Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
9534Visninger
AA

13. K A P I T E L XII

 

K A P I T E L XII

 

Sophie havde haft en lektion hos Landon den eftermiddag, inden hun var gået hjem for at klæde om. Da havde hun spurgt ham, hvad han syntes om hendes planer, og han havde - tydeligt modstræbende - sagt, at så længe hun var forsigtig, så gik det nok. Og så havde han sendt hende flyvende gennem luften, indtil hun dumpede ned i en stak puder læsset af oven på en blød madras i husets højloftede kælder.

Godt nok kunne hun ikke være sikker, men hun havde alligevel på fornemmelsen, at da han sagde ,,be careful” så mente han undgå situationer som denne: hun og Anna var alene i den mørke gågade i Odense, på vej mellem barerne og klubberne for at hilse på deres venner og have det sjovt. Sophie var så smadret i hele kroppen, at hun havde droppet ideen om at tage højhælede sko på og i stedet var stukket i et par sneakers magen til dem, hun gik i skole i.

Der var imidlertid en fordel for hende ved at have valgt bukser og flade sko frem for kjole. Skulle hun blive overfaldet, havde hun nu et bedre grundlag for at udnytte hvad Landon havde lært hende de sidste par dage. Et cirkelspark kunne hun udføre nu, men ikke i sko, der var høje og sylespidse. Desuden tillod de tætsiddende bukser hende at have sin mobiltelefon tæt på kroppen hele tiden, i tilfælde af at hun fik brug for den til det ene eller det andet. I al fald mistede hun den da nok ikke, medmindre folk stak hænderne ned i de slanke, dybe lommer. Og det fik ingen lov til.

Tidligere på aftenen havde de mødt Jack. Han virkede i godt humør, på trods af at han befandt sig på James Dean - en bar i en sidegade til gågaden, Vestergade - hvor der netop havde været en smule ballade. Han havde ikke være involveret, sagde han, mens han bundede endnu en øl, og så havde han trukket Sophie med ud at danse på det lille gulv, hvor ingen andre var. Grinende slog hun armene omkring hans hals for ikke at vælte ved hans mange pludselige, skarpe bevægelser.

Jack skulle ikke i byen med dem i aften. Han var i byen med en af sine venner fra folkeskolen, som netop i dag fyldte nitten, og det skulle jo fejres. Da Sophie så Jack fjolle rundt blev hun modvilligt slået af tanken om hvorvidt Landon på noget tidspunkt indtog alkohol. Det troede hun virkelig ikke, for han skulle jo forblive i god form, ikke? Og alkohol var kendt for at ødelægge konditionen uhyggeligt hurtigt. Desuden var Landon slet ikke typen til at give slip og opføre sig hæmningsløst som de unge mænd på James Dean havde gjort det.

Flere gange i aftenens løb havde Sophie været fristet til at ringe til Landon for at se, om han fulgte efter hende. For det var jo en del af hans job at holde hende i sikkerhed, og hvordan kunne han vide sig sikker, hvis hun gik i byen og blev fuld, så hun skulle finde hjem i mørket uden at ane, hvad hun lavede? Hun havde endda spurgt ham, om han syntes, hun skulle lade være med at drikke, når nu hun skulle ud på egen hånd. Dertil havde han bare trukket på skuldrene og sagt, at det ville han slet ikke blande sig i, og at han syntes, hun skulle nyde at være ung, nu hvor hun havde muligheden for at være det. Intet så meget som antydede svagt, at han var bekymret på hendes vegne.

Hun havde dog droppet at ringe til ham igen, fordi hun ikke rigtig havde lyst til at vide, at hun blev forfulgt, selv om Landon var flink og bare gjorde sit job. Desuden var Anna der jo, og hvordan forklarede man sin bedste veninde, at man havde et lidt andet forhold til engelsklæreren end de andre elever? Det kunne hun jo ikke gøre. Og Anna var desuden en smule beruset i forvejen og ville sikkert sige eller gøre noget dumt.

Det begyndte at sne, inden de nåede Konkursbar, som var deres næste stop. Udenfor stod en vagt sammen med nogle unge mennesker, ikke meget mere end femten år gamle, og forhindrede disse i at komme ind. Adgangsforbuddet lød på atten år, og de var tydeligvis ikke atten. Ingen af dem. Sophie og Anna viste deres pas, idet de passerede vagterne, og disse nikkede anerkendende og lod dem komme ind. Her tilbragte Sophie og Anna omkring en times tid, inden de også blev trætte af det, fordi der ikke var vildt meget gang i den. Sophie havde indtil videre ikke drukket andet end Fanta og en enkelt Mokaï. Hun var træt, og alkohol ville ikke hjælpe på denne tilstand, vidste hun af erfaring.

Sammen tumlede de ud på gaden igen, hvor sneen lå tykkere nu, i et lag der for Annas vedkommende måtte være rimelig ubehageligt at gå i. Stiletterne skred en anelse i den glatte sne, og Sophie havde af og til svært ved at holde balancen i sine mere solide sneakers. De skøjtede ned til gågaden, hvor der var mere rart at gå, fordi flere havde gået der før dem og efterladt spor i den ellers nyfaldne sne, som stadig dalede fra en mystisk brun himmel. Sådan forestillede Sophie sig, at himlen så ud i Shanghai eller andre store kinesiske byer, hvor røgen dækkede for den åbne himmel.

,,Sophie, vi skal på Den Glade!” råbte Anna begejstret og snublede af sted i sine stiletter mod Magasin og derefter rundt forbi Danske Bank via Flakhaven, hvor rådhuset var oplyst af pærer rundt omkring vinduerne, i anledning af julen.

I sin berusede tilstand susede Anna hen mod det enorme juletræ, hvis lys også skinnede i mørket, og Sophie fulgte efter med et suk. Hun følte ikke for at stå midt på den åbne plads ved siden af et stort, mørkt træ, indhyllet i skygger. En underlig gysen løb gennem hende, da hun syntes at se et rødt lysglimt mellem træets grene. Men sekundet efter var der intet, så det var nok bare hende, der var paranoid.

,,Kom nu, Anna,” brummede hun og stak hænderne i lommerne på sin vinterjakke.

,,Men Sophie, prøv at se her!” udbrød Anna begejstret og svingede med armene.

Sophie rystede på hovedet og trådte et enkelt skridt nærmere, mens hun så sig omkring på den åbne plads. På den anden side af vejen stod Sct. Knuds kirke, domkirken i Odense, som Sophie måtte tilstå, at hun aldrig havde besøgt varmen af. Sankt Albani kirke, helt sikkert, Vor Frue kirke også og endda Thomas Kingos kirke. Men ikke domkirken af alle kirker, hvilket var underligt.

Hun havde altid undret sig over kirker, og over hvordan man fik dem til at løbe rundt. Alene i lille Brobyværk lå to kirker. En nede ved hovedvejen mod Fåborg og en anden i modsatte ende af hovedgaden. For hende betød kirker ikke ret meget andet end et eller andet tilfældigt at tro på, som hun altid kunne associere sig med, hvis hun ønskede et eller andet at holde fast i. Hun var på ingen måde en troende kristen, som tog i kirke hver søndag og bad aftenbøn eller den slags. Og hendes tro blev bestemt ikke styrket af, at Landon fyldte hendes hoved med ord fra antikken, oldtidens Grækenland.

En gruppe unge mennesker gik forbi på gågaden i modsatte retning af kirken, sammen med en voksen mand. Sikkert en af natteravnene. Natteravnene gik rundt og forsøgte at holde gaderne sikre for de unge mennesker, som var i byen, og de gjorde det efter sigende ret godt. Sophie havde i hvert fald følt sig tryg, før hun mødte Landon og lærte, at der var værre ting at frygte end voldtægtsmænd og tyveknægte.

,,Er I okay derovre?” råbte manden og vinkede til hende.

Hun vinkede tilbage og drejede rundt på hælen for at have front mod ham.

,,Vi har det helt fint. Min veninde synes bare, at træet er flot,” råbte hun tilbage.

,,Ellers siger du bare til.”

,,Det skal jeg nok,” svarede hun og greb fat i Annas arm. ,,Kom nu.”

,,Jamen, Sophie. Prøv at dufte til det!”

,,Det dufter med garanti af gran,” skød Sophie en smule irriteret.

Hun ville gerne væk fra flakhaven nu. Inde på Den Glade Viking var der ikke den samme risiko lurende i skyggerne, som der var herude i mørket. Og hun ville gerne ind i sikkerhed nu, selv om hun selvfølgelig ikke forventede, at nogen sprang på hende fra det næste gadehjørne. Generelt var hun ikke alt for glad for at gå rundt alene i mørket. Og da slet ikke med sin fulde, impulsive veninde, som kunne finde på at råbe efter folk på gaden, hvis hun syntes, de var interessante. Annas idé om interessant var desuden lidt anderledes end Sophies. Anna ville med garanti synes, at det var interessant, hvis hun pludselig så en mørk skikkelse med hale og en skinnende rød spids for enden af denne hale.

Men dette var Odense, mindede Sophie sig selv om og forsøgte at berolige sig selv. Hun havde været her en million gange, og der var aldrig sket hende noget som helst, ikke engang noget af sær kvalitet, der kunne antyde påvirkning fra noget overnaturligt. At hun nu kendte sandheden betød ikke, at alle skygger eller djævle, eller hvad de nu var, ville komme efter hende midt i Odense.

,,Sophie?” spurgte en stemme pludselig, en velkendt stemme.

Hun drejede sig og fik øje på Philip og Andreas, som så ud til at være kommet fra gågaden. Begge var i jeans og med læderjakker på trods af kulden, og begge havde en øl i hånden. Andreas svajede let, og det var tydeligt, at Philip også havde fået lidt at drikke.

,,Hej,” svarede hun og vinkede til dem med et smil, selv om hun ikke var sikker på, at hun burde være så venlig overfor dem - de var trods alt ikke hendes typer mennesker.

Men de gik jo i klasse sammen, og det ville være rart, hvis de kunne hjælpe hende med at distrahere Anna fra det store juletræ foran rådhuset. Det gav ikke meget mening, at de stod og kiggede på det midt om natten.

,,Hvad laver I her?” spurgte Andreas snøvlende, og Sophie grinede.

,,Det samme som jer, tror jeg,” svarede hun.

,,Er I også på vej hen til Den Glade?” spurgte Philip i sit sædvanlige, skeptiske tonefald. ,,For det ser ikke sådan ud.”

,,Vi var på vej. Men Anna synes, at juletræet er fantastisk, lader det til.”

,,Det kan ses,” grinede Andreas og vaklede hen og lagde armene omkring Anna bagfra, som gav et overrasket gisp, som om hun ikke havde hørt samtalen.

Sophie rystede opgivende på hovedet og omfavnede Philip, da han kom hen for at hilse på, og derefter Andreas, som gjorde det samme. De var jo trods alt klassekammerater, og det var rart at møde nogen, man kendte, når nu Anna var så fuld, som hun åbenbart var. Sammen gik de fire hen til Den Glade Viking, hvor festen, i modsætning til på Konkursbar, var i fuld gang. Folk dansede på baren og på bordene og på gulvet og drak alkohol i de mængder, der var med til at fastslå Danmarks førsteplads i forhold til drikkende ungdom i verden.

Der var varmt derinde, og hun tog jakken af for ikke at komme til at svede, fordi det ville være dumt. Anna var allerede ude på dansegulvet og gnubbede sig op ad et par fyre, som grinede ad hende og gik med på spøgen. Så fuld var Anna dog ikke, at hun kunne mene den slags alvorligt, håbede Sophie, som trak øjnene til sig og besluttede sig for, at det ikke kom hende ved, hvad Anna egentlig foretog sig med de fyre.

Hun savnede lidt at have Jack med, fordi han var mere hendes type når det kom til fester. Selvfølgelig var det sjovt at være sammen med Anna, men i løbet af gymnasiet oplevede Sophie hende oftere og oftere fuld til fester, hvorimod hun havde været mere afdæmpet i folkeskolen. Det var egentlig en skam, for det frastødte Sophie lidt, at Anna opførte sig på den måde. Ikke desto mindre fik hun hurtigt noget helt andet at tænke på.

Dér i baren stod en anden bekendt skikkelse, omgivet af unge mænd, som garanteret bød på drinks i dyre domme. Det lange hår glimtede i lysene fra dansegulvet, og kroppens bevægelser var smidige og elegante. I modsætning til en pige på stolen ved siden af var denne kvinde ikke iført lårkort tøj, men derimod en lang kjole i guld, der komplimenterede det blonde hår. Sophie sank en bitter klump af misundelse over denne kvindes udseende og sænkede blikket, netop som hendes øjne blev fanget af Desirées.

Landon, tænkte hun, ville have elsket at se sin kæreste - hun kaldte Desirée hans kæreste, på trods af at han hårdnakket benægtede, at noget skulle foregå mellem dem - her, iført dette mesterværk af en kjole, der stod så smuk til kroppen og afslørede ryggen ned til lænden, hvor den strammede til over bagdelen og afslørede at Desirée trods sin slanke statur havde former. Ikke kun Sophie misundte hende det udseende. Det gjorde alle af hunkøn i lokalet, lod det til.

,,Hvad får jeg, hvis jeg går op og tilbyder at købe den skønhed en drink?” spurgte Andreas udfordrende hen over bordet, hvor Sophie og Philip også sad.

Sophie mærkede et smørret smil brede sig over sine læber.

,,Et par på hovedet, vil jeg tro.”

,,Hvem skulle give mig dem? Alle de der svanser, som står rundt om hende?”

,,Nej,” grinede hun. ,,Hende.”

Andreas så på hende, som om hun var gået fra forstanden, og Philip lo sammen med Sophie, da deres berusede klassekammerat bevægede sig hen mod baren og Desirée, som trods opmærksomheden så ud til at kede sig usigeligt.

,,En tier på at han får en lussing,” vædede Philip.

,,Det gør han,” svarede Sophie selvsikkert.

Hun kendte ikke som sådan Desirée, men havde efterhånden mødt hende tilstrækkeligt mange gange hos Landon til at vide, at hun ikke var så blid og smuk, som overfalden lod til. I virkeligheden var der lidt spionkvinde over hende, og hun kunne dele øretæver ud lige så let som kys. En enkelt gang havde hun været med til at træne med Sophie og Landon - og det var den værste træningstime, Sophie havde haft indtil videre - og udført det hele iført et par højhælede lakstøvler.

Desirée havde givet Sophie et øgenavn, som hun brugte under dække af at det var et kælenavn. Hun kaldte hende ”ingrat”, hvilket bar betydningen af utaknemmelig, uattraktiv og ubehagelig i en nedladende betydning. Ikke som at Sophie var grov. Men som at hun var en pestilens, der forstyrrede Desirées tilværelse. Som en irriterende flue i et varmt rum.

Derfor overraskede det ikke Sophie det mindste, da hun så den smukke franske kvinde svinge hånden hen over Andreas’ kind og efterlade et rødt mærke. Hvad han end havde sagt, så lod det ikke til at passe Desirée, hvis øjne lynede, og hendes læber bevægede sig hurtigt og formede hvad Sophie mente at kunne se var engelske eder og forbandelser. Da huskede hun, at Desirée jo ikke talte dansk. Andreas vendte sig slukøret om og vandrede tilbage mod bordet, hvor Sophie og Philip sad. Philips øjne glimtede i de kulørte lys fra dansegulvet.

,,Det gik ikke helt som forventet,” indrømmede Andreas og smed sig ned på en stol. ,,Men når jeg ikke kunne score hende, så kan der umuligt være håb for mange af de fjolser der,” tilføjede han mere selvtilfredst og pegede på klumpen af mænd i Desirées kølvand, da hun bevægede sig væk fra baren og ned mod bordene.

Sophie sugede luft ned i lungerne, da Desirée stoppede ved deres bord og sendte hende et rasende blik.

,,Ingrat, we have something to talk about,” sagde hun, og i stemmen lå en uudtalt ordre, som Sophie følte sig tvunget til at adlyde, fordi hun var mennesket af de to.

,,Jeg kommer om et øjeblik,” lovede hun Philip og Andreas, hvorpå hun rejste sig og fulgte efter Desirée udenfor i kulden, glad for at have taget sin jakke med.

Desirée fortsatte med at gå, indtil de var på et helt affolket sted, hvorfra man på ingen måde kunne høre støjen fra Den Glade Viking. Så stoppede den slanke kvinde og satte hænderne i siderne, og Sophie undrede sig over, hvordan Desirée ikke frøs i denne kulde, iført så lidt tøj.

,,What are you thinking?” udbrød Desirée forarget og spyttede på fortovet.

,,What am I thinking?” gentog Sophie forvirret.

,,Yes, what are you thinking. I mean, Landon’s doing his very best to keep you protected, but you’re making his job very hard, I see.”

,,Making his job hard?”

,,Yes. Partying like that, getting drunk, goofing around with your little human friends, who’re in no way able to keep you safe!”

,,I talked to Landon about partying!” protesterede Sophie og mærkede sit temperament komme i kog - en egenskab Desirée havde fremelsket hos hende de sidste dage.

,,And he told you he didn’t want to influence your decision, right? That it is your life, not his.”

,,Exactly!”

,,And so you should hear what he means instead of just words of allowance, stupid girl.”

Sophie følte en underlig trang til at knurre som et andet rovdyr.

,,What does he mean, then?” spurgte hun vredt. ,,Does he want me to stay at home and not at all be young?”

,,He very much wants you to behave like the youthful girl you are. But he expects a certain amount of responsibility from you. We all do from the people we’re meant to protect.”

,,And yet here you are, partying yourself,” spyttede Sophie foragteligt.

,,I am not human,” sagde Desirée med et dræbende smil. ,,I can take care of myself. But as a matter of fact, I’m here because I decided to tail you until I could talk to you.”

,,So talk to me instead of scolding me.”

,,I am talking to you, am I not?”

,,But not of any importance. I talked to Landon today. He said I should enjoy the fact that I can behave like an ordinary teenager. And he is my protector, not you.”

,,But now that he’s not here, I am allowed to take over protecting you, am I not?”

,,Actually,” sagde en meget velkendt stemme fra en lille gade på modsatte side af vejen, og Sophies ansigt blev automatisk drejet i den retning, ,,I’m right here.”

,,Landon?” udbrød Desirée, og Sophie syntes at kunne ane en svag rødme i det ellers så hårde og tilrettelagte ansigt.

,,Honestly, Desirée, I’m a little disappointed that you think I’d do my job so poorly. Not going when Sophie wants to party would be ridiculous of me. How could you think so lowly of me?”

,,Elle est très irresponsable. Il est ridicule,” snerrede Desirée til Landon, som så ud til at tage hvad end hun sagde med ophøjet ro.

Sophie så forvirret på ham, mens han luntede hen over vejen, klædt i sort fra top til tå, hvilket bragte sølvskæret i hans mørkebrune hår endnu mere ud og fik hans blege hud til at stå i en stærk kontrast til beklædningen. Derudover kunne hun se, at han havde stukket våben ned i sit tøj i alle hulrum.

,,She isn’t irresponsible, Desirée,” sagde han beroligende og trådte hen ved siden af Sophie. ,,And it isn’t ridiculous. I told her to go if she wanted to. And I’m doing my job. You needn’t interfere.”

Sophie knyttede næverne, da hun fandt ud af, hvad Desirée havde sagt. Det irriterede hende allermest fordi Desirée betragtede sig selv som en højerestående livsform, så vidt forskellig i sin opfattelse af sit job fra Landon, som af og til gav udtryk for, at de kunne være en forbandelse. Han stod nu ved siden af hende, høj og rank og alligevel afslappet i sin holdning. Der var intet, der tydede på, at han var rigtig vred.

,,Sophie, du kan bare gå tilbage,” lovede han hende og nikkede sigende i retning af Den Glade Viking.

Hun overvejede det lidt, inden hun nikkede og satte i løb tilbage mod varmen og sine venner, mens hun overlod det til Landon at få talt med Desirée. For hun vidste, at han ikke bare havde sendt hende væk som en undskyldning for at få lov at have den franske kvinde for sig selv. Deres forhold var mærkeligt på den måde. Desirée virkede, som om hun var ivrig efter at glæde Landon, og han virkede stik modsat, som om han gerne ville af med hende, men alligevel var for høflig til at sige det direkte med længere tids varighed end de timer, hvor de trænede og han fortalte Sophie om Eros.

Indenfor fik hun øje på Philip, Andreas og Anna, som sad ved et bord. Anna havde foldet armene på bordet og hvilede hovedet mod bordpladen. Hun så op da Sophie kom nærmere, og hendes ansigt var blegt, på grænsen til grønligt. Sophie kunne ikke lade være med at grine for sig selv, og Philips sleske latter bekræftede for hende, at Anna var gået kold.

,,Anna, har du det dårligt?” spurgte hun og forsøgte at lyde blid.

,,Ja,” stønnede Anna. ,,Jeg skal brække mig, Soph.”

,,Det kan jeg forestille mig. Vil du hjem?”

Anna nikkede ynkeligt og lod sig trække på benene af Sophie og Philip, som gik med ud for at ringe efter Annas mor, som lovede at komme med det samme og hente sin fulde datter. Vagterne ved døren lovede at holde øje med Anna, men Sophie blev alligevel hos hende i den halve time, det tog for Fie at komme til Odense fra Brobyværk. Da Fie så endelig ankom, var hun kørende i den store bil og tilbød at køre Sophie tilbage til Brobyværk. På dette tidspunkt var Sophie ved at være træt, så hun takkede ja til tilbuddet og satte sig ind i bilen på bagsædet og kørte med langs de mørke veje ud mod landet inde fra byen.

Jo længere væk fra byen hun kom, jo mere dårlig samvittighed fik Sophie over bare at have forladt Landon, og i sidste ende opgav hun at håbe, at han nok ville tage det pænt. Så hun skrev en sms til ham, som han svarede mildest talt kortfattet på. Hendes besked havde beskrevet, at hun var ked af bare at være taget af sted, men at hun kørte med Annas mor - i bil - så hun var sikker nok. Dertil svarede han blot ”fint”, og mere kom der ikke.

Hvert øjeblik forventede Sophie næsten at se en motorcykel drøne forbi langt over fartgrænsen, men det skete ikke. Ikke engang da de var kommet til Brobyværk og svingede ind på vejen, hvor Anna boede. Herfra skulle Sophie gå hjem, og hun besluttede med det samme, at hun lige så godt kunne løbe, på trods af at hendes ben var ømme og hun var udmattet efter byturen og dagens træning. Så hun sagde farvel til Anna og Fie og satte i løb. Luften rev i hendes hals og næsen, fordi den var så isnende kold, og hun overvejede flere gange at slå over i gangtempo i stedet, men ombestemte sig hver gang og pressede sig selv yderligere.

Hun skulle ikke nyde noget af lige pludselig at støde ind i Landon, når han var på vej hjem. Men da hun nåede ud på hovedgaden var hun alligevel træt af at løbe og besluttede, at herude kunne der umuligt ske hende noget. Og selv hvis hun mødte Landon, ville han ikke have mulighed for at råbe af hende uden at nogen kunne høre det i husene på hver side af vejen. Det var en god situation for hende, syntes hun.

Mens hun gik og trak vejret dybt, forsøgte hun at forudsige, hvordan han ville reagere den følgende dag, hvor han havde planlagt, at de skulle begynde på noget nyt i træningen. Måske ville han slå hende ihjel, men ikke før han havde gjort det klart for hende, hvor dumt det var, at hun bare var smuttet uden at informere ham om det først. Han havde måske kunnet se bilen, men selv på kort afstand ville det være svært at bedømme hvem der kom og gik i mørket.

Det ene øjeblik gik hun og forberedte sig på en forsvarstale, det næste tumlede hun hen ad asfalten og endte ude midt på vejen, tvunget rundt af en kraft langt voldsommere end sin egen. Hun trillede rundt på ryggen og fik da øje på den glødende, røde halespids. Landon havde haft ret i, at de bedst kunne beskrives som djævlene fra kristendommen. Den røde spids på halen mindede utroligt meget om de nutidige fremstillinger af djævlen, som stammede fra tidligere tider.

En syden ramte hendes ører højt, men hun følte sig på ingen måde brændt, ud over at hendes håndflader havde fået hudafskrabninger, som blodet strømmede til, da hun afbødede sit fald med hænderne. Dernæst fulgte en lugt af brændt plastic, og hun kiggede ud af sin øjenkrog. Hendes jakke var svitset i skuldrene, hvor stoffet heldigvis var krænget op over hendes rigtige skuldre, så hun ikke blev berørt af varmen. Der stank af svovl mere end sædvanligt, nu hvor hun var så tæt på dette væsen med den mørke hætte og den stærke lugt.

Hun ville nok have skreget på hjælp, men turde ikke, af frygt for at den opdagede det med hendes skuldre. Så forsøgte hun at tage sig sammen og huske, hvad Landon havde sagt om at komme for tæt på. Dette var for tæt på. Meget for tæt på. Han ville blive rasende, hvis han fandt hende i live. Og hun var rasende på sig selv over sin impulshandling.

En hånd med fingre, der lignede kløer, greb ud efter hendes hånd nu, og den mærkelige syden fra hendes jakke forsvandt i den ene side, mens den anden fortsatte, om muligt endnu højere. Sophie kunne høre sin puls banke i årerne med hvert hjerteslag, og rædslen for at dø lammede fuldstændig hendes evne til at tænke på det, Landon havde lært hende indtil videre. Hvis ikke hun var blevet smidt ned på jorden i et uopmærksomt øjeblik ville hun nok have husket hans formaning om at fødderne var det bedste våben, hun havde, hvis hun ikke havde noget skarpt på sig. Men det var hun nu engang, og hun følte sig hjælpeløs som hun lå der med ryggen mod asfalten.

En skrattende latter lød fra djævelen over hende, og hun bemærkede overrasket, at den ikke rørte hende endnu, men at dens hånd kom nærmere og nærmere hendes hals, og at latteren blev mere og mere sadistisk. Hun ville have skreget, men hun kunne ikke. Det føltes, som om luften blev suget ud af hende, hver gang hun forsøgte. Hun forsøgte dog ikke at vride sig væk, af frygt for at komme i kontakt med den varme skabning.

Hånden susede nedad i næste sekund, og hun kneb øjnene sammen og forberedte sig på døden.

I næste øjeblik forsvandt hånden, som pressede hendes jakke ned mod asfalten, og hånden nåede aldrig at røre hendes bare hud. I stedet var der en blød susen i luften, idet kroppen blev fjernet med voldsom kraft, og først da Sophie åbnede øjnene og indså, at hun var i live, hørte hun den umiskendelige brummen fra Landons motorcykel nær ved sig.

Lettelsen blev kortvarig, da hun huskede, hvad der havde været årsag til, at hun ikke var opmærksom på sine omgivelser. Så lukkede hun øjnene og spredte armene ud langs siderne, uvillig til at forsvare sig selv, og ønskende at hun aldrig havde handlet så irrationelt og dumt, som hun nu engang havde.

,,Sophie, get up,” sagde Landon skarpt over hende, og hun kneb øjnene i.

Han greb fat i hendes skuldre og trak hende op i siddende stilling, på trods af at hun gjorde modstand.

,,I said get up,” beordrede han, og hans stemme havde en farlig klang af vrede nu. ,,Don’t be troublesome.”

Hun slog forsigtigt øjnene op og sørgede for ikke at se på andet af ham end hans fødder, som hvilede mod asfalten på hver side af hendes ben, nøjagtigt som djævelens havde gjort et øjeblik tidligere. Langsomt trak hun sine arme bagud for at støtte fra asfalten selv og ikke give ham mere besvær, end han allerede havde haft. Da hun gjorde dette, slap han hende med det samme og rettede sig op, og selv om hun ikke så på ham, så kunne hun høre på den klare hvislen i luften, at hans sværd foldede sig sammen. Det sværd, han havde vist hende så mange gange. Det, der kunne forsvinde ind i skæftet så let som ingenting og se helt harmløst ud.

,,Sophie, what the hell were you thinking? Are you out of your mind?!” nærmest råbte han og lød på den desperate side af vred.

Hun sagde ikke noget og ville ønske, at han ikke ville skælde hende ud, for hun var jo ked af det. Desuden havde hun ligesom fået forskrækkelse nok og set nok konsekvens af sin egen dumhed for i aften. Han behøvede ikke understrege sine pointer yderligere. Hendes rystende hænder kunne sagtens bevidne, at hun havde fået sig lidt af at chok i øjeblikket før han var kommet.

 ,,Answer me!” tordnede han over hende, og hun rejste sig tøvende, stadig uden at se op på ham.

,,I wasn’t thinking,” mumlede hun stille og håbede, at han ikke hørte det.

Men selvfølgelig gjorde han da det.

,,Exactly. And you should’ve been,” sagde han rasende. ,,Rule number one: think. Consequence is not: death. It’s as simple as that.”

,,But you -“

,,Me?” sagde han, og hans stemme steg en oktav. ,,If I’d arrived less than a second later, you would’ve been dead, Sophie.”

,,And you would’ve been able to say you survived me,” sagde hun bittert og så endelig på ham, hvorefter hun øjeblikkeligt fortrød sine ord.

Hans ansigt var fortrukket i alt andet end vrede. Forvirring, lettelse, bebrejdelse, fortvivlelse, sorg, smerte og stille begejstring. Okay, måske ikke alt andet end vrede, men han så i hvert fald ikke vred ud. Hvis hun skulle sætte én følelse på det, han så ud til at være, så var det nok såret. Og ikke i den fysiske forstand.

,,Sophie, I don’t want to survive you unless that means I get very old and you do the same,” svarede han koldt.

,,Why not? If I’m such a horrible person to protect, you should just let them get rid of me for you.”

,,That’s an astonishingly stupid thing to say,” sagde han og gik hen til hende nu, greb hende om armene og ruskede hende en anelse hårdere, end hun ellers var vant til det, når han ville have hende til at tænke sig om.

Hun vred sig løs, og han lod hende gå.

,,Jeg går hjem nu,” erklærede hun og skuttede sig, fordi kulden sivede ind der hvor der var huller i hendes jakke.

,,Dine forældre slår mig ihjel. Specielt Gabe,” sagde han i et konstaterende tonefald.

,,Hvad mener du?”

Han hævede sigende et øjenbryn, da hun vendte sig mod ham.

,,Når du kommer hjem og ser sådan ud, hvordan forklarer du dem det så? Du fortæller dem naturligvis sandheden, og i sandheden ligger, at jeg ikke var god nok til at beskytte dig. De kommer aldrig til at stole på mig, hvis det er tilfældet,” forklarede han.

Hun kneb øjnene sammen og gik langsomt hen mod ham igen, tøvende fordi hun ikke vidste, om han var fast besluttet på stadig at virke vred eller ej.

,,Du glemmer, at det var mig, der forhindrede dig i at gøre dit job,” protesterede hun. ,,De slår mig ihjel først, fordi jeg ikke tænkte mig om.”

,,Og med god grund,” mumlede han en smule ironisk, hvorefter hun kunne se et skævt smil kræve sin plads i hans ene mundvig.

,,Så hvad foreslår du, at jeg gør, hvis ikke jeg vil slås ihjel og tage dig med mig i helvede?” spurgte hun og smilede selv en anelse.

Med en underlig følelse af tryghed så hun, hvordan han løftede en hånd og trak den gennem sit hår, mens hans øjne udtrykte den indre konflikt, han befandt sig midt i. Ikke at hun anede noget om hvad konflikten gik ud på. Men den var tydeligt udtrykt i hans ansigt alligevel. At han debatterede et eller andet grundigt med sig selv. Så lod han hånden falde og trak let på skuldrene, som om der ikke var ret meget at gøre ved den beslutning, han kom frem til.

,,Du overnatter hos mig, og så sender vi Desirée ud for at finde en jakke magen til den der,” sagde han.

,,Øh, Landon, butikkerne har ikke åbent endnu.”

,,Det ved jeg da godt. Det bliver i morgen.”

,,Hvad siger jeg til min mor og Gabe?”

,,Det ved jeg ikke. Det bestemmer du lidt selv. Medmindre du gerne vil hjem og forklare, hvorfor din jakke er så ødelagt, som den er.”

,,Nej tak,” udbrød hun forfærdet og kunne levende forestille sig, hvordan de to ville reagere på noget sådant, på trods af at de ikke diskuterede hendes træning med Landon, og hvad Gabe egentlig var, så ofte.

,,Det tænkte jeg nok,” sagde han og gik hen til motorcyklen.

Hun fulgte efter ham, bange for at være alt for langt fra ham med træerne på den ene side af vejen og husene på den anden. Oplevelsen med djævelen havde bestemt ikke gjort noget godt for hendes paranoia, men det hjalp lidt, at det var Landon, hun var sammen med.

De fulgtes hjem til ham, gående, uden at sige ret meget. Sophie overvejede, om han virkelig var vred på hende, eller om han var fortvivlet og ked af det, sådan som det havde set ud. Men han virkede også, som om han bare lige skulle komme sig over overraskelsen, for han havde jo trods alt smilet til hende efterfølgende, og det føltes godt.

Hans plan virkede rationel nok, men hun var ikke sikker på, hvad hun syntes om at skulle overnatte hos ham. Ikke fordi hun ikke brød sig om Landon, men fordi hun lidt følte, at hun forrådte Jack ved at overnatte hos en anden ung mand. Hun ville selvfølgelig aldrig vælge Jack fra, hvis valget stod mellem ham og Landon. Det var slet ikke til. Landon var udelukkende hendes lærer og beskytter, hvorimod Jack var hendes højt elskede kæreste. Men hvorfor hun følte, at hun forrådte Jack, anede hun ikke. Landon gav på ingen måde udtryk for interesse for hendes liv, ud over at han ville holde hende i live fordi det var hans job.

Apropos Landons plan, så tvivlede hun på, at den kom til at forløbe så smertefrit, som han fik det til at fremstå. For det første var hun sikker på, at han ikke ville få meget søvn den nat, når nu hun var i hans hus, og for det andet var hun sikker på Desirées modvilje mod sidste del af planen. Hun foragtede tydeligvis Sophie, som i begyndelsen ikke havde gjort noget for denne foragt. Så hvorfor skulle den franske kvinde have lyst til at hjælpe hende?

Svaret kom til hende, da de drejede ind i Landons forhave. Fordi Desirée ville gøre hvad som helst for Landon, hvis han bad hende om det. Og han vidste det åbenbart, for han var ikke bange for at udnytte det til sin egen fordel, lod det til.

Han låste døren op og tændte lyset, hvorefter han gik en hurtig runde i hele huset, som han afsluttede i kælderen. Da han kom tilbage til stueetagen var hans holdning afslappet, og endda en smule træt, og Sophie gengældt hans smil forsigtigt.

,,Ring til din mor eller Gabe,” sagde han hurtigt, idet han klemte sig forbi hende i den smalle gang. ,,Så gør jeg en soveplads klar til dig imens.”

Hun nikkede lydigt og fiskede sin mobil op af lommen, overrasket over at den ikke var gået i stykker, da hun faldt ned mod asfalten. Som hun stod der kunne hun se hudafskrabningerne i sine håndflader, der brændte, men hun ignorerede det og fandt kontakten med navnet ”Gabe”, som hun valgte at ringe op.

Han tog den efter første ring.

,,Hallo?” sagde han og lød, som om han lige var væltet ud af sengen.

,,Hej, Gabe,” svarede hun stille.

,,Sophie,” konstaterede han og lød mere vågen. ,,Skal jeg komme og hente dig?”

,,Nej. Jeg overnatter hos Jack i nat,” forklarede hun.

Han var stille lidt. Så pustede han ud, og det knasede i forbindelsen.

,,Det er bare i orden. Vi ses i morgen,” brummede han og lød helt rolig og afslappet. ,,Har du for resten snakket med Landon om det?”

,,Ja,” sagde hun og fik det bedre af at sige sandheden denne gang. ,,Han siger, at det er helt i orden.”

,,Godt. Godnat, Soph.”

,,Godnat, Gabe.”

Han lagde på, og Sophie mistænkte ham for at vælte tilbage i søvnen med det samme, lettet over ikke at skulle stå op, selv om han sikkert gerne gjorde det for hendes skyld. Sådan som de fleste fædre syntes at ville gøre det for deres døtre.

Landon kom ud fra værelset, hvor han opbevarede alle våbnene og tingene, der prægede hans liv som Eros. Han var ikke længere iført sit sorte tøj, der var beregnet til at arbejde i, men derimod et par løse sweatpants og en forvasket grå T-shirt, der hang løst på hans overkrop og afslørede hans vaskebræt af en mave, da han lænede sig en anelse tilbage mod væggen.

,,Så skulle den være klaret,” kommenterede han, og Sophie blev i tvivl om hvorvidt han talte om sengeredningen eller om hendes samtale med Gabe, som han med garanti havde kunnet høre.

,,Tak,” sagde hun og gik forbi ham ind i det lille værelse, hvor sofaen var blevet redt op med en dyne og en hovedpude.

Hun krængede sin jakke af og lod den ligge på sofaen, mens hun krængede sin bluse af og derefter skrællede bukserne af sine ømme ben, inden hun dumpede ned oven på dynen og trak sine strømper af, mere eller mindre ligeglad med, at Landon så hende i undertøj. Han var vel vant til at se på Desirée, og i så fald var Sophie intet i sammenligning.

Hans blik da hun vendte sig for at se på ham var blankt. Som om han var både overrasket og ligeglad på samme tid. Så rystede han på hovedet og rettede sig op.

,,Jeg går i seng nu,” erklærede han, og hun kunne høre på hans stemme, at han ikke helt fortalte sandheden. ,,Der er sæbe på badeværelset, hvis du skal vaske din krigsmaling af. Og en ekstra tandbørste.”

,,Øh,” mumlede hun forbløffet. ,,Tak.”

,,Ingen årsag.”

Dermed vendte han sig og efterlod hende alene i værelset. Sophie krøb ned under dynen og skubbede sit tøj på gulvet. Andre steder brød hun sig normalt ikke om at sove, men fordi Landon var hendes beskytter, og fordi han var så ligeglad med hende som person, som han nu engang var, så faldt hun hurtigt i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...