Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
9495Visninger
AA

12. K A P I T E L XI

 

K A P I T E L XI

 

Sophie blev hos ham hele dagen. I formiddagstimerne - efter at nogle folk havde været og sætte en ny rude i som erstatning for den smadrede - underholdt hun sig selv. Det var i hvert fald Landons antagelse, eftersom hun på intet tidspunkt belemrede ham med noget som helst og lod ham sove på sofaen. Han havde været så træt, at han dårligt kunne holde øjnene åbne. Han havde smurt noget bedøvende på brandsåret på sit ben og havde så lagt sig på sofaen for at få lidt søvn.

Sophie, opdagede han senere, havde brugt tiden på at rode rundt i huset. Da han søvndrukkent fik sat sig op i sofaen, var det blevet tidlig eftermiddag, og hun sad ved spisebordet med noget slået op foran sig. Landon gned sine øjne, skævede ned mod sit lår og skar en grimasse. Det så ulækkert ud, men i det mindste gjorde det ikke længere ondt, og han vidste, at han ikke ville halte, hvis han rejste sig op.

Med et støn skubbede han sig på benene og rettede sig op. Det var længe siden, han havde haft det så godt. Længe siden, han havde sovet i mere end et par timer i træk. Nu var der gået seks siden han faldt i søvn, og trods stivheden i nakken og hofterne, havde han det formidabelt.

,,Godmorgen, gamle,” sagde hun ovre fra bordet. ,,Jeg håber ikke, at du er sulten.”

Han rynkede panden. Sulten?

,,Nej,” svarede han og rullede med skuldrene. ,,Hvorfor?”

Et djævelsk grin bredte sig over hendes læber, idet deres blikke mødtes.

,,Du har trukket torsk i land,” forklarede hun muntert, men tilføjede så: ,,Det er et dansk udtryk for at snorke meget.”

På trods af, at han ville have været lettere pinligt berørt over det, hvis det havde været sandt, kunne Landon ikke lade være med at grine.

,,Jeg snorker ikke,” sagde han og gik hen mod hende, men ombestemte sig kortere end halvvejs og vendte rundt på hælen for at gå tilbage mod sit soveværelse.

,,Vel gør du så,” påstod hun, men han kunne godt høre på hende, at hun bare drillede ham.

,,Vel gør jeg ej,” efterabede han.

,,Hvordan kan du vide det? Du har sovet.”

,,Jeg har mange års træning i at eksistere totalt lydløst,” svarede han og gabte, på trods af at han ikke tilnærmelsesvis var træt.

,,Bliver man trænet i at sove lydløst?”

,,Ja.”

,,Hold kæft,” mumlede hun, og lyden nåede kun lige akkurat hans ører, idet hun tilføjede: ,,Godt man er menneske.”

Selv om det måske var ment som en sviner til hans slags, kunne han ikke gøre andet end at ryste opgivende på hovedet af hende og vende øjne. Måske var det hendes måde at give udtryk for tingene på. Via en vis form for ironi. For hun havde fået meget at vide, og hun vidste endnu ikke alting. Men det kunne også bare være for at være morsom. Mente det gjorde hun i hvert fald ikke.

,,You’ll discover just how lucky you are soon enough,” sagde han med et smil.

,,I bet,” svarede hun bare, og det lød lidt, som om hun smed emnet på porten.

For ikke at være irriterende, holdt han ikke fast i emnet, men besluttede sig i stedet for at tage noget ordentligt tøj på. Derfor forlod han stuen, bevægende så mange led som muligt for at komme i gang, og drejede via gangen ind i soveværelset.

Her krængede han sin mørke T-shirt af og gjorde samme proces med bukserne. Det var tungt at have de heftige bukser på, og herhjemme strengt taget unødvendigt. Men på trods af det tunge stof var de praktiske. Varme om vinteren, kølige om sommeren, forholdsvis lette at bevæge sig i, og bæltet kunne opbevare et hav af ting.

I sin kommode fandt han et par lyse jeans, som han stak i, hvorefter han kastede en mørkegrøn striktrøje på overkroppen. I det samme lød en underlig lyd fra døren, og han vendte sig forskrækket. Han vidste, at han burde have hørt Sophie komme, men det havde han ikke. Hun stod i døråbningen med hænderne foldet over sin mund og store, udspilede øjne med mørke pupiller i det dunkle lys i soveværelset.

,,What is it?”

Han fortrød med det samme den lettere irriterede måde, hvorpå ordene kom ud. Det var ikke hendes skyld, at han var blevet overrasket - hun burde slet ikke have været i stand til at snige sig ind på ham, hvad hun helt sikkert heller ikke havde prøvet på. Derudover burde han tale dansk til hende, eftersom det virkede som det sprog, hun havde det mest komfortabelt med. Overraskelsen havde helt taget den rolige, overskuende overflade fra ham et kort øjeblik, og nu stod han tilbage med fortrydelsen og en underlig trang til at undskylde sin opførsel.

Men hendes hænder dalede hurtigt fra munden og foldedes i stedet foran kroppen, mens hun fik et mere normalt udtryk i ansigtet. Som om hun ikke havde hørt ham. Hendes overraskelse forsvandt nu, og han benyttede sin egen tilbagevendende fatning til at trække ned i striktrøjen, så den dækkede hans overkrop helt til.

,,Your body,” sagde hun og lød stadig lidt medtaget i forhold til normalt, hvilket han fandt virkelig underligt.

,,Hvad er der med den?” fik han fremspurgt, efter at have taget sig sammen til at skifte sprog igen.

,,Du er gul og blå over det hele,” kommenterede hun.

Han mærkede sine øjenbryn trække sig sammen, og der dannedes en lille rynke mellem dem i processen. Gul og blå? Som sådan forstod han jo godt, hvad hun mente, men der gik et øjeblik, før han indså, hvorfor hun virkede så overrasket over netop dette. Nok var han vant til at se større blå mærker - både hos sig selv og andre - men det var hun jo ikke. Hun var et uskyldigt menneske, som ikke havde den fjerneste anelse om, hvilken slags verden hun levede i. Eller i hvert fald ikke havde haft det, før han kom til landet.

Som oftere før blev han overmandet psykisk af det faktum, at Gabe syntes at have udført sin opgave så meget bedre end han og i meget længere tid. Gabriel Riot havde formået ikke alene at holde alt det overnaturliges eksistens ude af sin steddatters liv, men i høj grad også at beskytte hende gennem en hel barndom, startende med hendes måske værste fjende, nemlig hendes egen far. Sophie syntes ikke at have bemærket, at Gabe var anderledes end andre mænd.

Men Gabe, kunne Landon trøste sig med, var hun jo også vokset op med. I højere grad var hun vant til, at mystiske ting omspandt ham, og han havde mange års erfaring med bortforklaringer - mindre og mindre tvivlsomme jo ældre hun blev. Det var en udviklingsproces, som man forventedes at kunne, men den kom naturligvis ikke lige med det samme. Og så var Landon desuden så uheldig at være faldet ned i midten af begivenhederne. Netop i den tid, hvor hun var begyndt at blive bevidst om, at tingene ikke var, som de burde være. Tingene var ikke normale.

Så selvfølgelig var hun blevet mistænkelig, når nu en fremmed kom dumpende ind i hendes liv og syntes at vide alt, hvad der foregik, ud over at han var lærer på hendes skole og boede i samme by som hende. Det var ganske naturligt, givet at hun trods alt var sin fars datter og måtte have en del af generne og dermed evnen til at opfatte det overnaturlige i højere grad end mennesker. Og affinde sig med det tillige. Mia, var Landon ikke i tvivl om, havde lidt meget mere end sin datter, da hun først fik overbragt informationen om, at Eros fandtes sammen med en naturligt meget stærkere fjende. Medmindre Mia var et af de få privilegerede mennesker, som voksede op blandt Eros, fordi hun tilfældigvis var menneskebarn af forældre af samme slags som samfundet. Det var nemlig ikke alle Eros, som fik børn af samme art som dem selv. Ofte blev der født menneskebørn, og dette blev betragtet som noget ganske vidunderligt.

Disse børn behøvede ekstra meget tålmodighed og udholdenhed, og de måtte leve med at vokse op halvforsømte som deres mulige brødre og søskende, som ikke nødvendigvis var mennesker. I forhold til almindelige mennesker havde disse dog en mængde privilegier. De fik træning i kampsport fra barnsben, ligesom de fik undervisning sammen med Eros. Deres forskelle fra arten blev for mange opvejet af det faktum, at deres liv ikke var forudbestemte. For denne frihed ville de altid blive misundt af deres jævnaldrende, og Landon huskede sin egen bitterhed, da han for første gang i løbet af sin skoletid mødte et jævnaldrende menneske. Den stakkels fyr holdt ikke længe til misundelsen fra de andre og forlod området i al hast efter et halvt år.

,,Landon?”

Sophies stemme rev ham tilbage til virkeligheden, og han nikkede langsomt.

,,It could be a lot worse,” sagde han bare og trak let på skuldrene. ,,Anyways, what were you looking at in there?”

,,The works of a nerd,” svarede hun med et grin og gik ind i værelset, hen mod ham.

Han trådte uvilkårligt et skridt baglæns og distancerede dermed sig selv fra hende.

,,What -”

,,Your old school papers,” sagde hun og lød glad. ,,Your grades are the works of a nerd.”

,,Says the girl who accomplishes exactly the same,” svarede han og rullede med skuldrene, ikke helt sikker på hvad han skulle sige til det hele.

Sophie smilede underligt, som om hun var kommet i tanke om noget sjovt. Få sekunder fik Landon indsigt i hvad hendes morskab skyldtes, idet hun luftede sine tanker:

,,Somehow I doubt I’d get an A in martial arts.”

,,I’m sure you would. If you’d had any practice.”

,,Which I haven’t.”

,,Which you’re going to get.”

,,I am?”

For ham var det jordens mest naturlige ting, at selvfølgelig behøvede hun undervisning i kampsport. Men han måtte tålmodigt minde sig selv om, at den helt samme norm ikke gjaldt for Sophie, og at hun behøvede tilvænning til det liv, der mere eller mindre var blevet presset ned over hovedet på hende som en stram rullekravesweater. Det var et helt nyt regelsæt med tilhørende love, og selv om hun ikke var bundet af en ed til at følge lovene, så var det mest velanset, hvis hun gjorde det.

Selvfølgelig planlagde han ikke at tage hende med ud i de deciderede definerede Eros-samfund rundt omkring i verden. Ikke medmindre hun virkelig ønskede det. Og det havde han egentlig sine tvivl om hvorvidt hun gjorde, for på den ene side syntes hun at finde det underholdende og spændende, og på den anden side havde hun virket angst for at få sandheden at vide, hvad han udmærket forstod.

,,Well,” sagde han langsomt og spekulerede over, hvorvidt han skulle skifte til dansk igen. ,,You’re going to have to learn how to defend yourself.”

Hun så på ham længe med let sammenknebne øjne. Som om hun ikke helt kunne få det til at passe ind i sit liv, at hun skulle lære at forsvare sig selv. For ham var det en selvfølge. For hende var det måske bare underligt. Godt nok forestillede han sig, at de fleste teenagepiger gerne ville lære en smule selvforsvar med hensyn til potentielle voldtægtsmænd og det der var værre, men der var milevidt fra den slags selvforsvar til det, han ville lære Sophie. Hvis hun altså havde lyst til at lære det.

,,I thought that was your job,” sagde hun ærligt og så granskende på ham, og han følte et stik af dårlig samvittighed over ikke bare at kunne give hende ret og lade tingene være, som de havde været før.

,,It is my job,” medgav han en anelse modløst og foldede hænderne foran sig. ,,But you do want to live as much like an ordinary teenager as possible. Right?”

Hun nikkede tøvende.

,,Sophie,” sagde han blidt og indtrængende på same tid, som en voksen talende til et barn. ,,Hvis du vil have et nogenlunde normalt liv, bliver du nødt til ikke at have mig i nærheden hele tiden. Forstået?”

,,Selvfølgelig.”

,,Og hvis jeg ikke kan være i nærheden af dig hele tiden, og Gabe heller ikke er det, så må du nødvendigvis kunne forsvare dig selv. Bare for din egen sikkerheds skyld.”

,,Ja. Det kan jeg godt se. Men tager det ikke lang tid at lære den slags?”

,,Jo. Men jeg tror på, at du kan nå det inden for rimelig tid.”

,,Nå det? Er der noget bestemt, jeg skal?”

,,Nej,” skyndte han sig at sige for ikke at gøre hende nervøs, og fordi det var sandt. ,,Der er ikke noget, du skal. Jeg mente i forhold til at du stadig er ung og har let ved at absorbere ny viden inde i hovedet.”

,,Nåh,” sagde hun langtrukkent, inden hendes ansigt blev knækket i et grin. ,,A i biologi,” mindede hun så sig selv og ham om, og Landons mundvige trak opad.

,,Korrekt.”

,,Landon?”

,,Mhm.”

,,Er der egentlig noget, du er dårlig til?”

,,Ja,” svarede han prompte, fordi han havde forventet spørgsmålet langt tidligere, end det egentlig var kommet.

Hun ville naturligvis gerne kende til hans svagheder. Det var helt almindeligt for mennesker at spørge ind til dem, ligesom det var naturligt for hans art. Men hvad hun ikke vidste var hvorfor. Man søgte svaghederne hos andre, fordi det gav én selv en fordel i potentiel kamp. Det var indbygget biologisk, havde han lært, og det var ofte derfor folk, som søgte andres svagheder frem for sine egne havde en tendens til at fremstå som gode kæmpere, højrøvede og arrogante.

Men hvad skulle han fortælle hende. Hvor meget, var nok egentlig et bedre spørgsmål. Hvor meget havde hun brug for at vide, og hvor meget ønskede hun at vide? Selv hvis han ønskede at fortælle alting til hende her og nu, så vidste han, at dosering kunne være nøglen til at vinde hendes tillid fuldt og helt. For den tvivlede han stærkt på, at han havde vundet, bare ved at fortælle hende om en del af verden, som hun ikke havde haft øjnene helt åbnet for endnu. Mindet om turen på motorcyklen sad garanteret også i hende endnu, og det var velbegrundet, hvis hun ikke stolede på ham.

Landon havde aldrig været meget for at reflektere over andres reaktioner. Men med Sophie blev han nødt til det - tvunget til det lige så biologisk som han blev tvunget til at trække vejret. Det gjorde ham ikke så forfærdeligt meget endnu, fordi de ikke kendte hinanden virkelig godt. Men senere hen kunne han godt forestille sig, at han ikke ville være så glad for det biologiske og mytiske bånd, der bandt dem til hinanden. Han var mere typen til selvrefleksion. Så dette var et emne, han følte sig nogenlunde sikker på.

,,Jeg er rigtig dårlig til at tage hensyn til andre,” svarede han ærligt.

,,Det er jo løgn!” påstod hun med let sammenknebne øjne igen.

,,Det er ikke løgn,” protesterede han. ,,Ellers ville jeg ikke have sagt det.”

,,Du tager hensyn til mig,” argumenterede hun.

,,Fordi jeg skal. Det er mit job.”

,,Du tager stadig hensyn.”

,,Men er jeg god til det?”

Hun så ud, som om han havde kastet en våd klud i hovedet på hende. Som om hun lige havde taget en kold tyrker.

,,Det synes jeg da,” sagde hun stille. ,,Det ville være umuligt at forvente af dig, at du tog mere hensyn til mig, end du allerede gør.”

,,Tror du?”

,,Ja.”

,,Hvordan det?”

,,Du lader mig leve mit liv, som jeg vil, på trods af at du sikkert har beføjelserne til at tvinge mig til at blive væk fra skolen eller Jack. Du har indtil videre formået at forklare mig tingene på en måde, som ikke har fået mig til at flippe helt ud eller rive håret ud af hovedet på mig selv. Du har behandlet mig som en ligeværdig og ikke et eller andet dumt menneske. Jeg føler mig ikke bare som din pligt, Landon. Jeg føler mig som din veninde.”

Det var helt rørende at høre, selv om han ikke rigtig ønskede, at det skulle være sådan. Følelser var ikke en del af hans job, og han ville gerne lægge dem på hylden så meget som overhovedet muligt. Men det var også rart, at Sophie stolede nok på ham til at sige den slags, med overhængende fare for at lyde sentimental.

Han selv var i overhængende fare for at komme med en eller anden kliché til at afbryde samtalen med det bløde emne, men valgte i stedet at kvæle sin trang. Det nyttede ikke noget, at han forsøgte at tage afstand fra Sophies mere pigede sider. For han var klar over, at havde han fået til opgave at beskytte en af sit eget køn, var det nok ikke kommet til dette. Og ærligt talt så kunne han godt leve uden de tøsede kommentarer fra tid til anden.

Kvinder, måtte han dog indrømme, mens han forsigtigt bevægede sig forbi Sophie og ud i gangen, var dog væsentligt rarere at beskytte. Mænd brød sig som regel ikke om, at nogen opførte sig mere macho end dem, medmindre de var homoseksuelle af den feminine slags. Den type havde Landon ikke haft mange oplevelser med, men han havde hørt historierne, og han var i bund og grund godt tilfreds med at skulle beskytte Sophie.

Hvad gjorde det meget nemmere for ham var desuden, at hendes stedfar var Eros, og at hun derved havde noget at sætte al særheden i forbindelse med. Derfor havde hun sandsynligvis også en del lettere var at acceptere, at han i det hele taget eksisterede alene for at holde hende ude af farezonen - selv om han havde været overordentligt dårlig til netop dette indtil videre. Han måtte være mere påpasselig og træne hårdere i at komme fra ét sted til et andet på kort tid uden at miste overblikket eller blive stresset. Og så skulle han blive bedre til at holde sig i nærheden af Sophie. Også selv om det ville være at trænge ind på hendes privatliv en smule mere, end han hidtil havde gjort.

Han gik ind i stuen og stoppede mere eller mindre midt på gulvet, i lyset fra den nyudskiftede rude, der ikke længere var smadret. I brøkdelen af et sekund mærkede han Sophies hænder mod sin ryg, inden hun trådte udenom ham, tydeligvis overrasket over den bratte opbremsning, han havde lavet. Han kastede et blik udenfor på luften, der nærmest sitrede af frost og på træerne i baggrunden, hvis grene var strippet for blade, grundet årstiden. Han kunne se markerne, hvis han hævede hagen en anelse og kiggede ned langs sine kinder. De var mørkebrune og bar intet præg af den gyldne farve, kornet havde om sommeren.

Så vendte han blikket tilbage mod glasset foran sig og kneb øjnene lidt sammen. Hvis han koncentrerede sig, kunne han se de små ridser, som var kommet i glasset under transporten. Disse ville være usynlige for menneskets øjne, men ikke for hans. Ikke når han ønskede at finde dem, at se svaghederne.

,,Øh, Landon,” sagde Sophie i et tonefald der antydede, at hun tvivlede på hans velbefindende, ,,hvad laver du?”

Hurtigt drejede han hovedet mod hende, og lyset fra vinduet spillede på hendes hud i lysegrå toner. Dette lys ville selvfølgelig ikke vare ved, og det vidste han godt. Solen ville gå ned bag horisonten på et eller andet tidspunkt, og når det skete, burde Sophie være hjemme i sikkerhed.

,,Jeg tænker,” svarede han og vendte sig helt, ,,at måske burde man opfinde vinduer, som ikke så let går i stykker.”

,,Det findes,” sagde hun leende. ,,De er lavet af plastic.”

Han hævede et øjenbryn og så skeptisk på hende, selv om han var klar over, at det ikke helt var almen viden, hvad han skulle til at dele med hende. Han tvivlede alvorligt på, at ret mange uindviede mennesker så meget som havde hørt myter eller fortællinger om hans slags. Det var ligesom ikke en del af det overnaturlige univers, mange forfattere levede højt på i disse tider.

,,Når den indtrængendes hud kan være over hundrede grader varm, så tvivler jeg på, at plastic ville være en effektiv bremse,” indrømmede han og smilede.

,,Det kan du have ret i,” mumlede hun og rødmede.

,,Og glas holder tydeligvis heller ikke mine små legekammerater ude. Det er ikke første gang, jeg har fået smadret en rude,” forklarede han.

,,Hvorfor er det lige, at du har en røgalarm hængende i din stue, hvis det ikke er første gang? Hyler det ikke helt vildt hver eneste gang?”

,,Jo.”

,,Men så forstår jeg ikke -”

,,Hvis jeg af en eller anden grund ikke skulle have lagt mærke til, at jeg ikke var alene, ville den advare mig.”

,,Det giver mening.”

,,Apropos skyggerne,” sagde han og stak hænderne i lommerne, ,,så burde du se at komme hjem, inden det bliver mørkt og de begynder at titte frem fra deres skjulesteder.”

,,Men hvad så med dig?”

,,Hvad med mig?”

,,Dit ben… gør det ikke ondt?”

Landon måtte undertrykke en latter denne gang og minde sig selv om, at det egentlig var uhøfligt gjort. Det var ikke for at virke overlegen, at han grinede og smilede og var skeptisk overfor Sophie i denne situation. Det var mest en form for reaktionsdannelse, faktisk. At gøre det stik modsatte af, hvad han egentlig følte. For eksempel var han ganske chokeret over, at hun i det hele taget kunne finde på at stille et så dumt spørgsmål, som hvorvidt hans ben gjorde ondt eller ej. Det kom ikke hende ved, og hun skulle ikke bekymre sig om det. Burde ikke bekymre sig om det. Det ville ingen anden Eros have gjort. Ikke hvis han havde kendt dem så kort tid, som han havde kendt denne menneskepige.

,,Jeg skal nok klare mig,” sagde han og blinkede drillende til hende, bare for at se hendes reaktion på det - og som forventet blev hendes kinder en smule mere røde, end de var i forvejen.

,,Min mor og Gabe slår mig ihjel, hvis de finder ud af, at jeg ikke har været i skole i dag,” mumlede hun.

,,Så lad være med at fortælle dem det.”

,,Jeg kan da ikke lyve for mine forældre,” protesterede hun uskyldigt.

Han undertrykte sin trang til at stønne og rystede langsomt på hovedet, mens han tog et sigende skridt i retning af gangen ud mod døren.

,,Nej,” sagde han og forsøgte at lyde mild. ,,Nej, selvfølgelig kan du ikke det.”

 

,,Hvem er det?” lød en stemme ude fra køkkenet, idet Sophie trådte ind i bryggerset og sparkede sine sko af for så at hænge sin jakke på en knage og fortsætte videre ind i huset.

På trods af at hendes hoved var ved at eksplodere af informationerne, som Landon havde givet hende, så havde hun det glimrende og følte sig endda energisk nok til at sludre tilfældigt med sin mor, idet hun blev fanget i køkkenet. Ingen spurgte til hvorfor hun for én gangs skyld var tidligt hjemme, på trods af at Gabe sad ved spisebordet længere henne og læste avisen med et udtryk af kedsomhed malet i ansigtet.

At studere Gabes ansigt som så mange gange før fik Sophie til at stille sig overfor ham med ryggen ud mod haven, og hun så ham rykke sig per automatik, så hun ikke forstyrrede hans udsyn til haven mere end allerhøjest nødvendigt. Så smilede han varmt til hende, og hun havde svært ved at omstille sig til, at han ikke anede, at hun havde fået alt at vide. Det generede hende lidt, at han kunne sidde der og lege afslappet, når hun praktisk talt kunne se enhver af hans muskler være let spændte, som en kat på udkig efter mus i en lade, parat til at springe. Selvfølgelig så hun først den slags nu, hvor hun vidste, hvad han var.

Hun kunne se den måde, hendes mor bevægede sig omkring Gabe på, og blev pludselig opmærksom på forskellen mellem de to og hende selv og Landon. Hvor Mia gik afslappet og med sænkede skuldre i nærheden af Gabe - som smilede og varmt holdt om hende og var beskyttende i alt, hvad han gjorde - var Sophie helt anderledes i Landons selskab. Hun følte sig anspændt og en smule nervøs, fordi hun ikke ville have, at han skulle synes, hun var et dumt menneske, som ikke engang kunne finde ud af at gå den lige vej hjem uden at blive indblandet i problemer. Landon var heller ikke som Gabe hvad angik udstråling. Han var meget hårdere i sin attitude, men virkede til gengæld ikke så sympatisk som Gabe. Som om han spillede skuespil og holdt sine følelser tilbage for at udføre sit job. Det var tydeligt, at Gabe havde følelserne med.

,,Jeg var ikke i skole i dag,” fløj det ud af hende, og først reagerede hverken Mia eller Gabe, som nu begge sad overfor hende.

Så dæmrede det for dem, og Mias ansigt blev langt og øjnene store af skuffelse over at høre, hvad hun nu gjorde, uanset grunden til Sophies pjækkeri.

,,Og hvorfor så ikke?” spurgte hun en anelse hårdt, og Sophie mærkede tonen som et slag i brystet. ,,Du ved, at du skal passe din skole for at kunne blive til noget, og at det ikke hjælper noget at pjæk -”

Gabe holdt en hånd op foran Mia, da Sophie lod sit blik vandre videre til ham, og hun måtte anstrenge sig for at se beslutsom og sikker ud, da hans forvirrede øjne låstes i hendes retning.

,,Jeg er sikker på, at Sophie har en ganske god grund til at pjække,” sagde han en anelse mekanisk, men også tøvende på samme tid.

Sophie sank en klump og så over på sin mor, som kneb øjnene sammen og skævede til den eneste mand i huset ud over Daniel, som lå ved Sophies fødder.

,,Det har bare at være en god grund,” mumlede Mia endelig.

Sophie mærkede sin irritation og modvilje mod de to voksne vokse i sig, men i stedet for som et lille barn at begynde at råbe og te sig, satte hun sig i stedet ned på en stol og strøg Daniel over pelsen, inden hun igen vendte tilbage til samtalen. Hele vejen hjem fra Landons hus havde hun forsøgt at forestille sig, hvad hun mon kunne sige i denne situation. For hun ville have bragt det på banen, at hun kendte til sandheden nu. At hun endelig var blevet indviet i den hemmelighed, de havde holdt for hende i årevis, uden at hun havde fattet mistanke til dem.

,,Jeg var hos Landon,” svarede hun hult.

,,Landon?” spurgte hendes mor og lød forfærdet. ,,Du pjækkede fra skole for at tilbringe dagen med din unge lærer?”

,,Det kalder jeg privatundervisning,” mumlede Gabe dæmpet, tydeligvis ikke alt for glad for situationen.

,,Så håber jeg virkelig, at du lærte noget,” tilføjede Mia i forlængelse af hvad Gabe havde sagt, og Sophie lænede sig yderligere ind over bordet, mens hun formede ordene med tungen, inden hun spyttede dem ud:

,,Jeg lærte en hel masse. Om min egen familie,” sagde hun og gjorde sit bedste for ikke at lyde lige så såret som hun var vred inderst inde. ,,Gabe, hvornår havde du for eksempel tænkt dig at fortælle mig, at du ikke er et menneske?”

Hans kinder blev røde, kunne hun se, men hans blik veg ikke fra hendes et eneste øjeblik, og det dæmpede hendes vrede en anelse. Hun kunne ikke være vred på sin stedfar, lige meget hvor mange hemmeligheder han holdt for hende. På samme måde kunne hun jo ikke rigtig hade sin mor, for Mia var den eneste biologiske familie, hun havde tilbage, og hun elskede sin mor over alt på jorden, selv om hun havde fejl og mangler. Ingen var perfekte, men Mia var tæt på at være det for sin attenårige datter, som ellers havde et sundt og realistisk syn på verden.

,,Det ved jeg ikke, Sophie,” svarede Gabe ærligt og med rolig stemme. ,,Når du selv delvist havde fundet ud af det, tror jeg.”

,,Og sæt jeg ikke havde bemærket noget?”

,,Så havde jeg ikke fortalt dig det,” tilstod han og lød på ingen måde, som om han fortrød denne beslutning om ikke at fortælle hende noget som helst om, hvad han i virkeligheden var.

,,Du synes ikke, at det er uretfærdigt, at jeg ikke ved noget?”

,,Selvfølgelig synes jeg, at det er uretfærdigt,” protesterede han. ,,Men du har ikke den fjerneste anelse om, hvor heldig du har været indtil nu. At du ikke har haft noget begreb om den verden, du i høj grad er en del af.”

,,I høj grad,” gentog Sophie og luftede endnu en tanke, denne gang rettet mod sin mor: ,,Hvornår havde du tænkt dig at fortælle mig, at min far er død? Og at din kæreste har slået ham ihjel?”

Mias øjne blev store og blanke nu, og det gav et ryk i morens krop, hvilket Sophie aldrig havde ventet. Gabe drejede sig og lagde forsigtigt en hånd på Mias skulder uden at se den mindste smule irettesættende på Sophie i sekunderne der fulgte.

,,Din far var -”

,,Jeg ved, hvad han var. Og jeg ved, at du var dronning, mor,” afbrød Sophie og følte sin vrede køle helt af, som om ilden, der havde fået den til at boble frem, nu var blevet slukket, og der kun var de hastigt afkølende gløder tilbage.

,,Jeg troede ikke, at du var interesseret i at vide noget om din far,” hviskede Mia og lød grådkvalt, hvilket gav Sophie dårlig samvittighed i en sådan grad, at hun lænede sig tilbage i stolen og slog blikket ned i bordet.

,,Selvfølgelig er jeg interesseret i at vide noget om min far. Han var trods alt min far. Halvdelen af mine gener kommer fra ham, og jeg har altid følt, at jeg burde vide, hvem han var,” svarede hun.

Denne gang var det ikke Mia, der så ud til at have det værst, selv om også hun så ud til at være på randen at et sammenbrud i gråd som hun sad der i Gabes favn, ude af stand til at møde Sophies blik, der søgende vandrede hen over bordet igen, i et forsøg på at forsones med sin familie, fordi hun vidste, at hun var gået over stregen. Nej. Gabes ansigt fortrak sig i en dyb maske af fortvivlelse og minder, der fik ham til at se ti år ældre ud et kort øjeblik. Så bøjede han sig frem og kyssede Mias pande, inden han rejste sig fra sin stol og forlod underetagen i en sådan fart, at ingen nåede at gøre indvendinger mod flugten.

,,Ærligt talt, Sophie,” sagde Mia og genvandt sin moderlige holdning, den en smule mere autoritær end den attenårige teenagedatters.

Sophie slappede mere af nu, hvor hun ikke styrede samtalen og ikke var den, der irettesatte folk.

,,Jeg -”

,,Gabe har gjort sit allerbedste for at forsøge at være en form for faderfigur for dig, uden at han nogensinde har bedt dig om at kalde sig far. Det kunne du godt tage at udvise en smule mere respekt for og hensyn til.”

,,Men mor, han er jo ikke min far, og -”

,,Er du virkelig sikker på, at han ikke er din far? Overhovedet? På nogen måde?”

Mia lød på ingen måde i tvivl om hvorvidt de spørgsmål, hun stillede, var retoriske eller ej. For selvfølgelig var de retoriske. Selvfølgelig var Gabe på alle måder Sophies far, på nær den biologiske, og det var den, hun havde ment.

,,Jeg må hellere sige undskyld til ham senere.”

,,Ja, det må du hellere. Men siden vi nu er ved emnet, er der så nogle spørgsmål, du gerne vil stille mig omkring det med din far og Gabe?”

,,Ja, faktisk,” svarede Sophie stille og skiftede plads, så hun i stedet sad ved siden af sin mor, og de sad tættere på hinanden. ,,Hvordan mødte du og min far hinanden?”

Mia smilede.

,,Det var faktisk Gabe, der introducerede os,” indrømmede hun med en piget rødmen. ,,Jeg har ikke været mere end seksten, da Gabe dukkede op ud af det blå og fortalte, at han var min beskytter, fordi vi boede i et område med en masse ”djævle”. En dag blev han kaldt til slottet, og eftersom han ikke kunne efterlade mig alene, ubeskyttet som jeg var, barn at to mennesker, tog han mig med. Der mødte jeg din far, som jeg forelskede mig i med det samme.”

,,Hvad fik dig til at falde for min far?” hviskede Sophie, som huskede Landons fortælling.

,,Din far blev måske magtbegærlig senere hen, men da jeg mødte ham, var han ligesom alle andre unge mænd, interessant og morsom og omsorgsfuld. Og han elskede mig over alt på jorden. Nok til at gøre selv Gabe jaloux, på trods af at han havde ordrer til at passe på mig.”

,,Blev Gabe jaloux?” udbrød Sophie og kunne på ingen måde forestille sig sin stedfar med nogen form for negativ følelse der rakte ret meget længere end kortvarig vrede og skuffelse.

,,Det gjorde han,” svarede Mia og grinede. ,,En enkelt gang truede han endda med at forlade mig, fordi jeg jo alligevel hele tiden var sammen med din far. Han holdt sig pænt i baggrunden hele tiden, og da han begyndte at mangle som en del af mit liv, begyndte jeg at savne ham. Det var omkring det tidspunkt, hvor din far begyndte at… miste forstanden. Og da Gabe vendte tilbage til mig for at beskytte mig, indså jeg, hvor forelsket jeg egentlig var i ham.”

Det var sjovt for Sophie at høre sin mor bruge ordet ”forelsket” som en anden teenagepige, men hun måtte minde sig selv om, at Mia var en forholdsvis ung mor, og at hun havde været ung på det tidspunkt, hun berettede om nu. Det var før Sophie blev født og før hendes far blev slået ihjel.

,,Så du er ikke bare sammen med Gabe nu, fordi det retfærdiggør jeres bofællesskab?” spurgte hun, mest for at sikre sig, at den del af hendes liv heller ikke var baseret på en løgn - den del hvor Gabe elskede hendes mor og omvendt, og den del hvor Gabe elskede hende som sin egen datter.

,,Selvfølgelig ikke, Sophie!” udbrød Mia og forsøgte at lyde forarget, men også hun var vidst klar over, at spørgsmålet ikke rigtig var ment alvorligt og nok mest som en afrunding på emnet.

,,Godt,” erklærede Sophie og lænede sig ind mod sin mor, der lagde armene omkring hende i et varmt, velkendt knus.

,,Du virker helt rolig ved alt det her, Sophie,” sagde Mia og lød en smule bekymret, samtidig med at glæden var umiskendelig i den velkendte stemme. ,,Er du sikker på, at du har det godt?”

Sophie trak sig lidt tilbage og skævede ud mod trappen.

,,Jeg har det helt fint, mor. Men jeg er lidt træt efter alt det, Landon fortalte mig i dag. Og der brød endda en… djævel eller skygge eller hvad det nu end er ind i hans stue i morges. Så jeg vil gå op og tale med Gabe og så sove et par timer, inden vi skal spise.”

,,Det lyder som en god idé, min skat. Vi kan altid snakke videre en anden dag.”

Sophie rejste sig og forlod spisebordet, krydsede hallen og besteg trappen trin efter trin, lettet over at have fået talt en smule med sin mor om det, men også bekymret over hvad hun havde gjort ved Gabe. Han fortjente ikke, at hun behandlede ham på den måde. For hun vidste jo godt, at han elskede hende, og at hun aldrig nogensinde ville være i stand til at få en bedre far, selv ikke hvis hun havde haft mulighed for at møde sin biologiske far.

Forsigtigt bankede hun på døren ind til sine forældres soveværelse, og da han svarede kunne hun høre, at hans stemme var ru og tvivlende. Døren gik op med en lav knirken, idet hun skubbede til den med nedpresset håndtag. Gabe sad på sengen, bøjet ud over sine knæ og med underarmene hvilende mod sine lår og hænderne foldet.

,,Må jeg komme ind?” spurgte hun stille.

Han så op på hende med et par trætte øjne, magen til dem, hun havde set hos ham en nat, hvor han var kommet ind efter en ”sen gåtur” med Daniel. Nu vidste hun, hvad han havde lavet.

,,Ja,” sagde han og rettede sig så op. ,,Selvfølgelig må du det.”

Hun gled letfodet ind i soveværelset og lukkede døren efter sig. Udenfor var det efterhånden ved at blive mørkt, og solen skinnede fra vest i en lav vinkel ind ad vinduet og oplyste en del af loftlisterne i rummet. En anelse tøvende satte hun sig ned ved siden af Gabe på sengen og forsøgte at kopiere hans stilling, nu med rank ryg og et nysgerrigt udtryk i ansigtet, blandet med den dårligt skjulte skuffelse fra tidligere.

Det gav hende en klump i halsen, og hendes mave føltes frossen indeni. Hvordan var det lykkedes hende at være så uhensynsfuld i sin families selskab, at hun havde fået Mia til at græde og Gabe til at forlade rummet. Gabe, som ellers aldrig mistede fatningen og havde overskud til hele verden, som han lukkede ind med et smil.

,,Hør lige, Sophie,” sagde han endelig og lød rolig. ,,Jeg ved godt, at jeg ikke er din far, og at jeg aldrig nogensinde kan tage den plads i din biologi. Men det betyder ikke, at jeg ikke tænker på dig som min egen datter, og det betyder endnu mindre, at jeg ikke elsker dig.”

,,Det ved jeg godt,” mumlede hun stille og vendte sig mod ham og opgav den sofistikerede stilling frem for en mere sammensunken og ydmyg én af slagsen. ,,Og jeg vil ikke have, at du holder op med at tænke på mig som din datter, eller at du holder op med at elske mig.”

Han smilede en smule til hende, og skuffelsen forsvandt langsomt fra hans øjne, idet hans mundvige vendtes opad.

,,Det kunne aldrig falde mig ind,” lovede han.

,,Godt,” sagde hun stille. ,,Men undskyld alligevel. At jeg gerne vil vide noget om min biologiske far betyder ikke, at jeg ikke værdsætter min faderfigur her endnu mere, end jeg ville gøre den mand, jeg aldrig har kendt og aldrig kommer til at kende.”

Gabes smil blev bredere, og Sophie grinede til ham, idet han lagde sine arme omkring hende og trak hende ind i et bjørnekram, som han havde gjort det dengang hun var lille og havde været ked af det af den ene eller den anden grund. Nu var hun atten år gammel, myndig. Og alligevel kunne hun ikke finde på en situation, hun holdt mere af, end den, der kom til at udspille sig, da Mia et øjeblik efter brød ind i soveværelset og ligeså lagde sine arme omkring hende.

 

Landon stønnede og bøjede sig fremover for at få vejret. For en gangs skyld var han ikke totalt mørbanket, da klokken blev fem og det var tid for ham at vende hjem. Det havde været en stille og rolig aften i forhold til den forrige og natten før den og natten før den og så videre. Alligevel var det ikke med nogen fantastisk følelse, at han lagde sig til at sove et par timer med Desirée ved siden af, stadig fuldt påklædt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...