Hun gnubbede sit blod af lyskontakten på værelset og dråberne på gulvet kom også let af. Der var heldigvis ikke kommet noget på sengen eller kasserne. Lettet over ikke at være blevet opdaget gik hun ud med kluden igen og skyllede den op. Så trippede hun forsigtigt hen til Landons soveværelsesdør og kiggede ind. Til sin overraskelse fandt hun ham ikke sovende, viklet ind i dyne og hovedpude med sine lange, slanke lemmer. I stedet sad han op med ryggen mod hovedgærdet, benene krydset ved anklerne og ansigtet vendt i hendes retning med et spørgende udtryk. I hænderne havde han en bog.

Sophie strakte fingrene ud for at plastrene ikke skulle krumme sammen og lade blodet flyde frit ned over hendes hånd igen. Så slog hun blikket ned fra Landons øjne, som så anderledes ud. Måske var det lyset… Hun tjekkede efter. Nej, det var ikke lyset. Landon, af alle mennesker, havde briller på! Landon, som ellers syntes mere eller mindre fejlfri. Landon, som ikke var menneske og havde utrolig hørelse og desuden alle sanser skærpede.

Hun måtte se forbløffet ud, for han lagde hovedet en anelse uforstående på skrå, inden han syntes at opdage, hvad hun stirrede på. Så rakte han op og trak de kraftigt indfattede sorte briller af.

,,Du ligner én, der har set et spøgelse,” kommenterede han på fejlfrit dansk med en drillende undertone i stemmen, mens han foldede et hjørne i bogen og lagde den fra sig med bagsiden opad.

Selv på afstand kunne Sophie se, at bogen ikke var skrevet på hverken dansk eller engelsk. Ved at knibe øjnene sammen kunne hun se de mange accenter og sjove tegn, der blandt andet kendetegnede det franske sprog.

,,Jeg troede, at du sov,” tilstod hun og rødmede.

,,Selv hvis jeg havde sovet, ville jeg nok være vågnet, da du gik på badeværelset. Hvad lavede du?” Hans stemme var stadig drillende med et hint af arrogance, som han på ingen måde lod til at mene alvorligt.

I en lang, glidende bevægelse skubbede han sig ud på kanten af sengen og rystede sengetæppet, der var gulligt med en masse af de atlantianske tegn broderet i guldtråd langs kanterne. Sophie trådte uvilkårligt et skridt baglæns og havde nær krøllet fingrene på sin hånd ind. Med vilje strakte hun dem endnu mere og håbede ikke, at han bemærkede det.

Men Landon - til trods for brugen af briller - bemærkede alle små ændringer. Det havde hun før set i klasseværelset. En dag havde Maria og Andrea sendt hinanden små sedler, og hvis det ikke var fordi Sophie vidste, at de gjorde det, havde hun ikke bemærket det. Specielt ikke fordi de to sad ved siden af hinanden og sedlerne blev leveret under bordet. At hun ikke havde lagt synderligt mærke til det betød dog ikke, at Landon ikke gjorde det. For han slog ned på dem som en falk på en mus på en øde, nyligt høstet mark.

Også nu var han opmærksom. Pinligt berørt og med bankende hjerte så hun, hvordan hans blik gled ned til hånden, nærmest som en refleks, og hun drejede med vilje håndfladen bagud, ud mod gangen, så han ikke kunne se den.

,,Hvad er der med den hånd?” spurgte han og trådte et skridt nærmere, før det lod til at komme til ham helt naturligt - som havde han læst hendes tanker.

Lynhurtigt rakte han ned og greb hendes hånd mellem sine, og i løbet af et splitsekund var hendes håndflade vendt op mod hans ansigt med de klodsede plastre hen over den ellers bløde hud. Plastrene - når hun tog dem af - ville sikkert rive hudafskrabningerne op og få dem til at svide igen. Landons fingre pillede ved et af plastrene, og i næste øjeblik kom alle tre af samtidig, uden at det gjorde særlig ondt.

,,Hvad har du lavet?” spurgte han, og hans stemme havde en skarp undertone, som om han mistænkte hende for at have været ude for at begå kriminalitet i løbet af natten.

,,En af dine kasser tippede, og jeg greb den, og så skar jeg mig på noget, men jeg kunne ikke se, hvad det var, fordi det var mørkt, så jeg gik hen for at tænde lyset, og -”

Ordene kom ud af munden på hende i én lang strøm, uden betoning af noget særligt, og det gik så hurtigt, at hun snublede over ordene, af frygt for at han ville blive vred, hvis hun ikke hurtigt kom til pointen. Og af frygt for at han måske ville hade hende, hvis han fandt ud af, at hun havde haft fingre i hans våben.

,,Sophie,” sagde han blidt. ,,Slow down. I promise I won’t eat you, no matter what you’ve done.”

Hun tog en dyb indånding og tvang sig selv til at se op i hans ansigt. Han havde set væsentligt ældre ud med briller på, og hun undrede sig over, hvorfor han ikke brugte dem, når han underviste klassen. Så ville de måske ikke være helt så sikre i deres narrestreger, fordi Landon ikke var nogen almindelig tyveårig. Udseendet kunne gøre meget.

,,Og forklar mig det på dansk,” tilføjede han, som ved en slags eftertanke.

,,Da jeg satte mig op, var en af dine kasser ved at vælte,” begyndte Sophie og så nervøst ned på sin fod; hun havde glemt at vaske blodpletten dernede af. ,,Så jeg greb ud for at forhindre den i det. Jeg fik ikke fat i kassen, men en pil, som jeg skar mig på, da jeg skubbede kassen op i lodret stilling igen.”

,,En pil?”

På trods af at han lød overrasket, kunne hun se i hans øjne, at noget rørte på sig, og før hun kunne nå at sige mere tilføjede han:

,,Nåh. Den pil,” hvorefter han - stadig holdende om hendes håndled med håndfladen opad - vendte hende rundt og ledte hende ud på badeværelset. ,,Kom her, så skal jeg gøre det ordentligt for dig.”

Hun satte sig lydigt på toilettet, mens han fiskede en rulle gazebind og en klump vat ud af skuffen, hvor hun havde fundet førstehjælpskassen. Men i modsætning til hende, gjorde han det helt uden at kigge. Rutineret samlede han vattet i en lille, flad cirkel, som han lagde mod såret for at absorbere eventuelt blod. Uden at tjekke med sine fingre, hvad han lavede, klippede han en strimmel af gazebindet og viklede den omkring hendes hånd med vattet indenunder, indtil han lukkede det med en lille klemme af en art. Sophie stirrede på hans hænder.

De var langfingrede og slanke, men bar præg af, at han mest af alt lavede fysisk arbejde, og der var et langt ar hen over håndryggen, hun aldrig havde lagt mærke til før. De var helt rene. Huden sad stramt over musklerne og knoglerne i hånden. Bevægelserne var dog det mest fortryllende ved Landon. De talte om stor erfaring, som om han havde forbundet noget en million gange eller flere, hvilket - i lyset af sin profession - han sikkert også havde.

,,Sådan,” sagde han og pakkede det hele sammen igen, hurtigt, samtidig med at han distancerede sig selv fra hende igen.

,,Tak,” mumlede hun og så ned på sine fødder. ,,Og undskyld, at jeg rev dig ud af sengen.”

Han smilede til hende fra vasken, mens han skyllede sine hænder.

,,Jeg har været vågen et stykke tid, så det gør ikke noget,” forsikrede han og lød overordentligt munter i forhold til hvad Sophie ville have forventet af én, som var blevet tvunget ud af sin hyggestund fordi en anden havde dummet sig.

,,Hvad læste du?” spurgte hun forsigtigt og håbede ikke, at han tog det som om hun snagede.

,,La Chapelle-Faucher,” svarede han tankefuldt, og fortsatte så hjælpsomt: ,,Det er en landsby i Frankrig. Et af de hovedværker fra min skoletid, jeg aldrig fik læst. En bog specielt forbeholdt Eros.”

,,Hvad handler den om? Eller det er måske en hemmelighed?”

For et øjeblik syntes han at debattere med sig selv, mens han kastede et blik på sin egen refleksion i spejlet over vasken. Så trak han tilfældigt på skuldrene, som om det ikke rørte ham og vendte sig mod hende.

,,Historien foregår i byen La Chapelle-Faucher og handler i store træk om en enkelt familie af Eros i det lille, isolerede samfund i femtenhundredetallet. For at være ærlig, så minder situationen i romanen lidt om den her i Brobyværk i øjeblikket. Det vrimler med… skygger. Og hovedpersonen, Chelliey, forsøger at finde frem til en løsning på problemet.”

Sophie sugede sine kinder indad og bed i indersiden af begge, mens hun tænkte sig grundigt om.

,,Chelliey… Er hun også beskytter?”

Landon drejede hovedet mod hende et øjeblik, som om han ikke rigtig vidste, hvad han skulle sige. Som om bogen gjorde støre indtryk på ham, end han lige gav udtryk for. Så nikkede han langsomt og lod i samme bevægelse sine øjenlåg glide for og skjule øjnene et øjeblik. I lyset kastede hans mørke øjenvipper skygger ned over kinderne på ham.

Hvad der rørte sig i hovedet på ham, havde Sophie ingen anelse om, men hun ville ønske, at hun kunne tage et par røntgenbriller på og se de små forbindelser i hans hjerne danne billeder, lyde og tanker. Måske ville hun så forstå, hvorfor han så ud i ansigtet, som han nu engang gjorde. Træt, men ikke som i søvnmangel-træt. Mere mentalt træt.

Pludselig skød hans hoved op, som om han havde fået et chok, og hans øjne blev mere levende igen.

,,Er du sulten?”

Det tog et par sekunder for Sophie at indstille sig på det normale spørgsmål, hvis kaliber hun slet ikke havde forventet. Præcis hvad hun havde ventet, var hun ikke klar over, men ikke et så ordinært spørgsmål som hvorvidt hun var sulten eller ej. Hendes mave, derimod, var taknemmelig for hans betænksomhed og knurrede højlydt som svar.

Et smil spillede på Landons læber.

,,Det tænkte jeg nok,” erklærede han. ,,Kom, så skal jeg lave noget morgenmad.”

Sammen forlod de badeværelset, og Landon lavede morgenmad, som han havde lovet. Sophie sad ved køkkenbordet og betragtede ham, mens han skramlede rundt i køkkenet, undskyldende i alt, hvad han foretog sig. Det var tydeligt, at han ikke ofte tilbragte tiden i sit køkken, og at han endnu sjældnere lavede mad. En gang imellem bandede han dæmpet, og selv om hun ikke forstod ordene, så var den franske sprogtone tydelig i den måde, han udtalte ordene på. Hun syntes også at kunne skille navnet Desirée ud fra ederne og forbandelserne. Omsider rettede han sig op fra et lille hjørneskab med en uåbnet pakke toastbrød.

,,Sorry,” sagde han og smed skødesløst pakken fra sig på bordet. ,,I don’t cook a whole lot. Desirée does all the grocery shopping. I can’t stand it.”

Sophie nikkede langsomt og kneb øjnene sammen.

,,Landon?”

Han vendte sig mod hende igen.

,,Yeah?”

,,Where is Desirée?”

,,Oh,” sagde han og lød ikke særligt interesseret, mens han åbnede pakken med toast og fandt en brødrister frem. ,,She went out. To find another jacket for you.”

,,Why?”

,,Because, obviously, you need a new one.”

,,That’s not what I meant,” sagde hun og så ned på sine hænder, inden hun rejste sig for at hjælpe ham med at riste brødet. ,,Hvorfor er hun ude for at finde en jakke til mig? Hun bryder sig tydeligvis ikke om mig.”

,,Desirée,” mumlede han for sig selv og gav sig til at rode i køleskabet, hvorefter han kastede en pakke smør ud på bordet sammen med en pakke pålægschokolade og et marmeladeglas, som han dog stoppede for at jonglere med i stedet for at smide på bordet. ,,Hun er misundelig på dig.”

,,Ja, det har jeg bemærket. Men hvorfor er hun det? Jeg mener, der er jo ikke noget mellem dig og mig. For det første er du min lærer, og for det andet -”

,,Det er ikke på grund af mig, at hun er misundelig,” afbrød han hende. ,,Hendes grund er samme grund som mange andre af vores slags. Hun misunder dig, at du har haft mulighed for at leve et sorgløst liv indtil nu. At du har haft en barndom. Det har hun aldrig. Jeg har, fordi jeg boede en del år sammen med din mor og Gabe i The Haven.”

,,Det er jo latterligt…”

,,Er det?”

,,Hvorfor skulle man ønske at leve i uvidenhed? Det gør bare chokket så meget større, når man endelig får det at vide. Og se på mig. Er jeg på nogen måde forberedt på at forsvare mig selv, hvis jeg kommer i knibe?”

,,Nej,” tilstod han, men hans stemme var fast og på ingen måde overgivende. ,,Men jeg vil ikke sige, at jeg ikke forstår Desirée og de mange tusinder andre, som misunder dig. Og på en måde også mig. Det her liv er benhårdt, og du er nødt til konstant at holde tungen lige i munden. Ellers dør du. Forestil dig at få lov til at leve bare et enkelt år med den luksus, når man kan se frem til et helt liv i nærmest konstant fare.”

Sophie nikkede, selv om hun ikke kunne forestille sig det. Der var noget i Landons tone, som overbeviste hende om, at hvad Desirée gjorde var helt retfærdigt i sin harmløse form, så længe det blev ved det. Med spidsen af en gaffel vendte hun toastbrødet på risteren, og så til sin tilfredsstillelse, at den side, der havde ligget nedad, var blevet gyldenbrun med mørkere riller hvor metallet blev opvarmet og brændte sig ind i brødet. Landon fandt glas frem, en liter mælk og en karaffel med vand.

Da det blev tydeligt, at hun ikke havde tænkt sig at sige noget, hørte hun ham sukke ganske let, hvilket han skjulte enormt dårligt ved at lade, som om han gabte og kvalte det med håndryggen. Da han løftede armen røg hans T-shirt op og afslørede den del af hofteskålens knogler, der var synlige over buksekanten. En rød stribe løb op over den blege, ellers uskadede hud, på kanten af bækkenknoglen, der stak lidt ud og fik hans bukser til at stramme indad for at blive på.

Arret forsvandt igen, da han sænkede armen, og stemningen indbød ikke ligefrem til, at Sophie stillede spørgsmål. I stedet forsøgte hun sig med et emneskifte:

,,Jeg vidste ikke, at du gik med briller.”

,,Af og til har jeg lige brug for, at mine øjne kan slappe af. Det er ikke sundt at anstrenge øjnene hele natten så ofte, som jeg gør det.”

,,Kan briller hjælpe med det?”

Han blinkede og fandt så to tallerkener i et af skabene hængende over køkkenbordet.

,,Selv Eros kan have dårligt syn. Nærsynet, langsynet… Det er ikke kun kategorier, der fungerer for mennesker. Vi har også de små fejl og mangler, men som regel kompenserer det mere… umenneskelige - for at kalde en spade for en spade -  ved os for disse fejl og mangler og skærper sanserne, hvis de er svage. Men den slags er energikrævende. Og på et tidspunkt skal sanserne have lov til at slappe af for ikke at blive smadrede,” forklarede han.

,,Så hvad er du?”

,,Hvad jeg er?” spurgte han og lød forskrækket, som om alt hvad han havde fortalt hende var sivet lige gennem hovedet uden at finde grobund på nogen som helst måde.

,,Nærsynet eller langsynet,” grinede hun. ,,Jeg er med på, at du er en Eros.”

Han så lettet ud og lod en hånd glide gennem sit pjuskede, mørkebrune hår, der var ved at blive for langt til ikke at genere hans øjne.

,,Langsynet.”

,,Du må altså gerne have dine briller på for min skyld,” sagde hun og følte sig med det samme dum over at have sagt det - det bestemte han selvfølgelig selv, og han tog næppe hensyn til hendes præferencer.

,,Det gør ikke noget. Det er ikke nat nu. Så er det ikke så slemt.”

,,Hvorfor har du egentlig ikke brillerne på, når du underviser os?”

,,Hvorfor skulle jeg have det?”

En underlig blanding af et fnis og et snøft af ironi undslap Sophie, som trak brødene af brødristeren og erstattede dem med to nye skiver.

,,Du ser både ældre og mere autoritær ud med dem på,” indrømmede hun og så ned.

Han grinede.

,,Tak, Sophie, men jeg foretrækker egentlig at se ung ud.”

Dette forstod hun godt. Og det var da også dumt af hende at forsøge at ændre på hans fremtræden. Men det var jo sandt, at hendes klassekammerater lod til at have mere respekt for lidt ældre lærere, hvis de vel at mærke kunne sætte sig selv i respekt. Dette kunne Landon, og det havde han gjort. Men respekten havde små revner hist og her, hvor den manglende aldersforskel mellem lærer og elever forsvandt. Hvilket, ærligt talt, ikke var særlig ofte, taget i betragtning at Landon på ingen måde var en almindelig tyveårig mand. Hans hårde profession havde gjort ham stærk og uigennemtrængelig og disciplinær som ingen anden på den alder, Sophie nogensinde havde kendt. Selv den mest veltrænede unge soldat ville være nødsaget til at bøje sig i støvet, hvis Landon virkelig foldede sine evner som overtaler og kommandør ud. Dog var det ikke i mange tilfælde, at han benyttede sig af den træning, der på ingen måde havde med menneskelig interferens at gøre.

De færdiggjorde de ristede skiver toast sammen og smurte dem for så at tage plads ved køkkenbordet og spise. Sophie måtte indrømme, at selv om Landon intet rent personligt betød for hende - ud over en slags venskab - så var det hyggeligt. Køkkenet var småt, men det afgav en varmende følelse af tryghed. Eller måske var det bare køkkenets uvante ejers nærvær, som gjorde hende rolig og nærmest afbalanceret.

Landon syntes fortabt i tanker, og hun ville ikke forstyrre ham. Det kom der ikke noget godt ud af. I stedet fokuserede hun på sin tilfredse mave, da hun havde spist bare en enkelt skrive brød med smør og drukket et glas mælk. Den manglende energi fra da hun vågnede var tilbage nu, og det gav hende forhåbninger om, at aftenen med Jack måske ikke ville blive så slem, som hun havde frygtet i sit morgensure, depressive øjeblik.

Med tanken om Jack hvirvlede samtalen med Gabe tilbage i hovedet på hende som en tornado, der ødelagde håbet for en god aften totalt. Enten fordi hun måtte fortælle Gabe sandheden, eller også fordi hun måtte lyve for Jack. Ingen af delene trak særligt meget i hende, men en af dem skulle hun vælge, hvis hun ville være dækket ind.

,,Landon?”

,,Mh?”

Han tyggede af munden og sank voldsomt for at få maden ned, hvorefter han sank en slurk mælk.

,,Det her… jeg må ikke fortælle det til nogen, vel?” gættede hun nervøst.

,,Normalt er det sådan, at man får lov til at fortælle det til én person eller et forældrepar. Men siden din mor og Gabe allerede ved det hele -” han afbrød sig selv og bed i sin underlæbe, før han tilføjede med et smil: ,,Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle skade nogen, at du fortalte det til én enkelt, hvis personen vel at mærke er til at stole på.”

 

Jack fulgte hende hen til et bord, hvor de satte sig, smilende, overfor hinanden med hver deres menukort. Sophie vred sine hænder i nervøsitet, og Jack havde kommenteret tidligere, at hun virkede anspændt, men hun havde sagt, at det var ingenting. Selvfølgelig var der dog noget. Og hun var hunderæd for hvordan han ville tage det. Men i det mindste sad de i en lille bås, afskåret fra resten af restaurantens gæster, som sad i båse magen til deres.

Det var mærkeligt at skulle spille skuespil overfor Jack. Jack af alle mennesker, som hun kunne fortælle alting, selv hvis hun af og til dummede sig med hensyn til deres forhold. Han var altid sød og forstående, selv om han naturligvis kunne blive såret og vred, når det var retfærdigt. Af alle mennesker i Sophies liv fortjente han allermindst at blive ført bag lyset, at få stukket en løgnehistorie som forklaring på hvorfor Sophie havde brugt ham som alibi overfor Gabe.

Mens de spiste tog hun mod til sig og forsøgte at formulere ordene, og i mellemtiden smilede hun og var glad for, at hun stadig kunne være sammen med sin kæreste. Denne gang var Landon ikke taget med, fordi - som han selv havde sagt - Jack nok skulle køre hende hjem om aftenen, og der var ikke stor sandsynlighed for, at de blev fulde. Så en skygge ville nok ikke finde på at angribe, specielt ikke fordi hun var omgivet af mennesker, og disse skabninger var heller ikke interesserede i, at deres eksistens blev almenkendt.

Gabe havde spurgt, da hun kom hjem under påskud af at have taget bussen, hvad Landon mente om, at hun gik ud om aftenen, og Sophie sagde, at det havde han det fint med. Strengt taget var dette ikke helt rigtigt. Om morgenen i køkkenet havde hun indledt en diskussion med ham om hvorvidt han burde følge hende overalt. Det syntes hun ikke, hvis bare han lærte hende at komme ud af en presset situation - ikke at fryse til af skræk. Han mente derimod, at han burde holde øje med hende fra afstand, hver eneste gang hun forlod sit hjem. Til sidst var de blevet enige. Da han ikke så nogen trussel i, at hun tog ud at spise med Jack og blev kørt hjem bagefter, og da han ikke ville forekomme som en eller anden skør forfølger, endte Landon med at sige god for at hun gik lidt sine egne veje.

En tjener kom for at tage deres hovedretstallerkener, og Jack lænede sig ind over bordet for at kysse hende, da tjeneren var gået. Hun lænede sig frem mod ham og trykkede sine læber mod hans, og en dejlig og velkendt følelse fulgte. Havde det ikke været for bordet, havde hun lagt sine arme omkring ham, men det var lidt umuligt, medmindre hun flyttede sig i sædet. Og desuden passede det sig ikke lige for restauranten, at man sad og kyssede dybt og lidenskabeligt mellem retterne. I båsene rundt omkring sad folk og konverserede dæmpet.

,,Jack,” hviskede hun ind mod hans ansigt, blidt, nervøst. ,,Der er noget, jeg er nødt til at fortælle dig?”

Han så på hende, som om hun havde hældt koldt vand i hovedet på ham, alvorligt og forskrækket, som om han ventede, at nu kom stunden, hvor hun fortalte ham, at hun havde været i seng med en anden. Hvis det var hans frygt, kunne hun ikke lade være med at tænke, måtte han da i det mindste føle sig en smule lettet over at finde ud af det andet.

,,Hvad vil du fortælle mig?” spurgte han. ,,Har jeg lyst til at vide det?”

,,Det ved jeg ikke, om du har. Men det er vigtigt for mig at fortælle dig det…”

Han rakte en hånd ud og lod den finde hendes fingre.

,,Så fortæl mig det,” sagde han og gav hånden et let klem.

Hun smilede til ham et kort øjeblik.

,,Jack, jeg ved ikke hjemme i nat. Jeg ringede til Gabe for at fortælle ham, at jeg ikke kom hjem og sov, og jeg sagde, at jeg overnattede hos dig. Men i virkeligheden var jeg hos Landon i nat,” sagde hun stille og huskede underligt tåget, hvordan Desirée var væltet ind ad døren så snart det blev lyst med en jakke magen til Sophies originale i armene.

,,Du var hvad?” spurgte Jack og lød, som om han havde svært ved at tage det ind. ,,Det forstår jeg ikke, Sophie. Jeg troede ikke, at du havde det mindste for Landon -”

,,Det har jeg heller ikke,” protesterede hun. ,,Grunden skal jeg nok fortælle dig. Men bare så du ikke bekymrer dig: vi lavede ingenting. Krammede ikke, kyssede ikke, gik bestemt ikke i seng sammen.”

Ved denne erklæring lod han til at slappe mere af og åndede lettet ud. Så blev hans øjne nysgerrige på den måde, der var karakteristisk for ham, når han mødte noget nyt. Sophie havde set det i den måde, han havde kigget på bogen og tegnene derhjemme i kælderen. I den måde han snoede hendes lange hår omkring sine fingerspidser, når de lå ved siden af hinanden om morgenen og solen stod op over horisonten. I den måde han spillede spil på sine mange konsoller, i den måde han læste bøger på.

Hun smilede for sig selv. Jack ville altid være Jack. Han var solid som en klippe, og hun kunne stole på ham med hvad som helst, så hvorfor ikke denne hemmelighed, der ellers kunne betyde enden for Landons og Desirées og Gabes eksistenser som de var? Hun vidste, at Jack ville lytte med ophøjet ro nu, hvor hans største bekymring var blevet afkræftet. Det var rart.

Så tog hun en dyb indånding og gav sig til at fortælle ham det, hun vidste. Hun udelod ganske vidst de mindre detaljer, som var alle de myter og sagn, Landon fortalte hende under træningen, som gav en bedre forståelse af hele Eros-samfundet som organ. Men hun fortalte ham om Gabe og om sin mor og om sin far, og om hvordan Landon åbenbart havde leget med hende, da de var mindre. Inden de var flyttet til Danmark. Træningen nævnte hun også, ligesom hun nævnte de forskellige roller inden for Eros. Deres skæbners forudbestemmelse. Da hun kom til at fortælle om skyggerne, gik der et sug gennem maven på hende, så koldt som is, og det gik op for hende, at hun ikke rigtig havde talt om, hvad der var sket aftenen før med nogen. Da krøb Jack blidt om og lod en arm falde rundt om hende, for at hun kunne læne sig ind mod ham og derved dæmpe sin krops rystelser. Endelig afsluttede hun fortællingen ved at fortælle, hvad der præcist var sket aftenen før, og hvorfor hun havde overnattet hos Landon.

I stilheden der fulgte kunne Sophie se, at han forsøgte at overskue det hele. En lille rynke viste sig mellem Jacks øjenbryn, og hans mund var en smule strammere end normalt. Men hans krops holdning var afslappet nok, og hans arm omkring hende var varm og imødekommende. Indtil han forsigtigt trak den til sig og vendte sig, så de kunne sidde med front mod hinanden igen.

,,Det lyder, som om alting hænger logisk sammen,” sagde han langsomt, og smilede så til tjeneren, som kom med deres desserter.

Sophie tog imod sin egen tallerken, men kunne ikke få sig selv til at spise noget, selv efter at tjeneren var gået. Der var noget i Jack stemme som gjorde hende en smule nervøs, selv om hun ikke kunne sætte fingeren på, hvad det var. Heller ikke han rørte ved sin tallerken med is og mørk belgisk chokoladekage, som Sophie vidste smagte formidabelt.

,,Men er du sikker på, at Landon ikke bare er småtosset?” fortsatte Jack sin tidligere udtalelse op med en vis skepsis, og det var dét, Sophie havde kunnet fornemme - det der var galt.

Han troede ikke på hende. Ikke helt, i hvert fald.

,,Forklar det med Gabe,” sagde hun bare og lagde armene over kors.

,,Bliv nu ikke sur,” bad han stille og smilede forsigtigt til hende. ,,Jeg siger ikke, at jeg har ret. Men du må da have overvejet det selv. Det virker mærkeligt, at der på den måde kommer en amerikaner dumpende ned i Brobyværk, alene for at være i nærheden af dig. Specielt hvis han ikke vidste, at I kendte hinanden før i tiden. Er det så usandsynligt, at han har stalket dig? Taget i betragtning, at han påstår, at han skal beskytte dig?”

,,Hvad med Gabe og min mor? De giver ham jo ret.”

,,Måske,” sagde Jack og prikkede til sin chokoladekage så det flydende indre væltede ud af den svampede kage udenom, ,,ved de godt, at han forfølger dig. Hvis de virkelig har kendt ham tidligere - hvad det jo tyder på - er det så ikke sandsynligt, at de holder nok af ham til at lade ham gøre, hvad han nu end er i færd med?”

,,Nej, det synes jeg ikke,” mumlede Sophie vredt. ,,Det er min mor og Gabe vi taler om her. Dem der opdragede mig til at være forsigtig med alt, hvad jeg foretog mig. Gabe har forsøgt at beskytte mig hele mit liv. Hvorfor skulle han så lade en stalker komme i nærheden af mig?”

Jack lod til at tænke sig om. Hans ansigt så mærkeligt ud. Som om han havde lyst til at løbe skrigende væk mere end at blive siddende overfor hende. Lige indtil han drog en dyb indånding og så på hende uden at sige noget. Han var ikke helt overbevist, men i det mindste lod det til, at historiens impermeabilitet gik op for ham, og hans ansigt blev mere roligt, selv om det modsatte nok burde være tilfældet. Sophie gengældt smilet, der formede sig på hans læber.

,,Hvad med skyggen fra i nat? Den var helt sikkert virkelig. Jeg har min gamle jakke som bevis,” sagde hun stille.

,,Sophie, jeg tror på dig,” sagde Jack stille. ,,Men jeg skal lige sluge det, ikke?”

,,Jo,” mumlede hun. ,,Selvfølgelig.”

Der var stille lidt. Hver sad med deres tanker. Sophie prikkede til sin kage og endte med at tage en mundfuld, som hun skyllede ned med en blød, cremet vaniljeis. Det smagte fantastisk, så hun tog en lille bid mere, inden hun skævede over mod Jack. Han havde gjort det samme, og var nu i færd med at tage en skefuld is ind i munden. Deres blikke mødtes, og til Sophies lettelse grinede han, inden han lukkede læberne om skeen i en bevægelse, der måske skulle have set ud som en sexet kvinde i en film, men som bare så akavet ud fordi Jack var en mand og bestemt ikke havde læberne til det.

,,Hvor er du klam, Jack,” drillede hun, da han gav sig til at slikke overdrevet på skeen.

,,Jaså?” sagde han udfordrende og pegede på hende med sin ske. ,,Jeg vil gerne se dig gøre det bedre,” tilføjede han med påtaget fornærmelse og snøftede for at understrege det.

,,Det får du ikke lov til,” drillede hun og tog endnu en bid af den bløde, rige kage, denne gang dyppet i isen.

,,Øv,” brummede han, men smilet i hans øjne var tydeligt.

,,Måske en anden gang, når vi ikke sidder på en restaurant med en masse normale mennesker omkring os, Jack,” lo hun.

,,Hey!” udbrød han og rakte barnligt tunge, hvilket Sophie egentlig fandt rart.

Havde hun set Jack på gaden, var hun sikker på, at hun aldrig nogensinde havde kunnet se sig selv sammen med ham på denne måde. At han på ingen måde var hendes type. Men det var han nu engang. Rigtig meget. Han så meget almindelig ud og var den type menneske, alle per automatik kunne lide, selv dem, der påstod at de ikke kunne holde ham ud.

En enkelt gang havde Kristina, i fuldskab, erklæret for Sophie, at hun ikke havde noget som helst tilovers for Jack. Grunden var den, at Jack før i tiden var den stille fyr, som sad bagerst i klassen og ikke deltog voldsomt meget mundtligt. Men han havde i løbet af første år fundet ud af, at det betalte sig mere at sidde længere fremme sammen med Sophie, Anna, Olivia, Mie og Jessica, fordi lærerne så bemærkede ham, og han var bestemt ikke dum og var blevet bedre til at åbne munden og deltage i undervisningen. Dette havde fået Kristina til at nære et indædt had til den ”kloge” gruppe, fordi hun ikke selv var for kvik.

Det var ikke retfærdigt at hade Jack. Ingen kunne hade ham. Han havde en overordentligt god situationsfornemmelse og var en mester i at læse ansigter og følelser. Sophie kendte desuden ingen humørbombe som ham, der kunne sprede et smil på alles læber ved bare at være i nærheden af dem. Derudover var han en fantastisk og betænksom kæreste, som tog sig af hende og lyttede til hende, og som tilgav hende, når hun var urimelig. Og nu lod det til, at han ville holde på den hemmelighed, hun lige havde fortalt ham - hvilket hun elskede ham endnu højere for.

,,Så Andreas lagde an på hende Desirée?” genoptog Jack og kunne ikke lade være med at grine, sikkert ved tanken om den franske kvindes reaktion.

Også Sophie lo, selv om hendes latter måske var mere berettiget. Hun havde trods alt været der og set det, og hun tvivlede på, at Jack kunne forestille sig, hvordan Desirée så ud. Ikke at hun ville have ham til at prøve.

,,Ja,” medgav hun muntert og tog endnu en skefuld is.

,,Og Desirée er Landons kæreste?”

,,Det påstår han, at hun ikke er. Men hun er hjemme hos ham ofte.”

,,Jaså. Det ville virke typisk som Landon at have en underskøn kæreste, ville det ikke?”

,,Det ved jeg nu ikke…” Sophie tænkte sig lidt om, men smilede stadig. ,,Desirée er på ingen måde en skønjomfru i nød. Hun er rimelig hardcore. Og hun hader mig som pesten, lader det til.”

Jack lo.

,,Det kan da ikke være rigtigt! Dig kan man ikke hade,” erklærede han.

,,Hun kan. Selv Landon giver mig delvist ret.”

,,Men kun delvist.”

De grinede lidt af det, Sophie netop havde fortalt Jack. Han tog det hele meget pænt, taget i betragtning, at hun havde vendt hele billedet for ham. Men selvfølgelig var det heller ikke hendes job at fortælle ham alting. Hun vidste på forhånd, at Landon ville tage et alvorsord med Jack, bare for at sikre sig, at sandheden var velbevaret, hvilket nok egentlig var meget godt. Hun forestillede sig ikke, at han kunne være for forsigtig. Det var jo ikke en normalt ting at være, Eros, og mange magtgale personer ville sikkert kunne bruge det til noget, at der eksisterede et humanoid langt stærkere og mere veltrænet end den bedste menneskelige soldat.

Ligesom hendes egen far. Hun sank hårdt og tvang sig selv til at tænke på noget andet.

Jack sad og nynnede med til den stille musik, og det mindede Sophie om den morgen, hun var taget hjem til Landon for at få nogle svar på sine spørgsmål. For at finde ud af noget om sin familie og sit liv. Om hans eksistens. Hvad han var. Alting var mere eller mindre faldet på plads den morgen.

,,Jack, en eller anden dag i skolen, ikke, der skal vi foreslå, at Landon synger for klassen!” sagde hun ivrigt.

Han så desorienteret ud.

,,Hvorfor?”

,,Fordi,” svarede Sophie og følte sig lidt som en forræder ved at vide det, ,,han synger fantastisk.”

,,Definér fantastisk.”

,,Har du hørt Breakeven med The Script?”

,,Måske…”

,,What am I supposed to do

when the best part of me was always you,

and what am I supposed to say

when I’m all choked up and you’re okay?

I’m falling to pieces,” sang hun stille for ikke at forstyrre de andre spisende rundt omkring.

Jack nikkede forstående.

,,Nåh, den,” var alt, hvad han sagde det øjeblik, men så brød hans læber i et skævt smil. ,,Du synger ikke helt dårligt selv, Sophie. Måske skulle du synge duet med Landon.”

,,Er du sindssyg? Min pointe med sangen var at fortælle dig, at han lyder præcis som originalen, når han synger den,” forklarede hun grinende. ,,Jeg ville dø af skam.”

,,Men han er jo din beskytter, ikke? Så skal han vel også beskytte dig fra at blive mobbet af alle andre,” drillede Jack, tydeligvis vel vidende at det ikke var sådan, Landons job fungerede, selv om det garanteret ville være rart engang imellem at have ham til den slags ting.

,,Så du er okay med, at han holder sig i nærheden?” spurgte hun forsigtigt.

Jack nikkede.

,,Du er jo min kæreste, og jeg vil have, at du er i sikkerhed. Desuden ved jeg, at du aldrig kunne finde på at lave noget med ham. Den slags tanker er sikkert forbeholdt Anna.”

Sophie lo.

,,Ja,” erklærede hun. ,,Den slags er forbeholdt Anna. Og jeg kunne aldrig finde på at lave noget med Landon, fordi jeg intet bånd har til ham. Vi er dårligt nok venner. Og det er jo dig, jeg elsker.”

,,Jeg elsker også dig, Sophie.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...