Knight of the Shadow

Sophie Riot er en syttenårig dansk gymnasieelev som alle andre med venner, en sød kæreste, en mor og en amerikansk stedfar. Eller hvad? Sophie oplever underlige ting, som hun ikke engang havde turdet drømme om, ting der kun finder sted i de af andre teenagepiger højt skattede overnaturlige romaner om vampyrer, engle, dæmoner og djævle. Hun bliver mod sin vilje og helt ubemærket centrum for en hel del opmærksomhed i skyggerne, og bliver først opmærksom på dette med den amerikanske Landons ankomst til den danske by, udgivende sig for at være en fremtidig engelsklærer på danske skoler. Men der er noget underligt ved Landon. Alting er ikke helt normalt, og Sophies liv tager en alvorlig drejning, hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere.

23Likes
31Kommentarer
8604Visninger
AA

11. K A P I T E L X

 

K A P I T E L X

 

Det var underligt ikke at have nogen erindring om, hvordan hun var kommet i seng den aften, ud over at hun kunne huske, at hun var stået af bussen og havde gået alene i mørket, indtil hun mødte de to stemmer og den tredje, som hun udmærket vidste hvem var.

Derfor befandt hun sig på denne tidlige fredag morgen - mens mørket stadig lå tykt over Brobyværk - foran døren til et lille hus, hvis vinduer kastede gule firkanter af lys ud på det lette snedække i forhaven. Dermed kunne hun kun udlede af situationen, at han måtte være oppe. Hvilket var vanvittigt, eftersom han først skulle undervise dem om eftermiddagen, og klokken endnu kun var seks. Hun havde kort tid, inden bussen ville føre hende ind til  Odense.

Langsomt gik hun hen til døren og bankede på, men ingen svarede eller åbnede i et par minutter. Så bankede hun igen, med samme resultat. Til sidst stønnede hun, pressede håndtaget ned og trådte til sin egen forbløffelse ind i entreen, som var øde. Lyden af en sang i acapella nåede hendes ører, og Sophie genkendte The Scripts ”Breakeven”, som måske lød fra en eller anden speciel liveudgave af cd’en.

Hun styrede efter lyden i det delvist oplyste hus, hvoraf køkkenet var mest oplyst. Stuen for enden af gangen henlå i mørke, og det samme gjorde soveværelset, hvis dør stod åben. En smal stribe af lys faldt ud gennem en sprække i døren ind til et ekstra værelse, som hun nu nåede til, og lyden kom fra samme sted.

Sophie undrede sig. Hun havde aldrig forestillet sig, at Landon var typen til at lytte til musik, mens han slappede af. Han virkede som typen der virkelig sov, når først han sov. I det samme hørte hun fodtrin bag sig og så den smukke kvinde fra restauranten forrige aften. Hun så lige så smuk ud iført et par lavtaljede militærbukser med en stram sort top på overkroppen, som præcis var for kort til at dække en smal bramme bar hud mellem buksekanten og toppens søm. Kvinden havde ingen makeup på, men hendes træk var lige så tydelige som aftenen før, hvis ikke tydeligere. Det var denne slags personer, der fik Sophie til at ønske, at hun velopdragent kunne kaste op for fødderne af dem.

,,Un hôte indèsirable?” spurgte kvinden på flydende, overvældende fransk, og med det samme stoppede musikken fra værelset.

Sophie så uforstående på kvinden. Hun genkendte sproget, men ikke spørgsmålet. Udover at hun kunne gætte sig til, at ”indèsirable” havde noget at gøre med, at hun var uønsket der. Dette fik hende til at rynke på næsen.

Pludselig åbnedes døren bag hende helt, og hun kunne mærke den lette børsten mod sin arm, idet Landon klemte sig gennem døråbningen.

,,Se dètendre, s’il vous plaît,” sagde han, henvendt til den smukke kvinde ved sin side, før han drejede sig mod Sophie med et strengt udtryk i ansigtet. ,,Sophie, what are you doing here at this hour? You should be either in your bed or getting ready for school.”

,,It that my worried teacher speaking?” spurgte hun sarkastisk og så udfordrende på ham. ,,Or the crazy maniac who killed two men last night?”

Han så på hende, som om hun havde gennemboret hans værdighed med en boremaskine, som hun derefter havde taget ud for at vise ham. Såret og vred på samme tid.

,,What are you talking about?” spurgte han endelig, og hans stemme var rolig, selv om det var helt tydeligt, at han godt kunne huske, at de var stødt på hinanden aftenen før - op til flere gange, endda.

,,Cut it out,” sagde hun frustreret og modstod trangen til at trampe barnligt i gulvet, indtil hun fik sin vilje. ,,I want to know why you killed those people. And I want to know it now.”

,,I didn’t -”

,,Oh, come on, Landon,” sagde en fremmede kvinde med en blød, forførende stemme. ,,Do tell her. This should be interesting.”

Han så skiftevis fra den ene til den anden med et udtryk af blandet desperation og magtesløshed. Kun i brøkdelen af et sekund, før han bare så træt ud med mørke rande under øjnene og bleg hud. Han var iført noget helt anderledes tøj end det, Sophie normalt så ham i. Ikke det sædvanlige kedelige tøj med skjorte eller sweater og et par jeans. Hans outfit bestod nu af sorte bukser i et materiale, som tillod ham at bevæge sig frit, holdt oppe af et bredt bælte med en masse små lommer i, som var spændt godt ind omkring hofterne. På overkroppen havde han en åben sort jakke i noget, der lignede læder, men så alligevel ikke, igen med en masse lommer og rum til opbevaring af forskellige ting, og så en sort T-shirt indenunder. Det mørke tøj stod i kontrast til hans blege hud og sølvskæret over hans mørkebrune hår.

,,Desirée,” sagde han og lød lige så udmattet, som han så ud. ,,Please leave.”

Den smukke kvinde, som reagerede på lyden af det franske navn, vendte sig mod Sophie med en rasende stirren, inden hun med et ryk snurrede rundt på hælen og marcherede ind i huset for at finde en glimtende taske i blankt guld, som hun svang over skulderen og trak med sig ud gennem hoveddøren, som smækkede højt bag hende.

Sophie blev stående og så på Landon. Den måde, han havde bedt sin veninde om at gå, var næsten ubehøvlet og utilgivelig, og hun ville have kaldt ham et røvhul, hvis ikke hun havde vidst, at det delvist var for hendes skyld, og hvis ikke han havde set ud, som om han skulle kaste op af træthed.

,,Landon, har du sovet i nat?” spurgte hun af ren nysgerrighed.

Han så en smule forvirret ud, men fugtede så sine læber og rullede med skuldrene i en bevægelse, der rettede hans lange skikkelse ud.

,,Nej, det har jeg ikke,” tilstod han. ,,Der var noget, jeg blev nødt til at gøre.”

,,Som hvad?”

Han sukkede.

,,Kom med,” bad han og skubbede døren ind til det ekstra værelse op.

Sophie så sig omkring, idet hun fulgte efter ham ind i det dunkelt belyste lokale, hvor der var en masse kasser spredt ud over det hele, store som små. Klinger til knive og sværd lå over det hele, og et pilekogger fuldt af pile med glasagtige fjer for enden stod og balancerede mod kanten på et lille bord i mørkt træ sammen med en smuk udskåret bue i samme materiale som fjerene på pilene. Der var ingen musikafspiller eller computer eller andre elektroniske genstande i værelset, og det kom som lidt af en overraskelse…

,,Var det dig, som sang lige før?” spurgte hun.

Hans kinder fik en anelse farve, idet han satte sig ned på sovesofaen, stående langs den ene væg, og hvilede armene mod sine knæ.

,,Det hørte du altså,” konstaterede han med et let smil. ,,Men ja.”

,,Du synger fantastisk.”

Denne gang udviklede smilet sig til en dæmpet latter, som var hul, som om han ikke kunne mønstre energi til rigtigt at være glad for komplimenten.

,,Tak,” brummede han. ,,Sophie, jeg ved, at jeg skylder dig at fortælle sandheden, men jeg vil alligevel bede dig overveje, om du måske ikke har lyst til at vente med at få den at vide. Jeg lover dig, at tiden nok skal komme, hvor du ikke kan leve med hemmeligheden som en del af dit liv længere. Men det ville være lettest for dig, hvis du ikke tænkte så meget over det og bare overlod sandheden til mig.”

Hendes hjerte begyndte at slå en smule hurtigere. Hans danske var flydende, men det var ikke stoltheden over dette, der fik hende til at reagere sådan. Det var hvad han sagde. Som et varsel om en ond fremtid, hun ikke kunne undslippe, selv hvis hun prøvede. Måske skulle hun gøre, som han opfordrede hende til. Men hun var nysgerrig, og det var jo hendes liv, så hun havde nærmest pligt til at tage ansvar for det, nu hvor hun var fyldt atten år og dermed blevet myndig.

Desuden, hvor slemt kunne det være?

Hun rystede i sit indre på hovedet. Det måtte være slemt, siden Landon ikke engang benægtede, at han havde slået nogen ihjel aftenen før. Det måtte være slemt, siden han udholdt at være oppe hele nætter og dage i træk uden søvn.

,,Der er ingen pointe i at forsøge at benægte hvad der skete -”

,,Det har jeg heller ikke tænkt mig,” sagde han og lød på udtalen som enhver gennemsnitlig dansker, både med accent og valg af ord. ,,Men jeg beder dig om at overveje det, jeg lige har sagt.”

Hun så lidt på ham. Så virrede hun med hovedet.

,,Jeg vil vide sandheden, Landon.”

,,Også selv om den betyder, at du får visse forpligtelser?”

,,Forpligtelser?” spurgte hun forbløffet.

Han havde aldrig sagt, at hun ved at kende sandheden direkte forpligtede sig til noget, så dette var noget helt nyt.

,,Som hvad?”

,,Træning,” svarede han en anelse mørkt. ,,Hård, fysisk træning.”

,,Til hvad dog? Vil jeg blive jaget?”

Han så på hende, som om hun havde ledt en mus direkte i fælden, som om hun havde givet ham et springbræt. Og samtidig afslørede hans blik, at han på intet tidspunkt havde haft lyst til at have denne samtale med hende. Ikke for en uge siden, ikke for to dage siden, ikke før hun kom ind i hans liv. Det var desuden stensikkert i hans øjne, at han gerne ville have hende til at holde op med at spørge. At han ønskede inderligt, at hun ville lade det ligge, indtil han - som han mange gange havde nævnt - ikke længere kunne holde det hemmeligt for hende. Men hun kunne ikke bare glemme drabet.

,,Du vil altså ikke vente?” gættede han træt, og da hun rystede på hovedet nikkede han. ,,Meget vel. Sæt dig ned.”

Hun gjorde lydigt, som han sagde, og satte sig på kanten af sovesofaen, ved siden af ham, men med så meget afstand, at de havde plads til at sidde mere eller mindre front mod front, hvis de drejede sig lidt. Landon så alvorlig ud nu, og væk var den muntre lærer, som hyggede sig med sine elever og desuden førte samtaler med sine jævnaldrende undervisningsobjekter.

,,Du har oldtidskundskab, ikke?”

,,Jo.”

,,Har du hørt om Platon?”

,,Den græske filosof?”

,,Det besvarer ligesom lidt mit spørgsmål,” sagde han med et strejf af tør humor, inden han fortsatte: ,,Platon beskrev i sit værk ”Symposion” væsenet Eros.”

Hun nikkede og vidste, hvad han skulle til at fortælle hende. At Eros i teksten blev pillet ned fra sin piedestal af Sokrates - som var Platons lærer i oldtidens Grækenland - og placeret på et sted midt mellem mennesker og guder. Han var undfanget af en guddommelig far og en menneskekvinde, som var tigger og havde sneget sig ind til Afrodites dåbsfest, hvor Eros’ far deltog. Derfor var Eros bundet til Afrodite og blandt kærlighedsguderne i den græske mytologi. Dette var Platon dog uenig i. Fra sin mor, mente Platon, havde Eros arvet den evige stræben efter noget bedre, og han faldt aldrig til ro, hvorimod han var umenneskelig og utrættelig som en gud i sin stræben efter netop dette. Ifølge Platon var Eros hverken skøn eller smuk eller god, men længtes efter at blive disse ting, dog uden held, idet det gode, det smukke og det skønne tilhørte guderne og en dimension langt over menneskers status, som Eros havde hjemme i.

,,Vi har læst ”Symposion”,” svarede hun endelig Landon.

,,Det tænkte jeg nok,” sagde han og lød helt lettet, hvilket han med rette kunne være, fordi det ville have været lidt af en mundfuld at skulle redegøre for hele den tynde, men dog komplicerede bog.

,,Hvad har Eros med det her at gøre?” spurgte hun og så indgående på ham.

,,Eros er essensen af det hele,” sagde han blødgørende. ,,Opfattelsen af Eros er, at han har en umættelig længsel efter det gode og det skønne og så videre, og at Eros er bundet til Afrodite, kærlighedsgudinden, som styrer forholdet mellem to mennesker.”

,,Jah,” mumlede hun, da han holdt en pause - et typisk lærertræk, som han åbenbart havde vænnet sig til.

,,I oldtidens Grækenland mente man, at ganske få var i stand til at leve med den stræben, Eros pålagde dem. Andre var ikke i stand til det, muligvis af forskellige årsager. Og man havde ret. Nogle ganske få kan leve med den stræben, Eros pålægger dem. Men disse defineres ikke som mennesker, idet de er selve essensen af Eros, og de kaldes ved samme navn.” Han holdt en kort pause.

Sophie lyttede med en vis skepsis. Det var ikke muligt.

,,Der er altså en hel art for sig selv, som er defineret under racenavnet ”Eros”. Deres træk er mere eller mindre de samme som dem, daimonen Eros skulle siges at have. Længsel efter det gode i særdeleshed. Denne art har overmenneskelige kræfter, men mere end nioghalvfems procent af generne er de  samme som menneskers. Det er kun en ganske smal marginal, som udgør forskellen, men den er nok. Marginalen gør blandt andet, at man kan undertrykke menneskelige behov, såsom at gå på toilettet, spise, sove eller drikke i dagevis, selv om det naturligvis på et tidspunkt tærer på kroppen. Den gør også reflekserne betydeligt hurtigere, såvel som den skærper sanserne.

Det lyder måske som en fantastisk ting, men man er også bundet af pligt, hvis man er en del af denne art. Der har altid været forskellige racer inden for arten, og der vil sandsynligvis altid være det. Nogle racer er mindre bundet end andre, og dem som er mindst bundet er i dag dem med højest rang. Fælles for alle racerne er dog, at deres skæbne mere eller mindre er forudbestemt. Man er mærket for livet, så at sige,” sagde han med et lille, nærmest bittert smil. ,,Bogstaveligt talt, mærket,” tilføjede han, kløede sig kortvarigt akavet i nakken og trak så ned i kraven på sin T-shirt, samtidig med at han skubbede læderjakken af sin skulder.

Det sorte mærke mod huden lige over hans kraveben mindede Sophie om Atlantis, fordi han havde kaldt det stedet skriftsprog. Og det mindede hende om hvad han havde sagt. Others say it’s just a myth and that Atlantis never really existed other than in the mind of Plato. Hvis det var sandt, måtte Platon også have skrevet om Atlantis. Og det ville ikke engang overraske Sophie, hvis dette var tilfældet.

,,Og din skæbne er at være beskytter?” gættede hun nysgerrigt.

,,Det er korrekt,” medgav han.

,,Er der så en fast kvote for, hvor mange du skal beskytte i dit liv?” ville hun vide. ,,Og hvis du ikke opnår den, hvad sker der så?”

Landons mørkeblå øjne antog en tone så mørk, at den næsten var sort.

,,Kvote og kvote. Man skal mindst beskytte én person - eller i hvert fald gøre forsøget,” svarede han. ,,Gerne flere.”

Den måde han sagde det på, talte sit tydelige sprog i Sophies ører, og hun fik ondt af ham. Det gav nemlig anledning til en masse uudtalte ord. At man nok sjældent nåede at beskytte mere end én i hele sit liv, før man døde. Hvilket måtte betyde, at man enten blev hos personen hele livet, eller at man døde i en ung alder. Og det sidste var nok egentlig det, hun var allermest tilbøjelig til at mene.

,,Og der er andre racer end beskyttere?” hviskede hun og fik ondt af ham.

,,Ja,” svarede han. ,,Der er ledere, som mere eller mindre tager sig af at uddelegere arbejdet. Der er hemmelighedsvogtere, som sørger for at holde hele artens eksistens så hemmelig som mulig, specielt i udsatte områder. Der er alle former for våbenmagere - med undtagelse af moderne våben, eftersom vi ikke har glæde af disse alligevel - og flere forskellige former for healere.”

Sophies tanker faldt på den smukke kvinde - Desirée - og hvilken race hun mon kunne være, siden hun viste Landon så meget respekt, at hun rent faktisk adlød hans bedende ordre uden så meget som at sige et ord, selv om hun tydeligvis ikke var tilfreds med at blive sendt væk.

,,Og nu fortæller du mig, at du har en eller anden virkelig høj rang, ikke? At du er overhoved eller sådan noget,” mumlede hun og vidste ikke rigtig, hvordan hun ville have det med den viden.

Men stik mod forventningen lo Landon nu. Det var en reel og ærlig latter, som gav hende indtrykket af, at han virkelig morede sig. Hans blå øjne blev lysere i farven igen, nu hvor han var i godt humør, og selv om latterudbruddet varede i ganske få sekunder, så havde det også formået at få hende til at smile, selv om hun ikke forstod det sjove i sin egen udtalelse.

Fattet rettede han sig op, så han sad med rank ryg og så på hende, mens hans ansigt faldt tilbage i mere alvorlige folder igen, som dog ikke mistede præget af morskab frem for træthed. Det var rart at se, at han ikke lignede en, som havde lyst til at smide sig ned i sin grav, blive dækket af jord og lukke øjnene og sove sødt i hundredvis af år.

,,Beskyttere er ikke de lavest rangerende, men det er tæt på,” fortalte han.

,,Men hvad med hende den franske kvinde. Hun var -” Sophie gik i stå og forsøgte at tænke sig om, men det gav alligevel ingen mening.

,,Hun var hvad?” ville han vide, og for første gang siden hun var kommet lød han oprigtigt nysgerrig og intet andet.

,,Hun virkede så respektfuld i sin optræden, at jeg troede, at du -”

Hans mundvige trak opad, men han afholdt sig fra at le denne gang, hvilket Sophie var lettet over. Så virkede hun i det mindste ikke helt så dum.

,,Den eneste grund til, at hun respekterer mig, er fordi hun synes, at jeg er flot,” forklarede han, som om det var en hverdagsting at sige.

Nu var det ikke sådan, at Sophie var uenig med den franske kvinde i dette. Landon var flot. Specielt når han ikke gik klædt i det tøj, som han havde på, når han underviste hendes klasse. Dette tøj fik ham til at fremstå mystisk, og det ydede hans lange, slanke skikkelse og sølvskinnende mørke hår retfærdighed ved at skabe kontrast til den blege hud og markeringerne i hans ansigtstræk. Langsomt gik det op for hende, at hun aldrig før havde set ham i sort tøj, hvis ikke man medregnede hans grimme fleecetrøje, som ikke gjorde noget godt for ham overhovedet. Den gik han aldrig med længere, og hun undrede sig kort over hvorfor, inden hun besluttede sig for, at det kunne i grunden også være lige meget.

Men hans påklædning og udseende i det hele taget var jo ikke det, der var det essentielle her. Det var hvad han egentlig var. Eros, havde han kaldt det, og hun troede på ham, fordi en eller anden underlig følelse kom over hende, da han fortalte historien. Som om hun burde kende den. Som om hun havde kendskab til den et eller andet sted fra. Og desuden følte hun bare, at hun burde stole på ham, netop fordi han var ham og ingen andre. Som om det var et argument i sig selv, at hans navn var Landon Martin.

Hvis beskyttere, som hun havde antaget, døde i en ung alder, måtte det betyde, at de udsatte sig selv for farer, som var overmenneskelige nok til at slå dem ihjel. Hun tvivlede stærkt på, at et menneske kunne have slået den mand ihjel, som havde reddet hende den forrige aften, og hun var helt sikker på, at et menneske ikke på nogen måde var i stand til at overleve, hvis først Landon satte sig for at dræbe det.

,,Beskyttere,” sagde hun indledningsvis for at få hans opmærksomhed, og han gav hende den ubetinget. ,,Hvis der er en race med det navn, må der også være noget, som folk skal beskyttes fra.”

Hans smil blev bittert igen, som om dette var et emne, som han for alt i verden ville undgå, men som han konstant blev mindet om. Som om det var dén ene ting, der skulle til for at bryde hans hårde, rå skal. Og hun kunne lide det, fordi det viste en anden side af ham. En bekymret side. Ligesom den aften, hvor han kørte hende hjem fra gymnasiefesten. Ligesom da de havde deres samtale om det overnaturlige. Nu gav hans reaktion meget bedre mening. Hun havde syntes, at hans måde at sige tingene på havde været mærkelig. At han havde svaret, at han heller ikke havde brudt sig om verden dengang han var på hendes alder havde ikke givet så vanvittigt meget mening indtil dette øjeblik.

Samtidig kunne hun se på ham, at han blev hjemsøgt at utallige mareridt i tankerne. Mareridt, der gjorde hans øjne lige så mørke som før, og som slettede det bitre smil fra hans læber igen. Mareridt, som hun sikkert ikke engang kunne forestille sig. Hun så for sig skikkelser som de to ved vejen forrige aften, som grupperede sig i mørket og omringede ham, stinkende og hvæsende og uhyggelige. Hun så blod for sig, i alle mulige nuancer: klar rød, mørkerød og sort.

Hun forestillede sig alle de skader, som hun havde set ham lide under i løbet af det korte stykke tid, de havde kendt hinanden. Haltende, med hånden viklet ind i gazebind - det var den ikke længere - med flænger i ansigtet, med smerten udtrykt som en ekstra stram kæbemuskel og anspændte skuldre. Og hun kunne levende se trætheden i hans ansigt. De mørke skygger under hans øjne og den måde, der dannede sig en ultratynd rynke i hans pande.

Først nu overvejede hun lidt, at det måske ikke var så fantastisk, som hun først havde troet, at Eros eksisterede som en hel art for sig selv. Det virkede mere som en forbandelse. Landon så i hvert fald ikke ud til at nyde godt af sine ekstra evner, og hun kunne kun forestille sig, at hans fjender måtte være forfærdelige, og at han måtte ønske den person, som han skulle beskytte, død for længe siden, så han kunne have det godt. Hvem den person så end var.

,,Ja, det er jo så den del, folk aldrig rigtig tænker på, når de hører om overmenneskelige kræfter. Men dem følger stærke fjender med voldsomme kræfter,” indledte han og lukkede øjnene, som om han lige skulle bruge et øjeblik for sig selv til at tænke. ,,De har mange individuelle navne - et fra hvert land verden over. Og der er flere forskellige slags, ligesom der af Eros er flere forskellige racer. Under ét betegnes de skygger, fordi de ikke bevæger sig i lys. De kan ikke tåle sollys. Personligt tror jeg, at kristendommen har svaret præcis på hvad de er: djævle. Så det ynder jeg at kalde dem. Og hvis du havde set dem, ville du nok forstå hvorfor.

Hvordan de ser ud er for så vidt irrelevant. Det vigtigste er, at de behersker varmen som var den en del af kroppen, der kunne udskilles på kommando. Deres temperatur er i gennemsnit halvfjerds grader celsius, men ofte vil den være varmere, når man som Eros træffer en, fordi deres varme er styret af humøret, men aldrig kommer under tres grader celsius. De lever under jorden i huler, som de selv laver, og jorden vil ofte være varm, hvor der er en høj koncentration af skygger. Desuden er et andet karakteristisk træk, at de stinker langt væk af -”

,,Svovl,” udbrød Sophie, som ofte havde undret sig over, at der lugtede brændt omkring sit hus - den der tørre lugt af svovl, som kom med kulden, og den kvælende lugt, der kom med de højere temperaturer om sommeren.

,,Nemlig,” medgav han tålmodigt og gav hende tid til at synke det hele.

Sophie blev siddende og så på ham, mens hun hørte sit ur tikke langsomt og distraherende på sit håndled. Hun kom for sent i skole, var hun overbevist om. Men det kunne være lige meget. Det var som om dette var bare en lille smule vigtigere end at sidde og høre om hvordan en gletsjer havde formet landskabet i naturgeografi, eller hvordan man bøjede tyske verber.

Dette skabte en helt ny verden for hende. Et helt nyt syn på virkeligheden. Det var som taget ud af en eller anden dårlig fantasy-roman, men så alligevel ikke. Det var alt for surrealistisk til ikke at minde hende om bøger som Twilight og Harry Potter, men alligevel alt for virkeligt til, at hun kunne betragte dette som et led i en vanvittig drøm, som hun snart ville vågne fra. Hun havde en underlig fornemmelse af, at hun burde vide nogle af disse ting, at hun burde have regnet noget af det ud. Men hun havde manglet de overnaturlige brikker, som bandt det hele sammen. Én ting havde hun dog haft helt ret i. Landon var ikke noget menneske.

Men hvad havde dette i det hele taget at gøre med hende, ud over at der i Brobyværk ofte lugtede af svovl? Hun kunne jo ikke rigtig gøre noget ved det. Havde hun været af hans art, havde hun nok bemærket det - og det havde alle andre vel også. Sæt nu det var sket, hvad ville så være hendes virkelighed nu? Ville hun have gået i skole på Odense Katedralskole og været kærester med Jack og haft Anna som bedste veninde? Havde hun så haft veninder i det hele taget? Og havde hun nogensinde mødt Landon? Og hvad med hendes mor og Gabe?

Pludselig mærkede hun sit indre slå et klik, og endnu en brik faldt på plads i puslespillet.

,,Min mor og Gabe kender til alt det her,” konstaterede hun følelsesløst.

Landon nikkede langsomt og skiftede stilling, mens han så ud til at være noget ubehageligt til mode.

,,Det er derfor, Gabe er så overbeskyttende,” indså hun og kunne have slået sig selv i panden, hvis ikke det havde været utroligt kikset gjort af hende.

,,Faktisk var Gabe officielt din beskytter indtil i går,” fortalte Landon langsomt, som om han forventede, at dette ville få hende til at se rødt og spy ild.

Hun gjorde ingen af delene og nikkede langsomt, men forstod det egentlig ikke.

,,Har jeg brug for en beskytter?” spurgte hun langsomt.

,,Du af alle har brug for en beskytter, Sophie,” tilstod han med omhyggeligt udtalte ord.

,,Så hvad gør jeg nu, hvor jeg ikke har en?”

Han smilede nu. Et træt smil, men et ægte smil.

,,Det har du,” sagde han stille. ,,Og egentlig har jeg fungeret som dette siden jeg ankom. Men det ser ikke ud til, at jeg har været fantastisk god til mit job. Gabe har i hvert fald gjort det betydeligt bedre end jeg, når det kommer til at holde på vores lille hemmelighed.”

,,Hvis du har fungeret som min beskytter siden du kom hertil, hvorfor var Gabe det så officielt indtil i går?”

,,Fordi et barn går ind under sine forældres beskyttere. I dette tilfælde var det Gabe, fordi han blev sendt ud for at beskytte din mor i sin tid. Og nu hvor du blev myndig gjaldt han ikke længere som din beskytter.”

,,Apropos forældre,” sagde hun forsigtigt, ,,så lovede du at fortælle mig om min far.”

Der gik et stykke tid, hvor der ikke kunne høres andet i værelset end lyden af hendes armbåndsur og den underlige summen af stilhed. Så rykkede Landon på sig igen, gned sine tindinger og kneb øjnene sammen for så at spærre dem op. Sophie kendte disse træk: han gjorde det for at holde sig vågen.

,,Det gjorde jeg,” medgav han og lød pligtopfyldende idet han lod lydene trille ud over sin tunge. ,,Men først bør du høre lidt om det samfund, jeg er en del af. Det var tidligere et monarki, som var verdensomspændende, fordi det ikke gav mening at have mere end én monark. Kongerne var ledende inden for strategi og krigsføring, og det var dem, som kun ved ganske særlige lejligheder tog ud og konfronterede menneskerne med vores arts eksistens og vores iver efter at hjælpe - for eksempel ved store naturkatastrofer.

Ligesom os andre var deres skæbner som regenter forudbestemt, og de var mærkede med det atlantianske ord for ”konge”. Med årene mistede monarkerne lidt deres medbestemmelse i samfundet, men ikke så meget som den ynkelige idé om en monark, I har her i landet. Man spurgte kongen til råds om krig og kamp og den slags lige indtil omkring den tid, hvor jeg blev født. På det tidspunkt var kongen meget magtfuld, fordi han mente at have fundet en hemmelig nøgle til hele vores eksistens, til hvordan vores svaghed i forhold til skyggernes kunne retfærdiggøres. Men han ønskede ikke at dele denne viden med nogen, og holdt den derfor skjult, hvilket gjorde, at folk ufrivilligt gav ham mere magt, i håbet om at få del i hemmeligheden.

Magtbegærligheden steg kongen til hovedet, og han tog samfundet mere eller mindre i egen hånd. Han indespærrede sin dronning, hvis beskytter reddede hende ud af fangenskabet og flygtede med hende. Kongen blev så vred over dette, at han erklærede krig mellem sig selv og resten af vores art, indtil han fik sin kone tilbage. Han dræbte mange, og ikke før han trængte ind i fæstningen, hvor dronningen befandt sig. Der var mange vagter, som døde under kongens indtrængen. I sidste ende var det dronningens beskytter, som slog kongen ihjel, og dermed reddede han sandsynligvis både kvinden og den ufødte prinsesse samt de utallige andre, som ville komme til at betale, hvis først kongen fik fingre i sin kone.

Dronningen, som blot var et almindeligt menneske, beskytteren og den lille pige, som blev født kort efter kongens død, blev boende i fæstningen, indtil pigen var gammel nok til at gå i skole. Så flyttede de til det mest neutrale sted, de kunne finde og slog sig ned der. De gav endda prinsessen beskytterens efternavn som en ekstra beskyttelse,” afsluttede han.

Sophie sad og tænkte lidt, inden hun så undersøgende på ham, ikke helt sikker på, hvad det havde med hendes forældre at gøre. Medmindre hendes far var en af de vagter, som døde i forsøget på at standse kongen. Hvis han da i det hele taget var Eros.

,,Den konge, jeg lige har fortalt dig om, Sophie, kaldes den sidste Konge. Siden er der ikke fundet nogen, som er mærket med det mærke. Heller ikke blandt hans eneste reproduktion; prinsessen. Eros er nu et bureaukrati mere end noget andet. Og det er alt sammen fordi din far fik en viden, han ikke kunne tage vare på.”

Der kom den. Afrundingen. Og Sophie sank en klump. Det kunne ikke være rigtigt, at hendes far havde været sådan et røvhul. At det var hendes far, som havde forvandlet et helt monarki til et bureaukrati, et samfund styret af kontorer med papirarbejde frem for en monark med folkets interesse i baghovedet som en påmindelse hele tiden.

Hun kunne desuden ikke være prinsessen. Hun var så meget menneske som nogen anden. Ligeså var Mia. Der var intet, der tydede på, at Mia nogensinde havde haft en titel højere end allermest formelt ”fru”. Ingen fine fornemmelser. Mia kunne ikke have været den dronning, som blev reddet af sin beskytter, som senere dræbte kongen. Mia var alt for stille og venlig og godhjertet og varm til at have oplevet den slags. Det var ikke hendes mor, Landon havde fortalt om, ligesom Sophie ikke kunne være prinsesse. Hun havde ikke engang haft lyst til at klæde sig ud som prinsesse i store kjoler som lille - hun og Anna havde leget indianere utallige gange i stedet for.

Og så var der Gabe. Ét var at han måske var af samme art som Landon. Det kunne hun til dels forstå, for det forklarede en masse underlige ting ved hendes stedfar, såsom det faktum, at han altid kom til skade, og at han ikke rigtig havde nogen grund til skadernes omfang. Og hans måde at beskytte hende på, som hun havde fundet irriterende og upassende i forhold til at hun ikke var et lille barn mere. Gabe kunne på ingen måde have slået et menneske af kød og blod ihjel. Skygger, måske, men hun forestillede sig ikke, at de var særligt menneskelige - specielt ikke hvis det var dem, hun var stødt på aftenen forinden. Han havde det ikke i sig, det der kolde dræberinstinkt. Desuden var han ikke typen til spontant at redde nogen. Han søgte altid at komme til bunds i problemerne verbalt, ikke via handling.

Desuden var Odense næppe det allermest neutrale sted på hele jorden. Sophie forestillede sig, at man ville være flyttet til en by som Brobyværk i første omgang, hvis man flygtede fra opmærksomheden, men hun havde jo boet i Odense til hun var fem. Altså kunne hun ikke være prinsessen.

Sophie tænkte på sig selv et øjeblik længere. Hun mente ikke selv, at hun kunne gøre noget særligt med magt og ønskede den egentlig ikke. Heller ikke selv om den kunne misbruges til hendes fordel. Fik hun først magt, ville hun ikke ane, hvad hun skulle gøre med den, og hun ville sikkert videregive den til den første den bedste, medmindre magten var så lille, at den kun omfattede hendes eget liv. Så hvordan skulle hun nogensinde være født af en magtbegærlig mand, som dikterede folk og slog folk ihjel.

Hun væmmedes ved den konge, som hun aldrig havde mødt, og som hun aldrig ville møde. Hun væmmedes ved hele historien bag hvordan et helt samfund var opbygget nu. Det eneste, hun ikke væmmedes ved, var Landon, som sad overfor hende og så helt rolig og fattet ud gennem sin træthed, som om det at holde samtalen i gang holdt ham vågen og i live.

,,Det kan umuligt være min -”

,,Sophie,” sagde han og udtalte denne gang hendes navn langsomt og flydende, som om han smagte på ordet, samtidig med at der var en uudtalt bøn i hans stemme. ,,Tænk dig om. Du sagde, at det eneste, du kunne huske fra da du boede i Odense var indersiden af en kirke. Fakler og tykke stenmure…”

Han vendte sig væk, og gav sig god tid til at rode i en af de kasser, som stod på gulvet ved siden af sovesofaen, indtil han fandt noget, som han fiskede frem. Det var et fotografi i farver, som gav Sophie den voldsomste følelse af deja-vu, hun nogensinde havde oplevet.

,,Det er det sted,” mumlede hun stille, mod sin vilje.

,,Ja,” brummede han dæmpet. ,,Det ved jeg.”

,,Hvorfor har du et billede af -” Hun stoppede sig selv, men startede så på ny kort efter: ,,Det er det sted, jeg voksede op, ikke?”

,,Jo. Stedet bliver kaldt ”The Safe Haven”. Et rimelig ukreativt navn. Mange af min slags tager dertil for at ”opleve” historien om hvordan den sidste Konge døde,” fortalte han. ,,Derudover, så tænk på dit efternavn. Din mors efternavn Riot nu, men det var det ikke tidligere. Det er Gabes navn, og det ved du også godt. Det er neutralt, og ingen ville finde på at søge efter Gabe, medmindre man ved tilstrækkeligt om hans fortid til at undres.”

Han havde en pointe, og Sophie mærkede sine modargumenter, sine forsikringer overfor sig selv, smuldre og blive til støv mellem hendes hænder. Men det gjorde ikke så meget. Måske ville hun have givet sig til at tude, men det var som om Landons rolige og faste blik forhindrede de voldsomme reaktioner fra hendes side i at komme. Som om hans tilstedeværelse ligesom opvejede alt det dårlige, hun følte. Alt hadet mod sin far, vreden mod sin mor og Gabe, fordi de ikke havde fortalt hende noget så vigtigt.

,,Hvad mener du egentlig om det hele, Landon?” spurgte hun forsigtigt og håbede inderligt, at han ville svare hende med noget brugbart.

Han så overrasket ud. Som om han havde ventet netop den reaktion, hun havde forestillet sig, hun ville være kommet med. Men tårerne ville ikke komme, selv om hun egentlig havde lyst til at græde.

,,Hvad jeg mener?” gentog han tænksomt, inden han rakte fotografiet til hende i en blid bevægelse. ,,Hmm… Jeg mener... Jeg kan godt forstå, at din far reagerede, som han gjorde. Jeg ville også føle mig underligt til mode, hvis jeg pludselig havde den viden, alle af min art stræbte efter at kende til. Og jeg kan godt forstå, at han blev desperat. Det ville de fleste nok gøre, hvis deres elskede forsvandt fra den ene dag til den anden. For der er ingen tvivl om, at han elskede din mor inderligt. Men hvad han gjorde var forkert. Han forrådte sit eget folk med massemord og diktatur.”

,,Der er altså ikke kommet noget godt ud af det?” ville hun vide. ,,Gik hemmeligheden bare tabt?”

Han smilede nu, men der var noget akavet over smilet, som om han ikke rigtig vidste, hvordan han skulle fortælle hende, hvad han sad og tænkte på i forbindelse med spørgsmålet.

,,Se, det troede man. Alle troede det. Men jeg har fundet ud af noget andet, og indtil videre er jeg den eneste, som ved det,” fortalte han dæmpet, men rejste sig så for at lukke døren ud til gangen, så de var omgivet af flader. ,,Jeg fandt ud af det den dag i jeres kælder. Da jeg læste tegnene. Det var en besked fra din far, sandsynligvis overbragt af en anden, eftersom han jo er død. Han skrev, at nøglen var hans eget kød og blod.”

Sophie rynkede panden. Hans eget kød og blod. Men det lå vel i en grav nu? Og så dæmrede det for hende, som solen, der steg op over en horisont.

,,Han mener mig?”

,,Ja.”

,,Hvorfor ved Gabe det ikke? Han må da vide det. Han har jo været tusindvis af gange i den kælder efterhånden, og hvis du og han er samme art, så -”

,,Han er blevet frataget den evne,” afbrød han hende skarpt. ,,And it is not my secret to share why.”

Hun nikkede langsomt og besluttede sig for at vende tilbage til det, det hele drejede sig om. For hende, i hvert fald.

,,Så du er min beskytter,” opsummerede hun kort. ,,Du er en Eros, og jeg er et menneske?”

Han nikkede langsomt.

,,Og du overtog rollen som beskytter efter Gabe i går?”

Han nikkede igen.

,,Men du var jo i Danmark før det.”

Denne gang blev hans øjne større, men han nikkede stadig bare tavst.

,,Hvad lavede du i Danmark i første omgang, Landon?” spurgte hun nysgerrigt. ,,Jeg mener, uden at kunne sproget -” Mens hun talte, gik det op for hende, hvad det egentlig var, der havde bragt Landon til Danmark: ,,Du kom her for min skyld.”

Igen nikkede han.

,,Var der nogen grund til, at du blev den udvalgte? Er der generelt det?”

Denne gang nøjedes han ikke bare med at nikke, men åbnede i stedet døren for så at gå hen og sætte sig ved siden af hende på sovesofaen.

,,Normalt er det tilfældigt,” informerede han afslappet. ,,Men i mit tilfælde var der en grund.”

Han bøjede sig ind over samme kasse som før og drog endnu et fotografi frem - denne gang af to børn. Sophie havde aldrig rigtig set billeder af sig selv fra før femårsalderen, på nær de få billeder lige efter fødslen, som Gabe havde taget. Denne gang viste det hende i en alder, hvor hun ikke kunne huske sig selv, eller huske at have set et billede af sig selv. Omkring to, måske tre, år gammel. Sammen med en dreng, som måtte være et par år ældre. Drengen var iført et sæt pænt tøj, mens hun selv havde lavet hul på knæet i sine strømpebukser og stod og grinede til ham.

Drengen havde mørkebrunt hår, som skinnede i de bløde bølger, i lyset fra en fakkel på den ene væg. Hans smil var skævt og hans øjne store og mørkeblå og uskyldige.

,,Landon!” udbrød hun og tog billedet fra ham. ,,Er det dig?!”

Han lo, med lyd denne gang.

,,Ja,” svarede han muntert. ,,Det er det. Og dig.”

,,Så vi kendte hinanden…”

,,Ja.”

,,Var vi gode venner?”

,,Det må vi have været,” sagde han, ,,men jeg vil tilstå, at jeg ikke er hundrede procent sikker. Jeg husker det ikke så godt.”

,,Så jeg burde genkende dig.”

Han rystede på hovedet.

,,Det skal du ikke tænke på. Jeg genkendte jo heller ikke dig fra dengang.”

Hun smilede til ham og følte sig helt barnligt glad.

,,Jeg er glad for, at du er min beskytter, Landon.”

Hans kinder blev rødlige, og hans smil bredte sig til øjnene og udviskede kort trætheden.

,,Jeg er glad for at skulle beskytte dig, Sophie.”

Han sad helt stille på sengen lidt, men ikke i en ubehagelig positur, der indbød til den fortolkning, at noget nagede ham. Nej, han sad lige så afslappet med skuldrene trukket tilbage og hænderne støttende fra sengens overflade for ikke at falde bagover. Hans ene ben var bøjet ind under det andet, og hans ansigt var blottet for andet end skyggen af det smil, han havde sendt hende i sekunderne før sin udtalelse.

Og så pludselig var han oppe og på benene med et hektisk udtryk i ansigtet.

,,Sophie, you have got to get to school,” sagde han alvorligt og så indtrængende på hende, som om dette var en konspiration imod ham.

,,The last bus left fifteen minutes ago,” informerede hun ham. ,,The next one is in an hour, and then I’ll be at least two hours late anyway.”

Han stønnede.

,,Get your coat and come with me, then,” beordrede han og var pludselig ikke den stille person, som havde siddet og krænget hele hendes livshistorie ud for hende. ,,Sophie, come on,” kaldte han ude fra gangen, da hun ikke reagerede.

Langsomt rejste hun sig og så sig forbløffet omkring. Alting syntes at være sat i et helt nyt lys. Det dunkelt belyste værelse var fyldt med våben og billeder og papirer, men der var ikke noget særligt uhyggeligt ved dette, nu hvor hun vidste, hvad der var formålet med det hele. Bevægende sig ud gennem døren så hun ud i Landons køkken, hvor hun engang var blevet skræmt af at se den store kniv ligge. Den var der ikke mere, men der var alligevel noget trygt over rummet, som hun ikke kunne forklare.

Hun kunne høre rindende vand og skubbede lidt til den næste dør, som afslørede badeværelset. Landon stod ved håndvasken med et håndklæde slynget over skuldrene og var i færd med at sprøjte koldt vand i hovedet - sikkert i et forsøg på at vågne lidt mere op. Så rankede han ryggen, tørrede sig med håndklædet og lod det glide af sine skuldre i en graciøs bevægelse.

,,Landon, what are you doing?” spurgte hun og lagde armene over kors, mens hun lod sin skulder falde ind mod dørkarmen.

,,I’m getting properly dressed,” svarede han.

,,What for?”

,,I’m driving you to school.”

,,You’re not,” protesterede hun og så strengt på ham.

,,I sure am.”

,,You’re going to fall asleep whilst driving, and then we’re both dead. Go to bed instead. I’ll catch the next bus,” lovede hun.

,,I am not going to -“

,,Landon, you’re going to scare people if you show up like that.”

Han kastede et blik på sig selv i det spejl, som hang over håndvasken og trak let på skuldrene, som om han godt kunne se hendes pointe. Derpå lod han blikket glide nedefter, og Sophie betragtede ham med en vis undrende interesse.

,,Well,” sagde han langsomt. ,,I was planning on throwing on a shirt.”

,,Get some rest,” sagde hun bare og greb sin jakke, som hun havde hængt på en knage ved døren, idet hun trådte ind. ,,Jeg går nu.”

Fordi hun havde ryggen til, så Sophie ikke, hvad der skete, men der lød et øresønderrivende brag, efterfulgt af en mindre høj, men tænderskærende klirren af glas. Hun vendte sig hurtigt rundt, men Landon var allerede på vej ned ad gangen til stuen og blokerede hendes udsyn. Hvorfra han havde fået fat i den genstand, han havde i hånden, anede hun ikke, før hun bemærkede, at en af lommerne i hans bælte stod åben.

Genstanden i hans hånd udvidede sig, indtil der stak en lang sværdklinge ud af et sort skæfte. Sværdet glimtede i lyset fra månen udenfor, idet han gik hen mod det smadrede glasparti i stuen. Sophie kunne se hans skuldermuskler spændes, ligesom hun kunne se trætheden i hans måde at bevæge sig på. Og så pludselig rykkede han et par skridt tilbage og gispede, inden han kastede sig fremover med sværdet hævet og klart til at spidde.

Det traf tilsyneladende sit mål, for der lød et højt skrig, og lugten af svovl overvældede Sophie, selv på afstand. Der var pludselig en masse røg og en sky af aske, som blev liggende på gulvet - kunne hun se mellem Landons spredte ben - på trods af vinden, som kom ind gennem den smadrede glasrude. Røgalarmen i stuen gik i gang, og som om hun så det hele i slowmotion drejede Landon hovedet, gik hen og svang sig hen over sofaen for at række op og demontere røgalarmen.

Så vendte han sig mod hende. Hun stod i døren til stuen nu og så på ham. Det lignede, at nogen havde splattet tjære ud over ham, bortset fra at hans hud syntes at reagere væsentligt mere på dette. Huden var rød, og det så smertefuldt ud, at dømme efter hans ansigtsudtryk. Så lod hun blikket glide videre og så, hvad der kunne have fået ham til at gispe. Der var et stort, rødt håndaftryk i huden under hans bukser, som lignede, at de var blevet svitset væk omkring håndaftrykket. Men han haltede ikke - måske fordi han var hærdet, eller måske fordi det ikke længere gjorde ondt.

Uanset hvad havde hun lige oplevet noget, som hun aldrig havde oplevet før. Og der var ingen chancer for, at hun gik i skole nu. Dette måtte hendes ansigt fortælle ham, for med et suk sagde han bare:

,,I’ll correct your attendance schedule once I’ve called in sick.”

,,That’s probably a good idea,” grinede hun og gik hen for at se, om der var noget, hun kunne hjælpe med.

,,But Sophie?” sagde han alvorligt, samtidig med at sværdets klinge gled tilbage, hvor den var kommet fra.

,,Yes?”

,,Stay here with me.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...